Dagbok 1808

av Christiane Koren

[November]

Tirsdag November den 1ste – Nu er det strax Middag, og Gud være takket, endnu er her intet Sorgens Budskab kommet. Jeg burde vel nu være roeligere men det er som min Ængstelighed tiltog istæden for at tage af. Natten var langt roeligere, end jeg torde ventet den, og jeg stod styrket og modig op, takkende den milde Fader for den søde Vederqvægelse, jeg havde nydt. Maaskee, tænkte jeg, er det til Styrkelse, for at du skal udholde den Angst der venter dig. Men nu siger Koren og alle, at jeg maae, og bør være roelig. Før i Morgenaften kan Hertel ikke være her, maaskee kommer han ikke engang da, og før jeg har talt med ham er dog ingen fuldkommen Roe at haabe – Gud give, han maatte bringe mig den!

Min Maja er i Dag ikke brav. Hun har i flere Dage ikke været 50ganske frisk, derfor skiulte vi hende, at Wilhelm var syg, og at Hertel for hans Skyld reyste til Byen. Jeg har holdt mig saa kiækt som mueligt, og i Aftes læste jeg for hende og de andre den nysselige lille Fortælling, Renate, i Linas Ferier, det bedste Stykke, jeg finder i dette Skrift. Men alligevel har hun fattet en Mistanke, at det ikke maae være rigtigt. Lina, som vi heller intet har sagt, har formodentlig hørt noget som nu sætter den ømme Maja i Uroe. Hun spørger ikke, men jeg seer, hun vil læse i mit Ansigt, hvor hun er vant til at finde alting tydeligt nok. O! kunde jeg snart bringe hende en fuldstændig og glad Underretning om det alt.

Kl. 4. Jeg kommer nu fra en Spadsertour med min Koren fra Christianeshøy, som jeg har sagt Farvel for lang Tiid. Det er et himmelskt Veyr, og jeg er efter denne lille Gang, skiøndt den mattede mig meget, nu meget lettere om Hiertet.

I Dag et Aar var Marken bedækket med Snee. Da var min Rikke her i Slæde, Fabritius styrede hende, første og sidste Gang den Vinter. Om vi skal see ham hos os i Vinter, veed Gud. Jeg havde Brev fra ham med sidste Post, han er frisk, men lider ikke godt i det hidtil saa afskyelige Høstveyr. Ney, de Arme, de lider nok ikke godt.

Torsdag Formid: 3die Endnu ingen Hertel. De siger alle, just dette er et godt Tegn. Egentlig modsiger mit Hierte det heller ikke; men ængstligt og uroeligt banker det dog Hertel imøde, og ved hver Bevægelse, ved hvert Hundebiæf i Gaar, foer som et Dolkestik giennem min Siæl. I Nat har jeg været meget syg, og min hele Søvn beløb sig vel neppe til to Timer, og disse endda ikke styrkende. Nu jeg er kommet op, føler jeg mindre Smerte, men desmere Mathed. Dog, det er jo ingen Syge- og Sundheds Journal jeg holder. Det bliver vel bædre op ad Dagen.

51Søndag 13de Novbr Ogsaa mørke Dage svinde, svinde de end seent – Ja, de ere svundne, disse smertelige 14 Dage, disse skrækkelige sidste. Hvordan kunde de svinde? Wilhelm er borte – aldrig, aldrig mere skal disse Øyne see ham, aldrig mere disse Arme trykke ham til det nu saa dybtsaarede Hierte, det Hierte som var jo saa et med hans. Borte – gaaet bort, saa hastig revet fra min moderlige Barm. Skrækkeligt, skrækkeligt! Og dog er jeg jo nu saa roelig. Heller ikke græder jeg mere saa heftigt, og naar Taarene flyder, letter det om Hiertet – og nu alt, saa snart – Er du glæmt? Wilhelm! kan en Moder glæmme sit Barn, og et saadant Barn? Aldrig, aldrig!

Men see, hvor de samler sig om mig, Wilhelms Fader og Sydskende, den faste, sieldne, ja lad mig kun sige det, Sara, Du er en sielden Pige – Gud lønne Dig hvad du er og har været mig! Gud lønne Eder Alle, I Velsignede! og ham, Wilhelms Ungdoms Ven, hvis eneste Glæde den elskelige Yngling var – see, glæmmer de ikke deres egen Kummer over min, smiler ikke Glæde, reen som Engleglæde af deres Blik, naar de seer mig roelig. Og Du, Maja, ædle, dyrebare Maja Cappelen! Hvor iilte Du til mig, uden Tanke om Føre og Veyr og Din ikke faste Helbred, iilte i mine Arme, og ved Dit ligedan saarede Hierte har jeg grædt de første ret lindrende Taare. Ja, den Vished være Dit sieldne Venskabs Løn, Du Ædle! Og Schmidt, min Ven, min Søn, ogsaa Du! ja, ja, hvad I ere mig, hvad I ere alle os Lidende det vil han lønne Eder, som ene kan – jeg kan ikke, ak! jeg kan saa saare lidet mere –

Nu ere de i Kirke, og hos Wilhelm, bringer ham min Hilsen – Jes gav den med til ham, min stakkels forladte Jes – Men ney, ikke forladt, Jessen min! O! det var Bespottelse at tænke det – See hvor Alle Alle de ædleste beste Mennesker vil dele vort Tab, vor Kummer – Jeg har endnu ikke kunnet besøge Din Grav, min Willa, men jeg skal snart see den. Mens de ere her, min Søn fra Eger og min 52Maja, og min Jes – og saa skal did blive min kiæreste Tour.

