Ottende Nat.

Fra hine Aar, da jeg netop stod paa Grændsen af Barnealderen, ser jeg nu et Billede stige op, som jeg ikke mere kan bortvise. Ofte, i lange Tider, har det ligget begravet for atter i stille Timer at 54vaagne lige friskt, lyst og livsaligt – men aldrig har jeg været fristet til at drage det frem af sit Skjul for at gjøre det anskueligt ogsaa for andre. Det Navn, som fæstede sig til dette Billede, har jeg nævnt gjennem den hele Tonestige af det første enthusiastiske Venskab; jeg har nævnt det hver Dag, hver Time – i Drømme, indtil pludselig en Dag min Sjel lukkede sig over dette Navn, og jeg har aldrig, aldrig udtalt det siden. Det var Navnet paa en af mine Institutkammerater, og hun hed Christiane Schoulz.

I en Alder af fjorten Aar blev jeg sendt ned til Christiansfeldt, hvor jeg skulde forblive, indtil jeg havde fyldt mit Sekstende. Ideen dertil var, tror jeg, fornemmelig vakt ved en glimrende, men høist overfladisk Skildring, som en Reisende efter kun en Dags Ophold paa Stedet havde ladet indrykke i en Avis. Det ligger saa meget godt og hæderligt til Grund for denne Anstalt, som man vel skal vogte sig for at miskjende, men det gjælder om denne, som om alle af denne Art, at den passer ikke for alle; den magter ikke, ligesaalidt som nogen Skole, hvor Opdragelsesforretningen drives en gros, at yde enhver Individualitet, enhver Skjæbne sin særskilte Forpleining. For mange Naturer kan den maaske være en beroligende, høist velgjørende Overgang til det Liv, de siden ville føre, og jeg har hørt netop verdslig opdragne Børn prise den rolige Tid i Christiansfeldt som den lykkeligste i sit Liv. For mange ulykkelige Børn har det været en velsignet Havn, hvor de undertiden har slaaet sig til Ro for Livet. For mig var det Afsondring, Ensomheden kun i en anden, klosterligere Form end den, jeg havde været 55vant til. Men Meningen er jo ikke, at man skal indvies til at gaa i Kloster, men til at færdes i Verden bagefter. Man skal lære at kjende sig selv og sine Anlæg og Kræfter, og hvorvidt de due til at træde op i de Kampe, der ikke længe lade vente paa sig.

Jeg var vokset op som et Pileskud paa Marken, jeg kjendte kun Verden af Bøger og i det høieste af Moders Ungdomserindringer, der uheldigvis alle vare glimrende og lykkelige, og det er vist, at fraregnet en Smule Skolekundskab, der netop vilde ind i mit Hoved i samme Forhold, som jeg likte dem, der søgte at bibringe mig dem, kom jeg lige saa klog ud af Institutet, som jeg havde betraadt det, det vil sige, lige saa sky, konfus og ubefæstet, med et Ord fuldkommen uskikket til at begynde Livets Realitet.

