Billeder fra Vestkysten af Norge

av Magdalene Thoresen

FORFATTERENS FORORD TIL 2. UTGAVE 1899

Da der af min Forlægger er taget den Bestemmelse, i Anledning af min ottiaarige Fødselsdag, at lade mine «Billeder fra Vestkysten af Norge» udkomme i et nyt Oplag, har jeg følt Trang til at medgive dem et Par orienterende Bemærkninger.


Det var i Aaret 1842 jeg første Gang saa Norge,Det var … saa Norge] Magdalene Thoresen kom i 1842 fra København til Herøy som guvernante for presten Conrad Thoresens fem morløse barn. Året etter ble hun gift med ham og efter en besværlig Rejse tillands og tilvands omsider landede ved Herø paa den Del af Norges Vestkyst, som kaldes Søndmør, og som fordum var et af Nordens største Vikingesæder.

Det første Indtryk jeg modtog af den mægtige Natur var Skræk. Ved at se Fjeldene staa der i sin vilde selvsikkre Trods, med det kæmpende Hav omkring sig, var det som et Uhyre rejste sig foran mig, og mit Hjerte skjalv i Overmagtens Vold.

Men da jeg herefter mærkede mig de Indfødtes Skik, og hørte dem gaa paa med de Ord: «En faar sjaa’n i Øgene», forstod jeg, at det var den Filosofi, de havde uddraget af deres kæmpende Livsfærd – og at man kunde lære af den.

Og det var hvad jeg gjorde. Ved efterhaanden at maale fast Syn med Uhyret, fortog Skrækken sig, og jeg var frelst. Men det er sandt: jeg var og med det samme bunden af det – hugbunden, som det hed, og jeg kunde fra nu af hverken føle eller tænke uden i Samklang med denne mægtige Natur.

Alligevel var det ikke trængt ind i mig som noget fremmed. Jeg var jo født og opdragen ved Havet,født og opdragen ved Havet] Magdalene Thoresen var fra havnebyen Fredericia på Jylland og alle mine Barndomsindtryk var mærkede af Sølivets Bedrift.mærkede af Sølivets Bedrift] Hennes far var jekteskipper og en periode også los. Naturligvis havde jeg modtaget min Udvikling paa Kulturens almindelige Veje, men selve Civilisationens Storværker havde aldrig kunnet befrugte min Aand i den Grad, som naar jeg ved Stranden sad paa en nøgen Sten og saa ud over Havet.

Naar jeg desuagtet følte mig gjennemtrængt som af et nyt Livs Indpodning, var det ikke saa meget Arten som Maalet, der havde udøvet sin betagende Magt over mig. I Naturen havde jeg hidtil truffet min Lige, nu havde jeg for første Gang truffet min Overmand, og det fordrede en Kamp – og af yderste Evne, før vi kunde gaa sammen. Men i denne Kamp vokste min Aand og fik et videre Stevne.


Trods dette hengik dog tyve Aar af mit Liv, før denne Indpodning af Kystlivet fik skyde sit første Blad. Jeg havde i Mellemtiden omskiftet Landlivet med Bylivet, og andre Tanker og Syner havde vekslet i min Aand. Men uagtet jeg følte en stigende Trang til at nedskrive dem, og nogle Gange ogsaa gjorde det, fik dog det som var min dybeste Trang, nemlig hint Billede af Søndmørs vilde Kyster, ikke Liv før jeg var vendt tilbage til Danmark igjen,som enke hvor jeg da – beaandet af den dybeste Længsel efter Norge – nedskrev min «Student».min «Student»] Fortellingen «Studenten», om en bondestudent fra Sunnmøre som det ikke gikk bra med, ble trykt første gang i Fortællinger (1863). Den ble gjenopptrykt separat i 1888.

Selvfølgelig blev dette Arbejde en Spejling af mit Førstemøde med Norges Natur. Billedet var greben gjennem Inspiration, og saa vidt Naturforholdet havde Del i det, var det tilvisse i dybeste Slægtskab med Kystlivet.

