Niende Nat.

Christianes og mit Venskab blev beseglet med Hungersprøven. Hvilken Kilde til Trøst, Glæde og Nydelse dette var, kan jeg ikke udtale. Lige saa varm som hendes Følelse var, lige saa begavet og merkelig udviklet var hendes Aand. Hun havde læst grundigere, mere omfattende end jeg, der havde levet af, hvad man netop kan faa paa Landet, og hun manglede ikke Kritik til at greie dette i sit lille Hoved. Her var Stof nok til Udveksling. Da der, strengt taget, ikke fandtes andre Bøger i Institutet end Lærebøgerne, vare vi ganske henviste til vor gode Hukommelse og vort Talent til at fortælle. Men her viste sig en Synderlighed i hendes Aand, der senere mere end dengang har vakt min Forundring. Den stille, fromme, harmoniske Christiane havde en merkelig Smag for det satiriske. Medens jeg øste mine Foredrag af de mere sentimental-romantiske Kilder, hentede hun sine fornemmelig i det humoristiske, overhovedet i, hvad der var markeret og 68karakteristisk, fandt hun mest Behag. En vis mystisch-schauerlich Aand spøgede dengang omkring og gjorde Rabalder i de Hoffmansk-Novaliske, Wilhelm Müllerske og i Kruses Romaner. Den nyere Kritik havde endnu ikke ret ladet det Morgenhorn klinge, der skræmte disse Romantikens Natfugle hen i sine Kroge. Christiane kjendte alle disse Forfattere, som jeg neppe, naar jeg undtager Kruse, vidste vare til. Kruse dyrkedes sterkt hjemme, og en besynderlig Mand er det virkelig, denne Kruse! Man kan vove at læse ham efter tretti Aars Forløb uden at falde i Forbauselse over, at man engang har kunnet taale det og glædes ved det. Naar man tænker paa Clauren, Lafontaine, Tromlitz osv., ja næsten uden Undtagelse Romanliteraturen fra før 1830, saa vil det altid sige noget. Christiane foragtede allerede dengang grundig disse Forfattere og forundrede sig over min Naivetet, naar jeg vilde fortælle hende det mest rørende, jeg vidste af Caroline Pichler. En Modsigelse bliver det altid, at hun yndede Müller og Hoffmann. De havde grebet hendes Fantasi; thi her har neppe været nogen Fare for, at den mørke, dæmonisk-fatalistiske Betragtning, der raader i disse Forfatteres Skrifter, nogensinde vilde slaaet Rod i en Sjel som hendes. Ogsaa hendes Fremstillingstalent var merkeligt; det indskrænkede sig ikke til det fremmede alene, nei, ogsaa originale Typer gav hun meget heldig. Uforlignelig var hendes Arv i Komedien og hendes dumme Skolepige. Hvilket Ansigt hun kunde sætte op, og hvilke Svar hun kunde finde paa ved den høitidelige Eksamination! Hendes Yndlingsrolle var dog «der arme Dorfschulze», en Slags Landsbydegn 69og Skolemester, der gjør sine Aftenbetragtninger efter den besværlige, i de forunderligste og forskjelligste Forretninger tilbragte Dag. I Førstningen yderst melankolske, lysne disse Betragtninger efter hvert af hans ligesom for sig selv skjulende Kluk af Flasken mere og mere og blive tilsidst straalende. Hun udrettede mest ved sin Mimik; thi hun gestikulerede ikke; hun sad altid rolig paa sin Plads; men alt, hvad hun gav, var saa vekslende og fuldt af Lune, at man ikke kunde blive kjed deraf. Jeg har endnu et Brev fra hende, hvori hun fra den hjertelige Tone som Veninde pludselig gaar over i «der arme Dorfschulze». Saa var Christiane Schoulz.

