12.

Hågen Lunde viste sig som en god støtte for madame Dorthea. Han fikk bragt i orden alle de juridiske formaliteter som måtte til, før Thestrups bo kunde avvikles, – gjorde tilmed en reise inn til Christiania for å forhandle med rette vedkommende der, og satte Dorthea i forbindelse med en prokurator som han kjennte og mente at man kunde stole på.

Han takserte sakkyndig besetningen på Brovold og informerte Dorthea om de laveste bud hun burde la godta. Var det noen av dyrene som hun ikke kunde 268opnå disse priser for, lovet han å overta dem selv; han skulde nok kunne disponere dem med fordel.

Jørgen Thestrup var alltid kommet godt overens med lensmann Lunde når de møttes. Men det lot sig ikke nekte, – der hadde rådet en viss følelse av fremmedhet mellem forvalteren og bonden, – begge var de menn med en utpreget selvfølelse, og bevisstheten om at de tilhørte forskjellige stender innen nationen gjorde at de begge vedlikeholdt en viss avstand sig imellem. Det var likevel nok av broer hvor de kunde møtes i vennskapelig forståelse, – begge var de ivrige patrioter, nidkjere for alle til almenvellets fremme siktende tiltak, omenn hver hadde sitt virkefelt.

Uvilkårlig blev det anderledes nu da Thestrup ikke var mere. Hågen Lunde tok en virkelig faderlig hånd om Dortheas affærer, og hun følte nu at det var et reelt familiebånd som knyttet henne til morens ektefelle. Og i hennes hus inntok han snart en besstefars stilling.

Vilhelm og Claus blev ganske visst ved å tiltale ham som «lensmann», og Bertel var så sky for fremmede, så han talte aldrig uspurt til gjesten. Men de tre små piker hadde aldeles bortskjenket sine hjerter til den nyfunne «Håkon-bessfar». De trippet efter ham hvor han stod og gikk, når han var hjemme på Brovold, sloss om å få holde ham i hånden – og bakefter berettet de moren de selsomste historier som «besstefar» hadde fortalt dem, – skjemtsomme eventyr, fornøielige dyrefabler, men også annet som Dorthea billiget mindre: med forbauselse opdaget hun at selv denne meget oplyste og driftige bondemann trodde på slike vesener som nisser, hulder og gjenferd av personer som i levende live hadde flyttet grensemerkene mellem bøndernes eiendommer.

Det var en av grunnene til at hun betenkte sig på å sende lille Elisabeth med ham hjem til sin mor. Ellers var det meget som kunde tale for at hun tok imot tilbudet. Det var sannt som Hågen Halvorsen sa, at 269jentungen var «skrinn og bleik», hun kunde nok ha godt av å komme til Lunde og ete smør og rømme alt hun orket. Og Dorthea hadde ofte sett, at mødre som overfor sine egne børn viste overdreven hårdhet eller koldsindighet blev til gjengjeld de ømmeste og svakeste besstemødre. Det var ikke usannsynlig at hennes mor vilde ta imot sin lille navne med kjerlighet, ja kappes med lensmannen om å forkjæle henne. For det var blitt umåtelig «gromt» mellem Hågen Lunde og Elisabeth.

Hun var egentlig et meget pent barn, – den som lignet Dorthea mest – blåøiet, med hvitblondt silkehår og nydelige trekk. Men skjønt hun aldrig hadde vært sykelig som Bertel, så holdt hun sig tynn og var alltid svært blek. Hun var også temmelig opløpen, nesten like lang som den blomstrende, to år eldre søster. Inne blandt de voksne var hun oftest meget stille, men hun kunde være vilter nok når hun tumlet sig ute med børnene fra glassverket eller mellem husdyrene på gården. I skolen gikk det henne dårlig, men hun var jo heller ikke mere enn fem år – skjønt lesehode kom hun visst aldrig til å få. Derimot så det da ut som hendene satt rett på skaft, – strikke, sy og virke på sin lille båndvev gjorde hun riktig flinkt, og hun var en hel mester i å karde ull, for sin alder.

Og nu var hun selv så opsatt på å få bli med Feierfax og «besstefar Håkon» når de reiste. Da Elisabeth begrep at alle dyrene her skulde selges bort – selv sauen og lamungene hennes – gråt hun hjerteskjærende. Men Hågen Halvorsen trøstet henne: når hun kom til Lunde, skulde hun ikke bare få en sau av ham, men en kalv også, og en «liten liten sølvskjei» – og på dreierbenken sin skulde han svarve pene kopper og gode greier til henne, så hun kunde lage sig lekestue like fin som den til prestedøttrene. Alt nu hadde både hun og Birgitte og Rikke hele samlinger av de netteste små treskjeer, bakstefjeler og mangletrær som «besstefar» snittet til dem når de satt ute på 270vedbakken om kvelden, – han var utrolig fingerferdig slik. Men Elisabeth hadde nok fått flest.

Lille Christen var ikke egentlig syk, men riktig trivelig vilde han ikke bli. Kanskje var Hannes melk for gammel, hun hadde jo først opammet Rikke. Dorthea tenkte mere og mere på om hun skulde overlate Elisabeth til bessteforeldrene. Hennes egen fremtid var så usikker, – endnu hadde hun ikke fått bestemt beskjed om hvor stor pension man vilde tilstå henne. Og selv om flere av Thestrups og hennes gamle bekjennte dernede i kystbyen skrev opmuntrende til henne og mente hun skulde ha gode utsikter til å skaffe sig et visst, omenn beskjedent levebrød, hvis hun begynnte en pogeskole der, så var det jo likevel på det uvisse endda, det med. Og hun tvilte ikke på at Elisabeth på Lunde vilde få det som «en perle i gull».

*

Da kom Vilhelm en postdag op til middag med et stort brev til henne. Med glad forbauselse så hun på utskriften at det var fra Lauridz Winther. Hun hadde ikke ventet å få svar så fort på det brevet hvori hun meddelte ham Thestrups skjebne. I dyp bevegelse brøt Dorthea seglene.

Randrup Præstegaard d. 28 Juny 1793.

Min Kjere dyrebare Dorothea!

Med den dybeste Gru og Smerte har jeg just af Breve til min Kone fra hendes Cousiner i Christiania erfaret, hvilken frygtelig Skjebnes Slag som har rammet Dem: vor Thestrup er ikke mere! Tre Maaneder ere alt henrundne siden hiin Ulykkesaften da han forlod Dem og sit Huus, og først nu erfare vi det her i vor stille Afkrog af Danmark. Ak kjere Dorothea, hvordan skal jeg kunne tolke Dem min Medfølelse, den Kval det volder mig at tenke paa Deres Hjertevunde, Deres Angst, Deres Savn, Deres Eensomhed! 271De veed sikkert hvor inderlig jeg tager Deel i Deres Smerte. Ogsaa for mig betyder jo Thestrups Bortgang Tabet af den kjereste Ven jeg nogen Tiid ejed, min Ungdoms Eeneste. De veed jo hvor trofast det Slægtskabs- og Venskabsbaand var, hvormed jeg fra min spædeste Barndom var bunden til min Fætter Jørgen. Ja, fra de fjerne Barndomsdage i Fødebyen har jeg den kjere, nu saa hellige Erindring om Legebroderen Jørgen. Egentlig er dette det eeneste jeg mindes fra Aarene i Trondhjem, hvorledes Jørgen og jeg fordrev de smukke Sommereftermiddage, medens min Fader forrettede Aftensangen i Domkirken. Da henlevede vi lykkelige Timer, legende sammen i den foran Kirken beliggende ruinerede Part af samme. Yndig spillede Soelstraalerne paa det friske Grønsvær som bedækker Jordsmonet mellem sammensunkne Muurpiller. Vi to Smaadrenge plukkede de friske Hindbær som groede paa Dyngerne af nedstyrtede Steenbrokker og legede Tagfat ud og ind gjennem Aabningerne i de ærværdige Rester af den gamle Kirkevæg. Med hvilken uudsigelig Længsel forventede jeg ikke min Fætter Jørgens Ankomst, da Moder havde meddelt mig Onkel Thestrups Beslutning om at han skulde fuldende sin Skolegang hos os. Hvor lykkelige vare ikke de Ungdomsaar vi henlevede sammen i København som Studenter, hvor hoppede ikke Hjertet af Glæde i mit Bryst, da jeg seilede tilbage til Norge for at tiltræde Stillingen som Deres første Mands Kapellan, fordi jeg derved atter skulde komme til at ferdes i den kjere Vens Nærhed.

