I de lange Nætter

av Camilla Collett

Femtende Nat.

132Efterfølgende lille fornøielige Skildring fra vort Badelivs første gryende tider modtog jeg fra min Collett, da han efter et Sommerbesøg i Eidsvold var vendt tilbage til Byen, medens min Ferie med Børnene hos Bedstefader endnu ikke var afsluttet.

En ung, tysk Forfatter kalder ensteds de tyske Bade: «Anstalten, wo man sich mit Anstand langweiligen kann.» Dette siges om de udenlandske Bade, disse Rendezvouspladse for den fornemme, rige Verden. Hvad skulle vi da sige om de norske? Og dog have de norske Bade netop i sin kummerlige Begyndelse et Fortrin, man maaske ikke straks opdager, idet man lader de ydmyge Navne Moss, Sandefjord, Eidsvold passere forbi. De besøges nemlig af Syge, lutter Syge, virkelig Syge, der ville blive friske; de have endnu ikke fjernet sig fra sin oprindelige Bestemmelse, og de slippe derfor ogsaa for Udartelsen, der er en Virkning af de Kulturtilstande, hvorpaa hin Forfatters Karakteristik passer. Vore Bade ville af gode Grunde aldrig naa det Punkt, der gjør dem til Asyler for Intriger og fornem Lediggang. De, der besøge dem, have den tunge, blegsottige Nødvendighed ført did – Folk, der efter samvittighedsfuldt at have raadført sig med Gud, sin Doktor og sin Slegt og Venner have besluttet at udholde en kort Tids Pinagtighed for den Udsigt at blive af med sin Rheumatisme, sine Lever- og Mavetilfælde. Man ser, hvilken Gevinst det allerede er at reise derhen saa aldeles uden Prætension. Nu komme de hen i en smuk, landlig Egn, hvor Stedets 133Familier modtage dem venlig og gjestfrit. Bekvemmelighederne paa Stedet … nu ja, man er jo ikke kommen der for at have det bekvemt! Og Haabet, der stiger, jo mere ilde Patienten befinder sig, breder sit milde Skjær over det hele.

Side133

Disse og mange andre Betragtninger har man Tid til at anstille paa den Rute, der fører fra Christiania op til Badestedet Eidsvold; en kjedsommeligere, længere Vei kan man ikke let tænke sig. Men har man ikke ærgret sig altfor meget over Skydsgutterne, den stenede Vei og de nøgne Sandsletter, vil man behagelig oplives, naar man har naaet den sidste Arm af Bygdeveien, der behersker Trakten om Badestedet, og en Egn af en ganske anden, rigere Art pludselig udbreder sig i en smuk Aftenbelysning. Vældige Agre strække sig mellem de begyndende Dalfordybninger, der længere nede 134mod Elven tabe sig i mørke, hemmelighedsfulde, skovrige Dybder; midt paa Sletten mellem Løvskov og Alléer hæver Kirken sit Spir; til høire blinke Ruderne i Præstegaarden mellem de store, mørke Træer, der næsten ganske overskygge den gamle Bygning – til venstre ser man et Glimt af Vormen, der mere og mere udfolder sin Herlighed. Paa mig gjorde denne Scene et saa meget dybere Indtryk, som jeg, engang saa fortrolig med den, nu gjensaa den som fremmed. Jeg var ikke Badegjest, ikke engang Gjest, jeg var reisende.