Mange vil denne Skildring maaske forekomme modsigende, gaadefuld. Jeg kan kun hertil svare: en Gaade, Skabningens dybsindigste Gaade, er Menneskenaturen. I sin Mangfoldighed og mystiske Sammensætning spotter den alle Beregninger, alle Forsøg paa at bringe den i Systemer. Derfor heller intet almindeligere end Folks skjæve, paa slige Beregninger byggede Domme om hverandre. Af tre fremspringende Egenskaber, hvoraf man har konstrueret sig en Personlighed, slutter man sig til ti andre, som maaske slet ikke eksistere eller eksistere i saadanne Modifikationer, ja Modsætninger, at de synes ligefrem at opløse, hvad man nu engang har paa Haanden. «Det bedste i et Menneske faar aldrig nogen at vide,» staar der etsteds; men det bedste, mon det ikke netop er Harmonien i det uensartede? og det er den rette Harmoni, og store Menneskers Harmoni, og den er det, som ikke forstaaes. Saa lad os glæde os ved den, hvor den 70toner os imøde! Fatte den rigtig kunne vi lige saa lidt, som vi i disse forbausende Maskiner, man ser, fatter det Virvar af store og smaa Hjul, der alle synes ødelæggende at gribe hverandre, men dog dreie sig saa trygt om hverandre efter harmoniske Love – den evige, store Mester Æren!

Christianes dramatiske Talent var for mig rigtig, hvad Tysken kalder «gefundenes Fressen». Jeg havde jo selv, som I vide, et stort Skuespillertalent, og det var ikke noget løst Barneindfald, nei, jeg er endnu begavet dermed. Jeg kan fortælle Eder dette, mine Tilhørere, med samme stolte Rigmandsfølelse, som en fattig Prakker taler om den Arv, han engang saa sikkert havde, men som gik tabt i en Proces. Ja, ogsaa mig har den tragiske Muse kysset, da jeg endnu laa i Vuggen, og hun elskede mig og testamenterede mig en betydelig Arv. Men jeg tabte Processen, jeg tabte den foran den snæverhjertede Skranke, som heder Familiehensyn, hvor saa mange viede Kunstnersjele have tabt sin Sag. Processen tabte jeg og min Musas Arv, men hendes Kys brændte længe, længe paa min Pande, og undertiden føler jeg det der endnu.

Ja, kjere Venner, jeg har elsket Scenens Kunst alvorligere, end I tro, lidenskabeligere, mere udholdende, end det har været gavnligt for mit Livs Tilfredshed. At I ikke har merket det, der jeg dog har vandret stille og bemerket mellem Eder i saa mange Aar, kommer atter igjen af, at «det bedste i et Menneske faar aldrig nogen at vide». Ja, jeg erkjender denne Kunst endnu for at være den Form, hvori mit sterkeste, eiendommeligste Liv naturligst 71vilde fundet sit Udtryk. Alle andre Smaatalenter, f. Eks. at kunne Sprog, spille paa Piano, skrive, hekle og brodere, er dog i Grunden møisommelig indpuget Plunderverk, som jeg ikke selv vilde give stort for, naar ikke noget af det var blevet til en sørgelig Nødvendighed.

Vi opførte Scener af Oehlenschlägers Tragedier, Schillers Maria Stuart, og tilsidst blev ogsaa Emilia Galotti indstuderet, Christiane – Marinelli, jeg – Grevinde Orsina. Ak, tro I ikke, at jeg har grublet over Nuanceringen af Orsinas berømte: «Ikke læst det! Ikke læst det? Ikke engang læst det!» hvor Marinelli med djævelsk Kulde trøster hende med, at Grunden til hendes kolde Modtagelse er den, at Prindsen endnu ikke havde læst hendes Brev. Det første kun den saarede Løvindes, det skinsyg pinte Hjertes Skrig, det andet kunstig rolig, mere spørgende, næsten truende, og endelig, brudt af en Erindring, glemmende vemodig, dog ikke resigneret eller til at tro paa: «Ikke engang læst det!» Men dengang brød jeg ikke mit Hoved stort med disse Repliker; et passende Decrescendo var allerede af stor Virkning og blev meget applauderet. Til Nød havde vi faaet de andre Roller besatte; kun Emilia vilde ingen vide noget af; saa blev Tragedien givet – uden Emilia. Et lidet Lystspil af Kotzebue gik bedre endnu. Kun vilde en af de smaa, der spillede Tjenerens Rolle, ikke faa i sit Hoved, at Parenthesen maatte være stum, saa hun deklamerede straks ved sin Indtrædelse: (En Tjener fra Døren i Baggrunden med tvende Armstager) – det var meget morsomt!

