VOLDEN

68Med Legangerstranden glider saa at sige hele den Samling af Øer, som danner Sør-Øerne, tilbage fra Synet, og Fjordlivet lukker op for sine mange Tilgange; – det er næsten som naar man i et Billedgalleri træder ind i en anden Skole! Thi vel danner Leganger en mærkelig Overgang fra Ølivet til Fjordlivet, men skifter dog ikke derfor Karakter; det giver Lyssiden, ikke Modsætningen. – Inde i Fjordene derimod afsætter Livet et bestemtere Præg. Vistnok fortsætter det dobbelte Virke paa Land og Vand sig ogsaa her, og vistnok er Fjordene dybe, stormfulde og mangengang livsfarlige at besejle; men den stærke Afgrænsning holder dog Havets voldsomme og pludselige Tilstande ude, og Faren kan baade forudses og maales. Fjordlivet kan da beherskes ved Kultur; men Havet? – Se Øboen, som holder til mellem Klipperne derude! Hans Blik, hans Lag og hele hans Væren fortæller vistnok om, at han har afluret Havet dets Stemninger, forudset dets Brydninger og kæmpet med dem; men aldrig om den Ro og Sikkerhed, som kommer af at kunne overføre den vundne Sejr paa den næste Kamp, for derved efterhaanden 69at lægge Naturen i Lænker, – og dette er Fjordfolkets Præg.

Dog ikke blot set fra Sjølivet træder Særkjendet frem; Landvirket, som jo her drives under Tilsynet af en voksende Kultur, skiller meget mere, og har naturligvis gjort det fra de fjerneste Tider. – Da for et Aarhundrede siden Øfolket vedblev at begrave sine Døde paa Herø, og selv maatte hidbringe al den Jord og de Græstørv, som skulde til for dermed at dække Kisten paa de næsten nøgne Fjeldknuder, da brugtes det samtidig inde i Fjordene at dække over Gravene med Ligstene, hvorpaa Navne og Aarstal vare udhuggede af Bønderne selv, – og dette var en betegnende Forskjel.

Hvor nu Voldsfjorden tager sin Begyndelse, munde fire store Fjordløb ud imod hinanden, og de vilde brede sig til et Hav paa dette Sted, hvis ikke nogle Smaaøer stak sit Landemærke op og delte imellem dem. Men det er alligevel et stort Syn at se disse brede Fjordaabninger flyde over i hinanden, ligesom det er fristende til et nærmere Skue at se dem afgrænsede, hver følgende sit Løb ind mellem de mørke Fjeldrammer.

Voldsfjorden slynger sig bred, og ligesom en magelig banet Vej, mellem de stundom skovdækkede, stundom brat nedgaaende Fjeldmasser ind til Hovedbygden Volden og løber da videre sydøstlig til Kielfjordens Munding. – Dette er et af Søndre Søndmørs rigeste og største Bygdelag. Allerede Navnet 70«Volden» betegner et frugtbart Sted, og man møder her for første Gang Noget af det Svulmende, som tyder paa Velstand i Naturen. Intet af hint Lavtvoksende, som kryber frem over en fortørket Lergrund, Intet af hint Knudrede, som viser, at det er standset i Væksten, Alt er naaet til sit naturlige Maal. – Volden er efterhaanden bleven et Hovedsæde for de saakaldte KonditioneredeKonditionerede] dannede, velhavende her i Egnen, hvorved flere smukke Bygninger ere opførte og Haver anlagte; men derved har ogsaa Stedet faaet et StøvdragStøvdrag] ikke oppslagsord i ODS, men betyr kanskje “uheldig preg av” af Bylivet i sit Kulturforhold. Her er noget Hidført, som driver det Naturlige ud af sin rette Gænge, og her synes at kunne blive Sæde for den Slags Bondeudvikling, der optræder med Meninger uden Evne til Dom. Dette er naturligvis ogsaa en af Kulturens Frugter, men er dog af dem, der rødme før de modnes, og indebærer altid en Svækkelse for Organismen; men da indtræder heldigvis det Fænomen i Kulturen, at naar den, ligesom Dampskibene stundom, i Farten skyder forbi det faste Vejmaal, baggerslik i alle utgaver. Ordet finnes ikke i ODS; formodentlig bakke, slå bakk den, og kommer saaledes lidt senere frem.

For Synet danner Volden imidlertid et af Civilisationens Lyspunkter i disse Egne, og skulde hændelsesvis Kulturen herfra tage et for raskt Tilløb, og derved blive nødt til at gjøre om igjen, da er her god Forstærkning at hente til en ny Prøve; thi det er en kraftig Bygd, og Fjorden løber bred, som en mægtig Livsaare, ind til den.

Et mærkeligt Skue danner Voldshammeren, der 71rejser sig, hvor Voldsfjorden bunder, lig et mægtigt Fæstningsværk og truende byder sit runde Brystværn frem mod Indsejlingen. Denne uhyre Fjeldkolos, der runder sig fra Grunden jevnt opad til den øverste Top i Bikubeform og er helt overgroet med Mos og Lyng, har tiltrods for sin Størrelse Noget af Græsvoldens jevne Karakter. Men det er dog blot for Hverdagssynet, det, der i Naturen alene ser Producenten; thi møder man denne Kolos tillige med Kunstnerens eller Tænkerens Blik, da giver den rigtignok et andet Udbytte.

Der er noget ejendommelig Truende ved dette afrundede Fjeld, Noget, som ser mere vildt ud end det mest udbrustne og kløftede Fjeldkaos, og det ligner Noget ude i Verdenslivet, hvad Navn det end bær, Noget af det, som viser al Samfundsrørelse fra sig med Bornerthedens tunge Hvilen i sig selv.

Der gives Mennesker, som sidde overmættede af Selvgodhed og jordisk Velvære; for dem kan «Pladskregnen strømme og Vindene støde an», de sidde fast i sine Huse, ikke fordi de ere byggede paa en Klippe, nej, – fordi de ere gravede ned i Jorden! – Dette Fjeld vækker og befæster Tanken paa en saadan Skikkelse.

Men Voldshammeren kan nok fremvise mere end et Fysionomi! Naar der ude paa Fjorden trækker et Uvejr op, som kommer fra Havkanten, og som vælter tunge Skyer ind over Vangen, staar i et Aandedrag Fjeldet mørkt og truende; Tungheden er 72pludselig forsvunden, og den fede Selvtillid er forvandlet til Urokkelighedens sejge Modstandskraft, – og da kan under dette fremgaa et af de store Syner i Naturen, hvor Lysets og Mørkets Dæmoner ligesom fare løs paa hinanden, og hvor et Menneskeliv synes at forsvinde som et Atom i Kampens Brydning. – Men Kampen er da ligesaa kort, som den er voldsom. –

Under et saadant Uvejr hændte det, at Voldshammeren stod en fuld halv Time saa kulsort mod Skyerne, som kun et Fjeld kan være, naar Nattens Skygger ruge over det, og et stille Fjorddyb sortner ved dets Fod. – Det var slig, at et Menneske uvilkaarlig bævede ved at se paa det. – Tordenen rullede ligesom rundtom Toppen, og den hørtes, som korte, tunge Stød, der ingen Gjenlyd vakte, medens de gule og blaahvide Lyn krydsede hinanden og jog som Ildslanger ned ad dens tykke udsvulnede Sider.

Da blev det et skjønt og mærkeligt Syn at se den tunge Kolos, og den gav uvilkaarlig et Billede af Kraftens Ro midt i Ophidselsens ustyrlige Jag.

Nu kom endelig Øjeblikket, hvor Kampen sagtnede. – Ude ved Indsejlingen brød Sollyset pludselig gjennem en smal Revne i Skyerne, der rækkede hele Fjordløbet tvers over. I en kort Stund saa det ud, som de lodret faldende Straaler dannede et glimrende guldfrynset Gardin, der sænkede sig fra Skyerne lige ned i Vandet, og som om et Himlens TabernakelTabernakel] oppr. jødenes teppedekkede trehelligdom under vandringen i ørkenen, nå ofte om noe hellig, glimrende laa bag ved og gav sit blændende Gjenskin. Da 73deltes Billedet i To. Uforandret og uberørt af Forgrundens Pragt holdt Voldshammeren sig i Baggrunden, omsluttet af det synkende Uvejr. Det var som om hele Kampen havde gjaldt at faa det rokket, og derfor klamrede Skyggerne sig endnu omkring det. De Skystrækninger, der dannede Sidestykkerne, tegnede sig med Graat i Graat og førte ikke en eneste Afskygning over fra det ene af disse store Billeder til det andet. Hvert stod for sig, som Indgangen til tvende Riger. – Men den korte Stund løb ud, Fænomenet havde levet sit Liv! De graa Sidestykker klemtes tættere og tættere sammen, og omsider løste Alting sig op i en øsende Regn. Da stod Voldshammeren som de andre Fjelde, tung og vandtrukken, med sit Dække af kraftig spirende Fjeldurter. – Det hørte atter Hverdagslivet til.

Som ovenfor bemærket synes her Noget i Kulturforholdet at kunne forhaste sig og løbe visse Udviklingstrin forbi; men det har maaske sin Grund i, at der paa flere Steder her i Fjorden har været en levende Handelsforbindelse med Udlandet i Slutningen af det 16de og langt ind i det 17de Aarhundrede, hvorved Folket jo erhvervede sig et dygtigt Kulturopsving efter hine Tiders Synsmaal. – Her var nemlig flere Saugbrug og en betydelig Udskibning af Trælast til Holland og Skotland; thi uagtet de store Oplags- og Udskibningssteder egentlig var inde mellem Nordøerne, har der dog ogsaa været Tilførsel fra de største Fjorde, hvor Skovhugsten paa flere Steder 74dreves til det Yderste, og gjorde, at hint Opsving i Kulturen varede kort og efterlod sig en Stilstand, som først i senere Tider er skiftet om med nye Livsrørelser. – Men et Kulturstadium tabes aldrig ud af en Tilværelse. «Hvor Noget har været, kommer Noget igjen», siger et gammelt Ord.

I hine Tider var da disse Egne opfyldte af fremmede Sjøfolk og Handelsmænd, og den livlige Omsætning bragte Folk i rask Berørelse med hinanden. Derved opstod ikke blot Glædesforhold, men ogsaa Konflikter af mindre god Art; thi Unggutter fra de forskjellige Bygdelag forlod deres Hjem og deres Hjemlandsvirke for at drage paa Eventyr med de fremmede Folk, og Kvinder giftede eller forlovede sig med dem, ja selv uden saa gode Grunde forlod de Slægt og Venner for den Fremmedes Skyld, medens Andre fra hine Lande kom og bosatte sig her. Sligt maatte nødvendigvis afsætte et nyt Præg i Folkekarakteren; men hvorvidt det blander sin Farve med det Nuværende er ikke godt at sige. – En Historie, som synes betegnende for hint Stadium, da Handelsemnet udviklede sig saa stærkt, at de andre Livsemner enten laa brak eller og fulgte Naturens Løb alene, skal her berettes, uagtet den tør ikke pukke paa sin stedlige Ret mer end Fuglen, der bygger i Træets Grene. – Men: hvor Fuglen faar Vinger og Sangens Røst, der er jo dens Hjem paa Jorden!

Det var under den danske Regjering og saa 75langt tilbage, at SaugeneSaugene] sagene endnu vare i fuld Gang her paa Søndmør, og Udskibningen gik for sig til næsten alle Aarets Tider ved skotske og hollandske Fartøjer. – Da hændte det, at Ægteskab blev indgaaet mellem en Embedsmands Datter inde fra en af Fjordene og en hollandsk Skibskapitain. Hun drog med sin Mand til Holland, hvor hun levede temmelig misfornøjet i sine Omgivelser, omtrent en halv Snees Aar, indtil Manden kom bort paa Sjøen under en af sine Vinterture, og hun vendte tilbage til Fødeegnen igjen med sit eneste Barn, en Pige paa otte Aar.

Enken havde en liden Formue, som hun satte i et Jordbrug, der ikke gav noget synderligt Udbytte, om end det gav mer end Tilstrækkeligt efter hendes Behov, og da Ejendommen laa afsides i en ubefaret Egn, fristede Gjæstfriheden ikke til et større Forbrug. – Hun var i det fremmede Land bleven vant til Afsondrethed; hun havde baaret sit Livsforhold med dyb Misnøje og sad endnu fast i denne ligesom i en Sump, hvor hun rokkede og flyttede sig, men kom aldrig videre. Dertil var hun af en alvorlig Karakter, streng og retsindig til en vis Yderlighed, og forstod ikke ret at sætte sig i et Mildhedsforhold til Noget, – Pligt og Ret skulde afgjøre. – I denne Aand opvoksede og udvikledes nu det ensomme Barn. Moderen selv levede som Bønderne i alle Maader, følgelig modtog Barnet ingen anden Skolekundskab 76end den, der gaves paa Stedet: hun lærte at læse i Bog og blev da omsider konfirmeret paa det.

