Billeder fra Vestkysten af Norge

av Magdalene Thoresen

STAT

1Naar man fra Bergen styrer nordefter til Søndmørs og Nordmørs farefulde Kyster, er der intet Navn, der saaledes sætter Fantasien i Bevægelse som Stat. «Forbi Stat» hedder det med en Forskjellighed i Betoningen, som Hver lægger ind efter sin Erfaring, eller i Forhold til den Beretning han har modtaget. Forbi Stat! Javist maa Dommen falde forskjellig; thi Naturens Tilstande ere her saa fuldbaarne, dens Stemninger saa udelte, at det Nærværende griber Beskueren som noget, ialevighed Bestaaende, og han, som nævner Stat med Begejstringens Udraab, siger lige godt en Sandhed, som han, der skjødesløst henkaster Ordet, eller og udtaler det med hint Eftertryk, hvorved man altid betegner en overstanden Fare.

Stat eller Statlandet er egentlig en Halvø, der paa det smaleste Sted kun er en halv Mil over, men siden breder sig i nordvestlig Retning ud imod det aabne Hav, hvor den ender i en Fieldpynt, som kaldes Norderhug eller Staalet. Den Del af Havet, som omskyller dette Land, kaldes Stathavet, og de to store Bugter det danner kaldes Ulvsvaagen og Vandelvsgabet. – Saaledes strækker da dette smale Land 2sig ud i Sluget af mægtige og farefulde Vande; lykkeligvis for den Rejsende gives der ikke mindre end tre farbare Veje over Stat, og man kan da forlade Dampskibet, fare tvers over Halvøen, og støde til det igjen, naar det indenskærs gaar videre mod Syd eller Nord. Den mest fremkommelige af disse Veje og maaske den ældste er Dragsejdet, den anden, som kaldes Mandsejdet, er stejl og tildels farlig; men da det er den korteste, bruges den fortrinsvis af Bønderne, der nødig vælge at fare en Mil, naar de med LivsvoveLivsvove] livsfare kunne række det Samme paa en halv. Den tredje er fuld af MyrMyr] her er brukt det norske begrepet, istedet for det vanlige danske Mose og bruges sjelden. Men uagtet Trygheden ved en Landefart, og til Trods for Havets vilkaarlige og lunefulde Spil med Livet, vælger dog den Rejsende som oftest Sjøvejen.

Statlandet er i og for sig af ringe Betydning. Det er et Fjeldland med smaa Højder, og selv det Rejseliv, som bevæger sig der, livner ikke Synet, men bidrager snarere til at det Hele synker over i en jevn Farveløshed. Imidlertid har dog Sagaen fæstet et af sine store Billeder paa denne Ørkengrund,Ørkengrund] Magdalene Thoresen bruker konsekvent ordet «ørk» eller «ørken» for ødemark. og det har Farve nok til at staa der endnu, om vi blot have Syn til at se det.

Det var nemlig ved Dragsejdet, saa berettes der, at Hellig Olaf paa et af sine Omvendelsestog, hvor han saa at sige kristnede for Fode, lod de nærmeste Almuer stevne til Thinge og tvang dem til i Stunden at antage Kristendommen. – Hellig Olaf var Handlingens Mand, han overtalte ikke, han overbeviste, og 3Bevisførelsen var kort som Tiden til at vælge i: enten en død Mand eller en Kristen! – Dette var da at tage med Vold i Alkjærlighedens Navn. Men Kristne-Kongen vidste hvad han gjorde! Han vidste, at den Mand, som her bøjede nødtvungen sit Knæ for Kirken, skulde lidt efter lidt frivillig bøje Hjertet for Gud; thi Alt her paa Jorden har jo sin Begyndelse i det Udvortes.

Her løfter sig da et Billede farvet med Ild og Blod. – Den mægtige Kongeskikkelse i sin røde Kjortel, paa en højlagt Sten, med de knurrende Almuer omkring sig, stærke haardføre Mænd med vejrbidte Ansigter. – De trænge sig mellem hinanden, tættere og tættere slutter Kredsen, Nogle truende, Andre skræmte, Alle stirrende op til Kongens vredtflammende Blik. – Hvad var det han sagde? … En Gud for de Mange? … En Mildhedens Gud, hvis første Budskab truede med Ild og Sværd? – Men Himlen selv hænger over dem som en Trusel! Tunge Uvejersskyer jage sammen, og Havet gaar sin Bærsærkergang omkring den nøgne Kyst. Da bryder Solen pludselig igjennem Skylagene, en blændende Lyskilde stryger hen over Helgenkongen i det Øjeblik han svinger sit «luende Sværd» over det opskræmte Folk, – og Sejren for Gud er vunden! – Kan man fastholde dette Billede, da forsvinder Ørkenens Jevnhed, og man ser, at det er ikke Stedet, som har skiftet Farve, det er Tiden.

