I de lange Nætter

av Camilla Collett

Attende Nat.

Til Forfatterinden Frue Kollert.

Ærede Frue!

Indlagte Pakke er jeg saa frie at sænde Dem, og overlader ganske til Dem selv, hvad Brug De ville gjøre af de deri indesluttede Breve. De Personer, der har skrevet dem, lever ikke mere, men jeg har kjendt dem for saa fordomsfrie Mænnesker, saa frie 168mener jeg, for den smaallige Frygt som Hverdagsmænneskene har for at se paa Prent, hvad der andgaar dem, hvad de kalder deres «Helligdommer», at jeg visselig ikke vil fortørne dem i deres Grav, om jeg forskylder, at disse Breve kom for Dagens Lys. Jeg tænker som saa: naar ikke de ualdmindelige Mænnesker vilde offere Noget af disse Helligdommer og Hæmmeligheder, som Folk alligevel kjænder, men kuns paa en forkjært Maade, saa fik Man alderig Noget at vide og Mænneskehjærtet blev til evige Tider ret ligesom en tillokket Bog. Men enten nu De min ærede Frue! finder Dem skikkede til det omtalte Øyemed eller ikke, saa er jeg viis paa, at De selv ikke vil læse dem uden at føle Deeltagelse.

Jeg er Enke efter en Bagermester i Porsgrund, hvor jeg ogsaa er Barnefødt, og jeg har i en Række af Aar boet paa dette Stæd. I min tiligeste Ungdom kom jeg i Huuset hos en anseet Embedsmand paa en Gaard nogle Miile fra Christiania, som var en streng, barsk men døgtig og retskaffen Mand. Der lærte jeg at kjende tvende Mænnesker, der vil blive mig evig Uforglæmmelige. Det var Husets eneste Datter og hendes kjære Forlovede. De vare begge vakre, velopdragne og velbegavede Mænnesker. Saa var det nu Guds Almægtige Styrelse at jeg skulde stilles i Nærheden af disse skjældene Væsener, der i Fornuft, Stand, Opdragelse og Alt stode saa langt over mig. Da maa jeg vel med Taknæmmelig Rørelse erkjende, hvorledes Hun, som af Mange af sin Lige blev holdt for stolt, nedlod sig til at viise mig den Ubetyddelige, ringe Pige en saadan Godhed, jeg kan næsten sige Fortroelighed. Hun tog sig ogsaa af min 169Opdragelse, hun lærte mig at sye, brodere, læse forre og skrive Ortograhpisk. Hun var saa god, hun havde aldrig noget imod, at jeg sad inde naar hendes Forlovede var der. Naar jeg vilde gaae, holdt hun mig ofte tilbage. Du er en stille, trofast Sjel Christine, Du forstyrrer os ikke, sagde hun da. Og saa blev jeg oftere Vidende til deres Samtaler. Snart var det om Høytidelige og alvorlige Ting, snart om ganske aldmindelige Ting, men selv det Ubetyddeligste fik i deres Mund et andet Udseende, end naar Andre talte derom. Det var besønderligt at de havde begge et Hang til Noget Viist hvad skal jeg kalde det – Pahntastisk – og undertiden kunde de digte sammen saamange underlige Ting, at jeg troede jeg sadt midt i det, og sandsede næsten ikke, hvor jeg var. Hvor han var glad i hende, du gode Gud hvor han var glad i hende! Han saae ethvert Ønske ud af hendes Øyne! Og han var ogsaa saa ælskelig! Han var liveligere, heftigere og saa besønderlig urolig, naar hun var bedrøvet. Engang sagde jeg til Hende: Ak, hvor det er deiligt at see et Par som De kjære Frøken og Hr. Ernst. Her er Alt det kommen som saa skjælden træffer sig i Værden, baade udvortes og indvortes Fortrin og Fuldkommenheder! ja de er som Skabte for hinanden. Du tager Feyl Christine, sagde hun med sin tungsindige Mine, Ernst og jeg paser ikke for hverandre. Jeg er for gammel for ham. Han burde kalde mig Tante. De for gammel! sagde jeg, De er kun to Aar ældre end han! Hun var fem og tyve Aar og han tre og tyve Aar den Gang! men han var saa stø og Udmærket af Forstand, at man tænkte sig at han var meget ældere. 170Af Aar kunde det til Nød pasere, men Hjærtet, Hjærtet har ogsaa sin Alder, jeg er for gammel til ham, sagde hun igjen.

