SLUTNING

201Med Aalesund slutter da disse Kystbilleder. De ere tagne ud af Stemninger og Tilstande; thi hver Tilstand har jo sin Udfoldelse i en Stemning, og denne skaber da Tidsforholdet. – Der er, som sagt, ved at tage Aalesund med, gjort et Sprang over Bredsundet, der skiller Sydøerne fra Nordøerne; men, da disse Skildringer fornemlig slutte sig til Kulturudviklingen, er denne By et nødvendigt Holdepunkt, og hvis det ikke er lykkedes at vinde dette, da er ialfald Hovedtanken forfejlet.

Nordøerne, hvoraf mange visselig helt og holdent ere udsatte for Havets Paavirkninger, er dog i sine Bestræbelser og paa Grund af den større Frugtbarhed mere knyttet til Indlandet. Her findes paa mange Steder en større Udvikling, Jordstellet har et bredere Præg, og Livet leves rigeligere. Her skabes og næres en aandelig Trang, og denne har flere Gange afsat sine udmærkede Frugter. Den mærkelige Sproggransker Ivar Aasen er udgaaet herfra, den første Højskole har netop nu rejst sig her, og her lever for Tiden en Sagnsamler ved Navn Per Fylling,Per Fylling] 1818–1890. Hans samlinger ble først utgitt noen år etter at Billeder fra Vestkysten af Norge var utkommet: Folkesagn samlede på Søndmøre, b. I-II, 1874 og 1877 hvis sjeldne Naturbegavelse ingensomhelst 202Udvikling har faaet af Kunsten, men bevæger sig alene indenfor Kredsen af sin egen Lovgivning. Han gjør af og til smaa Udflugter omkring i Egnen for at indsamle de Sagn, Bønderne paa en Maade ruge over som deres Ejendomsskat, og han nedskriver dem, saa godt han kan. Men naar engang hans Samlinger udkomme, Noget Staten burde være saa klog at give ham en Haandsrækning til, da vil Søndmørs Historie gjennem denne Mand erholde et Bilag af højeste Interesse. – Han er en af de Frugter, Kulturen har afsat i Folket, – men Frugterne, han ved sine Bestræbelser selv afsætter, ere ligesom vilde Skovæbler: de maa omplantes for at nydes.

Allerede langt tilbage i Tiden var Beboerne af Nordre Søndmør heldigere stillet end deres sydlige Frænder, og de fik derved den Overmagt, som større Kaar altid give. Folket fra Sør-Øerne tog derfor Nordø-Folket til Ideal. En ægteskabelig Forening med en af Nordø-Folkets Børn ansaaes som en Ære, der højlig eftertragtedes; og det var nogle af deres største Sommerglæder, især for Ungdommen, at rejse lige fra Herø til Giskøens, og selv til Harams Kirke. Der blev da tillige lagt an paa at eftergjøre Nord-Frænderne i Alt, og fra den Tid, en 80–90 Aar tilbage i Tiden, skriver sig Søndre Søndmørs forkerte Udtale af H, som forhen ikke var brugelig der, og som nu er udbredt over hele Søndmør: H sat foran en Vokal, hvor det ikke hører hjemme, og bortkastet der, hvor det begynder en Stavelse, giver 203hele Sproget en bred, noget slæbende, men højst ejendommelig Karakter; Begyndelsen af en gammel Psalme lyder t. Eks. saaledes: «Ho Hægtestand, du øist lyksalig hest!»Det fenomenet som beskrives her, er det dialektforskere og lingvister kaller halvemål, kjent bl.a. fra engelske og svenske dialekter, foruten fra Sundmøre.

I denne Trang til Omformen hos et Folk, med saa stor Oprindelighed som Søndmøringen, ligger vistnok en kraftig Spire til Fremgang, og i hin Tid, da det nordre Søndmør drog det søndre til sig, som et Formaal, der vinkede med Løfter og Syner, foregik Kulturudviklingen selvfølgelig i den Retning, – og Byen maatte afsætte sig i det Nordlige.

