Da jeg var liden, drømte jeg om en Have, jeg skulde faa, naar jeg blev stor; den blev altid smukkere og smukkere; tilsidst kom der endog Springvand i den. Den maatte i det mindste være meget smukkere end vor Præstegaardshave, der var stor, men noget forvildet; thi den forsømtes til Fordel for Markerne; saa groede Lunden til, Markblomster og Bregner toge Overhaand, og Jordbærene artede ud i vild Tilstand. Endelig, efterat jeg havde levet længe, længe, fik jeg en. Det var en pen liden Have med en Række Træer, to Rosenbed og fire Gulerodsenge. Men det var ikke den Have, jeg havde drømt om. Den er snæver! den er for snæver! raabte jeg i mit stille Sind, og saa toges den straks fra mig som fra et Barn, der skriger, at Kagen er for liden, og saa havde jeg ingen.
117Nu sidder jeg igjen og drømmer om min Have, og se, nu er den funden, den rette, den mig bestemte, der ikke mere kan tages fra mig. Statuerne og Springvandet er borte, den er svunden ind til en Række smaa Bed, der høine sig efter hverandre. Dog er den stor nok, min Have – o, kun altfor stor! – og den er smuk. Roser, Nelliker og Rosmarin trives herlig paa Bedene, og jeg besøger dem den hele lange Dag.
Kjere Venner, I have selv besøgt dem med mig. Er det faldt Eder ind, hvad jeg først nu, med en vis Frygt opdager, at jeg har ført Eder ind iblandt lutter Grave? Jeg lovede Eder Underholdning, Adspredelse i de lange Nattetimer. I have maaske tænkt paa en Fart gjennem en rig vekslende Handlingens Verden eller vel endog gjennem Digtets Eventyrlande, og jeg fører Eder ind paa en Kirkegaard for at læse Gravskrifter og vise Eder, hvor pent Blomsterne staa, vel endog en liden Strimmel Udsigt over Muren. Og Datoer og Navne og de gode Vidnesbyrd, ja, dem kunne vi alle læse; men den usynlige Skrift mellem Linierne, disse Hjertets uforfalskede Runer, ak, kunde jeg blot tyde Eder dem! Formaaede jeg at beskrive Eder de forskjellige Følelser, der bevæger mig ligeoverfor disse Grave, jeg har ført Eder til! Med Taarestrømme, der aldrig vilde ende, har jeg vædet Moders Baare, som om jeg med dem kunde kjøbe tilbage det lyse, det blideste i vor Slegts dunkle, til Kamp indviede Liv! Jeg har staaet rystet ved Henriks sidste Leie, rystet af Skræk, som naar man ser en Kolos falde, der syntes bestemt til at staa den sidste paa Grunden. 118Men ved hans Grav føler jeg en Fred, usigelig Fred! Her ligger, vel et kort, i sin Fylde sammentrængt, men dog afsluttet Liv, et Digterliv, der i sin indre Glød havde kulmineret, og som ikke syntes bestemt til at bære bedre eller rettere andre Frugter, end det allerede havde givet.
Kun ved Faders Grav har jeg ikke følt denne Fred. Jeg har seet ham nærme sig den, med den nagende Smerte, hvormed man ser det store ubenyttet, fortærende sig selv, endelig haabløs synke for denne Verden. Han var 27 Aar ældre end Henrik, men endnu i sin fulde Aandskraft, da han, bøiet af Modgang og Livstræthed, kun kjendt af faa, uforstaaet og upaaskjønnet af sin Tid, sank ned i Graven.
