I de lange Nætter

av Camilla Collett

Første Nat.

I mine første Ungdomsaar holdt jeg Dagbok, hvori der dog ikke blev skrevet hver Aften, men, ligesom naar man paa en Søreise ligger for Vindstille, naar jeg følte Grunden tryg under mig. Dagbogen gav efterhaanden Plads for den friskere, fyldigere og i alle Maader rigere Brevveksling. Ogsaa denne forstummede efterhaanden, eftersom de herlige Mennesker, med hvem den førtes, stege ned i Graven og lode mig ene paa Scenen. Saa tænkte jeg mangen gang, naar jeg saa disse Masser af Brevskaber og Papirer: Det var maaske værdt at ordne dem og forsøge paa at bringe noget helt ud deraf. Naar alle disse spredte Stykker sindrig føies sammen, hvad vil der komme ud deraf? Altid et ret merkeligt Stykke Menneskeliv, ikke merkeligt ved usædvanlige og spændende Kombinationer af Begivenheder, men ved den Sjelens indre Glød, de fulde Hjerter, der banke deri. Men, men! hvem skulde læse det! Jo, saa vilde jeg forsegle det og testamentere det til et af mine Børn, der havde vokset sig fortjent til denne Arv – et af mine Børn, der maaske vilde blive det mindst bemerkede, men som jeg allerede nu med en smertelig Sympathi føler vilde blive det mindst lykkelige: det maatte eie mest Hjerte, det ømmeste, svageste, stærkeste Hjerte af dem alle.

2Men jeg mistvivlede altid om at faa udført dette uhyre Arbeide. Traaden, der gik gjennem det hele, var engang bleven pludselig afreven ligesom den undersøiske Telegrafstreng, der brast, netop som man drømte den stolteste Drøm om at forene tvende Halvkugler. Saa havde jeg længe opgivet det, og det gik næsten i Glemme. Heldigvis er Livet et Eventyr! Ja, et Eventyr! Saa har jeg altid fundet, det har været, og tilsidst maa man ikke studse eller fortvivle over noget – ikke engang naar man har tabt Traaden paa Bunden af Havet. En smuk Aften sidder du i Baad paa den blanke Fjord, hvor Fiskene hoppe i Sollyset. Du lader dine Fingre legende glide gjennem de linde, friske grønne Vande, da griber du pludselig noget, som du tror er en lang, svaiende Tagstengel . . . . Kjere Venner, det er jo et Eventyr! … Jeg fandt Traaden, jeg fandt den pludselig, engang som jeg mindst drømte derom, og nu skal jeg med Guds Hjælp bringe den over og knytte den til Evighedens Strand.

Det er af dette storartede Verk, der først skal skrives, at jeg anteciperer enkelte Træk, hvortil jeg havde gjort et Slags Udkast. De ville gjengive nogle Erindringer og Indtryk – indtil en Livsperiode, da jeg paa en Maade selv blev mig bevidst og begyndte at leve, Billeder fra min Barndom og tidlige Ungdom, som jeg nok uden Fare for Mistydning af den rette Tilhører freidig tør meddele. De ere skrevne for mine Børn og min egen Samvittighed; de bære derfor Sandhedens evige Berettigelse i sig. Maatte de med denne Sandhedens Magt tillige tjene til at kaste et renere Skjær over nogle Karakterer og Forhold, 3der, hidtil kun seede i Offentlighedens grelle, usikre Lys, aldrig rigtig helt eller med Ro ere blevne opfattede. Forresten vil dette Afsnit, fraregnet nogle Forsøg til en Familiekarakteristik, intet paafaldende indeholde, ingen merkeligere Oplevelser og Begivenheder end mange kunde meddele dem, naar de blot vilde, naar de ikke af Magelighed og uforstandige Betænkeligheder lode det være. Nedskrev enhver, der dybere havde levet, om end mindre bemerket, med Sandhedens Mod og Frihed, hvad de havde oplevet, saa fik man en Lekture, der vilde bringe Menneskeheden kraftigere fremad end meget af det Digt og Hjernespind, man nu næres ved. –

Jeg er den næstyngste af fem Søskende – vi have ikke været flere – hvoraf min ældste Broder hedte Henrik. Født i Christianssand den 23de Januar – ja, Aarstallet vil jeg ikke sige. Det kunde gaa mig med mine Tilhørere, som det gik mig med en Kavaller, der for et Par Aar siden opfordrede mig til en Dands. De kunde maaske synes, at med den Alder maatte man skrive ganske anderledes sat og fornuftig og aldeles ikke lade Pennen dandse. Min Kavaller var nemlig nærsynt, han stod i den Tro, at han havde engageret en Dame, der netop vilde tage sig ud i en majestætisk Lancers. Han var yderst underholdende og behagelig, indtil jeg tilfeldigvis kom til at omtale, hvor gammel jeg var, da Rigsforsamlingen holdtes paa Eidsvold. Da blev han besynderlig tankefuld og alvorlig, ligesom naar man skal regne et indviklet Stykke ud i Hovedet og ikke kan faa det til at gaa op og ikke kan slippe det heller. Nei, nu er jeg bleven klogere.