Men Barnet var fuld af Iver og Evne, og havde ikke Moderen afstængt for hende, saa hun var naaet til hel Udfoldelse mod Verden, da havde hun med Tiden kunnet give en stor Indsats i Livet; som det nu var, beholdt hun det voksende Livsemne for sig selv, og det samlede sig i hendes Væsen til enkelte store Drag eller Naturbestemmelser, hvori hun stod fast.

Ordet gik om Moderen, at mens hun bar sit Foster, havde hun ordnet Alt som til Fødselen af en Gut og havde forud talt, som om hun havde afluret Naturen dens Hemmelighed; men uagtet hun blev skuffet i denne sin Forvisning, berørte hun det dog ikke med et Ord; Guttehuen blev sat paa Pigebarnet, og istedenfor en Andreas holdt man en Andrea over Daaben. Men skjult gav det alligevel hendes Misnøje Vækst, og hun fik intet Hjerteforhold til Barnet. Hun fødte det, klædte det og lod det saa forresten skjøtte sig selv.

Men Naturen gav Skjøtsel! – Andrea gik alene omkring og saa paa Alt, og hun tog det Livløse ind til sig med en Inderlighed, som om hendes første Tragten her i Verden var at vinde sig en Ejendomsret til Jorden. – Saa herskede Moderen paa sin Gaard, og Andrea paa et eller andet Sted inde mellem Fjeldene; og her sad hun ofte i hele Timer paa en fremspringende Knaus, ganske stille 77fordybet i den Tilfredshed, at være eneraadende over alt det hun saa. Paa denne Maade voksede hun da frem og levede sig ind i Ungdomslivet! – Hun var stærk og haardfør som en Mand, og hun var tillige skjøn af Aasyn og Vækst; men hun var saa kold og frastødende, at Ingen følte sig vel i hendes Nærhed. Men det rørte ikke hende; hun havde intet Forhold til Nogen, kun naar Moderen krævede Lydighed, gav hun den; forresten levede hun for sig selv.

Da fik Moderen en Dag et uventet Besøg af Lensmanden, som boede nogle Mil derfra, hvor han ejede en stor Gaard med betydelige Skovstrækninger. Han havde staaet i et nært Handelsforhold til hendes afdøde Mand, ved hvem han havde udskibet flere Ladninger Trælast i dennes sidste Leveaar. – Lensmanden var en Slags Storkarl der i Egnen og bar et opblæst, myndigt Præg; men ved dette Møde traf han dog sin Overmand i Kvindeskikkelse. Enken havde nemlig god Vished for, at Lensmanden i hint Forhold til hendes afdøde Mand havde skummet Fløden af Fadet; og da hun jo nu havde boet her allerede i en Aarrække, saa havde der endelig været god Anledning for ham til som Kjending at melde sig før. – Han blev da modtaget som den, der aldrig var tænkt paa, og da Andrea traadte ind til Mødet, hilste hun koldt og stolt, som paa en Vejfarende.

Imidlertid blev der fremsat Mad og Drikke i rigeligt Mon, og baade Sølvkrus og Støb blinkede over en snehvid Dug. Da kom der mere Liv i Lensmanden, 78og noget af den tabte Myndighed pustede op igjen. Men uagtet han nøjeseende valgte sig ud den smageligste Bid, som fandtes i de fremsatte Retter, slap han dog ikke Gjenten af Syne, ja det blev næsten som en Trolddom for ham, at hendes fagre Skikkelse var der i Stuen.

Enken lagde vel Mærke til dette, og der gik et hurtigt Fremtidssyn op for hende. Hun var en kold, selvgod Natur, der aldrig havde kjendt Kvindehjertets milde Rørelser, derfor var det ikke Banghed for Datteren, som gjorde hendes Blik saa skarpt, idet hun betragtede dette Syn, det var kun et Prøveskue, hvor hun havde sin egen Fordring til Dommer.

Da fløj en hurtig Lysning over hendes kolde Træk, et Udtryk stod fast ligesom et Ord indprentet i Sten, og fra nu af var hun medgjørlig som en gammel Ven. – Inden Maaltidet var endt, sad hun og Lensmanden dybt inde i Udvekslingen af et fælleds Ønske, skjønt der blev ikke udtalt mer end Tredjedelen af hvad der tænktes, – men Minerne, som fulgte med, sagde Resten; og da de skiltes, og Lensmanden stod bred og skinnende af Selvtillid foran Datteren, bød Moderen hende kort og godt at række ham Haanden, og gav selv Løfte om et hurtigt Møde paa hans egen Gaard.

Da nu Lensmanden var rejst af Gaarde, hændte det, som forundrede Andrea i en mærkelig Grad: hun blev paa en Gang ligesom indflyttet i et 79nyt Liv; hun blev tilsmilet og adspurgt, hun blev smigret for den Fagerhed, hun ikke havde Anelse om at hun ejede, og der blev udvalgt Klædningsstykker til hende, som kastede et nyt farverigt Skjær over baade Ansigt og Skikkelse. – Dette betog Gjenten, ikke fordi hun likte det, men fordi det var noget Nyt, hun ikke vidste at staa imod. Og da nu endelig den Dag kom, at Besøget hos Lensmanden skulde foregaa, og Moderen bød hende opføre sig vakkert og være lydig i Alt, tænkte hun knap en Modstand, saa lidet forstod hun, hvad det Hele gjaldt; ja der var endog en vis Uro over hende, som lignede Længsel efter det fremmede Sted, – thi det var første Gang i hendes Liv, hun havde hørt Noget blive rost, og tilmed forrost!

Da Moderen og Datteren ankom til Gaarden, stod allerede Lensmanden udenfor paa Dørhellen for at tage imod dem. Men borte ved Hushjørnet rækkede et ungt, leende Ansigt frem med et nyfigent Blik, – dette var Lensmandens yngste Søn, og Faderens Yndling; og over paa hin Side af Tunet stod den ældste Søn og keg ud af en Døraabning, – Begge var de truede til at holde sig borte fra dette Møde, som efter Faderens Sigende var en Fordring af Enken. Men de lode sig dog ikke true helt væk, høre fik de vel lade være – men et lidet stjaalent Kig!

Imidlertid førte Lensmanden sine Gjæster ind i Storstuen, hvor et Festmaaltid stod opdækket, der nok kunde have mættet tyve Mennesker, endsige disse 80Tre, som hver for sig viste god Skik ved at spise Lidt og tale i afmaalt Ordlag.

Andrea, som efterhaanden følte sig mere og mere beklemt, dels ved at sidde indespærret bag en Bordplade med Lensmanden ved Siden og Moderen ret for sig, og dels ved at bemærke de smaa Øjenvink, som disse jevnt sendte over til hinanden, stjal sig omsider til at kigge ud gjennem Vinduet, for at se, om den vakkre Gut endnu var der. Men et Blik af Moderen greb hende i det og tvang hende til at se ret ned for sig igjen, – dog det hun her saa paa det sammenlagte Tørklæde, der laa mellem hendes foldede Hænder, var meget mere ligt det vakkre Ansigt bag Hushjørnet, end det hun kunde øjne gjennem Stuens smaa Vinduesruder. Det anede dog hverken Moderen eller Lensmanden. – Hun sad jo godt og vel klemt ind mellem Bordet og Væggen, hvor kunde de tænke, at hun egenlig nu stod henne bag Hushjørnet og talte med Gutten!

Omsider rejste Moderen sig højtidelig og takkede Lensmanden, fordi han som en trofast Ven af hendes afdøde Mand vilde tage sig af hans Efterladte, og hun bød dernæst Datteren række ham sin Haand og love at være ham en god Hustru. – Imidlertid sad Gjenten dybt nedsænket i sin Drøm og kom først ud af denne, da Moderen gav hende et lidet Tryk paa Armen og gjentog, at hun fik se til at samle sig og give Lensmanden sin Haand.

Andrea rejste sig og rækkede Haanden imod ham; 81han tog den og vilde drage hende ind til sig; men Moderen gav ham et hurtigt Øjenvink, og han slap hende straks. Hun kjendte Datterens Natur fra Noget i sig selv.

Endelig var Besøget slut. Lensmanden gav Løfte om snart at komme til Enken, og hun gav halve Ord for, at der kom nok inden ret længe det til Lensmandsgaarden, som vilde drage hende efter sig. – Saa kjørte de da ud af Gaarden. Lensmanden stod skinnende paa Dørhellen og hilsede til dem, og den livlige Unggut keg frem bag Husvæggen, medens den Ældste røg sin Pibe inde bag Halvdøren og lod som han ikke agtede paa noget Andet.

Om Aftenen ved Hjemkomsten var der en vis Ængstelse over Moderen, som gav hende noget Blødt og Tiltalende i Væsen. Hun græd og trykkede Datterens Hoved ind til sig – det var aldrig hændet før, og Datteren keg op med store forskende Øjne. – «Jeg har lovet Dig til Lensmanden,» sagde hun. «Skal jeg tjene ham?» spurgte Andrea forundret. – «Nej, Du skal nok ikke tjene, Du!» svarede Moderen lettet. «Du skal være Kone paa Gaarden og raadende for Alt. – Der tør ikke siges et Kny imod Dig.»

«Hvem var det, som stod udenfor?» spurgte Andrea uden at svare paa Moderens Tiltale.

«Hvem mener Du? Var det Unggutterne?» spurgte Moderen. «Det var jo Sønnerne til Lensmanden! – De drager nu snart hjemmefra; det var 82ikke hyggeligt at have dem paa Gaarden, naar Du skal komme der.»

Gjenten taug bumstille, og Moderen var klog nok til ikke at trænge videre ind paa hende. – Jomindre der blev talt om den Sag, desmindre vilde hun forstaa af den.

Paa Lensmandsgaarden fik Kvelden derimod en anden Slutning. Sønnerne, som var forbudt at komme tilsyne under Besøget, fik af Faderen en liden Straffetale, der dog endte i al Gemytlighed; thi han var saa velfornøjet med Dagen, at den Vrede, som han ellers brølte ud over dem med sin vældige Røst, og ved den ringeste Anledning, forsøgte bare at gjøre sig selv efter, og fik ingen Liv.

Nu forstod de Unge ret vel heraf, at der var noget Usædvanligt i Gjære, og da de senere gik sammen til det fælles Soverum, gav de hinanden at forstaa, at Faderen vist var paa Vej at gifte sig – naturligvis med Enken! og det tyktes dem ikke saa galt endda. – Hun saa lidt strid ud, men hun var jo noksaa vakker, og paa den Maade fik de en Søster med paa Kjøbet, – en vakker Søster!

«Saa vakkert Kvindfolk har jeg aldrig set!» udbrød den Yngste. – Nej hun var for vakker! – Saa Du ikke paa hende, Du?» spurgte han Broderen.

«Lad mig være i Ro,» svarte denne og vendte sig mod Væggen.

Paa Lensmandsgaarden sov nu snart to Mennesker trygt og tungt, skjønt Andreas fagre Skikkelse 83var fløjet hid og did, som en guldvinget Sommerfugl, foran det sluknende Syn, – det var Lensmanden og hans yngste Søn. Den ældste Søn derimod, fulgte ikke slig et flagrende Syn i en halvvaagen Drøm, han laa som paa Ild den hele Nat, og først mod Morgenen fik han et flygtigt Møde med Søvnen. – Da tyktes det ham, at han væltede med et Læs Guld, og da han kom paa Ben igjen, stod han i Støv til over Akslerne.