Det var en raa, kold Morgen, Himmelen hang tung og skyet ned paa Fjeldsiderne og skjulte ganske den stolte Mjøskol. Vormen var graa og smudsig at se paa, og hvergang Vinden rørte sig, dryppede det af de vaade Træer i Alléen, der fører derned. Paa Gaardspladsen vandrede Badegjesterne med sin beskjæftigede Mine op og ned. Man kan straks se paa En, der gaar for at gaa, at han ikke har noget bestemt Maal; en vis ledig, rolig Mine røber ham; en Brøndgjest derimod har altid en Mine som en Forretningsmand eller som en, der gaar Ærinde. Dybt nede i en snæver Dalsspræk ved Siden af Gaarden opdager man det egentlige Brøndhus, en liden Breddebygning, af hvis Dør de brønddrikkende myldrede ud og ind. Ad en Trap, der saa ud, som om den var improviseret af et Gjærde paa en Regndag, kommer man ind i Salonen, i hvis ene Ende Brønden er. Rundt om Salen strakte en Træbænk sig; en Sofa var ogsaa tilveiebragt. Paa Væggene hang et Pragteksemplar af Grundloven, omgivet af visne Guirlander, og paa den anden Side en af de mange 135sørgelige Karikaturer af stakkels Henrik, vor Kildeopdager, han, der gav Stødet til vort første Badeforsøg; en venlig Damehaand havde forsynet dette Mindesmerke om Kunstens Barndom i vort Land med en frisk Krands. Her var meget livligt. Man anslog Badegjesternes Antal til mellem 120 og 150 dette Aar, der var en af Badets første, og ved denne Tid af Dagen vare alle samlede. Her hinkede halte og lamme, her spadserede Fruer og Frøkener, her gjorde man Kur og hviskede om sin Næste, Bønder i Graatrøier, Døler med røde Luer, Koner og Piger fra Gudbrandsdalen i sine Bygdedragter med det rige, brogede Hovedskrud myldrede om hverandre, og midt i Sværmen stoltserede nogle unge Herrer Arm i Arm op og ned. Alle sendte urolige og prøvende Blikke op mod et Lidet Ur paa Væggen og standsede kun for at fylde Glasset og med større eller mindre Grimase tømme det. Jeg maa tilstaa, at dette Vand skal der Overvindelse til at synke. Mod det forekommer alle mig bekjendte Sundhedsvande som en behagelig Drik. Mest syntes en liden Pige, som en Bondekone holdt paa Armen, at lide derved. Hun vendte sig flere Gange med Modbydelighed bort fra Glasset; endelig drak hun resigneret, den stakkels lille. Det var et af de deiligste Ansigter, man kunde se. Fromt og alvorligt, de store, sørgmodige Øine og det lidende Udtryk kunde passe paa en katholsk Altertavle.

Klokken var nu bleven henved ni, og nedover den omtalte improviserede Trappe saaes et Par Tjenestepiger at komme med nogle monstrøse, dampende Kaffekjedler og nogle Rullekurve fulde af 136Hvedebrød. Ved dette Syn stimlede Badegjesterne sammen fra Gaarden og fra Dalens begge Ender med en Hurtighed, som man ikke skulde tiltro syge Folk. Jeg tænkte paa den homeriske Lignelse om Troerne, naar de stormede fra den skamandriske Slette ind gjennem Trojas Porte. Nu blev der Liv i Salen; de respektable Fruer i Sofaen reiste sig, Medisancen ophørte, Krykker og Stokke klang, Børn og Voksne, – Frøkener og fattige, – alle lode til at være uhyre sultne. Det er Vandet og den tidlige Opstaaen, som giver denne glædelige Appetit. Enhver ilte med Begjærlighed bort med sin Kop sort Kaffe og Hænderne fulde af Hvedebrød for meget snart at komme igjen efter mere. Denne Scene var morsom. For ogsaa at have noget at drikke slugte jeg et halvt Glas Jernvand. En gammel Herre med et voksgult Ansigt og et klogt, skarpt Smil, med hvem jeg før havde vekslet et Par Ord, nikkede venlig til mig: Nu, De drikker vor Sundhed i et Glas Brøndvand? Det er ufornødent, vi befinde os vel, som De ser. Se hvilken Appetit, allevegne sanitatis argumenta. Vi drikke Kaffe, og medens vi drikke Kaffe, tænke vi ikke paa vor Gigt og vore Mavetilfælde; vi bagtale ikke mere og ærgre os ikke over Veiret. Dette er i Grunden Dagens Glandspunkt. De vil sande mine Ord, naar De ser Ballet i Aften.