Onsdag 16de Nu ere de borte, de Velsignede, min ædle Maja Cappelen, min ædle Egersøn. Tusend Tak fra min Siæls Inderste for hvert Øyeblik I skiænkede Eders lidende Venner! At Eders Nærværelse har styrket, qvæget de dybt saarede Hierter, det være Eders Belønning! I ønske Eder ingen anden, det veed jeg, og den være Eder i fuldeste Maade! Og nu ile I til Tøyen, til det kiære sørgmodige Tøyen. O! fandt I der alt, som jeg og vi alle ønskede, tør jeg ey sige; men bædre end mit tunge ahnende Hierte forestiller mig det!

Endnu engang, hav Tak, hav Tak for alt, I sande Gode! naar mørke Skyer drager sig over Eders Himmel – og hvilken mørkner ey de? – o! da skal Mindet om de Taare, som flød saa lette og qvægende ved Eders troefaste Hierter, styrke og qvæge Eder, og adsprede de mørke Skyer, og Haabet skal straale Fred og Fryd til Eder igien –

Og hav Tak, alle I Dyrebare! som deler vor Kummer, vort, ak! uerstattelige Tab, saa ømt og varmt som min Maja og Frederich, som saa giærne ilede til mig, saa giærne tog mig til Eders vennehulde Barm og græd med mig. I græder med mig, med min blide taustlidende Koren, med Wilhelms gode ømme Sydskende, med hans Ungdoms Ven, hans Hertel, for hvem ingen Glæde mere findes herneden, med de dyrebare Tøyens Venner, som han var saa kiær, som saa ømt begræder ham. Ham? o ney! ikke Ham, ikke den Lysets Engel – os, os, som endnu vandrer herneden i Mørkets Dal – men til Dig vandre vi, min Wilhelm! vi veed, vor Vey gaaer til Dig, og skulde vi da ey udholde og lide for at komme til Dig. Jo, gode Fader! til Dig og ham gaaer vor Vey, den korte, korte Vey – 53og lad den end være tornet, stenet og ujævn, lad end hver Blomst, den muelig endnu tilbyder mig, kun groe dugget ved mine Taare – Du gav den, Herre, Fader, taknemmelig vil jeg bryde den – plante den paa Vilhelms Grav og saa gaae videre, roelig, tillidsfuld, ogsaa naar jeg længe ingen Blomst finder – da vil jeg glæde mig ved de, Du engang lod spire nesten under hvert mit Fied – de ere jo ey visne. Et af de skiønneste, det frodigste, som Du afbrød, og de spæde Tre, Du før afplukkede, o! hvor deyligt skal de engang blomstre, dufte mig imøde!

Tak, Herder! du Hiertets Digter! tusend tusend Tak for de blide Taare Du gav mig i Gaar, da min Frederich her læste Din skiønne hiertelige Tale ved et dødfødt Barns Grav. – O ney! saadan kunde intet trøste, som den Udsigt, Du aabner os ind i den Verden, som Dit Engleblik, allerede her saa fortroelig med Evighedens Saligheder, saa klart viste Dig –

«Der Gott, der kein Stäubchen untergehn ‹…› lasst, sollte er eine Menschenseele untergehn lassen, die er so schön gebildet, so reich ausgestattet und beschenket hat? Ja, wenn wir die so allgemeine Erfahrung dazu nehmen, dass Kinder von der feinsten Bildung, von der reichsten und liebvollsten Ausstattung am frühsten hinweg gerufen, und hier am wenigsten entwickelt werden; ist nicht dieses Naturordnung Gottes selbst der reichste und lauteste Aufschlutz? Unsre arme Erdentwicklung, wie langsam, zweidentig und gefahrlich ist sie! wie wenig will sie sagen! Ein Lebensalter zerstört was das andre gebauet 54hat: eine entwickelte Kraft der Seele schwächt die andere; und was findet sich am Ende oft mehr zerstört, als die Tugenden des Kindes, die Fähigkeiten des Himmelreichs: Einfalt und Unschuld? Siehe, darum bricht Gott seine liebsten, besten Rosen früh: eh’ sie die Hitze des Tages gebeugt, eh’ sie der Sturm at entblättert, eh’ sie der Wurm zernagt hat!» Er wird hingerückt, sagt das Buch der Weisheit, damit die Bosheit seinen Verstand nicht verkehre, noch falsche Lehre seine Seele betrüge. Seine Seele gefället Gott wohl, darum eilet er mit ihm aus dem bösen Leben.