Disse to Brødre vare nu helt forskjellige saavel af Ydre som Indre, men de havde det godt med hinanden, uagtet de ikke var bunden af nogen Samfølelse, og aldrig kom hinanden nærmere end Kjendinger i Almindelighed. – Halkjeld, den ældste, var seks Aar ældre end den yngre. Han var mest optaget af Jordbruget, og var paalidelig og dygtig; men han var lidt grætten i Omgang, skjønt han ikke derved blev umedgjørlig, ligesom han ogsaa var tilbagetrukken og taus, uden at være frastødende. Hans ydre Skikkelse var undersætsig, og hans Hoved ualmindelig stort; hans Ansigt var kort og bredt, Kinderne tykke og Øjnene lidt sky i Opsynet, skjønt gjennemtrængende i Blikket; Munden var bred, som alt det Øvrige, men Læberne smukke, og der laa stundom et blødt Træk omkring dem. Han var idethele en anseelig Mand, der stout og værdig gik frem, hvor han viste sig. Var der Nogen, som med et stærkt Naturskjøn saa nøjere til, da havde dette Ansigt med sine grundmurede Drag vistnok af og til en Sittren 84over sig, ligesom Vandet fra en Understrøm, og Næseborene udvidede og trak sig sammen som paa et spejdende Dyr, og de vilde have sagt: den Mand har en voldsom Natur, og han er svag. Det ser ud, som han var støbt i Malm, men det er kun Ler.

Den Yngste, som hed Even, lignede deres afdøde Moder. Han var en smuk, tyveaarig Gut, mørkhaaret, med brune, spillende Øjne, solbrændt Hud og Glød i Kinderne. Han var rankvoksen og let i Gang og Væsen; han talte hurtig, lo ret som det var af Ingenting, sang og fjasede; men tog sig alligevel snart sammen i Alvor, naar noget Dygtigt krævedes af ham. – Forresten havde han aldrig nogen ret Ro over sig; hans Hug stod til Sjøen, og Livet med de fremmede Sjøfolk fristede ham uafladelig bort fra det Virke, Faderen havde bestemt ham for.

Disse Sønner havde nu hidtil været Lensmandens Glæde og Stolthed, og at gjøre dem til Storkarle, som han selv, var egentlig hele hans Spekulation; men da nu den Yngste, som var hans Kjæreste, begyndte at drages saa stærkt til Sjølivet, og da Faderen frygtede for, at han en vakker Dag skulde rejse fra Landet med et af de fuldt ladede Skibe, som Saamange før ham havde gjort, fik han den Plan at binde ham til Hjemmet paa en anden Maade. – Han havde nok spurgt, at den afdøde Handelsvens Enke var vendt tilbage til Fødeegnen, og det havde paa ingen Maade rokket ved ham; men da han siden, efter som Tiden gik, bestandig i stigende Grad 85hørte Datterens Fagerhed og Stolthed berømme, kom der stundom en Tanke frem for ham, som endelig en Dag tog fuldt Liv. Han vilde drage bort til Enken og se paa hendes Datter, og var hun saadan, som Ordet berettede, vilde han, ved et Ægteskab mellem hende og Sønnen, friste denne til at blive, hvor han var.

Men Lensmanden kjendte ikke sig selv. Den Snare, han vilde lægge for Sønnen, faldt han selv i, – da han saa Gjenten, var han ikke længer Fader men Bejler; og da han fik Moderen saa fuldtud med sig, gjorde han pludselig helt om i sine Planer; nu var det bedst, at Sønnen rejste, og jo før jo bedre! Selv den ældste Søn fik han se til at blive kvit. – Men hvad der skulde ske, maatte ske straks, – han havde ingen Tid at spilde! – Denne voldsomme Omvæltning i hele hans Tankegang sprængte et vist Solskjær over hans synkende Livsdag, der lignede Solnedgangen i en Storm, og det virkede som et Blændværk paa Fornuftens Syn. – Han kunde ikke, som Enken havde raadet: fare med Lempe og se Tiden an, – nej, gribe fat i Skjæbnens rullende Hjul maatte han og lede det ind i det farlige Spor – det fik da rulle hen over Levende eller Døde – ligegodt!

I Enkens Hus gled, efter dette, Dagene stille hen, og det syntes som om Ingenting forestod uden det, hver Stunds almindelige Stræv bragte med sig; men det lod blot saa for Andre! – Inden de lukkede Rum rørte Enkens flittige Hænder sig til mangen 86usædvanlig Gjerning, som hun i Stilhed skjøttede; thi hun alene vidste, hvad der snart maatte komme, – hun forstod sig paa den menneskelige Natur! og Datterens Udstyr skulde ikke savnes, naar Dagen var der. Men under dette gik Andrea mer end nogensinde uvogtet omkring. – Ensom sad hun paa sin Fjeldknude og tænkte over det Forunderlige, at hun skulde komme til at eje al den Rigdom, som paa Lensmandsgaarden var bleven udkrammet for hende, og det ængstede hende paa en Maade, skjønt ikke til Modvilje; hun snarere fristedes af det. – Et var hende dog imod til Hjertens Grund, og det var Moderens Venlighed; den kom hende for som noget Uhyggeligt, Klamt og Koldt, og hun flygtede for den. – Hele Dagen til sent paa Kvelden var hun ude, og Ingen hindrede hende i det. – Hun kunde gjerne drive nogle Dage bort, naar hun siden godvillig gav Livet for dem!

Da kom der en Kveld efter en glødende varm Dag, hvor hele Naturen ligesom henslumrede i Skyggens Svalning. Ikke et Liv rørte sig, hverken i Luften eller paa Fjorden, hvor Andrea sad ovenover paa en Fjeldhøjde og lod Synet glide drømmende hen gjennem et lidet Dalføre, der fra Siden ledte op til Sætrene.

Paa en Gang saa hun en Unggut komme frem paa Sæterstien, hvor han standsede et Øjeblik, mens han tog Huen af og tørrede sig over Panden. – Hun huskede sig om og saa nøjere til: etsteds 87havde hun vist set det Menneske før? Jo hun havde! Det var Lensmandssønnen, han, som stod ved Husvæggen og lo! – Da rejste hun sig hastig op og rettede paa sig; thi hun maatte tænke, at han var kommen i et Ærinde fra Faderen, og at han af hendes Moder var vist hid for at træffe hende.

Imidlertid havde ogsaa Even faaet Øje paa hende, og det varede ikke længe, før han stod ved Siden af hende. – Men det Bud, hun ventede fra Lensmanden, kom ikke. Det, han bragte, var et helt andet, – det var: at han siden hin Dag, da hun havde været i hans Hjem, ikke havde faaet hende ud af Tankerne. – Nat og Dag havde hun staaet for ham, det var til at tabe Viddet over! – Nu havde Faderen sagt til ham, at han kunde faa Lov til at drage tilsjøs; men uagtet det havde været hans Hug bestandig, saa var det nu for ham det Samme som at dø, da han derved maatte saa langt, langt væk fra hende!

Andrea havde først set forskrækketrettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: forskrrækket op paa ham – det hørtes underligt, det han sagde! – Men hans Ansigt var saa vakkert, og hans mørke Øjne brændte mod hende, som to Solstraaler; hun vidste knap, hvor hun skulde se hen, og hun lod Synet vanke forskremt omkring, ligesom en Dueunge, der jages af Høgen; thi hvor hun end saa hen for at skjule det, blev det fanget af hans Blik.

Den Kveld traf hun for første Gang Folk, som var ude paa Søgen efter hende; thi Midnat var 88allerede nær, da hun naaede Hjemmet. Den Tilrettevisning, hun fik, lod hun som hun ikke hørte og gik tilsengs; men uagtet Moderen som delte Soverum med hende, laa lyttende en Stund, hørte hun dog blot Datterens rolige Aandepust og ikke det hurtige Hjerteslag, som forraadte Livskildens friske Spring fra den nylig aabnede Dybde.

Næste Dag og alle de efterfølgende kom Andrea heller ikke tilbage før Midnat, og da hun i saamange Aar havde udvidet og skjult sit store Ejendomsrige derinde mellem Fjeldene, saa blev det ikke svært for hende at vildlede de Søgende. Hellerikke vedblev Moderen med at udsende Folk, – Datteren kom jo sikkert hjem hver Kveld – og Tiden gik raskt mod det Forventede!

Imidlertid var paa Lensmandsgaarden Evens stadige Fravær bleven paaagtet og udspejdet af Broderen. Dette tause, frastødende Menneske havde lige siden hint Møde hos Faderen baaret paa en langt stærkere Lidenskab for Andrea end Even; medens denne gik omkring som en Halvforstyrret og forkyndte sin Tilstand i alt hvad han gjorde, gjemte hin sig med fuld Sikkerhed bag et afsluttet Væsen.

Samtidig med at Halkjeld nu havde udforsket Grunden til Broderens Fravær, fik han af forskjellige Udbrud og Hentydninger ogsaa Synet opladt for Faderens Plan med Gjenten, og han vred sig mellem disse to Yderligheder, som en Orm, der er naglet gjennem Hoved og Hale. Paa begge Veje var hun 89altsaa tabt for ham! Dog saa stort Tabet end var, naar Faderen tog hende, det tyktes ham dog større, hvis det var Broderen.–

Da sagde han en Dag til Faderen: «Det er nok bedst jeg ser til at komme væk herifra, for her skal vel snart flytte Ungfolk ind, og det er ikke godt, naar Saamange skal raade.»

Faderen studsede lidt paa det og skjævede hen til Sønnen. «Du synes vel ikke om det, Du?» spurgte han.

«Aa,» svarede Halkjeld, «det kan være mig lige ens, jeg finder altid en Udvej.»

«Ja, jeg trænger til Hygge paa mine gamle Dage,» sagde Lensmanden lettet, «og jeg tror Andrea vil blive en brav Kone, skjønt det kan jo nok synes, som hun var lidt for ung.»

«For ung?» spurgte Halkjeld. «Hun er da sytten Aar, og Even er i det Enogtyvende, jeg kan ikke finde der er noget Uligt i det.»

«Even?» for Lensmanden op, og det Hvide lyste ham ud af Øjnene. «Hvem snakker om Even her?»

«Det er da ham, Du mener, der skal ha’ Gjenten, – hvem mener Du ellers?» spugte Sønnen.

«Even!» skreg Lensmanden og lo, saa det klukkede i ham, men han lo ikke af Hjertet. «Slig Pibestilk! … slig, slig Gjøg, som løber her og galer!»

«Aa Gjøgen er klog nok,» sagde Halkjeld med Vægt paa Ordet, «den lægger sit Æg i en anden Fugls Rede, saa slipper den for at ruge det selv.»

90Lensmanden blev mørkerød, og Læberne skjalv paa ham. Dette var Stormen, som brød løs, Halkjeld var kjendt med det og satte sig rolig ned et Stykke fra ham. «Hvor er Even? Er han med hende? – Skaf ham hid!» brølte han og slog ned i Bordet foran sig.

«Hør Fa’r!» bad Halkjeld sindig, «Even er der han er, og Du faar Lykke til at lade ham være. Men gjør nu ikke Noget, Du skal angre paa. Har Du andre Tanker med Gjenten, saa ti stille og vent. – Du vil Even skal tilsjøs, godt, der ligger fuldladet Skib inde i Ørskoug og venter paa Vind. – Imorgen tidlig gaar Baad did her fra Sidegaarden, lad ham drage med, jeg skal følge ham. – Vil han ikke, saa faar Du tvinge ham.»

«Det skal være saa,» sagde Lensmanden efter et Pusterum, og ved hele det sluttede Lag, han med det Samme gav sig, viste han Arten, som Halkjeld var fremgaaet af.

Om Natten da Even i Halvmørket kom smygende ind af Døren og hen til Sengen, laa Halkjeld vaagen, som sædvanlig, men denne Gang lod han ikke, som han sov. – Da nu en Stund var gaaet, talte han til Broderen, og saa vel talte han for ham, at han ikke alene fik ham til at forstaa det Fordelagtige i at følge Faderens Plan, der sletikke blev fremstillet for ham som en Vredesbestemmelse, men som et hurtigt Indfald, – han fik tillige med stor Kløgt pustet Liv i Broderens æventyrlige Higen, saa hele Rejselivets 91Blændværke paany gik op for ham. – Even havde den livligste Natur med skiftende Stemninger, han var blød og let at bøje; men som sagt: han kunde alligevel tage sig sammen i en Alvorssag, og han var udholdende i Grunden. – Halkjelds listige Forklaringer og Fingerpeg betog ham Evnen til at gjøre Modstand, og han lod sig lede af ham; men det var dog ikke saameget fordi han tænkte det Samme, som fordi han saagjerne vilde give Broderen Ret.

Tilslut endte det med, at Even, dybt rørt over alle de gode Ord, han hørte, udøste hele sit Hjerte, og i Nattens Stilhed flød hans varme Følelse over i Broderens Sjæl, hvor den saa at sige gik under i dennes selvgode, altfortærende Lidenskab.

