[Ved du, hvad det vil sige at være søvnløs?]

Ved du, hvad det vil sige at være søvnløs? End du, og du? Lykkelige Mennesker, I vide det ikke. I vide ikke, hvad det vil sige at tilbringe Uger, Maaneder, Aar, og ikke nyde denne Naturens største Velgjerning uden i knappe, lunefulde, tillistede Portioner. Saa vil jeg betro Eder, at det er meget slemt, I kunne ikke tro, hvor slemt! men værre er det næsten endnu om Dagen at skulle omgaaes dem, som sove godt om Natten. Ifølge en Regel, der vil gjelde, saalænge Verden staar, at det legemlig syge lettere forstaaes end det sjelelige, hvis Aarsager og Virkninger ere dunklere, gives der kun en Slags Søvnløshed, den som har sin sunde, naturlige, paapegelige Grund i Sygdom, den følgelig enhver kan erindre fra sine egne Nervefebre og Gigtnætter. Friske Folks Søvnløshed hører hjemme blandt Chimærerne. Jeg har hørt nogen for Alvor paastaa, at man drømmer det. Saaledes fornegtet, kan man vide, hvad Medfart dette Aandens tristeste Sorgensbarn har at vente, naar man om Dagen skal bære det omkring i den øvrige Menneskehed. Tandpine, se det ved enhver, hvad er, og den maatte være en stor VIIIBarbar, der ikke viste al den Deltagelse og udtømte sig i alle de unyttige Midler, der kan spildes paa dette lunefulde Onde. Jeg idetmindste synes, at det er saa pinefuldt at være nær nogen, der lider af Tandpine, at man kunde ligesaagodt have den selv, og jeg er vis paa, at mange ville være enige med mig.

Men hvem har Medlidenhed, eller endog blot Overbærelse med den Træthed, den Nedstemthed eller Ømfindtlighed, der er en Følge af langvarig Søvnløshed, denne Mørkets Igle, der usynlig suger vor Livskraft, og hvis Umættelighed stiger, jo mere den berøver os? Hvem vurderer den Sjelsstyrke, den stille Anstrengelse for at være ligesaa flink til vor Gjerning, ligesaa kvik og elskværdig som de andre? Hvem under os af Hjertet en Middagssøvn? Og vove vi da, forknytte som vi altid ere, at henvise til den traurige Grund til, at man er træt, sløv og gjerne vil sove Middag, ja, da kan man i det høieste regne paa et høfligt, vantro Smil, i det høieste siger jeg, thi, o bitre Ironi! der ligger i Skildringen af denne Lidelse og dens trøstesløse, uinteressante Ensformighed noget for den uindviede saa smittende, at vi maa være glade, om de ikke gjøre Mine til at falde i Søvn lige for vore Øine.

Da er det ordentlig en Kvægelse at træffe paa Lidelseskammerater, dem, til hvem man med fuldt Bryst kan udbryde: Du ved det du, du ved hvad det vil sige! Der hersker Frimureri mellem søvnløse, de ville vanskelig tage feil af hverandre. I Almindelighed ville de kjendes paa noget febrilsk i Blikket, der har laant sin Glød af Nattestilhedens dybe, fortærende Grublen, paa det trætte, resignerede Smil, paa at deres Uhre gjerne gaa for sent, overhovedet paa noget vist «saumseligt» IXfraværende, naar de færdes mellem de øvrige sikre, velorienterede Dagens Borgere, og endelig ville de alle røbe sig ved hin allerede paapegede Trang til at hvile om Eftermiddagen.

At denne sidste Tilbøielighed byder et nyt Angrebspunkt, et nyt Vaaben mod de søvnløse, kan man let begribe. «Lod I Middagssøvnen fare, saa fik I nok sove om Natten,» hedder det. Men dette Argument, der imponerer mange, er alligevel grundfalsk og passer kun til Nattesovernes eget Forhold til Middagssøvnen. Til Fraadsere kan man sige: «Vogter Eder for utidige Maaltider, hvis I ville nyde Eders Gourmandise ret,» men det vilde være en Latterlighed at foreskrive Maadehold for dem, der true med at dø af Hunger. Det ligner disse Forsagelsestheorier, der partout skulle indskjerpes endog Folk, der aldrig nyde et Korn af Livets Glæder.

Til Eder, I søvnløse, kommer jeg nu i den tause Nat, til Eder vil jeg tale, kun I ville forstaa mig ret, og medens jeg ønsker alle andre en god rolig Nat og behagelige Drømme – lige hjertelig ment, fordi det er overflødigt! – stiger jeg sagte hen til Eders Leie og sætter mig ved Gjerdet. Saa fortæller jeg noget, traurigt og lystigt, hvad der kan falde sig. Det vil forkorte os de lange Timer. Jeg ved jo af egen Erfaring, hvor nøisom man bliver, jeg husker det fra mine egne legitime – tilladelige – vil sige sjelskarske Søvnløshedens Nætter, hvoraf jeg ogsaa har oplevet enkelte, der, fuldt anerkjendte af Hus og Venner, Doktor og Apothek, har sit eget lille Hofhold, sin Æresvagt, sine Indfald og Luner, men som alligevel kunne være saa lange og ulidelige som nogen. Da har jeg formaaet XVaagekonen eller Barnepigen, hvem der netop havde Æresvagten, til at fortælle. Om ikke om andet, saa om sin Moders Kjør, hvor mange Søskende hun havde, maaske om, at hun engang i sit Liv har ligget til Sæters. Kunde hun slet ikke fortælle noget, sagde jeg: Nu, saa snak da bare!

