I de lange Nætter

av Camilla Collett

Tolvte Nat.

89Straks efter min Hjemkomst fra Chrirstiansfeldt fulgte min Konfirmation, hvortil Fader beredede mig med al den Alvor og Grundighed, som var ham egen. Han gav mig ganske alvorlige Lekser op og gjennemgik dem i lange Drøftelser og Samtaler. Det var lykkelige Dage, jeg levede denne Sommer, naar jeg gik op og ned i Alleen og læste paa mine Opgaver. Verden laa saa lys og klar for mig som Himmelen bag Træerne, og jeg syntes, det var ingen Sag at forblive god i den. Dagen selv skjøn, alt var opløftende, selv Salmesangen, og det gjorde slet intet Afbræk i min virkelig høitidelig og rørte Stemning, at jeg maatte staa blandt lutter sorte i en gammel hvid Kallikos Kjole, da Silkekjolen, der skulde komme fra Udlandet, netop kom otte Dage senere. Men hvorfor skal man ogsaa være sort paa denne Dag?

Den hele Stemning fra hin Tid, og især under de første Altergange, finder jeg nøiagtig optegnet i de Dagbøger, jeg dengang førte – Optegnelser, som jeg ikke uden dyb Vemod nu kan læse igjen. Det vilde være en let Sag, og maaske synes ganske passende, her at meddele Uddrag af hine Dagbøger. Men, Venner! mine Fortællinger er ingen Selvbiografi, naar man dermed mener en fra et Menneskes Inderste udspunden og sammenholdt Kjede af Oplevelser og Begivenheder. Jeg har valgt den biografiske Form som en bekvemmere Baggrund for endel Personer og Tilstande, jeg gjerne vilde give den størst mulige Sandhedens og Livets Relief, og jeg har idetmindste ønsket kun at fremtræde saa meget, at jeg kunde 90konstatere mig som et lyslevende, forstandigt og paalideligt Vidne. Har der knyttet sig noget fortællelsesværdigt ogsaa til min Person, nu, saa har jeg ogsaa fortalt det. Medens jeg paa Grund heraf hos en Del af mine Tilhørere maaske vil paadrage mig Beskyldninger for at have talt for meget om mig selv, vil en anden Del kunne anke over det modsatte; de ville føle, hvad der ikke er talt om, hvad der inderligst udgjør og angaar et Menneske, saadanne Bekjendelser, der helst vise sig paa Scenen, naar «Stykket er ude», og da er det igjen et Spørgsmaal, om de kunne bære sig selv.

Der fulgte et Afsnit af et Par Aar i mit Liv, der ligger for mig i en Drøms usikre Taage. Vi havde saa godt som ingen Forbindelse med Christiania dengang. Jeg har dog vist følt mig ganske lykkelig dengang. Alle mine Søskende vare dragne ud paa en nær. Men denne ene var nok til at beskjæftige os alle og fylde os med denne ubestemte Bæven og Forventning, hvormed man pludselig opdager, at man huser det kolossale og usedvanlige i sin Midte.

Henrik var optraadt som Forfatter. Han sprang over de sedvanlige Indledninger og udkastede med saa fulde Hænder sin Musas Gaver, at man ikke fik Tid til at besinde sig, hvad alt dette var for noget. Han tilbragte disse første, sprudlende Aar for det meste hjemme, og de vare sikkert de roligste og lykkeligste i hans Liv. Jeg ser og hører ham endnu, naar han kom i tre Sæt ned ad Trappen, fór sagte fløitende og i Dansetakt gjennem Stuen, med den evigtblomstrende Nellik i Brystet. Han havde altid nogle gamle Kumpaner ude i Bygden, som han 91besøgte, og de underligste var ham de kjereste. I dette Stykke var han Skjønner og ordentlig kræsen, «Feinschmecker», som Tyskeren vilde kalde det. Platheden, den trivielle Korrekthed afskyede han; der maatte Begavelse til, men dog tilsat med en vis haut-gout af noget latterligt eller fremstikkende, skulde han sætte Pris paa den. Imod dem, der kunde rose sig af denne Blanding, var han altid elskværdigst, de vare ham uundværlige, ligesom han blev dem det. Paa Ballerne tog han altid de uheldigste Damer op, og mangen en, som ellers ikke fik dandse, førte han i Vinden. Det forstaar sig, at han ved Siden deraf lod Skjønheden vederfares sin Ret. Han trængte altid til nogen, der kunde staa Buk for hans Lunes vilde Spring. Havde han dem ikke ved Haanden, saa forskrev han dem. Denne hans Smag for det bizarre, det originale, kunde falde byrdefuld nok for dem, der ikke delte den; det var altid med en vis Bæven, Moder hørte ham melde en ny Gjest, og jeg har udholdt mere end en frivillig Kammerarrest i denne Anledning.

