Tredie Nat.

12Mine Forældre fandt ikke Virkeligheden i sit nye Hjem saa fortryllende, som deres Fantasi havde udmalet sig den. Fader havde seet Præstegaarden i sin Festdragt, da den var befolket og smykket til at modtage Prindser og Rigsdagsmænd. Han gjenfandt den øde, gyselig forfalden, og vi bleve modtagne med kolde Ansigter af de bortflyttende. Ja, De græder, sagde den gamle Frue til Moder, der i en af de øde Stuer hulkende havde kastet sig paa en Stol, De græder, fordi De drager ind, men det er meget bitrere at forlade det. (Ogsaa sandt!)

Hvad mine Forældre have kjæmpet med i disse første Aar, hvad de have døiet og baaret, det fatter jeg ikke engang i sit Omfang, og det hører ikke heller herhen at fortælle. Der fandtes ikke mange Familier til at omgaaes med dengang. Moder, Stakkel, maatte til med en stor Landhusholdning og mange grove Folk, og Fader kastede sig med al sin Iver og Kraft over sit Kald. Enhver, der mindes, hvordan Tilstanden i Bygden dengang var, vil kunne forestille sig, hvilken Augias Stald her var at rense, og jeg véd ikke, hvor langt han endnu var naaet i dette Arbeide, da han efter tretti Aars Møie lagde sig til Hvile. Adspredelserne ydede da den i Sandhed deilige Omegn og begges Smag for Læsning – lykkeligvis eiede Fader et betydeligt Bibliothek – samt en sjelden Gang et Besøg.

Fader var meget omhyggelig for sine Børns Opdragelse. Medens mine Brødre endnu vare for smaa til at sendes i Skolerne herinde, blev der stadig holdt 13Huslærer til os. Foruden denne boglige Lærdom, han bestræbte sig for at bibringe os, vogtede han med yderlig Strenghed over vor Opførsel og navnlig alt, hvad der hørte til det udvortes Dekorum. Vi holdt af ham, vi beilede til et Smil, et Bifaldstegn, men hans Person indgjød os ikke desmindre megen Frygt. Naar vi hørte hans langsomme, vegtige Trin paa Trappen, standsede Lege og Trætte og hvad der havde oplivet Stuen. Moder kastede Øiet omkring for at se, om maaske en Stol eller et Bord havde forskudt sig. Ve den, som ikke holdt Bordskik, som enten kom for sent eller i en eller anden Ting stødte an mod Ceremoniellet. Barnekammeret laa udenfor Faders Værelser ovenpaa, saa han havde os rigtig under Opsigt. Lege maatte vi gjerne og allerhelst synge; dette sidste fik han aldrig formeget af. Men al Støi eller anden Disharmoni blev øieblikkelig 14standset ved et Tegn indenfra. Viste han ovenikjøbet sit alvorlige Ansigt i Døren, saa blev der tyst som i en Kirke.

Det Værelse, Fader beboede, vil jeg forgjeves forsøge at beskrive. I sit Udstyr gav det Indtrykket af noget kabbalistisk middelaldersk, naar man fra den jevne Hverdagslighed udenfor pludselig betraadte det. Det var dybt og trist, og der skinnede ikke Sol i det uden Senaftens, da brød der nogle Straaler gjennem Pileguirlanderne udenfor, streifede nyfigne hen over de mange underlige Mobilier og gave enkelte af dem et Slags gjøglende Liv. Hvor ikke Væggene vare optagne af nogle kolossale Chatoller og Skabe af en antediluviansk Form, vare de bedækkede med Billeder og garnerede med en Række Statuetter og Buster. I Baggrunden thronede en vældig Jupiter i Bronze ligesom en Gud i et Tempel. En utallig Mængde Karter, Mapper, Illustrationer bedækkede Bordene, endvidere fandtes Krucifiks, Timeglas, et Staffeli, Glober, Modeller til Allehaande, Tegneapparater, hans Violin og et nyt af ham selv opfundet og forarbeidet Instrument, som han kaldte Harmoniakkord og som klang, som naar man river med en Griffel paa en Rude, altsammen opsat i den uryggeligste, aldrig afstøvede Orden, syntes, ligesom fængslet i en tusindaarig Søvn, kun at vente paa den Stav, der vilde løse Trylleriet. En grøn Papegøie sad ubevægelig paa sin Stang, som om den ogsaa var forstenet eller ventede paa at blive det. Jeg følte altid noget beklemmende ved at træde ind i dette Værelse. Gjorde man sig mere fortrolig med det, saa forstod man det. Her boede en Mand, der havde 15mægtige, mangeartede Tendentser, nok til at nære en Slægt med, men som ikke vare bestemte til i ham kunstnerisk at forløses. Fader var en Tankens Mand og kun dette, Ordet var hans Kunst, hvori alle hans Evner fandt sit fuldeste, fuldendteste Udtryk. Hvad enten han skrev eller han talede, i Dagligstuen, paa Talerstolen, eller ved et Selskabsbord, hvor klart, hvor gribende, hvor helstøbt var hans Foredrag! Det lignede hans Haandskrift, der var saa smuk, saa meislet! Det dunkleste blev forstaaeligt, det tørreste interessant og belærende, naar han foredrog det for os, og bagefter sporede vi aldrig Træthed, vi syntes blot, at vi havde moret os.

