AALESUND

168Naar man fra Hellesylt en stille Sommernat lader sig ro ud til Dampskibet, som ligger der paa Fjorden og venter med Dampen oppe, er det en mærkelig natlig Færd, naar det tages efter Indtrykket, og ikke efter Begivenheden. – Fra Skydsstationen og de omliggende Gaarde sættes Baade ud, og roes pilsnart hen over det stille Vand, der ligger som et Nattens Billede i Rammen af de sorte Fjelde. – Saa tørne de an ved Skibet, hvem som først kan komme til, og Beholdningen af Mennesker, Dyr og Produkter indskibes i største Hast. Der tales ikke meget, og naar et enkelt Tilraab høres, synker Lyden underlig død hen i Natten; de Fleste tale ogsaa dæmpet, det er som om de vilde vogte sig for at forstyrre Naturens Hvile. – Det hele natlige Foretagende ligner en hemmelig Smuglerfærd.

Herfra glider nu Skibet hen over det mørke Fjorddyb, indtil man i Øst faar den trange Aabning af Gerangerfjorden lige for sig. Denne Fjord er indrammet af de bratteste, og man kunde fristes til at sige: urimeligste Fjelde paa hele Vestkysten. Den er meget trang og har ingen beboelige Strande; thi 169de stejle Højder rejse sig i bratte og knudrede Lag næsten lige op af Vandet, og skummende Fosser styrte ned over dem fra de kløftede Tinder. Her findes dog enkelte Fjeldgaarde, og af disse et Par med saa farefulde Tilgange – ved Stier, som slynge sig rundtom bratte Styrtninger, og ved Broer, som ere fastgjorte i Fjeldet med Jernbolte og Ringe, – at det paa slaaende Maade beviser den mærkelige Opfindelsesaand, som Naturvanskelighederne har udviklet hos Mennesket. – Naar Vejanlægene i Norge, kraftigere end mange andre Ting, give Verden det uimodsigelige Bevis for dets Kulturudvikling, har Naturmennesket allerede vovet Livet mange Gange for at hugge ud den Trappestige, bygget paa simple Erfaringer, fra hvis øverste Trin Kunsten har kunnet tage Storskjøn. – Her har ogsaa indtil sildigere Tider været set Levninger af Trækors, og om disse ved man, at de forhen altid rejstes paa Steder, hvor Mennesker vare omkomne paa mer end sædvanlig Ulykkesmaade. Slige Kors har forøvrigt en gammel Saga her paa Søndmør. Fra Kristnekongens, Hellig Olafs, Tid skal her igjennem Aarhundreder have staaet Rester af gamle Trækors, og disse vare jo ikke blot rejst til Minde om Ulykker, men ligefrem til Samlingspunkter for en religiøs Henvendelse. Derfra har hint gamle Ordsprog endnu vedligeholdt sig, som bruges om et forkasteligt Menneske: Han kommer hverken til Kors eller Kirke!

Saa gaar da Farten videre, ind forbi den mørke 170Norddalsfjord og ud i Storfjorden, hvor Bredsundet aabner sig, og deler i ret Løb mellem Sydøerne og Nordøerne, – og endelig ind til Aalesund.

Byen Aalesund hører egentlig med til Nordøerne, eftersom den ligger paa nordre Side af Bredsundet; men da den i Hovedsagen hører mere til Søndre-Søndmør end til det Nordre, skal den her tages med for at slutte Billedrækken.

Hele Søndre-Søndmørs ejendommelige Færden har i Aalesund paa en Maade sin Udfoldelse, og den bærer Kystlivets usvigelige Mærke. – Den Kulturudvikling, som igjennem Tiderne er foregaaet her langs Kysten, og som kun skiller sig fra de store Hovedbevægelser i andre Lande ved sin langsomme Gang og ikke ved sin Karakter, maatte nødvendigvis afsætte en By. Nu er det sikkert nok, at Bergen egenlig er hele Kystlivets Hovedstad; men der ligger saa store Strækninger mellem den og Søndmør – man skal forbi Stat! – at der naturligvis maatte danne sig et Knudepunkt for disse Bevægelser der, hvor alle Traadene nærmest løbe i hinanden.

Denne Kystlivets Kultur ligger nu for en overfladisk Betragtning helt i det Udvortes: det er en Forbedring af Baade, Fiskeredskaber, Klædning og Fødemidler; men det er sikkert, at den alligevel afsætter sit civiliserende Stof. Et større udvortes Behov giver Dømmeevnen og Fantasien et større Omraade, og der fremgaar i de voksende Samtræf med Andre en Forhøjelse af Retsbegrebet. Det ligger endvidere i 171Handelens naturlige Udvikling, at Varerne forbedres i Forhold til Omsætningen, og derved udvides baade Sansen og Smagen hos Kjøberne. Men ofte ser man jo ikke Himlen for Stjerner! – og endnu oftere ser man ikke Civilisationens store samlede Drag for det mangeformede Spil af Kræfter, som vi kalde Kultur.

Det er et friskt Syn at se denne lille Kystby med sine nybyggede Huse, strøet ud over de nøgne Houge, der ofte ligne Skjær, og man faar Indtrykket af, at den er rejst i en Fart, bygget op af Slumpelykken og de Stemninger, som følge med et raskt, farefuldt Erhverv. Her gaar ingen jevn, stilfærdig Overvejelse gjennem Noget; selv de store, svimlende Pakhuse og enkelte Pragtbygninger tale kun om Gevinstens hurtige Stigen og det dristige Forhold til store Spekulationer. – Der er naturligvis ogsaa Bygninger, som tydelig vise: at her bor Velstanden i sine trygge Indelukker, her voves ikke mere, – her hviles! Men det Meste giver dog Indtrykket af den hurtige Opkomst.

Aalesund havde allerede i ældre Tider et Privilegium som Losse- og Ladested; men dette var efterhaanden blevet gjort ubrugbart paa Grund af de mange Landhandlerier, som ved det tiltagende Fiske vare fremstaaede omkring paa Øerne, og som naturligvis kappedes om at drage Fiskerne til sig, – men derved spredtes Handelen og fik et Smaaskillingspræg; det førte da ind paa Kulturens Afveje, og afsatte 172intet Stof for Civilisationen, med Mindre det skulde være i negativ Retning; fordi der efterhaanden fremstod et Savn, som endelig blev til en Trang, – og den vil jo handle! – Det er mærkeligt at iagttage et saadant voksende Tidskrav og se, hvorledes det Sprængstof, som hidfører en ny Tingenes Tilstand, ligger og ulmer i hvert Individ, til omsider det Stadium indtræder, som vi kalde: Tidens Fylde. Og da kan man være sikker paa, at Alt er færdigt, – baade den Haand, som kan forme, og det Stof, som skal formes af.

