Billeder fra Vestkysten af Norge

av Magdalene Thoresen

ØRSTENVIG OG BONDDALEN

131Mellem Voldsfjorden og Ørstenfjord løber en smal Fjeldtunge, paa hvis østlige og vestlige Strande disse to Bygdelag strække sig. Ørstenfjord er i sin Begyndelse bred, men falder siden smalere, i krum Linje, indtil vel en Mil, ind mellem de høje, ofte skovdækkede Fjelde, og ender da ved Ørstenvig. Paa dens østlige Side skjære enkelte smaa Dalstrøg ind og dele Fjeldrækken, og de give ofte et fagert Billede paa Tryghed og nøjsom Velstand. – I en af disse Smaadale staar Naturen og frembyder en mærkelig Frodighed, og dog er der ingen Beboere! Det er sandt, Dalen er halvfyldt med Stenskred; men dette kantede Stenleje er dækket med mange Jordlag, og der er ligesom aandet Mildhed over det. «Her skinner syv Sole» siger Bonden, og fortæller da, at dette uhyre Stenskred er for længe, længe siden gaaet ned fra begge Fjeldsiderne, og har i en eneste Nat begravet den vakkre Bygd, som laa der – baade med Kirke og Præstegaard; – og saa lægger han til, mens han ler af sine egne Ord: at endnu høres der Hanegal inde under Stenrøsene!

Ørstenvig breder sig til et overordenlig skjønt 132Dalføre mellem høje imponerende Fjelde. Den nye Kirke, som er Annekskirke til Volden, ligger midt i Dalen paa en Højde, og Solglansen kastes tilbage fra Ruderne i de høje Vinduesfag. Der er megen Smaaskov, som bølger hen over et bakket Strøg, og Elvens mange Arme slynge sig med lunefulde Sving, ligesom et Skjønhedssyn, ind imellem de fine Skovbuketter af Birk og Older. Elvens egenlige Hoveddrag gaar derimod som en Flod hen gjennem Dalen, og den kan til sine Tider, naar den, ligesom en Fyrste, der samler sine Vasaler, forener sig med Smaaarmene, skylle ødelæggende hen over Alt; selv den gamle Kirke blev før i Tiden udtaget af den, og derfor staar nu den nye rejst paa en Højde.

Den eneste saakaldt Konditioneret, som bebor dette Arkadien,Arkadien] et landskap i Grekenland, som i antikken og siden symboliserte en paradisisk tilstand i uskyld og idyll. Her bodde Pan, nymfer og satyrer og ikke minst hyrder. Den idylliserende hyrdediktningen er i stor grad lagt til Arkadia. er en Landhandler, der med sjelden Skjønhedssands har ladet opføre en Bygning, som ganske træder i Harmoni med Naturen. – Dette store, smukke Hus i Schweitserstil ligger lyst og vinkende til venligt Møde, og det klæder godt til den sortladne Fjeldramme, til Blinket af den blaa Fjord og til det store Smil, som breder sig straalende ud over hele Dalen. – Det er paa saadanne Steder man bindes til Naturens Hjerte og kan ikke rive sig løs uden Savn.

Underlig nok har netop dette skjønne Sted et stærkt Ensomhedspræg, og selv paa sin fagreste Dag. Det er som om hele denne rige Naturtilstelning længtes efter at blive taget til Eje, – ligesom det fuldmodne 133Bær, der sidder paa Tuen i en afsides Krog, længes efter at blive nydt, – thi det er jo derfor det er modnet!

Men Nydelsens Mennesker ere faa, og tusindfold fordoblet er Trældommens Eksistens! – Tung i Aanden, tung i Legemet, siger Ordet. – Saa tager Bonden her som overalt sin Gjerning som et Slid, og Naturbetragtningens Glæde kjender han lidet til. – Guds Aand, som er indblæst i alle Ting, kan han ikke skue, den er for lys og klar for ham; han har kun Religionen at holde sig til, og den har gjennem Tiderne lagt sin mørke Skræmsel over al hans Tragten. – Her et Eksempel: Følger man den brede Bygdevej fra Ørstenvig indover mod Foldstaddalen, ligger en lav Bygningsrække til Venstre. Frodige Græsvolde, Skov og brede Agre ligge omkring, og det Hele giver et glad Syn paa Bondens Liv. – Men ud fra et af Husene høres Sang, enstonende og langtrukken, – dog Bondens Sang er jo for det Meste saadan; naar blot han synger, da klinger vel med Tiden gladere Toner ind i! – Men Sangen vedbliver, – tilslut ængstes man ved at høre den. Da gaar man nærmere: indenfor et Vindu sidder en midaldrende Mand med en Psalmebog i Haanden, det er ud af den han synger. – Og han blader om, synger videre, blader om igjen, videre, videre, med Vanvidets Ihærdighed, og til det besynderligste Tonefald af en Dansetakt. – Det var grueligt at høre! Det var som der blev sunget op til en St. Veis-Dans,St. Veis-Dans] sanktveisdans er en nervesykdom med ufrivillige, rykkvise bevegelser 134– og imens stod Naturen og frembød sin dejlige, duftende Rigdom, og sagde: tag mig ind til Dig og vær glad!