Den Skjønheds- og Kunsttrang, Fader dog uimodsigelig var besjelet af, uagtet den endnu laa ligesom ufuldbaaren og kjæmpede i hans Sjel, søgte han at gjennemføre i sit hele huslige Arrangement. Han kom aldrig hjem fra nogen Reise, uden at han medbragte noget til Husets Forskjønnelse og Komfort. Nede raadede imidlertid Mor, og hendes renere, lysere Smag vidste at ordne disse ofte uensartede Ting og udbrede Harmoni og Hygge over det hele. En anden Eiendommelighed hos ham var hans Smag for det festlige. Alle Fødselsdage i Huset bleve høitidelig feirede. Naar hans egen Fødselsdag nærmede sig, maatte vi Børn under et eller andet Omsvøb bede ham om Penge for at festligholde den paa det bedste. En Gratulationsskrivelse, især hvis vi formaaede at sætte den paa Rim, en Tegning eller andet Arbeide gjorde ham meget lykkelig og os selv ikke mindre. Overhovedet, naar vi fandt noget rart, den første Blomst eller det første Bær, gik vi til ham 16dermed førend til Mor, hans Bifald havde dog en anden Vegt, og var vanskeligere at erholde. Ogsaa Gudstjenesten søgte Fader at give et mere festligt Præg. Han arbeidede meget for at rense Sangen og indføre Orden og Stilhed i Kirken. Naar Aaret havde været godt og Indhøstningen var endt, blev der holdt en Takkefest. Kirken var da smykket med broget Løv og Blomster, og det var en Glæde for os, naar vi Dagen forud kunde være med og hjælpe til, binde Krandse, bringe Løv o. s. v. Der blev sunget en Kantate, som han havde komponeret og med en uendelig Møie og Taalmodighed indstuderet med Bondepigerne og Sognets diverse musikalske Individer. Fra et kritisk Standpunkt maatte denne Præstation naturligvis ikke bedømmes, men Tiden var naiv dengang; naar jeg undtager nogle ildesindede, der opholdt sig, om ikke over andet, saa over det usædvanlige, vare disse Fester smukke, og Mængden fandt sig opbygget ved dem.

Den Strenghed, hvormed vor Fader opdrog os, det noget stive og ceremonielle i hans Væsen, der især i de senere Aar steg til barsk Utilgjængelighed, stod igjen i en forunderlig Modsætning til andre Egenskaber. Ubeskrivelig var den Ømhed, han viste, naar der feilede os noget. Han vaagede med os, han kunde sidde utrættelig foran vor Seng og fortælle og synge for os med sin smukke, kraftige Stemme. Det selskabelige Talent, han med Rette var bekjendt for fra sine unge Dage i Christianssand, udfoldede sig ogsaa undertiden paa en merkelig Maade, det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke Melankoli. Ingen kunde elskværdigere oplive et Selskab 17end han. Vore Lege, især de skriftlige, bleve først morende og pikante, naar han deltog i dem. Stakkels Fader! Det livsvarige Ophold i en Bondebygd, hvor hans Evner ikke fandt den rigtige Sysselsættelse, end sige Anerkjendelse, unddraget levende Omgang med sine lige, forbitret og foruroliget ved saa meget, som er unødvendigt at paapege her, gav disse hans Væsens lyse, jeg kan sige glimrende Sider mere og mere Plads for Grublen og mørk Afsluttethed. Ensomheden, denne langsomme Forgifter – thi man vil dog forgjeves tænke paa at undfly Menneskene – bestyrkede kun den Hang, han havde til at systematisere og theoretisere Alting. Det gik, som man kunde vente: Det virkelige Liv blev ham mere og mere fremmed, og Fænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer. Selv vi Børn følte undertiden smertelig, at vi ikke tilfredsstillede ham, ikke fordi vi ikke artede os, men vi artede os kun paa en anden Maade, end han havde – bestemt det. Jeg eier endnu et Manuskript, skrevet af hans zirlige Haand, indeholdende halvhundrede Paragrafer om Børneopdragelsen, Regler, som enhver forstandig Opdrager kunde bringe i Anvendelse, men det gjør et eget Indtryk at tænke, at de udtrykkelig ere skrevne for Henrik. Halvhundrede Opdragelsesparagrafer og Henrik!

Med denne Hang til at skabe sig Theorier og tage Livet illusorisk forenede Far en Storartethed i at give og hjælpe og paa sin tause og barske Maade gjøre godt, der naturligvis især voldte ham Skuffelser. Hvor denne Godhed blev misbrugt! Hvor han blev bedraget, du milde Gud, hvor han blev bedraget! – 18saadan rigtig hvad man kalder trukket op! Og han blev altid lige overrasket. Det vilde slet ikke enes med hans Logik, at Velgjerninger lønnes med Utak og Ædelmod med Spot. Ligetil det sidste ventede han at finde Menneskene, som han troede de vare og burde og maatte være.

Faders sidste og ulægeligste Illusion var, at Fortjenesten anerkjendtes af sin Samtid, og at en Stat, et Samfund har en Gjæld at afdrage mod en Mand, der har gjort dem store og vigtige Tjenester. Han bad tilsidst kun om en Plads i sin Ungdomsby, for at han kunde ofre denne Resten af sine Kræfter, inden han lagde sig til Hvile, og det negtedes ham. Med denne sidste Illusion brød hans Kraft sammen, og han sank ikke længe efter i Graven.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.