1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Juli] | Bokselskap

Dagbok 1808

av Christiane Koren

[Juli]

136Løverdag Morgen – Julj den 2den

Hvad jeg i Gaar leed (og min stakkels Hest leed mere endda) i den stærke Hede, aftvang mig det Løfte ikke, saa fremt jeg kan undgaae det, at reyse oftere om Dagen, saa længe denne Hede vedvarer. Derfor tog jeg fra Vildberg Kl halv ti i Gaaraftes, og var her Kl 12. «Men du vilde jo blevet til Løverdag? Moer vor?» Hm! I ere saa hastige med Eders Spørgsmaal, mine Venner! jeg vilde jo just nu fortalt Eder, hvorfor jeg kom før tilbage, end Bestemmelsen var. Da vi Torsdagaften nesten vare sengefærdige, kom min lille gode Gina Smith (som jeg og vi alle troede) og den tækkelige Lise Krefting. «Vi forstaaer dig ikke, Christianemoer!» Smith som jeg – –» Aa Herregud, er det Jer da reent umuligt, at have en Smule Geduld?

Hun, liden Gina, havde nogle Dage før i al Korthed og Eenfoldighed (Molzhau viede dem) havt Bryllup med sin Forlovede, Præsten Broch. Her blev da en Gratulering, kan I tænke, og sandelig, i saa mange Henseender var denne uopløselige Forening os alle saare kiær; thi det gode kiære Barn holde vi alle saa af, og i Faderens Dødsstund lovede vi ham, min Koren og jeg, hvad vi længe havde lovet os selv, aldrig at forlade denne hans elskede, exemplarisk ømme datterlige Datter. Lise Krefting, en ikke mindre god Datter, har ey været her i 3 Aar (siden Sarotjes Confirmation) og da de vare bestemte at tage tilbage til Hurdalen i Dag, vilde jeg endelig være hiemme. I Gaar vare de, i Følge med Poppa og Sarotje, i Nannestad, Ginas fordums hyggelige Hiem. O! Gud give hende snart et ligesaa godt Hiem igien, og som Kone saa lykkelige 137Dage, som hun havde som Datter. Men dertil vil meget. Broch troer jeg sikkert er en retskaffen Mand; men hendes Forældres Ægteskab var et af de lykkeligste jeg har seet, lykkelig som mit, et Paradiis paa denne Jord. Om nu Broch kan elske som den gamle Provsten min (og Din, beste Lotta!) og som Koren, og giøre den ømme kiærlige Kone saa lykkelig? Om mange Mænd kan det? – –

Vi har nu faaet baade Madamen og Jomfruen overtalt til at bie i Morgen over, og saa skal vi følges ad til Edsvold Værket, da de tager sin Hiemtour, vi til Mork, Sara, Poppe og jeg, hvor vi nu ikke længere kan lade os vente –

Først Kl. 7 i Gaarmorges kom jeg herfra, da var det endnu taaleligt, især i Begyndelsen, men saa hvilede jeg henved en Time hos Pastor Munthes, hvor jeg spiste Frokost og læste og hørte Breve fra Danmark, og kom til Vildberg Kl 11, mat og svedt. Men jeg glæmte og vilde glæmt lange større Besværligheder, ved at see min kiære Thrine Wangensten med sin lille Dreng ved Brystet, see hende alt siddende oppe, og saa frisk og munter, og alt om hende stemt i samme Tone. Den elskværdige Ovidia Messel modtog mig, ligesom hendes hiertensgode Tante Holbye (ellers Enka kaldet) med sand Fryd og Gammen, og Fatter Wangensten, som i bare Linned – foroven forstaaer sig – sad og ragede det gamle Familie Archiv igiennem (af hvilket han siden forelæste mig nogle 50 Aars gl meget morsomme velskrevne Breve) fik sig i en Hast kastet i en Nanqvins Frak, og nu gik Complimenteringen for sig paa begge Sider. To Naboekoner, som nyelig før mig vare ariverede med hver sin Fløde-grødpotte 138og Lammesteeg, sad nok saa strunke i Barselstuen. Vi smagte, baade jeg og Barselkonen, paa Grøden, af begge Potterne, Gud bevar’s! og den var saa Gu ganske bra, men Lammestegen (hvoraf vi da kun smagte den ene) var rigtig nok bædre. Jeg kiender Skikken, og gik derfor, da jeg havde pratet lidt med hver, ud med min Ovidia, imens de andre besøgende Matroner fik sin Caffe, Viin og Kage, og havde Stuen allene. Siden viste Enka dem omkring overalt, og meget tilfredsstillede – det saae jeg paa dem forlode de da endelig og overlod mig Pladsen. Lille Bodward, et af de deyligste Børn jeg har seet, med brune krøllede Silkelokker, og et Par blaa Øyne, som man, naar de løftes bedende op, ikke har godt for at afslaae noget – –

Der kom Obristinde Roweder med sin ældste Datter, som nu er hiemme i Besøg fra Hedemarken – Det var blot en kort Visit, og de ere alt borte igien –

Nu er jeg reent ude af det. Lad mig see! Ja, lille Bodward og jeg vare gode Venner, og saa meget det leed paa i Heden, maatte jeg flaxe med ham. Vi bleve allege enige om, da bemeldte Lammesteg var fortæret, og oven paa den en deylig Jordbærsoll – at tage Middagshvile. Men mig og Ovidia bekom det ikke alt for vel, da Heden her var stærkere end andre Stæder, og jog os snart op igien. Saa drak vi Caffe, saa passiarede vi, det eneste man i saadan Hede kommer ret afsted med, læste de gamle Breve fra Wangenstens Forfædre og Formødre (kan ikke dette For ligesaa vel passe til Mødre som til Fædre?) og tog jeg som sagt hiem i et himmelskt Veyr var et Øyeblik hos Munthes (som kommer her i Morgen) og hiemme fast en Time før Damerne fra Nannestad. Min tilkommende Gudsøn paa Vildberg skal hedde Cato Frederich Napoleon. –

139Kl 7½ Aften See nu er Din Stambog, min Maja C! og et lille Brev, og det, jeg troer 7de Hefte af Dagbogen og et lille Venneminde fra min Koren, altsammen afsendt og addresseret til W. Egeberg, saa jeg nok haaber Du faaer det sikkert. Og nu gaaer Posten herefter kun een Gang ugentlig. Det var mig ordentlig smerteligt, da jeg erindrede, det i Torsdags var sidste Gang vi saadan fik den, og i Morgen vil det blive lidt underligt, ikke at have Posten i Vente.

Søndag 3die I Vent paa mine Fremmede, Pastor Munthes, et Par Linier her, Elskede! og et Farvel for flere Dage, om jeg maaskee ikke faaer sagt Eder mere her i Dag, som er meget sandsynligt. I Morgen, saa tidlig mueligt (for Hedens Skyld) tager jeg, Sara og Poppe herfra til Mork, hvor vi bliver til Tirsdag, giør paa Hiemveyen en Visit hos Professor Legangers, og saa til Pastor Bierks i Nannestad, hvor vi bliver til Onsdag Aften. Et Brev paa tre i med sammenpræssede Ord og Linier fuldmalede Sider, er nu færdigt til de kiære Kbhns Døttrene mine. Gud give, det kom vel i deres Hænder. Jeg veed, det blev dem saa velkomment. Og nu har vor Sally faaet deres, og fra hende faaer Du, min Maja, og Egerbarna det; men jeg er harm over, at det Bud, som skulde medtaget Brevet til Kbhn og Pakken til min Moer Cappelen, først kommer afsted Tirsdag. Og jeg skyndte mig saa, især med Pakken (Brevet i Dag kunde ey blevet længere end det var) og nu faaer Du, elskte Maja, saa lidt; men Du maae holde Dig skadesløs ved det store Dagboghefte –

Aften Kl 6½ Nu gik de allesammen til Gislevold i en Thevisit. Jeg havde lidt at sysle med forinden min Reyse, sagde jeg, og blev 140hiemme; men egentlig var denne Syssel at faae snakket endnu et Par Ord med mine Elskede her. Jeg skal jo være fra dem, det er, fra denne Bog, i hele 3 Dage. Jeg tog den giærne med; men det var dog lidt naragtigt, er jeg bange, og maae tegne op i Hukommelsens Tavle hvad siden forflyttes derfra hid. Vi har drukket Caffe i Haven, og nu vil min Koren have mig med ned at see paa Rugen, men først maae jeg ud og kiøbe Jordbær til Aftens, og saa sige Eder tusend God Nat. Det er hvad man kalder Ruskumsnusk. Og jeg behøver ikke at sige Eder tydeligere, at jeg i disse Øyeblikke er Eders stundesløse Moer Koren – Naa? hvad er det? Et Brev fra min Rikke – Det maae besvares det kiære lille Brev. Og saa for Alvor God Nat! God Nat!