Er det nødvendigt at gjenkalde, hvad Fader har virket i sit Lands Tjeneste, da han endnu stod kraftig og fuld af Haab i Livet? At han var Tanken, hvor Grev Wedel var Haanden, der reiste vort Universitet; at han var en af de fire fremragende, der i Landets store Forsamling havde Fremsyn og Mod nok til at tale for en Tilslutning til Sverige, medens Sympathien for det gamle Broderland endnu var saa grundfæstet, at det snarere saa ud som et Forræderi; dette kan Historien fortælle bedre, end min uøvede Haand kan sætte det i Pen; jeg berører kun disse Fakta, forsaavidt som de angaa Faders mindre bekjendte Privatliv. Carl Johan glemte aldrig, at Fader havde været en af disse Støtter for hans Throne; thi selv en Throne har ondt for at staa paa mindre end fire, skal den ikke falde, naar den reises. De mange personlige Beviser paa erkjendtligt Sindelag, denne Monark altid viste Fader, har været dennes eneste og 119kjereste Løn, hvor Nationen takkede ham med Kulde og Glemsel. Fader var en taus Mand, han klagede aldrig over uopfyldte Løfter. Den Hengivenhed, den Veneration, han nærede for Carl Johan, blev han tro til sit Livs sidste Øieblik.
I en ungdommelig Illusion om Landlivets Herlighed, om det idyllisk skjønne i at virke for «den ufordærvede Bondestand», havde Fader søgt Eidsvold Kald. Disse Illusioner maatte han som sagt opgive efter Gud ved hvilke Kampe. Men Fader elskede sin Stand, han troede sig kun født og baaren til den; ved Hjælp af den Iver, det dybe Alvor, hvormed han virkede i dennes Tjeneste, den Glæde, han fandt i Naturen og i Jorddyrkning – holdt han sig i en Tid af tyve Aar taalelig tilfreds paa sin Plads. Omtrent paa den Tid stødte, længe forberedt, alle de Omstændigheder sammen, der gjorde ham det ønskeligt at forandre sin Stilling, og han søgte sig endelig bort fra Eidsvold. Jeg vil forbigaa, hvad jeg kun med Modbydelighed kan henpege til, hvorledes Veien til hans Konge sperredes ham, da han for første Gang vilde gjøre et Ønske gjældende, et saa længe, saa rigeligen opmuntret og visseligen ikke overdrevent Ønske. Det er ikke derom, jeg vil berette, det er kun lidt om min Faders sidste Dage, jeg vil fortælle til de faa, der have Hjerte til at forstaa og dele med mig den smertelige Tilfredsstillelse, dette volder mig.
Langvarig Kamp mod raa Forhold, aandige Savn af alle Arter, Chikaner og Utak, hvor han kunde ventet sig det modsatte, havde efterhaanden nedbrudt hans Sind og hans hele Livsmod.
120De idelige Feider, Henrik indviklede sig i, virkede især til denne sørgelige Forandring hos ham. Han havde heri en høist angribende Dobbeltrolle; streng dadlende og saavidt mulig afvergende lige overfor Sønnen, følte han bittert, med en Faders hele tilgivelige Partiskhed, ethvert Angreb mod denne. Det, som gjorde vor alles Stilling i disse Stridigheder saa ulidelig, var den ørkesløse, afmægtige Afstand, hvori vi maatte se paa dem. Der sad vi, seks Mile fra Skuepladsen for disse Feider. Vi fik saa at sige det bitre afveiet unsevis et Par Gange ugentlig, blot og bart, uden Kommentar, uden Meddelelsens Lindring. Mangengang turde vi neppe aabne de usalige Aviser eller, naar de flygtig vare gjennemseede, lade Fader faa dem. Ja, Landet, Landet! Du høitpriste Landliv! En Lykke er det, at Vorherre synes at have bestemt en stor Del Mennesker til at vegetere.