I Smaastæderne hører man Alt, hvad der hænder inde i Krestiania. Ja, det er forunderlig nok, men det er sandt, Hvad jeg siger, at Rygterne gaar ordentlig som et Vardøger forud for Hændelsen, især naar det er noget, som ikke er godt. Og saaledes hørte jeg fortælle under et Besøg, jeg gjorde hjemme, at det var forbi mellem min Frøken og Hr. Ernst. Det var desværre sandt. Det var hende, der havde slaaet op. Ingen kunde forstaa Aarsagen, da de havde seet saa løkkelige ud, og som om de havde paset saa Udmærked til Hverandre. Og der var overmaade megen Forundring og Snak derom. Men paa hende kunde jeg Intet mærke, da jeg saa hende igjen, ikke heller torde jeg spørge. Men nævnede hun hans Navn, da blev hun saa rar, hun skjalv i Stemmen! o det skjær mig endnu i Hjærtet, naar jeg tænker derpaa.

De døde begge To ikke saa længe efter. Han først og hun et Aar senere. Jeg var dengang alt forlovet med min Salig Mand, og skulde holdt Brøllup, men det blev udsat, for at jeg kunde reise ind og pleie hende. Da hun laa paa det yderste sagde hun til mig en Nat: Jeg har intet at give Dig kjære Kristine! – ak hun havde givet mig saa meget – men jeg forærer Dig mine Breve – – og Ernst’s, som jeg har faaet tilbage. Naar Du nu sidder som en løkkelig og agtet Kone henne i din Fødebye, saa kan Du en Søndageftermiddag naar Du har en rolig Time, more Dig lidt ved at læse i dem, sagde hun, 171meget af det vil Du ikke forstaa, men Du finder altid noget, som vil fornøye Dig og Du vil tænke paa mig og Ernst, sagde hun. Tag dem der i Kommoden til Høyre i det røde Saffiansskrin sagde hun, tag kun hele Skrinet. Til Venstre ligger en anden liden Pakke i gult Omslag, den skal Du brænde, lover Du mig det? sagde hun. En anden Gang sagde hun igjen, at denne Pakke skulde jeg lægge under hendes Hoved i Kisten, men da var hun ikke rigtig ved sin Samling, og jeg som var harm paa denne Pakken, jeg veed ikke selv hvorfor, jeg tog den og brændte den op.

Det er nu udaf disse mig af saa kjær en Haand skjænkede Breve jeg sender Dem ærede Frue et Par Støkker. Jeg udvalgte netop disse, fordi det var dem jeg Mindst forstod af dem Allesammen, og netop fordi de ere saa Pahntastiske, saa fulde af Billeder og Lignelser, De forstaar nok, Hvad jeg mener, saa tænkte jeg, at De kjære Frue vilde foretrække dem! Der er maaske noget deri som forklarer, hvad det var, som adskildte disse ædele, Uløkkelige Mænnesker. At disse kjære Breve har været mig en Skat, en uudsigelig kjær Skat i de simple Tarvelige Forhold, hvori jeg har levet – tilfreds fordi jeg engang var sat der af Gud! det behøver jeg ikke at sige Dem. De vækkede Minder om en høyere, ædlere Værden, som jeg ogsaa var forundt at se et Glimt af, et Minde, der blot har stemt mig til vemodig Glæde, men som aldrig, Gud være lovet! har formaaet at vække Utilfredshed og Misnøie i min Sjæl! Saaledes kan Duften af Høi eller en tørket Urt bringe os en Hilsen fra den sidst forsvundne Sommer, men Herren 172ske Tak og Priis! den minder os ogsaa om den glade Vaar vi gaae imøde, den evige Vaar, hvor vi Alle haabe at see hverandre igjen, og hvor ingen uløkkelige Misforstaaelser mere adskilder os.


15de Decbr. 1840.
Helene til Ernst.

Min kjere, snille Ven!