Torsdag 7de Eftermidd: Nu først, Kl er 5½, kom jeg tilbage fra min Tour, som ikke skulde varet længere, end til i Aftes. Den begyndtes da Mandag Kl: 7, da sad’ vi alt i Vognen, Poppenheim, Sarotje og jeg. Det var ikke altfor blidt Veyr, men blev bædre jo længere det leed. Paa Edsvold Jærnværk hvilede vi, var inde og omkring i de evig ufærdige Værelser, der seer ud som Marskandiserboder, da overalt er fuldt af Alskens Meubler og Klæder, tildeels endnu uindpakkede, og mange meget kostbare.. En Thomson, C. A:’s naturlige Søn, i hvis Hiærne det vist seer ligesaa forstyrret ud som i Værelserne han, nesten ganske ene, beboer og svæver om i, for Resten et ikke ubehageligt Menneske, udrustet af Naturen med ypperlige Anlæg, var meget omhyggelig for at skaffe os Tiidkort, som han kaldte det, mens vi hvilede, eller rettere, Hestene. Han vilde vi skulde spille Kegler, og satte, vel for at giøre det ret bevægeligt, sin Papirshue paa snart den ene, snart den anden Kegle. Da han troede, denne Forlystelse ikke var tilstrækkelig, slog han en af de tilpakkede Malerie-Kasser op, og drog – med 141megen for megen Besvær et dumt forædt Fjæs efter det andet op til Beskuelse – thi see, Mennesket havde just faaet fat paa alle de formaledidede Parlamentsherrer og Lorder som til er. En eneste fandt Naade for vore Øyne, og fortiænte at finde den. Det var Fox, en af det nu vanslægtede Britanniens fordums Brave. Før vi saae og kiendte Navnet, leed vi det jovialske mandige Fiæs, som havde noget, og ikke endda saa lidet fælles med vor Presidenter – for han er saa bra. Nest ham leed vi bedst en smal peen Væddeløbshest, med et fromt uskyldigt Physiognomie.

Her skildtes vi ved vort Følge, lille Mad: Broch og Lise Krefting, og kom i Middagsstunden til det velsignede Mork, hvor dyrebare Minder omsvæver mig ved hvert Fjed, hvor jeg ved Erindringens ømme Haand giennemvandrer altiid og utrættelig de svundne lykkeligere Dage. Jeg har før sagt Eder, mine Elskede! at nesten al huslig Indretning er som tilforn, at alle Meubler staaer som de fordum stode, at jeg ofte drømmer mig, naar jeg kan sidde et Øyeblik ene, at de kiære Gamle, min ædle evig uforglæmmelige Hedevig og hendes Carl ere borte, og kommer snart tilbage. Og naar nu enten den trivelige tækkelige Frue Krogh, eller en af de søde Smaae, eller den nu saa muntre Major vækker mig af hiin Drøm (ak! hvori jeg saa giærne inddysser mig) saa er dog ikke denne Opvaagnen smertelig: alle staaer i saa nøye Forbindelse med de dyrebare Hedengangne, elsker og mindes dem saa høyt og inderligt, og jeg saae ogsaa dette, nu lykkelige Par, de vare mig ogsaa kiære, da de Flere delte min Kiærlighed, da jeg havde min Hedevig, om hvem den taknæmmelige Elise 142aldrig taler uden et stille Suk, og ofte med en bliid Vemodstaare i de fromme Øyne. Ja, det er i Sandhed et lykkeligt Par, og de fortiæner at være det. To velsignede Glutter har de, den ældste, min Guddatter, opkaldt efter min Hedevig Augusta (o! hvor jeg havde ønsket mig en Datter med dette Navn!) Man kan ingensteds være bædre, end i dette Huus, hvor alt er saa saare godt, indtil man giør Mine til at reyse. Da er – som Oncle Erich siger – Hundrede og Et ude. Vi skulde reyst til Nannestad Tirsdag; men blev, og blev giærne til Onsdag. Tirsdag Formidd: vare vi i en kort Visit hos Professor Leganger, hvor vi fik Skoser af Fruen for vor Frankhed, og talte lidt om Politik og Kornmangel med Professoren, som jeg finder er blevet som flere Aar ældre i dette sidste tunge Aar. Hans Mod synker, hans Kraft svinder hen – mange Sorger nage paa hans Inderste, nage dybt og skiult, og indæde sig saaledes dessikrere i Hiertets Rødder. Fra sin Dorthea, hans Kiæreste paa Jorden, har han jævnlig Brev. Hun er meget lykkelig i Forening med en udmærket brav Mand; men ogsaa deres oeconomiske Forfatning bringes stærkt i Uorden under nærværende Omstændigheder, da hans Levebrød som Postmester, tildeels ogsaa som Commissionair, nesten ganske er tilintetgiort, saa de maae indskrænke sig betydeligt. Dog dette – desuden et almindeligt Lod for fast alle Embedsmænd – nedslaaer ikke Faderen saa meget, som Længslen efter hende, som i Forening med den skiulte Kummer truer at nedtrykke ham reent. Den unge Leganger var inde om Mork den Aften, vi vare komne did, og reyste derfra til Byen og Bærum. Jeg havde ikke, og ingen af os, seet ham siden han 143kom tilbage fra sit Tog mod Svensken (i Grev Wedels Chor) Han var blevet høyere og mavrere. Det er vist en snild Gut, som der overalt er en god, ufordærvelig Natur, troer jeg, i disse Børn. Frue Wratz ere alle enige om, skal være en meget god Kone, Moder og Husmoder. Dog, tilbage til Mork! – thi jeg skriver jo intet Characteristik over Legangers Huus –

Tirsdag Eftermiddag giorde vi en længe lovet Tour til den ældre Jomfrue Grefsen, almindelig kiendt under Navn af Faster Grefsen, paa Stensbye, i Selskab, forstaaer sig, med Major Krogh, hans Elise, den Jomfr: Grefsen, som er der i Huset, og en lille nysselig Jomfrue Dallin, som havde været der nogle Dage i Besøg, men er egentlig Faster Grefsens Pleye- og Systerdatter, som overalt denne i flere Henseender agtværdige Pige er en sand Moder for mange af sine Broder- og Systerdøttre. Stensbye er et deyligt Sted; men det ustadige og noget kolde Veyr forbød os at komme meget omkring, dog vare vi nede ved Qværnebruget, hvor Ungdommen i Grefsens Tiid har anlagt et lille Lyststed, som de kaldte Enighedsborg. Her mødte os, efter Fasters Indbydelse, en svensk Lieutenant Bratt og Kone, som boer paa en Naboegaard, Sannerud. Det er et Par af alle som kiender dem agtede og afholdte Mennesker, med den, de Svenske i høyere Stænder egne fine Dannelse. Manden saae og talte jeg ikke meget med, da han var meest ude med Majoren og Hansen, den nu værende Bruger af Stensbye; men Konen fandt jeg meget interessant, og meget vakker. Jeg kan jo derfor giærne sige, hun lignede eller ligner min Sarotje? Det har alle fundet, og det er sandt. Hun var overmaade munter, og fandt paa Tusend Løyer og Lege, som satte vore Lunger i Bevægelse, saa Aftenen og Eftermidd: (tag for og sæt bag) 144var forbi før vi tænkte paa det, og den alt lysnende Morgenhimmel mindede os om at bryde op, skiøndt den giæstfrie Værtinde fandt det meget for tidligt – og tidligt var det rigtig nok – Men Frue Krogh havde en lille Ventende derhiemme, og saa fore vi afsted Kl: 1, foran Majoren i sin Kariol, efter hans Kone og jeg i hendes, og tilsidst alle vore Jomfruer i min Vogn. Det var fuld Dag da vi kom til Mork – der er en Miil mellem det og Stensbye og der kom de den glade Moder imøde med den lille altiid smilende Engel, Christiane Elisabeth, som endnu dier, og vi sladdrede endnu lidt om den morsomme Tour, og køyede, og sov til Kl: 9 den følgende Morgen. Her begyndte atter Striden, Hiemreysen angaaende, og med syv Sorger og ni Bedrøvelser slap vi endelig derfra Kl: 1½ med vist Løfte om, endnu engang i Sommer at komme did. O! der er saa skiønt, saa landligt skiønt paa dette velsignede Sted; og hvad der, som her, giør hvert vakkert Sted end vakkrere, er Tanken om, hvordan det er blevet til. Du, min Sally, og I, mine Døttre dernede, I kiender dem, alle disse, vor Hetgens Yndlingsstæder, opkaldte efter alle hendes Elskede og blevne til ved hendes Carls Bestræbelser, eller dog under hans Bestyrelse. Husker I den deilige Runddeel, hvorfra man seer nedover Dalen til Elven og Blegdammen? I Midten staaer Carls Eeg i fuld majestetisk Flor, og har i Aar giort Skud af meer end et Qvarters Længde, hvad nok er meget for Egen, især paa disse Kanter.