Saa førte Vejen dybere ind i Dalen, hen forbi store Engstykker; her laa et ganske lidet Hus, netop til Ly over et Menneske og ikke mer. – Ud af Døren krøb et gammelt Kvindfolk paa en ynkelig Maade frem, og stillede sig op ved Vejkanten for at bede om en Almisse. – Nu, Armod kan der være overalt; den træder ikke op som et Misforhold til Naturen, det er tvertimod Kulturen, som gjør den til et Vrængbillede, – hun fik da sin Almisse, og tilligemed den et Par medfølende Ord, som hendes Alderdom og usle Tilstand indgav. – Men da fik hun Mæle og veltalende Ord! – «Det var ikke Alderdom og Skrøbelighed, der trykkede, – nej Arvesynden, det var Pælen i Kjødet! Det kunde lidet nytte, at hun ikke var sig nogen stor Syndehandling bevidst, at hun havde levet fra Smaat til Smaat, og taget det som Gud vilde, nej! Arvesynden, den trængte paa ligevel! Der var bare Ondt i Ondt! – Hu! den Arvesynden, han er fæl!» – Og derpaa hinkede hun videre, dragende med sig Arvesynden hen over det smilende Land, hvor Alting syntes at sige: glem Arvesynden og husk paa Kjærligheden. Og efter hende lød den vanvittige, ihærdige Psalmesang som en manende Takt.

Dog, der er overalt et Liv, der visner, og et Liv, som spirer. – Kjerringen forsvandt, og det uhyggelige Tonefald afbrødes ved en lystig Fløjten, 135– det var en Skydsgut, som kjørte frem, og holdt stramt i Tøjlerne paa en vilter Hest. – «Der skulde Du hørt Musik!» udbrød han og pegte op til den nye Kirke. «Der var en fremmed Mand fornylig og spillede paa Orgelet; – ja det var saa vakkert, at det var fælt!» – Og dermed sprang Hesten paa igjen, indover den brede Landevej. – og Gutten satte i at fløjte paany, som om han selv var sikker paa at gøre det «saa vakkert, at det var fælt!»

*

Saa gaar Vejen bred og magelig hen gjennem den skovrige Foldstaddal, forbi flere store Vande, opover til Ejde, som er den første Gaard i Jørendfjordens Præstegjæld.

Her faar man allerede paa den sidste Fjerdingvej en stille Fornemmelse af en Naturforvandling; – Sjælen faar ligesom et Varsko midt i sin blide Skjønhedsnydelse om at berede sig paa en strengere Stemning; thi de høje Fjeldtoppe trænges tættere og tættere sammen, og synes at fylke sig til en evig Kamp mod al menneskelig Rørelse.

Endelig runder Fjeldet sig ved Gaarden Ejde og i langsom Sænkning strækker Bonddalen sig ned over et Højdedrag lige til Jørendfjorden, der løber tværs forbi den. Dalen er lang og temmelig bred, men møder Synet herfra i stærk Forkortning, og de uhyre Fjeldkolosser, som indramme Fjorden paa hin Side, trænge sig saa tæt ind paa dens flade Strand, at det ser ud som de lukkede for den til evige Tider. – 136Dette er et stort Skue, større synes det ikke at kunne fremstaa for et Menneskesyn.

Bonddalen er skovrig og veldyrket, og en mægtig susende Elv følger Dalens Sænkning og skiller den i To. Selve Dalføret er ofte fladt i Bunden, og derved udøver Elvefaret en lunefuld Magt: det huler sig ind under Bredderne, løsner hele Stykker fra Grunden, og river dem under Vaarflommen med sig, indtil disse drivende Øer tørne imod et eller andet Sted, og enten blive liggende midt i selve Faret eller ved en Side, men i begge Tilfælde danne de nye Skjønhedslinjer i Elvens Løb og frembære altid den frodigste Vegetation. – Men det nytter ikke, at Elven springer afsted, som om den bar Glædesbud til hvert Menneske ned gjennem Dalen, – det kan ikke forslaa, at Træerne flokke sig til Smaaskov og at den rige Vanding giver smukke Blomster og det fineste Græs, – de uhyre Fjelde, som danne Grænserne til begge Sider, lude sine snedækkede Tinder mod hinanden, og sende deres evige Trusel nedover Dalen i Kulde og Mørke. – Her staar til Venstre et uhyre Fjeld, hvis sorte, tappedetappede] 1899-utg. og Folkeudgaven har hhv: taggede og takkede Top indfatter den evige Sne ligesom i Glugger, og det er, som om den saa ned over Dalen med mange onde Øjne. – Selv den, som blot beskuer det af Lyst og paa Gjennemrejsens «staaende Fod», bæver ved Indtrykkets Storhed, og faar en uvilkaarlig Fornemmelse af: at Naturen her har en ond Hensigt.