Tak for dit sidste, mig inderlig kjere Besøg. Gud glæde dig, som vil glæde din gamle Tante med at se til hende i hendes Ensomhed. Dit muntre, behagelige Selskab har ret livnet mig gamle Menneske op igjen; jeg vil længe have godt deraf. Naar jeg nu sidder saadan i mine stille Betragtninger, maa jeg mangen Gang smile for mig selv, naar jeg tænker paa alle de Løier og Skjæmt, du fandt paa. Gjorde du ikke der Kur til mig, som om jeg havde været et ungt tyveaarigt Blod! Vorherre ved, hvor du fik alle de underlige Taler og Lignelser fra, men det er vist og sandt, at havde mit Hoved været endda skrøbeligere, end det er, saa havde du gjerne kunnet indbilde mig, at jeg var en ung, smuk Pige, til hvis Gunst du beylede, saa livagtig kunde du agere og forstille dig. Men Gud skee Tak, endnu gaaer jeg ikke i Barndommen, og veed, at jeg er din gamle Tante, som holder ret hjertelig af dig. Lad det nu ikke fortryde dig atter at skulle stave dig igjennem et Brev fra mig, nu kjender du dog mine Kragetæer; 173men kjere min Ven, jeg faaer jo skrive, skal jeg kunne tale et fornuftigt Ord med dig! Naar du er hos mig og kommer med alle dine rare Indfald og pudserlige Talemaader, saa bliver jeg rent tummelumsk i mit Hoved og veed tilslut ikke, hvor det sidder. Mangen alvorlig Fortælling, mangt et Raad, mangen nyttig Advarsel har du forspildt paa den Maade. Jeg maae jo tage mig lidt af min lille Ven, da han er saa ligegyldig med sin egen dyrebare Helbred. Tro mig, gamle Tante Helene kjender Verden og har oplevet mere end én skrækkelig Følge af Ungdoms Uforsigtighed. Den Badning! den Badning! og det i koldt Vand! hutetu! Det isner i mig ved at tænke paa det. I min Tid kjendte man ikke Bad, og vi vare sunde, lykkelige Mennesker derfor. Kan jeg da slet ikke bringe dig derfra, saa lov mig, min egen Ven, at være forsigtig. Jeg sender dig hermed en Pakke Flonel af den bedste, samt nogle Regler, som jeg har optegnet, og som jeg beder dig læse med Eftertanke igjennem, førend du tager disse slemme Bad. De ere inddelte i tolv Paragrapher, hvoraf de sex angaae Sundheden i Almindelighed og kan læses af Enhver, som sætter Priis paa dette dyrebare Gode; de andre indeholde nogle Anviisninger om, hvordan man skal forholde sig før og efter Bad. Jeg har nu meget tilovers for Nathuer, især de strikkede; dog derom vil du jo ikke høre noget: naa, naa, de komme nok! Men derimod slipper du mig ikke, førend du har lovet mig, ja med Haand og Mund lovet mig, at du skal anlægge Uldtrøie. Lige fra min Ungdom har jeg benyttet Uldtrøie og fundet mig vel derved. Den bør være af tyk Flonel, helst rød, den kryber 174mindre, og med hele Ærmer, tillige bør du have et Uldbelte, det styrker Brystet. Havde jeg været forstandig og havde lagt mig til et saadant, saa havde jeg ikke nu min slemme, tørre Hoste, som jeg har fortalt dig om – ja jeg vilde fortalt dig om den, men saa kom du igjen med dine Galskaber. Du husker nok det var netop den samme Dag, jeg havde havt den rare Drøm om Natten; jeg sad i Lænestolen mellem Vækkeruhret og det gamle Nøddetræsskab og nøstede, og du sad ligeoverfor mig med Haanden under Kind og saa saa vist paa mig; – jeg vilde netop fortalt dig, hvordan jeg havde faaet min slemme, tørre Hoste, da afbrød du mig igjen og sagde: Helene, sagde du, du burde aldrig tage andet end Blaat paa. Den røde Farve passer ikke for dig. Den tilhører Dagslyset, Munterheden, det praktiske Liv. I den blaae Farve bryder sig derimod det drømmende, gaadefulde, sylfeagtige i dit Væsen, din Skabnings hele Trylleri. Den blaae Farve er Naturaandernes Dragt, med dem er du beslegtet. Dog kun, saalænge du endnu er min Trolovede; den Dag, jeg fører dig hjem, gjør jeg Korsets Tegn over dig, og de har tabt deres Magt over dig.

Gud trøste mig! tænkte jeg, da jeg hørte denne løierlige Tale, nu begynder den stakkels Dreng at phantasere igjen og indbilde sig, at jeg er ung, og saa blev jeg ganske confus og kom rent fra Concepterne; men det var da sandelig ikke min Skyld, men min egen lille Vens, at han forspildte sig den Historie.

Men det er da paa Tide, at jeg holder op, tilgiv mig min Snaksomhed. Alt her er ved det gamle; – 175Slagtning og Bagning til Jul er lykkelig og vel tilendebragt. Tager du en lille Tur herud, saa skal vi have os et Parti Piquet sammen, som jeg ved, du ynder, og saa skal jeg fortælle dig de sidste Drømme, jeg har havt; – de er grumme besynderlige. Og nu lev ret hjertelig vel, mit kjere Barn, glem ikke mine Formaninger; du ved, der er Ingen, der mener dig det bedre end

din dig hjertelig hengivne
Tante Helene.
P. S. Skriv mig snart til.


20de Decbr. 1840.
Ernst til Helene.

Dit Brev af 15de hujus har jeg rigtig modtaget og gjennemlæst med al sømmelig Respect. Tak for de mange gode Raad; de tolv Paragrapher skal for det Første, saalænge jeg bader, være mine daglige Tolvbudord. Sært interesserede det mig at see, at Tante har overstaaet Slagtningen og Bagningen til Jul. Vare Svinene fede? Tante, som er saa practisk, har her rigtig været i sit Es, og jeg tænker mig, hvor travlt du har havt det lige til den sene Nat. Men nu kan du da ogsaa sidde rolig og trygt i den store Lænestol mellem Vækkeruret og det Nøddetræsskab, og hvile dig rigtig og tænke paa alle dine rare Drømme, som du har lovet at skrive mig af engang.

