1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Oktober] | Bokselskap

Dagbok 1808

av Christiane Koren

[Oktober]

Octbr – 6te Tøyen.

Det var en Pause, en af de største, der har været, og, jeg haaber det, nogensinde vil blive i denne mærkværdige Journal. «Havde du maaskee glæmt disse Blade paa Tøyen? kiære Moer Koren!» ney, mine Elskede! de fulgte mig troelig. Men Hiertet har i al denne 7Tiid havt saa meget at tage vare, at der ingen Pause, intet Mellemrum er blevet, hvori de tit utaalmodige Fingre har kunnet komme i Bevægelse. Nu vil jeg see at byde dette «Stille» imens jeg forsøger at indhente det Forsømte, eller dog endeel af det, og uden at kaste et Blik til nogen af Siderne, gaae tilbage til

Løverdagen den 17de September, da jeg, Sarotje og Telja, i det herligste Veyr, med alt efter Ønske, kom her til det kiære Tøyen, hvor vi fandt alt ved det Sædvanlige, den brave President undtagen, som jeg ved første Øyekast fandt at være meget forandret, meget svag. Ikke desmindre havde han sin fulde Aandsmunterhed, og endskiøndt han Søndagen var endnu slættere, tvang han sig, og vilde paa ingen Maade vide af, at Lottamoer skulde opsætte den Tour, hvoraf hun i saa lang Tiid havde lovet sig saa megen Glæde. Virkelig var han ogsaa Mandag Morgen ulige bædre, og vi takkede Gud eenstemmige, fordi vi kunde tage bort med saa lette Hierter. Vi lykkelige Kortsynede! Min Koren kom Søndag aften, da her havde været alskens Visitter, og lille søde Sara B: Mandag Morgen, ganske forpustet, da hun havde lidt Skibbrud paa Veyen. Dog, det forvandt hun snart, og uden nogen Hindring videre, satte vi os, efter Afskeden med den til Byen kiørende President, og vore hiemmeblivende Jomfruer, Kista, Telja og liden Hanna (mine Gutter, som havde travlt til Examen, saae vi kun et Øyeblik de forrige Dage) Moer Bull og jeg i hendes Phaeton, begge Saraerne i hver 8sin Kariol. Dog, før vi forlader Tøyen, mine Venner, følg mig endnu engang tilbage did, tilbage til Løverdag Eftermiddag, jeg kom der. Foruden Presidentens mig saa betænkelige Forfatning, var der endnu en Ting, som nedslog mig saare meget. «Mad: Biltzing er overmaade syg» sagde den forstandige Kista Hertel, lidt efter jeg var kommet, «der tvivles om hendes Liv.» Uagtet det forberedende heri, vidste jeg strax, hun var død; men havde ey Mod til at høre det bekræftet. Dagen efter kom den sorgfulde moderløse Zarine, og giensidige Taare var i lang Tiid vor eneste Samtale. Gud trøste det kiære, nu saa eensomme Barn! og det vil han. Hun har en øm Syster, men uforsørget som hun selv, dog raskere, og mere skabt for Verden med alle dens Storme og Omskiftelser. Fra Broderen hører de intet. Mange Erindringer om denne engang saa elskværdige brave Yngling, hvis Fremgangsmaade nu er os saa ubegribelig. Tanken om det skrækkelige Øyeblik, naar han erfarer den gode retskafne Moders Død, naar denne Tidende vil falde med dobbelt Vægt paa hans Siæl, fordi han ikke ved en eneste Linie nu i meer end et Aar har forsødet hende de sidste Dages Bitterhed, alt dette sammenpræssede mit Bryst, saa jeg neppe kunde aande. Men Guds rige Velsignelse over Forvalter Wetlesen, (i hvis Huus hun boede og døde) over hans hele Familie, for den troefaste, uafladelige Kiærlighed de har viist den Afdøde, og nu viser hendes Datter – Amen!

Imod Aften, Løverdag, kom Aessor Debes, en brav ung Mand, og Capitajn Giedde, som I jo alt kiender, Elskte, som Presidentens og tildeels som min Yndling? her, og før vi kom var den gamle General Strikker her, en snurrig Compan.

9Med Giedde talte jeg længe om min dyrebare Rikke, hvis hele agtværdige Familie han saa nøye kiender, og bad ham til Fadder i Høst paa Plogstad. Han lovede at komme, saa fremt det blev mueligt, og min Rikke vil give mig et varmt Kys, og hendes Hr Gemahl ogsaa vi de mig Tak for denne min selvtagne Myndighed.

Presidenten, Giedde og Debes havde en fornøyelig Lhomber, medens Frue Lotta, Generalen, Mad: Bull (jeg har glæmt at sige Eder, at denne Madam, Præstens Enke, som jeg slet ikke under det Navn hun bær, var her, og havde været her i 14 Dage) og jeg arbeydede paa en Treset, som den tydsk- russisk- fransk- norske Generals Sprog og Manerer giorde heel lusteligen, Enkemadamens jammerfulde Spil og løyerlige Vimsvæsen endda frarægnet.

«Men saa kiør i Guds Navn da, og lad ikke de arme Heste staae og slæbe sig ihiel paa Kariolerne, kiede sig for Phaetonen, og – hvordan kommer Skriveren frem?» Til Hest, mine kiære Utaalmodige! og nu har vi alt forladt Ravnsborg, hvor vor Moer Cappelens Hest og Kariol mødte Sally, og en lille Sæddel sagde os: at hun og hendes Don Pedro vilde møde os paa Strømsøe; men sagde tillige, at hun ikke havde faaet mit Brev, som jeg da siden fik vide, var blevet bortkastet af den samme Nerdrum, som I nok mindes, satte os saa i Forundring ved sin tause Nærværelse. Lykkeligt, at Sallys kom rigtigere frem! Og saa gik det end fornøyeligere ved denne 10Vished, for det første til Gillebek, hvor vi ikke fandt de forrige godmodige tækkelige Folk, men et Par unge mere moderne og mindre efter min Smag i alle Maader, ikke at tale om at de toge henimod 2rd for nogle faa Kopper Caffe og Græs til 4 Heste. Og nu ned over de tryllende Paradiisbakker, hvor Lotta mi, som første Gang kom denne Vey, var lutter Øye. Det hører til en af mine virkelige Fornøyelser, at være i Selskab med, være sig Mand eller Qvinde, kun de har Sands for Skiøndt og Godt, ved slige Leyligheder: jeg gienføler da saa aldeles, giennyder, som var det første Gang denne eller disse Gienstænde viste sig for mig. Nellas Borch kom til os, da vi skulde over Elven fra Bragnæs til Strømsøe, og blev med over. Det var mørkt, blæste lidt, og de 5 Heste begyndte at røre sig vel meget. Anledning meer end nok til at forskrække den arme Sarotje, som siden hiin Fare over Vordingborgsund til Falster, har faaet en stoer Rædsel for alskens Seylads. Længe efter vi vare paa Land; skialv hun, men nu stode vi i den glade favnende Kreds, som den fast mageløs tænksomme (for at bruge Hermelins Udtryk) Maja mi havde forøget ved at indbyde Ovidia Holbye, Sarotjes Barndoms Veninde, ‹…› til vor Modtagelse. Snart var Lottamoer ligesaa lidt fremmed i Huset som jeg, og Aftenen gik som den altiid er gaaet for mig der, kun alt for hastigt, og Morgenen kom, og vi hilste den med een Tanke: i Dag seer vi Ejdsfoss, og det kiære Thrinebarns og vor Majas tvende nye Døttre, Petronelle Cappelen fra Schien og Barthe Thank fra Fhld. I Dag hilser jeg mit Ejdsfoss; der bliver jeg først ret Hhiemme; thi først der har jeg dem alle, tænkte jeg, og Hiertet bankede som det ved 11saadanne Monologer altiid pleyer, stærkere og stærkere. Men med et stod den i Sorgens og Sørgefloret indhyllede Zarine for mig, de ophovnede Øyne fastheftede paa den sorte Vogn, som nu forsvandt for det stirrende Blik, der vendte sig for sidste Gang og i trøstesløs Jammer fra de elskede Levninger – og til mig. Hvad jeg læste i dette Blik – derom maaskee mere en anden Gang.

Vi spiste et ordentligt Middagsmaaltiid under Navn af Frokost, før vi fortsatte Toget til Ejdsfoss. Sarolje tog min Plads hos Frue Lotta, Sally beholdt sin i Kariolen, og jeg sad hos min Maja – Skriveren var forud til Hest bestandig – Don Pedro, som først skulde komme Dagen efter, lovede os godt Veyr, imod Løfte om det samme følgende Dag; men vi holdt vort bædre, end han sit; thi neppe havde Sally raabt: «holdt, holdt!» og vi hørt hendes Kæremaal, som hverken bestod i meer eller mindre, end hendes Kufferts Tilbagestanden i Strømsøe, før Himlen selv græd enkelte men tunge Taare over det kiære sandseløse Barn, og fra Veierud, hvor vi til Styrkelse over Bergstien drak os en fornuftig Kop Caffe (efter hele Veyen at være qvæget med Pærer og Blommer) og til det kiære Maal for vor Reyse, græd Himlen uophørlig over Sally’s glæmte Kuffert, saa det ordentligt var en Smule ængsteligt især ud over de bratte Bakker, hvor Mathias, saa giærne han efter vor Anmodning vilde, ikke kunde holde de muntre Heste, der, ligesom han selv, ere oplærte af deres flinke hurtige Herre, for hvem ingen Ting gaaer for snart,og kun saare faa snart nok.

12Brav vadskede, alle, undtagen Maja og jeg, giennemblødte, kom vi til det vakre, selv i Regnen blide Ejdsfoss, hvor de tre hulde Pigebørn saa hierteligen havde længtes efter os, uagtet den forudkommende Skrivers Forsikring: at vi ey kom den Dag. Men var han end mere øvet i at sige Usandheder, vilde han dog ikke bragt det videre her. De velsignede Unger fik travlt med at afføre os de dryppende Klædebond, og da jeg var først færdig, fordi det ey var trængt giennem min gode Cavay, qvægedes jeg ogsaa først ved Thrinebarnets deylig fonderte Thee og hiemmebagte Kartoffelkringler og Tvebakker.

