Billeder fra Vestkysten af Norge

av Magdalene Thoresen

HERØ

9Naar Statlandet er omsejlet og Florøen passeret, der med sine lavt udglidende Bredder, med sine venlige Bygninger og det lysmalede Fyrtaarn ligesom byder «Velkommen til!» efter den barske Sjøtur, er det første Landgangssted for Rejsende Herø. – Denne Ø, hvorpaa Sognets Hovedkirke er beliggende, og hvorefter begge har sit Navn, er ikke meget høj eller stejl og maaler knap 1/8 Mil i Omkreds. – Hvorfor nu den er bleven saa bekjendt fremfor de andre Øer og Holme, der ligge op til den, og som baade ere større og rigere udstyret med Jordlag, kommer naturligvis af, at den ligger lige ved Havets Alfarvej, saa at alle Skibe, som indenskjærs gaa fra og til Stat, stryge tæt forbi den. Desuden, naar en liden Klippeø i dette mægtige Arkipel bærer en Kirke, drager den uvilkaarlig Syn og Tanke til sig fremfor noget Andet; thi efter en Sjøfart, hvor Landego giver Livshaabet, kommer Herø Kirke siden til og giver den fulde Fortrøstning.

Fra denne Beliggenhed skriver sig da ikke blot dens nuværende Forrang, men ogsaa dens store Betydning i Sagahistorien. Selv dens Navn er udlagt 10som: Herresæde, fordi den i de fremfarne Tider, da hele Søndmør var et eneste stort Vikingerede, gav Bosted til mægtige Hærmænd. Og selv da Norge var delt mellem Smaakongerne, og Søndmør følgelig havde sin Hersker for sig, er det rimeligt, at Herø ogsaa har været et Kongesæde.

Herø selv har næsten ingen Plantevækst og kun et ringe Jordlag. Naar man derimod forlader Havets slagne Vej og tilbaads begiver sig dybere ind imellem de saakaldte Sør-Øer, faar man snart Syn for, at i henrundne Tider har her været en stærk og fyldig Vegetation; men og tillige den sørgelige Vished, at Alt er forstyrret ved ublu Hænder. – Bonden beretter rigtignok godtroende: at det er Tydskerne, som af NidsygeNidsyge] sjalusi over Landets Rigdomme, har herjet og fornemligfornemlig] først og fremst nedbrændt de store Furuskove, som fandtes her; men uagtet det kan være naturligt nok, at den Nordiske Tradition jevnfører Skam og Skade med Navnet «Tydsker», er det dog utvivlsomt Landet selv som har fostret Vandalerne til dette Hærværk imod Naturen.

Folkeberetningen om disse Skove er imidlertid ikke en saadan, som saa ofte taager hen i Sagnets ubestemte Træk. Overalt ser man Sporene af rodhuggede og nedbrændte Træer, og som Kirkegaarde med forvittrede Gravmærker, omskyllede og giennemfurede af Bølgerne, ligge Øerne med sine sorte, afsvedne Stubber, hvis Omfang tyde hen paa den rigeste Vækst.

11Her har da været et godt Tilhold for Hærmændene, – thi der er ingen anden tænkelig Grund for Nedbrændingen af slige storvoksne Skove, end den, at hine Herrer have svedet hinanden ud af Reden og saaledes fordrevet hinanden fra Ø til Ø. Selv de rodhuggede Stammer vidne for dem; thi Vikingerne byggede jo selv sine Skibe. – Der fortælles rigtignok om Skibsværfter, som skal have eksisteret inde i Fjordene fra en langt sildigere Tid,sildigere Tid] senere tid og man finder endnu hos en og anden Bonde et ældgammelt Bord, hvis Plade er skaaret ud af en eneste Furustamme; men Alt tilsammen viser jo blot den Sandhed: at Alle har skovet,skovet] felt trær og Ingen har plantet.

Efter Kristendommens Indførelse har Folkets Historie endnu en Gang malet et Tidsbillede paa denne Fjeldø. Her skal efter Krønikens Beretning have staaet et Kloster paa den vestre Side af Øen og foruden det et Konventhus, eller saakaldet: Gildestue, hvor Egnens Gejstlighed havde sine Møder for i Fællesskab at drøfte deres og Menighedens Krav, og disse Møder skulle ikke altid være gaaet af i lovlig Orden.

Fra en endnu senere Tid skriver sig den gamle Stenkirke, som nylig har maattet vige Pladsen for en ny og mere stemmende med Nutidens Fordring. – Om hin gamle Kirke fortælles der, at en skibbruden Kvinde lod den opføre som et Takoffer for sin utrolige Frelse, idet hun af en Bølge skal være kastet op paa det mest ufremkommelige Sted paa Øen, hvor 12Kirken ogsaa virkelig stod. At et Sagn havde stillet den der er forstaaeligt; den bar sig selv op som et Sagn midt i Havet, omgiven af den nøgne Fjeldørk, og den stod med sine graa vejrslagne Mure, som Fjeld mod Fjeld. Men hvis Sagnet har sin Rigtighed, hvis en Skibbruden virkelig er slængt op med Liv og hele Lemmer paa denne Højde af et Bølgekast, da er det sket ved et af hine Naturens Vidundere, som jo bestandig viser sig uden at efterlade det mindste Tegn, hvorved man skal kunne udforske Grunden. Sagnet lader sig imidlertid ikke helt fornægte; Naturen har sine Stemninger, hvori den paa en Maade handler genialt. Den henkaster Begivenheder i Øst og Vest, uberegnelige, uforstaaelige, og trækker sig da igjen tilbage i sin Hverdagsorden, overladende til hvem som vil at optegne dens Festsaga og kalde den et Mirakkel.

Til Herø gamle Kirke knytter sig desuden mærkelige Begivenheder fra den nyere Tid; en af dem, som er paa Vej til at udslettes af Folkemunde, skal her opfriskes, som man fornyer hine gamle Billeder, hvor Lap ved Lap maa støtte Levningen af det Oprindelige, for at Verden endnu kan beholde det som en Helhed.

Før man lander ved Herø og lige ved Indsejlingen til Sør-Øerne ligger stik mod Havet en overordenlig stejl og gjennemfuret Klippe, som kaldes Skorpøen. Her strandede for mange Aar siden et Hollandsk Admiralskib og søndersloges, saa det splittede Vrag drev iland paa de omkringliggende Øer, 13Størstedelen dog paa Hidsegslandet og Gurskøen, hvor ogsaa Beretningen om det har holdt sig bedst. Den fremkommer alligevel i hin ejendommelige Form, hvorved det Sagte forraader det Skjulte. – Det er klart, at en hel Del Mennesker ere drevne iland med Vragstumperne, levende og døde, mellem hinanden; men om det Gjæstevenskab, der blev ydet ved denne Lejlighed, taler Historien forblommet.forblommet] dunkelt, uforståelig Det er formodentlig den Samme, som findes fra en ældre Tid paa alle hine Kyster, hvor man «levede kristeligt og ernærede sig af Vrag!»sitat fra Ludvig Holbergs komiske heltedikt Peder Paars (1719–20)

Om hint Admiralskib ved man da at berette Følgende: Det laa fuldt sejlfærdigt paa den hollandske Rhed, og skal have været bestemt til at overføre store Pengesummer til en anden Verdensdel. Aftenen før den til Afrejsen bestemte Morgen blev af Admiralen givet et Bal for Byens Storfolk ombord paa Skibet; men under Fæstens Jubel var det lidt efter lidt blæst op til en Storm, og før Nogen gav Agt paa Faren, drev allerede Skibet for sine Ankere, og gik tilhavs, og hele den prægtige, larmende Fæst sluttede i en Dødningdands mellem de vilde Klippeskjær paa Søndmørs Kyster.

Paa den østre Side af Herø gamle Kirke var der en lav Tilbygning fra en senere Tid, dette var et Gravkapel. Her fandtes nogle Rækker forældede Ligkister, to og to ovenpaa hinanden, rigelig udstyrede med Mæssingbeslag og store bredhod’ede Søm. Iblandt disse fandtes enkelte, som tydelig viste sig 14at være Skibskister, saaledes som de i ældre Tider vare udstyrede for Officererne, og heri skal nogle af de fornemme Skibbrudne være nedlagte. En af disse Kister, en blaamalet med mange Snirkler og Forsiringer, indesluttede Liget af en kvindelig Skikkelse, – for 30 Aar siden levede endnu Flere, som havde set det. Det var iført en Dragt af kostbart Stof, ikke just af saadant man vælger til Ligklædning, og det bar paa Hovedet et Sæt af fremmed Skikkelse besat med Guld.