Tilgiv mig, bedste Dorothea, at jeg overfor Deres Smerte fordyber mig i disse Erindringer om ham, men han var dog saa elsket af os begge! Ej heller er det udelukkende af selviske Aarsager at jeg her gjenopliver Minderne om vort felles Barndoms- og Ungdomsliv, det vil De forstaa, naar jeg nu forelægger Dem mit Forslag angaaende Deres ældste Sønners Fremtid.

Som De vil erindre havde Jørgen og jeg den Aftale, 272at Vilhelm Adolf og Claus skulde fuldende sin Skoleuddannelse ved Metropolitanskolen og ogsaa boe i vort Hjem, en Indretning som baade Christence og jeg havde glædet os meget til at iværksette. Nu have jo Forholdene som De sikkert veed forandret sig derhen, at jeg sidder som Sognepræst i et avsides Landsbysogn i Nørre-Jylland. Men, kjere Dorothea, dette behøver ej nødvendigvis at volde nogen fuldstændig Forandring i den mellem Thestrup og mig indgangne Aftale. Kort sagt, det er min Bøn til Dem, at De ikke desto mindre sender Drengene herned til Randrup Præstegaard. Min Hustru og jeg skulle modtage dem med aabne Arme, og med den rigelige Tiid som her staaer til min Raadighed (til Randrup hører ikkun een Annexkirke, nemlig Gliim), og med min mangeaarige Erfarenhed som Skolelærer mener jeg nok at torde love Dem, Deres Sønners Studier skulle blive skjøttet fuldt saa omhyggelig som om de vare blevne indskrevne ved Metropolitanskolen. At Egnen her er noget eensom lader sig jo ej negte, dog omgaaes vi en Deel med vore Nabopræster og den elskværdige Familie paa Ravnsbjerg, Sognets eeneste Herregaard. Ejeren, Justiceraad Verner, er forøvrig fjernt ude min Slegtning, idet hans Mormoder var en Winther, min Bedstefaders Søster. Iøvrig torde det vel ej være aleneste af det Onde, at de unge Mennesker tilbringe de sidste Aar før de skulle dimitteres, i landlig Stilhed, ej udsatte for altfor mange distraherende Indtryk. Jagten er god paa de omliggende Hedestrækninger, og jeg antager at min Jørgens Sønner have i en tidlig Alder erhverved sin Faders Smag for Jægerlivets Fornøielser saavel som Fortrolighed med Hund og Bøsse.

Imidlertid, «Ihvad Du gjør, gjør det snart». Disse Ord af Vor Herre og Frelser tillader jeg mig at gjøre til mine, omend i en anden og mere profan Betydning. Det fordeelagtigste maatte det jo være om Deres Drenge allerede inden Udgangen af denne Sommer kunde arrivere her og tage fat paa Studierne. Og nu 273erfarer jeg at der frembyder sig den gunstigste Lejlighed for dem til at komme herned paa en nem og ualmindelig billig Maade. De maae nemlig vide at en Deel af mine Sognebørn forbedre sine Indkomster af det karrige, for Opdyrkning egentlig uegnede Jordsmon ved at fabriqvere de berømmelige sorte Leergryder som vistnok, næst Stude til Fedning, ere Nørrejyllands meest bekendte Udførselsobjecter. Og det træffer sig da saa lykkelig, at netop en Søn af den største Gaardejer her i Byen, Seier Andersen Quistgaard, afseiler i disse Dage til Norge med en Ladning Jydepotter, som han hvert Aar afhænder i Christiania, hvorfra de videreforsælges i de omliggende Landdistricter. Kunne nu de tvende Ungersvende indtræffe i Christiania omkring den første August, ville de der blive mødt af min Skipper Anders Quistgaard, Galeasen «Else Marie» af Mariager. Han har lovet mig at oppebie Drengenes Ankomst indtil 15. August og spørge flittig efter dem hos Frue Bisgaard, hvor jeg gaaer ud fra at de ville kunne boe, indtil Skipper Quistgaard bliver klar til at afseile. Han vil da sætte dem i Land paa dansk Grund i Mariager, hvorfra de med Dagvogn kunne kjøre til Viborg, og derfra uden Vanskelighed ville finde Befordring videre hid til Randrup. Skulle Veirforholdene nødvendiggjøre at Quistgaard lægger ind i en anden Havn, noget som dog paa denne Aarsens Tiid er lidet sandsynlig, da har dog Quistgaard lovet mig at han vil være dem behjælpelig med at finde Befordring ad Randrup til. Den rare Quistgaard har erklæret sig villig til at befordre dem begge for den beskeedne Pris af 8 Spd. (dog maae de selv medføre Niste). Udstyrer De dem med et Beløb af 20 Spd., skulde det være rigelig til at dække alle, endog heelt uforudseede Udgifter ved deres Reise hertil.

Og nu, kjere Dorothea, lev vel, inderlig vel. Gud styrke og trøste Dem i Deres tunge Sorg. Maatte Han, som er de faderløses Fader, holde sin Haand 274over Deres store Børneflok og give Dem rigelig Velsignelse og Glede i Deres og Jørgens opvoksende Efterslegt. Derom beder af et fuldt, deeltagende Hjerte Deres altid hengivne Ven

Lauridz Th. Winther.

P. S. Christence forener sine Hilsener og varme Velønskninger med mine. Ogsaa hun byder Vilhelm Adolf og Claus et hjerteligt Velkommen til vort stille Hjem. Vor lille Mine glæder sig ret inderlig til at gjøre Bekjendtskab med de to raske norske Gutter og sender sin Tante Dorothea Hilsener og Kys! D. S.

*

Madame Dorthea trykket uvilkårlig Winthers brev til sitt bryst; befrielsens tårer fyllte hennes øine. Her var da løsningen på det spørsmål som hadde naget og foruroliget henne aller verst – de to eldstes nærmeste fremtid –.