Jeg kunde udskrive den hele Tale Ord for Ord – jeg vil indskrive den i mit Hierte, og derfra skal flyde Styrke og Kraft – og blide, lindrende Taare – saadanne, som de fløde ved Din ligedan saarede Barm, elskede Maja C, ved de smertelige Savn, ved de glæderige Haab –

Da jeg i Sommer ledsagede Dig, Maja, til Dine Dyrebares Hvilested, o! hvor lidt ahnede det mig da (underligt at det ey ahnede mig) at Du saa snart skulde følge mig til min Wilhelms friske Gravhøy. Tak for de tunge Trin Du gik med mig did, og gik saa villigt, holdt mig ikke tilbage, gik taus og hurtig o Tak! Tak! Det var den første tunge Gang did, Din understyttende Arm var mig saa nødvendig. Kun en Moder, som selv har seet sit Haab, sin Glæde nedsænke i den mørke, kolde Grav, føler, at en Moder kun der kan udgræde sin Smerte. Ja, Du havde Ret, da Du sagde, at det engang vilde blive min Trøst, at have det dyre Støv saa nær – Underligt lyder det endnu i mit Øre: «Veed De, om han ikke hører Dem?» Det var vor Ven, vor Frederich, 55som var ilet efter os, men havde holdt sig tilbage, fordi hans saa rigtig og dybt følende Hierte sagde ham, at disse første smertefulde Øyeblik kunde, maatte kun en Moder dele med Moderen. Min Jes stod bleeg og grædende ved hans Side. O! jeg glæmmer det aldrig –

Og kun denne ene Gang har jeg besøgt Dig, Wilhelm! men uophørlig er mine Tanker hos Dig. Med min første Opvaagnen og min sidste Indslumren svæver de om Din Grav – og saa seer jeg, hvordan Du laae bleeg og smilende med de sammenfoldede Hænder paa det rene skyldløse Bryst, slumrende saa sødt i den aabne Kiste for Altaret, seer Dine Systre, Din Sara og Maja, og Din stakkels forladte Jes, og Din Hertel, og saa mange som kunde trænge sig om den elskede Yngling, for at sige ham det sidste Farvel – de staae om Kisten – Lina og Din Fader og jeg, vi maatte ikke sige Dig Farvel – o, hvorfor maatte vi ikke sige Dig Farvel! –

Saa den sidste Morgen – thi nu veed jeg det alt – Søndag bragte den forgrædte Aslac Dig hid – saa havde han ey ventet at følge Dig, Wilhelm! – og saa stod Du der for Altaret, i din Vugge, «uden Duun og uden Giænge» til Torsdag Morgen, Kl. 4, da skinnede Maanen, blidt og veemodigt i Forening med de ophængte Lamper, sidste Gang paa Dit blege, hulde Ansigt, Wilhelm, da gav Din Hertel og Din Jes Dig det sidste Broderkys, alle Tilstædeværende Dig Tak og Velsignelse og Taare. Og saa bare de Dig – da Laaget var lagt paa Kisten, da bar Din Hertel Dig, som han saa ofte bar Dig – ak Gud! hvor anderledes – sidste Gang hen 56til Dit sidste Sovekammer, og den fromme Siælehyrde, den Dig og os alle saa ømt hengivne Mørk, traadde hen til den aabne Grav, hvori det dyrebare Støv nu alt var nedsænket, og af hans fulde Hierte udstrømmede, afbrudt ved de fremstrømmende Taare, det rørende sidste Farvel til Dig, min Wilhelm, og alles Farvel – og saa dækkedes Kisten til med Jord, og Maanen smilte paa den friske Jord og i de Omstaaende Bleges Taare – Og saa slumrer Du nu sødt, elskede Wilhelm! saligt og sødt –

_______________

Kl 12 Hvilket Veyr! mine arme, kiære Reysende! O! skulde I kun ikke for dyrt betale Eders Kiærlighed, Eders Ømhed for mig, og saa at skiænke mig den Dag i Gaar, som var bestemt til Eders Bortreyse, men som I blev over, for ikke at forlade mig, da min Koren var borte, da Hertel, den troe Hertel, var reyst ind til Byen med min Jes, og Hiertets dybe Saar blødte saa stærkt, og Eders mildt forbindende Hænder vare mig saa nødvendige. Nu tier Claveret, nu opløser intet «Wie sie so sanft ruhen» intet «Visselulle, min Barnlid!» den tause Kummer i Taare. Men det lyder endnu sødt for mit Øre, og min lille Maja nynner hvor hun sidder og gaaer: «O Død! du er ey frygtelig, men Støvets Børn miskiende dig!» –

Vare I nu kun i Byen for det første, I Dyrebare! Det vilde blive en nye Vægt til den som før tynger paa det nedtrykte Sind, om I nu blev syge efter denne Kiærlighedsreyse. O! ney, I maae komme raske hiem, og blive friske, derom beder vi alle Gud saa inderligen, og han vil høre os –

57Torsdag 17de Det samme afskyelige Sludveyr, det samme Mørke, den samme Bekymring for mine elskede Reysende. Og min Maja er syg i Dag. Hvordan kan det arme tunge Hierte hæve sig under alt dette mere og mere tyngende? Og dog, Gud Du seer det, dog stræber det: thi hvordan kan det anderledes giengielde Eders Kiærlighed, alle I dyrebare Væsner, som saa ømt lider for med mig, som saa giærne leed for mig, om I kunde.