Moer C og jeg havde væddet om, at vor Egerprovst skulde komme eller alt være paa Ejdsfoss den før vi. Det var han ikke, men kom, og saa vandt jeg. Ovidia Holbye kom ogsaa tilligemed sin lille Eleve, Jomfr: Carlsen, og Gud veed, hvordan de i det tykke Mørke og øsende Regn kom vel frem. Egersønnen var kommet til Baads. Lisebarnet torde ey vove sig ud, som vel var, da hun neppe havde taalt det haarde Veyr.

Med Spøg og Latter gik Qvellen hen,
Og Hvilen fulgte saa sød og roelig –

Den 21de September.

Kiære Dag! Dig mangt et Hierte hylder.
Ogsaa mit med varmest Tak du fylder.
Skiøndt du ingen Blomst fremkalder meer,
Skiøndt vi dig tit giennem Taage seer,
Dog vi meer end skiønnest Vaardag hylder
Dagen, som vor Maja Livet skylder –

Og som paa den vakkreste Vaardag smilede Solen over den skiønne romantiske Egn, smilte til Majas Dag og til mig, 13da jeg staaende i Vinduet skrev ovenstaaende Linier i Matthisons Digte, en lille Geburtsdagsgave, som jeg vidste, min elskede Moer Cappelen vilde vennehuld modtage.

Saa samledes vi til Glæde, reen uskyldig Glæde. Hver ofrede sin lille Gave til den elskede Nyefødte. Blandt disse Gaver var en Kappe fra det kunstige Thrinebarn, hendes egne Hænders Arbeyde altsammen, og altsammen skiønt til Fuldkommenhed.

I vor Morgendragt giennemvandrede vi den deylige Lund, hvor enhver Plet er saa godt nyttet, hvor Harmonie og Simpelhed overalt møder og smigrer Øyet, uden nogensinde at trætte det ved Overlæsselse. Kunsten har gaaet saa beskeden, som det sig sømmer en yngere Syster, Haand i Haand med Naturen; den enes Spor er intet Steds tilintetgiort ved den andens.

I det pene, blot ved sin Simpelhed zirlige, og til Hvile indbydende Badehuus standsede vi længst, fordi det ikke er godt at rive sig løst fra; og saa i en mørk Grotte ved et Vandfald, som nu hedder Christianes Grotte, og er min til evig Arv og Eye. Fra de andre viinkende Bænke og Løvhytter maatte vi for denne Gang tage Afskeed saa godt som i Forbigaaende, da vi endnu havde en Tour tilbage, ned i en saa kaldet Fiskerhytte, som jeg er stærkt fristet til at holde for noget af det meest tillokkende paa dette deylige Sted. Detn er bygget ud i en Søe, kaldet Bergvandet, som halv indcirkler hele Ejdsfoss, der paa den anden Side er omgivet med skovkrandsede Fielde. Lige for den zirlige Fiskerhytte ligger en lille Øe, som bærer Navn af den Mængde Bierker der voxer, Bierkeøen – og her NB ikke paa Øen, men i det velsignede lille Huus eller HytteNB ikke paa Øen, men i det velsignede lille Huus eller Hytte] er tilføyd nederst på siden, markert inn med et kryss toge vi Sæde hver med sit Arbeyde, imedens vor kiære Schmidt forelæste og et af Platou til denne Skoleexamen forfattet Indbydelsesskrift: Historisk Udsigt over Norges Skiæbne i den syvaarige nordiske Krig –

14Nu hørte vi Vognene komme rullende, saae dem kiøre langs Vandet, og maatte ile for at forekomme dem, og i Hast blive færdig med Toilettet. Det gik endda ikke saa fort med vor Ilen; thi een som Alle ønskede vi at kunde blive siddende som vi sad. Ak! hvor sad vi ikke godt, mine Elskede! og I, som ey sad’ hos os, o! hvor ofte sukkede jeg, hvor ofte sukker jeg, naar jeg har det saadan som da, over Eders Fraværelse! og Sally sukker med mig. «Var nu de her ogsaa!» siger snart hun, snart jeg; og vi forklarer os aldrig nærmere, veed saa godt, hvem disse de ere, og allene kan være. Beskemen! der er de alt i Gaarden, og vi netop midt paa Trapperne til vore Værelser. Pynten var snarere end vi troede det mueligt bragt istand, og nu hørte vi til vor ydermere Beroeligelse, at Frue Dajon, den eneste ventede Dame, endnu ikke var kommet, og vidste, det tog Tiid ud, naar hun ariverede, inden hun kom i sin Puds. De alt Komne var vor brave færme Vert, den fangne Svenske, Oberste Knorring, og en anden, Capitajn Strømbom. En Stund efter kom Kammerraaden og atter en Stund efter ham Fruen (Dajon nemlig) den løyerlige lille pyntede Frue, min Landsmandinde for Resten, og paa den underlige, tildeels ungdommelige, tildeels gammeldags Pynt nær, en, saa Gu ganske bra Kone – Det var egentlig for min kiære Lottas Skyld, disse, for alt opmærksomme Mennesker, havde indbudet Dajons, da de har været en Tiid i Christiansund, og staaet i venskabelige Forhold med Lottamoers hele Familie. Ogsaa vare de hvert Øyeblik tilbage paa de gamle Stæder, og kun deres synlige Væsner hos os.

15«Men Sally? hvordan gik det hende? Kufferten – –» havde den betænksomme Don Pedro taget med sig, saa vi slap med at lægge Planen til den Stads, vi havde tænkt at iføre hende, var Kufferten ey kommet. Sikkert skulde den overgaaet Frue Dajons. Men det kiære Barn var ikke frisk; dog blev hun bædre op ad Dagen, fik, som sagt, sit Tøy, og kunde deeltage med os i alle denne skiønne Dags mange Fornøyelser. At I, elskte Fraværende! kan nogenlunde giøre Eder et Begreb om disse, er det nødvendigt, at I kiender lidt til de fremmede Personer i Selskabet. Om Dajons veed jeg ey stort mere at sige, ogsaa troer jeg, I nesten alle kiender dem; men mine Svenske gad jeg giøre Eder bekiendt med, især Baron Knorring. En høy, velskabt Mand, midaldrende, med ædel Anstand, fiin Verdenstone, uden det Krybende eller Smigrende, man saa giærne og urigtigt vil beskylde Nationen for, noget Hang – og ikke saa lidt endda – til Satiren, men i det Hele en behagelig, ualmindelig interessant Mand. Ret behagelig og interessant er Strømbom ogsaa; men da maae han ikke være i Selskab, i det mindste ikke sammenlignes med hiin sin Landsmand. De ere begge gifte, begge Fædre. Strømbom hørte jeg ikke nævne sin Familie, men Knorring talte med saa hiertelig Varme om sin unge Hustroe, som just i de Dage ventede at blive tredie Gang Moder, om sine to Smaae, sit hele Husvæsen, en 8 eller 10 Børn af hans Familie, han var Formynder for. Taarene stode faldefærdige, gleed imellem sagte ned, men vilde ey være seete. O! troe 16mig, brave Kriger! de vanhædrede ikke dit mandige Aasyn. – Ved Bordet sang vor Egerven, kan I nok tænke, adskilligt Vakkert, og mange svenske Viser, men saa sang han noget, som var ægte norskt, og ægte godt; til Dagen, forstaaer I, og Dagens Maja. I elskede Fraværende, for hvem disse Dages saa nøyagtige Beskrivelse egentlig er, I skulde nok faae den at see, Fødselsdagssangen, ved Leylighed. Men jeg løber af det ene i det andet; og det maae I Alle tilgive mig, og vil ogsaa, naar I betænker, hvor meget der vil være sagt, og at jeg nødig vilde bortlade noget, og giærne have alt i sin Orden, hvad der ikke er saa let efter flere Dages Forløb, især da jeg stjæler mig til at skrive lidt nu og da, for ey at være for længe fra den kiære Syge og min Lotta –

«Hvem er syg?» Ja, det veed I jo ikke endnu, mine Gode! Presidenten er syg, meget syg – men det skal I faae nærmere og ordentligere at vide naar Tiden kommer. Før mig nu ikke oftere ud af Sporet, det er ikke, under nærværende Omstændigheder, saa godt at finde igien.

(Ak! og det er den velsignede 7de Octbr i Dag, min Korens 50de Aars Fødselsdag, og han kom ind i Aftes, den ømme gode Ven, fordi han hørte, det var blevet slettere med Presidenten, og nu sidder han hos ham, og helligholder sin Fødselsdag paa en Gud velbehagelig Maade, det veed jeg)

8de Octbr, Løverdag

I Dag 8 Dage forlod jeg Eder, dyrebare elskede Venner! med et dobbelt tungt Hierte, fordi jeg af Sarotjes Brev Dagen 17før vidste, hvilket Sørgehuus jeg her vilde finde. Men jeg har lovet Eder nogenlunde Orden, og vender derfor atter tilbage hvor det var saa godt at være, til Ejdsfoss –

Resten af den kiære 21de Septbr gik fornøyeligt med Passiar, Spadsering etc. Mandfolkene spillede Billiard, og om Aftenen Lhomber, imens vi rundt om det foran Sophaen staaende Bord strikkede, filerede, spiste Frugt, loe, sladdrede og lyttede lidt til de Spillende.