Aldrig glemmer jeg min Forskrækkelse, da han, engang, som jeg var i et Besøg i Byen, kom med Vogn for at hente mig. Jeg troede, vi to skulde reist op alene. Denne Vogn indeholdt foruden Henrik selv et Bur med to Kanarifugle, en Engelskmand, et stort oliemalet Portræt foruden forskjellige andre Produkter af Kunst-, Dyre- og Planteriget. Endvidere Bela, Henriks franske Mynde, hvis fine Poter ikke taalte den lange stenede Vei. Henrik skulde passe paa Bella, Engelskmanden paa Buret, jeg holdt Portrætet; men hvem skulde passe paa Engelskmanden? 92Den første Mil græd jeg, medens jeg af og til skottede til Siden; dog beroliget ved, at jeg blot saa en stor, skarp Næse springe frem af en lige saa ubevægelig Indhylling, blev jeg tilsidst dristig ligesom Frøerne i Fabelen, til hvem Zeus nedkastede Stolpen, og da endnu en Mil var gaaet, forsøgte jeg at indlede en Samtale. Dennegang havde Skrækken været blind. Eftersom han udviklede sig noget af sin britiske Utilgjængelighed, den han dog aldrig ganske gav Slip paa, kom der et af de bedre Eksemplarer af hans Slegt tilsyne. Mr. Latham var en lærd og dannet Mand og besad vist høist respektable Egenskaber, naar man havde faaet Tid til at arbeide sig igjennem til dem. Han udmerkede sig ellers ved den Prætention, det urokkelige Alvor, hvormed han kunde sige de latterligste Ting, uden at han havde en Anelse om den Virkning, de frembragte. Han var Sprogmand og gjorde sig især til af den grundige Kundskab i vort norske, som han efter tre Maaneders Ophold i Landet havde erhvervet sig. Forat denne hans Dygtighed skulde komme til sin fulde Ret, ventede han gjerne, til de andre havde udtalt, førend han langsomt og med overordentlig Vegt sagde sin Mening. Engang faldt Talen, foranlediget af en Historie i Aviserne, paa Selvmord, og der udspandt sig en liden Strid om den letteste og honorableste Maade, hvorpaa et saadant kunde ske. Vor Engelskmand hørte en Stund hovedrystende til, som en Mand af Faget, der hører andre dømme om en dem ganske uvedkommende Ting. Jaj tror, sagde han tilsidst, jaj er vis paa, at den sikreste Dod er, at man – gifter, sig. Men – javist, sikkert nok! 95faldt Henrik naivt forskrækket ind, men det var en Fandens sen Død! Oh naj, blev Mr. Latham ved med urokkelig britisk Alvor, ikke naar man tager – tager en god Dosis.

