Syttende Nat.

158Kammerater, Vaagende, Lidelsesfæller! Med venlig Overbærelse har I fulgt mig gjennom disse Skildringer fra min første Ungdom. Mange, mange Aars dybe Kløft ligger der mellem den Gang og de Oplevelser, jeg nu vil fortælle Eder. Men her, Venner! vil jeg gribe Leiligheden, jeg vil forudskikke et Par Betragtninger over et Punkt, hvorom jeg længe har ønsket for en større Kreds at kunne udtale mig, nogle Betragtninger, der knytte sig til en for mig selv fremmed og med mit hele Væsen lidet stemmende Retning i mit senere Liv, den, at jeg er optraadt som Forfatterinde. Maatte denne Udtalelse bidrage til at bringe Eder min Personlighed klarere, menneskelig sandere for Øie, maatte jeg kun haabe at blive bedre forstaaet af de gode, de bedste – meget, ja meget kunde da udholdes.

Det har altid forekommet mig ved den Smule Erfaring, jeg har havt Anledning til at samle angaaende Forfatterskab i Almindelighed, at Anonymitet, den Ret, en Forfatter har at kunne optræde navnløs, var af en overordentlig Betydning. Under mange Omstændigheder fremstillede den sig som en Forpligtelse for en Forfatter, i de allerfleste Tilfælde vilde den bringe ham Lykke. Den, der fik den Opgave at være Tidens Tolk og løse og tyde dens Gaader for Mængden, maatte kun være en Røst i den, intet Individ, antastet af personlige Sympathier og Antipathier. Ogsaa lærer Erfaringen, at selv store Aander have virket mægtigst, medens de vare anonyme. 159Nyheden har ikke alene gjort dette. En stor Del har skrevet under et pseudonymt Navn og har aldrig opgivet det. George Sand, Halm, Novalis, Lenau, Dickens. Med hvilken stigende Beundring, hvilken man kan næsten sige forklaret Nysgjerrighed fulgte det danske Publikum ikke de første unavngivne Udbrud af deres Digter Hertz? I sin anonyme Nytaarsgave for 1832 har Hertz selv givet nogle høist pikante Skildringer af hine Dage og de Eventyr, han bestod for ikke at blive opdaget.

En anden Sag er det, at ikke alle Anonymer ere Hertz’er og «store Ubekjendte» (Walter Scott), og at Anonymiteten arter sig ligesaa mangfoldig, som der gives Produktioner og Producenter. Seet fra oven, fra Publikums Standpunkt, naar vi tænke os den Orden: Publikum, Anonymiteten, Produktionen, Producenten, eller om man vil: Beskuerne – Sløret – det tilslørede – Tilsløreren –, vil den i Regelen kun forhøie det gode og ypperlige, men kue det middelmaadige, medens den vil slaa plat ihjel, ligesom en Lyseslukker en Praas, det slette. Seet fra Forfatterens Side modificerer den sig i det uendelige efter dennes respektive aandelige Formue og Eiendommelighed samt en Hærskare af personlige og borgerlige Hensyn. For en er Anonymiteten det kokette, forskjønnende Slør, der tilsteder en Gjerning, for en anden den ugjennemtrængelige Maske. For den ene en en-tout-cas, at tage med i Skoven en smilende Sommerdag, og atter igjen for en anden er den Uveirskoften, man omhyggelig slaar om sig, naar man er sat i den Nødvendighed at age i aaben Vogn i Høstføre, allerede forud opfyldt 160af Ængstelse for en lang, ensom, melankolsk Veis Farer og Besværligheder.

Denne alvorligere, mere praktiske Opfatning af Anonymitetens Væsen faar man jo først, efterhaanden som man vinder Modenhed og Erfaring, og navnlig gik den op for mig, kjere Venner! da jeg, næsten mod min Villie, selv satte Foden paa den farlige Bane, og det i en Alder, da mange allerede forlade den. Tingen tabte rigtignok derved meget af sin poetiske Glorie; men den forekom mig tillige nødvendigere, mere uundgaaelig end nogensinde.

