Billeder fra Vestkysten af Norge

av Magdalene Thoresen

LEGANGERSTRANDEN

52Fra Herø til Leganger er en knap Mil; men den skiller væsenlig mellem Folk og Natur. Det dobbelte Livsvirke gjør sig vistnok ogsaa gjældende paa dette Sted, men saa er det Landjorden, som her faar den højre Haand og Sjøen den venstre! DetteDette] rettet (etter 1899-utg.) fra: Dettr afsætter straks et andet Livspræg. Munterhed og Lune spire frem af Trygheden, – det tungsindige Lag og det dristige Opsyn er Farens gammelfødte Børn.

Endnu binder Sjøvejen alene mellem disse to Punkter; thi den Landevej, som snart skal give Samfærselen et større Liv, er kun til i sin Begyndelse. Dog har en Baadfart her i vakkert Vejr sin Skjønhed, som en Landrejse kun kan overbyde ved at give Korthed og Fremkommelighed istedet. – Det er smukt at befare dette lysblaa, skinnende Baand, som Havet slynger ind imellem de utallige Smaaøer og Holme, der imidlertid har sine Beboere, skjønt de som oftest ere uden al Plantevækst og kun svøbe sig i den graabrune Tang, som Havet skyller ind fra sin skjulte Planteverden. – Her holde nemlig store Flokke af Sjøfugle til, som saaledes leve sit vilde, ejendommelige 53Liv. Hvidgraa Maager og spidsvingede Terner kredse om Øen og skyde pilsnart ned over den i Vandskorpen spillende Fisk, hugge sit krumme Næb i Ryggen – og Byttet er gjort! søge sig da et ensomt Sted, hvor de kunne fortære sit Rov, og finde det ikke saa snart, før et Par Andre følge efter for at rane sig en Mundsmag; men Intet i Verden kan i Arrigskab overgaa det Skrig de udstøde, naar de atter maa flygte til et andet Sted, – hvor da en ny Forfølgelse venter dem. Og saaledes flakse de skrigende fra Sten til Sten, skyde op og ned i den pilsnare Flugt, og drage Solblinket efter sine skinnende Vinger, hvor de sejle, kredsende højt oppe i den blaa Luft.

Dette er et Ørkenens Billede; thi overalt, hvor Naturens Love alene herske, der er Ørkenen, om der saa var tusinde Liv! – Men det naturlige Menneske tiltales mægtigt af det, og i Stunden tager det en Byrde fra Brystet; Aandedraget bæres op over Livets Vidder, og Kulturens Argusøjne er blindet.

Thi Himmel, Hav og nøgen Strand
Er som et nyt oprundet Land,
Hvor Fjeldets Masser, Sten i Sten,
Gaar frem, som Jordens nøgne Ben. –
Endnu har Verden Intet givet,
Der er kun Gud – og Skabningslivet.

Dog dette Syn paa Naturen kan ikke vedvare; Menneskeaanden har Længsel, og Længselen har Formaal. – Saa vender Blikket sig fra det Uordnede og Uklædte, og ret foran det staar Kulturens ypperste Kjendemærke, Telegrafstangen! – Telegrafen her? 54Midt i Ørkenen banker Verdenslivets stærkeste Pulsslag? Ja, Gud være lovet! Ogsaa her gaar den sit tankesnare Ærinde mellem Menneskene, og de store Skillerum ere afkortede, – dem, hvori Sorgens og Glædens Budskaber før traskede afsted paa saa møjsomme og farefulde Veje, at de vare gamle før de kom frem. – Man kunde fristes til at kalde Telegrafen et Slægtsbaand, saa inderlig binder den Menneskehedens store, adspredte Familje sammen til et nyt Forbund.

Legangerstranden er et af Søndre Søndmørs fagreste Steder. Det ligger ogsaa paa Gurskøen, som ellers har saa mange udsatte Punkter for Havvejret; men dette Bygdelag er ligesom fredet af selve Striden. – Idet man drejer om et Fjeldhjørne, og efter at have passeret de lange Strækninger, hvor kun Sten og Hav – og Hav og Sten møder Synet, breder Vandet sig pludselig, og Stranden buer sig ind under et skovdækket Fjeld, der først synker mildt tilbage og bærer de fagreste Lier, men siden rejser sig som Lænet paa en Stol og afgrænser det dejlige Billede.