Nesten ligesaa gik den følgende Dag, da alle Giæsterne bleve over – Atter giennemvandrede vi den skiønne Lund, opholdt os end længere i Badehuset, hvor Sarotje badede sin syge Arm (der endnu ikke er aldeles som tilforn) og i min Grotte, og fik jeg, foruden denne, Odel til en lille Bænk, med Udsigt til Vandet. Ved Siden af – paa venstre naturligviis – har Egersønnen sin, og paa begge har min Koren udskaaret Eyer og Eyerindens Navn og 21de Sept: Om Eftermiddagen vare vi alle paa Eger – ikke vor Provsts Eger, jo men, det gaaer ikke saa fort – men et Sted saa benamset af sine mange stolte Egetræer, og som har en tryllende Udsigt over Egern, den anden Søe, som forskiønner det romantiske Ejdsfoss, og ad hvilken man rigtig nok kan komme med god Vind, og i alt Fald med god Taalmodighed, til hiin kiære Præste-, nu Provsteboelig –

Veyret var i saa god Forstaaelse med alt øvrigt som forenede sig til i at glæde os. Vi giorde endnu en lille Tour (til Vogns) ud ad Holmestrandsveyen, og fandt stedse nye behagelige Gienstænde for vor Opmærksomhed. Et glæmte jeg at fortælle, som dog hører til den forrige Dags Tildragelser og Begivenheder: at 18vi nemlig drak Caffe om Eftermiddagen i tidt bemeldte Fiskerhuus, og at da min Koren; Capitajn Strømbom, Dajon, og, husker jeg ret, Sønnen Frederich fik fat paa en Madam, som roede dem over til den lille vakkre Øe. Vi giorde os al Umage for at overtale ‹…› hende til, at roe bort, da hun havde sadt dem i Land; men hun blev dem troe, og laae stille med Baaden til hun havde dem alle indenborde. Knorring brugte forgiæves sin Overtalelseskraft for at faae hende lokket tilbage, han kaldte hende Frue, Madam, Jomfrue, Mamsel – intet hialp. Den lystige Thrine og jeg saae alt i Aanden, hvordan de der gik som nogen Robinsoner paa den forladte, øde Øe.

Og nu er det da Fredag, den 23de, det regner saa det flyder i Bække; men ikke desmindre maae Fader Cappelen og de Svenske og Dajons til Byen. Adieu, mine Herrer! Adieu lille Frue! Lykke paa Reysen! Don Pedro havde vi alt for giærne beholdt, og den interessante sarkastiske Baron ogsaa – Saa men, de andre med; men nu havde vi Egermanden allene igien, og der hialp ingen Bøn, han maatte blive. Han, Skriveren og Sally legte Billiard en Stund, siden læste vi, fik lidt Claverspil, med hvad der videre hører til Livets (det aandelige og legemlige) Ophold, eller rettere til at have det, efter Frue Kiærulfs Maade: «lidt godt» det er udlagt, saa godt, som man i denne Verden, hvor intet maae være fuldkomment, kan have det.

Løverdag den 24de da jeg om Morgenen stod ved Vinduet henrykt over det skiønne Veyr, den herlige Udsigt, men veemodig ved Tanken om, inden faa Timer at være langt fra det mit Hierte saa kiære Ejdsfoss, kom min Maja og fortalte 19at vi fik vor kiære Provst med til Byen. Lisebarnet havde i et Brev bedt ham herom, da Tanten, Frue Lemmich, var syg. Vi bleve altsaa et anseeligt Følge, og da vi alle reyste, blev Afskeden fra det ynderige Ejdsfoss mindre tung, end den ellers vilde blevet.

Og atter vare vi nu paa Strømsøe, hvor Fader Pedro modtog os med sædvanlig Munterhed og Raskhed, og hvor vi snart saae os omgivne af en svær Mængde Aviser, Dage, Tilskuere, etc. Ikke mindre end syv Poster kom paa eengang, og just foran os ind giennem Byen, saa det rygtedes overalt, at agende Kbhns Post var kommet. O! hvorfor var dette Rygte som de fleste andre gode Rygter, saa ugrundet! Men synderlig Nyt fandtes ikke i alle disse Nyeheder; og saa sulten ellers enhver, jeg med, er efter Politik i denne Tiid, var dog her mere, end paa engang kunde fordøyes, altsaa lod jeg det reent beroe.

Søndag 25de vare vi budne til Kamrd Dajons, var hvad der just ikke var os gemytligt (Egerprosten tog til den syge Tante Løverdag Eftermidd:) men det, som saa meget i denne Verden, maatte nu saa være. Om Formidd: vare vi alle en Spadsertour paa det nye, endnu i Bygning staaende Auestad, der bliver en af de skiønneste, bedst indrettede Gaarde, man kan tænke sig. Dens Beliggenhed, paa en Bakke lige for Byen og Elven, er deylig og naar alle Anlæg bliver udførte, som de sikkert nok bliver, kommer den til at revalisere stærkt med Ejdsfoss. Her arbeyder en Mængde af de fangne Svenske, jeg troer 20atten, nesten alle unge vakkre Mennesker. De saae saa fornøyede ud; men det giør endelig alle, som paa nogen Maade staaer i Forhold til eller Forbindelse med dette Ægtepar. Da vi kom hiem, fik vi en Visit af en ung Cappelen, Caspar Cappelens Søn, som nyelig er kommet hiem fra Paris, hvor han daglig saae Øhlenslæger og Baggesen, og kiendte alle der sig opholdende Danske og Norske. Han mente Øhlenslæger blev et Aar endnu i Paris, hvor han lever ret fornøyet, sagde han, men indskrækket, og meget arbeydsomt. Saa lidt alt dette var, saa usigelig lidt for mit efter alt hvad der angaaer ham saa længselfulde Hierte, ‹…› var det dog noget: Jeg veed jo dog nu han lever, og hvor. Havde du kunde ahnet, kiære, uforglæmmelige Adam, at denne unge Nordmand skulde fundet Moer Koren og Sarotje, sikkert havde du givet ham et lille Brev med til os. Thi at du nogensinde kan glæmme os, det veed jeg, er umueligt. Fremdeles meldte Cappelen, at Baggesen tænker stærkt paa, at besøge Kbhn igien, hvortil da I, mine Elskede dernede, ikke vilde see suurt. (Mon dog Giengangeren ikke er et Giengangerfoster, og ikke Baggesens Arbeyde? Er han virkelig Forfatteren? Det var evindelig Skade! Giid jeg dog kunde glæmme det, naar jeg læser hans Ungdomsarbeyder, og Labyrinthen eller Digtervandringerne!)

Pudsede og pyntede træder vi nu ind i Dajons ey mindre pyntelige Stue, føres af den end mere zirlige Frue til 21Sophaen, og strax efter os kommer Forvalter Scheitlie, hans mere vakkre end vittige Hustroe, den ældste Datter, en trivelig kiøn Pige, (som jeg ey hørte oplade sin Mund den hele Dag) og en Søn, og endelig Kammerjunker Hauch, hvis tækkelige Kone var syg, og en Frøken Rye, denne tækkelige Kones temmelig utækkelige Coucine – her har I os alle. Der spises og drikkes Caffe, og spadseres i den pene Have, som giør Ejerens Smag megen Ære, hvor enhver lille Plæt er nyttet saa godt, og siden ud paa Toldboden, der efter sin Maade ikke giver Dajons Have noget efter i Smukhed; kommer tilbage, drikker Thee – min Maja seer til sin syge Veninde, Frue Hauch, og nu ere vi alle samlede igien, og Verten, Scheitlie og min Koren har sig en Lhomber, Fatter og Mutter Cappelen, Frue Lotta og jeg en Treset, ved hvilken det gik heel lysteligt til. Ungerne vore, begge Saraer, den, ogsaa Moer Bull (og hvem ikke?) saa kiære overgivne Thrinemoer, og begge andre Smaaepigerne vore rundt om os, Madam Scheitlie og den lille klumpede Frøken i Begreb med at giøre mit og Lottas Strikketøyer ugreye – nu har seer I os dog vel for Jer, haaber jeg, som vi sadde, gik og stode. Men hører I ogsaa den Latter, den Støy, hører I mig tale tydsk, og seer I de blide Øyekast mellem Frue Lotta og Don Pedro, ogsaa naar de ikke længer ere Makkere? og føler I den Sympathie, som i det første Øyeblik, Mad: Scheitlie saae Frue Lotta, drog hende saa uimodstaaelig til hende, og hvidskede til hendes varme Hierte, at de maatte være beslægtede – og see, det fandt sig, at de vare det, hvad vor Lottamoer længe ikke kunde faae i sit Hoved, og sandedes 22atter det gamle Ordsprog: at Blodet ey er saa tyndt, etc. Hun er rigtig ellers temmelig flau, denne kiønne Kone, og jeg har sielden seet et Ansigt lyve saa grovt. Derimod er der den fuldkomneste Harmonie mellem hendes Ægtefælles Ud- og Indvortes. Han er i alle Henseender en Halvbroder, knap det, til den godlidende og godmodige Fru Bergh.

Mandag 26de mistede vi vor elskede Lotta og Sarotjen. Hestene vare alt komne Løverdag, og Kista skrev blot: at Presidenten var skranten, som da vi forlode Tøyen. Den kiære fromme Lotta! hun var saa fornøyet, nød saa inderlig hver glad Time, og kom nu hiem til saa megen, saa usigelig megen Kummer. Gud, havde hun ahnet det, hvor ængstelig vilde hun da tilbragt hvert Øyeblik paa Hidveyen, hvor vilde Hestenes forteste Ilen været hende for langsom! Thrine, hendes Yndling, ogsaa fordi hun finder hende saa liig en Ungdoms Veninde, fulgte dem giennem den lange Bragnæsgade, og roede siden tilbage tvært over Elven.

Kl 4 sad vi, min Maja, min Koren og jeg, i Vognen, og det gik flux ad Eger til. Underveys mødte vi Poppenheim, som vi forgiæves søgte at faae tilbage og med os, hvorfor det heller ikke, siger Egerprovsten, kan gaae hende vel hverken her eller hisset. Dog har hun ikke fundet noget endnu til denne Formaledidelse, men har glædet sig siden som før i hvad Glædeligt der er forefaldet, og er vel allerede nu indtraadt hos Enkemanden, hvor jeg ønsker hende at blive og forblive, det være sig nu som Jomfrue eller Madamme, kun at vi beholde hende i vor Kreds, og hun der finder sig fornøyet.