Mærkeligst var den Maade, hvorpaa de fremmede Guldpenge, som skrev sig fra hint Skibbrud, omtaltes af Folket; Alle vidste, at der fandtes saadanne, Flere havde set dem, men Ingen kunde sige, hvor de vare blevne af. Kun en Beretning stod klar. For omtrent 50 Aar siden vare to Mænd en Morgen roede ud fra Gurskøen for at drage op det Garn, som Dagen forud var kastet. Det tyktes dem usædvanlig tungt at løfte, tungere end rimeligt var, selv om det bugnede af levende Fisk, og de drog da den Slutning, at det maatte være en stor Sten, som havde viklet sig ind i Garnet. Men efterhaanden, som det kom nærmere op imod Vandskjellet,Vandskjellet] havflaten viste det sig tydelig at være et jernbeslaaet Skrin med store Hanker; og i en af disse var det Garnet havde hængt sig fast.

Mændene saa Skrinet paa en og samme Tid, men de taug i den største Spænding og holdt Aandedraget tilbage, medens de varsomt drog Garnet ind 15over Baadkanten. – En Tanke havde slaaet dem Begge: dette maatte være en af hine Pengekister, som Sagnet berettede om, og de vidste, at naar Dødens Skat bliver taget til Eje af de Levende, maa det gaa for sig i Taushed. – Men i samme Øjeblik, som Skrinet var over Havfladen, greb den Ene af dem med al sin Styrke fat i Hanken, og udbrød: «Nu har vi Dig!» Dog, Ordet var ikke før udtalt, før Hanken brast tilligemed hele Endestykket, Beslaget løsnede, og Manden stod med den forrustede Jernhanke i Haanden, medens alle de skinnende Mynter væltede ud og sank med Resterne af Skrinet tilbage i Havdybet, hvor det gjennem utalte Aarrækker havde staaet, lukket under Seglet af den Regjering, hvis Kjendemærke blandt de bjergede Ting aldrig er bleven paaagtet, fordi Kjøb og Salg er gaaet af i al Stilhed, og Resten udslettet i Smeltediglen.

Men denne Beretning tilligemed saamange andre, der svæve over øen som Ossians blege Syner over Lochlins Høje,Ossians sanger (utgitt fra 1760) er en diktsyklus som den skotske dikteren James Macpherson (1736–1796) hevdet å ha oversatt fra gamle kilder på skotsk gælisk språk. På Magdalene Thoresens tid trodde man stadig at det hang slik sammen, men Ossians sange er i virkeligheten diktet av James Macpherson. dø langsomt hen, fordi den Unge for det Første ikke længer sidder stille og lytter til den Gamles Fortælling; og dernæst: han tror ikke paa dem. – Der er kun en Historie, han giver Agt paa og lytter til, det er den, han selv hver Dag er med at skrive, og som aldrig vil ende, saalænge Havet tumler sig omkring disse Øer og er den farefulde Vej til Kamp og Sejer, eller med andre Ord: til det daglige Brød.

Alligevel vil dog Sagn og Sandhed altid mødes, 16selv naar Hverdagshistorien berettes; thi vel ligge disse Øgrupper og skjerme for hinanden mod Vesterhavets Indbrud, – men Uhyret, som løfter dets brede Bryst, sætter ogsaa dets Arme i Bevægelse! Naar Nordveststormen gaar sin Bærsærkergang omkring Stat, drives Havbygen ind mellem Øerne, og den Baad, som herved kommer ud for en Strømning fra Bredsund eller Vandelvsgabet, vil ikke have meget at sætte imod. – Da kommer ofte et Slumpetræf, en ringe Omstændighed til, og giver den uventede Redning, og da tager Bonden det helst som noget Overnaturligt; thi han kan nok forstaa, at Skjebnens Hjul standser, naar et Fjeldstykke lægger sig ivejen for det, men han kan ikke se, at Halmstraaet virker det Samme.

Det er nu ofte nok gjentaget, at Bonden er indesluttet og faamælt, samt at han nødig meddeler sig til Fremmede. Dette er dog ikke saameget Tilfældet med Kystfolket som med Indlandsfolket; Havets Bedrift aabner og udvider Sindet, hvormegen Frygt og Fare der end følger med. – Idethele vil Folket gjerne fortælle, hvis der blot er Nogen, som gjerne vil høre: thi det beretter jo paa denne Maade sin egen Historie, og et Menneske, som fortæller simpelt ud af sit Liv og af sin Tro, maler bedst sin Tid. – Men det er sandt, de komme ikke selv og byde sig til, varsomt maa den Fremmede lede dem ind paa Sporet, prøvende og næsten lyttende efter Gjenklangen, 17ligesom den, der stemmer en gammel Harpe efter Tonen i sin egen Sjæl.

Landfast med Herø ligger en anden Ø, som kaldes Nøtøen; det vil sige: Havet har hulet sig ind imellem dem og skilt dem saaledes, at man maa sætte over i Baad. – Denne Ø er meget frugtbarere end Herø, skjønt den i og for sig er fattig nok, og som Jordbrug gir ringe Løn for Arbejdet. Her levede en ældgammel Kone, hvis eneste Livsgjerning var at vogte paa et toaars gammelt Barn, medens de unge Forældre stelte med Jordarbejdet, og dette Hverv udførte hun med Alderdommens Skræk for alle Muligheder, tillige med dens dumpe Hengivelse i Guds Styrelse. – Var det viltre Barn trillet ud for en af Hougene, og kommet til dødelig Skade, vilde hun have foldet Hænderne i Jesu Navn og sagt: det var saa laget; men hun vilde desuagtet til sin sidste Stund have angret paa, at hun havde tabt Barnet af Syne, og derved givet Aarsag til Døden.

Dette gamle Menneske var en af de Skikkelser, hvoraf endnu nogle Faa sidder igjen i hvert Præstegjeld, og som bærer den gamle Tids Overtro og Fordomme op imod den nye Tids Fornuftlære, med en ejendommelig passiv Stædighed.Stædighed] stahet De kunne ikke se nogen Ting i dens enkle Forhold; ved Siden af den naturlige Orden gaar for dem en overnaturlig Uorden, og hvis de kastede dette Omsvøb af, vilde 18deres Sjæl miste sin Klædning og fryse tildøde i Virkelighedens kolde Luftdrag.

Det er da højst mærkeligt at se de Unge sidde og høre efter, paa en Maade lidt uvillige, medens en slig Skikkelse løfter den svundne Tids Indhold op i Dagen, ligesom en Oldemor, der drager frem sine Stadsedragter og udfolder dem for Barnet, der faar Nysen af det ærværdige Støv, som det er den Gamles Ære at have samlet paa. – Hun ser ikke blidt til det!

Den hernævnte gamle Kone havde alle Begivenheder i Minde, baade fra sin egen og fra Andres Levetid, vist to Aarhundreder tilbage. – Hun havde levet sin Livshistorie sammen med den gamle Kirke, og da den blev nedreven, – ligesom et andet Hus! var det forekommet hende, at alle de Gudsord, som vare udtalte derinde, samt alle de Sorgens og Glædens Mærkedage den gjemte paa, de laa hen i Brokker og Stumper tilligemed den. – Siden, da den nye Kirke stod færdig «baade lys og fin», var det alligevel for hende, som den ikke ret «kjendtes ved en slig gammel Stakker, som hun!»

Seks Præster, fortalte hun, havde skiftet i Herø Sognekald siden hun var bleven Voksen, og hun vidste baade Lidet og Stort, som vedrørte dem. Den Fjerde tilbage i Rækken havde efter hendes Skjøn været den Mærkeligste. Han var første Gang kommen til Herø for at holde Bryllup med den gamle Præstens vakkre Datter. De Unge havde været trolovede lige fra Barnealderen til nu, da de skulde bli’ Mand og Hustru, 19men det blev en kort Glæde! Om Morgenen paa Bryllupsdagen blæste det op, og Sjødrevet stod højt over Landet, – det varslede Ondt! Men baade Ungepræsten og Gamlepræsten var vel kjendte med Sjøen, og tog sig ikke nær af det, skjønt det Vejstykke, som var mellem Præstegaarden og Herø, nok kunde baade true og tvinge en Mand, selv om Baadstellet var godt og Skydsen fuldtallig.

Mo’ren til Bruden var lidt rar af sig, – hun var baade at- og fremsynt, og dertil var hun sengeliggendesengeliggende] rettet (etter Folkeudgaven) fra: sengeligende (1899-utgaven har: sengelidgende) den meste Tid. Da nu Datteren kom hen foran Sengen hendes og vækkede hende til Morgendrikken, for Gamlefruen op i en gruelig Skræmsel og spurgte, hvad det var hun stod der med i Haanden? – «Det er da Kaffen Din, Mor,» svarte Bruden, og hun undrede sig lidt. – «Ak!» sukkede Mo’ren. «Det blir saavist et sørgeligt Bryllup det, Barnet mit, for jeg har set Dig i denne Nat komme hid til Sengen min, og staa slig, som nu; men det var ikke Kaffen, Du bød mig, det var hele Dit store, vakkre Haar, Du rækkede hen til mig, og saa var Du saa bleg, saa bleg!» – «Det betyder bare, at jeg om en Stund skal komme hid igjen og vise Dig hvor vakkert Haaret mit ser ud med Myrtekrandsen og de hvide Smaablomster,» svarte Bruden, nok saa glad, Stakker!