Til Højre rejser Olafsdal sin vældige Ryg, der 137nok højner sig, midtvejs omtrent, til en opragende Top, men som i sin Helhed dog mest imponerer ved sin uhyre Masse. – Midt paa Fjeldet er en dyb Indhuling, den egenlige Olasdal, som Bonden kalder den, der har sin Benævnelse af Hellig Olaf, som her skal have taget Skjul mod sine Fiender med hele sit væbnede Følge. Nu er Dalen optaget af en vældig Snebræ, der i Sommertiden udsiver mange rislende Smaastrømme. Selve Dalen ser ikke meget stor ud, naar den betragtes fra Vejen; men den staar ganske i Forhold til Fjeldet, og naar man ved at kjøre en fjerdedel Mil fremad bestandig har Olasdalen lige over sig i samme svimlende Højde, og under det samme Synspunkt, da godtgjør det tilstrækkelig, hvordan hin Kolos breder sig, og hvor dyb Indhulingen maa være.

Fra Midten omtrent af dette mægtige Fjeld begynder nu Dalføret at brede sig, Elven deler sit Løb og skyder af til Siden. Skovgrupperne blive fyldigere, Englandet fladere og større, Fjorden giver fuldt Skue, og den optaarnede Fjeldrække hinsides Vandet træder frem i hele sin fantastiske Skjønhed; – og her ligger da paa Gaarden Sæbø Jørendfjords ældgamle Stavkirke. Tidligere, indtil hen mod Slutningen af det sekstende Aarhundrede, laa den længere tilbage i Dalen, ved den søndre Side af Bonddalselven, paa Gaarden Hustad, hvor den to Gange skal være taget ud af Elven, der jevnlig paa Vaarparten strømmer over sine Bredder, og som enkelte 138Gange, efter meget snefulde Vintere, er stegen til en rivende Flod, der har taget Alting med, hvad paa nogen Maade kunde løsne fra Grunden. – Endnu ses Levningerne af en Kirkegaard ved Elvebakken paa hint Sted, og en kostbar udbroderet Mæssehagel er for længe siden bleven opfisket af Vandet, og hænger endnu som et SkuestykkeSkuestykke] et kostelig arbeid beregnet til å henge på en vegg til pynt i Kirkens Sakristi.

Som Kirken nu staar her, lig en knæfalden Alderdom, bær den dog ikke synderlig Vidne for, at den engang har tiltrodset sig sin Plads, og at alle Kræfter, baade de naturlige og de overnaturlige, ere traadte til for at udfægte Kampen. – Der berettes nemlig: at da dens utrygge Beliggenhed paa Gaarden Hustad gjorde det nødvendigt, at den blev henflyttet paa et sikkrere Sted, delte Menigheden sig i to stridende Partier, hver med sin Magelighed til Voldgiftsmand. – Bonddalsboerne valgte Sæbø til Byggeplads, som ligger lige ved Fjordbredden med den største Dalvidde om sig; Fjordfolkene derimod valgte Bjerke, en frugtbar Gaard inde i Bunden af Storfjorden, fordi den der laa dem nærmest. – Imidlertid gik Storfjordingerne af med Sejren, og allerede var Størstedelen af Materialet til den nye Kirkebygning henført paa Stranden og laa der opstablet indtil videre Befordring, da der pludselig en Nat rejste sig en saa forfærdelig Storm, at Tømmerstabelen gik tilsjøs og førtes hele Storfjorden ud lige til Sæbø Strand, hvor den Stykke for Stykke drev op i Fjæren og blev liggende. – Dette antoges nu af 139alle Sæboerne for et sikkert Varsel – en Gudsdom, som Ingen turde modsætte sig; men da Storfjordingerne alligevel truede med ikke at ville godkjende den Slags Afgjørelse, lagde Sæbofolket om Natten den første Grund til Kirken, og saa var Striden dermed afgjort.

Oprindelig har den været en Langskibskirke, men senere har den faaet en Udbygning til paa søndre Side, saaledes at den danner et halvt Kors. – Den er tjærebredt, lav og uanseelig, men har indvendig en Del udskaarne Billeder, mangefarvede og stærkt forgyldte. Altertavlen er ogsaa udskaaret og fremstiller Christus hvilende sit Hoved i Moderens Skjød; men det er en Scene fuld af italiensk Operapathos, med Smertens Rædsel og ikke Lidelsens Højhed. Idethele forsøge vistnok disse Billeder at sige Noget om Idealet, men det bliver kun en Vrængning, – alle disse Forsiringer betyde vistnok Skjønhedslængsel, men de ere uden Skjønhedssands. – Kirken har heller ikke, til Trods for sin Ælde, noget Monumentalt ved sig, og den bør falde; thi som den nu staar der, rugende over en svunden Tids forstenede Æg, binder den hele Overtroens Apparat til sig. Den huser endnu Frygtens Gys i de skumle Kroge, og sender i Mørket sine Spøgelser efter den ensomme Vandrer. – Hin Bog med de ildrøde Bogstaver, hvorved Præsterne, efter gammel Tro, manede Djævelen, findes rigtignok ingensteder i Nutiden; men saalænge Kirken bærer sig op, som et Gravkammer 140over alle hine balsamerede Præste-Lig, der henstaa under Koret, da er ogsaa «Svartebogen» til med sin hemmelighedsfulde Lænke om Djævelens Fod, der trækker baade til og fra paa samme Tid. – Men naar denne Kirke engang viger Pladsen for en anden, som giver Klarhedssyn og Skjønhedstanke, da vil ogsaa Sagnet gaa i Glemsel, og der skabes ingen flere; thi den nye Tid vil ikke se dobbelt, den vil tage Tingen, som den er.