Ikke var de barn lenger, – akk endda i vinter hadde hun visst ansett dem for å være det. Men heller ikke var de så voksne som de selv billte sig inn at de var. De var i den farlige alder da ynglingen aller mest trenger å bli ledet av sikkre mannshender. Ja dette var i sannhet et vennligsinnet Forsyns fingerpek. Kunde hun i de neste to år vite dem trygge i den gode Winthers varetekt, – han var et høisinnet og forstandig menneske, en erfaren ungdommens veileder, og ikke minst deres fars minne trofast hengiven – o, da blev det vel en råd siden, når de først var studenter. Alt nu vilde hun se om hun kunde få avsatt et beløp til den tiden kom – hvis auktionen innbragte tilstrekkelig til det. Og hun kunde arbeide – spinke og spare. Det skulde falle lettere nu da hun iallfall på dette punkt hadde et sikkert formål å feste sine øine på. – Som studenter kunde guttene jo også selv ha utsikt til å bidra til sitt livsophold, – ta huslærerposter noen år eller gi undervisningstimer. Akk, 275så skulde da kanskje Vilhelm trods alt få leilighet til å følge sin lyst, studere naturhistorien, kanskje bli lege. Og Claus fikk tid på sig til å bli klar over hvad hans evner, som kapteinen hadde talt om, kunde anvendes til på fruktbringende måte.

– Hun hadde neppe tort tilstå for sig selv, hvor denne historien med den unge piken på Lunde hadde berørt henne uhyggelig. Claus’ del i den var grim. Og brødrene hadde ikke vært virkelig gode venner siden den gang. – Sommetider sa hun sig selv, at det var jo i virkeligheten barnestreker, – lysten til å spille voksne hadde vel vært den vesentligste drivkraft i hele eventyret. Og mange av de andre småtrekk som engstet henne var jo egentlig bagateller, – men de berørte henne så ille – – som nu det at de her forleden kom hjem og hadde klippet av sig håret – uten å spørre henne om forlov, ja uten engang å nevne saken på forhånd. De bare kom op en dag og hadde gjort det. Det var skoleholderen ved verket som skaffet sig en liten nebeninntekt som frisør og hårskjærer for arbeidsstokken; han hadde i sin ungdom tjent for kammertjener i Kjøbenhavn. Vilhelm hadde hatt et erinde ned til ham for Thommesen, og så var det fallt ham inn at nu vilde han bli kvitt hårpisken som det var sånt mas med å få skikk på om morgnerne. På hjemveien traff han Claus, fortake hvad han hadde gjort – og straks gakker Claus ned og får gjort likeså. Nu gikk de der begge to og så ut à la sansculotte på hodene. –

– Det kunde ikke nektes at det kledde Claus; hans hår fallt av naturen så vakkert, lett bølgende. Men den arme Vilhelm så verre ut, – den uregjerlige røde luggen hans var ikke til å holde styr på. Mere enn noensinde toppet hårkruset sig over pannen og minnet om en lysflamme. Hun måtte skjenke ham en hel krukke av sin egen pomade, men da kom det bare til å se mørkt og fliset ut, – og fettet dessuten hans tøi bak i nakken.

276Thestrup hadde ikke kunnet fordrage den nye moten med kort hår, – han syntes det så så skjødesløst ut. Hun kunde ikke dy sig for å le av ham, naturligvis, men da hadde han protestert indignert: for om han ikke hadde synderlig tid å offre på sin frisure i hverdagslaget, han kunde dog når som helst det trengtes få satt sitt hår så han så ut som en soignert herre. Og det var sannt, – han hadde alltid sett staselig og elegant ut, når han var i pussen.

– Nå, det var jo i og for sig en bagatell. Men det var denslags bagateller som det efterhvert hopet sig op så mange av, så hun levet i en evig følelse av utrygghet: hun hadde for liten makt over de to ungdommer til at hun kunde lede deres liv inn på trygge baner; hun vilde neppe opnå annet ved å forsøke på det enn å gjøre dem utålmodige, – ja i verste fall uopriktige mot sig.

*

De sa meget lite da hun meddelte dem deres onkel Winthers innbydelse. Fra først av virket ingen av dem begeistret, men det skjulte de under en deltagende mine: blev det ikke under de nuværende omstendigheter for meget for mor å la dem bli studenter begge to –?

Alvorlig svarte Dorthea at nei, nettop under disse forhold vilde det jo være et hell for dem å få grunnlaget for en videre utdannelse enn hun ellers hadde kunnet skaffe dem.

«Ja – er det da mors mening at noen av oss bør studere for eksempel til prest?» spurte Vilhelm engstelig, – han førte ordet for dem begge.

Nei det mente hun ikke, hvis ingen av dem følte kallet. Litt efter litt fikk hun, ved å utpeke de mange muligheter som kunde åpne sig for dem, de to unge til å se lysere på den forestående Danmarksreise.

Om aftenen, da hun kom et erinde ut på kjøkkenet, blev hun overrasket ved å høre skrallende lattersalver fra folkene som var samlet der til kveldsmaten. Hun 277lukket op døren og opdaget mosjøerne, som marsjerte op og ned på det lange gulv, hver med sin jydepotte hvelvet over hodet som en hjelm. Claus hadde fått fatt på den dype suppegryten som var så trang i munningen så den satt og red høit på hodet hans. Vilhelm hadde funnet en halepanne, – den lå helt nedpå ørerne hans, og stjerten strittet kokett ut til en side. – De blev dyktig flaue da de fikk se moren –.

Gud skje lov, tid imellem var de da endda bare børn.

*

Auktionen var fastsatt til tredje august og påfølgende dager. Så det blev ikke mulig for Dorthea å reise med dem helt inn til Antonette, tale selv med potteskipperen og se dem ombord i galeasen. Hun fikk nøie sig med å følge dem et stykke på vei og ta avskjed med dem på ett av skysskiftene underveis.

Hågen Lunde reiste hjem, men han fikk med sig bare Feierfax, ikke lille Elisabeth. Det var dog mere enn Dorthea orket, å se sin flokk med ett slag reducert fra syv til fire. Hun fikk holde de små samlet nu, syntes hun, og det skulde vel også gå lettere, når de to eldste foreløbig var anbragt.

Allerede forrige vinteren hadde hun sydd og strikket til deres Kjøbenhavnsreise, sånn at nu hadde de liggende tilstrekkelig av undertøi og strømper, solid og gjort til å vokse i. Og deres garderobe hadde hun eftersett til bryllopsturen, så de trengte heldigvis ikke meget mere av nytt enn etpar solide ytterfrakker. Til dem kom den gode dyffelslignende vev som moren hadde gitt henne like tilpass. Et hell var det, for megen tid til å fullende deres ekvipering hadde hun jo ikke.

Så rykket Mikkel skredder inn på gutteværelset, og Dorthea sydde dag og natt. Og det var velsignet med en slik travlhet, som hindret henne fra å tenke for meget på annet enn nettop det som hun hadde mellem hendene, og holdt henne sittende oppe så lenge, 278så når hun omsider kunde søke sengen og lukke sine sviende øine, så fallt hun i dyp og drømmeløs søvn, nesten før hun fikk lagt sitt hode tilrette på puterne –.

– Et vennlig brev fra Christence hadde fulgt på Winthers brev. Gud skje lov. Som hennes mor hadde sagt om Aleth, kanskje det å komme i ekteseng –. Kanskje Christence var blitt mere satt og fornuftig av å få en hustrus og en moders kall å opfylle –.

