JØRENDFJORDEN OG NORANGSDALEN

155Jørendfjordens Præstegjæld bestaar ikke blot af Dalstrøg, men tillige af Strandsider, og da Fjeldene ere overordenlig stejle, afgive de kun ringe Plads til Dyrkning; dog, Folket er flittigt og nøjsomt, og færdes paa Land og Vand med ligestor Udholdenhed til alle Aarets og Døgnets Tider. Men naar man rejser op gjennem denne prægtige Fjord og udbryder i Beundringens Ordlag over de svimlende Fjelde, som saa brat stænger af til begge Sider, da tier Bonden og ser med en vis nøgtern Mine op og ned ad de stejle Fjeldsider; thi han ved, at alle disse nøgne Furer, som i lange Rader løbe ned over Fjeldene og danne Afsatser, der give Udseendet af en oprindelig Skabningsform, kun ere Sporene af de utallige Stenskred, som paa Vaarparten skyde nedover, og gjør Fjorden saa utryg at besejle, og han ved hvad det vil sige at sidde paa Glyt i Baaden efter dem, selv om han af Forsigtighed styrer midtfjords hele Vejen.

Jørendfjorden, som aabner sig paa søndre Side af Storfjorden, ser ud som den skjærer ind og deler denne uhyre Fjeldmasse, idet den løber tre Mil sydlig 156i ret Linje, saaledes at man fra Indsejlingen kan have det slaaende Skue at følge dens Løb lige ind til Bunden. – Nogle faa Dalstrøg skjære atter ind paa Tvers og give det trøstefulde Syn, at selv disse uhyre Stenmasser kunne brydes og aabne Vej for Kulturen.

For Fjordsejladsen medføre dog disse Gjennembrud undertiden stor Fare; thi idet Fjeldrammen afstænger for de Vindstrøg, der tørne mod den, og hvoraf navnlig Vestenvinden bryder paa med stor Styrke, fare de frem gjennem Dalaabningen, som blæst ud af en Damppibe, og det hænder da, at en Baad, som for en let Brise har styret ind over Fjordløbet, paa engang anfaldes af et sligt Vindstrøg, der krænger Baaden, saa Sejlet kaster sig og Sejlstenene rulle over paa Siden, og da skal der rigtignok et raskt og haandfast Lag til at rette paa Forvirringen; men det Lag har Skydsen i disse Egne, – det er hans Kultur! Et Øjeblik efter sidder hver Mand rolig paa sin Plads igjen, – Baaden glider for den samme Vind, der fra Fjordmundingen stryger lige ind til Bunden, som baaret af Fuglevinger, og man fristes til at tro det Hele et Fantasispil, hvis ikke man saa sig tilbage, hvor den mørke, oprevne Tværstribe over Fjorden endnu betegner Kastevindens voldsomme Gang.

Der er paa Søndmør ikke et eneste Punkt, hvor Naturen er fremstaaet i den gribende Majestæt, som her i Jørendfjorden. – De mægtige Fjeldrækker hæve 157sig som stille, højtidsfulde Kirker, der strække sine takkede Gavle og Spir op i den blaa Luft, eller gjennem Skylagene, hvor de da komme tilsyne ovenfor ligesom opdukkende af et Taagehav. – Alt staar som om Naturen havde paatrykket det Kunstens store, ordnende Tanke.

Hvis Almuen her havde set Udlandets gothiske Architektur, havde hvert andet Fjeld faaet Navn af Kirke, en Benævnelse, som allerede forekommer her paa andre Steder, til Eksempel Ejdskirken ved Voldsfjorden. – Forresten har paa det Nærmeste hvert Fjeld sit Navn; det, som intet har, ser man straks er blottet for den Fantasi, som gjør at Bonden giver det Navn, og derved ligesom drager det nærmere til sig. – Det navngivne Fjeld er jo paa en Maade med i Livet, det er en Kjending, medens det unavngivne bliver en blot og bar Naturmagt.