Imidlertid gav de hinanden mange gode og hengivne Tilsagn. Halkjeld maatte love Broderen, at møde Andrea den næste Kveld istedetfor ham, og da give hende alle de Forsikkringer, som han i hvert Aandedrag fornyede, og som dog bestandig bleve ens. – Halkjeld lovede Alt og svor at holde det; og Brødrene syntes i denne Nat at knytte det Broderbaand, som hidtil havde flagret løst imellem dem; – men da det ikke bandt Hjerte til Hjerte og kun Skuffelse til Løgn, saa holdt det heller ikke.

Lensmanden blev nu over al Maade lettet ved Sagens Udfald. Han havde heller ikke sovet videre trygt i denne Nat, og han havde flere Gange kjendt paa sig: at Lykken dog ikke vilde blive saa stor, som den syntes, naar han skulde tage den fra Sønnen. 92Men da nu Gutten selv kom ham glad til Møde i den tidlige Morgenstund og talte livlig om sin Rejse, og om den Lyst, som drev ham, kunde ikke Faderen tænke sig, at Sønnens Kjærlighed var meget stor, siden han tog Fraskillelsen saa let. – Andrea blev ikke nævnt, og da Afskeden kom, græd Lensmanden Hjertens stride Taarer, halvt af Sorg over at skulle afse sin kjæreste Søn, og halvt af Anger, fordi han desuagtet følte det som en Lette, at blive ham kvit.

Saa drog da Even af Gaarde med Halkjeld til Følge, og Faderen blev tilbage med et Hjerte, som var delt i To, – og det vokste ikke sammen med Tiden!

Den Kveld sad Andrea alene paa Fjeldknuden. Først undrede hun sig og blev stolt forarget, fordi hun maatte vente saalænge; siden begyndte hun at ængstes og fik en plagende Uro over sig, og da fløj hun rundt til alle de Steder, hvor hun ellers plejede at have Møde med Gutten. Men da Natskyggen listede hen over Dalbunden, og den graa Taage hang i side Folder ned over Fjeldaasen, kom der en Fornemmelse af Ulykke over hende, og den sneg sig gjennem Sjælen som en Anelse – thi det var første Gang!

Livet var hidtil gaaet hen for hende uden Glæde og uden Sorg. Nu havde hun i over en Maaned følt det tage Vækst og Udspring i sit Hjerte, – og nu kom der, ligesom uforvarende, en sort, kold, knugende Ting, der fyldte det ud med Smerte, – hvor kom den fra? – Stakkels Andrea! hun vidste ikke 93Noget om, at Kjærlighedens Liv har sin første svære Fødsel i Angst for Tabet.

Denne Nat kom der dog en sandfærdig Bekymring over Moderen, og hvert levende Væsen, som fandtes paa Gaarden, var tilligemed hende ude at søge efter Datteren. Først mod Morgenstunden fandt Moderen hende selv. – Hun sad paa Randen af en liden Fjeldsti, som ikke laa ret langt fra Hjemmet, men da ingen af de Søgende havde tænkt paa at finde hende saa nær, var Stedet forbigaaet, og først paa Hjemvejen havde Moderen set hende. – Det stakkels Barn havde saalænge tumlet omkring i sin angstfulde Søgen, at hun tilslut var segnet ned af Træthed og var falden i Søvn. – Hendes Hoved laa ind til en afhugget Træstamme, og paa hendes dødblege Ansigt lyste allerede det første Dagskjær. Hendes Haar var faldet tungt ned over Hals og Bryst, og Hænderne laa foldede i hendes Skjød.

Ved første Øjekast skjalv Moderen tilbage, – var dette et Lig eller var det et søvnbundet Menneske? Men Datterens tunge Aandedrag gav Livstegn nok ved et nøjere Tilsyn, skjønt hun lignede i sin Søvn en af de stakkels Levende Døde, der med Hjertets tabte Fred ogsaa har mistet Aandens Styrkraft. – Havde denne Aftens Skuffelse maaske givet hende et Fremsyn paa hele det samlede Livstab, eller havde hun i Drømmens Verden forud oplevet det Kommende? Det fik Ingen at vide. – Da hun omsider vækket af de Søgende slog Øjnene op og 94saa deres forskrækkede Miner, gav hun ingen Grund for Dette eller Hint, men fulgte dem rolig til Gaarden.

Her ankom nu senere hen paa Dagen Lensmanden med sin ældste Søn. De bragte Efterretningen om Evens hastige Afrejse, og der blev givet mange Grunde, der allesammen for Enken var temmelig grundløse – men meget forstaaelige! Lensmanden havde nu helt forvunden sin Sorg; han havde grædt den fra sig; og over Graaden var der meget snart kommet en Regnbue, der gav Gjenskin af mange Glæder her i Livet, og ikke mindst af Lensmandens eget lettede Sind! – og dermed var den Mørkedag forbi!

Lensmanden havde nu Saameget at tale hemmelig med Enken om, at han sletikke gav Agt paa Halkjeld. Ved dette Møde var det bare at vise en levende Glæde i Ordlag og Væsen over det Slægtforhold, han saa at sige stod med den ene Fod oppe i; og som hun smilende rækkede begge Hænder til for at drage ham helt over i.

Under denne fornøjelige Samvirken til et fælles Maal gik imidlertid Halkjeld spejdende omkring ved Gaardens Udkanter for at opdage Andrea, af hvem han kun havde set et lidet Glimt ved Modtagelsen, – siden var hun forsvunden. Da han nu efter en Stunds Forløb ikke var istand til at opdage hende, og da han var sikker for de Ældres Indblanden – betænkte han sig ikke, men gik rask ind mellem Fjeldene til det Sted, hvor han mer end en Gang havde 95været uset Vidne til hendes og Broderens Sammenkomst. Og hun var der ganske rigtig! Hun sad paa sit Barndoms Højsæde, men kold og stiv, som et udskaaret Billede i en Offerlund.

Halkjeld skjalv idet han nærmede sig til hende, og der rørte sig en Følelse i ham af det hellige Urørlige i hendes Smerte; men Lidenskaben tumlede med hans svage Vilje, som Ilden med et Risknippe; i alle dens smaa Forgreninger flammede den op, og den lyste Ønsket frem! Desuden havde han jo et Skalkeskjul: han skulde jo bringe det hemmelige Bud fra Broderen. – Saa gik han stille og sindigt mod hende, hilsede hende deltagende og satte sig ved Siden af hende, medens der var et Rovdyr i hans Indre, som styrtede frem, greb hende og for afsted med hende dybt ind i Naturens vildeste Ensomhed, hvor ikke Mennesker kunde komme.

Andrea saa op og følte sig trøstefuldt berørt af hans stille Væsen, og da han gav hende Broderens Hilsen og Farvel samt det sikkre Løfte at komme tilbage før den nye Vaarsol skinnede over Fjeldet, da vaagnede Livshaabet op igjen i hende; – thi det var jo ikke dødt, det var blot sovnet ind af Træthed under Smertens første, ungdommelige Voldtag.

Fra dette Møde var der ikke mange Dage til det næste og endnu færre til de følgende. – Bestandig havde Halkjeld en liden Anger med sig, naar han kom, indtil han fik Øje paa hende; da styrtede Dyret paanyt afsted og greb sit Rov, medens han 96selv gik sindig frem og satte sig ved hendes Side. – Efterat nu en Tid var gaaet, hengav Andrea sig med den samme Styrke i det første Venskab, som i den første Kjærlighed; thi hun anede ikke, at Kjærlighedens Ret derved fordeltes, – hun vidste ikke, at en Kvinde, som elsker, har i den Elskede sin eneste Ven. – Hun længtes efter at møde Halkjeld, fordi han talte om Even; men derved tog hun en fristende Mættelse for sit Savn. – Det tyktes hende lidt efter lidt saa godt at hengive sig i Broderens stille Venlighed; havde han kunnet følge hende over Havet til Even, hun havde lagt sit Hoved til hans Bryst, lukket Øjnene til og været tryg som i Guds egen Favn!

Dette følte Halkjeld nok; der var saameget Blødt i hans Svaghed, at han mangengang græd som et Barn, naar han gik fra hende, men den Slags Graad slukner ingen uren Flamme, den dæmper den i det Højeste. – Imidlertid havde Andrea det dog under disse Forhold bedre end han; thi hun gled saa at sige stille over i en anden Tilværelse, medens han tumlede fra den ene Tilstand i den anden. – Paa et Punkt vilde han sejre med fuld Ret: han fordelte ikke sin Kjærlighed mellem andre Ting, – og da kunde han en Stund rette sig op til et kjækt Syn paa Forholdet. Men der var en Svaghed i ham, som gjorde hans Lidenskab fejg; han turde ikke føje dens Krav, thi han var ræd for Ansvaret, – saa listede han sig i Skjul paa Rov med den.

97Imidlertid var der blevet hemmelig hvisket til Moderen om dette Forhold, og det gav hende en liden Betænkning. Halkjeld var ældste Søn, og Lensmanden var gammel, – Andreas Udstyr forholdt sig ikke i Noget til Brudgommens Alder, men vel til hans Kaar, – kunde hun her i al Stilhed faa gjøre et Skifte, lod hun helst Datteren have frit Valg, især da hun bestandig gik med en inderlig Frygt for at støde paa Modstand i den ellevte Time. Men hvordan bære sig ad med Lensmanden? Da greb hun til den Beslutning at tale med Halkjeld, og en Dag lod hun ham kalde hen til sig.

Det var en mærkelig Prøvelse for ham, da han sad der i Enrum med Enken og aftalte den samme hemmelige Bryllupsfærd, som nogle Maaneder i Forvejen var aftalt med Faderen. Han var i den uhyggeligste Tvivl med sig selv; men alligevel blev Planen ordnet, og da han ude paa Tunet mødte Andrea, og hun saa ham klart og ufordulgt op i Ansigtet, kunde han have bandet sig selv ned i Afgrunden for hvad han var tænkt at gjøre, – men han gjorde det alligevel!

Moderen fremsatte nu for sin Datter Lensmandens Ønske at gifte sig med hende; men det blev ikke smigret saasom første Gang! Hun nævnte det blot som Noget, der maatte siges, og da der paa den blideste Maade blev tilstaaet hende fri Raadighed over Svaret, gav Gjenten hurtig sit uryggelige Afslag. – Saa drog nu Enken i et Slags højtideligt 98Optog til Lensmandsgaarden, og det slemme Budskab, hun skulde bringe, stod godt udpræget i Minerne allerede hjemmefra; det fik heller ingen Ændring paa Vejen, og da derfor Lensmanden ilede hende imøde til en glad Modtagelse, læste han i lang Frastand, at der ikke var noget Godt ivente.

Enken var klog og behændig. Hun gav Lensmanden med hver Skefuld Sødt en Draabe Bittert, og da omsider hele Beholdningen var udtømt, sad hun med saa mørke, fortrukne Miner, at det syntes, som hun havde taget hele Bitterheden til sig og givet ham Honningen, og da blev den ulykkelige Lensmand ført ind i et Vilderede,Vilderede] forvirring som endte med, at han græd store Taarer over hendes Jammer, medens hun til Gjengjæld trak op en Del hæse Aandepust, der lignede Utrøstelighedens lange Suk. – Saa kjørte hun da fra Gaarden igjen. Lensmanden stod hulkende paa Dørhellen, og Enken lod et utrøsteligt Øjekast glide hen over det vakkre Vaaningshus, – det var som om hun bød det Farvel her for denne Verden, – men hun talte bare Fagene i Storstuen og tog Maal til en ny Kvist med fire Gjæstekammere over Indgangen.

Fra denne Dag var det en anden Slags Venlighed, som vistes Andrea; den var ikke længer sledsk,sledsk] innsmigrende men kom hende imøde med god Samvittighed. Hun lod sig ogsaa tæmme af den, og hendes stilfærdige Stivsind bøjede sig lidt efter lidt for Moderens kloge Raad. Det uvirksomme Liv, hun hidtil havde ført, 99begyndte at ængste hende, og hun tog fat paa Arbejdet, hvor det da viste sig, at hun baade var flink og udholdende. – Halkjeld kom nu sjeldnere sammen med hende; thi Vinteren stængte af for de fristende Møder, og de taltes ikke ofte i Enrum. Der maatte desuden lidt Varsomhed til, hvis ikke Lensmanden skulde faa Nys om Sagens rette Sammenhæng; for da kunde det nok hænde, at hans ustyrlige Heftighed vilde gribe ind og ryste hele den Bygning i Grus, som de med saamegen Snedighed havde opført. Saasom nu var, sluttede han sig til Halkjeld og tog sin Trøst af ham. – Men da den taabelige Indbildning om Lykke efterhaanden var veget ud af hans Sind, stod ogsaa Kjærligheden til den bortrejste Søn i klar Bevidsthed, og da sad han uvirksom hen og manede sig ned i en evig Selvbebrejdelse, fordi han ved at følge sin Lyst havde drevet Sønnen fra Hjemmet. – Nu saa han klart, nu vilde han gjerne have hidkaldt den livsglade Søn og sagt: jeg drømte, jeg var ung, og at jeg var kjær i en Gjente; men da jeg vaagnede, saa jeg, det var Dig og ikke mig. – Kom nu og vis mig, hvordan det er at være glad, for ellers glemmer jeg det og dør af Sorg!