Mandsejdet har imidlertid ogsaa sin Kongesaga 4at fremvise; men den forholder sig til hin som Skyggeridset til Billedet med Livets Farver. – Det var nemlig da Kong Christian den 6te foretog sin bekjendte Søndmørsrejse, og istedenfor at lægge Vejen «forbi Stat» tog den nærmeste over Landtungen. – Hvorfor nu ikke Dragsejdet var bleven valgt men Mandsejdet med sin, for et sligt Kongefølge, uudholdelige Besvær, kom naturligvis af det Farefulde ved en Landen med Baad paa Ejdets søndre Side.

Saa skrider da Følget fremad med pinagtig Langsomhed; Nogle i Bærestole, Andre tilhest, atter Andre paa To eller Fire, eftersom Terrainet fordrer og Kræfterne slaa til; men Alle med den afmægtige Vredes og Fortvivlelsens Præg i de højfornemme Miner; – opad stejle Højder, ned over bratte Fald, ingen Ende paa Besværlighederne, tvertimod en evindelig Fornyelse af dem. Og hertil kommer en Samstemning mellem Himmel og Hav, som ikke bryder Tilstanden hverken med Frygt eller Haab, thi den mænger Havskodden og de blygraa, æsendeæsende] svulmende Bølger, de tunge, lavthængende Regnskyer og den farveløse Fieldørk tilligemed det højbaarne Følge sammen i et Røre, og det Hele giver et Billede af Livets sletteste Humør.

Mandsejdet er kun en halv Mil over; men det er desuagtet rimeligt, at hin højsalige Konge aldrig i sit Liv har gjort en saa lang Rejse, som denne Landefart over Stat. – Den greb ogsaa Samtiden, som noget Stort og Slaaende; thi der udkom ikke 5blot rystende Skildringer af den i Trykken, men den forherligedes ved mangfoldige Afbildninger. – Saaledes maler hver Tid med sin Farve og sin Pensel!

Det er da, som man vil forstaa, Havet alene, der giver Statlandet sin Karakter. – Dets yderste Punkt, Staalet, er det egentlige Forbjerg, og synes ved sit Navn at tyde hen paa en brat Styrtning, hvori Halvøen skulde ende, som naar en Fjeldkjede pludselig brydes; men det er ikke saa. Naar man har omsejlet Fjeldene sydfor, og navnlig Hornelen med sine fremludende, kløftede Tinder, ligger Statlandet i bølgende Linjer, med smaa afrundede Højder, og glider hen i den blødeste Fremtoning af en Fjeldnatur. Men det er sandt, saadan viser det sig kun paa en Godvejrsdag, naar Himmel, Hav og Jord smelte sammen som i et Kjærlighedens Favntag. – Da ligger det mægtige Hav der, uden en Krusning paa sin blanke Flade, og hvor det i Synskredsen gaar sammen med Skyhvælvet, flyde begge over i et blødt, farveløst Møde, som udsletter Grænserne; medens paa den anden Side Statlandet ligger ligesom hyllet ind i blaanende Slør, der kun dunkler til en svag Afskygning, hvor den ene Fjeldhøjde runder sig lidt oven over den anden.

Dette er da en af Naturens bløde Stemninger, en af de ubrydelige, som sige: Fred i Himlen og Fred paa Jorden, og for Menneskene en Velbehagelighed! – Da glider Skibet frem, jevnt og stille, og Sporet af SkruenSkruen] propellen ligger efter som en lang Plougfure, 6mens Solen blinker i Skumsprøjtet som over nyfalden Sne. Da er Skibets Dæk en velordnet Salon, hvor Samtalen gaar let, og hvor Alle er enige i, at Stathavet dog igrunden er et særdeles medgjørligt Stykke Vand! Selv naar den sydlige Grændse er omsejlet, og Staalet træder frem i faste Omrids, ligger det dog paa en slig Dag, med sine to Afsatser, – det Øverste og Højeste, Norderhug, det Nederste og mest Fremspringende, Staalet, – saa blødt, man kunde fristes til at sige, mageligt, lænet til de bagerste Fjelde, som en Kæmpe, der soler sit brede Bryst, og som for Hvilens Skyld har sat sig i Hug med Knæet rejst foran sig.

Da er det let nok at tale om den næste Rejse «forbi Stat», – men Stemningen skifter! Den Fred, som Intet kunde bryde, er forvandlet til en Strid, som aldrig vil ende.