Der levnedes mig kun kort Tid til mit Besøg ved Badet, og jeg benyttede den i Selskab med min gamle, kvikke Herre til grundig at bese Badet og dets Indretning. Altsammen bestyrkede kun altfor vel, hvad jeg i Forveien halvt vidste. Hvad kunde dette blive til, naar det faldt i de rette 137Hænder! Forfatternote: Det skal erkjendes, at dette for længe siden er skeet. Eidsvold Bad har nu arbeidet sig op til en ret respektabel Plads blandt vore andre, senere tilkomne Badeetablissementer. Her har Naturen med ødsel Haand søgt at erstatte Kunsten og den træge Menneskevillie. Brøndgjesterne ere altsaa henviste til Naturomgivelserne og den heldigvis storartede Gjestfrihed der i Egnen, thi selskabelige Tilstelninger paa selve Stedet komme der vel ikke stort ud af, hvis jeg kjender os norske ret. Denne Hjælpe- og Holdningsløshed, der udmerker os ved alle slige Leiligheder, maa være noget ganske nationalt. Vi have tabt Naiviteten og have faaet Kritiken istedet uden endnu at have vundet den Sikkerhed, den Helhed, som udviklede Seder og ældre Tilstande føre med sig. I Smaapartier ude i det grønne gaar det bedre, og her er rig Anledning for dem, som sætte Pris paa den Slags Adspredelse. Forfatternote: Den store Præstegaardshave med Lunden, heldigvis ikke for nær Huset, stod dem saaledes aaben. Bønderne ere meget villige til at leie sine Heste ud, og ved Badet findes en Art civiliseret Høvogn, paa hvilken Mennesker ogsaa kunne kjøre. At denne Befordring dog efterlader noget at ønske, slutter jeg af dens Navn «Taarepersen». Desuden er der de deiligste Fodstier allevegne i Omegnen, og maa man end imellem klyve over Gjærder og springe over Grøfter, saa kan jo dette for en Del erstatte Mangelen af gymnastiske Apparater ved Brønden. Hvad Søfarten angaar, saa har denne hidtil været besørget af et stort, rummeligt Ferskvandstrug, der befarer Vormen. Paa dette kan man endog bekvemt dandse, saa meget mere som Rederen, der gjerne 138følger med, kan spille Violin, og den Fart, Skibet skyder, forstyrrer slet ikke Takten. Det er ingen Hurtigseiler. Naar det kommer svømmende, ser det ud som en uhyre Flyndre med Master paa. Det kantrer aldrig. Til Jagtelskendes Underretning kan jeg fortælle, at der løber adskillige Harer og Aarfugle i Skoven rundt om, og i Myrene inde paa Aasene svømme de skjønneste Ænder.

Da jeg kom ind i Salonen om Aftenen Kl. 6, var de tre Spillemænd samlede i en Krog, og Ballet var allerede begyndt. Damerne sad om Væggene efter en Dands; men det støvede sterkt, og det saa ud, som om der var spildt Sundhedsvand paa Gulvet. Scenen var nu ganske anderledes end om Morgenen; Selskabet var pyntet, og der var ingen Sygdom eller Elendighed at se mere. Dandsen trivedes dog bedst i Salens nederste Ende. Høiere oppe spadserede de ikke dandsende Gjester i Frakker. Dertil kom, at Tilskuerne udenfor var temmelig nærgaaende. Den, der skulde ind i Salen, maatte bryde sig en Gade gjennem en tæt Flok Graagutter, som efterhaanden avancerede langt ind paa Gulvet og trykkede Ballet mere og mere hen i den anden Ende. Og eftersom de tiltoge i Antal, voksede deres Mod, og paa Trappen dreves en høirøstet, romerikisk Kritik. Det var F. hakke mig noget, som fint var, sagde en, da Ballets eleganteste Dame bruste gjennem Flokken. Nei, har du se’t sligt Stel paa et Hue før? – Nei, hu da! –

Jeg havde nok efter et Kvarters Ophold i Salen, slap lykkelig og vel ud og løb nu mere, end jeg gik, saalænge jeg kunde høre Musiken og Støien. Veiret var pludselig blevet deiligt. Vormen blinkede, og 139Solen kastede lange, smaragdgrønne Lysstriber ned ad de vældige Terrasser, der omkrandse dens Indløb til Eidsvoldsbakken … Hvilken Lettelse! . . . .

* * *

Da jeg havde læst hans Skildring tilende, var det, som om jeg selv havde været med og trængte til denne Lettelse. Ud maatte jeg, ud i Naturen, den store, uberørte, endnu ikke af Menneskehaand forkvaklede, mishandlede Natur, – og det blev til et lidet Stemningsbillede, som I, kjere Venner, der hidtil saa trofast have fulgt med, maa have med paa Kjøbet.

Jeg tog Veien ud paa de søndre Marker og vandrede ned ad en af de utallige, skovbevokste Odder, der gjennemskjære Dalen omkring Andelven. Til venstre midt i Bakkeheldet fandt jeg den Plet, jeg søgte: et lidet Anlæg under nogle gamle, hvidstammede Birke og store Graner. Her sank jeg ned paa Mosbænken. Hvilken ubeskrivelig Stilhed og Fred herskede ikke her! Skal jeg forsøge paa at beskrive dette Skue? Neppe vil man nogensteds finde en Natur, hvor det norske Element, Himmelens og Farvernes lyse Pragt, de sterke Skygge- og Lysvirkninger saa vidunderlig smelte sammen med en sand sydlandsk Yppighed som her. Om jeg nu sagde, at Skoven var rig og Dalene et eneste Blomsterteppe, at Elven bugter sig dybt nede, stille og dyb, saa stille, som om den stolt af sine Bredder ikke kunde afspeile dem klart og tro nok, om jeg endvidere fortalte, at der gror Vandliljer og Nøkkeroser i denne Elv, saa vilde man maaske tro mig paa mit Ord, men alt dette giver intet anskueligere 140Billede end alle slige forbrugte Beskrivelser. Kom selv! Paa Sjelens Speil vil denne Naturs Skjønhed aabenbare sig, lægende, trøstende og manende, eftersom du bringer dine gode eller onde Lidenskaber med. Den maa øve sin Magt over alle. Glæden maa den forhøie; men ve den, som skal bære en Længsel i disse Dale! Og dog maa selv den smertefulde, henrykt over denne Sympathi, idelig drages hen i dens Skjød. Den urolig higende vil den maaske pine og forjage, men den livstrætte vil tro at have fundet Freden paa denne lille Plet.