Paa Nordøerne er der da ifølge dette Princip ingen Beundring for Sørøernes Befolkning, og det hænder iblandt, at der holdes Dom over de sydlige Frænders Skik og Væsen, som ikke kommer disse synderlig tilgode. – Sørø-Folket er sledsk og snakker Folk efter Munden, de sige Ja, hvor de mene Nej, – anføres der. – I dette er der vistnok noget Sandt; men det har sin gode, forstaaelige Grund. Søndmøringen fra det Sydlige er ualmindelig fredsommelig, medgjørlig og velmenende, og hvor han stundom gjør sig lidt for blid, der er det visselig ikke et Træk af Naturen, men derimod af Kulturen.

I sit Forhold til Naturen har det oprindelige Menneske i ham formet sig til faste, slaaende Træk: hans Mod, hans sejge Udholdenhed og hans Lyst til Havets Æventyr staar i fuld Overensstemmelse med den Fare, som han hver Dag fravrister sit Livsensophold; i Kulturforholdet derimod er han meget mindre stærkt befæstet. – Der har været en Tid, 204da Embedsstanden udøvede en saa imponerende Myndighed i disse som i andre Landegne, at et godmodigt Folk maatte blive fejgt ligeoverfor Mennesker, – og det er det, Søndmøringen har været, og er Lidt af endnu. – Han har set og mærket sig hist og her, at de Konditionerede ved deres Samtræf med sine Lige have udviklet Slebenhed i Væsen og Blidhed i Ordlag, – en Sødme, der rigtignok ikke er bleven ham budt, men som han har smagt paa alligevel! – Og til andre Tider har han hørt de samme Mennesker tale paa en hel anden Maade, i Hverdagssproget! og han har forstaaet, at det vilde være høveligt at lægge lidt Glassur over det naturlige Menneske, – og saa er han bleven sødtalende. Det er Folket med den humanistiske Dannelse, han har villet eftergjøre, intet Andet, og det beviser jo blot hans Medgjørlighed. – Mødes han ret ofte med den ægte Humanitet, den, som ikke har Egoismen til sin hule Baggrund, men som i al sin Fremfærd er en Aabenbarelse af det sande Menneskelige, da lærer han nok at faa bedre Forstand paa sin Værdighed! – Der er jo desværre den forfærdelige Smitte i Samfundet, at Mennesket synker og stiger i Selvfølelse eftersom Beundringen eller Ringeagten er det Luftdrag, hvori han aander.

Tidens store Samfundsbevægelse synes kun at være en uhyre Muddermaskine, som sættes i Bevægelse for at kaste Aarhundreders Bundfald fra sig, og den er hellerikke andet endnu; thi den kjender ikke 205sin egen Drivkraft. Men det er isandhed Gud-Mennesket, der rører sig dybt nede under al den ophobede Ringeagt, som det saakaldte Folk bærer paa, – og skjønt det endnu, og længe herefter, vil styrte sig frem med sit udvortes Krav, er det dog Ligheden for Gud, som sætter Splid mellem Trældomsaanden og det naturlige Menneske. – Dannelsen er vistnok det eneste Middel til Udjevning, men Dannelsen har hidtil ligget paa det Hold, hvorfra Ringeagten ligesom et Bortkast er drysset ned over Samfundets lavere Trin, – ingen Under, at det ved en voldsom Rørelse flyver tilbage mod sit Ophav og blinder Synet for det rette Forhold.

Dog, engang faar det nok Støvet gnedet af Øjnene og Synet opklaret, det vil blive en simpel Nødvendighed, og da vil der fremgaa en Trang til Forsoning, som det alene ligger i den sande Humanitets Magt at kunne give, – men da er ogsaa Christendommens Bogstav blevet til Aand!

Søndmørs ensomme Kystland er imidlertid ikke let at kultivere; dertil er der formegen Skræk og Fare – og fornemlig Ensomhed. – Havets Dønninger gaar som dybe Smertensstøn og Suk ind over Landet, og den eneste Fuglesang er Lommens og Hav-Imbrens vilde Varselskrig før Uvejrets Komme. Vel er der Vidde nok omkring til store Syner, og Havet lægger den brede Vej til Samfærdsel, men dens Baner føre dog Kulturstoffet til de større Steder, og det er, tiltrods for denne Alfarvej lige 206forbi Døren, først gjennem mange Omveje, at den magre Tilførsel endelig naaer hid.