*

Dagen før guttenes avreise oprannt kjølig og grådisig. Det var en av disse sensommermorgener da en føler, at året har alt begynnt å helle: løvskogen ruver dunkeltgrønn i kanten av slåttengen, hvor de mørknende høisåter vidner om at Mari Vassause har gjort rett for sitt tilnavn, er blitt efterfulgt av Jacob Våthatt og tilslutt av Olsokbløita –.

Hjerteklemt bivånet Dorthea avskjedsscenerne ute på gården, da Vilhelm og Claus skulde stige til vogns. De små søstre klynget sig skrikende til brødrene, Bertel stod blek og rystet av sinnsbevegelse henne ved trillen, pikerne gråt, og Lars og de andre karerne på gården trykket med alvorlige miner guttenes hender og ønsket dem levvel. Ikke underlig at Claus og Vilhelm var bleke om nebbet og så betatte ut, da de for sisste gang kastet blikket omkring sig på de kjere og kjennte byggninger som omgav det hyggelige gressgrodde tun.

I det samme de skulde til å kjøre lot skjæra sin skrattende stemme høre fra den ene av de store asketrærne foran hovedbyggningen. Så overlytt hørtes dens selsomt treaktige skralle, så alle skvatt litt, og den arme Bertel fór voldsomt sammen.

– De kjørte mellem byggningerne på verket. Overalt kom arbeiderne ut, menn og gutter, vinket og ropte sine hilsener efter de bortdragende. Hans Wagner i skjøteskinn, med oprullede skjorteermer, svinget sin rødbrennte arm idet han kallte høit: «Grüss Gott!»

279Så bar det over den gamle trebroen, hvor hjulene romlet hult og dovt på det velslitte plankedekke. Guttene så sig tilbake over herden.

«Ja hit kommer vi kanskje aldrig mere i livet,» sa Claus sakte.

«Det kan vi ikke vite. Det eneste visse er jo, at også vi andre må snart bort herifra, lille Claus. Når alt kommer til alt så vil jo bare dette si, at I bryter op herfra noen uker før vi allikevel skulde vært avsted alle sammen.»

«Jamen det er jo nettop det, mor! Hadde det endda vært slik så vi kunde tenkt, at hjemmet vårt var allikevel her på Brovold. Så hadde det ikke vært så –»

«Nei. Men nu er det engang blitt slik, mitt kjere barn.» Dorthea strøk ham kjerlig over hånden. «Så får vi jo forsøke å møte fremtiden med friskt mod, ikke sannt Claus –?»

Claus tok litt tafatt om hennes hånd og klemte den eftertrykkelig.

*

Så blev det allikevel ikke sånn at de kom til å tale stort sammen på turen. Dortheas hjerte var for fullt av alle de ting hun gjerne vilde ha sagt sine gutter, – hun våget likefrem ikke å begynne på det. Hvis hun ikke kunde mestre sin sinnsbevegelse, – men det vilde være synd, og dessuten ikke sundt for de to unge, hvis hun selv kom til å vise altfor stor rørelse: det kunde bare tjene til å gjøre dem modløse og forstemte. Det naturlige for deres alder var jo dog at de betraktet en slik reise som et tillokkende eventyr, – jo før de kom i den stemning desto bedre.

Men ett var det dog som hun måtte tale med dem om.

Hun kom sig likevel ikke til å si noe om det før til aller sisst, – den neste morgenen, like før de brøt op fra Råholt, det skysskiftet hvor de hadde overnattet.

280Madame Dorthea satt med sine sønner på benken under det store almetre på gården og betraktet det travle liv som utfoldet sig for deres øine. Landeveien løp midt mellem husene på Råholt. To unge herrer som kjørte sine høihjulede engelske jaktvogner, hver fulgt av en tjener til hest, hadde nettop tiltrukket sig guttenes opmerksomhet. Borte foran vognskjulet holdt noen menn på og spennte fire hester foran den svære reisevogn, hvori en mannsterk prestefamilie foretok sin flyttning fra et kall på Hedemarken til Laurvig, – Dorthea hadde talt med fruen og de større barna kvelden før. Og nu kom Hans og en av skysskafferens gutter bærende med Claus’ kiste, – Vilhelms var alt anbragt på trillen som skulde føre dem videre mot Christiania.

«Ja – så er det vel vår tur snart, til å bryte op.» Vilhelm blev helt blek under sine fregner, da han sa det. «Mor er vel hjemme tidlig i aften, nu da det blir bare Dem og Hans og ingen bagage på kjøretøiet.»

«Forhåpentlig. Jeg synes jo ikke om å la de små være alene hjemme – med alle de fremmede omkring husene. Johanne kan vel ikke dy sig for å skulle slå av mangen lang sladder med dem, og hun skulde jo helst ikke trekke lille Christen altfor meget ut i dette råveiret –»

«Mor,» sa Claus genert. «Jeg vet at mor – at mor har vært misfornøiet med mig – flere ganger – nu i sommer. Ja jeg vet De har hatt grunn til det også. Derfor så – ja jeg vilde altså be mor om forlatelse for det alt sammen, før vi skilles –»

«Gud velsigne dig, gutten min – det skal være alt forlatt; jeg vet jo, du er da på bunnen bestandig vår egen brave snille Claus. – Men du gledet mig ved å si det –

– Men det er nu allikevel en ting som jeg vil tale med jer om, før vi nu om et øieblikk må ta avskjed med hverandre.» Moren satt taus en liten stund. «Ser I, jeg har nok merket at der har rådet en viss, hvad 281skal jeg kalle det, en fortrydelighet mellem jer brødre i det sisste. Siden I blev uvenner den gang i Oles bryllop, for å være nøiaktig.

– Og det er det jeg vil be jer innstendig om. I må ikke la denne misstemning slå rot i jeres sinn, — O Gud, kjere børn, tillat ikke at en trette, en krenkelse i hissighet forderver det gode broderlige forhold som har rådet mellem jer to, helt siden I var ganske små gutter. I er så unge, I vet ikke endda, hvor lett det er gjort at det ene menneske sårer det annet. – Selv de som er bundet til hverandre med blodets bånd – o det er ikke til å unngå at selv søsken, ja selv børn og foreldre, selv elskende venner, de kan komme til å gjøre hverandre ondt, av tankeløshet, eller i hissighet, – ja ofte helt uforsettlig. Og dog, i all sin ufullkommennet, er allikevel blodets bånd, slektskapsbåndet, det helligste, det sterkeste, det smukkeste som binder oss mennesker sammen i denne ufullkomne verden –

– Og I er jo henvist til å hjelpe og støtte hverandre endda mere enn brødre flest. Hvem skulde I kunne stole på, hvis I ikke kan stole på hverandre –? Kjere Vilhelm, kjere Claus – I står så alene i verden nu, I har jo nesten bare mig, og jeg formår å gjøre så sørgelig lite for jer. Om Gud vil kan det bli anderledes, lettere for oss alle, lettere for mig og å bli jer en tilflukt og en støtte – men i dette øieblikk vet vi så lite –»

Hun taug, overveldet av sin sinnsbevegelse. Claus hadde lagt sitt hode ned på hennes skulder og gråt høilytt; Vilhelm satt rank og blek, men han tok morens ene hånd og krystet den krampaktig.

«Kjere, kjere børn – vær venner alltid, hold sammen!»

«Om forlatelse Ville,» snøftet Claus inn mot morens erme. «Jeg hadde ikke ment det slik som du tror heller –. Det vet du forresten, jeg sa det jo til dig en gang –».