Saa vare vi uadskillelige i Klasserne, paa Spadserture, 72i Havelysthuset. Man forestille sig ikke, at vi altid agerede og gjorde Løier. O nei, Dagene, Ugerne i Institutet vare lange og velsignet uforstyrrede, de rummede mange Slags Stemninger. Vore Samtaler kunde være alvorlige, dybe, rolige; som oftest vare de det. Christianes større Dannelse og Dømmekraft kom mig her tilgode. De kunde være vemodige, fulde af Længsel og Taarer, men sandt er det, et vel anbragt Stikord kunde lige saa snart bringe Munterheden tilveie. Christiane var, tror jeg, den første, der rigtig vakte denne Aare hos mig. Undertiden bød Hændelsen os et velkomment Stof. Her et til Prøve.

Den store Skoleeksamen fandt Sted med megen Høitidelighed i Søstrenes Festsal. Herrnhuterne have en egen Sands for Arrangementet af sine mange Feste. Enhver Stand og Alder har sin, foruden at der gives en Mængde Kirkefeste. Den deilige Musik, en fin Røgelse, naar ikke Aarstiden byder Blomster, af og til ved særegne Leiligheder The og Kage, der virkelig bliver ombudt i Kirken, eller som de der kalde den «der Gemeindesaal», give disse Sammenkomster noget høist gemytligt uden at skade Høitideligheden. Der strømmer ogsaa en Mængde Fremmede til ved slige Leiligheder. Især er dette Tilfældet den 17de August ved Børnenes Fest; da vrimler der formelig i Gaderne. Men det var om Eksamen, jeg vilde fortælle. Alle Børn hvidklædte, ordnede efter sine Klasser; langs Vinduesrækken en Forhøining, hvorpaa samtlige Lærerinder, Forstanderne, Stedets Honoratiores og de Fremmede. Blandt disse befandt sig et Par tyske Officerer. En af de 73mindre Elever, en liden vever vorwitzig Ting, som hedte Tinchen P., blev eksamineret i Historie. Tinchen var af dem, som aldrig er forlegen for Svar; hun syntes heri at gaa ud fra det Princip, at det er bedre at svare noget end intet. Hun havde allerede beriget Anstaltkrøniken med flere morsomme Prøver paa denne sin Aandsnærværelse. Lærerinden spurgte hende i Verdens store Opfindelser, og hun havde meget rigtig forklaret, at Bogtrykkerkunsten var opfunden af – en Bogtrykker, som hedte Gutenberg. «Wer hat denn das Pulver erfunden, kleines Tinchen?» spurgte hun videre. Die Offiziere, var det meget raske og bestemte Svar. Bravo, raabte de tilstedeværende Medlemmer af Standen og gned sig i Hænderne, Bravo, Bravo! Men Tinchen, som merkede Uraad i den undertrykte Knisen rundt om hende, faldt rask ind: «Nein, sie haben nicht das Pulver erfunden!» De stille Sale have maaske hverken før eller senere gjenlydt af en saa almindelig, sund, hjertestyrkende Munterhed som ved dette Tinchens brillante Indlæg.

Christiane og jeg maatte være meget alvorlige og forstemte, naar vi kunde modstaa et pludseligt og behændigt appliceret: wer hat denn das Pulver erfunden, kleines Tinchen? og undertiden kunde denne Replik komme ret fortvivlet ubeleiligt i Situationer, hvor det hverken var tilladt eller passende at være lattermild.