Engang – dette endnu derfra – kom jeg ind i Stoerstuen. Det blev mig saa underligt tilmode. Ved Hetgens Claveer stod en Stoel, og rundt om det tre, fire andre, ak! just som da vi alle vare der, og I vexelviis spillede, og vi andre sadde omkring strikkende og hørende – 145Den hele Scene og alle de dermed forbundne blev paa engang saa levende for min Siæl. Jeg kunde neppe holde det ud. Hun er borte – I ere borte, min Kathinka, min Malla, vel ikke som hun, ikke aldeles saa – men – samles vi mere? hvor? naar? Engang vist –

Veyen fra Mork til Nannestad Præstgrd er for det meste giennem Skoven, men afvexlende og behagelig. Vi hvilede en halv Timestiid paa en Bondegaard, Sundbye, berømt i forrige Tider af sine smukke Døttre. En af disse boer nu der som Kone og Moder til et Par vakkre Børn. Hun var saa bleeg, men et interessantere Ansigt og deyligere, kulsortere Øyne saae jeg ikke i lang Tiid. Saa vakker hun var, saa bliid og tækkelig var hun ogsaa, og uden dette havde vi vel ikke lagt saa nøye Mærke til det første. En sur Skiønhed er vel neppe tænkelig.

Naa, saa er vi da nu endelig paa Nannestad, hvad der især er godt for min arme Poppenheim, som paa Veyen var blevet syg, og havde en slem Nat. Giærne vilde vi været ordholdende, og kommet hiem Onsdagaften; men deels denne Upasselighed, deels Seenheden, og især de gode velmenende Præstefolks hiertelige Beden forandrede Bestemmelsen, og Moer Bierks gode Seng, oven paa et meget velsmagende Aftens Maaltiid, fandt vi alle ulige bædre end den skumplende Vogn i den kolde Natteluft.

Atter var den gamle Jammer, da vi Torsd: Morgen vilde været afsted. Poppe var bædre, men ikke ret rask, ogsaa kom vi seent op; kort at fortælle, vi spillede Treset med Præsten, spiste Middag og drak Caffe, og fik da endelig Lov at fortsætte Touren hid, hvor vi fik lidt Skrub af Skriveren, men vare for Resten hiertelig velkomne –

146Løverdag 9de At vente i meer end otte Dage efter Posten, og saa intet faae, uden et Regningsbrev fra Pastor Wulfsberg (hvori han dog havde malet nogle Linier) see; det er Taalmodighedsprøve. Dette, og et Par jammerlig tørre Intellig: bl: det var hele Stadsen. Wilhelm skrev til Hertel, at vi af de med Fladstrand Posten komne Aviser vilde see Nyehederne fra Danmark Krigen angaaende; men der var ikke meer Avis end bag paa min Haand, og nu skal vi atter pines otte lange Dage.

Det regner uophørligt i Dag, har tordnet og lynet, ikke længe, men stærkt. I Gaar var jeg mødig og træt; dog fuldførte jeg Reysebeskrivelsen, og besvarede et Brev, jeg fik ved Hiemkomsten, fra den stakkels Ekholm, og hvori var nogle Linier fra hans saa elsk- som beklagelsesværdige Jenny. De vare hendes ømme, for mit, desværre frugtesløse Venskab alt for taknemmelige Hiertes Sprog, og vidnede, som alt andet, om hendes Aands Dannelse. Hvilken Forskiæl paa hende og hendes Landsmandinde, Fru Bratt! I Aands Cultur ere de lige (Fru Bratt skal forstaae Musik og Sprog til Fuldkommenhed) og begge elskværdige[.] Men den ene, Frue Bratt, den personificerede Munterhed, Frue Ekholm derimod, i de bædre Dage bliid Alvors, nu stille Veemods udtrykte Billede –

Søndag 10de Hilsen fra Sarotje. Nu reyste hun til Hurdalen, hvor hun bliver til Tirsd: 8 Dage. Og nu reyser jeg ud i Haven med mit Strikketøy og Barbrüks Landreise nach Indien, som er ret interessant. Treffer jeg nu og da paa lidt flittig Hilsen, som vi efter sal: Jalles, naragtige Ihukommelse, kalder det, saa giør jeg som han, da han i et Embedsbrev fandt «flittig Hilsen til sin Kone» «Ja seer I vel, sagde han, Resten er flittig Hilsen til min Kone, 147og det springer vi over» (han skulde nemlig læse Brevet op paa Tinget).

I Morgen begynder Tingene her, da faaer jeg i en 12, 14 Dage ey see stort til min Koren. De laver sig nu til Reysen, Hertel og Vold. Skriveren min bliver altiid saa længe han kan, og tager først til Næss (hvor det altiid begynder) i Morgen tidlig. Da tog jeg saa giærne til min Rikke, og vi holdt nok saa næt Ting paa vort Viis. Men nu maae jeg bie til Tirsdag, jeg faaer min Kariol hiemfra Hurdalen.

Madam Munthe skal igien være bleven pludselig syg; Walbohm er hentet did, og Andreas er der, vi faaer da vel i Aften vide, hvordan det staaer til med den gode Kone. Jeg frygter, et af disse saa ofte tilbagevendende Anfald vil reent udpuste den svagtbrændende Lampe.

I disse Dage, Du dyrebare Maja C! var det, Du saa inderlig ønskede Dig Din Moer Korens Nærværelse. Fra den 5te til den 14de. O! giid jeg kunde kommet! Giid jeg i disse Øyeblik kunde kaste mig i Dine Arme, og sige: «Her har Du mig, inden den fiortende er jeg dog hos Dig –» Ja, jeg føler det, Du ømme ædle Moder, «hvordan disse 9 kummerfulde Dage er malet, med uudslættelige Træk indpræget i Din Siæl» som Du siger, og Dit: «Hvor vilde de mildnes ved dit Bryst, min Moer Koren! o kom endelig inden den 14de med hvilken Længsel vil jeg see den Tiid imøde!» – koster mig tunge Taare. Lette og milde vilde de flyde ved Dit vennehulde Hierte – thi da flød ogsaa Dine lettere og mildere. Men er det mueligt, saa vil vor kiære kiære Eger-Ven, som i Sorgens Timer kan være sine Venner saa uendelig meget, være Dig i mit Sted, være med sin Lise i mit og – sit eget Sted. Var jeg og vor Sally Dig nær som de!

148Tirsdag 12te «Naar man taler om en vis Mand, er han nærmest» siger Ordsproget. Med Hovedpinen maae det have samme Beskaffenhed: thi Søndagaften endnu hoverede jeg over, at jeg, jeg troer i meer end 14 Dage, havde været frie for denne slemme Gast. Men Mandag Morgen (i Gaar) vaagnede jeg saa syg, og stod allene op for at lægge mig igien. I Dag er jeg en heel Deel bædre; men dog ikke saa rask, at jeg har tordet vove mig til min kiære ventende Rikke, eller ned at see til den meget syge Madam Munthe.