Vilhelm nikket: «Jeg husker det godt. Og jeg 282var – jeg var tver og lei og stri, jeg vet det. Du får – du får ikke være sint på mig lenger for det da –»

Dorthea omfavnet og kysset dem gang på gang. Det var avskjedens time; nu måtte hun gi slipp på dem, – skyssen stod ferdig forspennt et stykke borte, og gamle Hans ventet for å få sagt det sisste farvel til sine unge venner. Dorthea syntes hennes hjerte måtte briste – men det var dog en trøst i nøden at hun så guttene reise sin vei, utsonet med hverandre, kjerlig hilsende henne til det sisste.

Hun vinket med sitt lommetørklede, til hun så skyssen forsvinne nede i bakken. Så slog hun sløret for sitt forgråtte ansikt og vendte tilbake til gården, hvor Hans alt stod ventende med hennes eget forspennte kjøretøi.

*

Veiret klaret op ut på dagen. Og sommerkvelden var smukk og stille, da hun nærmet sig hjemmet. I det dype himmelrum svam endda de sisste bunker av fyldige dunkle skyer som solnedgangen malte med gullkanter og rødbrune skygger. Men det så ut som regnet hadde tenkt å gi sig for denne gangen. Og Dorthea innså at det vilde bety en fordel: det kom flere folk på auktionen da, og kunde den avholdes i det fri, ute på gårdsplassen, så pleiet alltid budene å gå bedre i veiret –.

I dragonstuen var folk oppe da hun kjørte forbi, og der rådet travlhet, – Else ventet nok med rette å gjøre forretninger auktionsdagene. Denne kippen, som lå som en enklave på glasshyttens grunn, hadde alltid vært Thestrup en torn i øiet. Men en dag som imorgen var det likevel hendig at auktionsgjestene kunde få kjøpt øl og dram der til sin medbragte niste.

Ragnhild kokke, Gunhild og Johanne ilte ut for å møte henne, da hun kjørte op foran inngangsdøren på Brovold. De skulde høre om guttenes reise –.

Dorthea var inne i ammestuen for å se til de små. Rikke lå i dyp søvn i søstersengen, men borte i pikenes 283seng var lille Christen våken – han karret sig op i sittende stilling, strakte de bitte armer ut efter sin mor, mens han gy-et og gurglet av fryd ved å se henne igjen og lallet sitt rørende «moa, moa, moa –»

Dorthea løftet op sin yngste – det søkkvåte lille noret – og knuget ham inntil sig. Luen hadde han fått skubbet av sig; det svette dunlette barnehåret var kruset og rødlig, – han kom til å bli rødhåret som Vilhelm – «– men de andre, Johanne, hvor er de store –?» Bertel, Birgitte og Elisabeth, de kom til å bli hetendes «de store» herefterdags –.

De var nede hos Scharlachs, oplyste Johanne. Finchen Wagner hadde vært her i eftermiddags for å hente de tingene som madamen hadde sagt at hun og mor Scharlach skulde ha til erindringer efter dem. Og da hun gikk hjem, hadde barna fulgt med henne nedover. Skulde hun kanskje løpe ned og hente dem –?

«Å nei – jeg har lyst til å gå ditned selv. Bare legg dig du Hannemor – dere har hatt travlt idag. Dere kan gå iseng alle tre; jeg skal selv hjelpe småpikene med å bli kledd av – bare Gunhild først vil dekke til oss i sovekammeret. Børnene og jeg kan spise sammen. Men hør, Ragnhild, du kan finne litt godt til oss – tvebakker, og en tykkmelksost, av de ferske med karve i. Og fløtemelk til barna –»

*

Luften var grønnlig klar nord og vest, og de sisste drivende skybanker svarte nu, men østover var himmelen blåmørk, og over alt boret stjerne efter stjerne sig ut av dunklet, høstlig sterktstrålende allerede. En forsinket akerriks snerret inne i kornet.

Det grodde høit på begge sider av veien nu, da Dorthea med sjalet slått op over hodet og skuldrene skyndte sig nedover bakken mot elven, hvis slyng utover flaten kastet himmellyset blekere tilbake. Hun husket på den kvelden på vintervåren da hun hadde ilt nedover i storm og dødningeaktig måneskinn for 284å søke råd og trøst hos den gamle tysker. Det syntes så evig lenge siden. – Hvor godt at man ikke kan se inn i fremtiden, – hadde hun dengang ant, hvordan skjebnen skulde spille med dem – o, da hadde hun ikke kunnet finne den beroligelse som den gode gamle Scharlach dog hadde bibragt henne hin ulykkelige natt –.

Barakkerne så også helt anderledes ut sommertiden. Mot de rødmalte vegger, som skimret fløilsbløtt i de sisste rester av kveldslyset, stod høie skafter av stokkroser med bleke blomsterrosetter, og over bislagene kuplet sig den mørke tyngde av humleranker.

«Herein!» svarte det, da hun banket på Scharlachs dør. Men i kjøkkenet var bare mester Wagner; han satt på kanten av skorstenen – ved skjæret av glørne og et ensomt talglys holdt han på å pusse geværet sitt, mens han lavt og musikalsk fløitet en av de selsomt rørende melodier som disse tyskerne kunde så mange av.

De andre var i haven, oplyste han på madamens spørsmål. Han pekte på den lille døren bakom peisen, madame Thestrup kunde gå ut til dem den veien.

En smule stige førte ned på den smale havegangen kantet med lysblomstrende planter som gjennemskar Scharlachs hauge og løp i rett linje ned til lysthuset nær elvebredden. Her duftet kraftig og godt av krydderurtene i gemysebedene – dill, selleri, purløk. Kartoffelsengene svulmet av sortgrønt løv, spettet med blomstenes bleke stjerneflokker. Den fuktige aftenluft blev gjennemkrysset av flaggermusenes sommerlige flyvebaner, og fra lysthuset nederst i haven strømmet mot Dorthea den berusende vellukt av kaprifol – «das Blümlein Je-länger-je-lieber» kallte mor Scharlach den.

De hadde lys på bordet inne i løvhytten – det stod nede i et høit stormglass som omsvermende nattsommerfugler klasket sine dystertfarvede vinger imot. Det oplyste den gamles ansikt, – han satt med en 285bok foran sig og leste høit av den, det var en tysk bønnebok, skjønte Dorthea. Og langs benkene rundt bordet knelte ikke bare mor Scharlach og Gottlieb, den yngste sønnen deres, Finchen Wagner med lillegutten sin, men også hennes egne tre barn.

Nu lukket Scharlach boken, la de foldede hender oppå den og bøiet sitt hode. Men sin dype stemme bad han, og innimellem svarte det knelende selskap noen ord.

«Die ewige Ruhe gieb Ihnen, o Herr, und das ewige Licht leuchte ihnen!»

«Dich ziemt Lobgesang auf Sion, o Herr,» svarte mor Scharlach og Finchen, «und dir soll man Gelübde zahlen in Jerusalem, erhöre mein Gebet; zu dir soll ja alles Fleisch kommen!»

«Den Seelen deiner Diener und Dienerinnen möge, o Herr, das Gebet der Flehenden nützen, so dass du sie von allen Sünden reinigest und deiner Erlösung teilhaftig machest. Der du lebst und regierst mit Gott dem Vater in Einigkeit des heiligen Geistes von Ewigkeit zu Ewigkeit.»