Saa blev nu Kirkebaaden lagt ud, og de, som skulde være med, kom sig ned i den; men det blæste fælt, og regne gjorde det indimellem. Da sa’e Ungepræsten: 20«Dette betyder, at det regner Guld i Brudens Fang.» – «Der siges ogsaa, at det regner Taarer,» sa’e Gamlepræsten. Men han var ikke nogen gladsintgladsint] gladsinnet = optimistisk Mand. – Naa, der hændte jo heller ikke noget Ondt dengang; det var bare det, at Baaden blev nødt til at lande ved Nøtøen, og at Brudgommen maatte vade over til Herø med Bruden i Armene, og det gjorde han saa let som en bærer et Spædbarn. – Men siden kom det! Aaret var ikke omme, før han bar hende paa samme Maade til Ligsengen. Hun døde i Barnsnød. Otte Døgn rundt stred hun for Livet, og næsten ligesaalænge føg Storm og Uvejr om Stranden, saa der var ikke Hjælp at faa. Landevejen førte bare til Fjelds, og Sjøen stod i et Raak baade Nat og Dag. – Hun fik dø! «som Liljerne paa Marken, der blomstre idag og imorgen kastes i Ovnen». – Men først sled hun i Vildelse hele det store Haaret af sig, – og det blev det Eneste Mo’ren fik se igjen af den vakkre Datter. –

I Begyndelsen, da hun nu tog rigtig fat og gav Omridsene til dette Billede, var det som om de Unge havde hørt dette saa tit, at de vidste hvert Ord, der skulde komme; men efterhaanden, som hun fik mere Godhed for hvad hun selv sagde, vandt hun ogsaa deres Opmærksomhed. De talte ikke længer højt til hinanden, de hviskede et Par Ord, – og saa hørte de efter tilslut.

«Var det ikke saa, at Gamlefruen ogsaa havde 21talt med Huldren?» spurgte Manden efter en Stunds Taushed, hvori han satte LiaaenLiaaen] ljåen fra sig for at tage en Skraa, og se sig omkring, udover Hougene.

«Aa, talede med’en, det ved jeg nu ikke;» svarte den Gamle, «men set hende, det havde hun. Hun havde staaet oppe i Sovekammerset mange Gange og set Huldren drive Buskaben sin ud over Hougene! Og en Gang da Budejen kom ind i Fjøset for at malke Kjøerne, saa hun et ungt vakkert Kvindfolk, som sad i en Baas og linede et Spædbarn. Da nu Kvindfolket blev var Gjenten, for hun ræd op, og skyndte sig ud af Fjøset, det forteste hun kunde; men Budeien saa nok, at hun lod Noget bli’ efter sig, og da hun gik nærmere til, var det Barnelinen, som hun havde tabt i Hastværket. – Nu vidste Gjenten, at Ingen maa tage med bar Haand i det, som hører de Underjordiske til, og derfor tog hun en Høgreb, som hun stak ind under Linen, og lettede den op ifra Gulvet, og hængte den over en Spiger. – Siden, ud paa Kvelden, da Budejen kom igjen til Kjøerne, var Linen taget; men istedet hang en vakker Sølvkjæde, og da hun tog den i Haanden for at betragte den, hørte hun at der blev sagt de Ord: «Den skal Du ha’ fordi Du var snild og tog op Linen min, men Du tør ikke sige det til Nogen; siger Du det til et eneste Menneske, skal Du bli’ helseløs saalænge Du lever.» – Det troede nu Gjenten ikke ret paa, for hun talte om det; men helseløst Menneske blev hun ogsaa hele sit Liv.»

22«Det er vel, at Sligt ikke kommer for i vor Tid,» sagde Manden, idet han lo hen til Medarbejderen, som lo tilbage og svarte med et langt «Ja.»

«Aa, der hænder Mangt endnu, men Ingen tror det,» sagde den Gamle, og sukkede vemodigt. «Over i Røren blev et af Kre’turene sygt, og vilde hverken tage Vaadt eller Tørt til sig. – Det er dvergslagen, sa’e jeg. Nej, det var der da Ingen, som vilde gi’e Medhold. – Skyd med løst Krudt indover det, saa skal det nok gi’ sig, sa’e jeg. – Nej. Saa lad Gjenten binde et Klæde vel om Ho’det sit, og om Munden, og lad hende gaa afsted til nærmeste Nabo. Naar hun da kommer ind, saa ta’r hun tre Ting, som er spisendes: lidt Fladbrød, lidt Smør og lidt Ost, og dermed gaar hun tilbage og gi’r Koen det at æde. – Finder hun ikke Noget, der hun kommer ind, saa banker hun tre Gange i Bordet, for da ved Folket, hvad hun vil, og saa tier de stil og gi’r hende det. – Nej. Der var ikke Tro paa hvad jeg sa’.»

«Aanej, det var vel saa,» sagde Barnets Moder og lo højt. «Jeg havde nok heller ikke gaaet afsted, jeg.»

«Nej, Du havde ikke det. Men Du hørte dog efter, da Kjerringen ifra Leganger fortalte, at hun havde gi’t den syge Hesten fintskaaret Ormekjød, fordi det var AvindAvind] misunnelse den led af. Folk undte hende ikke at ha’e den. Men saa var kanske Ormen ikke fanget i Marts Maaned, siden det ikke hjalp.»

23«Ja rart var det,» sagde den Unge, efter at hun havde tænkt lidt over det.

« Rart?» gjentog den Gamle, oplivet af den Smule Medhold hun fik. «Ja kanske maatte ikke Gjenten der, hos’en Ole Vegsund, lægge Forklædet sit indenfor Fjøsdøren, saa Kre’turet kunde gaa hen over det, da det skulde føres til Nabogaarden og byttes væk for et Andet, – det havde ellers længtet sig sygt. – Jeg ved saameget Sligt, som er hendet, det Meste har jeg fra 0ldemo’ren min, og hun var et Menneske, som stod til Troende!»

«Ja, jeg min’s Du har sagt,» føjede den Unge til, «at da Mælken Jeres engang var ble’t slig, at den satte hverken Fløde eller Smør, da tog hun og gik lang Vej for at hente Sjøvand til at skylle Kopper og Bøtter i, og der turde jo ikke spildes en Draabe, for da var der ingen Hjælp i det.»

«Nej det er vistnok; men det var derfor, at det skulde bæres lige tilbage til samme Sted igjen og hældes i Sjøen, og der maatte siges: «Tak for Laanet!» – Men da kom ogsaa baade Smørret og Fløden igjen, det var saa grejt. – Mangen Gang har hun sagt mig, hvordan hun havde reddet Livet mit. Det var da jeg var Spædbarn, og Forældrene mine havde ført mig til Kirke i Senhøstens Tid; jeg blev da syg efter, og de tænkte jeg maatte dø. Saa hugsede min Mor paa, at hun havde siddet med mig paa en Gravhoug, og da var det Oldemo’ren sendte afsted en fremmed Gjente – for fremmed skulde hun være – hen 24til Kirkegaarden, og lod hende tage en Haandfuld Muld af Gravhougen og lægge to Kobberskillinger og en Lok af Haaret mit paa Graven til Vederlag. – Saa blev nu Mulden, med lidet Gran Mel og lidt Svovl, lagt ned i Vuggen til mig, og der blev sat Ild paa det, for jeg skulde jo røges med det. Men frisk blev jeg som en Fisk. – Oldemo’ren har fortalt mig det mange Gange, og hvad hun sa’ var sandt, som sagt for Gud.»

Hermed taug den Gamle, og da der ingen Bemærkninger fulgte af de Nærværende, gled der et mildt Skjær over hendes Træk; man saa, at hun følte sig lettet ved saaledes paa en Maade at have klaret for sig. Men samtidig vistes det og, at hun endnu sad inde med en Mængde af slige Kjendsgjerninger!

Senere blev der fortalt en Tildragelse, som Flere gav sit Ord til, og som derved udstykkedes i en Række Kjendsgjerninger af en lidt anden Art end ovennævnte; men uagtet den i sin Helhed traadte frem som et Billede af det virkelige Liv, saaledes som det for en 30 Aar siden udformede sig, havde den dog hist og her sit Farvestrøg af samme ejendommelige Fantasi som Sagnet.