Min Maja og Nella gik i Gaar fra Houg (hvor de vare og ostede) til Ullensager Prstgrd, hvor selv den gode syge Moer Munthe blev oplivet ved at see nogen fra Hovind. Hun skal see ud som Døden, siger de. Dog, da der i Dag intet Bud har været hos Doctoren, er hun maaskee bædre. Ogsaa Mad: Wangensten har havt et slemt Anfald i disse Dage, og det, da man troede al Fare forbi. Men hun er nu i Bædring. Den ulykkelige Capitajn Hiort, om hvem jeg engang skrev her, ligger dødsyg af en ondartet Galdefeber. Hans Kone er utrøstelig. Ak! enten han lever eller døer, er hendes Skiæbne sørgelig. Rimeligviis sørgeligst i første Fald. Og hvilken Forfatning kan tænkes skrækkeligere, end den: ikke at torde ønske en elsket Ven, en Ægtefælle Livet, ikke at torde glæde sig ved Tegn til hans Bædring? Alle disse sørgelige Efterretninger kom paa engang Søndagaften. Lina har i nogle Dage havt en slem Hoste, som foruroeligede mig om Natten. Jeg var derfor flyttet med min Koren ind i det inderste Sahlskammer. Men det var ingen god Nat – Og Gud veed, hvordan denne vil blive. Nu var Bud fra Munthes efter Walbohm. Jeg har ingen Roe paa mig, da jeg veed, hun længes efter mig. Saa snart 149jeg kan komme afsted, tager jeg did, bliver der i Nat, og giør Touren om min Rikke hiem i Morgenaften. Saa rigtig frisk er jeg ikke. Men tager jeg ikke derhen, troer jeg, jeg bliver værre. Maaskee er det mindre farligt end jeg forestiller mig. Gud give det!

Torsdag 14de Paa Veyen mødte jeg Walbohm, som gav mig nogen Trøst; men over al Beskrivelse svag fandt jeg hende, og lige saa taalmodig og bliid som svag. Med saadanne Lidende lider man dobbelt. Hun rakte mig saa venlig den matte, dødkolde Haand, og takkede mig mere med et Smiil og det svage Haandtryk, end med Ord, for jeg kom. Til Kl 11 sadde vi alle hos hende, den bekymrede Mand, den grædende Jomfrue Friis og den lille nedslagne Ane Molzhau og jeg. Hun havde en tung smertefuld Nat, men før jeg tog til Plogstad var hun lidt bædre. Min Rikke var saa færm, det er at sige, just den Dag. Tirsdag laae hun – Efter en af de sædvanlig deylig tilbragte Dage hos og med hende – (Fogden mødte jeg da jeg tog did. Han skulde ud, arme Fut! og giøre Ondt) og hendes søde Glutter, kom jeg igien til den sørgelige Præstgrd i Gaaraftes, og fandt det værre, end jeg forlod det. Men inden jeg tog derfra, Kl 10, livnedes hun lidt, talede muntert og følte sig, forsikkrede hun, lettere. Men jeg tog Afsked fra hende med et beklæmt, sorgahnende Hierte. Og nu gav jeg meget til at vide hvordan det staaer til der? Bud skal vi have did; men det gaaer saa langsomt, naar man venter. Andreas, stakkels Barn, er ilde plaget af Bylder, som forbyder ham at see til den kiære syge Moder. Min Lina har en slem haardnakket Hoste, saa hun er bleven bleeg og maver – Mit Hoved spaaer Torden, Nellas ligesaa, Poppenheim 150har en slem Bie i Gaar stukket ved det ene Øye, saa man neppe seer til det. Telja og Maja (som tegner flittig) ere de eneste raske, Diderichsen ikke at tale om, thi ham seer vi lidet eller intet til nu, alle de andre ere paa Tinget. Min Koren var hiemme i Gaar og i Nat, i Dag tinger han paa i Gierdrum, i Morgen her, og til i Dag 8 Dage er hele Tingtouren, hvorved de nesten intet har havt at bestille, naturligviis heller intet fortiænt, tilende, istæden for det ellers pleyer medtage 3 Uger. Men i Dag 8 Dage gaaer Hestene ind efter Lotta mi og Barna, blandt hvilke maaskee min Sally ogsaa kommer. Det var en af mine første Tanker da jeg vaagnede i Dag (den aller første var Mad: Munthe) thi jeg kan, som I veed, mine Elskede, glæde mig saa barnlig som nogen i Haabet, Nydelsen og Erindringen – og det unde Gud mig til min sidste Stund! Thi denne Barnagtighed, som strækker sig til endogsaa de ubetydeligste Ting, udgiør det Væsentligste af mit Livs Glæder –

Men saa tænkte jeg efter, ved at udregne hvor langt der var til den 23de, at det i Dag var den 14de.

O! min Moer Cappelen! Gud styrke Dig!! –

Kl 7 Og paa Ullensager Præstgrd vil vel ogsaa denne 14de Julj blive en smertelig mærkværdig Dag. Vort Bud er kommet tilbage. Mad. Munthe er uden Haab, Jammeren blandt Alle ude og inde er stoer. Og de har Aarsag til at jamre. Hun var Fromheden og Taalmodigheden selv. Var. o! endnu er hun det jo, og Livet er der jo endnu, og først med dette slukkes Haabet.

151Fredag 15de
Det brænder endnu, Livet og Haabet. Hvor længe? Maaskee i dette Øyeblik ikke mere. Mueligt det kan opildnes paa nye, brænde en Stund endnu. Enten det bliver Liv eller Død, o milde Fader! styrk hendes Taalmod og Tillid til dig, giv Lindring for de brændende Smerter!

Eftermidd: Chrysties ere her, og med dem Jomfrue Horsterne. Nu kom ogsaa alle Tingfolkene, Fogden, Proctr Solner og Krogh, som alle blive her i Nat – og nu fik jeg af Præsten Chrystie (som nyelig havde været i Byen, Dit kiære lange Brev, elskede Sally, og deri den saa høyst uventede som glade Efterretning: at jeg muelig seer min Maja Cappelen, Thrinebarnet og Egerbarna her sidst i denne Maaned. Velkomne, I Elskede! veed I, I til alle Tider ere mig. Vel er her da en Mængde Ungdom, og min Lotta, og maaskee vor Sally; men hvor Hierterummet er, er ogsaa Husrum, og for Resten kommer I ene og allene, for min og min Korens og Mines Skyld, og den Tarvelighed, under hvis Fane nu alle eenstemmige bør sværge frem for nogensinde (jeg har af sand Tilbøyelighed længe siden, utvunget af Nødvendigheden, svoret under den) vil ikke være Eder fremmet paa Hovind. I vil tækkes med os, vil vil glæde os sammen – Sidst i denne Maaned? 27de er jo saa sidst i Maaneden – hvem veed – o! jeg, jeg veed det – Da vil I komme, vilde maaskee overrumple mig, og saa faaer Sally lidt Bask, som har røbet Eder – Er det saa? Men det være som det vil – I kommer, mine Dyrebare, kommer ganske vist den 27de eller til den. Faaer jeg intet i Morgen med Posten, saa – ja, hvad saa?

Og nu kommer mine besøgende Damer tilbage fra Stadsvisitten paa Gislevold. Jeg slipper saa godt, nu jeg har Poppe 152som representerer min Person, i flere Henseender temmelig nøye. Ja sandelig, hun er go aa ha. I Dag skulde hun reyst vester, men nu bliver hun til al Ungdommen har været her, og følges tilbage med dem –

Løverdag 16de Det er sandelig tungt, at vente saa ledes hele 8 Dage efter Posten, og saa ikke faae en eneste Linie fra nogen kiær Haand. Selv den ellers saa efterrettelige Wilhelm skrev ikke efter Løfte, og nu veed vi hverken om eller naar de kommer, kan ingen Heste sende, er kort sagt, i Vi‹ld›erede med det altsammen. Og intet fra Eger, som jeg i 5 til 6 Uger intet saae fra, og intet fra min Maja C, som har forvent mig, saa jeg synes, jeg skeer Uret, naar der, som nu, gaaer 3 Uger hen, uden at jeg hører fra hende.