Men det er ikke allene Tinderne af disse Fjelde, som fremvise et saa mærkeligt Skue, – ved deres Fod forekommer ofte dybe Indhulinger, som fornemlig mellem Gaarden Standal og Bonddalsstranden, hvor de højne sig og se ud som hvælvede Indgange til dybe Dværgboliger, dem aldrig nogen Menneskefod har betraadt. Og her syntes det da atter, som om Naturen havde været Kunstner og skabt i ustadigt Lune, – blot for at skabe! – Alle disse Løngange ere imidlertid fremkomne ved at Isen lægger sig i Stenfurerne og sprænger de store Fjeldstykker fra hinanden, dog endnu mer maaske ved Sjøens uafladelige 158Paadrev, thi den ene Naturmagt fortærer jo den anden! Hine takkede Gavle og spidse Taarne, med Skykrandsene om sine kreneleredekrenelerede] gjennomhullete Tinder, ere ikke dannede i en af Naturens faste Former, men de ere fremkomne igjennem Tiderne, og ved Forkrænkelighedens Lov.Forkrænkelighedens Lov] forgjengelighetens lov Det er det stormende Havvejr, som pidsker ind paa disse Kolosser, og tærer paa dem saalænge, til det Runde bliver skarpt og det Skarpe rundt, og ligesom Sjøen huler sig Lønveje i Fjeldets Fod, saaledes skjærer Stormen sig Trappetrin og Buegange i de stejle Tinder.

Om flere af disse mærkelige Formationer gaar der de forunderligste Sagn blandt Almuen, og man føres ganske jevnt til den Slutning: at den menneskelige Aand har villet forklare sig Alt, – og at fra denne Vilje skriver sig de mangfoldige Erfaringer i Bondens Liv, paa de for Kulturen saa utilgængelige Steder. Men det er ogsaa disse simple Slutninger, som Mennesket igjennem Aartusinder er krøbet frem til fra Dyrets Instinkt, som nu danne Grundstøtterne i Naturvidenskaben. Maaske har en af disse sammenskrumpne, ludende Oldingeskikkelser paa sin tunge Livsgang udfundet Nytten af det Stof, hvorved en af Kulturhistoriens KoryfæerKoryfæer] foregangsmenn har vundet sin Berømmelse. Og paa den anden Side er det ogsaa ham, som i sin Iver for at begribe, og i sin uvidende Barnetro paa det Overnaturlige, har skabt Sagnet og de tusinde Fabelskikkelser, hvoraf Digtningen har flettet sine skjønneste Kranse.

159Om flere af disse Fjelde opbevares dog forunderlige Sagn, som synes at hensætte et Spørgsmaal til andre Tiders Besvarelse. Der berettes saaledes om Troldgjøllet, at der ud af en dyb Hulning skal være set Røgskyer stige op, blandet med flyvende Gnister, og at samtidig er hørt stærke Drøn i Fjeldet. For tredive Aar siden levede endnu gamle Folk, som paastod at have baade hørt og set det, samt at slige Drøn jevnlig fulgtes af stærke Skred, hvorfor de ogsaa ansaaes som et Varsel for Stenskred. Her synes da at være uddraget en Fornuftslutning af ukjendte Aarsager og Virkninger, som meget godt kunne passe sammen, og da dette har været sagt om flere Fjelde her paa Søndmør, vilde det være urimeligt at henlægge det til en Fabeltro. De Jordrystelser, som til forskjellige Tider ere iagttagne langs Norges nordvestlige Strøg, give dog Vished for, at der i hine Fjelde er vulkansk Stof, som meget vel kan have havt større Udbrud i en forsvunden Tid end i den nærværende; og Fremtiden vil maaske konstatere Fortidens Erfaringer. – Vore Fjelde staa endnu tildels og ruge over sine Hemmeligheder. Bonden, der ogsaa her er den Første, som har trængt paa med sit Instinkt, er ikke kommen videre end til at give dem Troldene ivold! Men uagtet vi ikke kunne følge Naturmenneskets Mening med at give disse skjulte Kræfter Troldnavnet, er det dog sikkert, at om vi fulgte Troldenes Spor, fik vi nok Noget at vide, som vort materielle Skjøn vilde takke for.

160En dygtig Bergværksejer sætter maaske engang et sligt «Bergtrold» i Afbildning over Indgangen til sin Drift, – som første Opfinder og Medinteressent!

Den egenlige Jørendfjord ophører med Sæbo, da dens Fortsættelse 1 1/2 Mil længere ind i Landet kaldes Storfjord; men den danner her en liden Tværfjord, som skraas overfor Bonddalen skjærer ind til Norangsdalen, og som kaldes Norangsfjorden. Dette er det mærkeligste Dalføre paa Søndmør. Det er over to Mile langt; men da Nebbedalen umiddelbart slutter sig til som en Fortsættelse, har man fulde tre Mil at tilbagelægge, før man naar til Hellesylt i Søndelvens Sogn, hvorfra Dampbaad fører videre til Aalesund, – Søndre Søndmørs By og Centralpunktet for dens Kultur.