23Dygtig giennemblæste kom vi til den kiære Hougs Præstegaard, hvor lille Lisemoers Thee og Tvebakker stode rede til Vederqvægelse, hvor Qvællen behagelig hengleed under Samtaler, Arbeyde og Læsning. Tirsdagen, 27de Septbr begyndte med lidt Finter og andet Smaatterie, fordi vi maatte tage tilbage til Strømsøe Onsdag, og fordi vor Moer Cappelen om Eftermiddagen maatte giøre en Barselvisit til Petraborg. At følge Dig did, elskede Maja, var bestandig mit Forsæt, ak! thi jeg veed jo, hvor tungt det er Dig, at see disse Stæder – Petraborg og Fossesholm – igien, nu, de ere saa øde for Dit ømme Moderhierte, som overalt finder Spor, og kun Spor af den dyrebare Savnede. Tak, kiære Lisebarn, for Du blev med! Og nu, mine gode Børn! ere I jo ikke længer misnøyede med Eders Faer og Moer Koren, som sandelig har det samme fader- og moderlige Hierte til alle Barna sine? O ney! alt inden vi forlode Eder, vare I lie blie lell, og ved vor neste Samling mindes vi ikke mere at det nogensinde var anderledes.

Jeg saae for lidt – det var alt mørkt, og koldt og surt Veyr – saavel af Stæderne som Beboerne, til at kunde give Eder nogen nøye Beskrivelse enten over det ene eller andet. Dette altsaa en anden Gang. Vakkert er der vist, og Petraborg (som jeg saa giærne vilde, skulde hedde Petraminde) forekom mig saa blidt, saa – ogm dette Udtryk er tilladt – ungdommeligt, som den Hulde, for hvem det var bygget, efter hvem det er kaldt. Den nu værende unge Mad: Omsted seer ud til en god, bliid Qvinde, jævn og tækkelig

24At vi vare hos en Barselkone i en Barselstue, kunde ikke falde os ind, da den unge Matrone var ganske paaklædt og Barnet hverken at høre eller see. Hun havde et Par af sine Systre hos sig, af Alder med min Maja K: og Lina. Ogsaa hendes Mand var hiemme. De vilde giærne baade der og hos gamle Mad: Omsted (en vakker gammel Kone, og ung Oldemoer) at vi skulde blive; men det var nesten ganske mørkt, og vi opholdt os kun et Øyeblik paa hvert Sted, og vor Hr. Provst og Skriver saae ret blidt til os, da vi kom saa tidligt, før de endnu havde afdrukket sin Thee, der da naturligviis smagte dem bædre i vort behagelige Selskab. Det øvrige af Aftenen gik hen med Læsning. «Og hvad læste I da?» Denne Aften Recension i algm: Litratr Zeitung over Jean Pauls Titan; og gamle kiække Christian den Fierdes Biographie af Baden, NB, Biographien selv, ikke Recension over den.

Onsdag 28de lød Æolsharpen lifligt, og Solen smilede til de himmelske Aandetoner, og qvægede med disse Smiil vore Legemer, som hine vore Siæle. Da Vinden taug, og Solen ikke længer fandt det Umagen værd at sende sine Straaler over den tause afblomstrede Have, tyede vi til den lille grønne hyggelige Stue, og forsonet med de gienstridige Forældre (som han meget ubillig kaldte os) ved de, hver Livets Disharmonie opløsende, Engletoner, satte han sig, den gode, kiære Søn, til Claveret, og glædede os ved med de fleste af vore Yndlingsstykker. Med giensidige Løfter, giensidigt Haab, paa Vinterføret at samles, skildtes vi ad, og kom i den yndefuldeste Høstaften, ledsaget af den, den skiønne Egn end mere forskiønnende, stille Maane, tilbage til vore 25ventende ventende Jomfruer, hvis Tal nu var forøget med Poppenheim. Don Pedro var endnu ikke kommet tilbage fra Ejdsfoss. Men et har jeg glæmt, og desværre er det vel oftere Tilfældet ved denne lange Fortælling. At vi alle besøgte, hvad Moer Cappelen kalder sin kiæreste Plæt paa Jorden, hendes Datters og Datterdatters Grav paa Eger Kirkegaard[.] Den er indhegnet med et Jærngitter, i Form av Lotosblade, omplantet med Træer (som Faderen havde sadt ved hendes Fødsel, mindst tænkende paa, de skulde overskygge hendes tidlige Grav.) og prydet med Rosentræer og altiid friske Blomster. Et Marmorminde ventes fra Kbhn.

_______________

Her, mine Elskede, vilde vi pausere. I, som jeg, kan nok behøve det. Og nu vil jeg blot fortælle Eder, at vi om Torsdagen giorde Visitter, Moer C: Sally og jeg, til Rørbyes, hvor jeg atter blev glædet med Efterretninger fra Fayes, til Dajons, og til den nu friske, meget tækkelige, meget agtværdige Frue Hauch.

Fredagen, den sidste Dag, blev endnu forbittret ved et Brev fra min Sarotje med Efterretning om den gode Presidents Sygdom. Det var skrevet Tirsdag, og hun bad os saa vemodigt, at skynde os hid, og nu var det Fredag, og for seent til, at begive os paa Veyen – det var en ængstelig Tiid, inden vi kom hid Løverdagaften. Der var Selskab Fred: Eftermidd: hos Cappelens, Rørbyes, Jomfr: Ravert, Kirkegaards, (I veed jo, hvor godt jeg synes om den unge vakkre Mad: Kirkegaard, og hendes vittige, men ey vakkre Syster, Hanna Strøm?) men mine Tanker vare fraværende, vare uophørlig her. Selv min Majas Smiil, hendes sørgmodige 26alt afskedtagende Blik, kunde ikke ganske fængsle mig. Det var i flere, nesten i alle Henseender en af mine i lang Tiid tungeste Aftner, var saa meget des tungere, som Overgangen fra saa reen ublandet Glæde ikke blev var forberedt, men kom pludselig, som et Lyn fra den skyefrie Himmel. Da Selskabet var borte, fortalte Sally og Kathinka, blandt andet, som var indtruffen mens vi vare hos de elskede Egerbarna, at Baron Knorring og en Grev Løvenhaupt, et sandt Genie, som jeg grumme giærne gad seet, havde været der, og at Knorring havde været i sit meest sarkastiske Lune, og sagt mange bittre Vittigheder eller vittige Bitterheder. Da det kom paa Tale om Dajons Have, som Pigebørnene gav sin fortiænte Roes, bifaldt han alt, «kun», sagde han, «maae Havens Eyerinde paa ingen Maade være der, om man skal finde Lyst til at blive der» Hun er rigtig nok styg som Natten, stakkels Kone; men da jeg troer, hun er god har hendes Grimhed kun været mig paafaldende som contrasterende med hendes glimrende, ungdommelige Paaklædning, og formodentlig har Baronen ikke giort sig Umage for, at giøre Bekiendskab med Beboeren i det forældede gothiske, med moderne Zirater smykkede eller rettere vanzirede Huus. Han havde sagt allehaande i samme Tone, men Sarcasmer er nu engang ikke i min Smag. Dog, da Knorring, paa dette nær, selv er det, vil jeg troe, at det Ubehagelige, Kiedende i hans nærværende Stilling, ligger mere Bitterhed paa hans Tunge, end der virkelig er i hans Siæl.

27I det mindste tænker jeg saa nu. Hiin Aften faldt det mig ikke ind at undskylde ham; jeg var snarere, om ikke glad ved, dog tilfreds med, at have en Gienstand for min Misfornøyelse, som for et Øyeblik gav Tankerne en anden Retning. Formodentlig er jeg ikke den Eneste, som har giort den Opdagelse: at det bedste Middel mod Sørgmodighed er Vrede. Det kunde nu ikke ganske være Tilfældet her; men det har før været det. Dog, er man ret hiertebedrøvet, finder vel ingen anden stormende Lidenskab saa let Adgang –

Octbr Løverdagen den 1ste

Det var Skilsmissedagen. Vor kiære raske Vert, vor elskelige Vertinde, deres og min Kathinka, fulgte os, alle til Baads, tvært over Elven, Vognen – ney, Kariolerne, gik over Færgen, og mødte os uden for Bragnæs, saa vi slap at kiøre den lange, stenede Gade. Og allerede sad vi alle tre, Poppenheim, Sally og jeg, i hver sin Farekaast (Skriveren var længe forud) og endnu, endnu et Haandtryk, et kiærligt Blik, saa rullede vi bort, et Farvel lød endnu efter os, da jeg ey saae de Elskede meer, og det faldt mig ind, at Hørelsen er den sidste Sands, der forlader Mennesket i Dødsstunden. Ak! er ikke enhver Afskeed, enhver Skilsmisse en Forsmag paa den sidste, lange? – –

Kunde jeg nu med et været paa Tøyen! de fire Mile laae for mig som en lang, øde Ørken, jeg havde at giennem vandre, og det himmelske Veyr, de mange deylige Stæder og Situationer om mig, adspredte ikke denne Forestilling. Nedenfor 28Paradisbakkerne vaktes jeg af mine Drømmerier ved et Møde med den til Hest end vakkrere Knorring, som jeg talte med et Par Minuter, og fortsatte siden Veyen og Drømmene uforstyrret til Giellebek, hvor vi samledes og nød vor Frokost, som vor Maja med sædvanlig rund Haand havde sørget for. Baade her og paa Ravnsborg maatte Poppenheim blive efter Skyds – vi andre havde alle egne Hester og min Utaalmodighed havde nær overvundet min Høflighed, og, hvad der var mere, min Menneskekiærlighed og inderlige Godhed for den brave Poppa, som jeg dog mærkede, ugiærne vilde skilles ved sit Følge. Apotheker Stillitsen kom fra Christiania, og da jeg med uvis Stemme spurgte ham, om der var noget Nyt? fik jeg det nedslaaende Svar at President Bull og Forvalter Lange vare meget farlig syge. «Dog, lagde han til, maaskee fordi han erindrede hvor nær den ene af disse Syge angik mig, og saae min Uroelighed, er nu Presidenten uden Fare, forsikkrede Doctor Møller, som jeg i Dag har talt med.» Torde jeg sætte Liid til det? Da vi nu endelig vare reysefærdige, kom Caspar Cappelen med sin, efter Alderen og som Moder jeg troer til 12 Børn, overmaade vakkre Kone (de havde ogsaa en Søn, som Dagen efter skulde confirmeres, hvorfor de nu toge til Christiania) og det opholdt os atter nogle Øyeblik. Men saa gik det ogsaa raskt, og vi vare ingen 2 Timer paa de 7 drøye Fierdingsmiil. Ved Sommerroe mødte vi Jes til Hest, som var redet os imøde, og bekræftede Stillitsens Udsagn: at Presidenten var uden Fare, men 29meget slet. Det samme gientog Nella, som var kommet ind med Hertel istæden for Maria (som han ey torde tage med, da han veed, hun taaler ikke at blive bedrøvet) som ogsaa mødte os, og Hertel, som kom ligefra Tøyen.