Det er idethele Søndmørs ejendommelige Skjønhedspræg, at midt i det Ørkenagtige, hvor Naturens strenge Miner ikke ved en Trækning forraader Smilet, springer pludselig et Billede frem, og det ler over hele Ansigtet. Et saadant leende Aasyn er netop Leganger. – Den brede Landevej, som løber langs med Stranden, og som senere skal forbinde Herø Præstegaard med den nye Annekskirke, som her er under Bygning, viser hen til en glad Samfærsel; – 55thi det er jo saa, at hvor Vejene brede sig, der mødes Menneskene i Kulturens store og smaa Ærinder!

Ovenfor denne Vej bølger Lien hen i Skraaninger og afrundede Højder, og veldyrkede Agre deler mellem Haver og smaa rankvoksede Birkelunde. Men Billedet faar alligevel sin største Skjønhed ved Sjøens modsatte Indramning. – Staar man i Dybden af Legangerstrandens Bue, da former hin Ramme sig netop til en lignende Halvkreds, og Vandet ligger imellem Begge som en stille slumrende Indsjø. Men denne tilsyneladende Indsjø har sine Tilstrømninger fra de nærliggende Fjorde, og det kan nok give onde Drømme iblandt!

Legangerstranden faar dog ikke sin rette Naturbestemmelse i ondt Vejr; det er først ved Sommersolens Skin over bløde Taagedunster, eller ved Midvinterens stivnede Is- og Sneformer, som staa glødende i en tidlig Solnedgang, at den faar sagt hele sin Mening.

Intetsteds paa Søndmør danner Fjeldene slige bløde, bølgende Linjer! I tre til fem, ja seks Højder stige de op bagved hinanden; hvor den ene Runding synker, hæver sig den anden, indtil de Bagerste og Højeste række fremover de Andre med sine takkede Tinder og sine blændende hvide Sneskavl. – Men det er just ikke saa som det viser sig, naar Taagerne væve dem sammen med sit luftige Spind. I Virkeligheden ere disse Højder næsten allesammen skilte 56og staa fjernt fra hinanden, og heraf fremkommer da netop hint vekslende Spil i Farverne, hvorved en Højde staar svøbt i det lyseste Blaaskjær, medens en Anden ved Siden af bærer sin tunge mørkebrune Taagekappe, der hænger den sid og bølgende ned om Foden, – at En staar solbestraalet, medens en Anden fryser sammen i et graanende, vandtrukket Kuldeskjær, – og at naar Solen daler, de Laveste falde hen i blaasorte Skygger, medens Sneskavlerne af de Højeste rage opover dem, som udformede i glødende Jern.

Og saa træder Livet til og fortæller Resten! En Baad skyder hen over Vandet, den roes af en eneste Mand; thi det er et Snarærinde fra Folket over paa hin Side. – Omkring en gammel Baad, som er optrukken paa Stranden, lege et Par Smaabørn, medens en Anden med fint, nymalet Udstyr skyder fra Land, efter at raske Unggutter have stelt Alt istand til en Lystfart. Og under dette gaar Arbejdet raskt og kvikt oppe i Lien, hvor Græsset slaas. En Liaa stryges, et Par Gjenter skrige op og le, saa det gi’r Ekko i Fjeldet. En Gut kommer springende nedover Hougene, og en Hund farer gjøende bag efter; saa gjør han et Hop over et lidet Elveløb, Hunden bag efter og napper ham i Benet, da river han Huen af og kaster den efter Hunden; men før han er naaet Stranden, er Hunden der ad en Omvej med Huen i Munden. – Saa høres der pludselig et Sus oppe i Lien, som af et stærkt Vindkast, det er en samlet Skare af Trost, som slaar ned 57fra Fjeldet i et Kirsebærtræ med halvmoden Frugt; men idetsamme aabnes et Vindu i et gammelt Hus og der jages ud efter dem, da sætte de i et Skrig, og hele Skaren stryger, ligesom baaret af et Vingekast, tilbage i Fjeldet igjen. – Det er Livet i de smaa Træk, Livet i Forhold til Naturen; hvor de store Drag komme frem, er det Skjæbnehistorien, og den bærer, her som der, sin Overskrift, ens for Alle: Døden formedelst Synden og Synden formedelst Døden. – Men paa denne Maade kunde det synes, som om der var Fare for Livets Poesi; thi naar Kulturen jevner Alt, hvor er da tilslut den Sten, som krummer Vejen, saa Lys og Skygge brydes? – Dog det har ingen Nød! Hjertet er der altid, og der vil bestandig blive Nogle af Sten, som kunne knuse de Bløde, og atter Andre saa stærke i Kraft og Godhed, at de kunne oprejse de Svage. Dette er da isandhed et poetisk Stof, som vistnok baade kan fortyndes og fordærves af Kulturen, men hvis oprindelige Væsen den dog aldrig kan faa Bugt med.