Jeg var dertil et godmodigt, grundskikkeligt, velopdragent Barn, ubetydelig af Skikkelse, formløs i al min Væren, og af mit eget Væsens Hemmelighed forstod jeg dengang omtrent saa meget, som jeg den Dag idag forstaar Mathematik. Om man havde forsikret mig, at jeg var dum, ubetydelig, forkjert, utaalelig, saa havde jeg fundet det lige saa troværdigt, som om nogen havde gjort sig Umage for at indbilde mig det modsatte. Min Dømmekraft var som sagt Nul; desto rigere var jeg paa Idealer. Med denne ulykkelige Kombination af Egenskaber faldt jeg pludselig ned i en Kreds af ti, tolv jevnaldrende Børn, alle mere eller mindre kloge, mere selvbevidste, mere rutinerede end jeg. Det regelmæssige og tvangfulde Liv, den nøgne Tarvelighed, Institutkosten, vilde dertil lidet smage et Barn, der var opvokset i Frihed og en vis daglig Overflødighed. Jeg følte mig meget 56ulykkelig. Mest voldte dog Forholdet til de andre Børn mig Lidelse. Der var Børn fra alle Zoner, fra Europa, Vestindien, Surinam. I Spidsen for den lille Republik – thi Børnenes indbyrdes Stilling til hverandre afgav igjen en egen Stat i Staten – stod tvende smaa Kjøbenhavnerinder, der vare uadskillelige Veninder. Med det beskedneste, mildeste Despoti af Verden herskede de ikke desmindre uindskrænket. Enhver rettede sig ubetinget efter dem, ingen vovede at modsige dem, paa dem kom det an, om en Lærerinde eller en ny Elev skulde likes eller ikke likes, om Ølsuppe var en velsmagende Ret eller ikke. Det var begribeligt, at jeg stod bævende ligeoverfor disse smaa Diktatorer i hvide Jakonetsmodester. De vare nemlig ogsaa ens klædte, i hvide, lange Kardinalskraver og røde Halsbaand, maaske som Tegn paa deres Myndighed. Hvori denne Myndighed, denne Magt over de andre Børn egentlig stak, ja, det har jeg siden spurgt mig selv om! Vare de merkelige, vare de udmerket eller eiendommelig begavede? Ingenlunde. Det er den evige, aldrig løste Gaade af Middelmaadighedens Overlegenhed, denne mere trykkende, mere ulidelige Overlast end nogen anden. Maaske er denne Overlegenhed ingen anden end Bregnernes; de trives og kneise i Forhold til deres Mængde og den sikre, brede Plads, de indtage. Kunde Bregnerne tale, vilde de ytre sig meget haanlig om enhver uensartet Vekst, der var saa ulykkelig at gro i deres Nærhed; men flyt engang Bregnen ind i en Jordbund, hvor ædlere Vekster høre hjemme og elskes, saa skulle vi se, hvad der bliver af Bregnen. Saa er det ikke umuligt, at vore 57smaa Diktatorer ved sin senere Omplantning have undergaaet en saadan expatrieret Bregnes Skjæbne. Naar jeg undtager et Par Stykker af et blidere, negativere Slags, var ingen af mine Stuekammerater særdeles eller ædelt udviklede, men enhver af dem førte dog allerede Kvindenaturens sterkt udprægede, karakteristiskmangfoldige Eiendommelighed omkring i sin lille Person. Sammenlign kun en Hoben Drenge i den Alder! Ikke til nogen af dem følte jeg mig sterkt tiltrukket. Det var derfor med mere Uro end Glæde, jeg hørte, at vor Kreds vilde blive forøget med et nyt Medlem. En Fru v. Schoulz, Enke efter en dansk Oberst v. Schoulz, havde meldt ikke mindre end tre Døtre ind i Institutet. En vakker Foraarsdag kom hun med dem, en ædel, høi Skikkelse, klædt i dyb Sorg, da hun for nogen Tid siden havde mistet en voksen Datter. De nyankomne bleve fordelte paa de tre Stueafdelinger, Christiane, der var femten, paa den ældste, Minnie paa den anden, og den yngste blandt de mindre Børn nedenunder.

Om Minnie, der dengang var tolv, tretten Aar, kan jeg kun bemerke, at hun var, selv i denne mest uheldige Alder, det skjønneste, man kunde se for sine Øine. Hendes hele Skabning, og hvert Træk, fra den lille, blege Mund, som hun bar lidt aaben, Profilet, indtil Panden, der var glat og hvid som paa Marmoret, saa den hele blaa Cellevæv viste sig under – alt var fuldkomment, ja næsten til Sælsomhed fuldkomment. Over denne Pande reiste Haaret sig i de bølgende Linier, som man kun ser paa Antikerne. Det var lyst solglindsende og stak underlig af mod de mørke, næsten staalblaa Øine. Hun var hvid – 58jeg vilde sige – som en Lilje, men hun lignede ikke en Lilje, hun lignede kun en Statue. Der var noget stolt, undineagtigt koldt ved hende, og hun bar sit deilige Hoved lidt tilbagekastet. Der var ikke Spor af Barnlighed ved hende. Hun var korrekt, velopdragen, paadrog sig aldrig nogen Dadel, men det faldt heller ingen ind at vise hende Kjertegn; hun var ikke ilde likt af nogen, men ingen sluttede sig heller til hende. Jeg har under vort hele Samvær næsten ikke talt med Minnie; men traf jeg hende pludselig i Haven eller andetsteds, stod jeg blot stille og stirrede paa hende.