Det var en første Pintsedag, da Gudstjeneste skulde afholdes i Herø Sognekirke. Fæsten indtraf de sidste Dage i Maj, der efter en mærkelig sommerblid Begyndelse var gaaet over til en kold, regnfuld Tid med faa Dages Opholdsvejr ind imellem. Da 25nu Pintsemorgen var kommen, og da Alle, som paa nogen Maade kunde række frem i egen Baad, eller faa sig overladt en Plads i en Andens, plejede at møde til Kirkestevnet, fordi Højtiden først egenlig derved var sat, havde Vinden pludselig drejet sig og stod med skarpe Ilinger ind fra Bredsundet. – Mange Baade havde alligevel vovet sig ud; thi Folket vidste, at Præsten vilde komme til Kirken, saavist som en Baad med otte Mand i Skyds kunde stride sig frem; men desuagtet vendte de Fleste om igjen paa Halvvejen, og kun to Baade holdt ud til det Sidste, skiønt af de forskjelligste Grunde.

Den ene af dem var temmelig stor, det var en saakaldet Seksring, en Baad med 8 Aarer, som hørte til paa Rundø, en af de store Sør-Øer, der ligge nærmest ud i Havet. – Paa denne høje, fra Havsiden utilgængelige Klippeø har de dristige Lodser deres Rede, og her er tillige et Fyr, som sender sit Varsko ud i de taagede og stormfulde Høstnætter. Rundø-Folket er derfor det djerveste og mest uforfærdede af hele Ølagets Befolkning, og sætter en Ære i at stride sig frem, hvor Andre vige tilbage. Det er Havets Sønner! Stormens Hvin, og Bølgeslagets Døn mod Fjeldet har tonet ind i deres Barnesange, og de mange Brist og dybe Hulveje, som Havet har brudt sig i Klippeøen, hvor Skarer af vilde Søfugle holde til og flakse omkring som Stormens usvigelige Varsler, har givet Barnelegen sit 26forvovne Mærke – men tillige den Trods, som en tidlig udviklet Kraftprøve avler.

I Baaden var foruden seks Unge endnu to ældre Mænd, hvoraf den Ældste var lidt vanfør og sad i Bagskutten, den Anden styrede. Det var med Tjenere og Alt to Familjer, der havde sluttet sig sammen til et Baadlag, og de havde været enige om at stride sig frem til Kirken, selv om det skulde gi’e dem en saakaldt «Storvadsk». Men der, hvor Bredsundet aabnede sit æsende Slug lige mod dem, var det alligevel sikkert nok, at de havde vendt om igjen, og sparet baade Helligdags-Stakken samt Liv og Lemmer, hvis ikke en Trætte var opstaaet mellem de to yngste Sønner af hver Familje, hvorved et Pund Tobak kom til at veje op imod otte Mands Livsemne.

Det kom sig nu saaledes: Den ene af disse Familjer var meget velstaaende, medens den anden havde tabt ved mange Uheld, og uagtet Sønnerne vare kjække Folk, og Faderen en «havendes Mand» som det hed, kjendte de sig dog ydmyget af Forholdene, hvilket gjorde den Gamle spag og de Unge hovmodige. Saa havde nu den mest Velstaaende kjøbt sin Tobak i Aalesund og den anden sin hos en Landhandler paa en af Øerne. – Hin havde den Vished for at hans var den bedste, at han havde betalt den dyrere; og denne trodsede paa, at Landhandlerens var fuldkommen saa god. Derfra kom det til, at de fintede hinanden; og endelig gik det hidsige Ord videre, tog andre Ting med sig, og 27bredte sig ud over deres hele Livsvirke, hvor det rippede op, ligesom et ondt Udslæt, der heler til paa et Sted, mens det bryder ud paa et andet.

Det blev da heller ikke ved de Unge alene, hvert Medlem i Familjen tog Noget til sig, og saa sad de omsider der i Baaden med de rygende Strømbaarer omkring sig, og den kogende Vrede i sig. Alle saa nok, at Havstrømmen tog til i Styrke, og hver gjorde sin Pligt med Kraft og Aarvaagenhed; men Ingen vilde være den Første til at give tabt. – Over Kvalsvigen og hen mellem Øerne var det gaaet taaleligt; men ret for Bredsundet, hvor det saakaldte Nørrevaul løber ind, rejste Bølgerne sig imod dem med saadan Kraft, at Sjøen drev skummende ind over Baaden.

Der havde, som sagt, Ingen endnu givet Tegn til Uro, uagtet Sejlet stod til skarp Sejllads, hvilket med dette Vejr overalt var voveligt, og her livsfarligt. Dog, hvem skulde sætte paa det? – Da sprang en af de stridige Gaster op og stillede sig i Forstavnen; han var, ialfald hvad det Legemlige angik, den Andens Overmand, og her stod han nu med Forskjødet, ferdig til at sætte og løfte Sejlet eftersom Vindstrøgene bar paa.

Dette var der naturligvis Ingen, som knyede til; thi de kjendte Faren af en slig Sejllads Allesammen, og da en god Stund var hengaaet med Taushed, blev de igrunden, hver for sig, skamfulde over, at Hidsigheden havde løbet saa let af med dem. 28Nu var der dog ingen Grund til at vende om igjen, det Stykke, som var tilbage, syntes ikke farligere end det, de allerede havde overstaaet; Vinden var jo desuden god, og det vilde gaa snart, enten det saa bar over eller under!

Men Spændingen vokste, som Vreden tog af, og som Synet klarnedes for deres urimelige Vovestykke; og uagtet de Alle vidste, at den Unggut, som nu stod med Draget i Haanden, – hvilket saa noget nær blev det Samme som otte Menneskeliv – igrunden var en Krangler, der altid førte Ufred med sig, hvor han kom, saa havde han dog i denne Stund Alles Øjne med stor Fortrøstning rettet paa sig, som den der baade havde Styrke og Skjøn til at klare Sagen med.

Det gik voldsomt, men det gik uden Skade, indtil omsider Baaden naaede ud for Herø, og Landingen var nær; da kom det Slug, som Paalandsvinden i en Storm jager ind mellem Øerne fra Stathavet, og som mangengang mødes med et lignende Strøg fra Bredsund, og det løftede med et Kast Roret af Baaden, drev den ind mod Øens vestre Side, saa den stødte paa Fjeldet med slig Styrke, at Alt, baade Mennesker og Redskaber ramlede sammen i en eneste vild Forvirring, hvoraf Ingen endnu havde klaret sig, før Dragsuget paany rev Baaden med sig ud i de skummende Bølger, – og saaledes slængtes den endnu tre Gange frem og tilbage, i det gruelige Slumpetræf mellem Liv og Død.

29De to Gamle var allerede ved første Stød tumlet ud af Baaden, den Ene, med de vanføre Lemmer, var straks bleven slugt af Havet, medens den Anden ved et mærkeligt Træf var bleven kastet op paa Land og havde knuget sig fast i en Fjeldrevne, hvor han da laa hen med forslaaede Lemmer og blodigt Ansigt. De Unge havde hurtig kunnet berge sig ved at forlade Baaden, men da de stred mere for den end for sig selv, kom de først efter en fast overmenneskelig Anstrængelse iland med Liv og Lemmer, skjønt dygtig medtagne og forslaaede.

Saa stod de nu paa Kirkeøen, som de havde villet. – De saa sig nedslaaet omkring efter deres Gamle, og da den Ene fandtes, i sin forkomne og blodige Tilstand, medens det snart stod fast, at den Anden var bleven i Havet, ledte de Hin med sig bortover Øen til Landhandlerens Hus for at skaffe ham lidt Tilsyn og for at friske sig selv; thi Kirkegang var der naturligvis ikke mere Tanke om. – Imidlertid var dog Præstebaaden landet samtidig med dem, og kun med Vanens Magt i Forening med den fordoblede Haandkraft, lykkedes det Skydsen at lande uden Skade.

Disse to Baade var imidlertid ikke de værst farne paa denne Dag, der var en Tredje, som havde trodset Hav og Storm for at naa frem til Kirken, og den var ikke blot mindre, men den var tillige skrøbelig og kun styret af to Mand. Et Kvindfolk sad nedpakket i Bagskutten med en stor Bylt paa 30Fanget af Puder og Tørklæder, og inde i denne et sovende Barn, som knap var maanedsgammelt. – Her var imidlertid ingen ophidsende Stemning, som jog paa, her var kun hin urokkelige Fortrøstning til: at som Gud havde laget det, saa vilde det ske; og med denne Skjebnens Domfældelse over sig, skjød den lille Baad, krængende og hovedkuls som et Zigzag gjennem Bølgerne. – Folket hørte hjemme paa Gurskøen, samme Ø, hvor Præstegaarden ligger, og følgelig havde den ikke de farefulde Strøg at passere, som Baaden fra Rundø, men Fare var der dog alligevel; thi hvor Stathavet sætter ind mellem Flaavær og Hidsegslandet, krummer det ikke blot sine Arme til Voldstag men sandelig ogsaa sine Fingre!