Side93

En Lækkerbidsken for Henrik, men en ren Fortvivlelse for os andre, var en Løitnant v. Hadeln paa Vartpenge, som jeg tror egentlig kun levede, og levede meget fornøiet og tilfreds, af andres Gjestfrihed. Vi have aldrig i de Aar, vi kjendte ham, erfaret, hvor hans egentlige Hjem var, men han befandt sig altid i Besøg. Hvis Hostrup havde levet mellem os, vilde man have mistænkt ham for at have taget vor Løitnant til Forbillede. Derfor er hans «von Buddinge» saa uforlignelig en Figur, fordi den gjengiver med træffende Sandhed en hel udødelig Race. Til denne inderlig selvtilfredse, opblæste, med megen Ridderlighed og Æresfølelse trumfende Klasse, dog tilsat med en vis Godmodighed og Skikkelighed, der gjorde ham ganske uskadelig, hørte vort Eksemplar af Klassen, men uheldigvis havde han, i Forening med en burlesk Personlighed, disse Egenskaber i en saa høi Grad, at Henrik forelskede sig i dem og kunde ikke undvære ham. Løitnanten havde sin største Force i at underholde og konversere Damer. Naar den Art Besøg kom, maatte jeg have Forsterkning, det var ikke til at holde ud alene. Saa blev der sendt Bud efter min jevnaldrende Veninde, der boede en halv Mils Vei derfra. Den smukke Vilhelmine var rigtignok en farlig Allieret ved slige Leiligheder; men hun var kjækkere end jeg, og to er altid en Magt mod en. Varede nu Beleiringstilstanden i to Dage, lagde vi vor Plan ganske militærisk 96undvigende. Første Manøvre: en ren Forsvinden; enten stjal vi os ud tilhest eller opsøgte saadanne Veie ude i det fri, at det var en Umulighed for den, der ikke var kjendt med Terrænet, at finde os. Anden Manøvre: en haardnakket, til alle Sider forskandset Syning; saa havde Fienden Forpostfegtninger at bestaa, inden den naaede til os. Var Henrik tilstede, gik det bedre; thi da holdt han Løitnanten varm, og han var da meget mindre oplagt til at være Kurtisør. Engang havde Vilhelmine og jeg aftalt at holde Siesta i den lille Pavillon i Bakken. Henrik havde lovet os at holde v. Hadeln fast i det kritiske Øieblik, da vi reiste os fra Bordet. Han fik ham ogsaa virkelig ind i Sideværelset til et Parti Schack, medens vi iverksatte vor Flugt over Gaarden. Vi havde netop naaet Høiden af en Laavebro, der fører ud til Marken, da vi saa Løitnanten styrte ud af Døren med Tschako paa – Henrik forsikrede ham altid om, at denne klædte ham bedst – og saa hurtig, som hans Ben kunde lange ud, stave over Gaarden i Retning mod os. Dette Syn, i sig selv bare latterligt, undlod ikke at sætte os i den voldsomste Skræk. Som et Par opskræmte Høns og med den samme selvæggende, voksende Forfærdelse fór vi ned ad Bakker og Skraaninger og standsede først i det dybeste af Tykningen, hvor vi krøb ind i et Hasselkjær. Vi havde ogsaa den Tilfredsstillelse at høre ham komme og gaa forbi, inden vi forlod vort Skjul og nu jubilerende slog ind i Retning af Pavillonen, som vi næsten halvdøde naaede. Her laasede vi os ganske ordentlig inde og rullede ned. Ogsaa her hørte vi ham komme; men han tog 97dog det Parti at gaa, da Huset var og blev utilgjængeligt. Men Henriks Alliance undgik vi rigtignok siden.

