Ellevte Nat.

Ved hin unge, elskværdige Piges Død og min Udgang fra Institutet i Christiansfeldt sluttede Barndomsaarene.

Var det noget tilfældigt, eller stiller Kvindeskjebnens gjennemsnitlige Udvikling sig aldrig gunstigere, men de Efterretninger, der have naaet mig om mine Klassekammeraters senere Liv, have næsten alle været sørgelige. «Verstorben und verdorben!» har lydt mig imøde ved næsten alt, hvad jeg har hørt om dem. Om nogle ved jeg intet, flere ere døde tidlig, et Par af de bedste af dem efter ulykkelige Ægteskaber. Den smukke, drillende Anna rammede den frygtelige Skjebne, at hun lige ved sin Hjemkomst til St. Croix mistede sin Fader og eneste Slegtning (han var hvid) ved Fald fra Hesten. Man maatte have seet den lidenskabelige Kjerlighed, hvormed hun hang ved denne Fader, og den Længsel efter at komme over til ham! Saa har jeg tænkt mig den ulykkelige Skabning, stolt og ømfindtlig som hun var, vergeløs midt i de Fordomme, der træffe hendes Race, – Fordomme, som hun maaske ikke har havt Anelse om; thi i Institutet var der naturligvis ikke tale om nogen saadan Uretfærdighed. Kun om en af mine Stuekammerater, der – menneskelig 86talt – mindst og virkelig meget lidet fortjente, at det gik hende vel, véd jeg, at hun lever, rig, mægtig og lykkelig. Nu bliver kun tilbage at fortælle, hvordan det gik med Schoulz’s, Christianes Moder og Søstre.

Egentlig ved jeg selv lidet om denne Familie. Ved min Venindes Død blev al Forbindelse mellem den og mig afrevet. Jeg tog straks efter hjem og tænkte neppe nogensinde at træffe dem igjen. De flygtige, enkelte og ganske tilfældige Glimt, jeg siden opfangede af dem, vare imidlertid saa betegnende, saa vækkende for Tanken, saa udfyldende, om jeg saa maa sige, de lange, dunkle Mellemrum, at det var mig, som om jeg altid stod dem nær. Naar man i Livet træffer paa saadanne Skjebner, saa forstaar man, hvorledes de gamle dannede sig et Fatum. Man kan have vanskelig nok endnu for at holde sig Troen paa et saadant fra Livet.

Der var gaaet nogle Aar hen, da jeg paa en Reise kom over Hamburg. En Dame, der kjendte noget til Familien Schoulz, fortalte mig, at de nu boede i Nærheden af Hamburg, men at Fru Schoulz atter igjen havde havt den Sorg at miste en voksen Datter. Det var den smukke A. Smertelig berørt ved denne Efterretning, der saa levende gjenkaldte mig det oplevede, besluttede jeg at besøge dem. Jeg blev yderst venlig modtaget, da jeg først havde forklaret, hvem jeg var; thi i Førstningen kjendte de mig ikke igjen. Atter i dyb Sorg! Nu var der kun de to yngste, mine Skolekammerater, og den ældste Datter igjen. Minnie holdt fuldkommen, hvad hun havde lovet. Det var en glimrende Skjønhed, dog 87af en mere sælsom end egentlig fængslende Art. Man kunde gjort hende til Feen Lorelei eller en af disse mystiske, marmorblege Kvindeskikkelser, som Heine besynger i sine Lieder, og som man ikke ved, om de tilhøre Luften eller Jorden. End ikke det svageste Spor af Rødme var at se paa dette deilige Ansigt, som den elegante Sørgedragt gjorde endnu mere lysende. Fru Schoulz reiste sig engang under en Pause, gik hen til mig og sagde, idet hun med begge Hænder fattede mine: De holdt af min Christiane! Minnie derimod gjorde ikke en Hentydning til vort Ophold i Institutet. Hun var artig, forbindtlig, som en Dame er mod en anden fremmed Dame, men ikke mere. Hun talte om Hamburg, om Paris, og at de havde tænkt paa en Tur til dette sidste Sted, hvortil hun glædede sig meget, men nu havde hendes Moders Helbred tvunget dem til at forandre denne Plan, saa de agtede om ganske kort at tiltræde en Reise til Harzen og maaske til Schweitz. Jeg forlod dem, idet jeg ønskede, at denne Tur ret maatte styrke og forfriske dem.

Et Par Aar senere vendte jeg tilbage til Hamburg, denne Gang for et længere Ophold. Da jeg traf den omtalte Dame, faldt Talen igjen paa Schoulz’s. O, den arme! sagde hun, efter det sidste Slag, der rammede hende, er hun flyttet bort, jeg ved næsten ikke mere hvorhen. Ja, svarede jeg rolig, det var allerede hændt hende, da jeg var her sidst; da stod hun i Begreb med at gjøre en Reise til Harzen; jeg haaber, den gjorde dem godt?

Harzen! men det var jo netop der, Ulykken rammede hende! Netop som hun havde naaet Brocken, 88døde en af hendes Døtre af et Nerveslag. Hun bragte hendes Lig med tilbage.

Jeg stod forstenet. Store Gud! . . . Det var vel ikke . . . Jeg mægtede ikke at udtale Ordet.

Minnie hiess sie, ein wunderschönes Mädchen, gebildet, in jeder Beziehung ausgezeichnet, sagde min tyske Veninde belærende. Ak, jeg vidste jo mere end hun.

Atter gik en Række af Aar hen. Jeg havde selv erfaret, hvad Sorg og Tab vilde sige, men havde over saa meget næsten glemt Familien Schoulz. Jeg var taget ned til Kjøbenhavn til min Collett, der i nogen Tid havde brugt Rosenborgs Brøndkur. Vi boede i Store Kongensgade. I Vinduet ligeoverfor bemerkede vi ofte en gammel Dame sidde bøiet over en Bog, som om hun læste opmerksomt. Læste hun ikke, sad hun ubevægelig og saa hen for sig. Vertinden fortalte os, at det var Enkefru v. Schoulz, og af flere Omstændigheder kom jeg til den Vished, at det var min Christianes Moder. Er der ikke tvende Døtre hos hende? spurgte jeg, angst for at høre noget rædsomt. Jeg har ikke seet mere end denne; jeg tror, hun har kun denne ene igjen. Jeg turde ikke spørge mere, jeg vilde ikke vide mere, jeg var blot angst for, hvem det kunde være. Da kom en ung Pige ud af Døren ligeoverfor og gik ned ad Gaden. Det var den yngste af Søstrene.

Fru Schoulz er nu længesiden død, men Elise blev senere gift med en berømt Mand.Forfatternote: General Rye.

Nu tusinde Godnat!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.