Min kiære, i saa langsommelig Tiid ikke seete Moer Messel, kom kiørende fra sit Hellerud med sine Døttre og en af Langes Smaaepiger. Hun vidste ikke, at Bull var saa syg, men derimod, at Lange var i Bædring. Saa meget jeg havde at sige den velsignede, fra enhver Side saa agtværdige, sieldne Kone, hvis Venskab er mig saa dyrebart som vist, uagtet vi sielden sees, og nu aldrig skriver til hinanden, ilede jeg dog for meget til engang ret at vide, hvad jeg sagde. Og nu var jeg der, paa det stille, saa usædvanlig stille Tøyen, omringet af alle de elskede sørgmodige Væsner, hvis Glæde over vor Komme skinnede igiennem de forgiæves skiulte Taare. Selv den kiære Syge stræbte at bede os velkommen med et Smiil, og forsikkrede, han nu var ganske frisk, men mat, og laae og ennyerede sig. I lang Tiid vedblev han at troe sig frisk, ak! og just da var hans Tilstand farligst. Men han var og blev ved at være saa taalmodig, og tog Medicinen ordentlig og spøgende, og giorde det derved baade tungere og lettere for dem, som vare om ham. Jeg fandt ham, den Aften, virkelig bædre, end jeg havde tordet haabe det.

30Søndag, 2den var da for min Jes en af hans Livs vigtigste Dage. Vi vare i Kirken, jeg, Sarotje, Poppenheim, Hertel og Wilhelm. Bruns Præken og Lumholz’s Tale følte vi intet Kald til at høre, og kom derfor seent. Wulfsberg talte faa, men fyndige Ord, da han traadde frem for sine faa Confirmantere (fire i alt). Til Slutning holdt han en Bøn, som det giør mig ondt, jeg ikke kunde blive og høre, da Vognen skulde tilbage igien efter Hertel og Gutterne mine. Der var naturligviis ingen buden til Tøyen, som der skulde været, havde alt blevet efter Ønske. Om Eftermiddagen kom adskillige og gik og kom; kun vor Sally var der hele Dagen, og glædede sig som vi alle over, at see Presidenten bædre. Det lod han ogsaa til at være Mandag, og derfor kunde jeg ikke ret vel undgaae at modtage en Indbydelse fra Wulfsbergs til Tirsdag Midd: Min Koren, Hertel, Poppe og alle Børnene vare budne, og ligesaa alle Friske paa Tøyen, som dog ønskedes mere, end ventedes. Skriveren og Hertel og Nella maatte reyse Mandag; vi andre vare der, skiøndt det faldt mig tungt at tage fra min Lotta da hendes Lawson virkelig, efter mit Skiønnende, den Dag var det sletteste, jeg saae ham. Uden denne Ank og Frygt skulde det været ret morsomt. Der var foruden os, Pavels med sin, jo længere man kiender hende, jo behageligere, Hustroe, Widing, Lieutenanten, med sin Dagen før ægteviede Qvinde, Agent Bagges, en Olsen og Kiærulf (Professorens SysBrodersøn) fra Kbhn, som ere her oppe for at revidere de Regnskaber, som ikke kan nedsendes; og den 31brave Rasmussen – som I seer, mine Gode, adskillige fornøyelige Mennesker. Desuden var Mad: Wulfsberg det meest godlidende, jeg nogentiid har seet hende, og en virkelig tækkelig Værtinde. Ved Bordet gik det heelt lysteligt til, blev siunget og drukket Skaaler – ogsaa Eders Skaal, mine elskede Døttre dernede, og vor Professors, og Sverdrups – Den klinkede vi, Rasmussen og Pavels og Værten og jeg, og de svundne Dage stode for mig, med sine glæderige Aftener, naar vi saaledes sad samlede hos Justiskarens, og siden paa Skolen og paa Sinsen – det er forbi – «Det er forbi!» lød det endnu i mit Inderste, da de istemmede: «Giid hver, som sørger paa vor Jord, og ey sin Sorg fortiæner, sad glad som vi om dette Bord, med Viin og muntre Venner!» «Moer Koren, vor brave Presidents Skaal!» Jeg kunde neppe holde mit Glas i den zittrende Haand, og Taarene, de længe tilbageholdte, brød vældigen frem –

Da vi kom fra Bordet, var Kl: 6. Alle tre Barna mine og ‹…› Poppe listede sig ud og hen til den gode Frue Bergh, hvor jeg saa giærne vilde været med. Siden blev der spillet Lhomber og Boston, ved hvilket sidste jeg og Frue Pavels vare Tilskuere, medens vi vexlede mangt et skiæmtsomt Ord med den ene Bostonianer, Rasmussen. Hans Medspillende vare Værten og de tvænde Kiøbenhavnere Olsen og Kiærulf –

Mere og andet Nyt forefaldt ikke, uden at Frue Pavels og jeg kystes Duus, og I nu har en nye Syster, som I tildeels 32kiender og ynder, og alle vilde ynde, om I kiendte hende. Ogsaa aftalte vi, at giøre Følge i Vinter til Eger, hvorhen Slotspræsteparret havde bestemt sig at reyse i Julen; men jeg giorde dem det begribeligt, at vor kiære Provst da havde saa meget at tage vare, at han ikke kunde have ret godt af sine Venner, og det fandt de, som sagt, rigtigt, og at Dagene bleve længere og klarere i Slutningen av Januar, see, det vidste de før – Jeg fik siden en lille Sæddel fuld af kiærlige Bebreydelser fordi jeg ikke kunde komme til dem; da jeg ikke havde Hierte til at forlade min elskede sørgende Lotta og hendes syge Lawson, som saa giærne saae os alle om sig, bad jeg om Frietagelse for et Løfte, jeg i under alle andre Omstændigheder saa giærne havde opfyldt. Præsten skrev paa samme sin Hustroes Sæddel: at han alt havde tilmeldt min Egersøn, at jeg moderlig havde befalet dem Reysens Udsættelse; men det troer De ikke, godeste Frederich, og Du ey heller, Lisemoer! Jeg elsker ikke at befale, end ikke hvor jeg kunde have lidt Ret til det, mindre ved slige Leyligheder. Men rimeligviis har den brave Pavels taget det i en anden Forstand og troet, at en kiær Moders Bøn er en Befaling for gode Børn. Og saa maae og vil I tilgive baade ham og mig.

33Onsdagen var Presidenten bædre, og denne Bædring tiltog synlig hver Dag. Vel talede han ofte vildt, og sagde saa mange Pudserligheder, at man umuelig kunde bare sig for Latter, undertiden loe han selv med; men hans Kræfter tiltog, han fik Appetit og Søvn. Doctor Møller, som selv er meget svag, og har lidt meget ved sin Søns Død, kunde kun komme naar Veyret var taaleligt; Thulstrup kom i al slags Veyr, som oftest tilfods, og blev altiid nogle Timer, var munter og snaksom, og hans Nærværelse havde altiid den beste Indflydelse paa Patientens Befindende. Jeg har i disse Dage fattet megen Godhed for Thulstrup og for endeelendeel] uklart om det står endeel eller en Deel aflagt nogle Fordomme imod ham. Nu og da stial jeg mig til at skrive paa disse Blade, skrev engang til min Maja C med et færdigt Dagboghefte, og kom til ‹…› Pausen Pag:25 paa Tøyen.

Fredag den 7de, min Korens Fødselsdag har jeg jo omtalt heri? og at han kom, den Gode, Torsdagaften, for at see til den kiære syge Fetter og trøste de friske Bedrøvede. Søndag maatte han tilbage, og see! hans Hest, Børnenes, især Jesses Yndling, Væslerøen, var borte, fandtes ikke, og er til denne Tiid ey fundet. Han maatte ikke desmindre hiem. Mandag skulde jeg fulgt efter; men det regnede og var seent før jeg blev færdig, altsaa opsatte jeg det til Tirsdag d: 11te da jeg forlod det velsignede Tøyen og dets kiære Beboere 34med et langt lettere Hierte, end jeg fra Strømsøe saae det og dem igien. Min Sarotje bliver der, formodentlig til Vinterføret. Gud give baade hun og hendes Brødre kunde ved Ømhed og Aarvaagenhed for den kiære Syge, for den hulde Lotta og det hele Huus søge at fortiæne en Deel af den Godhed, af alle de Glæder, de der har nydt og nyder! Det er jo virkelig deres andet Hiem; ogsaa veed jeg, de elsker den anden Fader og Moder i denne Oncle og Tante, glædes og lider med dem som med os. Det traf saa heldigt, at min Wilhelm havde nesten 8 Dages Friehed efter Examen, og veeg han i al denne Tiid saa sielden mueligt fra den faderlige Oncles Sygeleye, og var den ømme Tante, den troefaste utrættelige Kista Hertel, som de begge siger, til megen Lettelse. Ja, I kan troe det, Elskelige, det er en hiertens brav Yngling. At han ved denne Examen som ved forrige fik Udmærket nesten for alt, var den 1ste i Ordenen osv, er ikke saa smigrende for mit Moderhierte, som det Vidnesbyrd, det Lykønskende, jeg læser i alles Øyne, som taler om ham. Min Jes gik det denne Gang ikke saa aldeles godt – Hovedcharakteren i hans Charakterseddel var Godt; men Wilhelm og flere forsikkrer, der burde staaet et Meget til, og jeg saae paa Broderen, at han giærne havde bortgivet nogle af sine Udmærket, ja selv sin Premie, Sneedorfs Skrifter, for at faae dette lille Ord indført til Opmuntring for den nedslagne Gut. At han i Sommer har gaaet til Confirmation, og er første Gang examineret i den Classe, har vi 35allesammen ført ham til Gemytte, som trøstende og beroeligende, men længe forgiæves.