Der var saa tyst under Birkene, Solen var næsten nede bag Skrenten, hvor jeg sad. Elven var saa speilblank og Skyggerne saa dybe, at man havde ondt for at skjelne de virkelige Bakker fra dem i Vandet; Illusion og Virkelighed smeltede i et. Trætoppene paa Høiderne, der springe frem den ene bag den anden, opfangede endnu det sidste Solskjær, før det steg op paa Baarliaasen. Tilsidst laa hint violblaa Slør, der undertiden i varme Sommere giver vore Landskaber en næsten sydlig Tone, over det hele: Solen var nede. Fra Grundene, hvor de skjulte Kilder forene sig med Elven, steg den kjølige Aftenluft, den førte med sig, en berusende Duft af Hø, alle hine varme, krydrede Dufte, som om Dagen leire sig dernede. Hvilken Stilhed! Aspen rører ikke engang sine Blade, og den summende Lyd af en travl Sommeraften, der lyder fra Gaardene trindt om, forhøier kun Stedets drømmerige Ensomhed. Koklokkerne klinge fra alle Fjerner, en Gaaseflok flyver skrigende hen over Markerne efter sine Tyverier i Agrene, nede bag Buskene lyde Aareslag; 141det er den fattige Kone, der sætter over for en Skilling, hun næsten aldrig faar. Denne Natur tilhører en anden Tid, et andet Folk, en anden Kultur. Saa zart, saa rig, saa kunstmæssig ædel er den udgaaet af Skaberens Haand, og Bonden har trampet paa dens Jordbund og hugget i dens Skove uden at ane Kløften, der adskilte dem. Den maa forstaaes denne Natur! … Drag ind i den med din Sjel, med din dybeste Smerte og Glæde; da vil Egnens Nymfe aabenbare sig for dig; til dig vil hun hæve sin tusindaarige Klage, at hun er saa smuk og forladt … forladt … forladt. Mit Hoved var sunket mod Granstammen, og ved hvert Ord syntes jeg, de unge Birke henne paa Balstigen nikkede og vinkede med de lange, svaiende Grene, og Granerne nikkede ogsaa, og den graa Kol over Baarliaasen rokkede ganske tydelig med sit gamle, skaldede Hoved. Men nede fra Elven reiste en mørk Skysøile sig i Veiret, der flød ud i fantastisk-dæmoniske Former til alle Sider, fyldte Kløfterne, hvirvlede sig om Trætoppene og steg langsomt op til Høiderne – alt blev dunkelt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg vaagnede ved en skjærende, langtrukken Lyd, der hvinende kastedes tilbage fra alle Sider; derpaa fulgte en hul, klaprende Brusen, der først nærmede sig, siden døde hen i Stilheden. Forfærdet sprang jeg op; – i det samme gik der ligesom et smerteligt Suk gjennem Dalen, Aspen over mit Hoved skalv af Rædsel, og en Flok Kraaker svang sig veskrigende hen over Egnen og tabte sig i Luftperspektivet hinsides. Først da jeg havde naaet op paa 142Skrenten, kom jeg til Samling igjen; jeg vendte mig og dybt nede i stille Aftendunkelhed laa Elven. Dens Bredder havde ganske formælet sig med Skyggerne; kun en bugtet, gulblank Vei i Midten røbede dens Gang. Ingen Taage, ingen Røg var at se.

Min Dal, min elskede Dal! raabte jeg … Dig times, hvad der vil, forbliv som før, ensom og forladt og uforstaaet, maatte end aldrig en Menneskefod nedtræde dine jomfruelige Enge! Kun ikke dette! O, kun ikke dette! Før vil jeg aldrig mere se dig, min Dal! aldrig mere kvæge min Sjel ved din Skjønhed, før jeg skulde opleve den Dag, da Industria finder Vei hen til dig for at skjende dine Bredder, forpeste dine Markers rene Blomsterduft og krænke din hellige Stilhed!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.