Jeg troede virkelig dengang, at Anonymitet bestod i og kunde overholdes ved at undlade at sætte sit borgerlige Navn paa Titelbladet og haardnakket at negte enhver Sigtelse. Denne behagelige Illusion var – en Illusion; men jeg kan forsikre, at den for mig dog var af uberegnelig Nytte og vil være det for alle i min Stilling. Den styrker vidunderlig i det kritiske Øieblik, da det første Produkt kommer ud, saa man kan læse Avertissementerne derom i Aviserne med en Rolighed, som om det slet ikke angik os. Efter de første Dages konfuse Bevidsthed om at have «gjort noget galt», noget, man dog mere har at afgjøre med sin egen Samvittighed end med andre, gaar man saa kjækt omkring som en Struds, der med Hovedet under Vingen tror sig fuldkommen sikker for de forfølgende Jægere. Jeg er anonym! siger man.

En Ungdomsveninde, som jeg i længere Tid ikke havde seet, besøgte mig et Par Maaneder efter, at en saadan første Bog havde seet Lyset. Endnu ser jeg den tilbageholdne Skjelm i Øiet, som engang for tyve Aar siden havde fortryllet mig, og som ligesaa 161mange Aars grundige Husmoderstand paa Landet ikke havde ganske raadet Bugt med, – endnu hører jeg hendes alvorlig vigtige Bemerkning, der halvt klang som et Spørgsmaal, halvt som en snusfornuftig Billigelse: Du er jo anonym? Jo, jeg er, svarede jeg med et ligesaa urokkeligt Alvor. Ak, hvor vi saa lo! Og det har du kunnet tænke dig som muligt! sagde hun, da vi alvorlig kom til at tale derom. Jeg er anonym, sagde jeg, og vil blive det, om jeg skrev hundrede Bøger, saavist som dette er den sidste; thi jeg skriver aldrig mere.

Mere radikalt tog en Ven og Slegtning af mig Sagen. Han er lidt barsk og afgjørende i sin Tale, forresten et prægtigt Menneske, og han mener mig det vel. Han vilde endelig formaa mig til at sætte mit Navn paa, hvad jeg skrev. Hvad skal en Anonymitet til, som i Virkeligheden ikke eksisterer? Lad den Pjalt falde! Tror du, at i et Samfund som dette, hvor alle, der ikke aandig talt regne sig til la brute, sidde som Misfostre paa Spiritusglas, hvis noksaa ringe Afvigelser hundrede Gange er iagttagne og drøftede, tror du, at en saadan Abnormitet som et kvindeligt Forfatterskab skulde kunne skjules?

Moralsk talt, kan en Anonymitet ikke eksistere her, svarede jeg; men den kan derfor have en juridisk Gyldighed. Saalænge man ikke har sat sit Navn paa et Arbeide, har ingen heller Lov til at nævne det i offentligt Skrift. Et Brud herpaa er et Brud paa al Ridderlighed, al Folkeret, hvori vi Damer forhaabentlig ogsaa ere delagtige.

Det vil dog ske! Det vil ske, pas paa! Du Stakkel med din juridiske Ret!

162 Og endelig vil Anonymitet gjælde i et fjernere Omraade, hvor det personlige ikke virker. Den vil gjælde udenbys, den vil gjælde for Skræddere og Skomagere, som man siger.

Skræddere og Skomagere! raabte min ihærdige Ven. De høre til Autoriteter og Kritici nutildags.

Indrømmet, at din Skomager er en æsthetisk dannet Person. Du har netop givet en Bog ud, paa hvis Navneanonymitet du lægger en stor Vegt. Hele Byen nævner dig forresten som Forfatter. Din Skomager har maaske den mest brændende Lyst til at sige, medens han overrækker dig et Par Støvler, han anbefaler som uopslidelige: Deres Verk har jeg læst, jeg tør spaa det Udødelighed; men nei, han siger det ikke, naar han ikke har seet dit Navn trykt; en Skomager kjender Borgerrettighederne, han er Gentleman: Anonymiteten er ham hellig. Eller tag Eksemplet i min Sfære. Min Syjomfru er i samme Kasus; det er Mandag, og hun har netop læst min Roman Dagen før. Jomfru Engebrechtsen eller Jomfru Prebensen opfatter den mere fra den ethiske Side end fra den æsthetiske: hendes Dom er mere betinget. Sæt, at det er i det kritiske Øieblik, da hun skal tilskjære et Liv, og at Idéforbindelsen vækkes ved en ringe Ting, et Blad f. Eks., som hun har taget til Mønster. Jeg vil forsøge at følge den Tankerække, dette vil vække hos hende: «For denne Frue, som giver sig af med at skrive Bøger, siger dem, behøves ingen videre Akkurathed. Det er næsten ubegribeligt, at hun bruger Kjoleliv som andre skikkelige Mennesker. Forresten er Bogen fra Formens og Snittets Side ikke ueffen, i visse Stykker kan den 163sættes ved Siden af det bedste i Mauritz Hansens og Storm Vangs Fortællinger. Men –! den har en Mangel, en stor Mangel, noget, som ikke maa mangle i nogen Bog nutildags, om den saa bare var en Anvisning til at tage Maal efter engelsk Façon. I de andre Damelekturer og Romaner er der netop passe af det, her og der lidt; i den sidste, jeg læste, kanske vel lidet, – men det smager altid af Fugl, sagde Konen, hun kogte Suppe paa Pinden, hvor Røien havde siddet –» osv.