Alligevel fulgte jeg ikke det Vink, som heri var mig givet, og først ti Aar efter,først ti Aar efter] egentlig sommeren 1871 da jeg gjorde en Rejse til Norge, og mødtes i et Gjensyn med mine første Indtryk, fik jeg Mod til at tage det op igjen med Kystlivet.

Jeg drog da fra Bergen og rundt hele Kysten saa langt Søndmør rækkede. Det skete som oftest med det man kalder Baadskyds, thi jeg var nu naaet til den Udvikling, at jeg ikke blot lod mig styre af Indskydelsen, men havde min faste Støtte af Arbejdet.

Jeg tog fra nu af Sagen som et Studium, og gjennemsøgte – alene med mig selv og mine Indtryk – hvert Punkt af Betydning paa hele den lange Kyststrækning. Og efterhaanden gik ogsaa Kystlivets mægtige Saga op for mig.

Jeg mødtes tilvisse endnu med den samme Inspiration, som havde vejledet min Aand fra Syn til Syn i «Studenten» men nu var, som sagt, Arbejdet kommen til, og Fantasiens raske Slutninger bleve underkastede Kritik. – Aarsag og Virkning blev prøvet mod hinanden.


Efter dette Gjensynsmøde med Søndmør havde jeg Gudskelov modtaget en fornyet Hjemmedaab, og da jeg derfor i 18721872] rettet (etter Folkeudgaven) fra: 1862 udgav mine «Billeder fra Vestkysten af Norge» var jeg efter min Bevidsthed indtraadt i et nyt Stadium af mit Forfatterskab.

Mit Arbejde fik fra nu af et Underlag af stærkere Farve og strængere Virkelighed. Jeg skrev nok andre Bøger efter dette, og med anden Tendens, men jeg følte dog, at der løb med en Ledetraad i alt hvad jeg skrev fra hine Kystbilleder. Og da jeg saa nogle Aar senerenogle Aar senere] 1884 og 1886 udgav mine «Billeder fra Midnatsolens Land», dannede de tilvisse en Slægtfølge, ligesom ogsaa mine efterfølgende Billeder,efterfølgende Billeder] novellesamlinger fra 1870- og 1890-tallet, i alt syv der alle paa et Par Smaahistorier nær, ere tagne af Kystlivets Kultur.

Det var saaledes ved hint Førstemøde med Søndmør, at der knyttedes en Ledetraad, som gjennem et Tidsrum af 57 Aar har baaret op den lige Linje i mit Forfattervirke, idet den bandt min Aand til Kystlivets mægtige Saga.

Og det er med denne Bevidsthed, jeg trygt vover at sende dette mit første egentlige Arbejde i Kystlivets Kultur paanyt ud i Verden til et Møde – maaske et Gjensynsmøde – med min gode Læser.

Magdalene Thoresen.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Billeder fra Vestkysten af Norge

Sommeren 1871 la Magdalene Thoresen ut på en sjøreise over Skagerrak og videre oppover langs norskekysten til Bergen. Hun bodde hos noen venner i Bergen i noen uker før hun fortsatte ferden nordover. Reisens egentlige mål var å gjense Sunnmøre, og det ble også høydepunktet for henne. Der besøkte hun bl.a. Herøy, hennes første bosted i Norge.

Etter turen reiste hun ikke straks tilbake til København som hun først hadde tenkt, men ble boende i Christiania og begynte på boken om reisen. Arbeidet med boken tok lengre tid enn hun hadde håpet, og i april 1872 vendte hun tilbake til København. Der fikk hun arbeidsro og i løpet av sommeren og høsten samme året fullførte hun boken, som kom ut desember samme år.

Thoresen gir levende beskrivelser av natur og folkeliv, og hun benytter seg av en personlig reportasjestil som virket ny og som ble populær i samtiden.

Se faksimiler av 1. utgave, 1872 (nb.no).

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.