En ganske merkelig Fremtoning i vort ensformige Liv i Anstalten var en gammel Baronesse von Holstein. Hun var vist otti Aar og boede i det store Søsterhus, der blot optager ældre og yngre ugifte 74Medlemmer af Søsterskabet, men en Gang hver Maaned omtrent meldte hun sig til Visit i Anstalten. Det var altid med en vis Spænding, vi afventede hendes Ankomst, og vi ordnede os gjerne i Rad og Geled for at modtage hende. Jeg ser endnu den lille voksblege, sortklædte Skikkelse med fornem Anstand skride ind ad Døren. Paa det kridhvide Haar bar hun den lille hvide, fintkrusede Kammerdugshue, der er eiendommelig for alle Kvinder hos Herrnhuterne, kun, at Farven af Baandet antyder Standen; de ugifte bære blegrøde, de ganske unge Piger, der tænke paa at tage Huen, og som opholde sig som Novicer paa Stedet, mørkerøde, Konerne blaa og Enkerne hvide. Naar den gamle Baronesse kom, maatte man ikke byde hende at sidde; hun gjorde kun en Runde i Stuen, idet hun standsede foran enhver af os, med hvem hun da knyttede en liden Konversation – paa Fransk. Efter et Par Spørgsmaal om Alder, Navn og Fødested eller en Bemerkning om Veiret avancerede hun med næsten ordret de samme Repliker til Naboen, indtil hun var færdig og bortfjernede sig under vore dybe Kniks, lige saa høitidelig, som hun var kommen, for at gjøre den samme Runde i de andre Klasser. Mange af os havde ondt for at forblive alvorlige under denne Scene, selv under Christianes nedslagne Øine laa en Mine, der truede med at springe. Jeg derimod var yderlig imponeret af den gamle Dame. Jeg lo ikke meget i hine Aar; ofte havde jeg ondt for at begribe, hvad de andre fandt latterligt. Maaske var jeg selv komisk. Originaler havde vi fuldt op af hjemme, men Genren var mig ny, og jeg fandt Baronessen 75interessant. Sælsomme, rørende, blive altid disse Reminiscentser fra den gamle Adelsfrøkens tidligere Liv, der midt i den klosterlige Ensomhed gik igjen i de stive franske Visitter, hun aflagde i Anstalten. Maaske havde disse smaa Erindringsfester, hun feirede, fra først af været belivede og underholdende, indtil de lidt efter lidt svandt ind til en blot og bar Formalitet.

Den sidste Gang, jeg saa den gamle Baronesse, laa hun paa Parade paa en hvidttilsløret Katafalk i Søsterhusets store Sal. Hun havde Roser i Haanden, og der brændte Vokskjerter i Sølvkandelabre rundt om hende. Et Skjær af den Glands, der engang havde lyst over hendes Ungdom, men som i femti Aar havde ligget slukket under den lille hvide, krusede Kammerdugshue, havde de venligsindede Søstre bredet over hendes Baare, og saaledes var det smukt og opløftende, og det rystede os alle.

Var det Christianes Venskab eller Virkningen deraf, der kun kan lignes med de kjække, utaalmodige Spirer, en i Kjelderen længe forkommen Vekst skyder, naar den bliver bragt op i Lyset, var det den kraftige Støtte, jeg fandt i Lærerinderne, – men min Anseelse blandt Børnene var stegen i den sidste Tid betydelig. De begyndte at merke, at ogsaa jeg bar min sterke, bestemte Art i mig, en Individualitet, der mindre tilgjængelig, mindre populær, om jeg tør udtrykke mig saa, ikke paa nogen Maade lod sig spotte eller se over Hovedet. En liden Begivenhed, der kom til, skulde endnu mere styrke min nyvundne Autoritet.

Der kom undertiden en gammel General von Bülow til Stedet for at besøge sin Datter, der var 76en af de ældste blandt os. Hvad nu end Tinchens uforgribelige Mening angaaende Opfindelsen af Krudtet kan have været, og hvilken Stand hun indrømmede Æren derfor, saa er det vist, at General B. havde ikke opfundet det, og Datteren, den smukke Bella, slegtede ganske paa sin Papa. Engang, som han var i Byen, inviterede hun mig tilligemed et Par andre med sig i Hotellet. Neppe vare vi komne ind og havde taget Plads, saa tog Generalen et Papir frem, udfoldede det høitidelig og overrakte mig det med en særegen, selvtilfreds Vigtighed, idet han sagde, at det var noget, som vilde glæde mig meget at læse. Jeg behøvede ikke at læse langt, før jeg saa, hvad det var, et grovt og i raaeste Tone affattet Spotdigt over en mig dyrebar Nærpaarørende, foranlediget ved et noksom bekjendt politisk Skrift. At dette eksisterede, vidste jeg jo; ogsaa havde jeg hørt noget om, hvorledes denne Kile i den gamle revnede Bygning engang i sin Tid var bleven modtaget, hvad Tak den havde høstet, og fornemmelig af saadanne der syntes, at fordi de havde boet i en faldefærdig Bygning i Aarhundreder i Fred, skulde den ikke røres eller give Plads for noget bedre. Men jeg var ikke prøvet i den Slags Kampe endnu, og jeg tillagde et saadant forlagt gammelt Nidvers en Betydning, som det slet ikke havde. Dertil kom, at jeg var trykket af en nagende Længsel efter mine egne; – alt tilsammen vil forklare det frygtelige Oprør, jeg kom i, der gav den ellers tause baade Mod og Mæle.