Imidlertid blander sig paa dette Sted en nærmere Tids mørke Begivenheder, som skarpe Pennerids, mellem Traditionens Skyggebilleder, og i Samfund med dem jage de ubetvungne Naturkræfter lig en AsgaardsrejdeAsgaardsrejde] Oskoreia, ridende følge av vetter som ifølge folketroen farer gjennom luften ved juletider og skaper uhygge. Navnet ble tidligere ofte skrevet åsgårdsrei, fordi man tenkte seg at det var et følge av de gamle hedenske guden, æsene. hen over det vilde Fjordløb og den indestængte Dal, og da er det intet Under, at der har staaet Skræk af Jørendfjords Præstegjæld, selv lige ind i Nutiden. – Men denne Skræk bærer Kirken som sagt endnu op i synlig Skikkelse; thi naar man ser dens lave, sammentrykte Form i Rammen af de mægtige Naturomgivelser, forstaar man, at her er aldrig stillet Magt mod Magt; Naturen har været Voldsherren og givet Loven, Mennesket har været Træl.

Men det er dog ikke Naturen alene, som her har kuet og lammet, – ogsaa Tidsforholdet har været med at drysse sin MeldugMeldug] en soppart som ses som hvite flekker på planter over Aandens forkrøblede Liv! – Disse Naturmenneskers Udvikling afhænger jo for største Delen af Præsten, fordi Menighedsforholdet i slige afsondrede Bygder altid 141er og bliver det Største, Samfundsforholdet det Underordnede; men Jørendfjordens Præstehistorie er tildels en mørk Billedrække, hvor Individet enten er gaaet tilgrunde i aandelig Spænding, under Kampen mod Naturen, eller ogsaa uden Kamp i modløs Underkastelse.

Aarsagen til dette Misforhold var dog ikke saameget Karakteren som Tidsaanden, der fra andre Steder fulgte med Præsten hid, ja man kan sige: fra den akademiske Bane og lige ind paa denne snevre Sti. Han følte sig som et Væsen af en anden Art, derfor gik han alene med sin Dannelse, – den kunde ikke bøje Naturmagten, og den kunde ikke bøje Hjerterne; – den var uden Varme, saa blev den uden Virkning for Menigheden og til et HarniskHarnisk] rustning om hans eget Bryst, indenfor hvilket hans Hjerte frøs hen og hans Følelse skrumpede ind, – og da faldt den kolde ufrugtbare Skygge, hvori saamange Sjæle hensygnede til Døden – ja indtil Fortvivlelsens Død!

Men dette var for største Delen en Følge af den klassiske Humanitetslære. Hvorledes skulde den ogsaa kunne lade sig indpode anderledes end som en Fordom, den er jo selv i sin reneste Lære fremstaaet paa en umenneskelig Grund. Mennesket, som Menneske betragtet, var i hine Tider et uforstaaet Begreb. Det er først indfor Christendommens strenge Akademi, at Lærebrevet udstedes med Karakteren for den sande Humanitet. Naar det klassiske Studium skal kunne bære et helt 142Livsforhold, maa det gjøres paa en udtømmende Maade, og maa da betragtes som en Specialitet; men det er netop det Specielle, Nutidsaanden saa at sige rejser sig imod. Fælles Rettighed kræver fælles Aand, følgelig fælles Dannelse; – Graden skal gjøre Forskjellen, ikke Midlet.

Dette maa dog ikke forstaas, som der skulle kastes Vrag paa Kundskaben, den er naturligvis altid nødvendig som Grundlag, thi det er jo paa Tilegnelsen det kommer an. Naar Kundskaben gjør Væsenet fremmed for sig selv, saaledes at det oprindelige Menneske gaar tabt, og der fremkommer et konstrueret isteden, da fører Kundskaben bort fra det Humane; thi det Humane ligger i det Oprindelige. – Men lad blot ikke Universitetet tro, at det længer er istand til at angive Graden i sand menneskelig Dannelse ved sine Karakterbestemmelser; thi hvad der før bar udad imod Abstraktionens Vidder, det trænger sig nu indad mod Livets Kildespring.