Min Siæl er desuden bedrøvet, inderlig bedrøvet – Endnu lider den fromme Mad: Munthe, endnu slaaer hendes blide, skyldløse Hierte i haarde Pinsler. Haab om Liv er ikke mere – intet, som kan forsøde den bittre Kalk for de Med-Lidende. Fra Dig, o Fader! som vil det saa, elsker dine Børn faderligt, og dog vil det saa – fra dig Styrke og Kraft i det bristende, i de knuste Hierter! –

I Morgen, maaskee – for Hedens Skyld – i Nat, reyser jeg til Hurdalen at hente min Sarotje – De siger herhiemme, jeg bør giøre denne Tour nu, da det siden bliver vanskeligt jeg kommer der. En anden kiær kiær Tour har jeg dog, Gud skee Lov! endnu for mig, og forinden – Gud forlade Dig, min Sally! gav Du mig et tomt Haab!

153Torsdag 21de Ney, det bliver intet tomt Haab. Et Brev fra min Sally i Gaar gientager mig, at I kommer, I Elskede, kommer maaskee i een af disse Dage – –

«Men er du forstyrret ‹…› Moer vor! Du skulde smukt giøre Regnskab først for din Tour, og saa for du ikke er mere bestemt: thi sikkert er du nu ikke kommet hiem før Onsdag, eller maaskee den slemme Hovedpine – – »

Hm! det nytter ikke, seer jeg, at bede Eder give Tiid til jeg selv kan faae fortalt mine Fata og Hendelser. Og dog veed I vist alle, Barna og Vennerne mine, at I snarere taber end vinder ved Eders Utaalmodighed: thi nu kunde jeg jo alt fortalt en heel Deel, alt være kommet langt paa Veyen til Hurdalen, havde I ey opholdt mig

Kl 3 Søndag Morgen var jeg paa Benene, Kl 4 i Vognen. Ane Stuepige, som aldrig før havde seet Glasværket, fulgte med mig, da jeg havde Rum til 3 endda foruden vi 3 som vare der, jeg, hun og Aslac. En skiøn Morgen, men som spaaede en varm Dag. Havde ikke Tanken om den gode Mad: Munthe, som 14 Dage før var hos mig saa frisk og munter, og nu, som jeg troede, ikke mere blandt de Levende, forbittret eller forstyrret mine glade Drømmerier, vilde dette været en af de skiønneste Morgener, jeg længe har havt. Paa Raaholt smagte en Bid Lax og Brød ret godt, og erindrer jeg snart ikke, nogentiid at have spiist Frokost paa den Stund af Dagen. Kl var ey stort over 6. Da vi toge derfra, saae jeg en ung, rask Vandrer med en Vadsæk paa Ryggen holde saa temmelig Skridt med Hestene. Aslac havde, mens vi hvilede, giort hans Bekiendtskab. Han var fra Hurdal‹en› 154og havde været ude i Rødnes at besøge en syg Broder ved Armeen. Jeg bad ham sætte sig hos Aslac, hvilket han ikke lod sig sige tvende Gange, og havde jeg da nu kun to tomme Pladser tilovers, som jeg ingen Samvittighed giorde mig over, da det var hedt og tungt nok endda for de arme Heste. Heller ikke blev jeg fristet til at invitere flere. Den unge Hurdøling var meget taknemmelig, og begreb ikke, «hvordan Storfolk kunde være saa gemeinde» – Det er slemt nok, at de har saa underlige Begreb om hvad de kalder Storfolk. Der er dog vel intet naturligere, end at tilbyde en Vandrer, som har samme Vey for sig, og oven i Kiøbet har gaaet en Snees Miil for at see til en syg Broder, en tom Plads paa en Vogn –

Paa Bondelie hos Lehnsmanden holdt vi, og ‹…› tilbragte jeg her henved 2 Timer hos de interessante, her saa at sige landforviste Ekholms. De finder sig nu for saa vidt i sin tunge Skiæbne, understyttet ved det blide, trøstende Haab, som ikke trættes af at foremale dem Udsigterne til Fred og Hiemdragen til Fødelandet. Hvor Frue Ekholm er blevet maver og bleeg! hvor disse i Sandhed gode som dannede Mennesker, ere udsatte for Skiæbnens Forfølgelser! Ja, han har vist nok selv ved Uforsigtighed og uoverlagte Planer beredt sig meg‹en› Lidelse. Men hun, den ømme hulde Skabning, hvad har hun forbrudt, at hun skal saadan ydmyges? Og ogsaa han er for haardt straffet, og den tungeste af hans Lidels‹er› er naturligviis at see hende lide, at vide sig selv Skyld i hun lider. I det, over al Beskrivelse giæstfrie Kreftingske Huus har de mange glade Timer; og nogle ret behagelige er jeg saa lykkelig at kunde skaffe dem, da de begge finder en god Bog at være et behageligt Selskab –

155Nesten ligesaa overraskede som Ekholms, bleve Kreftings og Sarotje selv, ved at see mig; men ogsaa ligesaa glade. Jeg fandt disse gode retskafne Mennesker lykkelige i sig selv og sin huslige Cirkel skiøndt denne tiltager med hvert Aar, ligesom den brave stræbsomme Husfaders Indkomster tager af. Foruden dem selv, Mad: Kreftings gamle svage Moder, og 7 Børn (snart 8) har de i Huset, vor gamle snurrige Jette Degen, (der dog sandelig er et høyst nyttigt Menneske, og ved sit gode Hierte og sin, ikke frugtesløse, Fliid med de Smaae, er bleven dem alle kiær, og lever noget nær nu sine lykkeligste Dage.) en Jomfrue Hagerup; (en i flere Henseender ulykkelige Pige), et hende nær paarørende Barn, og et gammelagtigt Fruentimmer til Selskab for den paa Siæl og Legeme svage Frue Holler[.] Disse ere de Huset ganske tilhørende. Saa er nu den lille Mad: Broch der, dog for Betaling, som hun og hendes Mand har Leylighed til at give, og vilde give rundeligere, end den fiinttænkende Krefting vil modtage den; og nesten et Aar har Mad: Høfke været hos dem, denne ulykkelige, en bædre Skiæbne saa værdige Kone, hvis gamle modbydelige Mand har ødelagt hendes Formue, berøvet hende alle Ungdommens og Livets Glæder, og fra hvem hun dog ikke uden tvungen af Nødvendigheden, nu reyser til en Syster i Smaalehnene. Og til at vedligeholde denne store svære Husholdning har den brave Mand neppe saa mange Indkomster, som hans rige følesløse Principaler, Glasværkets Forpagtere bortødsler et Aar til Fraadsegilder, til taabelig Pragt.

156Dog, Kreftings lever, og lever ved fornuftig Oeconomie og Anstrængelser uden Mangel. Men Arbeydernes Kaar ere over al Maade elendige. Der er Familier, som ikke har 4 Rdr maanedlig, som før havde 18, og som nu ere forøgede, Familiens Antal nemlig, til det dobbelte, og maae altsaa nu, i denne overdreven kostbare Tiid, forhungre, og forhungrer virkelig. For disse, ikke for sig selv, taler den ædle Krefting ved hver Leylighed, og veed I, hvad, ikke den elendige H-l allene, og den flaue M-s, men selv den af alle agtede W-ls svarer ham? «Lad det Hundetøy sulte til de lærer at spare» – Gode, evige Gud! dine Skabninger, dine Børn henstødes, jammerligere, end et godt Menneske henstøder et umælende Dyr, af sine Brødre, af samme Art Skabninger, som forgaaer i Fraadserie og Drukkenskab og nær havde jeg sagt alle Vellystens Uterligheder, medens hine vansmægter uden at blive rakt det tørre Brød til Livets Ophold. Dersom I saae dem, elskede, ømme Venner! dersom I saae disse gustne hentærede Væsner, som neppe har Kraft til at henslæbe det udtørrede Legeme, Eders Hierter vilde bløde, og I vilde med mig istemme det «Vee! Vee!» som, om jeg kunde tilbageholde det, vilde stige, og stiger vist fra disse Ulykkeliges Hunger- og Sygeleye did – hvor vi alle engang skal samles, uden Pragt og Glimmer, og uden Pialter, alle lige –