Et saadant Tidspunkt var nu her for Haanden. De voksende Tilstande krævede en ny Ordning og hidførte den naturligvis i rette Tid. – En Mand med stor Handlekraft traadte omsider til og gav det Hold, som udkrævedes for at danne et Centrum, og fra nu af grupperede Handelen sig i større og større Drag omkring hans Navn. Denne Mand var afdøde Carl Esaias Rønneberg.Carl Esaias Rønneberg] 1779–1858; født i Herøy. Kjøpmann, skipsreder og fiskeeksportør i stor skala

Han var født paa en af Nordøerne, hvor hans Fader var Landhandler, og følgelig gik hans Barndomsudvikling i Retning af det Hverv, han som voksen Mand skulde overtage. – Faderen var en vild ejendommelig Natur med store Anlæg, der ofte sprængte ham ind i ubændigeubændige] ustyrlige Tilstande. Uden Kundskab, som Dæmper og Midler, brød han ved Instinktets Hjælp igjennem Raastoffet og udpegte de nye Baner for Kulturen; og da endelig Sønnen var 173fremvokset og stod færdig til et Livsvirke, henviste den Gamle ham med vilkaarlig Bestemthed til Aalesund: der var Stedet, hvor Knuden skulde slaaes, som skulde binde de splittede Handelsinteresser til en samlet Virksomhed.

Nu blev da de henlagte Privilegier fremdragne paanyt og satte i Kraft; men da Carl Esaias Rønneberg i Aaret 1812 tilflyttede Korsen, – det lille Sted, hvorfra engang nogle af de største Udskibninger i Norden skulde foregaaforegaa] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: foregaa. – var der som Indbyggere i Aalesund kun en gammel ugift Toldbetjent og femten Arbejdsfamiljer. – Der er da paa en Maade en Slægtshistorie knyttet til denne By’s Opkomst og Udvikling.

Det mærkeligste Træk ved Stamfaderen var naturligvis, at han midt i sin naturlige Trang til Overmagt forstod sit rette Forhold til Sagen: han var den, som kunde vise, hvor Skatten laa, men det var ikke ham, der skulde løfte den. Saalangt var han naaet, – nu skulde det næste Led hage sig fast! – Og det er Kulturudviklingens sikkre Kjendemærke, at den Mand, som endnu bevægede sig i Tingenes Begyndelse, ligesom med glubske Sprang, kunde se ud over det Nærværende, didhen, hvor de kloge, beregnende Smaaskridt skulde gjøres.

Saa blev da Sønnen den egenlige Bærer af Sagen. Men det blev et Styrketag med umodne, stridige Meninger og Tilstande. – Det naturlige 174Menneske bøjer sig ikke ind under den Enkeltes Ledelse uden af Tvang eller Fordel, og i begge Tilfælde er han straks, fra Grunden af, opsætsig.

Det Aar, hvori han saaledes gjorde det første Skridt paa sin mærkelige Bane, – et Skridt, som nær var bleven traadt i en Afgrund; thi hans første Indsats var at udstyre et Fartøj, og det forliste totalt, saa han mistede alt, hvad han ejede, dette Aar var for Søndmør højst ulykkeligt. – Sommeren blev kort og kold, saa alt Kornet maatte skjæres grønt for Frostens Skyld. Samtidig ophørte Korntilførselen fra Danmark, og en stigende Mangel paa Levnetsmidler udbredte sig overalt. Halm, Bark, Fiskeben og Dyreknogler blev knust og malet til Mel, og af denne usle Næring maatte Livet bæres op! Folk laa omkring paa Vejene, opgivne af Sult og Sygdom, ingen Penge fandtes, og al Omsætning ophørte. – Engelske Krydsere omsejlede Stat, og den mindste Rørelse paa Havet blev udspejdet og forhindret. Mennesker led dengang, hvad de aldrig har kunnet glemme, og hvad der ligesom en bitter Eftersmag har blandet sig ind i den yngre Slægts Tankegang.Det dreier seg om Napoleons-krigene først på 1800-tallet, og Englands blokade av handel på Norge.

Da var det her, at hine dristige Mænd forenede sig om de store Baadlag, hvor 13 Ottringer i Følge vovede sig ud i Jevndøgnsstormenes farefulde Tid, for at snige sig ned til den jydske Kyst efter Korn. – Søgende Skjul om Dagen og i det opklarende 175Vejr, læggende ud i Natten og mod Uvejrets Komme, benyttende sig af alt det, som deres Forfølgere maatte sky, – naaede de saaledes frem og tilbage paa den vovsomste Vej, med elleve fuldt ladede Baade, – kun to var gaaet tabt af Laget! Men Hjælpen rækkede ikke langt i saa stor en Nød; det blev for Mange endogsaa til et større Syn paa det bittre Savn. – Senere ankom et dansk Fartøj, ladet med Korn, der ligeledes ved List og Mod var undgaaet Krydserne. Det lagde til ved Nordøerne; Folk strømmede derhen i Mængde – at komme først var Sagen! Paa hvilken Maade, det blev det Underordnede. Imidlertid blev de værdiløse Papirpenge ikke modtagne, og Folk betalte da i dyre Domme med hvad de ejede af Sølv og Kobber. – Siden, efterat Krigen var forbi, indtraf rige Fiskeaar; men selv dette blev til en ny Kilde for Elendigheden. Den let vundne Fortjeneste blev hurtig forspildt, og Armoden tog til med det stigende Erhverv; først senere hen, da daarlige Fiskeaar fulgte paa, rejste Almuerne sig igjen op af den usle Tilstand, Overfloden havde hensat dem i. –

Indtil nu havde Fiskerierne ogsaa været drevne paa naturlig Maade; det vil sige paa Rov; men der var i dette Forhold til Erhvervet en forfærdelig Sprængkraft, og Skillet mellem Godt og Ondt tyndedes mangengang ud til en Hinde, som et Aandepust kunde søndre.søndre] splitte, knuse Fiskelykken, som det kaldtes, naar En havde mærket sig en Hælde, det vil sige: et 176bestemt Sted i Havet, hvor Fisken af en eller anden Grund gjerne holdt til, og han havde da taget sig et Med eller Kjendemærke i Fjeldet, hvorefter han senere styrede sin Baad og følgelig gjorde et usædvanlig rigt Fiske, – rejste ofte en uhyggelig Skinsyge mellem Folket, – men Skinsygen er nærmeste Nabo til Naget!