Det var imidlertid bestemt af Forældrene, at Barnet skulde døbes denne Dag, og saa fik det ske. Det var nemlig gammel Skik, at Moder og Barn blev betragtet som Hedninger (Heja), saalænge til Hin havde gjort sin Kirkegang og var bleven indlæst i Menigheden paany af Præsten, og Barnet havde modtaget den hellige Daab. Indtil da maatte der brænde Lys ved Barnet baade Nat og Dag, saa de onde Magter ikke skulde tage sig Ret over det. Slig gammel Skik fortaber sig vel efterhaanden; men Saameget bliver dog endnu tilbage, at der jages stærkt paa med Daabshandlingen, og at mangfoldige Spædbørn omkomme paa denne Maade. Foruden Sligt har Moderens Syner og Drømme stor Indvirkning. Den her nævnte Kone, som i det stormende Vejr sad 31trøstig med Barnet midt i Sjødrevet, havde nemlig havt mærkelige Drømme; tre Nætter i Rad havde hun set et hvidklædt Barn staa ved Vuggen, og to Gange i Rad var der faldet et NaalysForfatternote: en blaahvid Lysning, som af et Kornmod. Ordet er af gammel norsk Oprindelse og betyder ligefrem «Liglys». ned fra Taget, og dette varslede Skade. Da havde hun samraadet sig med et Par Kjendinger, og Udfaldet var blevet: at Barnet skulde opkaldes efter Frelserens Moder, fordi der ogsaa havde brændt Lys ved hans Barneleje, og selvfølgelig skulde det døbes paa en højhellig Dag. – Nu laae Højtiden nær, og uagtet det, som sagt, var et uroligt og faretruende Vejr, blev dog første Pintsedag bestemt til Daaben – « om Gud saa vilde?» Men der blev alligevel handlet saa: at enten han nu vilde eller ej, saa skulde det ske!

Nu bar det da afsted til Kirken, og, som før bemærket, ikke paa nogen letvint Maade. Baaden var som en Kastebold for de rullende Bølger; Moderen sad dødbleg og ubevægelig med Barnet ind til sig, og der var ikke et Kny at høre, som gav Vidne for Haab eller Skræk. Altsammen var henvist til Vorherre, Skrækken med, Skrækken for hvad han vilde bestemme! – Det syntes ogsaa at skulle gaa godt, og Baaden nærmede sig i strygende Fart til Landgangen; dog her, ligesom med Rundø-Folket, kom det mere an paa et lykkeligt Træf end paa Haandkraft og Vilje; men Lykketræffet kom ikke! – 32En Braadsjø kastede Baaden op paa Nøtøens søndre Side, – endnu en til, og en tredje, rev den med sig ud, og hev den ind igjen, og da Forvirringen og Suset havde standset lidt, var begge Mændene frelste, og Konen laa besvimet nede mellem Tofterne, hvor hun holdt sig krampagtig fast med de dødblaa Fingre, saa det blev umuligt at løsne dem fra, før Livet atter vendte tilbage i hende, – og Barnet var borte! – Med Puder og Alt var det rullet bort i Bølgesuset, og Ingen saa et Glimt af Vejledning for det spejdende Blik, Ingenting var at gjøre! «Vorherre har nu laget det slig,» sukkede Mændene, og saa gik de med Hænderne i Lommerne op paa Øen for at komme over til Herøen fra den anden Side, medens Moderen trak sig dødbleg og forkommen bag efter dem.

Et Kvarterstid senere stod da en liden Klynge af drivvaade Mennesker paa Kirkevejen, med Præsten imellem sig, og det saa ud ret som Uvejret havde blæst dem sammen omkring ham. – De Trøstens Ord han havde at sige blev for dem til hvad de allerede selv havde sagt: «Hertil skal Du komme og ikke videre». Ja, ja! derfor lode de og staa til; thi Grændsen var jo sat. – Moderen derimod stod som En, der ikke ret kunde bøje sig ind under Ufrivillighedens kolde Lov. Hun havde draget sig et Stykke bort fra Mændene, og holdende Hænderne under det vaade Forklæde, stirrede hun omkring sig med graadfuldt Syn. – En Stund bad hun Gud tilgive, at hun havde taget ud med Barnet i et sligt Vejr, en 33anden Stund spejdede hun endnu efter det: histude i Sjødrevet – henne bag Nøstet – oppe i Skyen, overalt!

Der var nu hengaaet en Stund med dette; da vendte Præsten sig til dem og spurgte: om de agtede at følge ham op i Kirken, og give Gud Æren og Takken for deres Frelse? – Det var en egen streng Maade, hvorpaa han gav dem dette Spørgsmaal: De fik Valget, men de fik tillige Ansvaret. Der var dog ikke En af dem, som ikke fulgte ham, og Stunden efter skred den lille Klynge, taus og sluttet, frem over Midtgangen i den gamle Kirke.

Præsten havde stillet sig op ved Alteret, og hans lille Menighed samlede sig der omkring ham. Der var en lyttende Stilhed over dem, – det var Indvielsens tyste Gjerning! Thi hver Enkelt følte sig som en Indstevnet for Dommen, og hvert Ord, Præsten udtalte, gjenlød i deres Hjerter. – Det hele SkalkeskjulSkalkeskjul] forstillelse sank fra dem i denne korte Stund, og de stod i ensomt Møde med Gud for Sjælens Øje.

Saamange, mange Kirkegangsdage havde gjennem Tiderne fyldt denne lille Kirke! – Skik og Vane, udvortes Syndebyrde og indvortes Trang, – ørkesløse Sind og fulde Hjerter havde samlet sig her til det Fællesmøde, hvorved Højtiden bliver sat; thi det er jo egenlig Mængden, som giver den Slags Gudstjeneste sit Præg. Præsten i det højrøde og hvide Fæstskrud, Messen, ResponsorierneResponsorierne] liturgisk sang hvor menigheten deltar og hele 34den øvrige formelle Tilstelning vilde kun give et Billede af Tomhed uden den. Dog var der ingensinde en fæstligere Kirkegangsdag end denne, og det uagtet her kun stod en liden Klynge af Menneske midt i Koret, tæt sammentrængte, drivende af Væde, og lig Fredløse jagne herind for at tage Hvilens korte Frist, medens Stormen rev og ruskede i de gamle Ruder, hylede og drev Skyerne i vildeste Flugt. – Og det var hellerikke store Ord, som bleve talte. Hele den rethoriske Taleform var udeladt, her trængtes ingen Djævel for at vise det Onde, ingen Fristelse for at vælge det Gode, her var simpelt Ordlag; thi Hjertets Tanke løber ikke vild i Kløgtens Rige! Her blev spurgt i Grunden: «Herre, Gud! er Du med mig?» Og der svaredes fra samme Sted: «Ja».

Som nu Præsten endte sin Takkebøn med at lyse Velsignelsen over den lille Forsamling, hændte Noget, der kom naturlig, men som dog i denne Stund blev betragtet som et Tegn fra Himlen. – Det er sagt, at Uvejret jog frem med Ilinger, Sligt er ofte som et Spil af Naturens onde Lune, derfor kan det og paa en Gang klare op, naturligvis tykne til igjen; men et Blink fra Skyerne – Bonden kalder det her: et Glan – kan pludselig skinne ud ligesom et Fremsyn af en anden solblank Verden, hvorunder denne sortner som et Gravdyb – og det var et sligt Glan i Skyen, der kastede sit blændende, hvidagtige Skin hen over Korets søndre Væg, hvor der hang 35et stort Billede, malet paa Træ, som fremstillede en gammeldags Præstefamilje. Mand og og Hustru, fem levende Børn og to Døde var opstillet i tre velordnede Etager, de døde Børn indtullede som Mumier og henlagte paa Fanget af de levende. – Nu traf det saa, at Solstraalen, der udgik fra det trange Skybrud, samlede sig som i et Brændpunkt paa et af disse døde Børn, og da den ulykkelige Moder, som havde siddet paa Alterfoden, netop rejste sig op for at modtage Velsignelsen, løftede hun de tunge øjenlaage og hendes Syn faldt lige paa Billedet. Men idetsamme udstødte hun et Skrig, sank ned ved Alterfoden igjen og faldt i voldsom Krampegraad. Mændene stode raadløse omkring hende, og Præstens Tiltale rørte hende ikke. Af og til udraabte hun: at Gud kjendte ikke hendes Barn; thi det var hverken kommet til Daab eller til Kirke.

Under dette var der traadt en Skikkelse til, som ikke før var set; det var Landhandlerens Kone der paa Øen. Hun var traadt ind i Kirken efter de Andre, men var bleven siddende nede i en af Stolene, og nu, da den fortvivlede Moder ikke lod sig tale tilrette af Nogen, kom hun langsomt, næsten listende op i Koret og bøjede sig over hende, og det var som hendes stille Sindighed alene tystnede paa den ustyrlige Smerte.