Jeg giør efter Sædvane ingen Undskyldninger for denne lille Afvigelse, overhovedet ingen for alle de Uordener, Sammenblandinger, og maaskee endog Utydeligheder I vil finde mange Stæder i dette vigtige Værk, og især i disse sidste tre Ugers Efterretninger, der saa ganske er Hukommelsesværk, og I veed, hvor liden Fordring Eders Moer Koren tør giøre og giør paa Hukommelse. Dog veed jeg, her ingen væsentlige Urigtigheder er indløbet; men glæmt er vel noget, og meget ikke sagt omstændeligt nok, ak! og alt ikke saaledes, som jeg vilde sagt det, som jeg har følt det –

Altsaa den 11te October, i Tirsdags mod Aftenen kom jeg tilbage til det kiære, det hyggelige Hiem. Føret var yderst slet, Veyret saa taaleligt. Men jeg veed godt at forkorte mig en kiedsommelig Vey, var den end nok saa lang, naar det kun er roeligt i min Siæl. Da farer Tankerne saa vide om, da afløser, eller snarere frembringer det ene Drømmerie det andet, og Miil efter Miil er lagt tilbage før jeg veed det.

Min Koren, de søde Glutter, alle Husets Folk, og Poppenheim, som paa Søndag tager til sin Enkemand, modtog mig med Glæde og Gammen, og alt var vel saare vel, hvorhen jeg kom, hvorhen jeg saae –

Og i Dag er det Torsdag den 13de. Chrystie og Lehnsmand R‹iis› har været her, var her i Nat, og reyste nu, det er alt, hvad her er passeret. Og har jeg nu ikke været en flittig Mama Koren til at skrive! ja saa bra som selve Presidenten

36Fredag 14de Kun melde Eder vil jeg, at jeg i Morgen tager til min kiære Rikke, som jeg umuelig længere kan være saa nær uden at see, og derfra Søndag til Hr Munthe, hvorhen vi alle ere budne i Anledning af Poppenheims Indtrædelse i hans Huus. Vi spaaer alle, at vi snart kommer til at hilse hende som vor Sognepræstekone. O! var det nu i Morgen, og et Brev fra Tøyen havde beroeliget mig! jo mere det nærmer sig til den Tiid jeg kan vente Efteretninger, jo ængsteligere bliver jeg. Maaskee er der ogsaa noget fra Dig, elskede Maja! som jeg intet har seet fra endnu, og da faaer jeg høre lidt, troer jeg fuldt og fast, fra Egerbarna mine, som jeg ikke endnu‹,› jeg slemme Mama, har skrevet til og sagt Tak for sidst, selv for de Finter jeg fik.

Til en Smule Adspredelse baade for Eder og mig, vil jeg fortælle en lille Anecdote, jeg hørte paa Tøyen, af hvem erindrer jeg ikke. Den fameuse tønderske Familie fra Drammen, var i Høst i Christiania, og logerte hos Mad: Leuten. Uden for stod deres Vogn, et fælt Skrummel. Biskop Lumholz, hvis Nysgiærrighed er liig hans Halstarrighed, spadserte der forbi med sin Frue, og maatte hen at bekigkke denne Anthiqvitet. Han maatte finde meget Seeværdigt paa den, thi han gik den flere Gange rundt, hvilket ennyerede den 37pertentelige Bispinde, som endelig utaalmodig udbrød: «Hvad finder du da at besee paa det gamle Skrog?» En af Frøken Tønderne, den rafinerede Sille, stod inden for Vinduet og hørte og saae alt. Stærkt fornærmet ved Bispindens Udtryk, rev hun Vinduet op og raabte til hende: «Gamle Skrog! ih see engang! Pas hun selv paa sit gamle Skrog, lille Madam!» og dermed slog hun Vinduet furieost til for det forfærdede høyærværdige Ægtepars Næse. Om nu dette ikke skulde give den Gamle en Advarsel for Fremtiden? Dog, han er vel i dette som i alt uforbæderlig.

Tirsdag 18de Hvilken Festdag var den forrige Løverdag mig! min Rikke fandt jeg vel ikke saa brav, som jeg havde ønsket det; men hun blev bædre og ganske rask inden Aften. Fogden var borte, vi sad ved vort Arbeyde, og den ene Time gleed behageligt og umærket efter den anden under Samtaler og Spøg med de velsignede Glutter. Kun mod Aftenstunden begyndte jeg at blive lidt uroelig, da jeg intet Bud fik her hiemme fra. Jeg havde nemlig giort Anstalt til, at de Breve, Posten bragte mig, strax skulde blive sendte. Endelig, Kl var henimod 8, kom de, tre paa engang, alle, hver for sig saa velsignede, saa kiære. Min Sarotjes brød jeg først, for at see hvordan vor gode brave President befandt sig. Lotta mi havde ogsaa deri skrevet lidt. Og Gud skee Lov! han bædres mærkelig. At Lotta endnu er frygtsom, især da Patienten alt begynder at blive lidt selvraadig og uforsigtig, det undres jeg ey over; men 38det foruroeliger mig ikke, da Sarotje ved den hele muntre Tone i sit Brev overbeviser mig om, at al Fare er ganske forbi. Nu de andre to Breve – et fra de elskede Døttrene mine i Kbhn, et fra min dyrebare Maja C:. Jeg vidste ikke hvilket jeg først skulde tage fat paa; men Rikke bestemte mig ved hendes Længsel efter at høre noget fra Kbhn. Dog, der var intet, som der aldrig er i noget Brev dernede fra, som kaldes Nyt. Men for mit Hierte var der desmere. Her min Tak, I Elskede! for det kiære lange Brev, der dog i flere Henseender bedrøvede mig, ogsaa fordi mit Sidste ikke var kommet frem, et Brev, som for sin Længde og alt hvad det indeholdt vilde været Eder saa kiært. Endnu i Dag skal jeg i det mindste begynde et ligesaa langt til Eder; men gientage hvad der stod i det Forrige bliver mig ey mueligt, og først naar I engang læser disse Blade (ak! naar!?) vil I maaskee deri finde de Nyeheder og Efterretninger som jeg veed, har saa megen Interesse for de varme Norges Døttre.

Ogsaa Dit Brev, kiæreste Moer Cappelen, det ømme kiærlighedaandende, skal i Dag blive besvaret. Det var af 6te d: M:, og først den 15de13] rettet fra: ‹…› ved overskriving fik jeg det. Og saa gaaer det stedse. Nu har Du da vel faaet mine fra Tøyen, og fra vor Lotta med end et Hefte af Dagbogen. Dog, erindrede jeg nu andet, end det var et Brev jeg her malede paa! Ja, sligt maae I finde Eder i, Børn!

Efter vi havde lagt os, kom stakkels Futen, i Rægn og Bælmørke, og tilraabte mig endnu en Hilsen fra Hovind. Søndag Formiddag tilbragte jeg som Aftenen 39før, kun med den Forskiæl, at nu den interessante Vært gav Conversationen mere Afvexling. Atter med denne Post kom en Ordre fra Amtet, der saa ganske, om ikke modsagde, dog kom i Collission med nogle forudgangne, at det er en Ynk og Jammer at tænke sig sligt Væsen. Ja vel havde R-n Ret, da han i Selskabet hos W-g i en lignende Anledning sagde med sammenfoldede Hænder og et comiskt Suk: «Gud frie os fra dette Storkors!» Men mange sukker ret alvorligt over det. I mange Tilfælde er det dog baade sandt og vist, at Svaghed udanretter ligesaa meget Ondt, som Ondskab selv.

Paa Ullensager Præstgrd var foruden os alle fra Hovind, ingen uden Giørups, en Lieutnant Lund og tvende tydske Chirurger fra Lazarettet paa Nordlie. Chrystie kom om Eftermiddagen. En af Tydskerne, en ung Preusser, benamset Steffens, var sterbens forliebt i Lina. Hun sad ved et lidet Bord med de andre Smaae, og han fik ikke Madroe for at dreye Hovedet om efter hende hvert Øyeblik, saa den uskyldige Glut ved denne hende uvante Stirren sad saa rød som en Rose. Hans Henrykkelse yttrede sig i adskillige Udraab: Schönes Mädchen! Englisches Kind! og ved ethvert af disse blussede Lina høyere, skiøndt hun intet andet Begreb havde om disse Ords Betydning, end hvad Indstinkten lærte hende. Hun har dog siden fortalt mig, i Anledning af nogle Viser, samme Person sang, at hun vidste, Mädchen var Pige, og Kind Barn, osv saa man virkelig skulde troe, hendes lille Indbildningskraft 40havde arbeydet paa at udfinde Betydningen af hine tydske Udraab. Koren i det mindste paastaaer det er saa, «og saadan er I alle fra den spædeste Alder.» siger han. Uagtet saadanne smaae Malicer er han mig dog saa kiær den Skriver, at jeg ikke nænte at reyse fra ham Søndag Aften, da han skulde ligge hos Munthes, for Dagen efter at tage til Gierdrum. De andre herfra toge alle hiem i Regn og Mørke; men da Hertel var Kudsk og de alle vare vel indpakkede, frygtede jeg for intet, og de kom Gud skee Lov vel hiem, og jeg fandt dem alle friske da jeg, først henimod Aften, kom hiem i Gaar, langt friskere, end jeg var. Ja, det var en slem Dag i Gaar kan I troe, skiøndt det var den evigvelsignede 17de Octbr min 21de Aars Bryllupsdag. Jeg havde endnu i Søndags rost af at Hovedpinen i saa lang Tiid, fast en heel Maaned, ikke en eneste Gang havde meldt sig; men saa kom den med al sin Vælde, for at betyde mig, jeg ikke skulde troe dens Magt var formindsket, eller være tryg fordi den gav længere Pusterum. I Dag er det nu saa som saa; men langt bædre, Gud bevar’s!