En anden Figur, som Henrik satte megen Pris paa, var en vis Mellbye. Han havde engang været Lærer i Fransk paa en offentlig Skole; men af visse «spirituelle» Grunde – stakkels M. førte altid dette og andre franske Udtryk i Munden – var han stegen ned til en Huslærers beskedne Stilling oppe i vor Bygd. M. var en Mand med ophøiede Tendentser, han sværmede for Kunst, Poesi og alt, hvad der var stort og ædelt, forresten et godt og grundskikkeligt Menneske, og man kunde neppe finde andet at udsætte paa ham end den ulykkelige Tilbøielighed, der havde berøvet ham hans Stilling. En høfligere, zirligere og mere pathetisk ridderlig Person i al sin Optræden end M. kunde man ikke tænke sig. Endog hans Træk bar oprindelig Præget af en vis ophøiet, renskaaren Skjønhed. Han maa have lignet Camoens engang. Hvorledes han med alt dette var kommen til at blive en af de største og fornøieligste Karrikaturer, der er forekommet, endog i hin Tid, saa rig paa saadanne, forstaar jeg ikke; maaske havde alle disse Egenskaber et Plus for meget; eller hvad kunde det være? Han havde ligesom Camoens blot ét Øie; men dette var igjen alt for stort; det lignede meget det runde, matlysende Glas paa en rødmalet Raritetskasse, der var vor Glæde, da vi vare smaa. M. manglede maaske blot en eneste Egenskab, og det var Kritik, Selvkritik, dette Ironiens Saltkorn, der kunde vakt ham til at beskue sig selv og sin Tilstand og derved maaske til at reise sig igjen. Stakkels M.! han gik i Grunden ganske lykkelig sin Undergang 98imøde. Han skattede sig selv som et Mønster paa Smag, Takt og Dannelse og havde en stor Nydelse deraf. Følelsen heraf tog altid til, og lige saa tilfreds, lige saa gravitetisk anstandsfuld, som han havde levet, steg han Trin for Trin ned til det hemmelighedsfulde Stade, hvor vi med Sorg have seet ædlere, dygtigere Kræfter end hans forsvinde.

Men da vi kjendte ham, var han endnu høit oppe paa Stigen. Henrik var i Grunden snild mod ham; men han kunde naturligvis ikke bare sig for at have Moro af ham, naar Leilighed gaves; og det var da næsten bestandig. M. sværmede for Henrik og taalte merkværdig godt alle hans Drillerier og Extemporationer, medens han var yderst ømfindtlig mod Angreb af andre.

M., der længe havde opholdt sig i Paris, havde en Passion for alt, hvad der var Fransk. Han talte Sproget meget korrekt og underholdt sig helst paa Fransk. Det faldt ret i hans Smag, da min Veninde Vilhelmine, i hvis Fader, Oberst Sisseners, Hus han var Huslærer, efter Aftale med mig fik ham til at forklæde sig som reisende Franskmand og i dette Kostume aflægge en Visit i Præstegaarden. Der var netop Geburtsdag og Selskab den Dag. Vi underholdt ham paa det bedste og lod ham i den Tro, at han ikke var kjendt. Især var det det franske Kjøkken, M. sværmede for; han omtalte ofte med Henrykkelse disse smaa, lette Retter, hvis Sammensætning og Stoffer ingen kjender. Henrik inviterede ham derfor engang høitidelig til en saakaldt Souper á la français, der havde kostet baade ham og Marthe lange Tilberedelser. Dette Maaltid bestod af noget, 99som han kaldte farcerede Snepper, men som i Virkeligheden var Kraakefrikasé, Løvetandssalat, Kompotter af en eller anen Slags Sop, Champagne af Birkesaft samt en Dessert af vild Honning (Humlebol), en Anretning, som uagtet den paa Moders udtrykkelige Anmodning blev serveret for lukkede Døre, dog betog os Appetiten i lang Tid. Men Henrik maa rigelig have krydret Maaltidet med Vid og Elskværdighed; thi M. var fuldkommen henrykt og talede længe om den delikate Souper.

En Scene vil jeg endnu fortælle, som det undrer mig, Henrik ikke selv har fortalt i sine Livsskisser; han maa have glemt den. Den vil til Overflod erindre os om, hvor nær det tragiske ligger vore overgivneste Harlekinader – hvem har ikke følt det! – og hvilken Guds Velgjerning det er at kunne le og være lystig nogensinde i denne Verden.