Det tause Spørgsmaal, som nu i Menigheden stilles til Præsten, er ikke: har Du haud eller laud;haud … laud] to karaktergrader som tidligere ble gitt ved universitetseksamener: Haud illaudabilis (ikke urosverdig) og Laudabilis: rosverdig men: har Du Hjertelag til at drages med mig i min Umodenhed, og har Du Dannelse paa saadan Maade, at jeg kan være med Dig og lære af Dig; thi jeg skjønner jo nok, at jeg skal fremad; men jeg magter ikke at gaa efter Ordet alene, jeg maa ha’ det for mig i et levende Menneske, da forstaar jeg det bedst. – O, men Kjære! vær ikke fornem; thi da bli’r jeg sky og gaar afvejen for Dig. –

143Dog Staten følger jo sit Princip, Ordenen tør ikke brydes, det var at bryde Retten – og tabe Magten. Men naar man staar i disse mægtige Naturomgivelser, hvor selve Stilheden er vild, saa Hjertet bæver ved det, og naar man erfarer, hvorledes disse store Billeder sænke sig ned i Sjælen og tegne sig i Afspejlinger ligesom ude paa Fjorden – smilende i Dagglandsen til den glade Stemning og truende med Skræk i Anfægtelsens og Bekymringens mørke Tider – da er det til Mennesket og ikke til Staten, man vender sig med den uryggelige Fordring: Du skal forske nøje i Dit Hjertes Dyb, før Du overtager Aandens Ledelse paa disse Steder; thi kan Du ikke medbringe det lyse Syn paa Gud og Livet, har Du ikke Godhedens hellige Flamme i Din Sjæl, saa skal Du selv bygge Dig ind i «Is-Kirken»,Is-Kirken] hentydning til Henrik Ibsens drama Brand (1866), femte handling, hvor navnet Iskirken brukes om fjellet Svartetind og Du skal forgaa i den ligesom alle de Andre.

Dog, Paastande og Slutninger taage let hen i det Upersonlige, det er først Eksemplet, som giver dem Liv, – men Eksempler findes her af slaaende Art.

Da man for seksten Aar siden foretog en Reparation i Jørendfjords Kirke, saa man blandt flere balsamerede Lig et af en Præst ved Navn Jacob Bandsbild, hvis skrevne EpitafiumEpitafium] gravtavle endnu hænger i Koret, indfattet i en stor forgyldt Ramme. Medens de andre Lig mer eller mindre vare sammenfaldne, laa hans endnu i uforandret Skikkelse, og som En af de Nærværende udtrykte sig: «vakker som han nys var indsovnet». – Dette Syn opfriskede da helehele] rettet (etter 1899-utg- og Folkeudgaven) fra: yele 144hans mærkelige Saga, og den lever nu jevnsides med denne balsamerede Præst, som i sin Tid skabte den ud af sin mægtige Natur; – thi den er et Billede, som maa betragtes fra et vist Synspunkt for at kjendes og tage Liv.

«Den salige Hr. Jacob Jensen Bandsbild, fordum velfortjent Sjæle-Sørger for denne Menighed, og som salig hensov 1733.» – Saaledes begynder dette Epitafium i Kirken over en Mand, hvis Liv var som en Vaarflom, der gaar ødelæggende hen over Alt, og som den udholdende Menighed omsider tabte Taalmodigheden med og anklagede for Kirkens Øvrighed. – Naar man betragter hans Billeder, et, som hænger i Kirkens Sakristi, og et, som hænger paa Gaarden Rise, hvor hans Slægt endnu bor, da bærer det storformede, smukke Ansigt et aabent godmodigt Præg og synes med sine talende Miner at ville sige Traditionen imod. Men den er saa levende paa alle Tunger og saa ens i sine Beretninger, at kun Sandheden kan avle en saa stor Overensstemmelse.

Han var allerede som ung, nygift Mand kommen til Jørendfjordens Kirke, og der siges, at hans Hustru var from og eftergivende. Han fik to Døttre, hvoraf den Ene døde som Barn, og den Anden levede hos ham, efter at hans Hustru omsider var bleven nødt til at lade sig skille fra ham. – Efter Sagnet synes det at fremgaa, at han har været i en uafbrudt Strid med sig selv, og at han har søgt 145at bryde ind paa Alt og paa Alle, saa at Ingen i hans Nærhed skulde faa den Fred, han selv savnede. Der siges, at hans Hustru engang modtog et udskaaret Kunstværk som Gave til ham fra en Broder, der boede andetsteds, og at hun gjemte det til Julehøjtiden for at overraske ham dermed, men at Præsten, da han saa, hun tog sig en Fornøjelse af dette, næste Morgen lod Kunstværket sønderhugge af en Tjenestedreng, lige uden for hendes Vindu. – Den samme Skjebne havde forskjellige andre Gaver, hvormed hun vilde glæde ham, og det synes næsten, som hendes eftergivende Natur netop har hidset ham til Yderlighed; thi Fromhed var det, han mindst kunde taale. – En dæmonisk Natur vil Magt mod Magt, og den hader Fejghed – den vil kæmpe!