Og nu et kort Syn paa hele Tilstanden! Se Baadene, hvor de trænges, – se Øjesynet i de magre, vejrbidte Ansigter, hvordan det maaler Himmel og Hav og spejder Kammeraten i næste Baad! Hør hvordan de skrige og skjælde! – Sjøen slaar op om de nøgne Houge, hvor nu de vakkre Smaahuse ligge; dengang var de endnu krandsede af Tang og Tare med Havskummets hvide FlaggerFlagger] flak til Bræm, og det eneste Liv var et Par Kraaker, som sloges med en Skjære om Affaldet af en Sild. – Der er ingen Forventning med sine lysende Smaablink af Haab, der er ingen Tilfredshed med sit godmodige Skjøn paa det Nærværende, der er kun Egenkjærlighed og Begjerlighed i hastige, truende Vink, i en Forbandelse, naar Aarerne krydse hinanden, eller Baadene ligge ivejen, – det er Sjøfuglenes Kamp om Rovet! – Saalænge der endnu er Plads, gaar Enkeltmanden vistnok fremad med det Ord: Først Vorherre, saa mig selv, og siden min Næste; men naar der trænges paa, da foregaar en hurtig Omskrivning, da er det: Først mig selv – siden det Andet!

177Endelig klarede Tingene sig saavidt, at det nye Tidsforhold kunde drage sine første bestemte Grundrids. Fiskerierne indordnedes i 1821 under faste Lovbud; ingen Fisker havde Ret til at udsætte sine Garn, før alle Garnbaadene laa Side om Side, og færdige til at styre ud paa en Gang. – Dette var da at slaa en Jernbom ned for Vovestykket og det æventyrlige Slumpetræf, og det godkjendtes heller ikke uden af Nødvendigheden. Jevnførelsens Trang rejste sig her med hele sin haanende Magt. Der laa Ihærdigheden og det vovsomste Mod ved Siden af en «stakkers Tufs»! – Det var da det Samme som at dele Brød med ham, ja det var mer; det var at dele Lykke! – Og Slumpelykken er jo det naturlige Menneskes Æresmedalje!

Der fortælles ogsaa, at den Mand, Storthingsmand Tonning,Tonning] Arne Olsson Tonning (1834–1892), stortingsmann fra 1868 til sin død hvem denne udmærkede Ordning skyldtes, og som senere var den, der skaffede Aalesund Rettighed som By, – selv skal have tilset om Lovbudet overholdtes, og i den Anledning hvergang med stor Ihærdighed vandret hele Baadrækken igjennem fra den ene Baad over i den anden, uagtet disse udgjorde en Strækning af over en halv Mil.

I Aarene 1814 og 15 havde dog allerede Udskibningen taget sin Begyndelse, men maatte i Førstningen indskrænke sig til Bergen alene. Siden mellem 1820 og 30 foregik først den egenlige Udskibning af Rogn og Klipfisk, der omsider, da Aalesund blev By, kom til fuld Udvikling. Fra nu af blev 178Udlandet, fornemlig Spanien, de fjerne Markeder for Søndmørs Produkter. – Mægtige Pakhuse rejstes, den naturlige Havn udvidedes, og en beskyttende Molo opførtes, – midt i Udvidelsen var der bestandig en Grændse! – Store Skibe laa under Ladning, og frem mede Nationers Flag viftede et Vink til at gjøre Følge med paa Kulturens store Baner. – Sydens mørke, ildfulde Skikkelser tumlede sig omkring mellem de fra alle Kanter sammenstrømmende Nybyggere. De lærte vistnok ikke Meget ved at mødes, men de saa dog i hinanden noget Nyt! – Hver Dag kom andre Mennesker til, Ungdom for det Meste; thi Arbejdet og VovetVovet] vågemot kræver Ungdom. – I det Hele: Livet voksede med en rasende Fart; men der var en ordnende Tanke bagved – det forvoksede sig ikke!

Dette blev da det næste Trin i Kystlivets Udvikling: Jevnførelsen med det Fremmede; men deraf rejste sig ogsaa Højdepunktet i Aalesunds merkantile Liv. Alle Søndmørs Produkter samledes og udskibedes, Varer toges i Bytte, For- bruget voksede med Erhvervet, og Sandsen med det rigelige Udvalg, – det gav den naturlige Fremvækst.

Men dette næste Trin i Kulturudviklingen blev tillige det andet Trin i den nævnte Slægts. Carl Esaias Rønneberg, der som Hovedet for disse Bevægelser havde gjennemskuet og overskuet Alt, var Slægtens andet Led; og medens Faderen havde været et Produkt af den Tid 179og de Tilstande, hvori han levede, blev Sønnen det Sideordnede af et Tidsforhold, han selv havde skabt.

Dog det er ogsaa med ham, at den Historie ophører, hvori Kulturen afsatte saa fremspringende Mærker. – Det er kun paa de første Trin i en Udvikling, at det Slaaende og Overraskende træder os imøde; siden føjes Led til Led og Gjerning til Gjerning, som en naturlig Selvfølge; de store Tilstande vende ikke tilbage. – Den enkle Silketraad, som i hine Tider med dristig Haand blev slynget ind i Begivenhederne, og som kun sprængte sig frem hist og her gjennem den grove Rending, ligger nu som en jevn Islæt, og om den end ikke dækker Alt, den lyser dog frem over det Meste.

Den lave Huslænge, hvori Slægten begyndte, staar endnu og lukker sig som et gammelt Bind over hin billedrige Handelssaga, medens det nye Hus med Taarn og Fløje hæver sig straalende paa en Højde og mødes som et Tidens Tegn med Godøens mørke Fjeldkolos, der ligger ligeoverfor, ene og afsluttet, med Havbrydningen rundtom sig, lig et Sagaland fra Gudernes Dage.

Dette Fjeld, der stiger saa truende op midt paa en Ø, som knap maaler en Mil i Omkreds og kun har et Par Beboere, drager ogsaa Synet til sig paa en slaaende Maade. Det er som om det vilde fremvise den Ensomhed og Afsluttethed, det igjennem Tiderne havde forstaaet at hævde ved sine mørke Skygger og ved sin Udsathed for alle Havets Brydninger, 180i Modsætning til hine, overfor liggende Smaaøer, hvorpaa Byen har fæstet sig, og som synes i svag Medgjørlighed at have givet Plads for alle Nyhedens Bevægelser.

De to yderste og højeste Punkter af dette Fjeld kaldes «Hest» og «Læst». – «Mellem Hest og Læst ligger en Skat», siger Søndmøringen og ler til det. «Gid Du sad paa Læsten!» siges ogsaa, og det betyder det Samme som: gid Du sad paa Bloksbjerg! – Idethele er det ikke muligt at beskue dette Fjeld uanfægtet; det hidfører Stemninger, som afmaler det, man ikke ser, og det staar ligeoverfor Byen med dens friske Nutidsliv, som en Historiens og Sagaens Mindestøtte, med Paaskriften: «Jeg er af en anden Mening end Du, og jeg rokker den aldrig i Evighed!»