«Sie mögen ruhen im Frieden. Amen.»

Dorthea blev stående uviss. Det var noe patriarkalsk skjønt over denne stille husandakt i løvhytten som grep henne, men samtidig kjennte hun sig også ubehagelig berørt av at Scharlachs lot hennes børn ta del i en sånn fremmedartet religionsøvelse.

Scharlach fortsatte på norsk:

«Vi ber dig også, kjere Herre Gud, forbarm dig over din tjener Jørgen Thestrups sjel, så at du renser den fra alle synder og nådig meddeler ham din forløsning, så han må kunne inntrede i din himmelske salighet! Hvilen den evige skjenk ham, o Herre.»Herre.] rettet fra: Herre

«OgOg] rette fra: og la det evige lys lyse for ham,» svarte Bertels klare stemme. «Måtte han hvile i fred. Amen.»

Dorthea trådte hastig inn i lysthuset: «Godaften,» hilste hun, men kunde ikke for at irritationen preget hennes stemme.

286Hele selskapet reiste sig. Birgitte og Elisabeth så et øieblikk forlegne ut, som om de var blitt ertappet i noe uartig – men så styrtet de med små gledesrop mot moren og omfavnet hennes midje. «Mor – er mor kommet hjem!» Men Bertel betraktet henne underlig usikkert og syntes likesom å vige inn mot den lille brune mor Scharlach.

Dorthea utvekslet de sedvanlige hilsener med forblæseren og hans familie og overbragte guttenes hilsen. Så blåste Scharlach ut lyset, stakk sin bok i lommen og viste vei rundt barakken ut på landeveien. Uten altfor mange ord bød man hverandre godnatt foran Scharlachs dør, – den gjensidige forlegenhet var meget påtagelig.

Børnene tidde stille mens de begynte å gå opover bakken sammen med sin mor. Men så tok Dorthea sig sammen; hun hilste de små fra Vilhelm og Claus, fortalte om sin reise med dem og fannt små pussige oplevelser å berette for børnene. Om presten fra Hedemarken som måtte kjøre i reisevogn med fire hester foran, fordi han hadde så mange børn: «de er dobbelt så mange som I – tror I ikke nok at de må ha det fornøielig som er så mange søsken sammen –?»

«Jamen hvis de er så små som Christen mange av dem? Da kan de ikke ha noe morro med dem,» bemerket Elisabeth snusfornuftig.

«Det er da noe godt tøv, Lisbeth – har ikke du fullt op av morro med søte lille Christen – når du synger for ham og leker med ham, så du får ham til å le?»

«Jeg kan leke med Christen, og da ler han. Men han kan ikke leke med mig,» sa Elisabeth bestemt.

Birgitte og Elisabeth fallt rent i henrykkelse, da de så det lekkre måltid som stod opdekket til dem i morens sovekammer. Det var ikke mange gangene i sitt liv de hadde fått spise til aftens med de voksne, – en bolle havrevelling eller brødterninger i melk ute på kjøkkenet var det daglige traktemente. Og her 287var kavringer og myk karveost, og tilmed hadde Ragnhild satt inn noen skalker av sprengt jur, – en delikatesse som ellers var strengt forbeholdt de voksne.

Bare Bertel var stille. – Slagbenken hans var flyttet hitned nu. Gutteværelset ovenpå var ryddet ut av og stod tomt, der skulde aldrig noen av disse brødrene ferdes mere.

Og Dorthea blev ved å føle sig dypt forstemt, skjønt hun pratet og spøkte med sine småpiker. Rummet var blitt så fattigslig og fremmed siden den store himmelsengen kom bort. Den var blitt erstattet med en simpel treseng – den som hadde stått på Dabbelsteens værelse. Den så barføtt ut, mente Birgitte som var vant til foreldrenes himmelseng omhengt med kapper helt ned på gulvet. Det var egentlig en ganske treffende betegnelse for det fordringsløse sovested som stod der på sine fire tynne ben. Og Dorthea hadde ikke endda kunnet venne sig til å ligge uten omheng om sin seng, – hun sov ikke så godt om nettene –.

Men for de to småpiker blev det en hel fest å få lov til å kle av sig herinne, hjulpet av moren selv. De gjorde hvad de kunde for å hale ut scenen, men omsider hadde da Dorthea fått dem velbeholdne puttet ned i sengen i ammestuen.

Bertel lå snudd mot veggen borte i benken sin, da hun kom inn igjen på sitt værelse. – Følelsen av at dette rummet var blitt hjertelig forarmet overveldet henne igjen – lyset på spisebordet speilet sig i rutene som mørket utenfor likesom presset innpå. – Om sommeren pleiet hun ikke å lukke lemmene for vinduene, – hun likte å se, hvergang hun vågnet, hvor langt natten var ledet, og hvordan veiret tegnet. Men nu følte hun medett trang til å stenge natten ute. Men da hun lukket op det første vinduet for å strekke sig ut efter lemmen, fór hun forskrekket tilbake – der stod en mørk skikkelse nedenunder vinduet –

288«Det er bare mig, madame Thestrup –»

«Men Gud, Scharlach, hvad gjør han her i haven på denne tid –»

«Jeg stod just og tenkte, om jeg skulde banke på – hvis det ikke faller Dem for ubeleilig at jeg kommer inn og taler med Dem et øieblikk.»

«Det er sent, men –.» Dorthea betenkte sig et øieblikk. «Jeg tror nok jeg forstår hvad han vil tale med mig om – nu skal jeg komme rundt og lukke op døren for ham.» Likegodt ha det undagjort. Når han selv vilde snakke om det, kunde hun virkelig like gjerne si ham sin mening –.

Scharlach fulgte efter henne inn på sovekammeret. Han blev stående i tusmørket nede ved døren, med luen trykket mot brystet. Dorthea satte sig i lenestolen ved bordet: «Kom han bare herhen, Scharlach, og ta plass, hvis han har noe han vil ha sagt mig.»

«Ja madame Thestrup.» Den gamle nedlot sig på taburetten midt imot henne. «Jeg forstod jo De tok oss det fortrydelig op, at Mutter og jeg lot børnene være tilstede iaftes, da vi bad våres aftenbønner –»

«Fortrydelig – nåja, det kan vi jo kalle det. Han vet, Scharlach, den religion som han og hans kone bekjenner, det er jo en helt annen enn vår –»

«En helt annen religion er det nu da vel ikke –?»

«Nånei, så konfession da.»

«Det er det jo unektelig. Men vi går dog somme tider i Deres kirke, madame Thestrup – fordi vi ingen annen har heroppe. Finchens børn er døpt av pastor Muus –»

«Jeg vet han går i kirken av og til, og Wagners også. Men mor Scharlach har da visst aldrig satt sine ben der –.»

«Nei. – Nei. Nå men Mutter forstår jo da heller ikke så godt norsk.»

«Er det derfor – nå.»

«Ja, så mente jeg jo, madame Thestrup, siden vi har bedt til Vår Herre i Deres kirke. Så syntes jeg 289ikke det kunde være så farlig, om børnene herfra bad sin aftenbønn til den kjere Gud sammen med oss.»