Under et Besøg hos Oberstløitnanten, hvor der var nogle Herrer samlet, havde Henrik drevet sin Spads med M. vel vidt. Hvis jeg ikke tager Feil, havde han i en Forundringsleg bemerket om M., at det var en besynderlig Maane, der lyste slettest, naar den var fuld. Det var den Slags «spirituelle» Hentydninger, han slet ikke taalte, endog ikke af Henrik. De andre pustede for Løier til og sagde til M., at dette gik for vidt; hans Ære krævede, at han fordrede W. ud. M., der maaske netop var i første Kvarter af Maanen, fandt dette meget beføiet. Duellanterne indfandt sig samme Aften i en tom Bjelkestue, der laa i en afsides Fløi af Huset, hver af dem med en af Oberstløitnantens Rytterpistoler, der sidst havde været ladede 1814.

100Henrik, som den udfordrede, skjød først. Sekundanterne dundrede i Gulvet og kastede en Kugle eller noget saadant hen paa M., der opfangedes i den tililende Sekundants Arme. «Er De saaret?» «Ubetydelig,» sagde M. og tørrede Angstens Sved af sin Pande. Nu skulde M. skyde, Henrik vilde falde, forat man kunde faa se M. som fortvivlet Seierherre. Men den Spads glemte de. M. skyder, ædelt, forsikrede han siden; et Knald ryster hele Huset; ved at se efter har der boret sig en Kugle ind i Væggen nogle Tommer høiere end Henriks Hoved, og der sidder den endnu den Dag idag. Først længe efter fik vi denne Begivenhed at vide.

Af saadanne Scener kunde jeg fortælle mange; men jeg tænker, dette er nok til Prøve. Hvad for Indtryk de gjorde paa mig, dengang jeg oplevede dem, kan jeg ikke selv gjøre Rede for. For en ung Pige, der netop skal begynde Livet og staar usikker og forventningsfuld foran det, var disse Henriks Excentriciteter altid en underlig Indledning. Jeg savnede Undsætning, nogen, der vilde fylde og virke dæmpende, nogen, med hvem man kunde le, om ikke andet. Dette kunde blot ske i Ferierne, naar vi fik Besøg af mine eller mine yngre Brødres Bekjendte.

Efterhaanden dannede der sig en liden Kreds, der samledes i en Række af Aar, fornemlig i Sommerferierne, men nogle Gange ogsaa i Julene. Da blev Ligevegten oprettet; Henriks Nærværelse merkede vi kun som en høirøstet Kilde, der forfrisker uden at forstyrre. Tonen begrændsedes, men blev aldrig mat eller tvungen. Endnu kunde der udvikle 101sig Timer, Situationer, fulde af spillende Humor. Det var herlige Uger disse; der hviler et Skjær af Ynde, Friskhed og Romantik over dem, som jeg ikke har Ord for at beskrive.

Man kan begribe, at for Damerne i denne vor Kreds var Henrik altid noget som den himmelfaldne Stolpe i Fabelen. De begyndte med en vis Frygt; men de merkede snart, at han ikke var saa slem, og de endte med at være glade i ham. Han blev paa sin Vis galant Ridder; man gjorde Indrømmelser og søgte at komme hverandre imøde. Saaledes føiede vi os modigen i hans Bøn om at maatte kjøre os til et Julebal i «Pilen», hans selvopfundne Pulk, der ganske havde Formen af en Baad. Der var temmelig dyb Sne, og vi forudsaa meget godt, hvorledes det vilde gaa. Men naar Henrik havde nedlagt sin Vadmels Frak for Damernes Fødder og traadte op i Klæde til deres Ære, saa turde de til Gjengjæld ikke gjøre mindre end at kjøre i «Pilen» med ham. Kun betingede vi os, at han ikke maatte velte os mere end tre Gange; imidlertid skede det fire Gange. Ak, mine Damer, som maaske faa høre dette! De gyse ved at tænke paa denne Fart! tænk, i Finnepulk og med Henrik Wergeland! Men jeg forsikrer dem, at ingen af os, og maaske ikke engang De selv, mine Damer, har i vore magelige Karreter kjørt til Bal saa lystige, saa hjertelig fornøiede som vi i vor Pulk, og vi vare virkelig ogsaa pene! – ja, maaske netop derfor. Vi havde klare, hvide Kjoler paa, der dog ikke tog synderlig Skade. De maatte kun tørres lidt ved Skorstenen, inden de gjorde Effekt inde i Balsalen.