Det største Liv, som Fiskerierne medføre, yttrer sig i Februar og Marts Maaned, naar Vaarfisket tager sin Begyndelse. De mangfoldige Baadlag, som da udstyres, samle fra 1000 til 2000 Mennesker i Aalesund, og her foregaar da det ejendommeligste Markedsliv – thi det er jo paa en Maade Mennesker, som forhandles! Det er nemlig saa, at Udstyrerne af BaadelageneBaadelagene] se nedenfor om staving her tinge sig den nødvendige Besætning, og det gjælder da om for Kjøberne at nedsætte Prisen paa en Mands Gjerning, og for Sælgerne at fremhæve den, – det gjælder om at vise sig udad, det, som er indad, kommer Ingen ved!

Det er et ejendommeligt Skue, at se disse 181Menneske-Drifter i flere Dage trække sig omkring her i Byen, dorske og sendrægtige, gabende op og ned ad Husene, og pludselig slaaet som af en Aabenbarelse ved at se en og anden Ting udstillet til Salg, med fristende Vink i Farve eller Smag; og de staa da stille i lange Stunder, som rammetrammet] slått ned i jorden ned foran Skuet. Disse Gjenstande ere naturligvis afpassede efter Kjøberens Fordring – og Lidt til! – Men dette «Lidt til» er jo rigtignok det, hvoraf Kulturen skaber hin Overdrivelse, som man kalder Luksus, et af Kulturens mest relative Begreber; fordi Nødtørftigheden paa en Haand er Overfloden paa en anden.

Saa er nu samtidig Udstyrerne af BaadlageneBaadlagene] jfr. ovenfor, der stavet Baadelagene i alle utg. ogsaa nærværende for at tage Fiskerne i Øjesyn, og dette Forhold skaber mange Smaaoptrin, som hver for sig indeslutter et Punkt af Interesse, der minder om de gamle hollandske Malerier, som nærved ere Klat ved Klat, med Skil mellem Farverne, men som i Frastand glide over i hinanden og jevne sig til et stemningsrigt Hele. – Naar da Rhederne have tinget sig sine Folk, og hele dette Forspil er forbi til det store Drama af Lys og Mørke, Haab og Skræk, som Havfisket ofte skaber, da søger hver Mand sig et Logi, saa godt han kan, til Fisket begynder, og her stuve de sig sammen, oftest saamange som en Stue kan rumme, selv om de skulle staa oprejst Natten over. Fra nu af er der idethele ikke tale om Bekvemmelighed eller Ro; der vandres hid og hid, der spejdes i Luft og Hav, og alle Mærker paa den kommende 182Fisk paaagtes og drøftes med den yderste Opmærksomhed.

I denne Spændingens og Forhaabningens Tid slutte da disse Mennesker sig lidt inderligere sammen. Folk fra forskjellige Egne træffes, Kjendskab og Venskab stiftes, Erfaringer udveksles, og det hænder mangengang, at Sagnet og Æventyret lever op for deres indre Syn, og at Hver kommer frem med hvad han veed at fortælle fra sin Hjembygd. Men i denne Maade at behandle Overtroens Levninger paa ligger et Bevis for Civilisation, som er større end Nogen tænker; thi Bonden hidmaner paa denne Maade det svundne Tidsforhold, medens han sidder færdig, og saa at sige med udrækket Haand, for at tage fat i den nye Tids Arbejde; idet han saaledes fletter Sagnet ind imellem de friske Tankerørelser, som hans Gjerning fører med sig, bliver det for ham en Digtning, som for os Andre, og stiller ham i et dømmende Forhold baade til det Nærværende og det Forsvundne, – og dette betegner Forskjellen mellem Før og Nu. – Der var en Tid, da Digtningen skabtes – saa kom en anden Tid, da den levedes ind i Livet – nu følger den med over i Hverdagsstrævet, og danner hin Baggrund af Længsel, hvoraf med Tiden kan skabes nye Syner.

Hver Sjæl bærer Digtningen i sig, – det kommer blot an paa, i hvilket Forhold man stilles til den. Kulturtrinet vil afgjøre det. Den tør vistnok ikke 183fylde et helt Liv, thi da vilde Handlekraften dø – eller rettere: den vilde aldrig komme tillive; men Ve over den Tilværelse, hvor Digtningen blot staar igjen som de tørre Stængler efter en hurtig Afblomstring, eller hvor den ryddes afvejen som et Ukrud! Der kan af Sligt maaske fremkomme megen Ordenssands, men der spirer aldrig nogen Skjønhedslængsel.

Foruden denne Virkning af Sagnet har det endnu en anden: hvorsomhelst det berettes, der tæmmer det Naturvildheden. Det naturlige Menneske fristes af det Æventyrlige, og hvor To fortælle hinanden det Sagn, som Fædre eller Mødre atter have fortalt dem, der have de ligesom taget Del i hinandens Ve og Vel, og et personligt Forhold er tilknyttet, – det fører ikke altid videre, men Stunden har dog faaet sit Indhold, – og hvad der er begyndt kan fortsættes!

*

Det var en Aften ud over Midten af Februar Maaned. I et Pakhus nede ved Stranden, egenlig i et Rum, som brugtes til Vejebod, hvor en Del tomme Kasser og Tønder vare henstillede, sad og gik en Snes Mennesker; Nogle spiste og drak, Andre kom fra og til, og et Par ældre Mænd stod paa hver Side af Døraabningen og saa med langtspejdende Blikke ud over Havet. Dette var en Ventestund, det saa man paa Minerne og det sluttede Lag, selv hos den, som tog sig et Maaltid Mad – før det bar afsted! – 184Af og til for et Vindstød ind imod Huset og kom som en Vækkelse over En og Anden, der rettede sig op af et hvilende Lag og lyttede; thi dette Sus kom fra Havet, og samlede det sig bare til en Storm af Nordvest, drev det den ventede Fisk ind i Bredsund, og derfra til Borgundsund, – og da var snart Fisket i fuld Gang!

«AaAa] rettet (etter 1899-utg. og Folkeudgaven) fra Aaa gav det nu paa, saa Sjøen røg, da fik vi en Slut paa dette Langdraget!» udbrød en vakker Gut, som slængte sig ned i en Krog, hvor han tog Madbommen op paa Knæerne og begyndte at ransage i den.

«Det gi’r sig i Dagskjellet,» sagde en Ældre, med et stilfærdigt Lag. «Tykner det til, saa løjer Blæsten af, klarner det op, saa øger den paa.»