Dorthea satt litt og betenkte sig:

«Ja Scharlach – man sier jo, enhver blir salig i sin tro. Det er såmenn ikke mitt ønske å ta hans tro fra ham. Men han kjenner mig dog så godt så han skulde vite, hvor inderlig alskens – svermeri – er mig imot. Også religiøst svermeri — det vil jeg ikke for noen pris ha mine børn innpodet med.»

«Svermeri –» sa Scharlach tankefullt.

«Ja – jeg hørte jo da jeg kom, helt tilfeldig – I bad for de døde –»

«Men vi slutter alltid vår aftenandakt med bønnen for de arme sjeler, madame Thestrup.»

«Han sa nyss, Scharlach, at han hadde latt børnene få være tilstede mens I bad jeres aftenbønn. Men det er jo ikke helt sannt, min gode – det var mere enn som så. Jeg hørte med mine egne ører at han bad særskilt for min manns sjel – og Bertel bad med; det er åpenbart ikke første gang han har tatt del i jeres bønn for hans far. Hvad, Scharlach?»

Scharlach satt og så op på henne med de selsomme mørktglittrende øine under gråsprengte brynhetter.

«Hvad, Scharlach –?»

«Nei,» sa han sakte. «Første gang var det tilfeldig – Bertel kom til å høre at Mutter og jeg bad for forvalterens sjelero. Da han så spurte, sa jeg ham det på norsk, hvad vi hadde sagt – og så vilde han også være med. Og det kunde jeg ikke nekte ham, madame Thestrup – jeg hadde ikke hjerte til det! Det er jo dog så fattig, madam, å tenke på en arm sjel som slett ingen ihukommer i bønnen – og det var hans eget barn –»

«Hvordan kan han dog si, Scharlach, at ingen ihukommer –! Og at Thestrup skulde være en arm sjel, som han sier – som kan trenge til at noen ber om nåde for sig. Hvorfor det – fordi han er en kjetter formodentlig –?» spurte hun spydig.

290«Ach du lieber Gott, madame Thestrup – arme sjeler det er vi da vel alle. Når vi tenker på» – han slog ut med hånden, festet de mørke øine underlig sorgfullt på henne – «at vi en dag skal rykkes ut av dette vårt legemes hylster og stå nøken som en nål, stå som vi er, ansikt til ansikt med den evige Fullkommenhet!»

Dorthea satt taus litt. Så forsøkte hun å ryste av sig det plagsomme inntrykk: «den evige Fullkommenhet – ja det kan jo være godt nok. Men den kan vi dødelige mennesker dog ikke hamle op med – og det forlanger visselig ikke Himmelen av oss.»

«Og dog sier Vår Herre Jesus at vi skal være fullkomne, som vår himmelske Fader er fullkommen. Ja – det er jo egentlig forferdelig å tenke på, det har jeg ofte syntes. Men Han forlanger virkelig så meget av oss –»

«Så – å. Jeg kan ikke huske jeg har lest det –. Jeg trodde forøvrig ikke at I papister var så beleste i Bibelen –?»

Scharlach smilte: «Dessverre nei, en bibel har jeg aldrig eiet. Jeg må nøie mig med de stykker som står hos min gamle Goffine. Men han har dog lesten og evangelierne til hver søndag og helligdag i året –»

«Men det står nu vel iallfall ikke noe om at man skal be for de døde – det er jo dog et rent og skjært menneskepåfunn –»

«Jo jo, madame, – det står i Makkabæernes bok, at det er en hellig og hellbringende tanke å be for de døde. Det er lektien på Alle Sjeles dag. Måskje det var et menneskepåfunn, som De kaller det, fra først av, da Judas Makkabæus bad for de fallne av sitt folk og frembar offer for dem. Men så har dog Gud godkjennt hans omtanke for de døde, siden det står uimotsagt i den hellige Skrift, at det er en hellig og hellbringende tanke å be for dem.»

Dorthea rystet heftig på hodet:

«Nei nei – det er det jeg kaller svermeri. Og har 291Jesus virkelig sagt at vi skal være fullkomne, så var det vel bare et overdrevet uttrykk, for å opflamme oss til å efterstreve desto ivrigere opfyllelsen av de gavnlige og ophøiede prinsipper som han har efterlatt oss i sitt testamente. Vise all godhets Ophav tilbørlig ærefrykt og efter evne tjene vår neste – gjør vi det, så tror jeg ikke vi behøver å engste oss for vår evige velferd.

– Og det vil vel heller ikke han bestride, min gode Scharlach, at forvalteren var et hjertelig godt menneske, som alltid bestrebte sig for å gjøre rett og skjel til alle kanter og være sine medmennesker til nytte. Hvis han virkelig kan mene, at Thestrups ånd i dette øieblikk skulde være – arm og uten blivende havn – så han og børnene må trygle om det som en nåde, at Gud vil lukke sjelen inn i den evige hvile i Himmerike – o nei, Scharlach, hvo kunde da bestå –? Da torde jo intet menneske legge sig trygt hen og dø –»

«Akk kjere madam, vi ber jo også om at Han vil rense oss fra alle synder og la oss bli delhaftige i Hans forløsning.»

Dorthea skuttet sig uvillig. Renselse fra synderne, forløsning og Lammets blod – o ja, sånt var det hennes stedfar hadde preket om bestandig. Og så var han dog selv, sine ubestridelige gode sider tiltrods, et pengebegjærlig, matgrisk og ambitiøst menneske. Mens Bisgaard, som slett ikke trodde på all denne mysticisme i den kristne religion, dyrket Guds ophøiede majestet i from ydmykhet og opriktig beundret den Herre Jesus som innstifteren av de skjønneste og fortreffeligste moralske grunnsetninger, dem han selv gjorde sitt besste for å efterleve. At hun hadde følt heftig uvilje ved å måtte være hans kone, at hun hadde hensmektet sine ungdomsår hos ham da han ikke var annet enn en syk og fordringsfull olding – det hadde aldrig gjort henne blind for at Bisgaard var dog også en edel og goddædig mann, en sann menneskevenn, 292hvis veiledning til åndens og hjertets dannelse hun kunde stå sig på å følge –.

«Scharlach, Scharlach, – alt det der, det er fanatisme og sykelig overspennthet. En mørk overtro som ikke fører til annet enn å hindre, at religionens høie og klare lys får gjennemtrenge vår forstand og foredle den –»

«De kjere menneske!» Scharlach smilte tungsindig. «Et klokt og godt gemytt, ja det har De, og det hadde forvalter Thestrup, Gud velsigne ham. Men det er jo da ikke nok, madam – at religionen oplyser vår forstand. Forstanden er god å ha og bruke, men den er dog bare en del av vår ånd – likesom dagen er god og velsignet – men den er dog kun en part av døgnet –»

«Det er den part av døgnet, Scharlach, som er gitt oss til å nytte og virke i. Mørket er ondt og stygt – derfor kaller man dem jo også for mørkets makter, alle de heslige gjøglerier som menneskenes fryktagtighet og dumhet og ondskap fremfantaserer. Nei, natten er intet menneskes venn –!»

Scharlach satt og så på henne et øieblikk. Så brast han i latter, lavt og muntert: «Natten intet menneskes venn – men kjere lille madam, hvordan kan De si sånt –! De som selv har fått syv deilige børn –.»

Dorthea rødmet ergerlig. Men den gamles smil var så avvebnende uskyldig – og så måtte hun også smile. Men det var jo ikke noe man kunde svare på – at det var ikke på den måten hun hadde ment det, da hun yttret sitt hat til natten.