102Vor Kreds fik undertiden en kjer Tilvekst i vore Naboer fra Ullensaker. Denne musikalsk følende og begavede Familie var nylig overflyttet fra de bergenske Fjorde til Ullensakers triste, nøgne Sandsletter; de vidste derfor fuldt vel at skatte den eidsvoldske Naturskjønhed. Det var ret taknemmelige Gjester at have. Saa længe Præsten levede, denne fine, varme, ungdomsfriske Gamle, der var «skjøn i sin Nedgang», som Welhaven sagde om ham, fulgte han ogsaa med; siden var det de unge, der jevnlig besøgte os. Naar mine Veninder, det Diriksske Søsterpar, forlod os, var det næsten blevet en Regel, at jeg fulgte dem til Ullensaker Præstegaard for der at afslutte vort Sommersamliv. Her skiltes vi da, de for at drage hjem til sine Husguder i Grændsegaden, jeg til det stille Naturliv hjemme, hvis Ensomhed da undertiden kunde forekomme mig overvældende.

Var det Sommer, gjorde vi undertiden store Ture, sjeldnere disse mindre, der ofte blot virke oprivende. Præstegaardens Omegn er saa uudtømmelig rig; hvad skulde vi søge i den Art, der var smukkere? Men en Gang imellem gik vi tilfjelds; vi besteg Misbjerget. Henimod Aften drog vi op ad Skyggesiden for at naa ud til den røde Klippe, hvorfra man kan se Solen gaa ned over Hurdalssiden. Vi rastede paa Randen af denne merkelige Styrtning, der stiger saa lodret ned, at det ser ud, som om man kunde kaste Smaasten ned i Kjernene, der dog maaske ligge en god Fjerdingvei ud paa Skovsletten. Saa gik Natten, som ingen Nat er, men kun en gylden Dæmring, hvori Aften og Morgen mødes i et eneste langt Velkomst- og Afskedskys.103 Et Par saadanne dæmrende Timer, og Solen dukker op over den fjerne, blaa Linie i Nord og kaster en bleg Lyssøile udover Mjøsen, hvis hele Speil vi have foran os. Nu ligger Hurdalen dunkel under Aasrækkerne, der tegne sig kobberfarvet, mat oplyst mod Vesthimmelen. Hvor ser nu denne Egn, som laa der saa smilende i Aftensolen, hvor ser den vild og øde ud i den kolde Morgenbelysning! Eller vi roede op ad Mjøsen paa disse gode gamle, bredbundede Dølebaade, der maaske nu ikke eksistere, besøgte Herregaarden paa Helgeøen et Par Dage og drog saa hjemover, ikke uden adskillige Smaaeventyr og Fataliteter, der naturligvis slet ikke nedslog vort Mod, men lod os kun dobbelt føle det behagelige i at komme tilbage til den velsignede Præstegaard. Ogsaa Far og Mor, begge af Natur selskabelige, levede op i disse Uger og tog ofte Del i vore Udflugter.