En af de mest udprægede Egenskaber hos Henrik var en barnlig, aldeles kritikløs Ærbødighed for Fader, der ytrede sig i hans hele Optræden mod ham. Hvordan det var blevet mellem dem, havde ikke denne været, ved jeg ikke. Om Fader talte aldrig saa strenge Ord, taug han og ofte med et bønligt Blik som en overbevist Skolegut. Han tog sine Skjend, underkastede sig sønlig fromt for næste Gang at handle – akkurat, som Henrik handlede. Et Træk af den Strenghed, hvormed Fader behandlede ham, tør jeg vel hidsætte som betegnende for dem begge. Fader og jeg vare reiste ind til en Koncert af Ole Bull for at blive nogle Dage. Vi vare netop ankomne og toge lige hen til Koncerten, da vi underveis 121uheldigvis møde Henrik, der med et Par af sine Venner kom lige fra et lystigt Lag, hvilket var at merke paa ham, men virkelig heller ikke mere. Det er bekjendt, hvor lidet han taalte, før det merkedes paa ham. Men Fader, allerede før forstemt ved den lange, trættende Vei, blev det nu tilgavns og sagde med et Par strenge Ord til Henrik, at han var Skyld i, at han vilde reise Morgenen efter. Forgjæves kom Henrik op senere om Aftenen og gjorde Undskyldning, forgjæves tryglede vi om Morgenen, Henrik næsten knæfaldende. Vognen kjørte frem, Fader og jeg reiste den samme seks Mile lange Vei tilbage. Hvilken Dag, hvilken Reise! Fader sad forstenet rugende ved Siden af mig i Vognen, jeg turde ikke tale til ham.
Et andet Træk af den ubetingede Magt, han øvede paa sin hele Omgivelse, af den ubegrændsede Underkastelse og Lydighed, vi selv i de seneste Aar vare vante til at vise ham, er heldigvis mindre sørgeligt, og jeg vil vove at fortælle det, uagtet jeg ikke vil formaa at give det den Kolorit af uopnaaeligt Humor, hvori det foresvæver mig. Der var flere unge Damer fra Christiania hos os, da der en Dag var blevet aftalt en Tur tilhest. Min yngste Broder, dengang i sin første Ungdom og sprudlende munter, var ved saadan Leilighed vor uundværlige Ridder. Men samme Dag havde Tilfældet sendt os til Huset en Slags Bygdevirtuos, der havde bevæget Fader til at tage Violin og Nodestol ned i et af Værelserne. Naar gamle Mænd faa fat paa Violinen, holde de aldrig op. En Tidlang havde vi ganske alvorlig hørt paa denne Musik. Den maatte ufeilbarlig være komponeret 122i længst forsvundne, forhistoriske Tider, saa mange ubeskrivelige Triller bestod den af – Fremtidsmusik var det ialfald ikke. Tilsidst begyndte Situationen i den Grad at virke paa vore Lattermuskler, at vi fandt det raadeligst at skynde os afgaarde. Men idet vi gik gjennem Stuen, hvor der spilledes, blev Oscar ganske rolig imperatorisk anmodet om at tage sin Fløite og ledsage dem paa samme i nogle Terzetter. Naturligvis, med Fornøielse! En Bøn om Skaansel, et Forsøg til en Forestilling blev ligesaa lidt gjort, som Fader tænkte paa, at en Ridetur med elskværdige Damer kunde have mere Tillokkelse for en ung Løitnant end et Akkompagnement til to skrigende Violiner med Udsigt til, at det vilde vare til Senaftens. Fader vidste maaske ikke engang om Turen. Det faldt ingen ind at sige noget derom. Vi maatte reise alene, og med blødende Hjerter.
Hvor længe vi bleve borte, ved jeg ikke; adskillige Timer var gaaet med ved et Par Besøg, vi aflagde i Bygden; men vi bleve næsten overraskede ved at høre Musik ved vor Hjemkomst. Scenen var uforandret. Far og Organisten spillede Violin, min Broder blæste, man kunde næsten sige med en Engels resignerede Smil og saa fordybet, at han ikke saa op; men en Trækning med Øienbrynet viste, at han merkede, vi gik igjennem.