Men Vinteren stængte for Alt, og Breve veksledes ikke dengang som nu. Da kom endelig Vaaren igjen med Fuglekvidder og nyvakte Forhaabninger; men Even kom ikke, selv ikke et Budskab fra ham. Det Fartøj, hvormed han var draget bort fra Bygden, vendte ikke tilbage, og da endelig ud over 100Sommeren flere Fremmede drog fra og til, hørtes det som et uvist Rygte, at Even var gaaet til Amerika med et større hollandsk Skib. – Men disse løse Efterretninger ændrede ikke Forholdet hverken hos den Ene eller den Anden af de Hjemmeværende. Lensmanden blev ved at savne Sønnen og slap aldrig Selvbebrejdelsen; Andrea bar sin Kjærlighed i et alvorligt Sind og troede fast paa den Fraværende, og Begge saa de med Længsel mod den kommende Tid, skjønt dens Grænse nu var flyttet hen i det Uvisse, – men Halkjeld kunde ikke give Tid, skjønt han dog levede og virkede i samme Takt som de Andre.

Denne Sommer endte da omtrent som den forrige, og Vinteren lagde paany sine ufremkommelige Veje imellem de ensomme Steder, hvor Halkjeld var vedbleven at møde Andrea, og hvor hun saa trøstig hengav sig i hans Omgang. Men Halkjeld holdt det ikke længer ud! – De Baand, han var nødt til at lægge paa sin Natur, snæredesnærede] strammet ham tildøde. Enhver Anden var maaske bleven skuffet af Andreas Hengivelse, men ham forblindede den ikke. Han vidste, at han paa en Maade fostrede hendes Kjærlighed til Broderen med sin egen, og at den ligesom voksede sig stærkere i Ly af hans Pleje; ja, der kom Dage, hvor denne Vished næsten gjorde ham gal. – Nu havde han snart i to Aar taget Næring af dette Gjenskin af en Kjærlighed; det blev for hans vilde Natur tilslut det Samme, som at give Løven et Stykke afmalet Kjød.

101Endelig kom Vaaren. Stærke Storme raste i Havet og mange Ulykker spurgtes; ja, der gik endog det Rygte, at to Fartøjer, som ventedes til Ørskougsbygden efter Trælast, vare gaaede under med Mandskab og Alt. Men Sligt blev ikke dengang stadfæstet i offentlige Tidender; hvad der ikke lod sig paavise ved Øjenvidner stod hen til Fremtidens Afgjørelse. Disse Efterretninger havde imidlertid ikke den Virkning paa Lensmanden og Andrea, som Halkjeld havde tænkt; thi istedetfor at betage dem Haab, gav det dem blot ny Forventning, – det tyktes saa rimeligt, at det Budskab, de ventede paa, netop havde været med et af disse to Skibe, – og dermed begyndte denne Sommer netop, hvor de to foregaaende havde endt; men dette stod Halkjeld ikke længer i, Noget maatte ske! – Fra de hemmelige Møder med Andrea holdt han sig mer og mer, han havde tabt den udvortes Magt over sig selv, og det indvortes Menneske brød næsten med Vold igjennem. Ingen skjønnede ham ret, mindst dog af Alle Andrea. – Enken var den Eneste, som fik en Slags Forstaaelse af hans Væsen; men det var langtfra den rette! For hende stod Lensmanden, skjønt han havde opgivet Datteren for længe siden, endnu som en levende Forhindring i den Forbindelse, der var aftalt med Halkjeld, og som efter hans Forlangende skulde være en Hemmelighed, til han fandt det passende at aabenbare den. Flere Gange havde hun forsøgt paa at udforske ham; men han var veget tilbage fra 102enhver Udtalelse. Da bestemte han pludselig ud paa Eftersommeren, at han vilde gjøre en Rejse til Bergen, og han gav som Grund: at man der, mellem de mange fremmede Sjøfolk, vilde kunde anstille en nøjere Efterforsken om Broderen. Faderen var straks enig med ham heri, og sendte ham afsted med mange Taarer, og Andrea bød ham et taknemligt Farvel. – Enken derimod gav ham mangt et Ærinde med, som vistnok skete i god Tro; hvem var vel nærmere til at bebyrdes med Indkjøb af Brudesmykker end han, som selv skulde føre Bruden hjem?

Saa rejste han afsted med gode Ønsker og Velsignelser. – I to Maaneder forblev han i Bergen; men da han vendte hjem igjen, bragte han Budskabet med sig om Broderens Død.

Denne sørgelige Efterretning greb Lensmanden dybt, og Voldsomheden i hans Natur slog sit sidste Slag i dette Liv, dog ikke ned i Bordpladen, hvor det saamange Gange havde givet Gjenlyd og udsendt et Varsel til hans Omgivelser; men imod hans eget skrøbelige Legeme! Han blev lam og laa hen i otte Dage som en sørgelig Menneskelevning; da brast de sidste usle Hold, og Livet gav Slip. – Ugen efter førtes han til Graven med stor Stads, og Gravøllet blev drukket af et godt Hjerte.

Saa var nu han afvejen, tænkte Enken, og siden Gud saa vilde, kunde intet Bedre hændes! Selv Andrea fik en Lettelse, uagtet hun følte det som en Smerte, da Dødsbudskabet kom. Men Halkjeld? 103– Ja, at han skyede hvert Menneskes Syn og hengav sig til den mest tærende Fortvivlelse, betød jo bare Godt! Han havde været en god Søn og havde nu paa en Gang mistet baade Fa’r og Bro’r – og dermed gav Verden ham den Medynk, som Skik og Brug tilkjendte ham.

Det var isandhed ogsaa mærkeligt at se hans dybe Smerte under Faderens korte Sygdom. Han forlod ham hverken Dag eller Nat, og ofte kastede han sig over ham og forsøgte paa at vække ham op til en kort Bevidsthed, saa han endnu en Gang i dette Liv kunde faa tale med ham. Men Sønnens heftige Graad og Selvanklage lød for døve Øren; Sjælen var endnu indestængt i den tunge Bolig og kunde ikke modtage hans angrende Suk. Først senere, da den blev frigjort fra sin jordiske Tyngsel, hviskede den maaske et kjærligt sonende Ord ind i den ulykkelige Søns Tanker, – hvem ved det? – Hvem ved, hvorfra Anelserne komme – og alle Haabets trøstende Forudsigelser!

I flere Maaneder mødtes ikke Halkjeld frivillig med noget Menneske. Hans Magt var i det Udvortes, hans Selvfølelse kom fra det Udvortes, og naar han tabte dette Hold, var hans første Trang: at skjule sig. – Men i en saadan Indelukkethed med sig selv havde han forhen ikke truffet paa Andet end en stærkt bevæget og uklar Naturgrund, – det Udvortes havde ikke været et Bedrag, men kun et Værn, – nu derimod havde der samlet sig et Bundfald af 104Løgn og Synd i hans Sjæl, og da han mødtes i Ensomheden med det, led han gruelig. – Denne Lidelse havde dog maaske gjort ham til et andet Menneske, hvis han havde kunnet udslette af sit Sind det vinkende skjønne Billede af hende, for hvis Skyld alt dette var sket; men Naturen forlangte hende, og Bedraget iklædte sig den ferdige Dragt.

Saa mødtes han da omsider med Andrea, og sandfærdig indtil Døden var den Fortvivlelse, han blandede med hendes Hjertes rene Sorg. Det faldt næsten over hende som en Selvbebrejdelse, da hun saa den Vildhed, hvormed han sørgede, men hun vidste Intet om det: at hendes Taarer faldt som lindrende Dug paa Smertens Grund, medens hans forsvandt i den Ild, som fortærer Alt, og som brænder uudslettelig i en ond Samvittighed.

Enken forstod sig ikke det Ringeste paa en slig Yderlighed, og tog sig heller ikke nær af det. Hun havde nu banet Vej for sig, og da en passende Tid var gaaet, talte hun til Halkjeld om Brylluppet. – Men hvad det skulde til, at han for op som et galt Menneske og hverken svarte hende eller tog Farvel, men drog af Gaarde, som noget Ondt var efter ham, – ja det vidste hun rigtignok ikke. Angrede han paa Løftet? – Hun grundede lidt paa det, og kom derved til at tage et lidet Skjøn op over Datterens Ydre. – Ja, Andrea var blegnet hen, det kunde ikke negtes, og Øjnene laa mat og tungt bag mørke Ringe, – hvad var det, som havde gi vet Aarsag til Sligt?

105Imidlertid mødtes Halkjeld med Andrea som forhen. Ham alene turde hun vise sin Sorg, og han tog ogsaa ydmyg og stille imod den. Men selv gjennem Smertens blege Skjær brød hendes Fagerhed frem, og i sin blide Sørgmodighed endnu mere fristende end før; da voksede hans Lidenskab paany, og ingen Anger eller Sorg kunde mere standse den – om han skulde gaa over etet] rettet (etter 1899-utgavene) fra: et (uten utheving) Menneskeliv til for at naa hende, – han gjorde det! – Men som en Moder varsomt flytter det syge Barn fra en Seng over i en anden, listede han sin Fordring ind i hendes uvidende Sind, tog han hende op i sine Arme! – Det var Visheden om, at han sørgede jevnsides med hende – det var den Trøst at komme Tabet nærmere, ved hver Dag og Stund at følges med ham, som gjorde, at han vandt sin sørgelige Sejer; – og da hun endelig fulgte ham til Kirken som Brud, og hans Haand sluttede fast som et Dødstag om hendes, følte hun det som en Vens urokkelige Forsikkring.

Og Halkjeld! Ja han skjalv ogsaa i denne Stund under Voldsherredømmet af to Viljer. Han vidste til ulidelig Kval, at det var Broderens Kjærlighed han tog, – men han vidste tillige, at han maatte dø uden den. – Han frelste Livet, men han stjal Brødet.

Halkjeld solgte nu Faderens Ejendom og kjøbte sig Gaard dybt inde i en Sidedal, hvor der var Frodighed nok, men megen Ensomhed. Den Sum, 106der var betalt for de solgte Ejendomme, delte han nøje i to Parter, og gjemte den ene i det hemmeligste Rum han ejede. – Han havde nok plyndret Broderens Hjerte, men hans Gods skulde ikke røres! – Det var et Slags Skalkeskjul han byggede sig op, men meget Ly gav det ham rigtignok ikke. Han vidste jo fra sig selv, at naar man tager Hjertets Glæde ud af Livet, er Mennesket en levende Død.

I Begyndelsen syntes det dog, som deres Ægteskab skulde blive en Lykke for dem Begge. Andrea bar endnu sit vemodig sørgende Skjær som en Tilsløring, hvor hun gik og stod, og Halkjeld turde ikke røre det; – men i Hverdagslivet, indenfor de lukkede Døre, falder Masken snart, eller den opdages! – Der kom den Tid, da Halkjeld tren frem som han var; thi hun var jo hans Hustru med fuld Ret! Dyrt havde han kjøbt hende, længe og taalmodig havde han ventet; nu skulde hun forstaa Altsammen!

Ja, Andrea forstod det ogsaa ganske rigtig; men samtidig forstod hun det med: at forfærdelig var hun bleven bedraget! – Hun havde sat ham til Vogter for sit Livs Helligdom, og med heftig Attraa brød han nu ind og ranede fra den Døde, – ham, hun endnu bar som en Levende i sit Hjerte! – Da veg paa en Gang al Mildhed fra hende, en isnende Kulde sank over hendes strenge Træk, og dog skinnede endnu hendes Fagerhed igjennem den, ligesom Høstblomsterne igjennem Islaget af en tidlig Frostnat.