Hvor eiendommelig afsluttet, ikke lignende noget senere oplevet, staa disse Sommerdage i min Erindring! Var det en Mangel, at man ikke forstod eller kunde forstaa det, medens man stod midt i det? Man skal have levet, iagttaget og sammenlignet først; men hvor bliver der saa af Naiveteten og det sprudlende Liv, der gav hine Dage sin særegne, fornemste Ynde? Og de herlige Mennesker, der delte hine Dages Glæder og gav dem sin rette Vielse! Forfatternote: Af disse maa særlig fremhæves Statsraad Diriks’s tvende Døtre, Natalie og Emilie, denne sidste min mangeaarige Korrespondentinde. Som Syner midt i Ørkensandet stige de vinkende op, én for én, disse kjere, disse store Hjerter uden Falsk, der dengang 104vare som ét med mig, der benaadede mig med et Venskab, som Døden først har kunnet løse – alle, næsten alle ere de borte!

Fader havde paa min Bøn bygget en liden Pavillon paa en skovbegroet Odde i Dalen, hvorfra man havde Udsigt over Andelven. Det var blot en Træbarakke, hvis Vægge hver Sommer bleve beklædte med alle Slags brogede Mosarter, hvilket saa meget smukt ud. Efterhaanden groede Birkene saadan sammen over den, at den næsten skjultes, og det flade Tag blev selv en Løvsal. Til denne Pavillon valfartedes sent og tidlig; den blev et Slags Midtpunkt for vore selskabelige Forhandlinger. Alle de Smaapikanterier, der udspinde sig, hvor Ungdom og Kvikhed mødes under de gunstigste Betingelser, det vil sige, naar de ikke have andet at gjøre end at ryste Hverdagsstøvet af sig og blive elskværdige, fandt sin Løsning under disse Birke. Enhver Bemerkning, der ønskede at forblive anonym, blev betroet Væggen, og Svaret lod ikke længe vente paa sig. Lidt efter lidt bedækkedes Væggene med Inskriptioner, dels af lyrisk, men fornemlig dog af polemisk og epigrammatisk Indhold, der mindre syntes at passe til Stedets idylliske Karakter.

Mange af disse Udgydelser vare morsomme, og jeg angrer paa, at jeg ikke optegnede mere deraf, thi ak, Pavillonen skal senere være brændt op! Far og Henrik vare de ivrigste Producenter, og ingen var flinkere i fine, træffende og tildels bidende Vittigheder end vor Ibis, den stille, alvorlige Emilie! Forundringslegen blev her leget i det store; Bemerkningerne førtes ordentlig til Protokols, og en saadan, 105skrevet af Fars tydelige Haand, steg op til ganske anseelige Hefter. Vi bleve dog aldrig fornærmede. Det er blot Platheden, der fornærmer. Der var flere Lysthuse og Smaaanlæg nede i Dalen, der alle førte Navne, som de endnu hævde. Det smukkeste hed Drømmely, et andet Smægterud; men vi havde ogsaa et Furtero, som dog ikke, saavidt jeg ved, blev taget i Brug. Et Par af disse Smaavers paa Væggene husker jeg. Enhver fik en Strofe opgivet, som han dømtes til at rime paa et vist Antal Gange.

Faders Impromptu lød saa:

Høit og dyrt jeg her forkynder:
Hvo som ei paa disse Hynder
Røres af Naturens Ynder,
Være maa en rigtig Synder
Eller og – en simpel Flynder.

Et andet:

Se Livets bedste Lyst i Huslighed og Thevand!
Thi bryd dig ei om Kunst, om Moder paa Nyseland.

Om Krig, om Poesi, om Stat og Orla Lehmann,
Hjælp heller dine smaa at bygge sig en Snemand.

Men vogt dig vel for Gjæld, for Kort og Fader Evan;
En Whist tillad dig dog, til Fire- eller Tremand.

Din Kone vente ei med Maden eller Thevand!
Forsigtig ogsaa vær med Rottekrudt og Skevand.

Thi husk paa Tyskens Ord, han siger at: ‘der Eh’stand’,
Blandt andre Livets Kaar kan næsten kaldes ‘Weh’stand’.

106Her artede Rimene mere og mere ud, og endte, hvad man ogsaa kunde vente sig, med en Træmand.