Denne Kvinde var og en højst mærkelig Skikkelse; af hendes Art fandtes dengang Adskillige, nu kun Faa. Hun var af dem, man kunde fristes til at 36kalde: Indpodede, dem, som fra andre Egne, med anden Skik og andet Væsen, hensættes i en Naturomgivelse, hvor de saa at sige Fod for Fod maa tilkæmpe sig Livet paany. – De ere ikke fremvoksede jevnsides med Tingene i et troende Forhold, det Mindste med det Største er blevet prøvet og vejet, før det er blevet antaget; men derfor har de ogsaa mer end nogen Anden dette nøjeseende Kjendskab til alle Livets Rørelser, som afsætter det Præg, der gjennem forskjellige Uensartetheder altid beholder Middelbarhedens Særkjende.

Men foruden dette havde hun tillige et særegent Naturanlæg. Hun var endnu ung, med bestemte Træk og meget bleg; hun havde et svært askefarvet Haar, som laa i Flætninger rundt om Hovedet, og hendes øjne vare blege, lyseblaa, med et koldt gjennemtrængende Blik. Hun var lidt skrøbelig af Skikkelse, lidt foroverbøjet, og hun talte sagte, næsten sky; men der var en Slags Halvlyd i Stemmen, som alligevel trængte saa mærkelig igjennem, at naar hun yttrede en Mening, kom den frygtsom og med megen Skyhed foran sig – men den gav sig aldrig! – Det Samme var Tilfældet med hendes Gang; hun skjød ligesom forsigtig hen over en utryg Vej – men hun kom aldrig for sent.

Hun blev da saaledes hos den ulykkelige Moder, medens Mændene langsomt trak sig nedover Midtgangen igjen og ud af Kirken. Hun havde sat sig 37ved Siden af hende paa Alterfoden og talte nu til hende med hin gjennemtrængende Halvlyd i Stemmen, som gjorde, at den Anden dæmpede selv Aandedraget for at lytte efter.

«Hør Ane», sagde hun. «Jeg vil sige Dig Noget: der er sket det, som skulde ske. – Igaar, da jeg sad i Dagligstuen og saa ud over Sjøen, blev jeg var et nøgent Barn, der Vest, imellem Skjærene. Jeg tænkte, det var En, som badede sig, for det var saa langt borte, at jeg skjønnede det ikke ret; men saa gik jeg derhen, og da var der Ingen. «Ak!» sukkede Moderen. «Det kan ikke varsle for mit Barn, det. Vi stødte paa søndre Siden.»

«Aa, det kan nok varsle for Dit Barn alligevel», sagde Landhandlerens Kone, idet hun tvang sin frygtsomme Mening ind paa den Grædende. «Jeg tænker, vi følges did, Vennen min!» Og dermed rejste hun sig, tog Konen stilfærdig ved Armen og førte hende med sig ud af Kirken og hen over Hougene, indtil de naaede hint Sted paa Øen, hvor Sjøen, under Havbygerne, har hulet sig ind og dannet smaa Aflukker eller Skar i Fjeldrundingen.

«Der var det!» udraabte hun, idet hun sky viste hen mod Vest, hvor en Flok Maager havde samlet sig og var i en uafladelig Bevægelse: Nogle flaksende omkring fra Sten til Sten, Enkelte skydende op i Luften og kredsende over de Andre, men bestandig den Ene forjagende den Anden, – det var Naturens Vikinger! – «Der, der er det!» blev hun ved. «Gaa 38did, skynd Dig! – Idag er det ikke mig, som skal se, – det er Dig.»

Moderen saa et Øjeblik i den Retning, hvor Landhandlerens Kone havde peget hen. Men i næste Stund, ligesom greben af en pludselig Vished, styrtede hun frem over Hougene og did, hvor Maagerne kredsede, – ledet af den Erfaring, at hvor disse Fugle saaledes flokke sig, er der Noget, et Bytte, enten i Udsigt eller i Behold, – og ganske rigtig! Hendes Barn laa der, kilet ind i en af Kløfterne ved et Bølgekast, og skjønt gjennemvædet, dog lunet om af den tykke Fjerstopning, – og da hun løsnede ved det, sittrede endnu et lidet bævrende Livstræk omkring de blaahvide Læber.

Mændene kom nu langsomt gaaende hen over Hougene, og da de saa hende staa der med Bylten i Armene, raabte de til hende; men hun barre virrede med Hovedet, og efter at have aandet et Par Gange ind i Barnets Mund for at hente det svindende Aandedrag tilbage, ilede hun ustandset afsted, næsten springende over de ujevne Stenlag, indtil hun aandeløs naaede op til Præsten.

Hun stod stille et Par Skridt fra ham, med rystende Lemmer og ikke istand til at sige et Ord. Endnu en Gang aandede hun paa Livsgnisten i det døende Barn og lyttede til dens svage Rørelse. Da tren Præsten til, – «er det forbi?» spurgte han. – «Nej, Præsten maa døbe det?» bad hun og brast paany i den heftige Krampegraad.

39«Saa tag Dig sammen og følg mig til Kirken,» bød Præsten, idet han skyndte sig foran, og alle de Andre fulgte efter. – Der blev nu hurtig gjort Anstalt til Daaben, og endnu medens han lyste Velsignelsen over den flagrende Livsgnist, sluktes den. – Men Troens hellige Fortrøstning var jo frelst. Det gamle Sagn om «Udborene» – det er de hvileløse Aander af Børn, som ere døde uden Daab, og som, ifølge Sagnet, holde til mellem de nøgneste Fjelde ud imod Havet, hvor de udstøde sine vilde Veklager i mørke, stormfulde Nætter, – stod endnu bagved den herskende Skik og jog sin uforstaaelige Rædsel i Moderens Sind; men derfor holdt hun ogsaa nu det døde Barn i sine Arme med fuld saamegen Glæde, som det levende. – Det var Altsammen saasom Gud havde bestemt!

Og endnu en Gang brød Sollyset igjennem de drivende Skyer. En bleggul Straale trængte ind af de smaa Ruder, den skjød paaskraas henover Koret, og faldt i sin stærkeste Afglands paa Billedet. Et Øjeblik farvede den med nyt Livsskjær hele denne gamle Familje-Etage, da gled Straalen atter væk, og i sin Flugt skjød den som Viftet af en Maagevinge hen over det døde Barn i Moderens Arme.

Senere da Vejret gav sig lidt, vendte de to Kirkebaade tilbage til Hjembygden. Mand og Hustru med Barneliget, – Rundø-Folket med den lemlæstede Gamle og med Tabet af Hin, hvis Lig endnu ikke var fundet; men begge Parter med den uovervindelige 40LagnaLagna] lagnad, skjebne mellem sig og Selvbebrejdelsen, mellem de bekymrede Spørgsmaal og Sorgens Udbrud! – Og medens nu disse forklarede sig Sagen paa denne Maade, flættede Landhandlerens stille Hustru og Barnets Moder de mærkelige Omstændigheder sammen til et Sagn, med Varsel og Fingerpeg fra en usynlig Verden, og med en ny Indpodning i Sjælen til Vækst for Troens hellige Palmelund. – Og Kjendsgjerningen var sat.

Det er ogsaa en Kjendsgjerning, som staar hvor den rejser sig: at naar der i et gammelt Hus med «gastgjevt og havendesgastgjevt og havendes] gjestfritt og velstående Folk» tre Julenætter i Rad ikke sættes Flødegrød og andet Godt hen til Julebukken og Garbonissen,Garbonissen] da. gårdbonisse; gårdsnissen da drage de bort ifra Husene og de dø ud.– Javist dø de ud; men det sker ikke af Mangel paa Grød, det sker af Mangel paa Tro!

En og anden Folketro er imidlertid gaaet over til at blive Folkeskik, og fra at ruge over Livet, som en Trusel, er den bleven medvirkende i det, som en Slags aandelig Tilsigelse. – Naar saaledes en frugtsommelig Kvinde drømmer flere Nætter i Rad om en og samme Person, da bliver Barnet opnævnt efter ham eller hende; og dette sker med Pietetsfølelse, fordi Ingen kan vide, om ikke Barnet derved faar Lykken med sig. – Det er da meget Lidt, der er bleven tilbage af hin stærke Tro, som har affødt Skikken, nemlig: at den Afdøde, som saaledes fremstillede sig for en frugtsommelig Kvinde, var en Gjenganger, der søgte sig en Navne. Heri synes nu at 41aabenbare sig Troen paa et Valgslægtskab,Valgslægtskab] etter Goethes roman Die Wahlverwandschaften (1809), begrepet for et åndelig slektskap mellom personer som ikke er biologisk i slekt med hverandre. der jo i sin Tanke er ligesaa hedensk som kristelig; – men en saadan Udvælgelse ansaas bestandig som en uafviselig Fordring af den Døde, der, som man troede, herved søgte sig en Udsoning i Livet, eller maaske en Fremfaren i det, han ved en brat Død uforvarende var bleven bortreven fra.