Det var en lang Dag i Gaar, en længere Aften, end jeg nesten kan mindes. For ikke at see ud, tændte vi Lys Kl 4 og trak Gardinerne ned. Børnene sad omkring mig, min syge Maja i Sophaen, heldende sit brændende Hoved til min Barm. Det giorde saa godt, sagde hun. Siden kom min Koren til os, men der var og blev saa stille, ofte saaa stille, som ved Wilhelms Grav. Kun de tunge Vindstød afbrød Stilheden. Ikke den, som hærsker om Dig, Wilhelm! «Du slumrer i Roe» – dog er det undertiden saa smerteligt, at tænke Dig i den kolde mørke Grav. Undertiden? Ja, ikke altiid: thi ofte kan det lykkes mig, at løsrive mit Blik fra den mørke kolde Grav fra den hele mørke kolde Jord, og følge Dig, det egentlige Dig, Din rene, lyse Aand, ind i dens nye Verden, hvor ingen Kulde er og intet Mørke og ingen Afskeed og ingen Taare. Dog jo, Taare, søde himmelske Taare, Gienseelsens og Glædestaare flyder vist ogsaa der. Jeg kiender intet sødere, end saadanne Taare, og jeg troer vist, de ogsaa vil flyde hisset, kun endnu blidere, utænkelig sødere –

Sov vel, Wilhelm! siger jeg naar jeg slumrer, ak! og naar jeg vaagner, og ogsaa maae sige: Sov vel Wilhelm! – da er det mig tungere: Jeg slumrer med Dig, Du vaagner ikke mere med mig. Atter drager den kolde mørke Jord mig til sig. Tilgiv mig, I Elskede, I levende Elskede, og I Bortgangne, Eviglevende! Tilgiv mig! Willa, min Willa! beed for Din svage Moder, at hendes Blik maae kunde vende sig fra Dit elskede Støv til dit forklarede Selv!!!

58I Dag er det 14 Dage siden Wilhelm lukte sine hulde Øyne sidste Gang. Hvordan kunde de gaae saaledes, disse 14 smertefulde Dage, og jeg nu sidde her og tænke tilbage paa dem? De første 8 gik i et Slags Bedøvelse, de sidste, o Du dyrebare Veninde, deres Bitterhed blidnede, forsødede Din kiærlige Omhu, som saa barnligsysterlig forenede sig med de andre mine Elskedes, og min ædle Egersøns Nærværelse. Og see, heftes ikke alle Blik paa mig, som om kun jeg havde tabt Wilhelm? Selv min Korens, den dybt bøyede Faders Opmærksomhed er ene henvendt paa mig, og den faste, men saa dybt og stille lidende Sarotjes, og min fromme Majas, og Hertels, den Gode, og Jesses, og Alles – som om de ikke havde tabt ham, tabt en stoer, ak den beste Deel af dere Glæde – som om hele Tabet var mit. O Gud, giv mig Kraft til at lønne denne uudsigelige Ømhed ved alvorlige Bestræbelser at blive roelig, at blive dem, de elskede Efterladte, hvad jeg kan, hvad jeg bør. De behøve mig, dem tilhører min Veyledning, min Moderhaand, mit Moderøye, disse Fire, som endnu vandre med mig – De andre Fire, Fader! tog Du, Du som gav dem – De voxe, de udhvikles nu under Dit umiddelbare Faderblik – Du som gav dem – Ak! Du gav mig dem jo Alle – om Du fordrede dem Alle – ney, Fader, Du vil ikke knuse Støvet reent –

Jeg kan ey mere, mine Dyrebare! Min Maja klager sig saa, ikke for mig, men jeg veed det dog, at hun har ondt for Brystet. Om ogsaa hun – o Gud o Gud! –

Fredag 18de Hun er brav i Dag, min Maja, Gud være lovet! Men hvilket Veyr for de elskede Reysende! O! maatte det kun ikke have for slemme Følger, især for Din Gigt, min Moer Cappelen! Ogsaa den gode Hertel er nu vel ude –