Vi morede os med at sammenligne de dengang levende unge Damer, hvoraf en stor Del vare Skjønheder, med Blomster og at forsyne hver af disse med et lidet rimet Tankesprog. Naar det ikke vilde gaa, hjalp Henrik os. Her er et af ham. Han valgte selv for vor Natalie en Pensée og skrev:

Dit Blik er tankefuldt, din Taaredugg et Speil,
Der viser i dit Dyb os Alt, kun ingen Feil.

(Pragtnerium.)
En Skjønhed, der havde gjort et daarligt Parti.

Tidsler man ser,
Kjække og flotte,
Tidt vokse paa Slotte;
Det omvendt er her:

Din Skjønheds Magt,
Der fængslede Drotte,
I limet Potte
Maa skjule sin Pragt.

(Hvid Rose.)
En af vore smukkeste, yndigste Damer, der døde ung.

O hvide Rose; fagrere end rød!
Og bedre, thi den hele Livsensglød,
Som denne bærer prunkende paa Kinden,
Den har som Hjerte i din Kalk du inden!

107(En affekteret Dame.)

Dig ei Naturen kjender.
Hvad siger Kunsten da? –
Den siger: «Gid jeg var vel derfra!»
Og vadsker sine Hænder.

(Liljekonval.)
En ung Pige (senere Fru Schweigaard), der sjeldnere viste sig paa Skuepladsen.

Du Skovens Yndling, hvi lader du funkle
Dit Perlerad kun i Skovens Dunkle?
Ret som om du var
Af Alfehænder
En henslængt Række forlorne Tænder
I Féen Capricias Boudoir.

(Livet som en Drøm.)
En ung Dame uden megen Sjel, der holdt paa at dandse den Smule, hun havde, bort.

Hvad Thyra er? saa spørger du.
Halv Willis, halv Najade.
Selv Døden søger hende nu
I Skikkelse af Sprade.
Vi andre raabe ve og ak!
Saa ung! o hvilken Skade!
Men Thyra neier, siger: Tak,
Er det en Gallopade?

Otto Aubert havde skrevet, straalende af Ungdom og Sundhed:

108«Das Leben braust, das Leben schäumt!
Frisch auf! eh’ der Geist noch verduftet.»

To Aar efter var han død.

Sommerfuglens Gravfest.

Jeg sad en solvarm Aften
Her netop i Birkens Ly.
Da blev der et pludseligt Stille –
Saa toned det sælsomt paany.

En sagte Luftning vifted
Henover den stille Vang,
I Rørenes hule Piber
Det gik som en Orgelklang.

De store Blaaklokker ringed
Og kimed af al sin Magt,
Og Engens Kjæmper og Stargræs
Trak op til en Sørgevagt.

Saa blev der en Summen og Brummen
Som af en hel Million;
Høitidelig skred forbi mig
Den hele Insektprocession.

Og høit paa Rosenbladsbaaren
Laa bleg liden Sommerfugl,
Hver Blomstalf luded bedrøvet
Frem af sit Blomsterskjul.

Saa reded de for den døde
En Seng af Violer blaa
Og finest Linnéa og velted
Et Lindeblad ovenpaa.

109

Gudbillen vilde tale,
Men maatte rent tie stil,
Sit Savn den vilde afmale,
Men var for bevæget dertil.

Saa gik det og Bien, den Formand
For Honningmændenes Laug,
Den bryned sin lille Snabel
Og rømmede sig – men taug.

Men Humlen med mere Styrke
Besteg nu en Talerstol,
Det var en lige ved Graven
Høit opskudt Natviol.

Den talte om Aanden fra oven,
Der vakte med ukjendt Lyst
Duften i Blomsternes Kalke
Og Længslen i Insektets Bryst.

Den breded ud sine Vinger
Og talte om Liv og Død!
Om Sommerfugllængslen, der vilde
Den vække af Jordens Skjød.

Det var den smukkeste Tale,
Jeg hørte nogen Stund,
Det var, som om søden Honning
Strømmede ud af dens Mund.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.