«Ach ja, madame Thestrup – visst er Guds velsignede sol og fornuftens deilige lys gitt oss til vårt besste. Men likevel må jo da solen gå ned hver aften, forat vi skal kunne se hvor mange stjerner som står på himmelen – hver av dem en sol, som skal være like stor og smukk som vår egen, har jeg latt mig fortelle. Visst er der farer og mangt ondt som truer oss i mørket – men det bringer da også svalheten, 293forfriskelsen, hvilen til alt som gror og lever her på jord. Og den gode søvn – og de som holder av hverandre, dem er det jo først natten som rett egentlig bringer sammen, natten er det som avler de nye liv –»

Dortheas øine fylltes plutselig med tårer. Det var jo nok så sannt hvad den gamle sa – hun hadde bare aldrig tenkt det på den måten. At natten kunde vel også ha krav på vår takknemlighet for de gode gaver den er overbæreren av.

«Ikke solen heller formår jo å oplyse sin del av denne verden for oss, uten ved å skjule det som ligger lenger borte – ja for stjernerne de er likefullt der på himmelen over oss dagen lang – uten ved å skygge for alt som ligger lenger borte, nettop med sitt sollys. Akkurat som alt det annet som er ute og ferdes om natten – fugler og dyr og alle de lyder som vi ikke hører uten i nattens stillhet – det lever like fullt, om det enn har krøpet i skjul for det sterke solskinn. – Og det er nu da heller ikke slik at dagslyset er kun tjenlig til det som er godt, dessverre for oss syndige mennesker. Tenk på alle dem som dagen er bare slit og møie og bekymring for – og på alle dem som bruker sin dag og sin fornuft til å plage og bedrage og utsuge sin neste. – Akk nei, madame Thestrup – vi kan like snart bruke vår fornuft til det onde som til det gode –»

«Han tar feil, Scharlach,» sa madame Dorthea heftig. «Det ser bare sånn ut! Å gjøre det onde, det kan aldrig være virkelig fornuftig. Den ekte fornuft, den er det samme som det gode!»

«Gud velsigne Dem, madame Thestrup!» Scharlach betraktet henne deltagende. «– At hver blir salig i sin tro, som De sa, det mener nu ikke jeg. Det er nok av dem som tror, at ondskapen er den sanne kløkt – selv om De ikke vil erkjenne at det er sånn. Nå men det har De vel også rett i. Og det tror jeg sikkert, med Deres tro kommer De iallfall aldrig til å bli helt ulykkelig –»

294Han reiste sig: «– men det er blitt sent. Jeg hefter Dem – og De har en anstrengende dag foran Dem imorgen.»

«Ja.» Hun gyste. «– Imorgen begynner det ja. Ja – det kan jo nok være endel sannhet i hans svermeri, Scharlach – for svermeri er det dog. Og trods alt i slekt med alt det uvesen – av tro på spøkeri og nissehistorier og troen på tegn og omen, som menneskenes fantasi har befolket mørket med –»

«Jeg nekter jo ikke heller, der er både godt og ondt i mørket likevel som i lyset. Djevelen og hans engler de er vel på ferde både om natten og om dagen, og de hviler eller slumrer aldrig –»

«Ja tror han da også på Djevelen – med bukkehorn og klauver og flaggermusvinger og hele maskerade-utkledningen –?»

«Jeg tror han er en løgner og løgnens fader – hvadfor mummenschanz og bedrageri han nytter for å skremme oss i sine gildrer, det skal jeg ikke kunne si. Men bak alt det – overtroiske vesen som De forakter så hjertelig – og avskyr med rette, kan det stikke verre makter enn Deres ærlige sjel har mistanke om, madame Thestrup –»

Gamlingen hadde reist sig, og Dorthea stod også op. «Han har minsannten ikke små tanker om sitt eget skjønn på disse ting, min gode Scharlach,» smålo hun. «Nå men – jeg vilde ha sagt, han må ikke fylle børnenes hoder med den slags idéer og forunderlige spekulationer. Men nu faller det jo Gud bedre bort av sig selv. Snart skilles våre veier for bestandig – Scharlach min gode venn!»

«Det er jo ikke så visst, madame Thestrup. Enten De synes om det eller ikke, Mutter og jeg vi vil dog bli ved å be den gode Gud velsigne Dem og Deres børn, rare madam,» sa han sakte; han klemte hennes hånd så det gjorde vondt.

Dorthea lukket ham ut og gikk med noen skritt. Da hun kom utenfor askekronenes svarte skjerm, så 295hun at himmelen var oversådd med myldrende masser av stjerner. De blaffet og blusset i den lille nattvinden som hadde vågnet og fikk det til å risle underlig og urolig i asketrærnes kroner.

«Jaja, godnatt da Scharlach – og hils mor Scharlach, og Finchen og Wagner og de små –»

Det så ut som det kunde bli mere vind til natten. – Om hun skulde gå rundt og stenge lemmene for soveværelsesvinduene utenfra – fra innsiden var det umulig å få lukket dem ordentlig, så de ikke sprang op og slamret, hvis det blåste op. – Men hun torde ikke, ærlig talt, nei hun var ikke riktig modig likevel i mørke –.

De blussende stjernehoper høit oppe i den fløielssvarte og bunnløse himmelkuppel – nei, henne syntes de uhjemlige og beengstende. Soler sa Scharlach, – ja det kunde godt være, men de var ikke hennes kjere fortrolige sol noen av dem. – Det gustet koldt ut av det øde rum, der de vanket på sine utstukne baner. – Hun gikk inn, stengte ytterdøren omhyggelig efter sig.

Sannt nok, natten det var også den milde søvn, beskytteren av trofaste elskendes hulde vellyst, av de livgivende omarmelser på kjerlighetsleiet. – Men, men, men – er ikke det de ting man bør hengi sig under uten å gruble. – Lukke øinene, ikke se inn i nattens Janusåsyn, altfor fullt både av onde og gode ting –.

Dagen, – nu ja, den også var til både for det onde og det gode. Men den var dog vårt hjem, – en ø, beliggende i oceanet av det ukjennte, men belyst av solen og den menneskelige fornuft. Det pustet innover den, både fra trollkjerringenes gemene munner, og fra den fromme gamle svermers stjernehimmel. – Hun følte egentlig ubehag ved det ene som ved det annet –.

Hun lot være å sette for lemmene. Så sent som det var blitt – og hun var trett; hun kom til å sovne med det samme hun la sig ned, kjennte hun. Og når hun 296vågnet, vilde det alt lysne av dagen; natten var kort endda, Gud skje lov!

Stillt og fort begynnte Dorthea å kle av sig. På toalettbordet lå en opslått bok med permene snudd op – boken med bibelgådene. Småpikene hadde fått låne den mens hun var borte ja –.

Hun tok den op for å legge den på plass i skatollskuffen. Den var opslåttopslått] rettet fra: opstlått på den siden hvor det stod: Hvo som søger Miskundhed og Retfærdighed, han finder – – og billedet av barnet som blåser såpebobler, sittende skrevs over et dødninghode. Livet skulde det forestille –.

Fort puttet hun boken i skuffen og smellte den igjen. Så blåste hun ut lyset, listet på bare føtter bort til sengen og drog overbredslet op over hodet sitt, stengende nattens mørke ute med mørket under teppet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.