59I Dag 14 Dage var jeg ogsaa ude. Da det skrækkelige varslende Brev kom: «Han har været Døden nær, er endnu svag, meget svag, men Thulstrup giver Haab» – da holdt intet mig mere tilbage. Jeg følte ikke Stødene af Vognen, som ikke ilede mig snar nok hen ad den haardt frosne Vey. Ak! min Siæl følte for haarde Stød til at agte paa disse. Dog, det var et Slags Bedøvelse, et velgiørende Blændværk, hvori jeg søgte at indhylle den nagende Angst, som jeg ellers ikke havde holdt ud. Alle Scener gik forbi min Siæl: svag, mat, neppe aandende saae jeg den elskede blege Yngling, saae Sara, Jes, Hertel om hans Leye, saae Lyset langt henne i en Krog, kaste sit matte Skin paa de omstaaende Elskedes forgrædte Øyne – ak! og undertiden saae jeg det alt anderledes, saae Haabet smile mig imøde fra de glade Ansigter, saae den Dyrebare aabne de hulde blaae Øyne, række mig den matte Haand, takke mig med et ømt barnligt Smiil for jeg kom, og hørte Thulstrup gientage sit Løfte: «Denne Gang skal han ikke døe –» og saae ham mere og mere oplivnet, og mit Hierte sagde mig, at det var min Nærværelse, som bidrog til denne øyensynlige glædelige Forandring. – Kun i Dødens Arme tænkte jeg Dig, kunde jeg ey tænke mig Dig, Wilhelm! Du raske, sunde Yngling! saa snart kunde jeg ey troet det forbi. Og dog lød det uophørlig for mit Øre: det er forbi! og nogle Linier af et Digt, jeg troer af Rahbek over den unge Gierløv: «Han er død – o! elsker dog hverandre! Afskedstimen kommer snar og mørk – Vee den sidste Arme, som skal vandre Venneløs i Livets øde Ørk!» kunde jeg uagtet al min Møye for at tænke paa andet, ikke 60ophøre at gientage. Saaledes kom jeg halvveys, da mødte de mig, Sara, Jes og Hertel, og Dødsbudskabet. Almægtige Gud! und mig at glæmme dette græsselige Øyeblik! Ney, glæmmes kan det aldrig, men at denne bittre Erindring ikke maae nage saa uophørligt og voldsomt paa min Livskraft! «Er vi da ikke dine Børn, Moer! elsker Du da ikke os, og Faer?» disse Toner lød som om jeg havde hørt dem langt borte, skiøndt jeg laae i den angstfulde Saras Arme, som med sine Kys og Taare bragte det bortflygtende Liv tilbage. – «Kom hid til din Moder, Jes!» sagde Hertel, og de sad alle hos mig i Vognen, den vendte om – Hertel, Sara! hvorfra toge I Styrke til saaledes at underkue Eders egen navnløse Jammer for at bringe min til Klager og Taare? men jeg havde hverken Klager eller Taare –

Og saa Hiemkomsten, saa Natten og Morgenen, og Synet af de jamrende Børn, Wilhelms Sydskende – og saa det første Møde om Søndagen med den dybt nedbøyede Fader, som var borte fra Fredag, som intet vidste, intet ahnede, før han blev forberedt af den gode Foged, til hvem min, nesten allene for alt sørgende Sara, havde skrevet. Hvad kan Mennesket dog ikke udholde! Gud! Du som gav os Kraft til at overleve disse Kummerens bittre Øyeblikke, o! skulde vi ikke haabe paa Dig, ikke haabe Lindring og Trøst fra Dig! Og naar Smerten bliver mig for brændende, naar det, ak! som det saa ofte er, bliver mig altsammen saa forødet, saa tomt, det hele Liv saa glædeløst, naar Wilhelms stille Grav er den eneste Punkt, hvor min Siæl finder Hvile, Haabet om at hvile saa stille og roeligt hos ham det eneste, jeg har at holde mig ved, o! da lad min Korens blide bedende Øyekast, min elskværdige Saras: «Moer, er vi da ikke dine 61Børn? elsker vi dig da ikke, som Wilhelm elskede dig?» og de andre Velsignedes smigrende Ømhed, og Hertels mandige Sorg, minde mig om, at hiint Haab, hiin Hvile ikke maae være det Eneste, hvormed Tankerne uophørlig beskiæftiger sig, hvorved de hænge. Ja, I dyrebare Efterladte! I har hellige Rettigheder, jeg veed det. Jeg vil, jeg skal leve med Eder, for Eder. Og Dit Exempel, min Maja Cappelen, o! det har styrket, det vil styrke mig, som Dit sieldne Venskab –

«Og han er saa lykkelig» gientager Sara og Hertel saa ofte – «Hans Liv var idel Glæde, hans Død var en sød Overgang, uden en eneste Smerte, til endnu høyere, renere Glæder» –

Paa hans Fødselsdag for 9 Aar siden, da han var med sin Fader i Bergen, skrev jeg jo, da jeg havde hilset denne, og saa min første Datter, min tabte Marias Fødselsdag, med den underlige Veemod, som den saa naturlig fremkaldte, især da ogsaa han nu var fraværende, og første Gang fraværende –

Ja, helligt er og sødt dit Minde,
Og ikkun Eet kan mørkne det –
Gud! og mod det var Døden let,
For det var ingen Trøst at finde –

Om Wilhelm, naar mit Moderøye,
Naar ømme Faderhaand ey meer
Paa Livets Vey hans Leder er,
I Lasters Aag sig skulde bøye –

Gud, ney! lad før min Taare væde
Den hulde skyldfrie Ynglings Lig!
Knust skal mit Hierte takke dig,
Fordi du røved det sin Glæde.

62Og da Han nu har røvet mig min Glæde – ak! mit Hierte er knust – Tilgiv Fader! takket Dig har jeg ikke. O! du fordrer kun hvad Støv kan give. Du tog ham ikke blot for at knuse mit Hierte, det veed jeg. Den hulde skyldfrie Yngling maaskee saae Du, en langt større, en haabløs og grændseløs Smerte ventede Moderhiertet, og derfor, og fordi han var Dig kiær, og jeg var Dig kiær, og fordi Du vil give mig ham saa usigelig lyksalig, saa reen og hellig tilbage – derfor tog Du ham. Taushed, Taare og Tilbedelse!