Christiane – ak, Christiane, hvordan skal jeg skildre hende! Jeg føler Umuligheden deraf, og jeg har heller ingensinde forsøgt det. Der er ingen, jeg kan se saa tydelig med lukkede Øine som hun. Hun mindede lidt om Charlotte Munch, men saa var hun dog igjen helt forskjellig. Hun var ikke saa smuk som Minnie, men langt yndigere, langt sjelfuldere. Høi, slank, fyldig og smal som et Rør; men af denne bløde naturlige Smekkerhed, der ikke er frempint, bar hun sit noget store Hoved med de deiligste cendréfarvede Haar lidt bøiet, som en Blomst, der har udviklet sig for yppig for sin Stengel; men man behøvede blot at kjende hende og se paa det Ansigt for at finde denne Bevægelse naturlig. Grundtonen i hendes Væsen var en Følelsesfuldhed, som var altfor letvakt, altfor øm til, at den kunde holde Stand i en Verden som vor. Man maatte seet, hvorledes den sitrede i dette Ansigts bestandig vekslende Rødme og under disse store, sky, halvtilslørede Øine; men fæstede hun Blikket paa En, da saa man ligesom 59ind i en Himmel af Kjerlighed og Blidhed. Man taler om en svævende Gang! Det var ikke, som om hun gik! O, man skulde seet hende om Søndagen, eller en af de mange Festdage, naar hun i sin hvide Dragt, kun med et sort eller hvidt Slør kastet over Hovedet, gik til Kirke, eller naar hun kom ud fra den, bevæget, oplivet af Gudstjenesten, der i sin ædle Simpelhed ikke kan være smukkere og mere opløftende end hos Hernhutterne! Man kunde lagt hende en Palme i Armen, og hun havde virkeliggjort Idealet af en af de kristne Jomfrumartyrer. Saa var Christiane Schoulz’s Ydre.

Men hendes Sensibilitet var for stor og maatte med Grund vække Ængstelse hos enhver, der iagttog hende. Vor Lærerinde, den kloge Margarethe N., sagde undertiden– i Institutet taltes bestandig Tysk –: Mein liebes Kind, wie wirst Du damit hinausreichen? Spare die grossen, heissen Thränen, ach, wirst sie immerhin gebrauchen. Forfatternote: Spar disse store, hede Taarer, mit kjere Barn, ak, du faar altid Brug for dem! En Uvished i Leksen, Skyggen af en Dadel, kunde bringe hende til voldsomt at skifte Farve; ligesaa kunde en andens Lidelse, et gribende Sted i en Bog, der forelæstes, en smuk Melodi, en Bekjendts pludselige Ankomst sætte hende i en sitrende Bevægelse; dog var hun stille dermed, hun græd ikke hørlig, men aldrig har jeg seet større, tungere Taarer falde fra menneskelige Øine, jeg siger falde, styrte; thi de gled aldrig. Et lidet Træk af hendes Følelses stille, dybtgjærende Karakter mindes jeg just. Under vort senere Bekjendtskab besøgte jeg en Dag med Christiane en Familie i Apenrade, 60Borgermester S–s, gamle Bekjendte af Schoulz’s. Dette rige, dannede Hus med de mange opblomstrende Døtre, hvoraf den ældste, Charlotte, var en Skjønhed, den anden, Caroline, var Christianes Veninde, gjorde dybt Indtryk paa mig, og det bød naturligvis bagefter Stof til Samtaler. Engang senere havde Christiane været der, men hun var besynderlig indesluttet og talte mod Sedvane ikke om S–s. Jeg anede intet og spurgte om Familien. Og Charlotte, var hun ligesaa deilig? hvad havde hun paa? og Caroline, var hun ligesaa munter som sidst? Nei, sagde Christiane. Hvorfor ikke? var hun syg? Nei, sagde hun atter og blev blegere. Hun saa paa mig, som om hun bad for sig. Jeg taug. Caroline er død, sagde hun. Ikke spurgte jeg mere, og ikke var der mere at sige, Omstændighederne vare jo ligegyldige mod dette sørgelig rolige, stille sørgende: Caroline er død.