«Fanden i slig Venten!» afbrød Gutten.

«Hys! Du faar Lykke til at vente,» sagde en Oplænding, der var kommen hid med en Kammerat, og havde lejet sig en Baad med Fiskestel, for at prøve sin Lykke sammen med de Andre.

«Kjender Du Oplændskedybet, Du?» spurgte Gutten med et Haansmil.

«Jeg har hørt om det.»

«Jeg skal fortælle Dig, hvoraf det har faaet Navnet sit. – Det var da min Far var en Ungdom, ligesom jeg. Da kom der to Oplændinger hid, ligesom Du og den Hin; og de stelte sig til Fisket. Stort Skjøn havde Ingen af dem, det har Oplændingen 185aldrig, derfor gik det som det gik. – Saa hændte det en Dag, de havde været ude for at sætte Garnet, at de styrede Baaden ind under en Fjeldhammer, der rækkede frem over, ligesom et Hvælv. Vandet stod lavt, og der var god Skygge, saa de tænkte: her kan vi faa os en Middagslur i Fred og Ro; og dermed la’ de sig til at sove Beggeto i 186Baaden. – Men nu kom Floden, og Vandet vokste; da for Oplændingen op af Søvnen, – aahej! skreg’en, og satte Ryggen op imod Fjeldet, og stemmede Benene mod Baaden. – Stakker, han mente jo det, at Fjeldet sank, og kunde ikke skjønne, at det var Vandet, der steg. Tilslut la’ han sig med Kammeraten fladt ned i Baaden, og Beggeto satte i at skrige, saa det hørtes lang Vej. – Saa kom Folk til, der skjønnede sig paa Sjøen, og de fik Baaden draget ud fra Hammeren; deraf hedder det Oplændskedybet, den Dag idag – saameget Du ved.»

«Det var bra’, at ikke Sjøormen kom til ogsaa,» sagde Oplændingen, og det med en Mine, som tydelig viste, at han agtede at give Spot for Haan.

«Dere Oplændinger tror kanske ikke paa Sjøormen?» spurgte en gammel Mand med et blidt Ansigt.

«Aa jeg ved ikke, – vi tror det, vi tror,» svarede denne.

«Da har jeg set den med egne Øjne, saa jeg kan tale med om det,» vedblev den Gamle. «Jeg var ude i Ulvstenvig en Dag for en Snes Aar siden, og jeg havde Gutten, som tjente mig, med paa Baaden. Da kom der noget Stort væltende ind paa Siden af os, og Gutten blev saa ræd, at han skreg; men jeg tog nøjere Syn paa det, og jeg skjønnede, at det var Sjøormen. Den var saa tyk som en Mand om Livet, Ho’det var som et Hesteho’de med en stor Manke nedover Nakken, og Øjnene var som to Tintalerkener, og den slog i Vandet med Halen, saa Baaden hvælvede, og vi havde saa nær sat Livet til Beggeto.»

«Aa skal det være, da er der Andre, som og har set den ogsaa,» tog en Yngre Ordet, og han satte en Mine op, som sagde saameget: at han ingen Modsigelse taalte – ikke et Kny! – «Min Far havde en Bror, som boede i Skøje Sogn. Han stod en Dag paa Marken, et lidet Stykke fra Sjøen, og der saa han en stor Orm komme ned ifra Lien og skyde ud i Vandet. Den var mindst sine ti Alen lang, og den var saa tyk, som en Mand om Laaret. – Det var som et Lyn, den for nedover med Ho’det oppe over Ener og Smaakrat, og det veg tilsiden for den, ligesom det var slaa’t ned med en Liaa.»

«Ja det er grejt!» sagde Gutten, som havde bandet Vejret, og som nu sad og pillede i de sidste Trevler af et Spegekjødsben. «Min Farfar boede ogsaa i Skøje. Paa Gaarden Flaate var der en stor Orm, som holdt til i et lidet Krat, og den kom bestandig fra Sjøen. Han saa at den tog og bed Ung-Smaler,Ung-Smaler] ungsauer naar de gik for nær ind paa den. – Men 187er der Nogen af Jer, som kjender til Historien om han John paa Fokhoug?»

«Det var inde i Stordalen?» spurgte den Gamle.

«Ja, – men nu skal I høre noget Rart.»

«Spis af Munden Din først,» slængte en Anden mod ham og lo til.

«Jeg brødføder mig selv,» svarede Gutten. – «Det var en Juledag, og John paa Fokhoug vilde til Kirke; men bedst som han gik, tog det paa at blæse op med en Storm, Sneen føg sammen i store Houge omkring ham og han kunde ikke se ti Skridt frem for sig. – Han kom da heller ikke til Kirke den Gang, og først ud paa Natten naaede han tilbage til Gaarden igjen. Men da var han rent, som han var tullen; han svor og raste, og bandte paa, at han vilde ikke eje Gaarden en Vinter til, og ud paa Sommeren flyttede han ogsaa ganske rigtig fra Fokhoug til en anden Gaard. – John var en velholden Mand, da han drog væk, men inden to Aar var omme, blev han saa armodsfattig, at han ejede ikke en Fille. – Paa Fokhoug tog Ingen Bolig efter ham, for Gaarden laa højt tilfjelds, og Uvejr drog tit hen over der. Men siden den Tid holder en stor sort Orm til imellem Murene, og den findes ikke paa noget andet Sted her paa Søndmør.»

«Saa er det Troldskab da?» spurgte en af de Unge. «Det er ikke at tro paa.»

«Kan være lige godt,» indvendte en Anden, som stod ved Udgangen, og han gik med det Samme ind 188i Rummet og satte sig. «En kan jo altid høre paa. Jeg kjender ogsaa en vakker Historie; men vil Ingen tro mig, saa faar det være lige godt.»godt.»] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: godt,»

«Du faar komme med den!» sagde Hin. Og nu tren Nogle nærmere til, som havde holdt sig paa den anden Side.