En Nyehed maae I dog vide: at jeg i Dag første Gang har forsaget Morgen Caffen, og vedbliver nu at nægte mig denne styrkende, qvægende Nectar alle Morgener, Festdage undtagen, indtil den skammelige høye Priis falder tilbage i det mindste til det halve. Det var rigtig flaut at see den stakkels Theepotte allene paa Bordet, og jeg ærger mig ikke lidt over mig selv, fordi jeg finder det 41saa, og skal være en saadan Træl af mine Vaner, at jeg strax jeg aabner Øynene skal tænke med et Suk (ja lee ikke, mine Venner! jeg sukkede virkelig) I Dag faaer du ingen Caffe – før Eftermiddag. Min Koren vil, jeg skal lade lave for mig allene; men jeg siger med Minna Barnhelms Franciska: jeg kan ligesaa lidt drikke Caffe allene som sladdre allene» – Nu nok Sladder om den stakkels kiære Drik. Jeg vilde kun, I skulde lee lidt over mig, eller ynke mig lidt, alt ligesom I selv griber meer og mindre dybt I Eders egen Barm –

Stakkels Poppenheim tog Afskeed fra alle sine Hovind Venner med vaade Øyne. Hun faaer det vist godt hos den snilde Præst; men det er saa egen en Sag med den Omskiften fra Kiendte til Fremmede –

Den 20de Torsdag. Gud skee Lov, Brev fra min Sarotje, og Presidentens Bædring vedbliver mærkelig. Men Lotta nu er syg, maae holde Sengen. Det er hendes sædvanlige Gigtsmerte, siger Sarotje, smertelig men ey farlig. Ved Nattevaagen har hun nok paadraget sig den, og ved Forkiølelse. Giid jeg nu var hos Dig, elskte Veninde! og sad ved Din Seng, og stunddom ved Presidentens, som nu allene sukker over Kistas strænge Comando, da han ey maae faae alt hvad han vil.

I Gaar og i Dag har jeg været flittig, skrevet et langt, tæt Brev til Døttrene dernede, sendt deres til Sally, som ogsaa fik Brev, NB fra mig, og skrevet til min Maja C: til Fr: Bergh, til Zarine Biltzing, og nu til Sarotje. Saa sender jeg ogsaa Karamsen i Dag afsted til liden Petruska, og har, kort sagt, ret travlt. Min Koren bragte mig i Aftes den ubehagelige Efterretning: at min lille Gudsøn i Hurdalen, Forvalter Kreftings nest Yngste, er død meget hastig, faa Dage efter Moderens Nedkomst, og mens 42Faderen var paa Toten. Hun er dog, Gud skee Lov, temmelig frisk. Ellers pleyer mine Gudbørn leve og trives saa vel, og dette var ogsaa en vakker og rask Gut –

«O lykkelig den, som vor Verden forlader,
Endnu før han lærte at kiende den ret!»

Ja, det er vel saa; men saaledes at see sit skiønne Blomst henvisne og døe, det Blomst, vi opelskede med saa megen Omhu, som alt lønnede os med sin frydelige Farve, sin søde Duften – o, det Blomst, hvis Rødder omslyngede vort Hierte –

Løverdag 22de Bedst som jeg sad i Aftes, og for første Gang i lang Tiid skrev ved Lys, skrev til Sarotje, og just fortalte hende min Gudsøns Død, bankede det stærkt paa Dørren. Denne Lyd har altiid, selv i Byerne hvor den er saa almindelig, noget uforklarlig ubehageligt for mig. Jeg foer høyt i Veyret, Dørren aabnedes, og – ind treen Jette Degen. Hun fulgte med Forvalter Krefting, i hvis Huus hun er. Han er i Dag taget til Byen, og hun bliver her til hans Tilbagekomst derfra – Det traf saa underligt, at de kom just som jeg talte om den lille Yndlings Død. De gode Forældre har, som jeg kunde tænke mig, græmmet sig meget. Saadan som nu Krefting blev hentet fra Toten, blev jeg engang hentet fra Christiania, for at være Vidne til et elsket Barns Bortgang herfra. Det var min søde Enevold, Glædens og Sundhedens Billede, og Eders Gudsøn, I Dyrebare! Sally, Katty, Treschow – Uforglæmmelig bittre Hiemreyse! Med Krefting har jeg sendt et langt Brev til Egerbarna, et kort til min Sarotje, og med ham faaer jeg Onsdag vide nøyagtig, hvordan det staaer til paa Tøyen.

Og i Morges fik vi Caffe, fordi her var Fremmede. Det er rigtig Umagen værd, endog frievillig at negte sig en og anden saadan Skiødevane, for siden at nyde den dobbelt

43Saa erindrer jeg ret godt, at jeg som Barn ofte om Vinteren stod op om Natten, og giorde nogle Toure omkring i det kolde Kammer, for at have den Glæde, at komme forfrossen ned i den giennemvarmede Seng. En af de deyligste physiske Nydelser jeg endnu kiender –

En behagelig Efterretning bragte Forvalter Kreft: som især vil være min Sarotje saare frydelig. Præsten Hannestad, som just kom ned til Kbhn i den sørgelige Tiid, kort før dets Beleyring, og har som Søgende lagt dernede siden, tilligemed sin Kone, en Jomfr: Bigum, Sarotjes Ungdoms Veninde, er nu bleven befordret til Voss ved Bergen, og ventes daglig herop. Maae kun den unge høyt frugtsommelige Kone lykkelig overstaae Reysen!

«Saa vandrer Sorg og Glæde Haand i Haand
Paa Livets torn- og rosen-strødde Veye» –

Søndag 23de Vi skulde i Dag alle været til Gierdrum, hvor der er Confirmation. Men den maae takke Gud, som i sligt Veyr og Føre kan faae sidde hiemme i sin søde Roe. Hertel og Vold toge allene did. – Et Brev fra min Wilhelm, det eneste med Gaars Posten, bekræfter Presidentens, med mere Hurtighed, end der lod sig formode, tiltagende Helbredelse. Han har alt sadt oppe og spillet i Brættet og Lhomber. Giid han kun ikke forvover sig! Med min kiære Lotta var det som da Sarotje skrev.

Og nu er det, skiøndt Kl: kun er 4, saa mørkt, at jeg neppe kan see, Regn og Hagl pidsker paa Vinduerne. Hu, det er fælt! og de arme Krigere, som nu maae døye saa ondt! Gud styrke dem til dette og alt hvad der endnu forestaaer dem! Hver Gang jeg har det ret godt (og det har jeg ofte) tænker jeg paa dem og sukker, og kan ikke fryde mig meer saa ganske af Hiertet som ellers.

Man lærer i denne Tiid at oeconomisere med alt, ogsaa med Læsning. Jeg har nu tilendebragt de sidste Dele af Moritz’s Erfahrungsseelenkunde, hvori jeg har fundet meget Godt, meget, som 44ikke tilfredsstillede mig, og meget, som gik over min Horizont. Det behandlede jeg da a la Jalles, som «flittig Hilsen fra min Kone. Nu skal jeg tage fat paa Linas Ferien, et periodiskt Skrift i 8 smaae Dele, som tilhører min Thrine Cappelen. Herinde i mit eensomme Kammer læser jeg min kiære Herders vom Geist der Ebräischen Poesie. Det er mig sand Siæleføde; men som sagt, den maae nydes i Roe og Eensomhed. Det andet er Aftenlæsning mellem Glutterne, tildeels for dem.

Mand: 24de Jeg har nu giennembladdret et Par Bind af disse Ferien, uden at finde noget synderlig efter min Smag. De fleste Stykker burde paa ingen Maade have Plads i et Skrivt, hvis Tittel og hele Indretning viser, det er bestemt for mit Kiøn. Saa er der for Ex. et Kobber af og Fortælling om den fameuse, i Ulfeldts Historie indviklede Dina Schumacher, en Skabning som var blandt de Foragteligste, jeg kan tænke mig; og hun fremstilles her som et Exempel paa Heroisme, glimrer paa den ædle ulykkelige Eleonores Bekostning – fy! Men Koren‹,› som har giennemlæst alle Bindene, siger, det er et og andet ret lesværdigt, og det sagde ogsaa min Thrine. Jeg maae, seer I, nu det stunder til den fæle Slagtning, have et Forraad af Fortællinger, som kan holde ud saa længe denne, Aarets leyeste Beskiæftigelse, varer. Den begynder i Aften. Giid den ogsaa var forbi! I det mindste Dyrenes Dræbning. O! at alt dette Myrderie skal være saa uundværligt til vort Livs Ophold!

Forestillingen om denne fæle Nat, og det reent melancholske Veyr, giør mig selv mit lille grønne Kammer saa underligt øde. Men hvorhen tager jeg min Tilflugt? I Stuen er Jette, den hiertensgode Jette, men som med al sin Hiertens Godhed er, i det mindste for min Stemning i Dag, hiertens kiedsommelig ved sin evindelige, om en Axel, Opdragelsen, sig dreyende Prat – Hun mener det godt – Aa ja!