Søndag Eftermidd. kom Ekholms. Jeg delede mig saa godt jeg kunde mellem det behagelige Selskab nede, og den stakkels syge Frue Holler oppe, som oplives 157saa øyensynlig naar hun har nogen at tale med, som veed at dreye hende af fra de Materier, hun helst taler om, og mindst bør tale om eller tænke paa. Ligedan gik Mandagen og endeel af Tirsdagen; thi i den forfærdelige Hede torde vi neppe røre os, end sige reyse, før Kl henimod 5 om Aftenen. Af Jette, som lærte Sarotje at giøre Blomster, havde vi vore tusend Løyer. Hun talte, i sit Hastværk (som de fleste iblandt Jer kiender) nesten bestandig forkert, og tilsidst paatog Krefting sig at skrive op efterhaanden som det kom; men det blev ham for meget. Vil Rahbek udgive flere Dele af sin Comus og Momus, kan hun tiæne med adskillige Bidrag, den samme Jette. Saa spurgte hun mig engang, jeg talte med Ekholm og nævnte Diderichsen, hvad det var for en Diderichsen? Min Fader, svarede jeg. «Aa, var det saa; jeg tænkte det havde været en af Tantes Familie.» En anden Gang klagede hun over, man der paa Værket ikke kunde faae giort enten et Par Skoe eller en Skrædder – og saa gik det i et væk – Naar I, mine elskede Børn dernede engang læser dette, vil vist Professoren gnide sine Hænder, og I alle i Aanden see Jettemoer som hun her i Verden gik og stod da I sidst saae hende. Dig, min Katty, holder hun saa hiertelig af. Du tog hende altiid, siger hun, i Forsvar, mod Maria og Sara, naar de drillede hende, og mod Treschow. Ja, I har meget paa Eders Samvittighed. Stakkels fromme Jette!

158Kl: henimod 5 Tirsdagaften maatte vi da bryde op. Den gode Madam Høfke skulde reyst i flere Dage; men opsatte det stedse, det tunge Farvel fra et Sted, hvor hun vel har havt flere bittre end behagelige Timer, men dog har saa oprigtige Venner, er saa elsket og agtet. Nu fulgtes vi ad, hun i sin Kariol, Sarotje med os i Vognen. Men fra Bondelie, hvor vi vare et Øyeblik inde hos Ekholms, sad Mad: Høfke hos mig, Sarotje i hendes Kariol. Paa Værket vilde jeg ikke giøre hende dette Forslag om dette Bytte, da jeg veed, hvor giærne man er sig selv overladt i Smertens første Øyeblik. Paa denne første halve Miil havde de velgiørende Taare skaffet hendes Hierte Luft, som jeg formodede, og det øvrige af Veyen gik ret fornøyeligt i Samtaler om de Tider, som vare forbi, og skulde komme. Kun paa Edsvoldværk lode vi Hestene puste en Times Tiid medens vi vandrede om i Haven og de vakkre, men aldrig færdigblevne Værelser. Rygtet om Engelands Konges Død havde man hørt her og overalt – I Hurdalen kom en Melitair Søndag og fortalte os det som vist; men med alt det behøver det Bekræftelse –

Det var over Midnat, inden vi kom hiem. Alt laae i dyb Søvn, fordi de ikke havde ventet os før mod Morgenstunden. En Kop Thee, et Smørrebrød, og saa til Sengs, hvorfra jeg stod op med smertelig Hovedpine i Gaar Morges, maatte lægge mig igien, og var hele Dagen mat og ussel –

Derfor var her intet fra i Gaar –

159Den eyegode, blide Madam Munthe levede til Mandagmorgen Kl 4. Da henslumrede hun uden Smerter og uden Bevidsthed til uafbrudt Liv og uafbrudt Glæde. Hendes Mand sørger dybt og stille. Hendes Søn var utrøstelig, men vil dog vist snarere trøstes end Faderen. Den arme anden Søn i Kbhn! Ham forestaaer det nu. Og saa forberedt jeg var til at høre, hun ey var mere, rystede denne Efterretning mig – hvor maae den da ey ryste, nedtrykke den om alt aldeles uvidende Søn?

Et Bud fra Byen bragte i Gaar Eftermidd: det alt omtalte Brev fra min Sally, hvori nye Bekræftelser paa hiin glade Anmældelse, men tillige – fordi jeg ikke skulde blive alt for glad – Tilintetgiørelse af det Haab, at see min elskte Sally her med min Lotta og Børnene paa Løverdag. Saa er du nu atter syg, gode kiære Barnet mit, skal atter nødes til at berøve Dig selv og mig og os alle en saa vist ventet Glæde. Dog, Du har endnu Haabet om, vi kan samles flere Gange i Sommer. O ja! det vil jeg haabe med Dig –

Men hvad der har givet Dig saa meget Mod, kiære Pige, denne Gang fremfor før ved slige Leyligheder, er nok det Dig saa kiære Brev fra de Dig saa kiære Systrene dernede med de af Professoren tilføyede Finter. ‹…› De 4 siste linjene på siden er overstrøket. Pagineringen går rett fra 159 til 162, antar at sidene mellom er fjernet av Koren.

162Madam Høfke reyste i Gaaraftes, min Koren i Morges, mens jeg endnu sov, til dent sidste Ting for denne Gang. Og nu har jeg malet mig træt, og maae ud at tage frisk Luft, og saa ind igien, og giøre færdigt hvad der i Morgen skal til Byen med dem, som henter min Lotta og Barna – ak! ikke min Sally blandt dem! – herud.

Fredag 1ste af Hundedagene De gaaer ind med overordentlig Hede, disse Hundedage; men nu tordner det temmelig stærkt, skiøndt endnu langt borte; og maaskee giver Gud os da en velgiørende Regn, over hvilken hele Naturen vilde fryde sig.

Og nu er Gunder reysefærdig med den store Vogn, lille Ole med Kiærren. Giid det var ved denne Tiid i Morgen! da begyndte vi i det mindste at vente dem, skiøndt, ere de kloge (og Gutternes Utaalmodighed tillader det) reyser de om Natter til Husvalelse for sig og Dyrene –

Da jeg ikke seer Dig, min Sally! har jeg sendt Dig det færdige Hefte af Dagbogen; saa har Du dog en Deel af Din Moer Koren. Mit Brev vil ikke glæde Dig, Du Gode! Jeg kunde jo ikke andet end klage for Dig over det kun alt for kiære, slemme Barn, Din og min Malla, og over hans Magnificence. Dog herom ingen Stavelse mere –

Løverd: 23de Hvordan forstaaer jeg da dette, som synes mig underligt? To Breve, to kiærlige velsignede Breve fra min Maja og min Egersøn; begge lige i barnlige Ønsker om og Længsel efter at være samlet med mig og min Koren og alle Mine; men intet Ord om, at komme hid. Slemme Sally! Dog, Du har ikke skuffet mig uden selv at være skuffet, paa hvad Viis 163og Sæt det end er. Eller ere I saa tause? I Elskede! Vil I saa behageligt overraske Eders Moer Koren? Saa siger I: Slemme Sally! Men det vilde vi ey sige, hverken I eller jeg til det gode kiære Barn; selv om mit Haab slog feyl, vil jeg ey sige det. Dog ney, ney, det slaaer ikke feyl. «Om 12. a 14 Dage» siger min Frederichus, «skal jeg til Christiania thi videre rækker jeg neppe, skiøndt Ønsket rækker meget længere» Deri er Glimt af Haab. Og Du, Maja mi, har været paa Eger, og saa har I overlagt det allesammen, det Gud lønne og signe Eder! Og nu angrer jeg, jeg har talt et Ord om alt dette og bedærvet Eders Glæde, fordi I nu troer, min bliver mindre. Men troe ikke det! Der ere Glæder, som selv det Uventede, Overraskende, ikke kan forhøye. Ney, lad mig ey drømme mere – ak! om det dog Alt kun var en Drøm!! Bort, bort du trykkende Tanke!

«Engelands Konge er død, hele Menesteriet ved den nye Konges Thronbestigelse forandret» Saa mælde Aviserne. Noget stort Behageligere kunde de dog ikke mælde. O! hvem veed, om ikke Fredens hulde Gudinde som en Phoenix opstiger af Georgs Aske, og hensvæver over Europa, og udslætter de blodige Spor af Hævn Vold og Tvedragt af Jorden! Men ingen videre Politik. Jeg er for varm og for underlig glad til at politisere, og paa Frankrigs og fast hele Jorderigs Behærsker, vil jeg, vil jeg absolut ikke tænke i disse Øyeblik.