To unge Ansigter med milde Træk fortalte just her to glade Hjerters lille Historie, skjønt Ordene, som fulgte med, kom snurrig nok frem og forklarede oftest Meningen gjennem en Modsigelse. Dog satte den sig fast i samme Stund som et Billede paa den fagre Baggrund, og da Rammen lukkede sig om det Hele, var den med.

Det var saa, at Gutten skulde arve Gaarden efter Faderen; thi en ældre Søster, som var gift for 58flere Aar siden, havde faaet Hælvten af sin Arv udbetalt, Resten skulde staa hen i Gaarden til Faderens Død, og da svares som en aarlig Afgift. Han var saaledes en velstaaende ung Mand. – Gjenten derimod var en Husmandsdatter og den ældste af fem Børn, som Moderen for længe siden var død fra, og som Faderen ernærede ved sit Arbejde. Hun havde følgelig ikke andet end sit vakkre Ansigt og et kvikt, uforfærdet Sind at sætte op imod; Noget hun selv tyktes var lidet og usselt, men som Gutten tog for saa stort et Mon, at han sletikke ønskede sig mer, især da han selv havde Alt, hvad der forresten behøvedes.

Saa gik han da endelig en Dag frem for Faderen med det Ønske at tage Gjenten til Hustru, og var ikke saa forknyt endda; thi hun var vel likt af alle Mennesker, og mangt et godt Ord var faldet om hende i Gamlingens Nærhed. – Men det tog en anden Vending; han kunde ligesaa gjerne have stukket en Brand til Faderens Næse som vist ham Udsigten til dette Slægtskab med en Husmand, – der ovenikjøbet havde sin egen Mening, naar det hændte, at han en Gang imellem var paa Dagsarbejde hos ham. – Der hjalp hverken sure eller søde Miner, hverken gode eller onde Ord, saalænge han ejede Gaarden, skulde ikke Husmandsgjenten spidse Munden efter det Fad. Og derved blev det. Gamlingen truede ihærdig tilbage hvert Ord af Sønnen, ja lige indtil Minerne, saa der var ikke andet for at gjøre end tie og vente.

59Imidlertid havde Faderen det ikke godt. Hans Hustru var død for flere Aar siden, og fra den Tid havde en gammel Enke, der var i Slægt med den Afdøde, stelt for ham; men hun var sær af Alderdom, og han var vanskelig af Sygdom, og det bar ikke godt ihop. – Huset stod rigtignok og saa ud som det plejede, dog ved nærmere Tilsyn viste Affældigheden sig alligevel; thi Vanskjøtsel hober jo op, idet den bryder ned.

At nu Sønnen havde et skarpt øje for dette, var ingen Under, han vidste hvor det Bedre kunde komme fra, men selv Faderen var led og kjed af det for længe siden; dog tale om det, nej! – da satte Gutten allerede Minerne til, og Gamlingen vidste saa vel, hvad der vilde komme. – Nej! da før drages med Støv og Affald, til han selv laa hen som et Affald, og de bar ham fra Gaarde!

«Saa gaar han her og ta’r sig onde Dage, bare paa Trods» sagde Gutten, naar han om Kvelden mødtes med Gjenten et eller andet Sted, hvor Gamlingen ikke saa dem. «Grætten er han og værre bli’r det for hver Dag, som gaar. Jeg skjønner ikke hvor dette skal ende? Fillet og ussel er han i Klæ’r; thi aldrig flier hun om ham,flier hun om ham] steller ham og ynke sig gjør han hver Gang, han lægger sig, saa jeg er sikker paa, hun ikke vørrer ham saameget, at hun grejer Sengen hans.» Og dermed fortrak Guttens Ansigt sig, saa hver livfuld Mine gled over i harmfulde Vrængninger, og han saa ti Aar ældre ud end før.