Norangsdalen er kun lidet beboet, og Størstedelen af den bruges til Sæterdal. Den er meget trang, og de uhyre Fjeldmasser, der rejse sig ligesom paa Trods mod hinanden, afgive kun liden Plads til farbar Vej; men denne gaar da ogsaa snart over til en smal Sti, der snor sig hid og did, op og ned, mellem Stenrøsene. – Is- og Snebræer hænge her lige ned til Foden af Fjeldene, og store stille Vande ligge hen gjennem Dalen. – Det Øverste af Højderne, omtrent fra Midten af, er brat med dybe Indhug, stejle Tinder og fremspringende Nuter, det Nederste er Lag paa Lag af udbrustne Sten, som yppige Fjeldvækster have jevnet over og sammenføjet. 161Et af Fjeldene rejser sig dog i lodret Højde, og saaledes, at naar man kaster en Sten ud fra Tinden, plumper den lige ned i Vandet, der ligger dybt og mørkt ind til den stejle Væg.

Det hele er et vildt, gribende Syn, som man stirrer paa med en Blanding af Begejstring og Skræk, medens de store Billeder sænke sig ned i Sjælen til evig Ejendom. Der er dyb Stilhed op gjennem Dalen, og dog er det, som om et andet Liv, end det vi Mennesker røres og leve i, bevægede sig med lange Sus hen over Ens Hoved. – Men det er alligevel ingen Ørk; man føler sig i et Forhold til Naturen, og det gjør man ikke der, hvor dens Puls er standset. Man fristes til at sige: at her har Naturen i sin Strenghed vist Menneskene fra sig, fordi den kunde ikke pleje Hverdagsomgang med dem – men den har alligevel et Hjerte. – Og derfor drager man gjennem Norangsdalen som gjennem de store Kirker og Slotte i fremmede Lande, – man er sky, ærbødig og taus.

Men Norangsdalen har alligevel sine Stemninger, – den staar ikke ganske stille som et Billedgalleri og viser hver Dag op igjen det Samme! Dog til at male disse behøves det personlige Indtryk, og dette fremstiller altid Særsynet. Men et saadant faar jo sin Berettigelse, netop hvor Naturen har lukket Mennesket ude fra sit daglige Samkvem; thi da har den jo stillet sig i Forhold til Digtet, – 162som er den Enkeltes Syn gjennem hans særegne Opfattelse.

Det er da for at gjengive en af dens mægtige Stemninger, at her skal brydes med den fulgte Retning ved at lade Beskueren selv skildre.

Det var en tung, regnfuld Dag, da vi roede over Fjorden ind til den første Gaard, som ligger ved Dalens Begyndelse. Vi fik Anvisning paa en Røgstue, hvor der kunde være meget godt til et kort Ophold, men lidet indbydende til et længere. Imidlertid laa Alt udenfor Huset hen i Regnens og Taagens graatunge Lag, og da Vognen kom for Døren, fik vi en Fornemmelse af, at det dog vilde være bedre at blive flyttet fra Sted til Sted i denne Tykning end at staa stille og saa at sige ælte i den. Saa tog Rejsen sin Begyndelse. – Regnen var ophørt, men Dalen laa fyldt, lige fra Skyerne og ned til Bunden, af hvidgraa Taager, der saa ud som tætte Dampe. Ingen af Fjeldtoppene vare synlige, vi saa kun frem for os i en Arms Længde. – Det syntes at skulle blive en sørgelig Rejse, meningsløs og tung som en Overanstrængelse; men den var jo begyndt! – Da kom der efterhaanden en vis Bevægelse i Taagerne, en blændende hvid Glans gjennemskinnede dem, og bagved, i de sælsomste Former, fremstod mægtige Skygger. Først løsnede Taagen i store Masser ud fra Fjeldene og løftede sig fra Dalbunden, saa delte disse sig efterhaanden i mindre Former, og da viste sig isandhed 163et saa mærkeligt Syn, ja langt mærkeligere end Ord formaar at skildre; thi der foregik en hel Skabningsakt omkring os, og det var som om et nyt Kaos var fremstaaet, og som om Alnaturens oprindelige Former begyndte at udvikle sig deraf. – Omsider hævede Fjeldtoppene sig ud af de bølgende Omhæng, og kulsorte med hvide Snepletter stod de da mellem de skinnende Taager som Noget, hvorved man uvilkaarlig gøs – som en Form for det Onde, som mægtige, grinende Troldhoveder!