164Paa Eder, min Siæls Dyrebare! vil jeg tænke, I, som ere langt fraværende, som jeg maaskee aldrig seer mere uden med min Siæls Øye, I som jeg, ak maaskee snart seer, og I, som jeg i denne Aften skal omfavne.

Nu reyste min Sarotje til Sørgehuset i Ullensager paa mine Vegne. Hele Ugen har jeg ventet en sval Dag, hvori jeg med mit arme svage Hoved torde taget did; men forgiæves. Begravelsen skal være Mandag, og nu var Listen her paa de Indbudne. Gud skee Lov! jeg og min Lotta slipper for at sige Ney, som vi vist havde sagt og maatte sige, vare vi budne. Men de ere saa kloge, ikke at bede Fruentimmer.

Da jeg fik de kiære Breve i Dag, sad vi just ved Mælkesollen. Sarotje vilde tage en Skee og lægge for, da hun nok saa, det vilde gaae langsomt med mig, og rev Dit Brev, min Maja, ned i en Mælketallerken. Jeg blev lidt vranten, fordi jeg maatte afbryde mens det tørredes lidt; men hun saae saa bedrøvet paa mig (hendes Øyne kan bede saa vakkert om Forladelse) og det jeg under Aftørningen stial mig til at læse alt giorde at min Vrede smeltede som Smørret paa et Stykke Brød, Lina eller lille Dorthe havde sadt i Vinduet. Den deylige Hær Marsch min Egersøn har havt den Godhed at afskrive til mig, gav jeg dem til Desert og lidt Vederlag for min Vranten. Sarotje hørte opmærksom til, og forsikrede, ingen uden Øhlenslæger – kunde skrive saa, 165troer jeg, hun vilde sagt; men det blev til: havde skrevet den. Vi faaer nu see, om hun eller den geystlige Hr Broder har Ret, som troer Baggesen at være Forfatteren. Ja sandelig, den er deylig, og for alt det sidste Vers, og de sidste 3 Linier deri:

O Held! vi bevare hans Hammer! (Thors)
Vee Vesten og Østen og Syd, naar den rammer
Fra Nord!

Jeg er færdig at træde over paa Dotterens Partie, og troe, min Adam er Digteren.

Men jeg er ogsaa færdig, seer jeg, her at besvare begge de længe ventede Breve, hvis Modtagelse giorde mig baade glad og tvivlraadig. Og nu er jeg ordentlig ueens med mig selv, om jeg skal besvare dem eller ey. Ney, 27de Julj i det mindste maae være forbi først

O! I kommer, og modtager mit Svar og min inderligste Tak i et moderligt Kys – ja, I kommer –

Jeg kan intet, slet intet foretage mig paa slige Dage som denne, naar jeg venter og længes. De tossede gamle Aviser har jeg læst saa troet, som selve Jacob Bull i fordum Dage, kun med den Forskiæl, at jeg ingens Øre døvede, og kun kiedede mig selv. Nu, Efterretningen om King Georgs Død var vel en eller et Par Timers Kieden værd. Men hvad giorde Jacobus fordum? (og han var et Barn) og hvad giør nu jeg? (og jeg skulde dog være et gammelt adstadigt Menneske) Ja, mine dyrebare Venner! jeg kieder Eder nok, troer jeg. Vidste 166jeg det end med Vished, stod det dog ikke til at ændre, og I vil barnligt og vennehuldt tilgive mig, og inden jeg siger det, begribe hvorlunde det gaaer til.

«Vi faaer vist snart Regn» sagde Melin i Dag, «for jeg er saa besynderlig mat» I det samme bad han mig, om der blev en lille Melon moden, han da maatte forære Gunild Kløften (hans evige Dulcinea) den. Men lad mig dramatisere Scenen.

Jeg. Mener De, Gunild forstaaer sig paa Meloner?
Melin Hun har engang sagt, da hun saae dem her i Bænken – det var i Fjor, ney, lad see, de er tvo Aaar redan –
Jeg (afbrydende) Hun har ønsket at smage dem?
Melin Aldeles rigtig, Frue Koren! Frue Koren er tænksom – saa var der en Frue i Findland, paa et Herresæde – –
Jeg (som før) Aa ja vist kan De giærne tage en Melon. Men jeg synes Gunild er ikke saa megen Opmærksomhed værd.
Melin (med et dybt Suk) Men Skriften seier, vi skal forgiælde Ondt med Godt, Frue Koren! og hvem veed? Hun tør end forandre sig – –

Og saa gik det, og saa gaaer det stedse med det arme forstyrrede Menneske. Hans Solsikker dreyer sig ikke rigtigere efter Solen, end han efter dette underlige forskruede Væsen. I kan troe mig, han er ingen ueffen Pendant til Manchas berømmelige Ridder –

167Søndag 24de Jo men kom de i al Heden, Lottamoer, Wilhelm, Jes, og begge mine Schiens Sønner. Det gik som jeg troede. De forstyrrede Gutter gav Moer Bull hverken Rast eller Roe, og vare paa Tøyen før Kl. 5. Dog fik Wilhelm sig først et Slag i Brættet med Presidenten, som – forestil Eder det engang! – har faaet de falske Mæslinger paa sin ærlige Gammelalder. Han maatte fast true sin Lotta til at tage herud, da hun var bange, han skulde blive syg, hvad der dog med Guds Hielp ingen Fare har.

Men hun, Lottamoer, har talt med vor Sally, og veed intet om Eders Komme, Elskede! Nu er jeg lidt raadvild, dog kun lidt forstaaer I – Frue Bergh fra Christ: med sine 3 Smaaepiger veed jeg derimod med Vished jeg kan vente en Dag i denne Uge, og Forvalter Kreftings –

Og saa siger den slemme Willa, at jeg nok har glædet mig for tidlig over engelske Kongens Død – I det mindste, siger han, seer det ud til at være Løgn, og af Datoerne har han giort mig det kun alt for begribeligt. Dog, Engelsmanden kan jo lyve saa vel som Franskmanden, og hvem veed, om det ikke har været Georgs Dødsdag de mener istæden for hans Fødselsdag? om hvilken de desuden taler saa løst hen. Han maae han skal være død, og Menesteriet styrtet, jeg vil det saa – og Europa skal have Fred – Ak! vilde Gud det, saa maatte jo Bonaparte ogsaa vilde det – Jeg kommer nu 168til Erkiendelsen af en Feyltagelse, hvori jeg vel paa flere Stæder i disse Blade har giort mig skyldig, ved at kalde vor Prints General Christian Frederich, istæden for August. Jeg holder saa af det Navn Frederich, I veed det jo alle – Fik jeg dog Wangensten til at kalde sin Søn Frederich, eller ogsaa Christian August. Jeg lider ret godt Munches Digt til Printsens Fødselsdag i No 39 og 40 af Budstikken. Det var egentlig derved mine Øyne bleve opladte Navneforvildelsen angaaende. Dog, ikke dette er Aarsagen, kan I vel troe, til hvorfor jeg ynder Værset. Men det er, synes jeg, lettere og mere ukonstlet (fra Hiertet) end denne unge Digters andre Smaaearbeyder. Siig mig, har jeg ikke Ret?

Mandag 26de Jeg har havt tunge Timer, siden jeg skrev her sidst. Hele Søndagen var jeg saa mat og ussel; men mod Aftenen blev det en ordentlig og stærk Feber, hvori jeg tilbragte hele Natten, hengdumpede den i fæle Phantasier. Endelig kom jeg op i Gaar Formiddag med megen Møye, og sad just hos min Lotta, for hvem jeg giærne vilde giøre mig stærkere end jeg var, og talte om hvor godt vi i vor Eenlighed, da alle Mandfolkene vare i Ligfærden, skulde inddele Dagen. Til min elskte Rikke havde Sarotje skrevet, og bedt hende komme hid, altsaa havde jeg et halvt Haab om at see hende. Bedst som 169vi saa sidder, giør Hundene, og jeg seer ned ad Alleen. Der kommer Phif spadserende, en sort Mand med en Bylt under Armen, en hvid Dame med en Parasol – og det Kl. 8 om Morgenen. Vi giætter og giætter – og see, det var sandelig Pastor Wulfsberg med sin kiække Petra, der havde paataget sig dette herkuliske Arbeyde. Løverd: gik de til Schydsmoe, hvilede Søndag over der hos Præsten Hansen, som er gift med Wulfsbergs Tante, og var, som skrevet staaer, her i Gaar Morges. Længe vilde vi ey troe, det hængte saa ihob; men Tingen er aldeles rigtig, bevidner Moer Koren. De arme gode Mennesker! vi qvægede dem det bedste vi kunde med Thee og Smørrebrød (den stakkels svage Præst havde sin Krydderthee med sig) og det blev paa engang saa muntert omkring os.