Men Tante, jeg troer virkelig, du har smittet mig med dine Nattesyner: thi siden den lange, forunderlige, 176du fortalte mig sidst, har jeg ogsaa havt en Rem af Huden, som man siger. Det ligger ellers ikke til Ungdommen at drømme meget; den seer fremad, ikke gjerne tilbage. Og disse underlige Syner, vi kalde Drømme, ere jo som oftest kun Reflexen af det Oplevede, ligesom i Aftendæmringen, naar Stilheden falder paa Vandet, Bredderne troest afspeile sig. Det bliver altsaa de Gamles Sag at drømme, men ikke alle Gamle drømme smukt, dertil skal der igjen Noget, som du netop har Tante; thi skjønt du er saa gammel som Sibylla, der oplevede de sibyllinske Bøger, saa er der dog noget vist Ungt ved dig, ja, det er underlig nok, at bare du kommer ind paa at fortælle, merke vi det sogar paa dit Sprog. Det begynder undertiden med Sytti; men bedst som det er, kaster det Krykkerne og dandser afsted til vor store Forundring, som om det havde fyldt Sytten igaar. Nu skal du høre min Drøm.

Det bares mig fore, at jeg forlystede mig med at staa paa Ski – ned ad Vettakollen. Men som det gik bedst afsted, merkede jeg, at en anden stod bag mig paa Skierne. Jeg fik neppe Tid til at raabe: hold fast, ellers styrte vi Begge, saa gik det afsted igjen over Snefonner og nedbrudte Gjærder og hen over Skaren, saa Syn og Hørelse forgik mig næsten. Men da jeg standsede langt nede paa Sletten og vendte mig om, saae jeg, det var en ung Pige; en blaa Klædning omsluttede de ungdommelige Former, over Hovedet havde hun et sort Skaut, og der sad Rim i hendes Haar. Jeg betragtede hende forbauset: men hun neiede paa den Maade, som vore Bedstemødre brugte at neie paa, og sagde: Jeg er din 177gamle Tante Lene, og næste Mikkelsmes fylder jeg mine Halvfjers. Ja, du synes, jeg er rød og rund i Kinderne; men det kommer af Snoen. Og jeg, din gamle Tante holder saa meget af dig, derfor er jeg løbet efter dig med denne uldne Trøie for at bede dig trække den over din Frakke, at du ikke skal blive kold over Brystet.

Men dermed var det ikke forbi. Næste Nat drømte jeg, at der hvilte paa mit Bryst noget Tungt, noget Colossalt, som jeg ikke kunde afvelte. I Førstningen troede jeg, det var Kvartudgaven af den gamle Lovbog, der havde plaget mig om Dagen; men det voxede og voxede; tilsidst kunde jeg neppe bære det; jeg stirrede paa det, hvad mon det kunde være, og endelig opdagede jeg, at det var det skjæve Taarn i Pisa! Og høit oppe i et Buevindu, hvem mener du sad der? Hin unge Pige, der havde staaet med mig paa Skierne! Men nu havde hun en Dragt af hvid, bølgende Silke, paa Hovedet et Diadem af Perler og Guld, og i Haanden holdt hun en hvid Vifte. Ja, det var mit Hjertes Prindsesse, der sad fangen i det snævre Kammer indenfor, og hun bøiede sig dybt ud over Randen og vinkede med sin hvide Vifte, og jeg raabte: O, kom mit Hjertes Prindsesse! Har du Tillid og Tro som et Sennepskorn, saa bærer Luften dig, o kom! Men hun rystede bedrøvet paa Hovedet og vinkede igjen. Da hævede mit Bryst sig som Jorden, naar den ryster under den indespærrede Flamme, og det skjæve Taarn i Pisa styrtede ned. Men ved mit Bryst hvilte mit Hjertes Prindsesse og sagde smilende: Denne hvide Nathue har jeg strikket til dig, tag den paa, den er god mod Gigt.

178 Men den tredie Nat havde jeg endnu den forunderligste Drøm. Jeg syntes, at jeg vandrede i Skoven ved Abbediengen; da saa jeg midt paa Skovsletten en ung Pige sidde paa en Steen. Hun vendte mig Ryggen og sad ubevægelig; sagte sneg jeg mig nærmere; da løftede hun Hovedet; det var hende. Nu skal jeg passe paa, tænkte jeg, nu veed jeg Raad, og hun skal ikke oftere narre mig. Jeg satte mig ved hendes Side og tog hendes Haand. Den Ring, jeg gik med, var en viet Ring, der var givet en bindende Kraft, fordi den havde tilhørt sin Tids kjerligste og reneste Kvinde: min Moder, og denne Ring satte jeg paa hendes Finger. Da græd hun, og jeg fæstede hende. Siden møder jeg hende bestandig i mine Drømme paa samme Sted, og vi vandre under Træerne og sidde paa Mosen oppe paa Skrænten over de smaae Fossefald, og hun er altid ung og smuk og stille. Engang imellem forsikrer hun mig vel med en kummerfuld Mine, at hun er saa gammel som Sibylla, og at hun har oplevet de sibyllinske Bøger; men hun troer det ikke selv, jeg veed det bedre.