«Det, jeg vil fortælle, er om Harpeberget; I ved det ligger der ved Starhejm inde i Stordalens Sogn. De Underjordiske spiller der, siger Folk, jeg har aldrig hørt det; men vist er det, at der er nok af dem, som har hørt de vakkre Toner. – Fjeldet gaar ret op i en Spids til den Side, som vender ud mod Vejen, og naar Nogen gaar tæt forbi, helst i Barfrost, høres det under Foden, ligesom En gik paa Bunden af en Kobberkjedel, og det gir slig en fin Klang inde i Fjeldet. – Saa var det nu en vakker Julemorgen, at en velklædt Unggut drog forbi Harpeberget for at komme til Fromesse i Stordalens Kirke. Da kommer der en Mand lige ud af Berget, og gaar ret mod ham med en stor Messing Lysestage i den ene Haanden og en fuld Ølbolle i den anden, og der var et brændende Lys i Stagen. – Gutten blev underlig ved dette; men da Manden rækkede ham Bollen og sa’: «Godtaar, Rødsæt-Bonde!» – blev Gutten lidt skremt, og bad høflig om at faa Lov til selv at tage Bollen i Haand. Dette blev nu Huldremanden sint over, – for en Huldremand var det, skjønner I, – og han saa ikke blidt til, at Gutten nægtede at modta’ hans Gave. Da tog han i Sinne 189og kastede baade Lysestage og Ølbolle efter Gutten, der satte afsted det forteste Hesten kunde løbe med ham, og da han keg sig tilbage var Huldremanden væk. Saa red Gutten hen for at se paa Lysestagen, og da den var baade ny og vakker, tog han den hjem med sig. Den blev siden givet til en Kirke. – Der ligger ogsaa en Skat gjemt i Harpeberget, det er gammel kjendt, og Mange har set Lys brænde der om Natten. Tredive Skridt ud ifra Fjeldet ligger den; men det kan lidet nytte, for Ingen ved, hvor han skal begynde at tælle fra.»

«Ja slig er det», sagde en ældre Mand og nikkede til Ordene. «De Underjordiske vil paa en Maade ilag med Mennesker. Jeg har hørt om en ung Gjente, som var saa vakker, at der taltes vidt og bredt om det. «Den vakkre Brit ifra Nordalen», kaldtes hun. – Saa var det nu en Sommerdag, hun skulde ud med Mad til Slaattefolket, som arbejdede en Fjerdingvej fra Gaarden, og hun skulde være fremme til en vis Tid, saa hun fik haste paa; men Heden var svær, for Solen stod ret over Dalen. – Det bar da frem en Stund, saa kunde hun ikke mer, og hun satte sig ned paa Vejkanten for at hvile. Maden stillede hun ved en Side, og nu drog hun Huen af sig, og slog Haaret sit ud, saa det faldt ned over Skuldrene, det var som skinnende Guld! – Da kom en Unggut hen imod hende og talte til hende: – det var det vakkreste Haar, han havde set, sa’ han, og tilslut bad han hende følge med sig. 190Brit skjønnede nu, at Gutten var fra en anden Bygd, og hun vilde paa ingen Maade være med ham; men da de skulde samme Vej, tog hun Maden til sig, og de fulgtes ad et Stykke. Noget efter satte hun den fra sig igjen; men idetsamme var hun ogsaa kringsat af en hel Sværm af smaa blaaklædte Folk, ja der var saavist flere Hundrede! Og det var slige snurrige Ting! De plukkede og trak i Klæderne og i Haaret paa hende, og før hun sandsede ret, havde de tullet hende ind i Fjeldet med sig. – Her stod hun da og saa sig om og kunde ikke bli’ mæt af at se paa al Herligheden. Alt Bohavet og baade Fade og Kar, var af pure Sølv og Guld. Og mens hun stod slig, hoppede og sprang de Underjordiske omkring hende, og de bød hende Mad og Drikke, talte for hende og fristede hende paa mange Maader. Men hun smagte ikke paa Noget af det, og hun bare tænkte paa at komme væk igjen.

Som nu dette var, stod Slaattefolket og ventede paa Maden, og da Gjenten ikke kom, mente de, der maatte være hændet hende noget Ondt, og Fa’ren gik afsted for at se efter hende. Men da han kom til Stedet, hvor hun havde sat Maden fra sig, tænkte han: hun havde vel glemt Noget efter sig derhjemme og var gaaet tilbage for at hente det; og han tog saa Maden med sig. Men om Kvelden var endda ikke Brit kommet, og der gik Nat og Dag, og hun blev borte. Da tog hele Bygdens Folk paa at søge efter hende, og i otte Dage var der Folk 191ude overalt, baade sent og tidlig. Men da ikke det hjalp, blev der grebet til det Sidste, og det var at ringe med Kirkeklokken, saa det hørtes op gjennem Dalen. – Da kjendte Brit, at det var Kirkeklokken, som kaldte hende, og mens den ringede, saa det sang og klang i Fjeldet, hugsede hun med en Gang sit Fadervor, – det havde hun rent glemt bort derinde, – og saa læste hun det højt for sig selv, og Hougfolket stod ligesom lamslaaet og hørte paa. – Da det var gjort, gik hun ud af Fjeldet, og Ingen vovede at sætte sig imod.»

«Ja, det var nu saa, at hun vilde ud, derfor kom hun», sagde en Gut, som havde sat sig paa Kanten af en hvælvet Kasse og holdt begge Hænder sammenslyngede om det ene Knæ. – «Men jeg kjender En, som vilde bli, og hun blev der ogsaa. – Det var en Gjente inde fra Strandens Præstegjæld, netop der, hvor jeg er fra. Hun hed Mari, og hun var saa vakker som en Dag. Nu var Forældrene Velstandsfolk, saa hun havde det godt i alle Maader. Kjæresten hendes var Søn af rige Forældre, – og det var en Gut, som kunde bære sig!»

«Netop en Slig, som Du!» afbrød Hin, der gnavede paa Spegekjødsbenet.

«Knap nok,» svarede denne leende, og rejste sig med et vist Mod. «Naa, saa gik det nu bra en Tid. Da kom fra og til en anden Unggut, som fulgte hende, og tilslut var han med hende paa alle Veje, enten saa Kjæresten var tilstede eller ej. Baade i 192Bryllupper og Lag fulgte han; men da han var af Hougfolket, sørgede han vel for, at Ingen fik se ham uden Mari selv. Da nu en Tid var gaaet med det, begyndte Gjenten at bli’ lidt rar, hun var ikke længer det Liv, hun havde vær’t, og baade Kjæresten og Forældrene tog sig Bekymring af det. – Det hændte sig saa i Gildeslag, naar Ølbollen gik rundt, at hun, naar hun selv havde drukket, rækkede Bollen over den venstre Akselen, og lod ham drikke med, og da vistes nok, at det minkede paa Øllet, men Ingen blev var den, som drak. Tilslut endte det med, at Kjæresten ikke mer vilde vide af hende. Og dermed var det slut.

Men en vakker Dag efter dette forsvandt Mari, lige med Et, og Ingen skjønnede, hvor hun var. Folk drog ud paa Søgen efter hende, baade sent og tidlig, og da hun sletikke fandtes, tog de paa at ringe med Kirkeklokken; men det var det Samme, Mari blev, der hun var, og Forældrene tog sig svært nær af det.