I denne Overtro ligger da skjult en Tanke af stor Dybde; thi for Nordens Folk var jo Slægtsbaandet det stærkeste af Alle. Dog det er ikke Nordens Folk alene; det gamle Testamente har slaaende Eksempler nok paa den samme mægtige Naturdrift – kun ikke denne Udvælgelse efter Døden. – Det ser da ud som en Sjælevandringstro, skjønt af en hel anden Mening end Ægypternes; thi heri aabenbarer sig jo, ret beset, en Slags Samfundsaand, der skulde kunne binde Sjæl til Sjæl i evig fortsat Udvikling. Der kunde jo ogsaa i denne Folketro ligge et Spor af den Forestilling om et Menneskelivs Gjentagelse i et nyt Menneskeliv, som der findes Antydning til i Eddasangene om Helgerne og Sigurd.Den såkalte eldre Edda, en diktsamling av ukjente forfattere med temaer fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn, nedskrevet på Island på 12–1300-tallet. Diktene er sannsynligvis flere hundre år eldre og overlevert gjennom muntlig tradisjon.

Men denne Sjælevandringshistorie har i disse Egne ogsaa havt andre Fremtoninger gjennem Tiderne. – Da nemlig saa mange Mennesker omkom ved Havfisket, ude paa de store Dybder, hvor Ligene aldrig mere kom tilsyne, var det en Rædsel for de Efterlevende, og er det den Dag idag, at vide sine Slægtninge liggende der i den store Bølgegrav uden Jordpaakastelse eller Velsignelse, og der var da en 42fuldkommen Tro paa, at Sjælene vankede hvileløse omkring, saalænge indtil der var bleven holdt en Slags Ligtale eller Fredlysning over hver især, hvorefter da de Gjenlevende tog sig Ro. – At nu denne Folketro ikke altid har fundet Modstand hos Præsterne kan nok være; Traditionen karakteriserer jo i sine Yderligheder Bønderne som dem, der aldrig vil ud med Skillingen, og Præstesækken som den, der aldrig bli’r fuld; men til mange Misbrug har det utvivlsomt ledet, og det har sikkert lagt sin Dunge ivejen for Kulturen. – Et Billede, som er opbevaret i L. L. Daae’s udmærkede Samling af «Norske Bygdesagn»Ludvig Ludvigsen Daae (1834–1910) utga i 1870–1871 Norske Bygdesagn i to bind. viser dette ejendommelige Forhold, rigtignok i en grel Belysning, men dog med SandhedensSandhedens] rettet (etter 1899-utg.) fra: Sandhedeus Farver.

Det var, saa beretter Sagnet; et Sted her paa Søndmør, hvor der for et Aarhundrede siden levede en Præst, som nok syntes mere at være kaldet af verdslige Hensyn end af sin Samvittighed. Nu hændte det engang, at flere Mennesker omkom paa Havet ved det store Fiske under Jevndøgnsstormene, og da der hengik en længere Tid, uden at de Efterlevende gav Tegn til at ville drage den sædvanlige Omsorg for Siælene, og da Præsten samtidig hermed var geraadet i Pengetrang, fandt han paa en List, som vidner lige klart for alle Parters Standpunkt.

Præsten rejste nemlig en Dag ud paa Sjøen og fangede sig en Del store Krabber. Forsynet med dette ejendommelige Materiale til Udførelsen af sin 43Plan drog han atter hjem, og da Kvælden kom, tog han Krabberne for sig, bandt fiffig en Lysestump fast ved hver af dem, antændte den, og slap dem saaledes ind paa den nærliggende Kirkegaard, hvor de da i Mørket krøb omkring som smaa vandrende Lys imellem Gravene. – Nu lod han Klokkeren og et Par Menighedsfolk kalde til og viste dem Synet, for at de som øjenvidner kunde berette Vedkommende, hvorledes de Forulykkedes Sjæle vandrede om og krævede sin Ret af de Gjenlevende.

Det varede da hellerikke længe, før de Druknedes Slægtninge indfandt sig med Bestillinger paa Sjæle-Taler; og da disse Aander meget villig lod sig mane, især efterat Præsten havde holdt sig et godt Maaltid paa Sjøkrabberne, endte det Hele til alle Parters Fornøjelse.

Denne Begivenhed er kun et Hundrede Aar gammel; for et halvt Aarhundrede siden var noget Lignende endnu muligt; i det Nærværende vilde En og Anden af dem, som sidder over med den gamle Tids Begreber, maaske korse sig; men Ungdommen vilde ryste stærkt paa Hovedet og i det Højeste passe det ind mellem det Udslidte og Skramlet, som ikke opbevares uden for at vise hvor unyttigt det er.

Men som særlige Opbevaringssteder for denne Alderdommens Morkenhed kan vistnok nævnes de gamle Kirker, og derfor maa de falde som Tidens Offre, uagtet vistnok et og andet af disse nedrevne Tidsminder burde have staaet til et Særkjende, men 44ikke til Brug. Paa Herø er saaledes den gamle Kirke falden for Tidens Krav, men derved er sket baade Ret og Uret; thi Kravet vil jo ikke saa meget det Gamles Fald, som derimod det Nyes Opkomst. – Herø gamle Stenkirke stod paa den nøgne Fjeldø med Havets stride Veje omkring sig, midt imellem tunge, uklædte Fjeldmasser, og den var som fremskudt af Naturens egen Skabertrang, – den var i det Ydre som i det Indre beslægtet med den og med det Folk, der tumlede sig i farefuld Bedrift omkring den. Den skulde være bleven staaende, den gamle Kirke! Den var et Monument, og da det faldt, mistede Havet en Kjending og Fjeldene en Ætling. Men den nye Kirke staar der imidlertid, og staar der med Rette. Den er lagt paa et mere fremkommeligt Sted. Lys og vakker, høj og rummelig indbyder den trøstefuldt til glade Møder med Gud og hans Ords Forkyndere. – Sangen styres af Skoleholderne, og Bygdens Ungdom synger; der er Takt og Tonefald, som de Ældre af Menigheden følge efter saa godt de kunne, og komme de ikke Alle med, skal det ikke lægges dem til Last; thi deres Ungdomspsalmesang var ledet af en anden Orden. Naar dengang den stakkels Klokker efter Skik og Brug begyndte Sangen, fordi der intet Orgel var, og sang Psalmeversets første Linje alene, da var det intet Under, at han, naar han ikke just var anlagt i Kæmpestil, bar sig som om en Dødstrusel hang over ham i den tunge Luft og i den dybe Stilhed, der, 45lig et rugende Uvejr, stod ferdig til at bryde løs, lige saa saare han slap den sidste Lyd af sin langslæbende Tone. Thi om Stormens Brøl med Fossens Dur og alle de vilde Sjøfugles Sange var suset sammen til et Kor, det havde ikke overdøvet den Strøm af Lyd, som da med et Sæt rystede det gamle Kirkehvælv. – Men det var jo dengang det Bedste, – og det Bedste er til enhver Tid godt nok.

Imidlertid skinner det samme Daglys som dengang endnu gjennem Kirkens Ruder; men disse ere nu høje og klare, og derfor er Lysskjæret ogsaa klarere og mere oplivende. Det Vakkre og Velklædte ser bedre ud i det, og derfor giver det en større Øjenslyst; det Stygge og Urene kommer tydeligere frem, og derfor vækker det Ulyst, – det Første giver Ære, det Andet Skam; men Ære og Skam er to Grundbestemmelser i Mennesket, hvorved Naturen vejleder sig selv i alle enkle Forhold.

Før i Tiden var der i dette Præstegjeld ikke megen synlig Skilning mellem Ung og Gammel, med Hensyn til Klædning og Lag; der var idethele ingen rigtig Ungdom, selv over den Unge; nu derimod kan man se friske, vakkre Gjenter komme til Kirke, smyge sig iland bag om Øen paa et og andet bortgjemt Sted, hvor de da i Hast faar BommenBommen] tinen frem med de vakkre Klædningsstykker, der saa let vilde være bleven udskjemt paa Baaden; og nu steller den Ene med den Anden, indtil den kvikke lille Pyntescene er slut. Da klynge de sig lidt efter lidt sammen oppe 46ved Kirkemuren, og helst paa et Sted, hvor netop en Flok Unggutter har stillet sig op i Nærheden; – og se, da spiller jo Glæden i de mange Farver! Hjertelaget vokser, og Livet breder sig. – Men foruden dette Frilands-Møde har Ungdommen ogsaa et inde i Kirken; thi Præsten overhører sin unge Menighed ved hver Gudstjeneste. Her foregaar da ogsaa Noget, som driver Bevidstheden fremad, – og det er jo den, som skal bære hele Livets Vækst.