Har de læst dette? spurgte jeg. Lidt betænkelig svarede han: Ja.

77Rahel, den berømte tyske Brevskriverinde, kalder etsteds den Tilstand at være ude af sig selv for «herlige Parentheser i Livet». «De give os en Frihed, vi ellers ikke tør indrømme os,» siger hun. I denne Livsparenthes har jeg formodentlig fuldstændig været hensat; thi jeg har senere ikke kunnet samle et Ord af det hele Udbrud. Det var kun en Strøm af Taarer og Vrede, hvis Mening dog var ganske tydelig og vilde omtrent lydt saa: Har Generalen læst dette og ikke forstaaet, at det ikke er noget at glæde en Datters Hjerte med, at det meget mere maa saare en Datters Hjerte paa det dybeste, at det er et Angreb paa min Fader, min prægtige Fader, som Generalen ikke er værd at løse Skobaandet paa, – kan han ikke skjønne det, saa er han mildest talt et – hoved. Papiret blev revet i mange Stykker og kastet over Bordet til ham, og ud for jeg fra det forstenede Selskab. Historien spadserede rundt; men merkelig nok tog man mit Parti mod Generalen. Jeg fik slet ingen Streg for Opførsel, ja, Bella fandt sig endog beføiet til med Graad og Undskyldninger at afbede den slemme «Feiltagelse», hendes Fader havde gjort sig skyldig i.

Saadanne Træk befæstede endnu mere Baandet mellem min Veninde og mig. Vi vare som et Par unge Kampfeller, der brændte efter at lægge sit Mod for Dagen i en ordentlig Bedrift. Og Venner! jeg tror, det var min første Bedrift i Verden og skulde i den Art ogsaa blive den sidste. I Tildragelser som denne, da jeg stod i mit Vredesmod ligeoverfor den martialske General, stødes Aanden ud af Barnereden og tvinges til de første, selvstændige 78Vingeslag. Da gaar der Anelser gjennem den om en stor, vid, stridbar Verden udenfor, – og den forstaar, at Reden har været tryg.

Fru v. Schoulz var flyttet til en Landsby i Nærheden af Christiansfeldt. Christiane besøgte hende her hver Søndag, og jeg blev engang inviteret med. Der var to voksne Døtre hjemme, hvoraf den ene, Antonia, var smuk. Var det en hemmelig Sorg eller den, hun bar for Søsteren, men der laa et Skjær af Mathed over hende, ligesom en Rose, der en Nat er falden af Glasset; den er ikke til at sætte blandt de friske, man nenner ikke at kaste den bort heller. Hvor mange saadanne Kvindeskikkelser ser man ikke, allerede umerkelig falmede, inden Livets Støv og Hede har berørt dem? Over den hele Familie var der udbredt et Præg af Dannelse og stille Fornemhed, og den hjerteligste Ømhed syntes at forene dem alle. Den saa længe savnede Familiehygge gjorde saa godt . . . bare de grønne Vægge vare saa velgjørende, naar man længe har levet og aandet mellem klosterlig hvide Murvægge. Og der var Bøger, Bøger! Jeg maatte knæle ned for at finde dem frem af det lille Sofaskab; men jeg glemte rent at staa op igjen, jeg sandsede ikke mere, hvor jeg var, indtil jeg følte mig sagte løftet af et Par Arme og sat ned i Lænestolen og jeg saa ind i Fru v. S–s blege, ædle, halv forundrede, moderlig overbærende Træk. Til Middag fik vi Frugtsuppe og Lammesteg. Christiane var mindre livlig, mindre munter, end hun kunde være i Institutet.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.