Det Ukultiverede vedbliver da paa en Maade at omgive dette Land, thi Havets aabne Slette er som et Raastof at betragte, der ingen Dyrkning kan modtage. Vistnok er det, at kunne magte dets Tilstande, aflure det sine Stemninger og nøje paaagte alle Varslerne, til en vis Grad at dyrke det, men der staar dog Intet fast af det Oparbejdede; om Havet idag er tæmmet og behersket, imorgen møder det lige utæmmet, og det samme Arbejde maa begyndes forfra. – Anderledes er det jo med Indlandet; der er det Vundne bestandig et Trin, som føjer sig til det næste Skridt, og derved fremkommer det Grundfæstede i de menneskelige Forhold, hvoraf Livet faar sin Stilhed og Aanden sin Forædling.

Søndmøringen er sen, siges der ogsaa, og det er sandt; han forhaster sig ikke! En af Per Fyllings Optegnelser giver et slaaende Billede af Yderligheden i hans tunge, sejgslidende Natur, og den skal her føjes til som et Eksempel. – Det var en Mand, som hed Sydnæs-Peer, og som var stor og sværbygget, men tog sig desuagtet aldrig over det Magelige. Da hændte det, at hans Fa’r en Dag var alene i en liden Baad paa Sjøen, ret udefor Gaarden, hvor Peer boede. Det tog nu til at blæse, og den Gamle kunde ikke ret magte Styret, saa der blev Fare for hans Liv. Da kom Folk hid og sagde det til Peer, som netop sad ved sit Maaltid. Han 207rejste sig langsomt op, tog Fadet med sig og vedblev at spise, mens han gik ud af Stuen og stillede sig paa Dørhellen udenfor, hvor han da havde det Syn for sig, at Baaden kæntrede, og Faderen holdt paa, saa godt han kunde, at kravle op paa Hvælvet. Peer saa nu til en Stund; men da Gamlingen vel var naaet op paa Hvælvet, gik han spisende tilbage til Stuen igjen og satte sig for Bordenden. «Skal han komme fra det med Livet, saa kommer han nok», sagde han med god Ro. – Men da der Stunden efter blev raabt til ham, at nu var Faderen gaaet under med Baad og Alt, da rejste han sig paanyt, gik udenfor Huset og saa sig opmærksom omkring. «Aaja!» sukkede han. «Værst var det for de nye Skindbukserne, han havde paa». Og dermed gik Peer tilbage til Maaltidet, og den Dag endte som de andre. – Jevnsides med dette stiller et Mundheld sig op som en Pegefinger til det Afstumpede i Aandslivet, der ganske naturlig ogsaa findes her, og dette har sin Oprindelse i en langt senere Tid. – Det var en Mand, som fulgtes med sin Nabo fra Kirkegaarden, hvor hans Hustru var bleven gravfæstet, og da nu denne saa lidt bekymret ud, sagde Hin trøstende: «Du faar ta’ Deg i det, Fa’r, – de var nu inkje nok’en Kyr!» hvilket vil sige: Det var da ikke en Ko!