Der kom tunge, mørke Dage over Præstegaarden. I 1840 havde Fader endnu en Gang søgt, nemlig Christianssands Bispekald. Begge mine Forældre havde sat sin Hu til denne Forandring, der skulde føre dem tilbage til deres Ungdoms Skueplads for i 123dennes Jord at lægge sine Ben tilhvile. Enhver af Faders Venner havde spaaet ham som vist dette Ønskes Opfyldelse; allerede havde Rygtet fortalt, at han var udnævnt. Derom maatte dog endnu ikke tales; men vi andre troede paa det. Det var en mørk, regnfuld Høstaften, da en af mine Brødre selv hentede Posten, der skulde bringe os Visheden. Bævende sad jeg oppe og ventede. Endelig kom han; bleg som en Væg rakte han mig, hvad han kaldte en Dødsdom. Fader tog den nye Tilsidesættelse forunderlig rolig. Der blev som sedvanlig intet talt derom, naar han var tilstede. Han var endog i længere Tid venligere, mere omgjængelig end sedvanlig. Senere kom de mørke Anfald, og værre end nogensinde. Han kunde i hele Uger lukke sig inde paa sit triste Værelse og blot vise sig ved Maaltiderne, hvor ingen af os vovede at afbryde den dybe Stilhed. Moder, Stakkel, tog sig hin Skuffelse i Særdeleshed nær; hun svandt fra den Dag synlig hen de Par Aar, der vare hende beskjæret at leve.
Moder var død, Henrik var død, vor lille Sommerkreds opløstes, da hun, som havde været Sjelen i den, vor herlige Emilie, ogsaa pludselig var bleven bortrykket, netop samme Aar som Moder (1843). Saa var det kun Børnene, selv allerede berørte af Livets Alvor, der samledes hos den ensomme Mand; i deres Smaa, hans Børnebørn, livede han igjen lidt op. Mangen Gang naar hans mørke Dage kom, har jeg staaet med bankende Hjerte udenfor hans Dør, med min lille Spæde paa Armen, der skulde forsøge sin Magt over den tause Bestefader! Engang vilde 124det ikke lykkes mig rigtig, og jeg stod modløs foran Speilet. Da strakte den lille Armene ud mod Skikkelsen i Speilet, vendte sig og rakte dem mod Fader og gjentog det med Tegn paa den største Forundring og Fryd. Dette var mere, end Bestefader kunde modstaa; det mageløse Træk blev omhyggelig føiet til de øvrige «mageløse» Træk, hvorom jeg endnu – o, hvor bevæget – læser i hans Breve, hvori han altid saa kjerlig omtaler Børnene.
I Juni 1847 besøgte jeg ham og fandt ham betydelig taget af, men ogsaa mildere tilsinds. Han besøgte igjen sine kjere Marker, som han i et Par Aar neppe havde været paa. Ogsaa skrev han ivrig. Foruden nogle Taler havde han fuldendt sine «Tanker og Bekjendelser» samt «Den franske Stilist», vist et grundigt, men maaske mindre praktisk brugbart Verk, der havde kostet ham megen Tid og Flid. Af æsthetiske Arbeider skrev han paa en Oversættelse af «Les Burgraves», denne bisar-kolossaleste Frembringelse af den Victor Hugoske Muse, hvori Usands og storartet Skjønhed ligesom klatre tilstangs for at vinde Krandsen, men – Skjønheden vinder! Hvad der kunde bringe Fader til at give sig af med et Verk som dette, er ikke let at forstaa uden for dem, der kjendte ham nøiere. Det havde dengang vakt Røre i den litterære Verden. Franskmændene gabede selv paa «Les Burgraves» og henviste dem, da de ikke vidste, hvad de skulde gjøre med dem, til deres gamle Spøgelsesborge ved Rhinen; men Tyskerne vilde aldeles ikke vide af dem, og saaledes negtede Hjemfødsretten overalt maatte de stakkels Borggrever dele Skjæbne med den evige Jøde, 127Han d’Islande og andre bekjendte hjemløse Personer. Da er det en underlig Tanke, at en gammel Bygdepræst oppe i vort taagede Nord optager Flygtningerne venlig, taler deres Ret og lover at indføre dem hos sine Landsmænd og det i et Seksspand af rimede Alexandriner. Men frygter ikke, mine Landsmænd! Borggreverne skulle aldrig forurolige Eder. De have opfyldt sin Bestemmelse, at forkorte nogle lange Timer for en gammel, livstræt, af Verden forglemt Mand, og Frugten deraf, Verket selv, skal forblive roligt som en anden Relikvie i mine Gjemmer.