Se, alt dette tænker hun og giver i sin kritiske Iver mit Kjoleliv maaske det Klip, som hun havde tiltænkt mit litterære Navn; men maa jeg alligevel ikke skatte mig lykkelig, at jeg ikke hører et eneste Ord! Og saa endelig udenbys gjælder Anonymiteten fuldkommen. Tænk, hvilken Lise at kunne stige i Land i Holmestrand, Brevik eller et rigtig smukt Sted, Laurvik f. Eks., uden at være kjendt af en Kat? Man er ingen Personlighed mere, man er et Nummer, et Abstrakt, en Passager. Ingen, som spørger, om man har Raad til den Hat, man gaar med, og hvad mon man fik i Honorar for det sidste Arbeide. Ingen, som undrer sig over, at man reiser, fordi man ynder at reise, fordi man overhovedet elsker Sol, Sø og grønne Skove. Ingen, som formener, at det kunde man godt være foruden, at man godt kan skrive Bøger og skildre Naturen og Menneskelivet i et pent, tillukket Værelse; man har endog Eksempler paa Forfatterskab i Blaataarn. Regner du det for intet, at ingen Fiender modtager en, naar man kommer, at man ikke har «Venner» bag sig, naar man drager bort?

164 Vor Samtale blev efterhaanden roligere og mindre polemisk. I det væsentlige vare vi jo dog enige. Min Ven var selv Forfatter; han havde udgivet et Bind Digte, der havde staaet aftrykte i «Morgenbladet».

Ingen forstaar og føler bedre end jeg, sagde han, hvad en Forfatter særlig har at lide, og nu ovenikjøbet her i vore Forhold. Han er den eneste af alle Kunstnere, der ingen Arena har for sin Kunst, hvis varmeste Udstrømning maa savne den Løn, den opildnende Spore, som ligger i den umiddelbare Udveksling. Tonekunstneren, Taleren, Skuespilleren, selv Jongløren staar Ansigt til Ansigt med sit Publikum. Han kan tale til det, klage til det, de bedste er tilstede og kunne høre ham og forsvare ham. Han elektriserer og bliver elektriseret. Ensom sidder Forfatteren, ensom, træt, dødstræt, eller af tusinde uvedkommende Ting forstyrret og draget ned, maa han ofte afhaspe sit Tankespinds fine, indviklede Traade. Enhver ny overraskende Idé, ethvert Spørgsmaal, ethvert brændende Udraab kvæles i Tummelen om ham eller gjenlyder mellem et koldt Natteværelses tomme Vægge. Hvad hans Sjel eier af Gratie, Liv og Lune, dens ømmeste, sarteste Toner fanger han, afretter han møiefuldt og sender dem ud for engang – men naar, i hvilket Øieblik? – at træffe den ligestemte Sjel, hos hvem de ville dale, til hvem de ville tale. Om en Maaned maaske kommer Svaret. To Spalter i Dagens Avis! O, læs dem ikke! Naar Galeriet hysser, staar Scenekunstneren der rolig og smilende. Maaske kaster han et eneste Blik ud i Mængden, og den stumme Appel falder i Hjerter, 165der endnu banke ved hans sidste Ord. Et renere Kor tiljubler ham Takken, de fineste Hænder sende ham en Blomst. Men Digteren, hvor, naar og med hvad lønnes han?