107Mod dette Væsen stred Halkjeld sig til Fortvivlelse; dog det Højeste han vandt var kun en Medlidenheds Gave, som man kaster til den man ynker men ikke agter. – Der fremgik da et ulykkeligt Liv for dem Begge, som vistnok deres ensomme Opholdssted hjalp til at skjule for Menneskene; men som ogsaa netop herved ingen udjevnende Medhjælp fik. – Der udsones Mangt og Meget ved Synet paa Andres Strid og Andres medgjørlige Vilje! – Men Halkjeld og hans Hustru saa kun fra og til hinanden. Han fik efterhaanden et underlig afstumpet Væsen ved at bære paa sin onde Bevidsthed, – og hun gik stiv og stolt som den, der for Verden har begaaet en Fejl, men som ved sig uskyldig i den. – De gik hver for sig i det samme Rum.

Andrea havde et Aarstid efter Bryllupet født en Søn, der i det første halve Aar var rask og trivedes; men som senere efterhaanden blev svagere, og da han var tre Aar gammel, laa han endelig helt lammet og bunden til den lille Verden, et afsides Kammer aabenbarede for ham. Men et ualmindeligt Skjøn traadte lidt efter lidt istedenfor det svage Legem, og han hengav sig med en saa stor Kjærlighed til begge Forældrene, at det var som om han til hvert Møde havde Noget at sone fra det Foregaaende. Denne stærke Barnekjærlighed faldt da virkelig som det første Solskin paa det ulykkelige Ægtepars Vej, men de gik desuagtet paa hver sin Side af den, og Straalen, som lyste paa den Ene, lyste ikke paa den Anden.

108Da hændte det en Sommerdag, at en Rejsende kom til Gaarden. Halkjeld mødte ham ude ved Indkjørselen og talte der en Stund med ham; men da Andrea idetsamme gik frem paa Dørhellen for at byde ham sit: Velkommen til, stak Halkjeld hastig Noget til sig, som den Fremmede havde bragt ham, og drog da denne med sig ud af Tunet, og et langt Stykke bort over Vejen fra Gaarden. – Denne Adfærd baade forundrede og bedrøvede Andrea: var det da kommet saavidt, at selv ikke en Vejfarende vilde tage ind til dem? – Mismodig grundende over dette sad hun inde i Kammerset hos det syge Barn, da Halkjeld en Timestid efter kom tilbage fra sin Vandring, og ledet af disse Tanker saa hun forskende ud paa ham gjennem en af Ruderne. – Hans Ansigt var gruelig blegt, hvad var dette? – Først nu blev hun var, hvad hun forlænge siden kunde have set, om hun havde villet, at alle hans Træk vare stivnede i en forhærdet Sorg. Da grebes hun af en dyb og smertelig Medfølelse, og for første Gang gik hun irette med sig selv, uden tillige at gaa irette med ham. For første Gang lod hun sit medlidende Blik følge samme Retning som de milde Barneøjne, der altid søgte Faderen, hvor han gik og stod, med en forunderlig Længsel, og hun fik en Tanke om, at her var Noget at gjøre godt igjen.

En Stund blev hun staaende med bankende Hjerte, og Blodet steg hende brændende til Kinderne: Hvad vilde det sige, at gjøre det godt igjen? Jo, 109det var at bøje sig hen mod ham og sige: her har Du Din Hustru. Men kunde hun det? – Hun saa ned paa de tindrende Barneøjne, der endnu vare vendte mod det Vindu, som Faderen var gaaet forbi: gjennem Glas og Træ, gjennem Rum og lukkede Døre søgte de ham endnu! Kunde Barnet have gaaet, vilde det i samme Stund have fulgt efter Faderen og lagt sig ind til ham for at give Trøst i den Sorg, det ikke forstod. – Godt, hun vilde gaa for det! Hun vilde hente ham ind til det og siden vilde hun give ham saamegen Hygge, at han kjendte det godt at være, hvor hun og Barnet var!

Med en dyb indvortes Skjælven stod hun i samme Stund ved Døren til den Stue, hvor Halkjeld for det meste holdt til, medens hun var inde hos det svage Barn. – Den hjertesyge Kvinde vilde være ensom, vilde ikke dele sit Liv med en Anden; men Moderen vilde søge sit Barns Fader, vilde, at han og hun skulde sidde som Par ved dets ensomme Leje, – og den sidste Vilje blev den stærkeste, saa lukkede hun rask op og gik ind.

Halkjeld skjalv tilbage, da han saa hvem det var, og rev hastig et Sølvstøb til sig, som stod foran ham paa Bordet.

«Hvorfor skjuler Du det vakkre Støbet?» spurgte hun, idet hun bøjede sig mildt imod ham.

Halkjeld svarede ikke; og da hun lagde Haanden blødt paa hans Arm, og med et vemodigt Suk hviskede 110ind til ham: «Stakkers Dig, Halkjeld!» da brast hans sidste Hold, han græd og hulkede som et Barn.

«Tag Dig sammen Halkjeld!» bad hun inderlig. «Har jeg været ond mod Dig, saa bær ikke Nag til mig, – jeg vil gjøre det saa godt igjen.»

Halkjeld lyttede til hvad hun sagde, – det hørtes som en Sang i Vaaren! – Han forsøgte at se paa hendes blide Aasyn, – Øjnene lyste mod ham som Solblinket over en Regnsky. – Var hun da hans Ejendom i Liv og Død? – Var al den Sorg og Løgn, som havde skilt dem ad, var den da sunken ligesom en Natskygge, og var det Dag, klar, mild Solskinsdag omkring ham? –

Andrea fulgte med et kjærligt Syn hans Tanker, og hun nikkede med glad Hengivelse til de stumme Spørgsmaal. – Havde Halkjeld i denne Stund kunnet tage imod hende med en god Samvittighed, – eller havde han havt det stærke Mod at blotte sit Hjertes Saar for hende, og vist hende al den Anger og Fortvivlelse, som blødte ud af det, da havde Andrea havt Storhed nok til at magte en fuld Udsoning, fordi hun da i ham havde vedkjendt sig en jevnbyrdig Natur, og de havde maaske gjennem en stærk Smerte og en haard Strid funden Vej til et urokkeligt Forhold; nu blev det svagt midt i Godheden, thi det var egenlig Medlidenhed, – og den er som visse Fugle, der kun give Livstegn ved at kalde paa sit eget Navn.

«Hvorfor gjemmer Du Støbet bort?» gjentog 111Andrea. Og det var mere for at finde Ordet igjen, end fordi den Ting laa hende saa meget paa Hjerte.

Da tog Halkjeld sig rask sammen og satte Støbet igjen paa Bordet: «Det er til Dig,» sagde han, «Du faar nu gjøre, som Du vil, men Du ser Navnet Dit staar paa det.»

Andrea tog det i Haanden og betragtede det. Det var et vakkert Drikkekar af udarbejdet Sølv med hendes Navn i en Krands af Blomster, og et vajende Flag ovenover.

«Og det har Du ladt arbejde til mig?» spurgte hun bevæget, efter en liden Stilhed. – «Nej, se Flagget der!» udbrød hun. «Jeg skjønner Dig, Du vil, jeg skal mindes Even med det. – Tak Du Halkjeld, Du stakkers Mand! Kom, vi vil gaa ind til Gutten og vise ham det.» – Og med et Liv, der paa engang syntes at skyde hele Islaget af sig og sprudle op som et Elveløb, ilede hun forud ind til Barnet, idet hun vinkede ham efter sig med Blik og Miner.

Og Halkjeld fulgte. Han gik nølende, men han kom dog. Han løftede Foden over Dørtrinnet, saa tung som den var af Bly, men han skred alligevel indover efter det fristende Vink; og da han stod med Andrea foran Barnets Seng, skjalv hans Arm, idet han rækkede hen efter hende, – to Gange trak han den til sig igjen; men tredje Gang sluttede han den med al sin Styrke om hendes Liv. – Han havde kjøbt hende saa dyrt! – Da saa Aftenen kom, og 112Andrea stelte med Barnet, sneg han sig ind i et lidet afsides Rum, hvor Faderens gamle Chatol tilligemed flere Arvestykker var hensat. – Her lukkede han et Skab op, trykkede paa en liden Fjeder, hvorved en Skuffe sprang frem; ud af denne tog han da en gammel Tegnebog,Tegnebog] lommebok som ogsaa havde været Faderens, og heri lagde han et forseglet Brev, som han trak op af Lommen, – han saa ikke paa det, men det var jo heller ikke til ham! Og dermed lukkede han Tegnebogen ned igjen, laasede Skabet af og stak Nøglen til sig. – Fra dette Foretagende gik han en Stund alene ud over Ageren; men uagtet hans Hjerte bankede og svulmede under Væksten af en nyfødt Glæde, fulgte dog Angsten med og tog Vækst i samme Mon. – Først da han stod inde i Stuen, og Andrea gik ham venlig til Møde, slap han Striden og tog den fristende Lykke.

Etter dette livsvækkende Moment i deres Ægteskab levede de vistnokvistnok] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: vistok bedre sammen end før; men der faldt dog saamange Skygger over Livet, at det ingen egenlig Lykke blev. Halkjeld kunde ikke slippe Ængstelsen for den næste Dag, derfor greb han saa urolig fat paa det Nærværende, – og Andrea? – Ja, der lader sig gjøre meget ud af Medlidenheden, fornemlig hos en Kvinde; men til Kjærlighedens Næring forslaar den dog i Længden som Røg og Avner.

Havde Halkjeld været Mand, som hun var Kvinde, da havde han en vakker Dag sagt til hende: – Nu giv mig enten Liv eller Død! – Men han var 113fejg, han vovede aldrig det Skridt, hvormed man knuser en Vepserede for at drage Honningen ud, – ikke i Nogenting turde han friste til Yderlighed for at komme til sin Ret. Hans hele Væren hvilede paa en fortsat Strid mellem Lyst og Samvittighed.

Omtrent et Aar efter denne Begivenhed sad Halkjeld en solvarm Sommerdag for Bordenden i den store Stue og røg sin Pibe. Hans Hustru stelte et Stykke borte fra ham med den svage Gut, der sad oprejst i Sengen, støttet af Puder. – Der var ikke egenlig kommet et kraftigere Livspræg over Barnet i det forløbne Aar, men det var ligesom mærket af en større Glæde. Den lille Verden, hvori hans Forestillinger kredsede, var ikke som før delt i To, saa han maatte søge Faderen paa den ene Side og Moderen paa den anden; de var nu bestandig samlede hos ham, og derfor lukkede Kredsen sig om en hel Forestilling, – Alting var godt, han vidste ikke bedre!

Da kom atter en Vejfarende tiltil] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: ttl Gaarden. Det var en høj, rankvoksen ung Mand, som blev staaende udenfor paa Tunet og saa sig omkring. – Andrea var idetsamme traadt hen til Vinduet for at kigge ud; men pludselig udstødte hun et kort Skrig og greb fat i Karmen: – hvem var det Menneske, som lignede Even paa et Haar? Den Even, som nu havde været død i syv Aar? – Hvem var det?

Halkjeld for uvilkaarlig op ved Skriget; thi en græsselig Anelse slog ham: – Var det Broderen? 114– Jo, det var ham! han kjendte ham ved første Øjesyn. – Men det var jo det, han havde ventet paa i alle disse Aar! Hver Morgenstund havde han sagt til sig selv: idag kommer han, og hver Aften sent: han kommer imorgen! – Paa det Uvisse, og ligesom snigende sig til, havde han taget Livsfristen, og nu? Hvad kom nu?

Han saa hen paa Andrea, der havde lænet sig ind til Væggen, Samlingen forlod ham, han seg langsomt ned paa Sædet igjen med lukkede Øjne, og et Sus ligesom af mange Vande slog sammen om ham. – Stunden efter tren den Vejfarende ind i Stuen til dem.

«Goddag Bro’r!» bød han og tog Hatten af; men hans Syn vendte sig idetsamme mod Andrea, som endnu stod opret ved Væggen, stiv af Rædsel. – «Det lader ikke som jeg er synderlig velkommen,» udbrød han og saa mod Halkjeld igjen. – «Men naar En kommer og gjør Spøgeri, faar En ikke vente sig bedre.»

Andrea følte det Haanende i Ordene, og ligesom greben af en Beslutning, gik hun rystende hen til Barnets Seng og tog en af dets smaa magre Hænder imellem sine.