Flere rørende Træk af den hos Fader indtraadte formildede Sindsstemning bevarer jeg i uforglemmelig Erindring. Han havde det Princip, at den vilde Natur ikke maatte stækkes. Det naturlige var det smukkeste. Han nennede aldrig at hugge et Træ ned, og intet kunde oprøre ham mere end den Operation, man hertillands kalder at «gane» Træerne, som han med god Grund kaldte Amputationer, og som jeg ogsaa tror, at vi norske have arvet direkte ned fra Birkebenerne. (Hvad vilde han have sagt, om han havde seet Vor Frelsers Gravlund mishandlet paa den Maade! Forfatternote: Og ikke alene i Vor Frelsers Gravlund, men overalt, hvor vi i vort Land komme, møde vi denne Vandalisme.) Den kraftige Trævekst, hvormed Gaarden var velsignet, havde derfor til følge, at alle vore Udsigter groede til. Hvorfor hugge, hvorfor rydde og rense? sagde han, engang jeg bad ham dog tilstede en Smule Oprydning og viste ham et Par gamle, udlevede Træer, der stode i Veien. Er denne vilde Uorden ikke netop smuk? Kan noget være beundringsværdigere end et saadant 128mosegroet Træ? Se paa den Mose! … Hvad skulde man sige! Jeg saa paa Mosen og fandt den beundringsværdig.
Vi havde en Lund, Moders Yndlingssted, der især efter hendes Bortgang var geraadet i Forfald. Denne Lund indtog en forhøiet Del af Haven og løb i en til alle Sider steil, men smukt planeret Odde ud i den dybe, kløftede, tætbegroede Dal, der udvider sig mod Vormen. Intet kunde være yndigere end dette Engplateau, stille henplantet midt i Skovdybet, selv tæt omcirklet af Træer, der aabnede sig til Fjernsyn over Dalen og Elven. I en god Time havde jeg faaet aflistet Fader det Løfte, at Lunden skulde ryddes. Grændsen for Tilladelsen vogtede jeg mig klogeligen for at berøre; men i mit stille Sind besluttede jeg langt at overskride den, han vilde givet, og heller risikere en Storm. Dog dertil skulde det ikke komme. Fader maatte love ikke at besøge Stedet, før han blev kaldet, og da skulde Skjønheden ganske afvæbne ham.
I et Brev, skrevet til Collett herinde, staar en Beretning om, hvordan det gik. Dette Brev tog jeg med; nu skal jeg læse det op for Eder ordret:
«For dit kjerlige Brev Tak! Det glædede mig saa, at jeg maatte tage det med paa min Inspektion i Lunden idag, men tænk, da jeg kom hjem, træt i Middags, havde jeg tabt det! Jeg har siden ledt efter det den hele Dag. I den sterke Vind maa det være blæst ned i Tykningen. Ja, der skal det være, jeg vil ikke vide det andetsteds, der hviler det trygt under hvidpudrede Hægge mellem Blaaveis og spirende Konvaller. Naturen, til hvem det indeholdt 129en saa øm, angerfuld Erklæring, har stjaalet det fra mig og gjemmer det trofast ved sin Barm, at det ikke skal falde i uhellige Menneskehænder.
Du kan tro, jeg er paafærde fra tidlig Morgen til sen Aften i Regn, Blæst og Sol, har selv taget i med, har renset og trillet bort Løv og sanket hele Bjerge af Kvas og Kviste. Vel har jeg to Mand og Heste og Vogn; men hvad forslaar det! Man ved ikke, hvad Øieblik Fader kan sige stop, nu er Haven færdig, og kommandere hele Styrken ud paa Ageren. Bob er ikke god at passe paa; Forfatternote: Vor ældste, dengang 4 Aar. han efteraber paa bedste Vis det Hærverk, han ser, der øves, ved at rykke op og plukke alle de Blomster og Planter, han kan finde. Jeg har ordentlig kunstnerisk studeret Virkningen, enhver befriet Gruppe af Træer og Buske, ethvert Tegn til «Organisation» har jeg hilset, som om jeg stod foran et Staffeli. Saaledes maa man jo i Grunden betragte ethvert Landskab, tænke sig det malet, ligesom man ved det malede sættes ind i Naturen.