Hvad synes du om mine Drømme, Tante?


Helene til Ernst

Jeg synes, Vennen min, naar du endelig spørger mig derom, at saadant ikke er naturligt. Ungdommen maa ikke drømme, den bør have en let Søvn. Drømme og Phantaseringer komme af en uregelmæssig Diæt. Spiser du varmt til Aftens? Jeg siger som saa: 179Senere end Kl. 8 burde ingen, der sætter Pris paa sin Nattero, nyde noget. Klokken præcis 8 drikker jeg mit Glas Melk og spiser mit Smørrebrød og gaaer en Time senere tilsengs. Fulgte du mit Exempel, vilde du sove som en Steen. Det kan jeg desværre ikke sige, jeg gjør; men det er en anden Sag med mig.

Siden du da udtrykkelig ønsker det, min egen, kjere Ven, at jeg skal meddele dig den sidst oplevede Drøm, vil jeg gjøre det her, før min Hukommelse slaaer mig Feil og jeg kommer ind paa andre Ting.

Det bares mig for, at jeg virkelig var ung Pige igjen. Vort Huus var, som det er nu, stort, tyst og trist, med lange, mørke Gange og dybe Værelser. Du veed det, min Ven, at jeg mistede min Moder, da jeg var otte Aar, og Fader blev fra det Øieblik, hvad han lige til sin Død var, mørk og indesluttet. Fremmede saae vi næsten aldrig. En Velgjerning vilde det været, havde jeg kunnet tage mig af Huusets Styrelse, hvortil jeg som eneste Datter syntes selvskreven; men den var i andre Hænder. Undertiden var jeg den eneste, Fader taalte at see; han kunde endog vise mig enkelte Tegn paa Svaghed; derfor led jeg dog under det despotiske Tryk af hans Villie ligesaa fuldt som de andre. Den Uvirksomhed, jeg fordømtes til, var en af dens Ytringer.

Men al den Tristhed, der rugede over vort Huus, hjalp ikke; jeg var yr og glad som en Fugl, ja sandelig, en stoltere, kjækkere, mere overgiven ung Pige end jeg dengang gaves der ikke milevidt. Ved et besynderligt Træf laa dette ensomme, mørke Huus midt i denne saa rige og smilende Egn! Der udenfor 180var min Verden; her færdedes jeg og drømte Tiden bort. Jeg havde min Hest paa Stalden, der ikke hvilte meget, og Midler nok til at tilfredsstille Luner, hvis jeg havde havt mange af dem. Uden at jeg var, hvad man i daglig Tale kalder forfængelig, yndede jeg at omgive min Person med, hvad der er yndigt og behageligt for det sandselige Menneske. Det faldt nu saa ganske af sig selv, at jeg var fint og kostbart klædt, og at vor huuslige Indretning var smukkere og bekvemmere, end hin Tids Skik bød det. Ak, kunde jeg vise dig mit Kammer, som det var dengang! Da havde jeg Sands for saadan Tant.