Ejendommeligt nok er det at se den gamle Tid i al sin Bornerthed give Møde her imellem det Nye. Der er nemlig to af Billederne fra den nedrevne Kirke hængt op i denne, af hvilke det ene er hin store Præstefamilje, hvorpaa de før omtalte døde Børn ere malede. Det andet er Fremstillingen af en, som det synes, højbaaren Frue med sine tre Mænd, der alle ere malede i Karakteren af det Forhold, de ved SuksessionenSuksessionen] etter hverandre ere indtraadte i til hende. Den første er flot Kavaler og rækker hende, med et PasPas] fransk: skritt i anden Position,anden Position] i ballett: en bestemt fotstilling, med høyre fot litt skrått foran den andre en Tusindfryd, – den Næste tager Sagen mere alvorligt; han synes at skulle afgive en Prøve paa det modne Valg, thi han lægger den højre Haand værdigt og bekræftende paa et Dødninghoved; – derimod ser den Tredje lidt skjevt til det Hele, thi han har netop faaet saamegen Plads ved en Side, at han kan knibe sig ind forbi Rammen, og viser sig tydeligt som den, der enten er fulgt med paa Kjøbet, eller og for Familjens Skyld. Damen staar under dette henne i Stuen, 47ved den anden Sideramme, hvor hun fremviser Selvgodheden i Postyr.Postyr] skikkelse – Dette Maleri er nu ikke meget kirkeligt, uagtet Rammen er udsmykket med Billeder af Christi Lidelses Historie, men det fremviser et Tidsforhold, der af de nye Omgivelser er stillet hen i stor Forladthed. – Baade det og Præstefamiljen er gode Vejmærker for Civilisationen.

Men som Kirkerne skifte Form og Præg efter Tidens Fordring, saaledes gaar det ogsaa med Præstegaardene. Herø Præstegaard, som i gamle Dage var beliggende paa Herø tilligemed Kirken, maatte paa Grund af Naturens Karrighed henlægges til Gurskøen, hvor den endnu er. Fra først af har ogsaa dette Sted været blottet for Træplantning; men efterhaanden har Præsterne søgt at klæde de nøgne Fjeldknuder og at opdyrke den store Myrstrækning, som ligger bagved Udmarken, og nu, den Dag idag, ligger Herø Præstegaard som en blomstrende Have midt i den nøgne, tungsindige Natur. – De mangfoldige Smaahouge, som afgive et bølgende Terrain, bære frodige, rankvoksede Birkelunde, og Hassel og Rogn flætte sig i hinanden og skygge over det dejlige Græs med de mange blomstrende Tuer. Store Træer danne Alleer eller staa langs med Vejene, vel rettere: Vejen, da der egentlig kun er en Vej; men den slynger sig temmelig vidt ud over, og den falder vakkert ind mellem Haveanlæggene og de skovdækkede Houge. Og midt op i alt dette ligger en stor hvidmalet Præstegaard, 48– der sandelig ikke staar med lukkede Døre over sure Miner, men aabent byder ind og tager mildt imod!

Befinder man sig da her en Midsommersdag med Godvejrets bløde Farvetone omkring sig, og frem for sig Stordybets mørkblaa Slette, der slutter som et Spejl ind til den mægtige Fjeldramme og funkler i Solen med sine tusindfoldige Stjerneblink, da synes det nok som om en Velsignelse, en Fredlysning var udtalt over dette Sted for evige Tider. – Dog ingen Fred uden Strid, ingen Hvile uden Kamp! Tilværelsens Magter maa forløse hinanden; thi her i Livet lurer Undergangen ligesaafuldt bagved den evindelige Fred som bagved den uophørlige Strid. – En saadan Stilhedsdag over dette Præstegaardsland, hvor Alt i Naturen ligesom er bleven enig om at holde Fred, fremhæver sig paa Bevidstheden om andre Syner. – Det brede, blaanende Stordyb har isandhed en anden Tale, som klinger mere højrøstet end dette fredelige Smaanyn! – Det høres fast som en Verdens Undergang, naar Nordvest-Stormen af og til farer løs og river de store Træer op med Rode, flaar Jordlagene af de yderste Houge og rusker i den stærke Bjelkebygning, saa Bohavet flytter sig ud fra Væggene. Da er det hændet, at en Storbaad med fuld Besætning har ikke kunnet tage Land ved Præstegaardsbryggen, skjønt den strækker sig langt og sikkert ud mellem Øen og en langsmed løbende Holme. – Da har Mændene maattet springe i Sjøen for at forsøge paa at drage Baaden iland; 49men uagtet ti haandfaste Karle har havt den imellem sig, har Stormen revet den ud af Hænderne paa dem og hvælvet den, uden at Nogen af dem har været istand til at frelse sine Sjøklæder og andet Inventarium.

Der rejse sig ogsaa Snestorme her, som stundom fare løs fra forskjellige Kanter og mødes i et Raak, som Bonden kalder Skottungen og Skjelen, og da er der ikke Syn at faa paa nogen Ting, Alt hvirvles rundt i hinanden og danner et Kaos; men just i dette Vejr hænder det, at det pludselig slaar ned med Lyn – blændende og blaaspillende – gjennem det hvide Sneraak, og Tordenen ruller efter, som korte, svære Døn, uden Ekko. – Se, under slige Tilstande hænder det mangengang, at den, som sidder med angstfuld og lyttende Sans, hører det Overnaturlige: han holder ikke det Naturlige ud.

Der er nu foruden disse Tilstande ogsaa en, som ikke just paa denne Maade slaar voldsomt ned imellem Liv og Død, uagtet den i Virkeligheden synes at tære baade paa Levende og Livløst; det er Nordenvinden. – Som et hadefuldt Aandedrag stryger det kolde Pust i uge-, ja maanedsvis henover alt Liv, saa det blegner og bliver sygt. Selv Fjeldene se ud, som de krøb sammen og kom nærmere i den kolde Sno; thi det dunkle Farveskjær, der ofte indhyller og forskjønner dem, er jo et luftigt Lag af fine Taagedunster, som giver dem Fjernheden og de ubestemte Former. – Men Nordenvinden stryger 50væk al slig Illusjon, og den graa Sten staar afpillet og frysende for Synet.

I disse Naturforhold udvikles nu Øfolket til sit svære Livsvirke. At sejle er deres Lyst, og der kan nok lægges til: at sejle forvovent.forvovent] uforsiktig – Der er sagt om dem, at de gjerne ro en halv Mil for at vinde den Fornøjelse at kunne sejle en Fjerding, og det er sandt. – De udsætte sig med stor Skjødesløshed for Faren; thi de lægge sig ofte til at sove i Baaden, medens Vind og Vejr tumle med Sejl og Ror, og ofte vaagne de først op igjen langt ude paa Havet. – Det ser ogsaa ud, som Skydsen sidder halvtsovende i en Baad, medens den for fulde Sejl skjærer pilsnar hen gjennem Bølgerne; men hvad det var for Søvn ser man bedst, naar en Kastevind pludselig fra en af Fjeldhøjderne slaar ned over Baaden, ligesom en Havimbre kaster sig over den i Vandskjellet spillende Fisk; thi som et Lyn er han ved Handlingen, griber fat i Sejlet eller ordner Ligevægten, og hans underlige, taagede, indadvendte Syn funkler da udad med Klarhed og Kraft. – Derfor har ogsaa den Rest af Vikingenaturen, som endnu gaar igjen her paa Søndmør og skyder op af de lange Slægtrækker ligesom Spirer af aartusind gamle Frøkorn, nærmest sin Tilsyneladelse paa disse Sør-Øer, og derfor har ogsaa Døden her sin rigeste Høst.

Det dobbelte Virke, paa Land og Sjø, som Søndmøringen er henvist til, og som ikke kan andet 51end paatrykke ham et Væsensmærke, er naturligvis her tilstede i mest udpræget Form. Han skal tjene tvende Herrer; følgelig gaar det, som altid, at den Ene faar kejtet Haand, thi det vises tydelig paa hele hans Lag, at han giver Jordstellet Pligten og Havet Tilbøjeligheden. Da bliver jo ogsaa Udbyttet derefter. Jordens Dyrkning ligger hen, som den tunge Vej til et stilfærdigt Hverdagsslid, og Havets aabne Baner vinke til den fristende Bedrift: at vove og vinde – Vikingens Livsprincip!

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Billeder fra Vestkysten af Norge

Sommeren 1871 la Magdalene Thoresen ut på en sjøreise over Skagerrak og videre oppover langs norskekysten til Bergen. Hun bodde hos noen venner i Bergen i noen uker før hun fortsatte ferden nordover. Reisens egentlige mål var å gjense Sunnmøre, og det ble også høydepunktet for henne. Der besøkte hun bl.a. Herøy, hennes første bosted i Norge.

Etter turen reiste hun ikke straks tilbake til København som hun først hadde tenkt, men ble boende i Christiania og begynte på boken om reisen. Arbeidet med boken tok lengre tid enn hun hadde håpet, og i april 1872 vendte hun tilbake til København. Der fikk hun arbeidsro og i løpet av sommeren og høsten samme året fullførte hun boken, som kom ut desember samme år.

Thoresen gir levende beskrivelser av natur og folkeliv, og hun benytter seg av en personlig reportasjestil som virket ny og som ble populær i samtiden.

Se faksimiler av 1. utgave, 1872 (nb.no).

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.