60Da fik Gjenten en Tanke, som hun vel ikke vidste hvor bar hen, men som desuagtet blev til det Fingernap i Sagen, hvorved hun hurtig drog den over til sig i aaben Favn. – Hun skjønnede nemlig, at dette Forhold efterhaanden havde taget Noget af Guttens glade Sind og gode Hjertelag fra ham, og som en Rædsel slog den Tanke hende for første Gang: det kunde komme dertil, at Sønnen ønskede Livet af sin egen Fa’r! – Men der var Gudskelov et rigtig varmt Livsmod i hende, og det føder jo Haab! – Hun gav Gutten et glad Afskedsnik, den Kveld ligesom de andre, men gjemte sine Tanker. Da næste Dag kom, smøg hun ved Middagstide om bag Vaaningshuset, hvor Gamlingen havde sit Soverum, og hvor et Fag Vinduer vendte ud imod to store Kirsebærtræer. Det ene Vindu stod aabent, og i Karmen laa en lang Kjæp, som han brugte til at jage Trosten bort af Træerne med. – Hun betænkte sig et Øjeblik og saa sig omkring, thi uagtet det var lige i Spisetiden, var hun dog ræd for et Øjenvidne; men hun kjendte sig hurtig tryg, – det var jo en god Gjerning, som skulde øves, skjønt det maatte ske i Smug. – Saa satte hun raskt Foden paa Graastensmuren og med et Sving var hun inde gjennem Vinduet, som hun trak til efter sig, og nu gik det hurtigt med Foretagendet. Sengen blev redt, Straa og Rusk samlet op af Gulvet og kastet ud, og Stunden efter hoppede Gjenten, saa let som en Skjære, ud af Vinduet igjen med en liden Bylt under Armen. – Nu 61bar det raskt afsted hjemover til Fa’r og Sødskende, og hun stelte for dem med godt Mod og glad Ansigt. Men Ingen fik Besked om hvor hun havde været, eller hvad hun havde gjort, uagtet Hver kom med sit Spørgsmaal.

Saa gik nu Sommertiden hen. Gamlingen fik Hygge af Livet, og Orden og Renlighed var omkring ham, at sige i hans eget Rum, men det var ogsaa her han mest krævede det. – Det tyktes ham nok en og anden Gang lidt rart, at Kjerringen nu lige med Et havde faaet det over sig at stelle saa godt for ham, især da hun forresten gik og drog sig, tvær og tung, omkring imellem dem, som hun plejede; men saa blev der ikke talt Noget om det; han tog det, som godt var, og lod det Andet staa hen.

Endelig kom Høsten. Kirsebærrene vare spiste for længe siden, og der trængtes ikke længer et Vindu paa Klem efter de rovgridske Fugle. Saa blev det lukket, thi Vinden drev koldt imod, og Træerne viftede og slog ud med Grenene, som om de vilde mane hvert levende Liv til at opgive al denne Eftersnak om Sommeren: det var forbi, forbi, forbi!

Dette blev en liden Hage ved Sagen, og Gjenten maatte betro sig til Gutten. Men han fik det let indenfra stelt saa, at hun kunde fortsætte sin Gjerning, hvad Vejr det end var. – Da hændte det, at Kjerringen blev liggende syg et Par Dage, og at just samtidig med dette Gutten var paa en liden Rejse til Aalesund, hvor Faderen altid plejede at 62gjøre sine Høstindkjøb. Da blev Gamlingen pludselig opmærksom! – Kjerringen havde ikke rørt sig ud af Sengen i to Dage, og desuagtet var der hygget og stelt om ham! Ja lige til det, at en gammel Vest, som han gjerne bar om Vinteren, var hængt op paa en af Sengestokkene, renvadsket og med nye Knapper, – det var en Snurrighed! «Hvem af Gjenterne er det, som steller til inde hos mig?» spurgte han Kjerringen. – «Ja, hun vidste ikke om nogen Tilstellen, hun! Der var dem, som sa’, at hin Gjente gik her om Dagen og smøg indom, – gik hun ikke Dørvejen, saa fandt hun sig frem paa anden Vej, – det skilte ikke hende. Var det ikke vel nok, som hun havde gjort det, saa var det bra om Andre gjorde det bedre.»