Da nu Hustruen omsider var borte fra ham, og Datteren raadede alene, blev det dog ikke bedre. Sikkert har hun ogsaa bøjet af for ham og har ikke ejet det faste Blik, hvoraf den kolde Flamme skyder ud, som tæmmer Dyret! – Om hende beretter Traditionen, at hun gjennemgik de mærkeligste Ting med Faderen. En Dag havde han siddet stille og set sig til Raseri paa hende. Da befalede han en Tjenestedreng, straks at tage Datteren med sig ud i Baaden og at kaste hende i Fjorden, hvor den var dybest, og drukne hende der. Der hjalp heller ingen Modstand. Gutten maatte i en Fart drage hende med sig ud af en Bagdør, hvor han fik hende skjult, og hvor han hurtig fik fat i et Træstykke, som 146han hængte hendes Gangklæder over, bandt en Sten ved det, og roede saa ud paa Fjorden med det, hvor han kastede det i Vandet, medens Præsten stod oppe i sit Værelse paa Præstegaarden og saa til, om hans Befaling blev efterkommet. – Først efter fire Dages Forløb viste hun sig igjen for ham.

Denne Tjenestedreng, som hed Arne, synes at have været hans højre Haand – slige Naturer have i Regelen En, som de holde Fred med –, thi da Arne giftede sig og hans første Barn skulde til Daaben, gjorde Præsten den Stads af ham, at Døbefonten blev baaren hjem i Præstegaardens Storstue, og Daaben blev forrettet der istedetfor i Kirken. Men Døbefonten blev ikke, som Præsten havde befalet, hensat i Kirkens Kor igjen, og nu blev der om Natten Allarm i Huset! Alle Døre sprang op med en Gang, og ind traadte et Spøgelse i Storstuen og slog tre tunge Slag i Døbefonten. – Men Spøgelset, som paa Kirkens Vegne udøvede denne Hevn, var vistnok ingen Anden end Præsten selv, der ved slige Kunster tvang Almuen til Respekt. Datteren maatte nu alene bære Døbefonten tilbage til Kirken og stille den paa sin Plads, uagtet det var mørk Nat og hun var stærkt betagen af Rædsel.

Det hændte ogsaa, at han lod hende vække midt om Natten og tvang hende da til at gaa hen i Kirken og hente ham Alterbogen. Idethele var det, som om han altid maatte se En skjælve for sig! Han truede og udskjældte Hvemsomhelst; men lige 147saa snart han havde drevet det til en farlig Yderlighed, trak han sig ud af Sagen med stor Kløgt. – Der foregik da altid Et og Andet, som gav Menigheden et hemmeligt Vink om, at han var stærk i den sorte Kunst og stod ved den i Forbindelse med Djævelen, samt at han havde den Bog, hvori han kunde læse ham baade til sig og fra sig.

Saa turde nu Ingen aabenbart træde op imod ham, men skjult vokste dog Misnøjet alligevel. Da begik han endelig en Voldshandling, som forjog enhver Betænkelighed og rejste hele Menigheden i en samlet Vrede mod ham. Der var nemlig en Klokke i Jørendfjordens Kirke, hvis Klang var saa høj og ren, at den kunde høres paa en Fjeldgaard over en Mil borte; og den lød som en «liflig Sang for Herren», naar den om Søndagen ringede den spredte Almue til Kirkestevnet. Men denne Klokke, som var til saa stor Glæde for Menigheden, var til en sand Livsplage for Præsten. Da tog han en Dag en vægtig Hammer med sig, steg op til Klokken, og hug nu, Stykke for Stykke den ValtsValts] ordet ikke funnet i ODS; en ring? af, som til Styrkning var lagt omkring Randen paa den, og da saa ved næste Kirketjeneste Klokken atter blev svunget, for med sin klingende Røst at kalde til Mødet med Gud, da brast den midt igjennem, og dens glade Sang lød aldrig mere over Dalen.

Men nu blev Præsten alligevel ræd, saa han lukkede sig inde, og da han Søndagen derpaa maatte til Kirke, tren han, efter endt Gudstjeneste, frem i Kordøren for 148den samlede Menighed, løftede et massivt Sølvbæger højt i Vejret, saa Solen gav det gyldent Skjær, og sagde med stærk Røst: «Se, denne Kalk skjænker jeg til Jørendfjords Kirke, og Enhver, som drikker deraf, skal ikke dø for Bly!»

Dermed slog han Vreden til Jorden for den Gang, – men han dødede den ikke! Det varede heller ikke længe før den rejste sig paany. – Da tog endelig Folket den Beslutning at klage til Biskoppen, og en Tid efter ankom hans Højærværdighed til Bygden for selv at undersøge Forholdet mellem Præst og Menighed.

Bandsbild tog venlig og værdig mod sin Overhyrde; thi det fremgaar klart af flere Yttringer, at Præsten baade med Klogskab og Finhed har vidst at repræsentere den gejstlige Stand, det vil sige: hvor han mødte frem for sine Jevnlige i Dannelsens Kaar. – Det blev nu bestemt, at han den paafølgende Søndag skulde aflægge en Prøve for Biskoppen; men da denne tilligemed alt Folket var forsamlet i Kirken, var Præsten forsvunden. Der blev spurgt og søgt, baade ude og inde; men Bandsbild fandtes ikke! Da lod Biskoppen Psalmen før Prækenen afsynge, og belavede sig nu selv paa at holde en Tale for Menigheden. Men under Slutningen af det sidste Vers sprang Kirkens Døre op med stort Brag, og Præsten tren ind i fuldt Ornat. Han steg nu op paa Prækestolen og udbad sig af Biskoppen et Thema at tale over, og da dette blev ham givet, udviklede 149han dets Betydning med en saadan Veltalenhed og højtidelig Salvelse, at Biskoppen sad som forstenet af Overraskelse.

