TIL SØNDMØR

Jeg sender Dig en Hilsen fra mit Hjerte,
Du stormomsuste, fjerne Klippekyst!
Du, som mig gav, hvad naadig Gud beskjerte:
Et Landego midt i min Skjebnedyst.

Du gav mig Landeværn, det blev mit eget,
Det Hjem, jeg søgte i en fremmed Havn.
Du gav det strengt, men Du har aldrig sveget
Det Hold, Du bød mig i din haarde Favn.

*

Det var en Aften sent, ved Høstens Tide,
Jeg sad imellem Andre i en Baad;
Rundtom gik Sjøen høj, Skumtopper hvide
Mit øje dugged med sin salte Graad.

Og under dette Spil af Kræfter vilde
Stordybet ruged som en aaben Grav, –
Guds Lys var slukt i denne Aften silde,
Kun Mørkets Magter skjøtted Jord og Hav.

Hvermand var taus, den Første med den Sidste,
Kun Øjet lynede paa Farens Vagt.
Og Stavnen sank og steg som om den vidste,
At Bølgen kløves bedst i jevnlig Takt.

Da svandt det sidste, fjerne Blink af Havet,
Og alle Grænser trængte mere nær. –
Jeg følte mig, som blev mit Haab begravet –
Det Haab, der rødmer i sit Ungdomsskjær.

Jeg vilde spørge, vilde ængstlig vide:
Om det var Nattens Skygger, eller hvad?
Det Tunge, Sorte hist ved Vandets Side,
Der stod som Kirker stillet op paa Rad.

Men Ordet døde i en hurtig Gysning,
Jeg fatted nok, at det var Fjeld ved Fjeld, –
Da idetsamme brød en enkelt Lysning,
Som Stjerneblink igjennem Mørkets Væld.

«Der har vi Maalet, vort, der ser vi Hjemmet!»
Det som et Hurra ved min Side lød. –
Da sank jeg hen i Graad, – jeg var en Fremmed,
Som søgte sig en Gjerning – og et Brød.

Og hjertebankende min Smerte fødte
En Angst, der spurgte i min Sjæl fra Gud:
Om jeg var stærk og fast til det, som mødte? –
Jeg kunde ikke svare paa hans Bud.

*

Saa sad jeg huldet om af stille Hænder,
Fredlyst af Godhed – baaret op af Tro; –
Men Savnet er en Ild, som altid brænder,
Og Længslens vilde Fugl ta’r aldrig Ro!

Jeg søgte om mig: var der ingen Veje
Til Flugt fra denne Ørken – intet Spor?
Jo, hvisked Havet, kast Dit Livsenseje
Dybt i min Favn – jeg stænger evigt for!

Men Hjertet sukked’: nej, jeg vil ej Døden!
Jeg vil et Liv i Kamp og Kjærlighed,
Et Liv, som flammer op med Morgenrøden,
Et Gjenføds-Liv, som glemmer Tabets Med.Med] siktemål –

Jeg stred i Dage, stred i lange Nætter,
Min Ungdom døde i den dybe Skræk,
Og Barnetankens lyse Blomstersletter
Gled som en Dag i Skumringsstunden væk. –

Kan Øjet glemme hine Taarestrømme,
Grædt i Forladthed og i ensom Gru?
Kan Sjælen glemme hine vaagne Drømme,
Der løste Sindet fra sin Barndoms Hu? –

Men jeg forstod ej ret min egen Smerte:
Det var Naturens Podning i min Aand,
Det var den dybe Ridsning i mit Hjerte,
Som vokste til om Tankens friske Vaand.Vaand] kvist, skudd

*

O Lysning over Fjeldet – Dagen ny!
Livshaabets friske Brydning gjennem Sorgen.
Da ved det nok, Du stærke «GlanGlan] kikk i Sky»!
Du fik mit Hjertes brændende Godmorgen! –

Hin friske Vaand skjød til en Stamme op,
Rodfæstet dybt, hvor ingen Storm den rygged’.
Og der skjød Kvist fra Gren, og Blad fra Knop –
Ved Foden liden Erle flittig bygged.

Nu saa jeg Fjeldet i den unge Dag,
Det sank i Maalet under Livsens Evne,
Og jeg forstod, at Aandens Vingeslag
Bar højt opover til et større Stevne.

Jeg lyttede til Stormens vilde Sang,
Naturens dybe Støn mit Hjerte rørte, –
Da klang det i min Sjæl for første Gang,
Som om min egen Vuggesang jeg hørte.

Og Havet brød sig paa den nøgne Strand,
Stormjaget, lig en Skok af vilde Aander,
Fløj Imbre-SkarenImbre-Skaren] flokk av sortstrupet lom skrigende mod Land,
Som naar en Sjæl i Nattens Skræk sig vaander!

Og Skyen lukkede sig tung og mørk,
Og Baaden slyngedes af Bølgedraget
Udover Havets endeløse Ørk,
Hvor blege Syner rejste sig paa Vraget. –

Men i den vilde, farefulde Dyst,
Min Sjæl blev fro,fro] glad min Aand blev stærk og stille;
Der steg en anden Tone fra mit Bryst,
Højlydt op over Sorgens Klynk, det lille!

Og Vaar og Sommer brat i Følge kom,
Og der kom Fuglesang i Birkelunde;
Ud over Hougene skjød Blad og Blom,
Og Elven talte fra de tause Grunde.

Da trængte Alnaturens Mildhed ind,
Og varmede min alvorsfulde Tanke, –
En liden Engblom spired i mit Sind,
Og af min Livsbrist skjød en Efeuranke.Efeuranke] eføy

*

Vær hilset da, Du fjerne Klippekyst,
Du vilde Hav med Dine stærke Strømme!
Tak for den korte Hvile ved Dit Bryst,
Der fik mit Hjerte sine bedste Drømme.

De to siste strofene er ikke med i 1899-utgaven.
Modtag min Gave, skjænk den Livsensfrist.
Jeg grunded over den saa dybt og længe, –
Maa Viljen dække over Ævnens Brist,
Og Hjertet høres fra de svage Strænge!

Tak og Velsignelse af ganske Sjæl!
Det Mod, Du gav, mig følger end i Striden.
Jeg sender Dig et varmt – et langt Farvel,
Mit andet Hjem! – Mit sidste her i Tiden.

Magdalene Thoresen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.