_______________

I Aftes kom min Sara ind med en Munterhed i det smilende Øye, som jeg længe ikke saae i noget Øye omkring mig. Min stakkels kiære Rikke! hvilken Angst har hun udstaaet, hvilke tunge Dage, de første i hendes nye Bolig! Siden Løverdag har hendes Søn – den Eneste hun beholdt af sine tre Ældste – været meget syg, Døden nær. De har vidst det her alle, endogsaa min Lina, og gaaet saa ængstelige for den arme Moder, som har lidt og lider saa meget for mig som i sin nærværende Forfatning er har endnu mindre end ellers Styrke til at udholde flere Stød, og for mig, som de saa omhyggelig har vidst at skiule det for. Derfor blev De kaldt ud forgangen Aften, kiære Egersøn, da jeg blev saa ængstelig, og Maja C: fald paa, De skulde ud og see paa Kiærren, og I alle fik mig til at troe det var saa, skiøndt mit ahnende Hierte blev længe ved at banke saa ængsteligt.

Gud være lovet! han er bædre, er uden al Fare, skriver den lykkelige Moder. Gud være lovet! min elskede fromme Rikke siger jeg af mit inderste saarede Hierte med Dig, og det er som en Glædesstraale vilde trænge sig derind –

63Løverdag 19de Da Kl blev 10 i Aftes, og Hiertel endnu ikke kom, blev jeg saa hiertelig beklæmt. Da tog jeg af dine Draaber, beste Moer Cappelen, og gik tilsengs. Men mit Hierte bankede og min Puls stod nesten stille, og min korte Slum var Feberdrøm. Henimod Midnat kom de, han og den gode Zarine Biltzing, giennemblødte og trætte. Jes er ret brav, siger de begge, men stille, bleeg og stille, som han var her. Presidenten er aldeles restitueret, men min Lotta, min kiære fromme Lotta endnu meget svag. O! kunde jeg ile til Dig, min Veninde, det skulde blive bædre med os begge!

Tak, min Maja C, for Dit kiære Brev. Du er stedse Dig Selv. Og nu er Du med Guds Hielp i Dit elskelige Hiem, hos Din Pedro, blandt Dine Børn, og min Thrine har atter ydet sin unge, aldrig seele Ven, eller rettere hans Moder, nogle ømme Taare. Tak gode Pige! Flere skal ved din Barm blande sig med mine –

Og min ædle Søn, min Frederich er nu vel ogsaa underveys til sin Lise og sit Hiem. Gud signe Eder, I Elskede, hvor I ere! Mine moderlige takfulde Taare følge Eder!

Saadanne Taare ere søde; selv de ved Dødsbudskabet, de første enkelte, brændende, ere dog ikke, o Gud, ere langt fra ikke de bittreste, der flyder her paa Jorden. Blide, hulde, rene Wilhelm! alle elskede Dig, alle begræde Dit Savn, de ædleste, beste Mennesker ofre Dit Minde skiønne Taare. Og hvor trøstende, hvor qvægende er hiint Minde, Din unge herlige Lærer, Platou, har sadt Dig!

64

«Wilhelm! Fred med dit Støv! Du var som Rosen og Lilien
Sundhed paa rødmende Kind, Aand i Dit straalende Blik!
From i Hu, sandt elskelig bliid, udmærket blandt Alle
Alles Yndling Du varst, Alle begræde Dit Savn!
Wilhelms Siæl, som Lilien hviid! Du lever! Du virker!
Ene Dit Legem blev Støv! Fred med Dit elskede Støv!»

_______________

Arme ulykkelige Frue ‹T›!I dagboka står det et kryss eller et kors etter ‹T›. Det samme forekommer flere steder. arme ulykkelige Børn! hvad skal give Eders Kummer Lindring? Hvilken Engel har Trøstens lindrende Balsam for Eders saa skrækkelig sønderknuste Hierter? O jo! Gud vil styrke Eder, vil skabe Kraft i Eders nu saa haabløst lidende Hierter – men bittre, bittre og brændende, aldrig qvægende skal Eders Taare falde paa den ulykkelige Mands og Faders Grav. O! Mand og Fader! hvor kunde du glæmme Dine Efterladte, dine alt saa længe Kummerfulde, saa rent? Men glæmte du dig ikke Selv‹,› arme ulykkelige Mand! Gud skiænke Dig Fred! og Dine Utrøstelige Qvægelse!

Fred med de Døde! ogsaa, o ‹T›!I dagboka står det et kryss eller et kors etter ‹T›. med dit Støv!

Tirsdag 22de Jeg er ualmindelig mat i Dag. I lang Tiid har min Søvn været saa roelig og god, ja, mig selv ubegribelig roelig, kun i Nat, især henimod Morgenstunden, var den blot Feberslummer, afbrudt ved idelige ængstelige Drømme. Ogsaa om min Vilhelm drømte jeg, som jeg, forunderligt nok, nesten ikke har drømt om i al denne Sorgenstiid. Jeg trykkede ham til mit Bryst, mine Taare flød i mine Kys paa hans blege Kinder, de vare saa blege og indfaldne; men hans Øyne straalte saa himmelsk blidt. I Aftes besøgte 65vi ham, min Koren og jeg. Ak! denne tunge og mig dog saa kiære Gang, faaer jeg vel ogsaa nægte mig saa længe jeg ikke er stærkere. Det ryster mit hele Væsen saa stærkt, det føler jeg, og saa bebreyder jeg mig, at jeg maaskee af Længsel efter ham, giør hans Sydskende Uret –