«Ja jeg ved jo nok, hvad her er sket,» sagde Even; thi ham var det virkelig, som efter syv Aars æventyrlige Omflakken, med Troskab i Hjertet, var vendt tilbage for at finde den samme Trofasthed hos hende. – «Jeg spurgte det jo allerede i Bergen,» 115lagde han til, «men jeg maatte se indom til Jer alligevel. – Jeg havde tænkt det anderledes, og det var min Fejl. – En faar ikke altid tænke fra sig selv til Andre.»

«Even,» hviskede Andrea, men det var ikke for at sige det sagte, det var fordi Livslyden var uden Tone i hendes Bryst. – Even saa hen til hende; hendes Ansigt var dødblegt, og en enkelt Taare listede kold ned over Kinderne; men i det faste Blik, hun mødte hans Øje med, laa et Hjertes usvigelige Troskab og Uskyld, – ja der laa mere, eller rettere: der kom mere; thi hendes eneste, uforandrede Kjærlighed lyste efterhaanden op fra sit kummerfulde Indelukke, og gled som et rødmende Livsdrag over al hendes Græmmelse og Afmagren. – Even saa dette og han forstod det; men dermed faldt ogsaa hans Værn; thi hvor han skulde virke med Kulden, der maatte det ske hurtigt, ellers tabte han. Hans Sind var saa bøjeligt og saa let bevægeligt, han var vendt tilbage i Ynglingens skjønneste Alder, og hans Hjerte havde vogtet for hans Liv. Uagtet han i mange Ting havde Æventyrerens let fostrede og let opgivne Sindsrørelser, havde han dog Kraft og Lidenskab nok til at bære en dyb Kjærlighed samt til at føle Tabets Smerte, – skjønt han ogsaa nok kunde udtømme begge Dele i en heftig Sorg og siden vende sig mod det Nye.

Even havde som sagt forstaaet hele Sagen: Andrea havde ikke været ham utro, hun var bleven forraadt tilligemed ham. – En Stund hengav han sig 116til Smerten alene, da for han pludselig op i Vrede, og satte begge Næver med Voldsomhed ned i Bordpladen. «Naar fik Du det Bud om min Død, Du?» tordnede han op til Broderen.

Men Halkjeld havde saa ganske sluppet hele sit udvortes Hold, det indvortes ejede han jo ikke, saa han aandede stønnende op et Par Gange, ligesom for at sige Noget, men det blev til Intet.

«Du faar svare ham, Halkjeld,» sagde Andrea med Værdighed; thi hvordan det gik: han var dog hendes Mand! «Du ved jo, det var i Bergen, Du fik vide det.»

«Ja megen Løgn kan spørges i Bergen, men denne fik Halkjeld vide hos sig selv, han forstod nok, at der maatte en Løgn til.»

«Halkjeld!» udbrød Andrea med Rædsel i alle Miner, «hører Du, hvad Du beskyldes for? Hører Du, det er for Løgn?»

«Ja jeg beskylder ham for det, og mere til,» svarede Even, da Broderen taug. «Jeg har talt med den gamle Tjenestegutten, som var hos vor Far; han har tiet med det indtil denne Stund; men nu har han aabenbaret mig Alt. – Han var nær nok til at høre, hvad Du anklagede Dig selv for, da Du tænkte at skrige den Halvdøde op til Live igjen. … Men hvor er Brevene, jeg har sendt, og hvor er Sølvstøbet til Andrea?»Andrea?»] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: Andrea?

«Støbet? Det Støb med Navnet mit paa?» skreg Andrea og gik lige mod Halkjeld. «Det, Du 117gav mig fra Dig selv? Tvi Dig, saa Du sidder der som en Løgner!»

«Ja han har havt det godt inden Døre med alt Mit!» haanede Even.

Men da rettede Halkjeld lidt paa sig. «Arvedelen ligger til Dig, skillingstødt,» hviskede han.

«Aaja, Pengene kan Du maaske klare for, thi ellers var Du skyldig for Loven, det vidste Du nok. – Hende derimod kunde Du rane, det var der ingen Lovbud, som skræmte Dig fra, – men hende kan Du ikke gi’ igjen!»

«Nej, det kan han ikke,» sagde Andrea stolt, og hendes Øjne skinnede som Nordlys, da hun vendte sig mod Even. – «Dig har jeg havt kjær fra den Stund, jeg først saa Dig, – Dig har jeg baaret i Hjertet lige siden, der bær jeg Dig endnu – og til min sidste Dag. – Men,» vedblev hun vendt mod Halkjeld, «Dig har jeg givet det, som Ingen kan tage fra Dig uden jeg selv. Der var ingen Lov skreven, som forbød Dig at lægge Snare for mig, det kunde Du gjøre saameget Du vilde; men nu kjender jeg en Lov, som jeg vil følge, enten den er skreven eller ej.» Og dermed gik hun ud af Stuen, streng, haard og ubøjelig. Efter et Par Øjeblikke kom hun tilbage med Sølvstøbet i Haanden, gik rask hen til Guttens Seng, svøbte et Klæde om ham og løftede ham op paa sin Arm, hvor han grædende og klynkende trykkede sig ind til hende; men hun ænsede det ikke. Saa vendte hun sig til Even endnu en Gang: «Nu 118Tak for dette Liv,» bød hun rolig og besluttet. «Jeg gaar til min Mor; Du og jeg ser ikke hinanden mer, Du ved jeg har svoret Troskab til en anden Mand – Farvel!»

«Gud give jeg aldrig var kommen her!» hulkede Even.

«Nej godt var det, Du kom,» afbrød hun og vendte sig mod Halkjeld, «godt var det, Løgnen fik en Ende. Tvi over sligt Liv, som her kunde leves.»

Og saa gik hun. Men idetsamme for Halkjeld op, som en Skrækjaget. «Andrea!» skreg han efter hende. «Jeg har givet baade Liv og Salighed for Dig, lad mig ikke sidde her alene med en utilgivet Synd!»

Men Andrea vendte ikke om. Hun lukkede Døren til efter sig, – gik ud af Svalgangen, – ud af Gaarden, og uden at segne under sin Byrde, skred hun ustandselig fremad paa den Vej, som førte til Moderens Gaard.

Imidlertid svandt Timerne hen, og Brødrene sad endnu som da Andrea havde forladt dem, hver med sin Smerte; men da Solen sank ned bag Fjeldaasene, rejste Even sig for at gaa. – Da samlede Halkjeld sig saavidt, at han fik give Broderen et Vink til at standse, og han gik ind i hint Kammers, hvor han havde gjemt Brevene. Stunden efter kom han tilbage med Faderens gamle Tegnebog, som han rækkede Even uden at mæle et Ord; saa krøb han ind bag Bordenden paany, – og det var som han med 119Vilje satte sig hen for til sidste Stund at varetage sin Skam og sin Ulykke.

Even stod oprejst med Bogen i Haanden. – Den syntes saa tung, tungere end Sten og Staal; thi den vejede jo op hele Beviset for hans Tab! Han sukkede og gik nølende mod Døren. – Underlig kjendtes Berørelsen af den gamle Tegnebog! Mange Gange havde han set den i Faderens Hænder, og altid var det sket, naar noget Betydningsfuldt skulde afgjøres. Nu var det næsten som Faderens haarde Haand laa inden i hans og standsede ham i en Afgjørelse. – Men det var saa svært at gøre den Uret god igjen, som en Anden havde gjort mod ham! – Da vendte han sig endnu en Gang til Broderen for at byde ham det sidste Farvel. Men Ordet døde paa hans Læber. Den Ulykkelige! Han sad jo der som en Støvhob, sammenfalden, ussel og ynkværdig! Og ham var det, han havde taget Alting fra i denne Stund! – Ja rigtignok havde Halkjeld røvet hans Ungdomsglæde, – men saa havde han jo nu til Gjengjæld plyndret ham for et helt Livs Trøst. – Even sukkede dybt, det havde ikke været hans Hensigt, dertil var han altfor godhjertet. Han var kommen for at give en Bebrejdelse, ikke for at hævne sig. Nu var der øvet Hævn, og Uretten var flyttet, – Broderen skyldte ham Intet, der var kvittet!

Da skjød en ny Følelse hurtig op af hans varme Hjertelag: Halkjeld var jo hans Broder, hans eneste Broder! Det var ham, som var ulykkelig, 120det var ham, som skulde trøstes! – «Halkjeld!» bad han, «tag Dig op, Bro’r! Ulykken er sket, jeg kan ikke gjøre det om igjen lige saa lidt som Du, – lad os skilles med et godt Farvel.» Halkjeld aandede tungt op og saa en Stund vist paa Broderen. «Lover Du mig den Ting», hviskede han, næsten som han var ræd for at sige det, «at dør jeg, saa kommer Du ikke hid og tager hende?»

«Holder Du saa svært af hende, Du stakkers Bro’r!» sukkede Even.

«Ja, Du ser jo det. Og det har jeg gjort siden hin Dag, da hun kom til vor Fødegaard med Mo’ren. – Siden har jeg ikke vidst af Fred – og nu kjender jeg, det gaar mod Døden.»

«Saa være Gud med Dig!» sagde Even. «Mig skal Du saavist aldrig se mere i dette Liv, hellerikke hun. – Mødes vi hos Gud, skal hun ikke staa imellem, det lover jeg Dig.»

Og dermed skiltes Brødrene for Livet.

Even drog til Udlandet igjen, hvor han satte Arven i Skibsparter, og hvor det gik ham godt. Flere af hans Fartøjer for med Fragt paa Norges Vestkyst, og jevnlig spurgtes fra ham. – Halkjeld derimod sank væk fra Livet i Forhold til som Broderen paany steg op imod det. Træt og 121nødtvungen gik han i Begyndelsen til sin Hverdagsgjerning; men efterhaanden overlod han Gaardens Røgt til Andre og hengav sig i sit ensomme Levesæt. Ugjerne talte han med Nogen, og Ingen talte uden nødtvungen til ham. Det rejste snart et uoverstigeligt Skjel mellem ham og hans Omgivelse; thi et Nødvendighedsord er koldt og ufrugtbart for Samlivet, naar det kommer alene. – Ingen hyggede om ham, Ingen stelte med ham; syg og magtløs gled han lidt efter lidt ud af det virkende Liv og ind i en sløvende Stilstand. – Han havde stridt saa haardt for et eneste Maal, og det var nu taget fra ham! Men saalænge sad han og stirrede paa Tabet, at selv det gled ud i en Taage for ham, og han fandt sig tilslut ikke frem, hverken til Gud eller Mennesker.

Paa den Maade gik to Aar. –

Andrea levede imidlertid med det syge Barn paa Moderens Gaard. Ingen spurgte hun ud om Halkjeld, og Ingen kom af sig selv med nogen Tidende. Hun levede her paa samme afsluttede Maade som i sin tidlige Ungdom; og om hun stred med sin mørke Skjebne, da gav hun det visselig aldrig tilkjende, – Sjælen var vel indestængt med sit hemmelige Virke.

Barnet syntes nu med hver Dag at blive svagere, og sagte løsnedes det ene Blad efter det andet af den fine Plante; – Moderen saa det imidlertid ikke, – det var som hendes Hjerte var blevet udtørket i den farveløse Ørk, hun med saa haard en Vilje havde bredt omkring sig. – Men Andrea var af de Kvinder, i hvis Naturgrund der ikke er henlagt blandede Korn – enten fuld Livsvarme og Frugtbarhed – eller Kulde og Goldhed. Kun et Forhold dyrkede 122og plejede hun med Inderlighed; det var hendes Kjærligheds Tab, – og det gav ingen Frugt! Thi Ingenting er mere ufrugtbart for Livet end Længsler uden Maal, og Haab uden Gjenstand. Da vandrer Aanden isandhed gjennem «de tørre Steder». – Imidlertid tog Andrea sig et Maal, hvor intet Maal fandtes, og det var i Evens Sorg og i hans Savn af hende. Det blev til et fristende Drømmeliv, som hun mer og mer hengav sig i. Ofte sad hun Timevis paa de kjendte Steder, inde mellem Fjeldene, hvor hun i Ungdommen havde mødtes med ham, og hvor hun livsglad havde plukket friske Blomster til den tørre Krands, som hun nu smykkede sig med.

Da kom endelig imod Slutningen af det andet Aar et Budskab til Bygden: at Even stod i Begreb med at ægte Søsteren til den Mand, som han i det fremmede Land havde knyttet Handelsforbindelse med. Bruden rostes baade for Skjønhed og gode Kaar, og Alt lod til at være godt og herligt. – Den næste Efterretning, som fulgte, var Brev til Halkjeld om Brylluppet.