Der blev da hellerikke Tale om nogen Afsættelse – den hele Akt endte snarere med en ny Indsættelse; thi Menigheden var ligesaa bedaaret af hans Præken som Biskoppen. Han skal desuden ved samme Lejlighed have givet smaa Vink om, at han ejede en vis Bog, som der nok kunde læses lidt mere ud af end et slet og ret Fadervor! Nok er det: han forstod at slaa det store Slag, hvorved han gjorde ryddig om sig, og Ingen vovede fra denne Dag at rejse nogen Anklage imod ham.

Saaledes truede han sig da frem i en lang Aarrække, indtil han i sin vilde Bærsærkergang havde udtømt Legemets Kraft. Da indfandt sig store Lidelser, der fængslede ham til Sygelejet, og her stred han da sin første Strid for Gud. idet han bandt baade Tanke og Tunge og dødede sine rasende Tilbøjeligheder. –

Hvori denne svære legemlige Lidelse har bestaaet, vidste Ingen at berette; men dens Aarsag er let at finde: Et Menneske, som Dag og Nat kaster sig hen i et ubesindigt Styrketag med Naturen – ikke for at sejre, men blot for at kæmpe – han er fortabt; thi Mennesket sætter til i hver Stund, medens Naturen evindelig reproducerer det Tabte.

Saa lærte omsider Menigheden det af ham, at dø som angergiven Synder; men ikke en Eneste havde lært at leve saaledes, at han med Fred kunde dø. – Mørke og VankundighedVankundighed] uvitenhet havde han lagt efter sig i 150det lange, dybttraadte Livsspor, og over dette snublede de Uvidende, medens han selv gik frem paa sin Maade, højt hævet over deres Ringhed ved sin kundskabsrige Aand – og tilslut døde han som en Helgen! Thi da Nabosognets Præst kom til ham, paa Dødslejet, for at meddele ham det hellige Sakramente, fortælles der, at Bibelen, som laa sammenhagetsammenhaget] sammenhektet; bibler og salmebøker hadde i eldre tider gjerne en liten lås paa et Bord ved Sengen, pludselig sprang op, og da udbrød den ærværdige Sjælesøger: «Om ikke flere end tre Sjæle blive salige, – sandelig Broder, da er Du en af dem!»

Men mærkelig er denne Skikkelse, som Afbildning af et Tidsforhold. Skabt af Naturen med et vildt, ustyrligt Hang til at herske, var han snarere kaldet til at være Høvding, end til at være Præst. Havde han levet sit Liv paa Hærtog, som Strandhugger, med den blodige Økse i Haanden, han havde da tumlet med Dæmonerne i aaben Kamp, nu tumlede de med ham paa Snigveje, hvor han ingen Magt kunde faa over dem, før Legemets Kraft, Led for Led, var brudt, og han i Afmagten omsider skreg til Himlen om Hjælp.

Vistnok trængte han mægtig til Lys og Liv, Begivenhed og Glæde; men indviet til Forsagelsens Tjeneste, indestængt mellem de uhyre Fjelde, uden Hjerteforhold til sin Menighed, skilt fra den netop ved det aandige Aparat,Aparat] 1899-utg. og Folkeudgaven har: Apparat som bandt ham til den, var han ligesom en Sprængkraft i et lukket Rum, han fortærede sig selv.

151Det Epitafium, som i Kirkens Kor er ophængt til hans Minde, giver i sine, næsten skamrosende, Vers et klart Syn paa Traditionens Sandhed. Hvert Ord er saa at sige en Protest imod en Mening, som ligger udenfor, og man forstaar, at her sættes Dom mod Dom. Der staar, blandt Andet:

«Se disse fire Fjæle her, hans tomme Støv indrømmer,
Hvis Lige der ej været har – og neppe mere kommer,
Men hvis Dit Øje Dig forklar, Du Sligt ugjerne ser,
Da lad ham være, den han var, og bliv Du den Du er.»

Og videre:

«Om ingen Anden vidne vil, hans Vidne Himlen er.»

Traditionen kan imidlertid ikke opløses af denne Mening. Hin er fremgaaet af, at en ustyrlig Livskraft var bleven sat i Bur, hvor den rev og sled i Alt, som kom den paa Taget nær, – denne som Følge af en Afmagt med Graven for Foden, og med Evighedens strenge Domstol for Øje. Begge beviser Sit; den Ene, at Manden kunde ikke leve, den Anden, at han maatte dø.