Der stod en Mand ved Graven med en Spade for at pynte den, ventelig efter Hertels Foranstaltning. Det var saa gyseligt, det kom mig for, som de nu først havde sænket ham ned. Han gik. Graven er alt siunken sammen af den stærke Regn, Krandsen nesten ukiendelig. Og han er nu ogsaa ukiendelig, hans skiønne ungdommelige Legeme sammenfaldet som Jorden over ham. O Vilhelm Vilhelm! det er skrækkeligt

_______________

Ney, det er ikke skrækkeligt – kun i visse Øyeblik synes det saa –

Was erschreikst du denn so, Tod, des Beladnen Schlaf?
O! bewölke den Genuss himmlicher Freude nicht mehr!
Ich fink’ in den Staub, Gottes Saat! was schreckst
Den Unsterblichen du, rauschender Tod?

Mit hinab, o mein Leib, denn zur Verwersung!
In ihr Thal sanken hinab die Gefallnen
Vom Beginn her! mit hinab, o mein Staub,
Zur Heerschaar, die entschliesst!

_______________

Kl. 3. «Mit Hierte er et stort, ømt Saar. Den sagteste Berørelse bringer det til at bløde – Min Sara er ikke ganske frisk. O Gud! hvor øde og mørkt er det ofte omkring mig! Hvor ere de svundne, de glade Udsigter, de henrykkende Drømme! Aabnes hine mig mere? Slumrer jeg oftere ind til disse?

6623de, Onsdag Min gode Rikke Borchsenius’s Fødselsdag. Det var for lang Tiid siden aftalt mellem os, at vi i Dag skulde have en ret glad Dag. Vi arme Kortsynede, som ikke veed, om det neste Minut er vort, vi lægger hele Aar i Forveyen Planer til ret glade Dage! Vi see dem den ene Gang efter den anden nedbrudte, tilintetgiorde – og lægger nye, og Død og Skilsmisse og Kummer smiler haanligt til vort «Jordlivs Drømme» – –

«Var det ikke i Sommer» skrev Du sidst, min Cathrine ‹T›!I dagboka står det et kryss eller et kors etter ‹T›. «at din Vilhelm, kiære Moer Koren, skulde komme herned?» Det var først den neste, Du Kiære, og da – Gud o Gud! naar Du nu hører, hvilken Reyse han har giort – naar I alle hører det, I Elskede dernede. Ney, græder ikke saa bittert for Eders Moer Koren! Han gik til sin Fader, vi gaaer alle did. Ak! du burde ikke gaaet før mig, Vilhelm! dog, tør jeg sige, Du burde ikke, naar Din Fader kaldte Dig! Fader, tilgiv! min Siæl er bedrøvet indtil Døden –

Dig, Du ømme gode Rikke! give Gud ofte at opleve denne Dag, med et lettere, gladere Hierte, end Du nu har! Ønske tør vi jo dog – ak! neppe, neppe nok!

Torsdag 24de Min stærke Sara har dog ikke holdt ud at gaae saa stille med sin Sorg, at skiule den under Roeligheds Mine. Ak, ikke ved al hendes Anstrængelse har hun nu kundet dølge mig, at hun er syg. I mange Dage har en vedholdende Hovedpine og Mathed – en Følge af stærk Nattesveed – sadt mig i Uroe. I Dag holder hun Sengen efter Walbohms Ordre, skiøndt baade han og hun 67selv forsikkrer, hun er aldeles brav. Gud give, det var saa! Ak! kun her, min Sara, tør jeg ey troe dig. Hun er munter, og vil bortspøge min Frygt, men det lykkes hende ikke – Ængstelige bliver nu igien mine Drømme. Dog, det er et Under, de ikke stedse har været det i denne Tiid. O! i Nat syntes jeg, Lina var saa syg, kunde ikke leve. Men som sagt, det er intet at undres over, jeg drømmer saa sørgeligt –

Dog er jeg saa frisk i Dag, og lettere om Hiertet, end jeg pleyer. Breve fra Byen i Gaar siger, min Jes er rask, finder sig nu bædre i sin Stilling. Presidenten og alle de gode Mennesker derinde stræber, at giøre ham den saa taalelig, saa behagelig som mueligt. Men min elskede Lotta gaaer det sagte med. Dog skal ogsaa hun være meget bædre. Gav Gud os dog Snee – Jeg gruer saa for det første Møde paa Tøyen, derfor længes jeg efter, at have det overstaaet – længes efter at see Lotta og Jes – Jeg fulgte saa giærne med min Koren paa Løverdag. Det skeer nok neppe –

Falsen skal være begravet med stoer Pomp. Det synes jeg, de ikke skulde giort. De Svage tager Forargelse deraf; og ubegribeligt er det, at Familien har villet det. Men formodentlig har gode medynksomme Mennesker foranstaltet det saa for at lindre de Sørgendes Kummer ved dette Blændværk. De har meent det vel. Men han søgte jo kun stille Hvile, hvi gav de ham ey den? Jeg haaber, han har den.