Jeg drømte nu, at jeg sad i hint Kammer ovenpaa; jeg syntes, det var en Bryllupsdag paa Gaarden og, – det var saamænd min Bryllupsdag. En deilig Sommerformiddag, først i Juni. Begge Vinduer stode aabne til Haven, og over Trætoppene saae man ud over Søen hele den herlige Bjerglinie, som du, Vennen min, altid siger, har saadanne italienske Farver og Omrids. Frugttræerne stode i fuld Blomst, et eneste hvidt Blomsterhav, der sendte sine liflige Vellugtstrømme ind i Værelset, hvor de blandede sig med Duften af de første Pintselillier – min Yndlingsblomst –, der stode i den gamle sachsiske Vase paa Marmor-Consollen, den samme, der nu staaer oppe paa Nøddetræsskabet. I Hjørnet paa en Piedestal sad den store, graae Papegøie, som fra først af har tilhørt min Oldefader. Men Papen var idag ualmindelig stur og ordknap. Alt, hvad jeg vilde lokke og drille den med, hjalp ikke. Jeg troer sandt for Gud, den var jaloux; den havde en Anelse om, at Festen ikke gjaldt den selv, og den ærgrede sig. Et 181mere behageligt og underholdende Selskab var det store Speil ligefor mig. Dette gamle Pragtstykke havde tilhørt en dansk Prindsesse og havde engang tilbagestraalet Skjønhed og Høihed; dog troer jeg ikke, det havde Skam af det Billede, der nu viste sig indenfor den gyldne, snørklede Ramme. Jeg var endnu ikke ganske færdig. Den hvide Kjole med blomstrende Buketter laae endnu paa Sophaen ved Siden af Silkestrømperne og de brudelige Sko; mine Fødder stak for Varmens Skyld blot i et Par høirøde Tøfler broderede med Pallietter, som jeg havde faaet af min nu ved Døden længst afgangne Veninde. Kun Frisuren var fix og færdig, og det var Hovedsagen, som det nu er og altid har været. Min salig Oldemoder havde engang den Malheur – – – dog nei, nu bliver jeg igjen for vidtløftig. Naar du kommer herud engang, da mind mig om min Oldemors Frisurhistorie; thi du skal ikke miste den derfor. Min Frisur var altsaa færdig, Haaret opstrøget og forenet oventil i ziirlige Bukler, og halv skjult mellem dem og blomstrende Myrt sad en eneste, stor, fuld, rød Rose. Der sidder den ret som en fangen Ridderbrud, der længselsfuld titter ud af sit Fængsel, tænkte jeg. Da traadte den gamle Jomfru Jordhøi ind, hun, der i saa mange Aar havde styret Faders Huus. I Førstningen bemærkede jeg ikke det gamle trofaste Menneske; hun havde en tyst, snigende Gang, og jeg var, sandt at sige, sommetider tilbøielig til at falde i Staver. Nu, Jordhøi, sagde jeg, da jeg blev hende var, er det Tid, at jeg gjør mig færdig? Ikke endnu, Barnet mit, vi ville bie lidt. Herregud, sagde jeg, hvad er der i Veien? Ikke andet, sagde gamle 182Jordhøi hemmelighedsfuldt, end at Brudgommen først skal fødes til Verden. Ikke andet? gjentog jeg mechanisk. Ikke andet! skrattede Papen henne i Krogen, og det var sandelig det første Ord, der var kommen af dens Mund den Dag. Nu, saa faaer jeg vente en Stund; og den gamle gik. Men jeg satte mig henne ved Vinduet og saae snart over de blomstrende Terrasser ud til Søen og lyttede til Fuglekvidren og Humlesurren; snart saae jeg paa den snørklede Ramme og Billedet i den, snart pludrede jeg lidt med Papen; Tiden faldt mig ikke lang. Men over Naturen udenfor drog der flygtige Skygger, som naar Skyerne jage paa en frisk Solskinsdag. Jeg sad drømmende og stirrede paa Væggen, der snart lysnede og snart mørknede i hurtigere og hurtigere Vexel.

Hvor længe jeg havde siddet saa, veed jeg ikke; men da jeg vendte mig om, var den gamle Jomfru Jordhøi atter traadt ind. Hendes Skikkelse forekom mig i Dæmringen endnu tyndere og længere end sædvanlig. Hun tændte Lysene og lukkede Skaadderne for Vinduerne. Nu da, Jordhøi! raabte jeg. Aa, han voxer rask, det bliver et ypperligt Hoved. Folk siger, der bliver noget udmærket af ham. Troer du, det kan vare længe endnu, du? Jeg er bange, Rosen skal falme . . . Men hutetu, hvor her er koldt! En Stund vil det sagtens vare, Søden min, sagde hun med en betydende Hovedrysten . . . . Stakkels dig, jeg er bange, du vil komme til at kjede dig for længe. Aa, kjede mig, det har ingen Nød. Adieu, du kan gjerne gaa. Hun gik. En Ruslen bag mig lidt efter vakte mig paany af mine Tanker. Der stod Jordhøi endnu. Er du der! skreg jeg, jeg syntes, 183du gik! Nei, Barnet mit, jeg staaer her og tænker paa, at det vil min sandten vare for længe, og om jeg ikke skulde finde noget at give dig at læse saa længe. Uden at bryde sig om min afværgende Bevægelse begyndte den gamle at gramse i sin Lomme og halede virkelig ud en – to – tre – fire – fem – sex – syv tykke, svære Bøger i mørke Træbind, af den Sort, hvori man for to til tre hundrede Aar siden indbandt Bibler og Krøniker. Det er virkelig rart, Jordhøi, sagde jeg, at du kan rumme alle de Bøger i din Lomme, som du igaar sagde var for trang for din Snusdaase. Bare gjør mig nu den Tjeneste at tage alle dine gamle Postiller med dig; du veed, jeg vil nødig have sligt Skrammel inde paa mit Værelse! Vogt dig, Barnet mit, at du ikke læser, saa du glemmer dig; har du faaet et Bind rigtig tillivs, da er det nok, ho, ho, ho! blev Jordhøi ved, som om hun aldrig havde hørt, hvad jeg sagde. Da er det nok, ho, ho, ho! skrattede Papen efter. Og den gamle Jomfru stablede Bøgerne op foran mig paa Bordet, greb med sin lange, tørre Haand i den sachsiske Vase en Haandfuld tørrede Roser, som hun lagde paa Ovnen efter først forsigtig at have pustet Støvet bort og gik.