Gamlingen svarte hende ikke et Ord, men han smagte paa det. – «Ja saa, det var gaaet til paa den Maaden! Naa.» – Da nu Middagstiden kom, lod han Tjenerne gaa tilbords alene og gav sig Noget at stelle med paa et Sted, hvorfra han nøje kunde se Alt uden selv at sees. – Ganske rigtig! Da en Stund var gaaet, kom Gjenten smygende om Hjørnet, keg til Siderne, trak Vinduet op, og var med et Spring oppe paa Graastenen og inde over Karmen, hvor hun trak Vinduet til efter sig. – Den Gamle nikkede med en snu Mine til dette og listede hen foran Vinduet, hvor han gav sig Noget at pusle med inde mellem Træerne, brækkede en tør Gren af paa et Sted, pillede lidt i Barken paa et 63andet, – hostede saa en Gang imellem og holdt det gaaende saaledes, medens Gjenten allerede for længe siden var færdig med sit Stel og stod som paa Naale inde bag Ruden for at finde et Øjebliks Frist til at smutte væk igjen.

Men det kom ikke. – Uagtet Gamlingen paa denne Tid var vant til at hvile i sin Seng og i mer end sin halve Levetid ikke havde undladt at følge denne Vane, vedblev han dog idag at holde sig oppe. – Saa gik det endelig mod Daghældingen og endnu stod Gjenten angst og grædende indenfor, medens den Gamle ihærdig og smaanynnende holdt sig udenfor. – Da skjød en Baad med tre Mand hen over Vandet og landede ret nedefor Gaarden, og en Stund efter kom Sønnen ilende raskt opover Vejen til Faderen.

«Gaar Du her paa denne Tiden?» spurgte Gutten.

«Aaja», svarede Gamlingen, «jeg er ude at fange Trast.»Trast] trost

«Det var rart; hvordan bær Du Dig ad med at fange dem?»

«Aa, det er ikke saa rart endda», sagde han, «jeg sætter op Vindøjet der, og naar da En smætter ind, slaar jeg det til igjen.»

«Har Du fanget Mange paa den Maaden?» spurgte Sønnen leende.

«Ja, jeg har En, men den er ogsaa rar», sagde Fa’ren med et listigt Øjenblink. – Sønnen 64studsede lidt og saa bort til Vinduet. – «Ja, Du kan jo gaa did og se efter.»

Gutten gik lidt tung derhen; thi der anede ham Noget, men da han blev var Gjenten, som stod grædende bagved Ruden og var saa bleg som et Linklæde, vidste han ikke, hvad han skulde gjøre, og han blev staaende og saa forskrækket paa hende.

«Naa», knurrede Faderen bagved, «kanske er ikke Buret bra nok?»

Gutten vendte sig og saa ham ind i Ansigtet. Da med Et skjønnede han Meningen. – «Jo, Gud velsigne Dig, Fa’r», udbrød han, «det er saa bra, som Nogen kan ønske sig!» og saa lo han med Graaden i Halsen, rev Vinduet op og satte i et Hop ind over Karmen til Gjenten. «Jamæn fangede jeg to med en Gang», sagde Gamlingen og keg ind til dem. –

Saa endte dette til Alles Glæde, og der gik ikke mer end den knappeste Tid, som trængtes til at ordne sig i, før Gjenten drog ind som Ungkone paa Gaarden, og da stod der aabne Døre og bød velkommen til!

«Slig ender det ikke altid med den, som stjæler sig ind i anden Mands Hus!» sagde Gamlingen.

«Meningen var god», svarede hun.

«Ja, det er bra nok, det», sagde han og saa poliskpolisk] lur ud, «men Du vilde saa magtstjæle mig ligevel, – for nu er det nok bedst jeg blir Kaarmand med en Gang; jeg duger saa ikke til Andet.»

65«Du duger saalænge Du lever til at raa’ for Dit», brød Sønnen af. «Jeg liker ikke det, at en Fa’r gaar og sniger sig til den Brødbid, han skal ha’, efterat han har gi’t fra sig Alt.»

«Du er en bra Søn», sagde den Gamle. «Ja, ja, saa vil jeg raa’ for Mit, jeg vil ikke friste Dig, – Ingen ved, hvor langt han rækker, før Kisten er maalt. – Men raa’ med skal Du.»

«Det vil jeg, Fa’r, og saa skal Du min’s, at Du er gammel, og jeg er ung.»

«Vel, vel!» sagde Faderen og nikkede til; men der sad en liden Spøgfugl i ham, og derfor vendte han sig til Svigerdatteren med sit listige Øjenblink. – «Tænker nok, Du skaffer mig lidet Gran at stelle med, naar Vorherre vil?»