Min Rikke bedrøvede mig saa i Gaar. Hun ventede mig og os alle, skriver hun, saae sig saa ængstelig skuffet i sit Haab, og er saa mismodig. Ak! jeg begriber, Du maae være det, Du Gode: Din B: er jo ikke ret frisk –

6827de Novbr Søndag Det er i Dag den kiære gode Hertels Fødselsdag, vist nok den smerteligste af alle hans Fødselsdage. Gud styrke ham, og styrke os Alle! Det er ofte, mine Dyrebare, meget ofte saa tungt, synes mig, at leve. Jeg græder ikke ofte, men at Taarene uophørlig fremvælder i Hiertets Inderste, det føler jeg. Kun til Øynene komme de ikke saa tidt, jeg ønskede det, og naar de kommer, ere de saa brændende, saa skarpe, at mine Øyne maae betale den Lettelse, Hiertet faaer – Min Sara er endnu ikke ganske rask, har vist nok været sygere, end hun selv troede, end hun i det mindste lod sig mærke med. I Dag haaber jeg dog jeg faaer hende ned. Ak! i Aftes var det saa eensomt. Min stakkels Koren reyste til Moe, for derfra at komme i Betids til Tøyen i Dag. Jeg kom ey med ham. Ene maae han udholde det første smertelige Møde paa Tøyen, ak! hvor nu for første Gang ingen Vilhelm kommer ham i møde. Arme Fader! Gud styrke Dit Hierte! og mit! det er som det vilde opløse sig i Taare – –

Fader Mørk var her. Han var saa bekymret for Sara. Han føler og lider saa med os, den gode redelige Mand! O! I føle og lide med os, Alle I, som med Vemod læser dette.

Jeg fik Brev fra min Jes i Gaar. Han lader til at være roelig. I hans lykkelige Alder giør vel Smerten intet saa 69varigt Indtryk. Det var heller ikke godt. Gud skee Lov, at han kan glæde sig, allerede nu, over at hans og hans Sydskendes lille Hest, som blev borte i Dag 7 Uger paa Tøyen, nu er fundet – (Den Dag, gik Jesgik Jes] rettet fra: Jes gik ved nummerering over ordene første Gang til Alters.) Presidenten var lidt i Bædring; det var en glad Dag. En af mine sidste – for lang Tiid sidste – glade Dage. Jeg havde min Vilhelm, han reed til Hellerud, skiøndt det var ondt Veyr og han havde vaaget hos den syge Oncle om Natten. Men hans Ven, den unge Messel, havde paalagt ham, selv at tale med sin Moder – og saa holdt intet ham. O! jeg seer endnu hvor bliid og munter han kom tilbage, hører hvor muntert han fortæller om Bispinde Keysers Breve, Moer Messels Indfald – Gud! hvad minder mig ey om ham og mine svundne lykkelige Dage! Hvor var da en fjærn Ahnelse om, at Du, neppe fire Søndager efter, Du Elskede, Eviguforglæmmelige, skulde hvile i Dødens kolde Arme – Gud, Gud! hvor holder jeg det ud –

Det sneer – Vinteren breder hvide Lagner paa Din Vugge, Vilhelm! Sov vel! –

Mandag 28de I Gaar var min Sara, syntes jeg, sygere end de forrige Dage. Ogsaa forekom det mig, som Docteren troede det samme. Ak! jeg græd saa smertefulde Taare, mit Hierte var usigeligt bange. I Dag forsikkrer hun, hun er meget brav, og seer bædre, meget bædre ud. Jeg venter nu kun Waldbohm, for at høre Bekræftelse herpaa, og om jeg tør vove en lille Tour til min Rikke, som vist venter mig, da det har sneet i Nat.

70Tirsdag 29de Det var da min første Slædetour i Gaar. O! den var tung, og tungt er mig alt hvad jeg begynder med den Tanke: hvor var du lykkelig, sidste Gang du foretog dig dette! – Min ømme Rikke græd bittre og blide Taare med mig. Hun har følt hvad Tab er, hun kan dele min Kummer. Ak! jeg vilde saa giærne hilset hende i sin nye Bygning uden Taare, men jeg kunde ikke. Hun er saa brav, som hun i sin ængstelige Venten kan være. Gud give, hun havde den overstaaet! Og at jeg havde min elskede Sarotje rask igien. Hun er vist nok bædre, men saa mat, spiser intet, uden China og de tynde Grynsupper, seer saa syg ud. Nu er det synligt, hvad det velsignede Barn har lidt og dulgt, og det er mig saa smerteligt at tænke, det til deels og især er for min Skyld, hun har gaaet saa taus med sin Sorg, og den har faaet Tiid at gribe saa om sig. Men Gud vil skiænke hende Helbred og Munterhed igien, det haaber og troer jeg, og uden dette Haab – – Saa frygter jeg nu – thi hvad foranlediger ikke min Frygt? at det mueligt kunde gaae ligesaa med min Koren, hvis Datter hun i saa egentlig Forstand er, der, ligesom hun, gaaer saa taus med sin Sorg. Gud i Naade afvende det! Gud i Naade give mig dem snart, alle de Dyrebare jeg nu har igien, sunde og – roelige – jeg tør ey ønske meer – omkring mig!

Det er en kold Dag for min K: skal han nødes til at ride hiem. Vi møder ham halvveys med Slæde. Gud give, han kom frisk og rask, bragte gode Tidender, og fandt sin S: brav

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.