Senere, i Slutningen af det forrige Aarhundrede, forekommer en Skikkelse af hel anden Art, og hvis Jacob Bandsbild dannede Topmaalet for en urolig Aands Opsætsighed mod Alt, da afgiver denne isandhed Lavmaalet for en medgjørlig Sjæls Lammelse under Forholdenes Tryk. Intet rejste han sig imod, Intet rejste sig imod ham, han flød paa Tidens Vande til han sank, uden Styring og uden Kurs. Han begyndte Kirketjenesten, fortælles der, til sædvanlig Tid, men sen og tung i al sin Gjerning, endte 152han den først ud paa Eftermiddagen, og paa Høstens Tid maatte man da tænde Lys, saa Folk kunde se hvor de var. Men da han nu blev ældre, og sikkert ikke blev hurtigere i sin Færd med Aarene, forlod Menigheden Kirken efter som den kjedede sig til, og det hændte, at Klokkeren blev alene tilbage med Præsten; naar da ogsaa hans Taalmodighed var udtømt, listede han sig op paa Prækestolen med Kirkenøglen, og bad «han Far, selv lukke efter sig, naar han gik, – for nu maatte han hjem og faa sig lidt Mad!»

Omsider sluttede han som Ældgammel med at vandre ind i Kirken hver Aften, hvor han lagde sig til Hvile i Koret med en gammel Bibel under Hovedet, og saaledes fandtes han en Morgen død. – Han havde været Menighedens Barn istedetfor dens Fader!

Siden har Aandsmørke, Tungsind og Kuethed hvilet over flere af Jørendfjords Præster. Naturens Vidundere have ikke virket til Beundring, men til Skræk. De Allerfleste have forstaaet sit Forhold til Naturen som et rent legemligt, og ikke tænkt paa, at her ogsaa skulde kæmpes Aand mod Aand, og at derved ikke erobredes mindre for Livet end i de materielle Kampe. – Men naar nu Aandens Mænd, der ved Kundskabens Dyrkelse have vundet sig Ret til at træde ind som Lysbærere i Menigheden, selv kues ned i aandeligt Mørke af sin egen Gjerning, naar de, som udsendes af Staten for at løse den overtroiske og uvidende Befolkning fra Naturgrunden, 153selv sidde bundne i den, mon det da ikke er det samme som at give Barnet et Barn til Vogter? Og man ser jo rundtom i Livet de sørgelige Følger af saadanne Forløftelser, hvor den Ene bliver Krøbling ved den Anden.

Men Herren være lovet! det nye Tidsforhold har alt kastet sin Lysning ind i denne, de store Skyggers Dal! Her arbejder nu i Jørendfjorden en frejdig Præst med Livsmod og glad Fortrøstning, og Menigheden fylker sig om ham i Jevnsideshed. Hans Hustru optager de kvindelige Konfirmander i sit Hjem og giver dem der Belæring i en og anden Haandgjerning, taler med dem, og sætter saameget af Kulturens Skik paa dem, som hver efter sin Evne kan modtage. «Men desværre!» udbrød hun i Samtale med en Rejsende, «de Fleste glemmer det snart bort igjen.» – «O, man skal ikke tabe Modet for det,» tilføjede Præsten. «Kan Du bare vinde To for det Bedre, om Du saa arbejder i ti Aar, da skal Du være glad; thi da er der Fremgang.»

Med disse faa Ord er det rette Forhold mellem Præst og Menighed sat, og dermed tillige Kulturens Bane udmaalt, – ikke i Forhold til Tid, men i Forhold til Kræfter.

Dog, naar engang den nye Kirke rejser sig, og den staar lysomskinnet her i Dalen, da er ikke Naturmagten besejret for det, – den ægger ligefuldt til Strid, saalænge Jorden gaar i sin vante Gænge, – men den er underordnet en højere Magt! Naar 154Kirken staar som et Skjønhedssyn, vil den vække lyse Forestillinger baade om Død og Grav, og derfra vil atter Livet lægge sin Bane om, ligesom Kulturen: fra den tunge Kravlen mellem Højt og Lavt til den raske Gang i et jevnlagt Spor.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Billeder fra Vestkysten af Norge

Sommeren 1871 la Magdalene Thoresen ut på en sjøreise over Skagerrak og videre oppover langs norskekysten til Bergen. Hun bodde hos noen venner i Bergen i noen uker før hun fortsatte ferden nordover. Reisens egentlige mål var å gjense Sunnmøre, og det ble også høydepunktet for henne. Der besøkte hun bl.a. Herøy, hennes første bosted i Norge.

Etter turen reiste hun ikke straks tilbake til København som hun først hadde tenkt, men ble boende i Christiania og begynte på boken om reisen. Arbeidet med boken tok lengre tid enn hun hadde håpet, og i april 1872 vendte hun tilbake til København. Der fikk hun arbeidsro og i løpet av sommeren og høsten samme året fullførte hun boken, som kom ut desember samme år.

Thoresen gir levende beskrivelser av natur og folkeliv, og hun benytter seg av en personlig reportasjestil som virket ny og som ble populær i samtiden.

Se faksimiler av 1. utgave, 1872 (nb.no).

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.