Men dette var Søndmøringen for femti Aar siden! Det var ham, som endnu i hver Naturmærkværdighed saa en Trolddom og i hver ualmindelig 208Livsyttring et Mirakkel. Han sad endnu med et troskyldigt Barn i Hjertet, troede paa sin «Lagna» og gik lige løs paa Faren: den, som omkom, var «fejg»,fejg] dødsens den, som levede, var «ikke fejg», det var det Hele. En og anden Særling, som tydede Varsler og Tegn, blev betragtet med Skyhed; thi Ingen var enig med sig selv, om han havde sin Kløgt fra Gud eller fra Djævelen. Et Menneske lagde sig paa Marken og sov, Grunden var fugtig og myrlænt, og han fik Værk i Lemmerne, – dette kaldtes Alvgust og var ham paaført af de Underjordiske; der blev da plukket Knupperne af tre Slags Træer og kastet i en Smedæse,Smedæse] esse, ildsted (Folkeudgaven har «Smedesse») og den Syge blev røget med det – det var Lægemidlet! – Der faldt en bleg Lysstrime ned gjennem en Aabning i Taget, eller fra et andet Sted, – det var et «Naalys», som brændte, nu skulde En dø! – Der saaes Ildblink over et Hus eller over en Baad paa Sjøen, – dette maa naturligvis have været en Antændelse i Luften, thi det kaldes her af Bonden «Vejrbrand» – men dette varslede Død og Skade, og til Trods for deres Lagna maatte sligt forhindres! Der maatte gives Noget til de Fattige, helst til en Stiftelse eller et Hospital; thi der var Vorherre nærmest at faa itale! Og da nu Spedalskheden var deres værste Fiende og største Skræk, blev disse Gaver oftest bragt til St. Jørgens Hospital i Bergen, som er en ældgammel Stiftelse for uhelbredelige Spedalske. Paa Vaar- og Høstparten saa man dem da i Bergen, vel belæssede 209med Spegekjød, Mælkeost og Smør, ile fra Bryggen opover til Hospitalet, – dette var deres første Gjerning efter Ankomsten; thi de bragte jo ikke Gaver fra sig selv alene, men fra Slægt og Kjendinger, der ligesom de, vilde forsøge paa at bestikke Vorherre en Smule!

Denne stærke Overtro har imidlertid havt sin Grund. Bonden har, som før bemærket, havt stor Trang til at ville forklare sig Alt, og i denne Forklaringsmaade ligger tillige en Trang til at ville beherske Naturmagten. Efter Kristendommens Indførelse da det gamle Hold var faldet og det nye skulde tages, fik de en dunkel Fornemmelse af, at Naturkræfterne skulde besejres og tæmmes ved den nye Guds Hjælp ligesom deres egne Sind, og de stillede da Hellig Olaf op som Kæmper mod dem; han var Manden for at bøje alle Naturlovene! Et Sted blæste det bestandig, det var fordi Hellig Olaf træt og varm havde sat sig der og kvæget sig ved det friske Vindpust, og af den Grund bestemt, at der skulde det nu blæse til evig Tid! Et andet Sted havde han lagt en Vej gjennem en Urd, som endnu findes, og gjerne den Dag idag kunde kaldes et Mirakkel. Et tredje Sted har han gjennemboret Fjeldtoppen med et Pileskud, men Pilen, som findes et langt Stykke fra Fjeldet med det runde Hul i Toppen, er selv et Fjeldstykke, over al menneskelig Kraft at rokke. Et fjerde Sted har Sjøormen rejst sig mod ham, og han har taget den i Haand og 210kastet den ind mod Fjeldvæggen med saadan Magt, at den er bleven hængende fast der, og løsner aldrig mere. Den sees endnu som en hvid Steenaare, der slynger sig i mange Bugter ned ad Fjeldet. – Snart har han paa et Sted forjaget Spøgelser og Trolde, og snart har han paa et andet givet Løfte om, at Sæden aldrig skulde fryse, – men overalt har han kæmpet mod det Onde, fordi han kæmpede mod de ubetvungne Naturmagter.

Senere, efter Reformationen, da Helgen-Kongens Billede blegnede i den nye Tids Dagglands, stod Folket atter berøvet sit Hold, og greb famlende efter det Næste. Thi samtidig med at Reformationen forviste Fantasien fra Gudstjenesten, at ikke Aanden skulde slippe væk fra Syndsansvarlighedens mørke Strenghed, blev paa Søndmør hele det katolske Billedapparat tilbage i Kirkerne, og det var fast umuligt for det naturlige Menneske, at finde sig frem til Skuet af den usynlige Gud i Hjertedybet, med en Hærskare af slige Trolde, Engle og Helgenbilleder for det udvortes Syn! – Han turde ikke længer finde Troens Tilhold hos dem, saa fik han kun en skrækjagen Fantasi – og Naturkræfterne beholdt sit Herredømme.