45Tirsd: 25de Da jeg vaagnede i Morges, var jeg ret syg. I Begyndelsen var det blot Hovedsvimmel, som min Koren troede at curere ved at lade lave Caffe. Jeg selv troede, den, og især den Forsikkring: at alle Creaturerne vare længe siden døde, skulde fordrevet det Onde; men det blev ved, og endnu er jeg saa mat, at jeg neppe kan skrive. Det fæle, fæle Veyr vil jeg troe, er for en stoer Deel Aarsag i dette mit Sletbefindende. Nu nyelig var det mørkt, som om Kl havde været 6, og endnu er det ikke Middag. Uophørlig Regn og Slud – Og fast intet Øyeblik kan jeg lade være at tænke paa alle dem, som ere udsatte for denne slemme Aarstiids meer end almindelige Ubehageligheder. O! havde dog Alle det saa godt, som jeg! Troe mig, mine Elskede, der er mere Egen- end Menneskekiærlighed (eller rettere Nætekiærlighed) i dette Ønske. Hine Tanker og Forestillinger forbittrer mig alle mine Glæder. Og vi vilde jo alle giærne have disse saa uforstyrrede, som mueligt –

Onsd: 26de Ney, den Drøm, jeg havde i Nat var saa roesom, at I endelig maae have den her, mine Venner! Jeg var, syntes jeg, «i min Ungdoms Blomster» som Tante Lotta pleyer sige, og skulde være gl: Khrr: Adlers Dame til et stort Ball[.] Dette er det Løyerlige. Thi at jeg aldrig blev færdig, at nesten alt som skulde pryde mig, var vaadt og ufærdigt, er som i alle Drømme. Men gamle Adlers Balldame, og at jeg tænkte paa, hvilken Figur vi vilde giøre i Dandsen – ney, I kan ikke troe hvor snurrigt det var, selv i Drømme.

I Dag, i dette nesten meer end almindelig afskyelige Veyr, skal den gode Krefting komme tilbage fra Byen, og med ham Efterretninger fra Tøyen – Jette er rigtig go aa ha alligevel. Vi tirrer hende paa mange Sæt og Viis, og især med, efter Aftale ka‹…›skade på papiret 46I tænke, at bagtale hendes Yndling, Sara Koren, og endskiøndt I veed, og maae vide, at det altsammen er Spøg, bliver dog ganske ordentlig vreed, og gaaer ofte sin Vey i reen Harme. «Saa vil I kanskee ha det?» – Ney, det kan jeg dog ikke sige. Man kan sandelig ikke andet end holde af hende for hendes faste Hengivenhed til dem, hun holder af. Jeg troer, uden Hyperbol, at hun lod Liv og Blod for dem. Og denne Forestilling giør alle hendes Underligheder, tildeels flyder af bemeldte Hengivenhed, taalelige, selv naar de falder i det kiedende – som ofte er Tilfældet.

Nu maae jeg ud til mine flittige Smaaepiger ved Kiødskrabningen etc, hvor selv Lina fra tidligste Morgenstund har sadt saa troet. Men nu skal ogsaa en kostelig Historie være deres Belønning

Tord: 27de Kun halv glædelige løde Efterretningerne fra Tøyen med den gode Krefting, som giennemblødt til det Inderste, kom her i Aftes. Presidenten er raskere, end man torde vove at haabe, han saa snart vilde blive; men min fromme Lotta endnu ussel, og lidende meget af sin Gigtsmerte. O! var det kun mueligt, at komme ind og see til hende!

Et Brev bragte Kreft: mig ogsaa fra Dig, ømme vennehulde Maja! og et fra Sarotje, som med slig Glæde fortalte at vor kiære Don Pedro har været paa Tøyen, og maatte ind til vor Lotta, hvor syg hun var. Det var saa velsignet snildt af ham, og hvor hurtig han, efter Skik og Brug, var, veed jeg dog vist, dette Besøg har været dem alle saa kiært.

Med vore Folk som nu skal ind med det sidste Magazin Korn (de arme Heste! Føret er fast ubeskrivelig slet) har jeg i Dag meget at skrive. Og som jeg seer, er nu ogsaa mit Hefte færdigt, og kan med det samme gaae sin sædvanlige skiæve Gang – Giid jeg kunde gaae den saa let!

4728de Octbr Fredag. Den brave, retskafne Krefting er nu reyst, og med ham den snurrige Jette. Veyret synes at vilde sætte sig, og jeg mener, det kunde have afraset, og at det især i Nat har udtømt al sin Harme. Det var en Storm! alle, de bedst tillukte Dørre endog, sprang op, og Hagl og Slud larmede omkap med Stormens fæle Tuden. Solen har i Dag et Par Gange smilet saa vemodsfuldt blidt, som den taalig Lidende, der udmattet af langvarige Smerter finder i denne Mathed, der dog ikke er andet end Uformuenhed til at lide længere, Trøst og Lindring.

Jeg fortalte Eder jo, Elskede, at en ung Præst, Hannestad, gift med en af Sarotjes Ungdoms eller Barndoms Veninder, ventedes op i denne Tiid. Arme ventende Moder! du kan længe staae, lyttende efter hver Lyd, ved Vinduet. Du seer dem ikke den lange lange Vinter igiennem, og nær ved var det, du aldrig skulde seet dem – De toge fra Kbhn i Følge med Kunstdreyer Nielsen fra Christiania. Tre Gange maatte de vende tilbage, først skrækket af en engelsk Kaper, saa for en heftig Modvind, og endelig tredie Gang, de gik ud, kom de paa Grund, og vare i den øyensynligste Livsfare. Alle, selv de kiækkeste, tabte Modet, kun Ovidia Hannestad ikke. Hun blev roelig, som havde hun sadt i sin gode Moders Stue, siddende i Kahytten, og paa hendes bekymrede Mands og Nielsens Spørgsmaale: hvordan det var med hende? svarede hun: Meget godt, og stræbte at opmuntre dem. Endelig kom de af Grund, Faren var forbi. Nu spurgte Nielsen den unge Kone, hvor det var mueligt, hun kunde være saa roelig? Eller, blev han ved, kiendte De maaskee ikke, hvor stoer Faren var? «Jo» svarede hun, og blide Taare gleed sagte ned paa hendes Kinder, «jeg kiendte Faren, og saae Døden for mig; men jeg har 48alltiid bedt Gud om, at jeg maatte døe med Hannestad, og dette Ønskes Opfyldelse troede jeg nu at være saa nær» –

Men hendes Mand, hvis Angst for den elskede Hustroe endnu havde een Grund, da hun fast hver Stund kunde vente sin Nedkomst, vilde intet nyt Forsøg vove, og blev i Corsør, hvor hun nu, haaber jeg, har overstaaet, Gud give lykkelig, sin Barselfærd, og er ved et nyt Baand bundet end fastere til sin Mand og Livet –

Løverdag 29de October.

I Dag for 14 Aar siden, Kl: mellem 5 og 6 om Morgenen saae min fromme Maria første Gang Lyset. Den er altsaa ogsaa blandt mit Livs mange lykkelige Dage en af de lykkeligste. Vel har ingen af mine Børn kostet mig flere Taare, end denne blide, ømme, men nesten altiid svage Pige. Men nu, evig Tak være dig, Alfader! ere disse Taare aftørrede. Hendes Legeme faaer daglig mere Fasthed, selv under denne stærke Væxt, som jeg dog tilskriver de smaae Skranterier imellem, ogsaa i disse Dage, men som, efter alle Lægers og Erfarnes Forsikkring, ganske vil ophøre, naar hun er fuldkommen udvoxet.

Hun sad saa troet, som hun er troe i alt, hvad hun foretager sig, to hele Dage ved Slagteriet. Men megen Stillesidden har hun aldrig taalt. Nu maae hun være paa sit Kammer, hvor Lina nesten intet Øyeblik forlader hende, uagtet de mange Fristelser der kunde lokke hende ned. Denne indbyrdes Kiærlighed og Hengivenhed udgiør en af mit Livs sandeste Glæder.

Fordi intet er min Maja saa kiært som en Bog, gav jeg hende en peent indbunden Nytaarsgave for Damer, da jeg intet andet nogenlunde passende havde ved Haanden.

Mandag sidste Octbr Her er jeg, Elskede, med mine matte Øyne, mit endnu mattere Hierte. Det var en tung Nat. Min Wilhelm er syg, skrev Mad: Hansten i Gaar. Ak! maaskee meget syg! Og Føret, 49siger de alle, er nesten ufremkommeligt. Og dog! giid jeg havde fulgt den troefaste Hertel, som reyste Kl 4 i Morges, som nu om faa Timer veed, hvordan det altsammen er – O! hvorfor kan jeg ikke ride – kun ridende er det mueligt, at komme frem. Min Koren holder uopsættelige Forretninger tilbage. Han og alle forsikkrer mig, det ey kan være farligt, da Moer H: ellers maatte skrevet anderledes, da de paa Tøyen ikke engang vidste, han var syg. Men med det arme Moderhierte er det saa underligt. O! at denne Dag og Nat og Morgen Formiddag var forbi! «Er der mindste Fare, sagde Hertel, skal De have Bud inden Tirsdag Middag.» – Men o Gud, om nu et saadant Bud kom! Det er en nesten uudholdelig Tanke –

Paa Tøyen, Gud skee Lov! skal alt være i Bædring – Den gode Walbohm blev bragt til sit Hiem i Gaar med en brudt Arm. En Hest havde løbet løbsk med ham, og han væltede med Kariolen. Han er imidlertiid roelig, og haaber, snart at blive brav.

Hvad skal jeg have at sige Eder i Morgen? O! Almægtige, algode Fader! giv, at jeg kunde sige noget! Trøsteligt maae det da være.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.