«Og de tunge Timer? Moer vor! thi Feberen» – O! mine elskte Venner! de tunge Timer kommer jo altiid tidsnok. Ney Feberen cujonerede mig ikke, især da jeg ingen Hovedpine havde. Men nu var det henimod Aften, den brændende, aandsfortærende Hede begyndte at forføye sig herfra for at give os Pusterum.

Endnu kiørte vi Høe ind, og Sarotje faaer paa engang Lyst til, at kiøre den tomme Høeslæde ned i Engen. Nella var strax færdig, at være med, og Mad: Wulfsberg spottede vi til at tage Plads hos dem. Jeg sad imidlertiid og talte med Præsten, og lagde ey Mærke til, Mad. W: kom tilbage allene, blev ey engang opmærksom, da Telja 170løb mig forbi, kort, ahnede (mod Sædvane) intet, før Mad: Wulfsberg i en temmelig roelig Tone sagde: at Sara havde stødt sin Arm lidt. Jeg løb ud i Kammeret, hvor jeg saae alle gik ind, og fandt min velsignede Sarotje bleg som Døden, Øynene halvlukte, paa en Seng, omgiven nesten af alle Husets Folk. Slæden var væltet, og hendes høyre Arm, Gud skee Lov hverken brækket eller forvredet, hvad vi dog ikke havde Vished om, før Walbohm kom og beroeligede os. O! min Angst maler jeg dog ikke. I maler Eder den bædre selv, mine Dyrebare! Den ømme hulde Lotta bad mig saa rørende, og mere med sine vaade Øyne end Ord, ikke at være for bekymret. De giorde Alle, de Gode, enhver for sig, hvad de troede kunde tiæne mig til Beroeligelse. Men Walbohms Trøst var naturligviis den kraftigste, og efter den troede jeg lidt mere paa det kiære gode Barn, som tvang Smiil og Munterhed paa de blege Kinder, i det matte Øye, og undertrykte hvert Suk for ey at bedrøve mig, den eneste Frygt hun havde. Saa giorde min 6 Aars gl Wilhelm ogsaa, da han havde brækket sit Skulderblad, fik det galt lægt af den blinde Feltskiær Holst, og udstod den Tortur, at lade det trækkes fra hinanden, for at faae det lige, uden at give en Smerterøbende Lyd fra sig, imens den kolde Sveed dryppede ned af hans sneeblege Ansigt, og hans eneste Bekymring var, at Moer skulde faae det at vide, før det var forbi.

171Tirsdag 26de Det er Aften, og her er ingen kommet, ingen Moer Cappelen, ingen Eger Provst og Provstinde. Men i Morgen kommer de dog vist. Lotta troer og haaber det; men hvad jeg saa giærne ønsker, tør jeg ikke saa giærne haabe og troe. Min Sarotje maatte holde Sengen den hele Dag; men kun, siger Walbohm, for at være des raskere i Morgen. Ak! det bliver neppe nogen god Dag, nogen ret god Dag i Morgen. Lille Hanna Bull er syg, og Lottamoer saa ængstelig, og jeg er saa ængstelig, baade over hvad jeg veed og endnu ikke veed –

Den arme Pastor har holdt sig, i Dag som i Gaar, ene med Selskab, dels skrevet, deels spadseret om, deels floxet med Lina, nu og da slaaet en Prat af med os arbeydende Qvindfolk. Hans Petruska er ret overgiven, og til visse Tider virkelig interessant. Dog, som jeg vilde have hende, og som jeg ønskede hende den gode, tækkelige, blide men svage Wulfsbergs Mage at være, er hun ikke. Hun er ung og munter. Meget, meget maae holdes hende til Gode. Skabt til at elske varmt er hun neppe. Og saa kan hun maaskee ey være anderledes. –

172

27de Julj

Saaledes hilsede jeg dig aldrig før, min Fødselsdag! Fred og Velsignelse hvilede over det dyrebare Danmark og Norge. Roelig og tryg gik Husfaderen, Husmoderen til Hvile, drømte end ikke Krigens Rædsler, vaagnede munter til de vante Sysler, havde intet Begreb om, at de skulde, at de kunde afbrydes, og saa snart og saa skrækkeligt –

«Det er forbi – det sørgelige Lod
Er kastet, og bekræftet – ak! med Blod –»

«Det Menneske, som glæmmer sin Fødselsdag, har en reen Glæde mindre, og har tabt en virksom Spore til Forbædring. Det Menneske, som forsmaaer Erindringen af sin Fødselsdag, maae være meget ulykkelig, da denne Dag intet Værd mere har for ham. Og især kan det siges om Fruentimmer, paa hvis Skiæbne Tiden har mere Virkning, end paa Mændenes.» – Fr: Rochlitz troer jeg det er, som siger dette – ja, i sin «Amalias Glæder og Lidelser etc» siger han det, og jeg synes, saa rigtigt.

Ingen Dag, som har noget Mærkværdigt for os, bør gaae hen som de øvrige. Og hvilken er os mærkværdigere end denne, vor første? Saa sandt er det ogsaa, at disse Mærkedage, Fødselsdagen især, bør være mit Kiøn vigtigere end det andet. Det hører saa ganske til vort Fag, til de huslige Indretninger. Og vist nok har Tiden og dens Flugt mere, langt mere Indflydelse paa vort 173hele Væsen, end paa det stærkere, senere udviklede, senere modnende, senere henfalmende Kiøn. Det siger mig selv i dette Øyeblik mit Hiertes stærke Banken, den brændende Higen, jeg veed ey selv hvorefter og hvorhen – O! alting i Naturen siger det –

_______________

Før jeg ret var kommet op i Dag, bragte min Lina mig en deylig Bouqvet, og min Maja 2 af hende selv tegnede Smaaestykker, der for en saa nye Begynder vare ret meget gode. Lotta mi kom ligeledes med en af hende selv syet peen Krave, og alle modtoge mig med hiertemente Lykønskninger. Mit lille Kammer havde Ane efter Sædvane prydet, med de deyligste Blomster, som hun altiid veed at bringe hid fra hendes Fader, som er Gartner, til den 27de Julj. En lige saa fiin som hiertelig Opmærksomhed – En meget vakker af norskt Jærn og med norske Hænder forfærdiget Ildskuffe og do Tang, fandt jeg ogsaa herinde, hensadt af min eenarmede Sarotje, som Hertel havde foræret dette til samme Brug.

Og nu, Kl: 12, kom Forvalter Krefting og hans lille runde Kone. De ere mig velkomne, det veed Gud. Men derfor kan jeg jo dog ønske, der kom flere? –

Kl. 1: Det Ønske er opfyldt, og jeg Unøysomme sidder her med taarefulde Øyne, og er nu mere bedrøvet end før. Hvem der da er kommet? Min gode, min saa inderlig elskte Frederich Schmidt – men ene, ganske ene, og 174paa engang alt Haab om min Moer Cappelens og Lisebarnets Komme mig berøvet. Men jeg kan ikke som jeg ønskede det kiære min Nød for Eder, Elskede! og engang vil det giøre dem saa ondt, de Gode, at de har maattet bedrøve deres Moer Koren, og det i Dag. Ak! jeg veed, det ogsaa nu giør dem ondt.

28de O! den blev dog saa glædelig, saa velsignet deylig den Gaarsdag. Men jeg har saare liden Tiid til det saare meget jeg har at fortælle, og derfor kan jeg intet Fuldstændigt love Eder, før – ja, Gud veed naar, giid ikke for snart –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.