Men hun vendte sig fra ham og svarede ikke. – Sønnen lo og nikkede til Gamlingen, og denne listede sig op til Bordenden for at tage sig en Hvile i Højsædet. – Der skinnede Solen vakkert ind over hans graa Haar, mens Sønnen arbejdede ude paa Ageren, og Ungekonen stelte med Kjøkkenet og nynnede til sin Gjerning.

Saa kommer efter en saadan lang og smilende Sommerdag omsider Natten, den korte, gjennemsigtige Sommernat! – Det Ene slipper Forholdet til det Andet og synker hen i en vis graalig Jævnhed; men desuagtet drømmer endnu et svagt Skjær af Solnedgangen over Vandene, og det er neppe forsvundet, før Dagens Stjerne paa ny skinner op 66over de østlige Højder. – Og saa er Morgenen der igjen! Livet er nyt, Beslutningen fødes, og Gjerningen tager fat. – Da skyder et lidet sort Uhyre, røgspyende og stønnende, hen over det stille Vand – det er et Dampskib. Her mellem alle disse Smaaøer, ind i Havets mange Krogveje løber altsaa dette Kulturens andet Ilbud! – Ja, da er det isandhed ingen Under, at Garbonissen og HougbukkenGarbonissen og Hougbukken] overnaturlige vesener som holdt til på gårdene, ifølge folketroen flygte væk, de, som kun like sig med det Indestængte og Stillestaaende, de, som sky alle brede og fremkommelige Veje og helst holde til der, hvor det enkle Spor er traadt af en ukjendt Vejfarende. – Men da er det heller ingen Under, at Jordstellet er saa vel besørget, og at saamange Ansigter fortælle en glad Historie, siden Dampkraften udfører i Minutter det ellers timelange Roarbejde paa en aaben Baad, hvor alle Havvejrets lunefulde Brydninger herske, og giver hundrede Mands Kraft istedenfor ti!

Saa modtager da Skibet sine Passagerer, og det er ikke blot Saadanne, som er ude til Lyst, men det er tillige dem, der paa denne Maade føre deres Varer til Kjøberne, hvor de nu findes. – Og naar da Postvæsken er langet ombord, gaar Farten løs paany, medens den fagre Strand glider tilbage for Synet, og de nøgne Smaaholme stikke op over Vandfladen som Kæmpe-Kobber, der sole sig i Havskjellet.

Snart trænge Fjeldmasserne paa igjen, og Naturvildheden 67tager sit Herredømme tilbage. Kun et eneste Punkt af Kulturlivet er endnu længe synligt, det er en smuk rød- og hvidblommet Ko, som staar oppe paa en af Legangerfjeldenes højeste Toppe. Punktet er meget lidet, og set fra Sjøen løber Fjeldet stejlt op, – der synes just at være saamegen Plads, som der behøves til dens fire korte Ben; men hvorledes den er kommen didop, ved nok Fjeldets anden Side bedre at forklare end denne; herfra set maa det erklæres for et Mirakel. – Den staar imidlertid fast – og som et Monument for Slægten: saa højt steg den! – Men Naturaanderne kunne tilføje: saa højt op rækker det spirende Græs og de fine Fjeldblomster.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Billeder fra Vestkysten af Norge

Sommeren 1871 la Magdalene Thoresen ut på en sjøreise over Skagerrak og videre oppover langs norskekysten til Bergen. Hun bodde hos noen venner i Bergen i noen uker før hun fortsatte ferden nordover. Reisens egentlige mål var å gjense Sunnmøre, og det ble også høydepunktet for henne. Der besøkte hun bl.a. Herøy, hennes første bosted i Norge.

Etter turen reiste hun ikke straks tilbake til København som hun først hadde tenkt, men ble boende i Christiania og begynte på boken om reisen. Arbeidet med boken tok lengre tid enn hun hadde håpet, og i april 1872 vendte hun tilbake til København. Der fikk hun arbeidsro og i løpet av sommeren og høsten samme året fullførte hun boken, som kom ut desember samme år.

Thoresen gir levende beskrivelser av natur og folkeliv, og hun benytter seg av en personlig reportasjestil som virket ny og som ble populær i samtiden.

Se faksimiler av 1. utgave, 1872 (nb.no).

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.