Først i Nutiden ere de egenlige protestantiske Kirker blevne rejste, som kunne virke til at skabe Aandsindholdet en Form, og Fantasien har derved vundet nye Baner, hvorfra Kulturen i livfuld Bevægelighed kan afsætte sit civiliserende Stof; thi en fantasiløsfantasiløs] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: fatasiløs 211Væren i Noget er en Nøgternhed, hvori Aanden tørker hen, og ligesaavist som Troen maa have sin Gjenstand, ligesaavist maa Fantasien træde til som Mægler mellem Himmel og Jord. – Den protestantiske Religion kan ligesaalidt undvære Fantasien, som den katolske, men den skal ikke behøve Billedet.

Søndmøringen er imidlertid endnu langtfra udløst af Naturmagtens Vold, den truer ham fremdeles ind i tunge, glædeløse Livsforhold med en mørk Gudsbetragtning, og med Rædsel for det onde Princip. Han kommer endnu ikke til Gud af Kjærlighed og Tak men af Skræk for Djævelens Magt. – Dette er imidlertid spredte Træk, som skyde frem hist og her, ligesom Sop over en venlig Skovsti, og de ville forsvinde. Det er kun i Tingenes Begyndelse, at de ubetvungne Naturkræfter indgive Folket den mørke Gudsrædsel. Hvor Solen, Frugtbarheden og Skjønheden afsætter sine Lysbilleder, der er det Gode, der er Barnehjertets milde Gud! men hvor Mørket, Ufrugtbarheden, det Farefulde og Hæslige rejser sine truende Skikkelser, der er Rædselens Gud, og der er Djævelen! – Men i Skrækken forgaar det egenlige Menneske, og det naar først sin rette Fremvækst, naar det lyse Gudsbillede skinner op over Naturen, saa alle Troldene maa fly.

Mennesket er jo egenlig skabt til Glæde, det Sørgelige skaber han sig selv. Det kan end ikke nytte, at Døden med sin Knokkelfinger peger hen mod Ophøret, den peger tillige udover dette og ind i 212en lysende Fortsættelse; og hvad er da Døden? En Kamp, et Suk for den, som gaar bort – en Taare og en frugtbar Længsel for den, som skal følge efter. – Men Glæden, som en blot Naturmagt, tør vistnok ikke gjælde og kan det heller ikke; først naar den er omplantet i Sorgens Grund, afsætter den sin Frugt for Evigheden. Dog maa det nøje mærkes, at hvad der skal modne som Frugt for Evigheden, skal blomstre allerede her i Tiden; thi utallige ere Glædens Frøkorn, utallige de Steder, hvor de kunne nedlægges til kraftig Fremspiren! – Og det er denne Dyrknings-Kunst Mennesket skal lære, gjennem Kultur og Civilisation.

Men al sand Fremgang maa have et udvortes Hold at vise hen til, et Udviklingens Vejmærke, hvorved man skuer baade frem og tilbage, og dette er allerede paapegt i de nye Kirker; men det maa føres videre! Et nyt Stel giver nyt Tankesæt, gamle og forfaldne Ting lukke sig over gamle Meninger. Dog hvorsomhelst Fremgangen viser sig, – om den ikke er større end det Lys, der skinner gjennem Sprækken af en Dør, – skal den afgive sit Stof til Glædens Dyrkning, da hedder den Skjønhed.

Vistnok er Søndmøringen fra før ikke den han er idag; men saa fast slog ikke Hellig Olaf Sjøormen ind i Fjeldet, at den ikke har kunnet lægge sin Yngel! Der er endnu hver Dag og Stund en Kamp at bestaa med Troldene og Havets Uhyre. – Men naar Menneske mødes med Menneske i 213inderlig Samfølelse, af hvad Stand og Stilling han end er, naar Vejrbranden over Hus og Baad tænder Troens og Kjærlighedens lld i Hjertet og ikke Vantroens LygtemændVantroens Lygtemænd] ifølge folketroen et som regel ganske lite, mannlig vesen, som viser seg ved kveld eller natt i myrer, fuktige enger eller i skogbunnen. Med sin lykt lokket han mennesker på avveier. i uklare Hjerner; da faar det nye Tidsforhold sin Farve, og da vil der ogsaa paa Søndmør afsættes et Lysmærke i Kystlivets Kultur.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.