Og kjere Venner, det er netop det, jeg ogsaa vil gjøre. Ak, jeg holder allerede af Eder, som de bedste, de taknemmeligste Tilhørere, jeg nogensinde har havt! Der skal noget andet til at underholde et Dagspublikum, det kræsne, det sovende Publikum, der skal noget til at tilfredsstille det. Og derfor har jeg heller aldrig tilfredsstillet det, naar jeg har havt noget at fortælle. Var det virkelig oplevede Ting, saa klagede man over, at det var usandt, overdrevet, og har jeg da jammerlig brudt mit Hoved med at digte noget op, saa har man beskyldt det for at være sandt, altfor sandt, ja man kjendte hver eneste Person igjen. Nei, da er det dog bedre at holde sig til Sandheden! Intet Liv er saa fattigt, saa armt paa Begivenheder, at der ikke skulde findes noget, der kunde due til Meddelelse, idetmindste for den Slags Tilhørere, jeg har valgt mig, dem som ikke sove. Kun maa I love mig et, – ja I maa tage mig i Haand derpaa: at I ville tilgive mig, at jeg taler i første Person Singularis, og at jeg bliver en Slags Hovedperson i mine egne Oplevelser. Der klages nemlig ofte, jeg ved ikke om med Grund, over, at Folk i sine Selvbiografier og Bekjendelser tale saameget om sig selv: «Her var dog en skjønne Anledning til at være beskeden og lade, som om de ikke var til: men se, om de gjør! I alle sine Oplevelser stikke de sig selv frem.» Det er sandt, XIBeskedenhed er en priselig, en skjøn, en klædelig Dyd, naar bare ikke dette Begreb var saa forbistret vanskelig at bestemme. Hvad den ene kalder Beskedenhed, synes den anden slet ikke er det, men kalder det maaske skinhellig Fordringsfuldhed. Og omvendt, mangen en, der uden at han egentlig kan for det, er kommet til Verden nogle Tommer høiere end sine Medmennesker, faar det Ord paa sig, at han ser alle andre over Hovedet, med andre Ord, han er ubeskeden. Saaledes veksler denne kamæleonske Egenskab blot efter den Stilling, vi indtage til andre, eller en tilfældig Belysning, hvori man er stillet. Jeg havde engang en Veninde, som var det beskedneste Menneske, jeg har kjendt. Hun gik egentlig ud af Verden af lutter Beskedenhed, hun ønskede sig formelig ud af den, hun længtedes, den stakkels fremmede Ibis, til det fjerne Hieroglyfland, hvor hun hørte hjemme, hun længtedes, saa stille, saa inderlig, saa vedholdende, at dette Ønske tilsidst pludselig opfyldtes. Samme Veninde skrev mig engang: «Mit Brev dreier sig denne Gang udelukkende om mig selv, men det kommer af, at det er den interessanteste Person, jeg for Øieblikket kjender og omgaaes.» Hun vilde blot dermed udtrykke en tilfældig Ensomhed, hvori hun var stillet, men jeg, som netop dengang levede i en endnu dybere, absolutere Ensomhed, svarede, at jeg havde slet intet derimod at indvende, jeg kjendte en Person, som var endnu interessantere, ja en mig for Øieblikket aldeles uskatterlig og uundværlig Person. Vi mente intet ondt dermed, kjere Venner! Det er den Slags Indbildskhed, man har, naar man lever paa Høiden af Snehætten, den forgaar straks, bare man stiger ned i Dalen! Ved Siden af de XIIandre bliver man slet ikke indbildsk, slet ikke interessant mere, ja man er hjertelig glad ved at faa gjelde for noget, f. Eks. for et med sund Menneskeforstand begavet Menneske.

Saa ville I, kjere, overbærende Venner og Lidelseskammerater, ikke miskjende mig. I ville huske paa, at jeg har levet for lidet i Dalen og formeget paa disse Livets Skagastølstinder, som hedder Ensomhed. Ak, min Sjæl har drukket for lange, dybe Drag af de isnende Kilder, der udspringe mellem Taushedens og Savnets Jøkler, og det netop i de Aar, da den varmest higede mod Solen og Lyset. Og derfor vil det blive ensomt, det jeg vil fortælle, og traurigt, fordi det er ensomt.

Men med denne lange Indledning er jeg slet ikke kommen til at fortælle! Hvor Tiden er gaaet! Hør, allerede gale Hanerne, og denne blege Lysning, der saa glædelig pleier at forkynde os vor Slummertime, ser jeg allerede langsomt sænke sig fra oven og jage Skyggerne ud af Krogene. Lampen strider med Døden, det var dens sidste fortvivlede Opblussen! Til de sovende nedstiger Morgendrømmen, den lyseste, klareste og lykkeligste af alle Drømme, men vi ville blot sove, slet ikke drømme – have ingen Tid til at drømme… Der er Dagen! nu tusinde god Nat!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.