Men tilbage til Christianes første Ophold i Institutet. At jeg følte mig mægtig hendraget til hende, vil enhver kunne begribe. Men ogsaa hos hende var der ligesom hos Søsteren noget fornemt tilbageholdende; ogsaa hun var sky, kun paa en anden Vis end jeg. Man forstod, at med hin Blyhed var hun opdraget i Verden; hun havde Sikkerhed, Anstand, hun udførte med Lethed alle disse daglige Smaapligter, der i et Institut hænger i Minutet, lutter Fuldkommenheder, hvori jeg desværre stod langt tilbage. Saa kom jeg hende ikke nærmere. Jeg saa beundrende op til hende; hun var ogsaa et halvt Hoved høiere end jeg. Hvor kunde jeg, der betydede saa lidet hos de andre Børn, vente at vinde 61hendes Venskab? Og dog bevægedes jeg af en smertelig Trang til at gjøre mig forstaaelig for hende, den første i Verden, som jeg syntes, jeg havde noget at sige. Med al min Alders Excentricitet ønskede jeg en Anledning til at vise mig stor, paafaldende for hende. Tilfældet er jo alle Daarers Formynder; saa lod Leiligheden ikke længe vente paa sig.

Jeg var svag af Helbred dengang og ret et ynkeligt lille Skind at se til, Følger, tror jeg, af det noget skarpe og tørre Klima hjemme, der virker forknyttende paa Organisationer af en vis Kaliber. Men det gik med mig som med Kalkunungerne, som det var saa vanskeligt at holde Liv i, da de vare spæde: naar vi havde naaet en vis Alder, tog vi vor Mon igjen og trivedes noksaa godt. Blandt de unge Piger var der en Kvarteron fra St. Thomas, som hedte Anna Friborg. Denne Anna hørte ikke til Bregnerne; hun var ret et Produkt af sin egen fjerne Zone, en Kaktus, med pludselige, glorøde Blomster, skarpe Torne og bisarre Blade – mig forresten en Umulighed, en fuldkommen fremmedartet, ubegribelig Skabning, ligesom jeg maatte være hende det. Smuk og gratiøs var hun, ja undertiden henrivende, men saa besynderlig heftig og lunefuld. I hele Uger kunde hun være melankolsk og indesluttet, saa igjen overstadig lystig og ligesom besat af en drillende Dæmon. I det ravgale Kaudervelsk, hun talte af Engelsk-Tysk-Dansk, vakte hendes Drillerier dog som oftest kun Latter. Den Omstændighed, at jeg, svag af Helbred og forvænt hjemmefra, havde ondt for at finde mig i Institutets drøie Levemaade og tidlige Opstaaen, gav hende især Stof til Drillerier.

62En Dag angreb Anna mig paa denne Maade i de andre Børns og Christianes Nærværelse. Det ene Ord tog det andet, og for en Gang for alle at bevise dem, at jeg ikke fortjente deres Beskyldninger for Kjælenhed og Blødagtighed, tilbød jeg mig at ville paatage mig at leve for fire Skilling daglig i otte Dage og strengt ikke nyde andet end, hvad jeg kunde faa for disse fire Skilling. Dette var jo meget morsomt, Løftet blev modtaget og beseglet med alle Formaliteter, og vi bleve enige om alle at sørge for, at det ikke blev opdaget af Lærerinderne. At jeg spiste Melk og Brød, medens de andre drak The, kunde man jo angive en diætisk Grund for. Der spistes i tvende Stuer; naar jeg ikke var i den ene, saa maatte jeg være i den anden. Et frygteligt Løfte var det dog, frygteligere, end jeg havde tænkt; og holdes maatte det. Naar man overveier mit Forhold til disse Børn, der pinte og misforstod mig, til Christiane, hvis Venskab jeg vilde vinde, hvad det skulde koste, saa vil man begribe, at jeg maatte holde det, om det skulde koste mit Liv. Ganske alvorlig skikkede jeg mig til at begynde Hungersprøven. Mine venlige Tilhørere! Skal jeg fortælle, hvordan det gik mig? Ja, hvorfor ikke! Jeg har jo ikke lovet andet og bedre, end hvad jeg selv har oplevet, – og skulde I ogsaa falde i Søvn over min Fortælling – nu, Gud velsigne Eder, det var jo det bedste, som kunde hændes Eder!