Da nu disse Tidender endelig ogsaa kom til Andrea, var det først saa, at hun vilde ikke tro det; men Vidnesbyrd efter Vidnesbyrd fratog hende omsider den daarlige Tilflugt, og hun forstod, at det maatte være saa. – Da gjennemtrængtes hun af en gruelig Smerte, og denne rejste endnu en Gang Livet kraftigt op i hende; hun var ligesom skabt til 123Strid! – Hjertet svulmede og Pulsen drev sine Hammerslag mod det fine Legeme, – det var næsten, som hun skulde sprænges af Livsstormen! Men det blev kun en kort Tilstand; Voldsomheden dæmmede op for sig selv! – Som hun heftigst fremmanede Tabet, malede Skinsygen sit levende Billede ved Siden af; og da hun ret fik Øjnene op for dette Syn, – da hun saa en ung fager Kvinde gaa frem ved Siden af ham, medens hun samtidig saa en Skygge snige sig forbi dem, bleg og forgremmet og ligesom visnet i Blomstringen af en tidlig Kulde, da kom Bitterheden og gav sin Afsmag til det Hele; – thi hun kjendte nok Skyggen; men sandelig den skulde ikke kjendes af nogen Anden. – Den visne Krands, hun havde siddet der paa Barndomssædet og leget med, op igjennem alle disse Aar, den vidste hun en Plads til, – og det var paa den Grav, hvor hans Minde skulde nedlægges.

Men denne Grav var ikke let at grave! Andreas blege Kinder fik et Dødsskjær under Arbejdet, og hendes fine Skabning bøjede sig som Grenen under en kuet Vækst. – Dog lykkedes det vel, og uagtet Alle talte om, hvor svag hun var, vidste hun med sig selv, at hun var nu det stærkeste, hun havde været; thi hun havde hele det Overtag i Livet, som Strengheden mod sig selv og Afkaldet paa Lykken altid giver. – Der kan da komme kolde Dage – og tunge Dage, – der er Kulde til at sætte imod det Kolde, og der er ingen Blødhed, som giver efter for det Tunge. – Det er kun saalænge Mennesket har 124den dybe Naturlængsel efter Lykke, at det kan blive saa forfærdelig ulykkeligt; naar Ulykkens Optugtelse er gjennemgaaet, slaar Skjebnen ikke sine Dødsslag længer.

Da nu omsider den kvindelige Stolthed var traadt til og havde givet Andrea den Støtte, som hun for det udvortes Menneske tiltrængte, fik hun ogsaa Synet vendt fra sig selv til Andre, og da, for første Gang efter at hun havde forladt sin Husbond, fik hun Øje for Barnets voksende Hensygnen. Det gik som et Stik gjennem hendes inderste Hjerte. Hvad var dette? Var det kommet af Forsømmelse? Pleje havde der dog været sørget for i rigeligt Maal, – kunde da Barnet forgaa af Mangel paa Kjærlighed? –

Det var for hende i Stilheden, som om hun maatte skrige alle disse Spørgsmaal til sit Hjerte, og som om det fra dybeste Grund skreg sit «Ja» tilbage.

Havde hun da siddet saa indefrossen i sin egenkjærlige Smerte, at Moderfølelsens varme Kilde laa som størknet Blod om Hjerteroden? Var da Spiren til al menneskelig Godhed uddød i hende?

Nej, – og Gud ske Lov! Kilden strømmede saa rask til Hjertet, at det fik sine fulde Slag tilbage. Endnu var der Livsmon baade til Sorg og Glæde!

Etter dette kom Dage og Nætter, hvor Andrea glemte Alt undtagen det syge Barn. – Dets frygtsomme Kjærtegn viste hende noksom, hvor uvant det længe havde været med Kjærlighed, – og den 125Angst, hvormed det holdt hende fast, hvergang hun blot vendte sig fra det, sagde mer til hendes Straf, end Alverdens strenge Ord.

Men en efter en af de svage Livstraade brast, og med al sin Kjærlighed og Anger kunde Andrea ikke spinde nye ind i den svage Væv, – hun kunde blot holde fast indtil Døden! – Da kom der efterhaanden et underligt Væsen over Barnet; han blev urolig, lyttede spændt ud i Stilheden, og saa med de store indsunkne Øjne saa ofte mod Døren, at det var, som om han ventede, En eller Anden skulde træde ind. – Moderen iagttog dette nogle Dage, og da stod paa en Gang den Mærkelighed klar for hende: Gutten havde ikke nævnt Faderen, siden hin Dag hun havde taget ham bort fra Hjemmet med sig. – Var det kanske Faderen han længtes efter, og som han endnu var sky for at nævne?

«Vilde Du gjerne til Din Far?» spurgte hun, idet hun bøjede sig over ham og saa ind i de længselfulde Øjne. «Ja,» hviskede han og keg lidt ræd op til hende igjen. «Saa drager vi did imorgen,» sagde hun. «Men da maa Du tage Ro, saa Du kan vinde Kræfter til Rejsen.»

Fra denne Stund laa Barnet stille, og alle de smaa sorgbundne Træk gled over i Smil, ligesom Blomsterknupperne, der hurtigt udfolde sig i Morgensolen.

Dagen efter gik da Rejsen for sig. – Det var paa en anden Maade Andrea nu vendte tilbage, end 126da hun drog bort. Dengang bares hun op af en Andens Uret, nu fik hun den smertende Støtte af sin egen.

Men da omsider Gaarden laa lige for dem, og den mennesketomme Indgang gabede dem imøde, gik der pludselig et Syn op for hende: hun saa atter Halkjeld synke ned for Bordenden under Overvældelsen af den gruelige Skam og Ulykke, – og hun saa sig selv rive Barnet ud af Sengen, og med haardnakket Vilje forlade Rummet, uagtet hendes Mand kaldte hende tilbage, som En, der kalder til Hjælp i Livsfarens Stund. – Det var forfærdeligt! og hun veg ræd tilbage for det næste Fodskifte; – men Barneblikkets Længsel glimtede som Stjerneskin op til hende, og Modet kom igjen med sine gode Raad: Det skulde tages, det tunge Skridt, enten det saa bar mod Ondt eller Godt!

Saa gik hun med Barnet i sine Arme ind til den kjendte Stue. – Der sad Halkjeld oppe for Bordenden! – Som han i hin Stund, for to Aar siden, var sunken ned under sin Jammers Vægt, sad han endnu, og det syntes, at han havde ikke rejst sig siden, men stille siddet der og baaret paa den, indtil der spredte sig en Ørk omkring ham, og Støvdrysset langsomt hyllede ham ind til Dødshvilen.

Andrea var bleven staaende nede ved Døren; og Barnet, som først havde vendt sig imod Faderen, var med et sky Blik krøbet tættere ind til hende. – Det Menneske, som sad der borte, indvokset i Haar og 127Skjæg, vanvørret og hentæret, var det Halkjeld? – Saa tungt havde han da baaret Savnet af hende, mens Even havde sat sig ung og glad i Højsædet med den vakkre Brud! – Den Ene kunde saa inderlig vel leve hende foruden – medens den Anden maatte dø, fordi hun ikke var der! Ja, saadan var det, hun selv havde ment med sin Kjærlighed: enten til Liv eller Død!

Saa gik hun stille hen til Barnets Seng, den stod urørt, som da hun forlod den, med Støvdrysset over sig. Fra den vendte hun sig til andre Ting i Stuen, men Konglespindet var det eneste Livsvirke hun saa. – «Ja sandelig, og lovet for Gud! her skulde komme menneskeligt Virke igjen!» Og med denne Tanke, der skjød op af hendes angerfulde Hjerte, ligesom Gjerningen af en stærk Beslutning, tog hun Puderne og rystede Støvlaget af dem, lagde Barnet til Hvile paa Lejet, aabnede Døren ud til Svalgangen, hvor Solstraalerne brød ind i lange Striber og førte op en Dands med de flygtende Støvfnug, – og da gik hun endelig hen til Halkjeld, og satte sig stille ind ved Siden af ham.

Han havde med et underlig halvvaagent Syn set hende komme ind i Stuen og fulgt hendes Færd; men da hun kom ham saa nær, veg han ræd tilside for hende. Andrea tabte dog ikke Modet; mildt strøg hun ham hen over Hænderne, der sammentrukne, ligesom store Knytninger af Smerte og Fortvivlelse, hvilede paa Bordet, og hun saa ham ind i de lyssky Øjne med saa trofaste, kjærlige Blik, at han tilslut 128gav sig hen i hendes Omsorg, og slap det usle Hold i sig selv, der hidtil havde baaret ham op ligesom i en Forstenelse.

*

Og der gik Dage, og de syntes Andrea saa tunge, at om de skulde stige til Uger, maatte de tvinge hende ned i Graven; men Ugerne gik og blev til Maaneder, og endnu bar hun sig trøstig oppe i sin Gjerning. Indøvelsen fordobler Kraften! Derfor gav hun heller ikke tabt, uagtet Støvlaget syntes at samle sig igjen over ham, hvergang hun troede, at nu var det borte.

Paa denne Maade stred hun Vinteren ud. – Da kom Vaarvirket og satte Liv i Alt! Den stille Husgjerning blev lagt hen, og Travlheden bar Lyden af mange Fodtrin, af Tilraab og Svar ind til den Syge. Da lyttede han ud imod Livsrøret, og Synet klarnedes op til en Tanke; men ligesom efter den lange Regntid, Lysblinket kommer og gaar, fordi Skyerne ere endnu for tunge, saaledes kom og gik Lysglimtet i hans trætte Aand, indtil Glimtet blev Lys, og Lys blev Liv.

Endelig kom der en Dag, en lys og skinnende Vaardag! Ikke af dem, der bryde med Vinteren, thi de fryse endnu under sin Gjerning; men en af de velsignede skjønne, der hilse Sommeren velkommen, fordi Bladknuppen er sat, Jordskorpen er brudt, og Spurvene holde Samlingsmøde oppe i 129Lierne. – Da tren Andrea let og livlig ind i Stuen til Halkjeld. Hun havde et Brev i Haanden; men det var allerede aabnet og læst. Nu satte hun sig ned paa Sengekanten med det.

«Halkjeld!» bad hun. «Her er Brev fra Even, Bror din! vil Du jeg skal læse det for Dig? Jeg ved, hvad der staar.»

Halkjeld slog Øjnene op og rettede et klart Syn mod hende. Da gled et Smil over hans henfaldne Træk; men det lyste op af Bevidstheden. «Du ser saa glad ud, Andrea!» hviskede han.

«Jeg er ogsaa glad,» sagde hun med et Nik til ham. «Her er Brev fra Even, og han siger Dig, at Alting er saa bra og vel for ham.»

«Angrer Du paa det?» spurgte Halkjeld.

«O, nej!» svarede hun og brast i Graad. «Det jeg angrer paa, det er det Du har lidt.»

«Aaja, jeg har nok havt det ondt, – Ondt kommer til Ondt.»

«Men nu skal det bli’ godt,» sagde hun og bøjede sig mildt hen over ham. «Even skriver ogsaa det, at hans unge, vakkre Kone har født en Søn.»

«Det nager Dig, Andrea,» sagde han og saa forskende op til hende.

«Nej, det nager mig vist ikke, Halkjeld; har jeg da ikke selv en Søn?»

«O Gud! Lever Barnet?» brast det ud af ham, det var Klangen af en ny Livsbrydning! og for første Gang ved egen Magt satte han sig op i Sengen.

130«Javist lever han! – Nu skal Du holde Dig i Ro, saa kommer jeg ind med ham. Han har længtet saa efter Dig!»

Og dermed ilede hun ind i Kammerset ved Siden af, – Stunden efter kom hun bærende med Gutten, og aandepustende lagde hun ham over i Sengen til Halkjeld. Saa rettede hun paa sig efter Anstrængelsen, og da Barnet trykkede sig ind til Faderen og saa med sine store længselsfulde Øjne op til ham, da hulkede hun højt og sank ned over dem Begge.

«Græd ikke Andrea!» bad Halkjeld. «Jeg skal ikke bli’ den jeg var. – Jeg skal kjøbe Hus til Dig, hvor Du helst vil, at Du kan ha’ det godt med Barnet. – Saa lever jeg her, til Vorherre kalder mig.»

«O nej, o nej, Halkjeld!» udbrød Andrea med Ho’det ind til hans Bryst. «Nu skilles vi aldrig mer!»

*

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.