4Fader var paa Rigsforsamlingen i 1814 og forelskede sig der i den pragtfulde Egn omkring Præstegaarden, hvilket var af stor Betydning for vor Fremtid. Han har siden vist mig den Plet med Udsigt over Elven, hvor det første Ønske om at søge Kaldet opsteg hos ham. Ak, havde denne Plet været lidt mindre deilig! Jeg havde netop fyldt mit fjerde Aar, da vi indskibede os til Christiania.

side5

Fra mine tidligste Barneaar i Christianssand har jeg endnu de klareste Erindringer. Huset, vi beboede alene, Gaden udenfor, hvor Græsset spirede saa smukt mellem Stenene. De smaa Værelser med Kobberstik paa Væggene, den engelske Vugge med den rare Kalesche over, og at Henrik engang skulde vugge, medens Barnepigen gik ud, men vuggede mig ud paa Gulvet(!). Ogsaa Kongsgaard og Bragdø, det deilige Bragdø, hvor mine Tanter boede, mindes jeg saa tydelig, som om jeg havde besøgt disse Steder igaar. Jeg følte allerede da det forunderlig fortryllende ved Skjærgaardsnaturen, der er at regne som et lyst, muntert, naivt Barneeventyr, mod Indlandets storartede, overvældende, ofte pinlig længselsvækkende Skjønhed. Min første Kunstnydelse, husker jeg, blev mig tildel, engang min Tante Sara havde taget mig med i Theatret, hvor der blev givet Kotzebues «Galningen». Theaterdilettanteriet var netop dengang i sit Flor, og Privattheatret i Christianssand stod navnlig i Ry for de mange udmerkede Talenter, som der producerede sig. Jeg tør ikke dømme om denne Ting, jeg véd kun, at jeg var i høi Grad satisficeret, at Illusionen var saa fuldstændig, at jeg ikke kjendte min egen Moder, som spillede deri, og den naaede 7sit høieste Punkt, da den Scene kom, hvor Galningen springer ud af Vinduet. Jeg tænkte mig ikke mindre end to Etager, gav et frygteligt Skrig og blev for denne utvetydige Anerkjendelse af deres Kunstnerevne belønnet med at bringes ud og faa dygtig Skjænd til. Altid et Bidrag til Scenens Historie i min skuespilelskende Fødeby!

Søreisen til Christiania varede i fjorten samfulde Dage, noget som let hændte i hine Tider, men som nu rigtignok klinger noget eventyrlig. Man tænke sig fjorten Dage med fem smaa Børn, ombord i en liden Skude. Moder fortalte os ofte senere om de Møisommeligheder og tildels Farer, vi havde havt at kjæmpe med, men dog aldrig, som om det havde været noget leit og sørgeligt. Jeg tror, der var andet «Ty» i Folk dengang, de vare kraftige baade paa Sjel og Legeme, de bare sig ikke for saa lidet. Og hvad taalte ikke et Par kjernesunde, lykkelige Mennesker, der elskede hinanden, og som saa Livet foran sig farvet af et Rosenskjær! Stakkels Far og Mor! Jeg maa formodentlig have havt et konfust Indtryk af en evig, ustandselig Vuggen, og at der ikke gaves mere fast Jord at træde paa. Jeg mindes kun, at vi en stille, klar Juniaften kastede Anker ved en liden Ø, nogle Mile fra Christiania, og at jeg troede, vi vare komne i Paradis. Hele Stranden var som oversaaet af den smukke hvidklokkede Saxifraga, og jeg sad midt i denne bølgende Eng i en Tilstand af stille Henrykkelse. Mine smaa Brødre klatrede jublende omkring i Stenhellerne. Fader stod nær mig, hans dengang endnu smekre Skikkelse og det fine, blege Ansigt rødt belyst af Aftensolen. Inde i Hytten var 8Moder med Pigen beskjæftiget med at lave The og koge Fisk. Da kom hun i Døren med min yngste Broder paa Armen og raabte til mig: Bina! Bina! Fader vinkede hende ned til sig. Hun skal herefter ikke hedde Bina, men vi ville kalde hende ved hendes andet Døbenavn – et Navn af en Rolle, hvori Moder havde spillet med megen Bravour! Dette blev sagt paa hans egne kategoriske Maade, der ikke fristede til Modsigelse. Jeg følte straks et ubevidst Velbehag ved det nye Navn og glemte aldrig at bringe det i Erindring, naar man tog feil. Naar mine Søskende vilde ærgre mig, kaldte de mig ogsaa Bina, indtil det forhadte Navn dog omsider døde hen. Nu, enhver faar tænke om det, hvad han vil, jeg tror, at Navnet, man faar i Daaben, ikke er uden en hemmelighedsfuld, ubevidst Indflydelse paa Individet. Noblesse oblige, siger man, og jeg tror ogsaa om Navne, at de paalægge Forpligtelser; jeg er endog overbevist om, at det Væsen, som hedder Coelestine, maa nødvendigvis arte sig anderledes, end om hun var bleven kaldt Stine. Bettina Brentano havde neppe skrevet sine planetstormende Breve, havde hun hedt simpelthen Tina. Mangen en Tina, Stina havde fortjent et andet Navn, og vil altid føle ligesom noget uharmonisk, en Kløft mellem sig og Navnet, hun ikke formaar at udfylde. Omvendt vil et brillant og fordringsfuldt Navn ofte virke parodisk tilbage paa sin Bærer. En anden Sag er det, om jeg for min Person har havt Grund til at lykønske mig til Omdøbningen. Maaske var jeg bleven et nyttigere, lykkeligere, mere agtet og yndet Medlem af Samfundet, havde jeg beholdt mit skikkelige husbagte 9Binanavn, der desuden har en ærværdig Hævd i Familien, da saa mange i min Moders Slægt har baaret det.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.