Det véd jeg ikke, svarede jeg, men jeg véd kun, at en Digterinde her i vort Land var bedst faren med hverken at nyde Løn eller Uløn og om muligt ingen Person at være. Hun burde aldrig gaa i andre Hatte end Huldrehatten. Evige Guder! naar en Forfatter for den Møie, de Kvaler, du saa træffende skildrer, ikke har bedre Tak, hvad skal da de arme Væsener sige, der maa betale denne tvilsomme og kold serverede Opmuntring med frygtelige Ofre af sin Frihed og personlige Stilling? Du siger selv, at paa en Skueplads som vor, hvor der intet passerer, og hvor man bor hverandre saa nær paa Livet, hører det til Umulighederne, at en Kvinde, som optræder offentlig i noget, kan forblive skjult. Ak, det havde ingen Nød, var det blot i en enkelt Livsytring, f. Eks. Forfatterskabet, at hun opgav Anonymiteten; men hun opgiver den i alt. En ensom, af ingen Familie omgjærdet og beskyttet Kvinde især har fra det Øieblik intet Privatliv, ingen Fold i det, hvori hun kan skjule sig. Det er ikke alene hendes Aandsprodukter, hun maa finde sig i at se recenseret; men hendes Handlinger, enhver Bevægelse, hendes huslige Stilling, Barneopdragelse, aandelige Tilstand, kort hendes Forhold til Gud og Mennesker bliver fra det Øieblik indviet til en almindelig Overveielse og Opmerksomhed. Og hvilken Opmerksomhed! Svangret med alle de Fordomme, alle de stereotype Forudsætninger, der her knytter sig til alt, hvad der 166ligger udenfor det regelrette. Man kan forfølge Konsekventserne af denne bedrøvelige Navnkundighed ned gjennem alle Klasser. Jo dybere man kommer ned, jo fiendtligere, mere fordomsfuld vil den møde hende. Den simple Klasse forstaar aldeles ingen Overlegenhed, som ikke er begrundet i noget udvortes. Et kvindeligt Renommé, der ikke er bygget paa en Stilling, helst et solid Kjøkkenstel, en velforsynet Madbod, vækker en Mistillid, der afsætter sig i en dunkel Forestilling om noget ondt. En Frue, der har Hus og Barn, der skriver Bøger og staar i Bladene! Vi har mange forunderlige Fabel- og Mytheskabninger; men en Fremsyning som denne er uhistorisk, den savner al Hjemmel i Folkebevidstheden. Mod den er Søormen ordentlig at regne for en hyggelig gammel Bekjendt. Forfærdeligere, end nogen tror, virker dette tilbage paa hendes huslige Liv. «Hun er ikke som andre Folk, hun forstaar sig ikke paa andre Folks Gjerning,» er en Sætning, man maa være belavet paa at møde i ethvert kvindeligt Individ af Klassen, man kommer i Berørelse med. Det nytter ikke at ville bevise noget andet, man kommer ikke længer dermed end Montanus med sin runde Jord. Mændene af Klassen have ogsaa hørt noget dunkelt om, at «man ikke er som andre Folk». De forundre sig høilig over, at man kan regne. Har man nu om Morgenen kjæmpet mod saadan Miskjendelse i Skikkelse af en Gangkone eller Vedmand, og der maaske staar at læse i Bladet om Aftenen: Den nævnte Forfatterinde, hvis seneste Aandsprodukt her foreligger os, kan maaske være dygtig til alt andet, kun ikke til at skrive Bøger – o, min Ven! her har du 167en Forfatterindes Løn, og vær nu glad og taknemmelig over Forfatterens.

Det var ellers et merkeligt Træf, et af dem, som vi kalde Hændelsens Ironi, at samme Dag som ovennævnte Samtale havde fundet Sted, og just som jeg sad og tænkte paa Anonymitetens Behageligheder udenbys, kom der et Brev stemplet Porsgrund. Det var usedvanlig stort og næsten firkantet, med en temmelig mystisk Udenpaaskrift. Det maatte dog være til mig; jeg sluttede det af flere Bogstaver i mit Navn, der vare uforandrede. Adressen temmelig rigtig; de første Ord, da jeg aabnede det, betog mig imidlertid enhver Tvivl. Det kostede mig endel Umage at arbeide mig gjennem dette Brev; men, kjere Venner! som Ordsproget siger: den haardeste Skal, den sødeste Kjerne, saa gik det her. Det var en fin og ædel, en varm Sjel, som havde skrevet dette Brev. Naar jeg undtager et Par ortografiske Egenheder, der ligefrem forvirrede Meningen, har jeg ikke villet forandre en Tøddel. Næste Nat vil jeg læse det op.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.