Besynderlig klart staa disse Dages Kampe med de mindste Smaatræk i min Erindring, som om det var oplevet i forrige Uge. Lørdag skulde Prøven begynde, og jeg kjøbte om Morgenen for to Skilling 63Brød, en Skilling Melk og en Skilling Frugt. Den gik taalelig den Dag, den gled endnu paa Gaarsdagen. Endnu ser jeg Kanden med det rosenrøde Landskab, der indesluttede den hvide Livseliksir, hvoraf jeg omtrent tog en halv Pægel ad Gangen. Søndag var værre, Kirkegangen angreb mig, og det var vanskeligere, end jeg havde tænkt, at være andægtig, naar man har fastet i et Døgn. Om Aftenen spadserede vi i det smukke Christineruhe, en Park, der er skjænket Byen af en from, afdød Godseierinde, der havde boet tæt ved. Man spadserer i disse Anstalter parvis, og alle paa en Gang, kun kan man vælge, med hvem man vil gaa. I Skoven slippes da Hjorden, og man leger og blander sig, som man vil. Begivenhederne paa en saadan Tur er, at man kan møde Gutterne med sine Hyrder, der halv smilende, skottende, men ligesaa tause vandre forbi. Det var en deilig, varm Septemberaften; paa Veien standsede jeg ved en Brombærbusk og vilde plukke nogle Bær; deraf udspandt sig en Disput om det tilladelige heraf. Nogle af de mere ømhjertede mente, at Brombær ikke vare indbefattede i Forbudet; men de mere juridiske Hoveder paastod, at det var sagt: hvad man kunde faa for fire Skilling. Disse Brombær vare ikke kjøbte; og det blev staaende derved: Brombær tillades ikke. Mandag var ikke værre. Jeg kjøbte de samme Ingredientser, kun lidt «drugere» Brød. Aftenen bød imidlertid et vanskeligt Skjær at slippe omkring. Efter en gammel Skik serveres der hver Mandag noget bedre, en varm Ret f. Eks. Gott, die Arme! hørte jeg et af Børnene sige, da jeg gik ud af Værelset. Det hjælper at have en god Nattesøvn. 64Men det er mindre behageligt at staa op Klokken tre Kvarter paa seks for at gjøre to Værelser rene. En ung svensk Baronesse og jeg havde netop Uge dengang. Mandag Aften bad Christiane mig, om jeg vilde gjøre hende en Tjeneste: om jeg vilde bytte Uge med hende, da det var hende saa meget om at gjøre at være fri den næste. Ganske naivt troede jeg, at det var derfor, og at jeg gjorde hende en stor Tjeneste. Tirsdag var slem, værre, end jeg havde forestillet mig, en saadan Prøve kunde blive, og endnu havde jeg tre Dage igjen. At slippe Taget var den jammerligste Fiasko, saa det gjaldt at holde ud. Om Aftenen, da de andre satte sig tilbords, havde jeg netop Kraft til at styrte bort derfra ind i Sideværelset, hvor jeg brast i en voldsom Graad; men da ingen maatte se dette Tegn paa Svaghed, gik jeg ned i Haven. Resten af min knappe Ration havde jeg allerede om Eftermiddagen fortæret med en sand femtenaarig Loshunger; der var intet mere for den Dag. Haven bugnede af Frugt. Det var imidlertid en stiltiende Æressag mellem os store, næsten voksne Piger, at vi ikke rørte et Æble, selv om det var nedfaldet. Det kunde de smaa Børn gjøre sig skyldig i. Og saa strengt holdt vi over dette Bud, at vi vilde paadraget os en Selvforagt værre end de andres, om nogen havde syndet mod det. Med denne skjærpede Opfordring til at være stoisk og ikke give efter, søgte jeg, saa godt jeg kunde, at overstemme min Maves knurrende Indsigelser. Og – man er stoisk, naar man er femten Aar. Jeg satte mig paa en Bænk foran et Pæretræ og overlod mig til mine Betragtninger. Blandt andet 65fløi min Tanke hen til Edens første Dage, og jeg kan ikke negte, at jeg tænkte paa vor priste Moder Eva med mindre venlige, med mindre agtelsesfulde Følelser. O Eva, Eva, hvilken Mangel paa Sjelsstyrke har du ikke lagt for Dagen! Ikke nok med den almindelige Elendighed, du har ført ind i Verden, men den Skam, du har bragt over dine arme Døtre! Det Læs af Fordomme og stereotype Beskyldninger, vi til evige Tider maa slæbe paa! Nu har enhver Mandsperson, der ryster Erkjendelsens Træ af Hjertens Lyst, Lov til at skjelde os ud – for dine Døtre, o Eva! og enhver Skolegut, der plyndrer Naboens Blommetræ, snakker det efter! O, Eva, Eva, og du, som ikke engang ligesom jeg levede af fire Skilling om Dagen, men svelgede i Paradisets Have! Maaske du samme Dag havde spist Fasansteg og Ferskenkompot og Bringebær med Krem og Gud ved hvad, og skulde endda forgribe dig paa det ulykkelige Æble! Havde det endda været en Pære, netop af samme Sort som de, der hænge der – – –