Saa gik nu et Aar hen, og Ingen tænkte mer paa Mari for dette Liv. – Da gaar den gamle Bedstefa’ren hendes en vakker Dag ude i en liden Kratskov nærved Gaarden, og steller med et Smaaarbejde; men bedst som det er, bli’r Tollekniven hans borte, og han tar paa at lede efter den. Da kommer han til et Sted, hvor der ligger en stor Sten, og førend han sandser sig, er han nede under Jorden i en stor, rummelig Stue, og han ser til sin Skræk, 193at Mari sidder med et vakkert Spædbarn paa Fanget.

«Er det Du, Go’far?» spurgte hun. «Du ska’ ikke være ræd, jeg er Mari, Din.» – Men Gamlingen brast ligevel i Graad, og fortalte, hvordan de havde ledt efter hende, og hvor nær Fa’ren og Mo’ren havde taget sig af det. – «Saa hørte Du ikke Kirkeklokken da?» spurgte han. – «Aajo,» svarede hun, «jeg hørte den nok, og jeg vidste nok det, at I var ræd om mig; men sig til Allesammen, at der jeg er, har jeg det godt. Manden min er baade snild og vakker, og jeg vil ikke skilles fra ham. – Saa bød hun ham en Bolle Øl; men han vovede sig ikke til at drikke af den. «Spild Noget af Øllet, drik saa, og spild Lidt igjen, saa kan Du trøstig drikke,» sagde hun. Gamlingen gjorde saa, og Øllet var baade godt og smageligt. – Men i det Samme stod han ogsaa midt op i Kratskogen igjen, og han skjønnede ligelidet, hvordan han kom ud, som hvordan han kom ind».

«Gad nu vide, om det ogsaa er sandt alt dette?» kastede En af dem spøgede hen. «Havde nok Lyst til at se selv.»

«StaakeStaake] ikke funnet i ODS; må være et norsk ord: ståk, bråk til Jul paa Kvam iaar!» udbrød en Anden, idet han lo og kradsede sin Pibe ud.

«Hvad mener Du med det?» spurgte Hin.

«Noget til kort Juleglæde paa Kvam iaar! Det er et Ord, som er vel kjendt og gaar derinde i Nordfjord den Dag idag,» svarede denne, «og det kommer sig af Hougfolket det ogsaa. – Det var paa Gaarden 194Kvam i Indvigens Præstegjæld, der yderst mod Nord i Aaldedalen, hvor Elven løber fra Justedalbræen lige forbi; der kom en Juleaftens Formiddag en Vejfarende til og bad om at faa bli’ Julekvelden over; «Ja Gud bedre mig,» svarede Erik, saa hed Manden paa Gaarden, «jeg har ikke selv blivende Sted i mit Hus nogen Julekveld, der holder andet slags Folk til da; for lige saa saare vi har holdt Non,Non] spist måltid midt på dagen og det begynder at mørkne, maa vi afsted Allemand, det forteste vi orker, og hen til vor nærmeste Grande, hvor vi da bli’r til ud mod Morgenstunden. Dette gaar for sig hver Juleaften her paa Kvam.»

Men den Fremmede var nu ble’t saa opsat paa at se, hvem dette var, at han bad om Lov til at faa være alene inde i Storstuen, naar de Andre drog væk fra Gaarden. – Ja, Erik havde ikke Noget imod det, vilde Nogen vove paa, saa gjerne for ham! – Da nu Allesammen var borte, og det tyknede til Skumringen, krøb den Fremmede op over Tørkeovnen og lagde sig, og til Værge havde han en vel ladet Bøsse med sig. – Det varede heller ikke længe før en stor AllarmAllarm] bråk hørtes udenfor paa Tunet, og ind af Døren sprængte nu hele Flokken af de Underjordiske. – Unge og Gamle mellem hverandre. Mandfolkene bar Drikkekar og Drikkevarer, og Kvindfolkene slæbte med sig hele Houge af Madvarer. Og nu var det til at spise og drikke, sjoue og danse, og fare omkring med de viltreste Sprang og Fagter! Gælnest af Alle var de Mindste, for de holdt sig ikke 195staaende paa en Fod saa lang Tid som de trængte til at bide over en Lefse. –

Nu fik Manden Bøssen sin frem og skjød lige hen over dem Allesammen, men da blev der et Styr! Den Ene faldt over den Anden; Alle saa vilde de først ud af Døren, og Stunden efter satte hele Flokken af Gaarde i vildeste Flugt, skrigende baade Store og Smaa, saa det hørtes længe efter: «Staake til Jul paa Kvam iaar! Staake til Jul paa Kvam iaar!» – Men efter den Tiden holdt Erik Julekveld paa sin egen Gaard, – og Haugfolket kom der aldrig mere.»

«Aaja, det skiller nu mellem Hint Folket ogsaa,» sagde den Gamle. «For det er ikke Alle, som la’r sig jage. Jeg ved det, at der inde paa Gaarden Overaa, som ligger i Strandens Sogn, er en vakker Sæter, en Fjerdingvej ifra Gaarden. Den ligger lige i Solbakken med slige vakkre Lier om sig, saa mangen brødløs Mand har nok tit tænkt at tage Bosted der; men Ingen vover det, for er Nogen der bare en Dag over Tiden, da det er Skik og Brug paa Høsten at drage fra Sætrene, saa er der et sligt Staak og Bulder, at der er ikke værendes for Mennesker, og det har hændt, at baade et og to af Kre’turerne har ligget døde om Morgenen. – Saa det viser noksom det, at hvor de Underjordiske vil holde til, der la’r de sig ikke jage ifra.»

«Au, au!» skreg Gutten, som sad og vippede paa Kanten af en hvælvet Kasse, og han sparkede vildt ud til Siderne.

196«Hvad er der?» spurgte den Gamle.

«Det er En, som napper mig i Foden.»

«Det er en Dødning,» svarte en hul Røst inde fra Kassen.

«Aa, er Du En, som gaar igjen?» sa’ den Gamle leende. «Du har en ond Samvittighed da? Du har vel vær’t fremme i Flasken min, som staar der inde?»

«Jasaa, Flasken Din staar her!» svarede Røsten. «Ja da vil jeg leve op igjen og drikke først, saa kan jeg gaa igjen siden. Ser Du saa en Nat et Spøgelse uden Ho’de med en tom Flaske i Haanden, da er det mig – saameget Du ved!»