En liden Forskrækkelse havde vi straks i Begyndelsen; men den drog heldigvis over. Vi vare i fuld Oprydning, et Par vældige Træer var netop bragende faldt for Øksen nede i Tykningen, Veiene oprodede, kort, Forstyrrelsen havde naaet sit Toppunkt; da sagde Ole med sit bekjendte urokkelige Flegma: «Der kommer Provsten». Lykkeligvis var han langt borte endnu; du ved, han gaar langsomt. Jeg tænkte et Øieblik paa at flyve ham imøde og søge at opholde ham; men det vilde blot vakt hans Mistanke; saa foretrak jeg at afvente Stormen. I 130Hui og Hast blev da de værste Ødelæggelsens Spor skjulte, et Par fældede Træer styrtede hovedkuls ned i Dalen, her noget Mose over de afhugne Rødder, der friske Grene over en Stenrøs. Han kom, gik langsomt fordybet i sig selv ned ad Veien, hen til Udsigten. Ingen Studsen over, at den nu var kommen igjen, som om den altid havde været der! Saa sagde han ligesom for sig selv: Her stod jeg i 1814 og beskuede denne Udsigt; her paa dette Sted steg den første Tanke op i mig om at søge herhen … Det syntes mig et jordisk Paradis. En Stund efter: Ak, man skal ikke her (hernede?) søge Paradiset! Lige saa stille, uden at skue sig om, vandrede han afsted igjen. Hvor denne Mildhed rørte mig! Men hvilke Række af Tanker vakte ikke hans Ord! Arbeidet blev mig pludselig imod; jeg tog Bob og gik straks efter.
Men du skulde se Lunden nu! Kunde du staaet med mig paa Skrenten igaaraftes ved Solnedgang! Til høire Kirken med sine Træer, dunkel, kjæmpemæssig midt i Branden, enkelte Straaler listede sig over Dalen og streifede horisontalt hen over Engfladen, og Hvidveisene glødede og rødmede glade undselige over Besøget. Og Dalen og Elven! Andelven er deilig, men den har ingen Baggrund, den er en Idyl; men Vormen er et Digt, et Epos, som vækker Tanken om det uendelige, det, man ikke ser. Dog, hvem kan beskrive uden at rødme for sig selv! Det er Belysningen paa disse sælsomt formede Høie, og denne ødsle Vegetation, i sin første skinnende Friskhed, dette kun for Eidsvolds Natur eiendommelige, der frembringer denne mageløse 131Virkning. Det var en Glæde for mig og Bob, da vi endelig vare færdige og kunde bede Bedstefader komme. Gangene pene og brede, nye Bænke, Lundens Konge, den firstammede Sølvpoppel, stod endelig frank og fri i sin hele kolossale Majestæt, da alskens Rask af Krybvekster og Slyngplanter vare ryddede væk. Lovet være Kunsten! Fader fandt alting saare vel, og han savnede slet ikke Mosen.»
Da Træerne næste Aar grønnedes, var Fader bragt til Hvile bag Kirkemuren, og vi samledes kun en Gang endnu hjemme, men for at overgive Lunden i fremmede Hænder. Jeg har aldrig betraadt den siden.
Mildt, som det var begyndt, var dette hans sidste Aar, mildt og stille som hans Død. Han besøgte denne sidste Sommer helst Kirkegaarden. Engang da vor trofaste Marthe søgte efter ham med Theen, som hun altid maatte bringe ud til ham, saa hun ham gjennem den lille aabne Dør i Havemuren sidde paa en Grav tæt ved Moders. Han vinkede hende hen og drak sin The gemytlig paa Stedet. Nu drikker jeg The hos gamle Jomfru Grefsen, sagde han.
Her mellem lydløse, ensomme Grave tilbragte han lange Timer. Store, opløftende, forsonende Tanker ville her have kvæget ham.
Hans sidste Brev var dateret 19de Marts 1848. Med sin sedvanlige Aandsfriskhed gjør han deri nogle Betragtninger over Revolutionen, der netop dengang rasede gjennem Verden; det endte med en Velsignelse over Børnene. Seks Dage senere var han stille og umerkelig hensovet.
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.
Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)
Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.