Da er Solslætten kløvet, Grændsen mellem Himmel og Hav er afsat, og de stormdrevne Bølger med høje Skumtoppe rejse sig i Jaget ind mod Kysten og styrte sig over den med hin æsende Lyd, der høres som tusinde Løvestrubers hæse Rallen. Og se da Norderhug med Staalet, Kæmpen med det bøjede Knæ! Se hvor han kaster Mageligheden fra sig! Thi vel sidder han endnu, og altid, i Hug, men det er som den, der i en Fare rolig tager Sigte og maaler Afstande; og naar da Solen af og til kaster stjaalne Blink ud igjennem de flyvende Skyer, giver det hin Blanding af Lys og Skygge, hvori Modet nok tør 7maale Syn med Faren og kan mindes den med Begejstring.

Men saalænge det Menneskelige beholder sin Ret overfor Naturkampen, «staar det ikke paa» som Bonden siger. Det er da endnu en Livskamp; først naar Faren er af den Natur, at hele Modstanden er en Dødskamp, føler Mennesket, at i det uhyre Spil af Kræfter, som Elementerne rejse omkring ham, gaar han under til Trods for sin hele menneskelige Værdighed.

Det Uvejr, som skaber slige Tilstande, kommer ofte for her og er en af de Storme, der efter Søndmøringens Udtryk: staar lige op fra det dybeste Hav. Alt har da Nattens Farvetone selv ved Middagstide. – Skyerne hænge i tykke sorte Lag og vælte sig frem, som Røgen fra et Dampskib, bestandig lavere og lavere. Bølgestrøgene rulle frem som Bjerge, – tunge og blygraa se de ud, som om de bar hele Havdybets Mudder op med paa sine knuddredeKnuddrede] 1899-utg. og Folkeudgaven har: knudrede Rygge, og hvergang et nyt Strøg med «Rierne» begynder, huler Havet sig til en Afgrund i det mægtige Dragsug, der følger efter dem.

Da først faar Stat det Storheds- og Rædselspræg, som gjør, at man nævner det med Skræk, og da først ser man Kæmpen som Forposten mod Vest, mørk og dødstruende, ludende sig frem til ensom Kamp med det mægtige Hav, og spændende Knæet til Ridning for hver eneste en af de uhyre Bølger, der vælte sig ind over det.

8Men Skibet, som tumles omkring i denne Ørk, hvor Elementernes Rasen synes at ville mænge Alting sammen i et nyt Kaos? – Det kæmper ogsaa, skjønt Havet paa ingen Maade kæmper med; det kaster det blot fra Bølge til Bølge, som Noget, der ligger ivejen, Noget, som maa komme væk, tilside, eller under i den evige Stilhed. – I en saadan Stund knytter Erindringen sig med Forfærdelse, og den rejser sig aldrig uden med Skræk.

Men se! der højner sig Noget, et Landkjende midt i Bølgedraget! skjønt endnu skumme de hen over det og synes at ville sluge det i hvert Kast, – det er Landego, – det gode Land! – Naar i Tiderne fik denne Ø midt i Havet sit Navn? Det vedved] Folkeudgaven har gjennomgående: véd Ingen, men Alle ved, at den fik det i Farens Stund, da Frelsen kom, og da den skrækslagne Sjæl atter fik Løsning og Liv i Tak til Gud.

Landego alene vilde dog ikke gjøre Stort til Frelsen, thi det er kun en liden Ø, udyrket og ubeboet, og dukker op af Havet, som et Skjær, hvorpaa der, efter Synsmaalet at dømme, knap vilde være Frelse for et forkomment Menneskeliv; men den er desuagtet det første Punkt af hint Landeværn, som gjør, at Farten herfra gaar indenskjærs, derfor er Havets udelte Vælde brudt ved Landego; og hvilken Stemningen eller Tilstanden end har været hos det mægtige Element, Kampen er bestaaet, man aander op – man er «forbi Stat».

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Billeder fra Vestkysten af Norge

Sommeren 1871 la Magdalene Thoresen ut på en sjøreise over Skagerrak og videre oppover langs norskekysten til Bergen. Hun bodde hos noen venner i Bergen i noen uker før hun fortsatte ferden nordover. Reisens egentlige mål var å gjense Sunnmøre, og det ble også høydepunktet for henne. Der besøkte hun bl.a. Herøy, hennes første bosted i Norge.

Etter turen reiste hun ikke straks tilbake til København som hun først hadde tenkt, men ble boende i Christiania og begynte på boken om reisen. Arbeidet med boken tok lengre tid enn hun hadde håpet, og i april 1872 vendte hun tilbake til København. Der fikk hun arbeidsro og i løpet av sommeren og høsten samme året fullførte hun boken, som kom ut desember samme år.

Thoresen gir levende beskrivelser av natur og folkeliv, og hun benytter seg av en personlig reportasjestil som virket ny og som ble populær i samtiden.

Se faksimiler av 1. utgave, 1872 (nb.no).

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.