For Moros Skyld vil jeg se lidt i dem, sagde jeg og slog den første op. Ørkesløs legende gled mit Øie hen over de første Sider; jeg fulgte mere de underlige, blege Bogstaver paa den sorte Grund end nogen Mening deri; jeg forstod intet deraf. Saa traf jeg paa et Ord, som lyste som et Blus over den hele dunkle Sætning, saa paa flere og flere, indtil den hele underfulde Skrift flammede op for mit Blik. 184Hvorledes skal jeg beskrive, hvad der foregik i min Sjel under Læsningen? Hvormed skal jeg ligne det? Tænk dig Skoven, hvis Mosgrund neppe er berørt af andre end Raadyret og den frygtsomme Hare, læg over denne ensomste af alle Skove en Vaarnats dæmrende, duftfulde Stilhed; da sprænger pludselig et fyrsteligt Tog ind, de glimrende Skarer sprede sig til alle Sider, og Skrig og Skud og Jubel og Jægerklang giver Gjenlyd overalt og trænger ind i de fjerneste, tauseste Dybder. Saaledes saae det ud i min Sjel under Læsningen. Hvor lystig gik Jagten gjennem Skoven, trara, trara! Skræmt, jaget op af sit trygge Ly var den sorgløse Barnetanke, det unge, kjække Overmod; op flagrede den legende, gjøglende Tant! Hvor lystig gik Jagten gjennem Skoven, trara trarara! Glemt var min Faders Gaard og den stolte Rose i mit Haar og Brudgommen, der var kommen for sent til Verden! Og jeg læste og læste, og jeg veed ikke hvor længe; naar jeg havde endt et Bind, greb jeg et andet; af og til lød en skrattende Lyd for mit Øre: det er nok, ho, ho, ho! uden at jeg kunde besinde mig, hvor denne Røst kom fra. Men jeg læste og læste med bøiet Pande og bankende Hjerte, og mine Taarer strømmede paa den luende Skrift; men den vilde ikke slukke, indtil jeg ikke kunde græde mere. Og Rosen faldt tungt ned og spredte sine Blade ind i Folderne af Bogen; men jeg agtede det ikke, og det var det sidste Bind; lidt efter lidt slukkedes den dæmoniske Ild, Bogstaverne stivnede igjen til sine forrige, blege Hieroglyphtegn, da stod der pludselig: Forbi, og en Gravkulde viftede mig imøde som fra en Kirke paa en hed Sommerdag. 185Forbi! hermede den samme spottende Røst nu ganske nær mig. Jeg saa endelig op, mit Blik faldt i Speilet, og hvad mener du, jeg saae, min egen Ven, andet end din Tante Lenes ærlige Ansigt? Hvor Rosen havde siddet, sad saamænd den røde Sløife paa min nye Bobbinets Kappe, og paa Canapeen, hvor jeg havde seet Brudeskoene, laae mine to nystrikkede, hvide Vanter. Udenfor slog Søndenvinden mod Ruderne og jog hvinende gjennem de tørre Grene i Haven. Ere Bladene faldne af Træerne? mumlede jeg; jeg syntes mig saa livagtig tilbage i mine unge Dage. Men hvor her er koldt, og jeg sidder her i bare Fødder; nu der faaer jeg mig en deilig Hoste efter!

Da bankede det paa Døren, og ind traadte ilsom en bekjendt Skikkelse. Og dig, min Ven, var det, i sorte Klæder, med fine Manschetter, men – med een Støvle og een Sko paa. O, raabte du, endelig, endelig har jeg dig! Du har maattet vente længe, elskede Helene, men nu er jeg kommen for at hente dig, nu skal ingen Magt, intet Kogleri mere adskille os! . . . Ja, du ser forundret paa mine Fødder! – Saaledes har jeg skyndet mig, at jeg blot har byttet min ene Støvle! Ernst, Ernst! skreg jeg, se paa mig; er jeg ikke din gamle Tante Lene? er jeg ikke? Nei, afbrød du mig, du er Helene, min Brud! Der ligger endnu Brudekjolen og dine hvide Brudesko; skynd dig, min Helene, det er seent! Uvis, forstummet, overvældet saa jeg hen til Canapeen, hvor Vanterne laa . . . Kom mit Hjertes Prindsesse! tag dem strax paa; ak hvor længe, hvor længe har du siddet her i det skjæve Taarn og frosset og ventet paa din 186tro Ridder! Dine Fødder ere jo ganske kolde, kom lad mig varme dem, og du sank ned paa Knæ og greb min Fod, som du aandede paa og gjemte ved din Barm. Ak, raabte jeg:

Forgjæves du stræber at varme min Fod,
Den luende Skrift har kjølet mit Blod.

Den listed sig lige til Hjertets Bund
Og tog det mildeste Smiil om min Mund.

Dig saa jeg forlængst i en Barnedrøm:
Du loved at komme saa trofast og øm.

Den drøied forlænge, din Atterkomst,
Da visned imedens min Ungdoms Blomst.