Kjere Venner, sove I? Godt, saa kun et Ord, førend jeg gaar videre. Jeg lyver, naar jeg siger, at jeg holdt den Tale, medens jeg sad foran Pæretræet hin Aften. Nei, jeg har ikke holdt den der. Det høieste, jeg har tænkt, er, at Pærer er langt at foretrække for Æbler, men Æbler er ogsaa en meget behagelig Frugt. Nei, jeg forveksler disse Betragtninger med andre, som jeg senere har havt Anledning til at anstille – og ak! der har ikke manglet Anledninger. Du ler af mit Indfald at ville være stoisk, du forarges maaske, du kalder det Forskruethed, 66Sværmeri, Galskab. Ak, jeg synes, der ligger en dyb, alvorsfuld Visdom skjult deri. Ere disse ungdommelige Kraftprøver, hvoraf I selv vist mindes at have anstillet nogle, er denne ubevidste Leg andet end et anelsesfuldt Forspil til vor hele Tilværelse? I Sparta blev Ungdommen offentlig indøvet i at taale Smerter. Sult og Pidskning var der et Skolefag ligesom Geometri og Fruentimmernetheder hos os – alt for at hærde dem til deres Bestemmelse: Krig. Saa burde i enhver kvindelig Opdragelsesanstalt visse Kraftøvelser ugentlig anstilles. Jeg kjender og kunde foreslaa en Mængde meget sindrige. Man kan aldrig vide, hvor nyttige slige Øvelser kunne blive. Hvad mene I om Hjertets Hungerprøve? Hjertet, naar det kommer med sine umaadelige Fordringer? Det vil ikke leve, det vil svelge i Paradisets Have, og det har kun fire Skilling at leve af, og – Brombær tillades ikke.

Næste Morgen, Onsdag, var jeg ikke rigtig vel og fik om Formiddagen Lov til at gaa tilsengs. Melken og Brødet smagte mig ikke rigtig, hvilket jo var glædeligt; desto drøiere var det! Jeg laa som i en Døs den største Del af Dagen, men vaagnede ved at se Christiane knæle foran Sengen og med strømmende Taarer besverge mig at afstaa fra Prøven; ellers vilde hun røbe mig. At det ikke allerede var skeet, vil maaske synes Eder utroligt; mig selv har det ofte forekommet besynderligt. Forat ingen Selvskuffelse eller Erindringsfeil skulde vildlede mig, talte jeg nylig med en af Lærerinderne fra hin Tid, der er bosat her i Byen. Hun angav, at den Omstændighed med de tvende Bordsætninger, samt at 67ingen kunde falde paa Sandheden – thi en saadan Streg hørte ikke hjemme blandt nogen af deres Erfaringer – havde gjort, at det var forblevet skjult. Men tilbage til Christiane. Om hun røbede mig, ved jeg ikke, men det blev røbet. Doktor M. kom, han var ikke at spøge med, han inkvirerte skarpt, forordnede en Kop god The og nogle styrkende Draaber, og om Aftenen endte den lille Tragikomedie, som jeg tror, fyldestgjørende for alle Parter, og hermed vil jeg slutte min Fortælling for inat.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.