«Uden Ho’de,» gjentog Gamlingen. «Ja spot ikke Du; jeg kjender en Mand, som har set en Dødning uden Ho’de, jeg! Det var en kristelig Mand og bra’ i alle Maader; men han havde det med sig, at kunne se, hvad ingen Anden saa, og mangengang bad han til Gud om at slippe fri for det stærke Syn, han havde i Øjnene. – Han fortalte mig, at han engang paa en Sjørejse, hvor han og tre Andre var sammen paa en liden Jægt, var bleven nødt til at søge op iland paa en Gaard for Uvejrs Skyld. Konen, som var alene hjemme, sa’ det, at hun gjerne vilde huse dem, men Pladsen var liden, hun havde at by’, for i Storstuen havde hendes Bedstefar, en ældgammel Mand, ligget Lig for en otte Dage siden, og efter hans Død havde der ikke været trygt derinde, Ingen kunde være der. Men Manden bad hende aldrig bry’ sig med det, vilde hun bare lade 197ham og de Andre sove der, saa kom de nok ud af det med Spøgelserne. – Da nu Natten kom og Alle sov vel, vaagnede han med en Gang ved at høre Døren ind til Stuen bli’ aabnet. Han vender sig om, og da ser han en Skikkelse komme ind i Stuen, – thi det var ved St. Hans Tider, og Natten var lige lys som Dagen. Hele Skikkelsen var synlig, saanær som Ho’det og Fødderne, og den svævede henover Gulvet til det modsatte Hjørne af Stuen.

Da blev han underlig tilmode; men han samlede sig saa godt han kunde og satte sig overende i Fladsengen. «Er Du en god eller en ond Aand?» spurgte han. – Og Spøgelset svar’te: «Jeg ved det ikke; kun Gud alene ved det. Men Du skal mærke Dig, at dersom en sort Skikkelse følger efter mig, naar jeg forlader Stuen, da blir jeg fordømt, og er det en hvid, da blir jeg salig. – Min største Synd var Gjerrighed, og det gjorde, at jeg skjulte mine Penge paa den søndre Side af Kjelderen under en stor Sten i Muren. Sig Du dette til Folket.» Men idetsamme gik Døren op igjen, og Dødningen for ud af den med det hvide Gespenst efter sig – akkurat som naar Skyggen følger et Menneske!»

Om Morgenen fortalte han Konen, hvad han havde hørt og set. Der blev da gravet efter i Kjelderen, og under Stenen laa ganske rigtig tre Hundrede Specier, som med Rette tilkom Ejeren af Huset. – Siden blev Manden der endnu to Nætter til for samme Uvejr; men Spøgelset kom ikke mer.»

198Da den Gamle sluttede sin Fortælling, taug Allesammen stille, den havde lagt et underligt Tryk paa dem; og da nu det ene Vindstød ligesom pustede paa det Andet, til større Styrke, gav Blæstens klagende Sus paa en Maade Lyd til Stemningen, og et Alvorsdrag gik dem dybt gjennem Sindene. – De havde vistnok lyttet troende til, saalænge Huldreæventyret blev fortalt; men det var Fantasiens Tro og ikke Hjertets. – Det var den Tro, hvormed Digtningen tilegnes, saa saare den mødes med Digtningen i Menneskets egen Sjæl. – Men da Gjenganger-Historien kom, da greb den ind i deres virkelige Liv, og de blev spændt og eftertænkende. De havde Allesammen Noget, ugjort eller daarligt gjort, som laa efter dem her i Livet, hvis de blev paa Sjøen! – Og hvem vidste, hvordan det havde sig med Sjælen efter Døden?

«Jeg maa tænke paa’en, Niels Olaus,» sagde den Anden af de ældre Mænd, efterat nogen Tid var hengaaet i Taushed. «Han saa alle Verdens Ting forud, og han kunde si’ paa en Prik, hvem der skulde bli’ paa Sjøen. Det var gjernest saa, at de viste sig ho’deløse for ham, eller og var de kulsorte, ligesom Røg; han varede dem ad saamangen Gang, – men det var vel saa, at det skulde ske, for Ingen kommer længer end det er laget for ham.»

«Aanej, det er saa,» svarede Hin. «Det En skal i, det skal En i.»

Efter dette faldt atter en dyb Stilhed, hvor Hver af dem gik i sig selv, ligesom paa Søgen efter det 199Uudgrundelige, og fandt det ikke, – men Troen paa det var fast. Der var ikke En imellem dem, som ikke havde hørt om slige Fremsyn, enten hos Slægt eller hos nærmeste Kjendinger. Og hvem kunde sige til den, som havde dem, at det var usandt? – Ensomheden og de store Vidder skabe Syner for Troens Øje!

Endelig rejste de Fleste, som havde siddet omkring i Rummet, sig op. Nogle strækkede paa sig, og Andre samlede sine Ting nærmere ind til sig. Nogle trak sine lange Sjøstøvler paa, og Andre sine Skindklæder; men mange Ord ud over de nødvendige blev ikke talt.

Blæsten, som hidtil havde drevet stødvis ind paa Huset, samlede sig nu efterhaanden til et helt Vindstrøg, og da et Par af de Nærmeststaaende aabnede Døren, rev Nordvestvinden den Ud af Hænderne paa dem, slængte den frem og tilbage med Knirk og Brag, og peb imens sin lange Orgeltone hen gjennem Rummet.

Da kom to Mænd gaaende rask op imod Pakhuset fra Stranden. De trængte udenvidere gjennem Flokken foran Døraabningen, og søgte i en Krog de Ting, som vare hensatte der til Brug ved Fisket.

«Det er fælt mørkt,» sagde en af Flokken hen til dem.

«Det er ikke fælere, end det har vær’t saamangengang,» svarede den Ene af dem. «Inden vi kommer saavidt, at Dagen trænges, saa har vi den.»

«Vi faar afsted da?» spurgte en af de Unge hurtig.

200«Vi faar det,» svarede en Anden.

Og nu kom der Liv imellem dem, vistnok uden Livlighed, men med desto større Handlekraft. Stunden efter drev de Allesammen ned over til Baadene, hver med sin Forsyning af Mad og Drikke og andre Smaating, som vare fornødne til Rejsen. Og just idet Dagbrudet tegnede en bleg Stribe hen over de mørke Fjeldaase, og hist og her et Lys skinnede frem over en tidlig Gjerning i de smaa Huse langsmed Vandet, styrede Baadene ud mellem Øerne mod det aabne Hav, hvorhvor] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: hvar Sjødrevet allerede kom dem æsende imøde. – Om det bar til Liv eller Død, det tænkte Ingen paa, det fik staa hen til Gud! At det var deres Livsvirkes farefulde Maal, vidste de, og de kjendte Navnet paa hver Ulykke, som kunde hænde dem, ligesaa sikkert, som hvert Ord i deres Fadervor. – Der var sikkertnok Ingen, som ikke vidste: at naar han styrede hen over Stordybet, da var det over Fædres og Venners Grav, – ja maaske over hans egen; – men Livet skulde jo leves – det daglige Brød erhverves, – og her var Vejen!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.