Den luende Skrift har daaret mit Sind,
Og drukket min Graad og furet min Kind.

Nu er det forseent! Hvi kom du ei før?
Nu fanger min Sorg du kun, før jeg døer.

Da foer du op, kastede dig som rasende over Jordhøis Gave, de syv sorte Bøger, der endnu laae paa Bordet, og slængte en for en ind i Ovnen. De gamle Permer praslede lystigt, og det hvinede og Luerne peb som af indestængte Dæmoner, men af Bladene udviklede sig en tyk Damp, der indhyllede os begge, indtil du tilsidst forsvandt ganske i den. Kun hørte jeg endnu dit søgende Raab fjernere og fjernere: O kom mit Hjertes Prindsesse! Kom, o kom!


187Ernst til Helene.

Nei, nei, nei! saa var det ikke! Thi vid, jeg har drømt Drømmen tilende. Da Taagen fordeelte sig, laae du bleg, bævende, med et Smiil i mine Arme, og jeg holdt dig fast, fast for alle Evigheder.

Da kom atter den gamle Jordhøi snigende ind ad Døren; paa hendes Haand sad den gamle graae Papegøie, hun saae ikke mere ud som noget Jordisk, noget Virkeligt, men som en Skygge; hun gik hen til Ilden, hvor de udbrændte Blade endnu laa i store Lag, medens nogle Gnister fredløse og søgende streifede om deri. Og hun rørte ved Bladene, der sank sammen til Aske og Emmer, og til dig sagde hun: Jeg har gjennem lange Tider hersket i dette Huus. Jeg er dets styrende Aand. Da jeg mærkede, at du, det Stolteste og Dyrebareste, der fødtes i mit Rige, vilde gjøre dig fri i overmodig Glæde, i ungdommeligt Sværmeri, da betoges jeg af Frygt, thi i dette Huus maa Ingen være altfor fri, eller altfor glad, og jeg besluttede at fastlænke dig til dit Udspring. Og af Troldmanden Valrun laante jeg de syv sorte Bøger, som du har læst. Ak, jeg mærkede for sildig, at een havde været nok til at gjøre dig uglad for dit hele Liv. Derfor be’r jeg om Forladels’. Forgjæves bad jeg Valrun at standse Troldskabet. Han svarede, at det kunde alene en Mand, der var istand til at bære detTungeste, som findes paa Jorden, næst Feen Merlines store Ædelsteen, som Ingen kan løfte, og det er et eensomt, stolt, saaret Kvindehjerte. Og denne Mand er funden, derfor er mit Herredømme 188til Ende. Jeg be’r tusind Gange om Forladels’! – Om Forladels’! skrattede endnu en Røst, men utydelig, næsten døende. Og den gamle Jordhøis Skikkelse blegnede mere og mere, og hun forsvandt tilligemed den graa Papegøie tilsidst hen i Røgen. Da gik jeg hen og aabnede Vinduet, og den kvælende Damp, der var stegen ud af de brændte Bøger, drog ud, og Vinden tog den strax og førte den bort. Og derude var det igjen Vaar, ja ret en deilig, første Vaardag efter langvarig Regn. Knopperne paa Frugttræerne vare brustne om Natten, og Grenene vuggede sine spæde, rødmende Børn med moderlig Ømhed. I Favnen paa enkelte af de store, graaskjæggede Graner laae endnu Sne, men paa Tuerne og over Volden i Haven stode Anemonerne og den gule Marianøgel i Flor, og Stærrene sade paa Taget og musicerede. Og over Trætoppene saae man Elven blinke, og hinsides laae Bjergene med de italienske Linier. Da vendte jeg mig om, og der stod du rødmende, en hvid, folderig Kjole omsluttede de ranke Former, og i Haaret sad en blomstrende Guirlande af Myrthe, saaledes som paa hiin Dag, du drømte om. Kun Rosen manglede, men i dens Sted sad en blegrød Hyazinth; og Klokkerne ringede i det Samme og raabte: Kom, kom! Kom, kom! og idet du tillidsfuldt lagde din Haand i min, var det, som vi langt borte hørte Melodien af den gamle Riddervise:

Nu stilles Bølgens Flugt
Mod Klippens Side,
Og i den milde Bugt
Maa Snekken glide.

189I Bugtens trygge Favn,
Og under Palmekroner,
Ved Nattegaletoner
Gaar Snekken i sin Havn.

Her ender Eventyret. Gud være os siden naadig!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I de lange Nætter

I de lange Nætter kom første gang ut i 1863 og inneholder erindringer og refleksjoner fra Camilla Colletts oppvekst og tidlige voksenliv. Collett forteller om familien, om Eidsvoll, om skolegangen hos herrnhuterne og om venner og omgangskrets.

Erindringsboken er formet som den søvnløses fortelling natt for natt til andre søvnløse.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1863 (nb.no)

Se faksimiler av 3. utgave fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.