Men Taagerne vedblev at dele sig. De skiltes og mødtes som i en Leg – de svingede ned langs Fjeldsiderne i bølgende Tog – de svømmede hen over Vandene – de hang sig som Slør i de fine Birketoppe – de svævede som Dunflagger omkring mellem Enerbuskene, og Solen, som synlig svømmede inde under Skylaget, gav Gjenskinnets Glands til det Altsammen, saa hele den fantastiske Taageverden bølgede hen i et blændende Sølvskjær.

Ved dette Syn forstod man, hvorfor Rafael fyldte sine Skyer med Englehoveder, og at Ossian kunde se de Faldnes Aander svævende over Kamppladsen.Men Taagerne vedblev … over Kamppladsen] disse to avsnittene er fjernet i 1899-utg. og Folkeudgaven

Men idet man saaledes beskuer denne mægtige Dal med Digtningens Syn,med Digtningens Syn] ordene er fjernet i 1899-utg. og Folkeudgaven aabnes tillige Øjet for en Tid, saa langt tilbage, at man uvilkaarlig stanser der, hvor Bonden stanser, foran Sporene af en mægtig Naturrevolution, den han hverken kan forklare ved det Overjordiske eller det Underjordiske, og som han derfor uden videre lægger hen til Syndfloden. 164«Skaden har gjort Meget – men saa har nu Syndfloden gjort det Meste», siger han og er dermed Sagen kvit. – Gjør man da det Kæmpeskridt tilbage, og tager man Norangsdalen straks efter «Syndfloden», ligesom Bonden, da ser man, at et mægtigt Elvefar har skaaret sig ned gjennem en Sænkning i de ubestigelige Fjelde. Man ser det har malet, udhulet og sprængt paa, saalænge til Stenen er løsnet, og uhyre Skred styrtet fra begge Sider mod hinanden, som i et Ragnarok, og lukket til over Elven. Herved er den da omsider bleven bunden og delt i mange stille Vande, – de samme, som nu ligge og smile over de mægtige Spejlbilleder, de bære op mod Himlen.

I denne Opfattelse støttes Bonden desuden af Kjendsgjerninger; thi af Fjeldformen er det synligt, at umaadelige Skred er gaaet ned paa begge Sider, og at disse Stenmasser, som nu runde og jevne Foden af Fjeldene, have i hine fremfarne Tider rundet deres bratopstigende Toppe; – alle disse stille Vande, som ligge saa smukt hen gjennem Dalen og have underjordiske Smaaveje til hinanden, maa engang have skaaret sig ind i et eneste Løb – og fra Højden af, fra Grunden kunde de ikke komme; – han har da spekuleret over dette, og skjønnet, at det maatte være gaaet naturligt til, – han kjendte ikke Isperioden – saa stansede han ved Syndfloden.

Fra Norangsdalen kommer man, som før nævnt, umiddelbart ind i Nebbedalen, der hører til Søndelvens Præstegjæld. Her mødes man nu efterhaanden 165af rigere Egne, rigere paa det, som kaldes menneskelig Gavn og Glæde, følgelig paa Kultur, – thi det er jo Kulturens Maal at gjøre Livsgjerningen lettere, ikke ved at tage Arbejdet fra Mennesket, men ved at tage Overanstrængelsen fra Arbejdet.

Denne Dal er som de fleste ogsaa delt af et Elvefar, men det styrter sig nedover i bratte Fald og er indfattet i den skjønneste Ramme af Skov og Eng. – Intetsteds i Hardangers, af Malere og Digtere forherligede Egne, findes en Trakt, som kan maale sig i Skjønhed og Naturfylde med dette dejlige Højdedrag, som gjennem Nebbedalen bærer nedover forbi Syndelvens Kirke lige til Syndelvsfjorden.

I Norangsdalen blev man sky og taug af Respekt for Naturmagten, Ordet døde hen i Afmagt; men om det ikke kom til Live her i Nebbedalen, da var det visselig, fordi Hjertet blev for stort.

Mærkelig paa en anden Vis er dog Begyndelsen af Nebbedalen, thi her ligge hele Strækninger hen med Sten paa Sten, som en Virkning af de mangfoldige Skred, der i Nutiden er gaaet ned paa begge Sider af Vejen. – Det er en Ørken, som knuger Sindet med sine døde Billeder, og dog har der fæstet sig et Livsbillede her paa denne farveløse Grund, som ikke slaar ved Afveksling og Mangfoldighed, men ved det enkle Drag, – det er som et Blad, der vender sig med Livet paa den ene Side og Døden paa den anden!

Der laa en temmelig stor Gaard hinsides Vejen, midt op i den værste Stenrøs, og med et uhyre 166Fjeldstykke bag ved sig. Her levede for en Del Aar siden et Par unge Folk sammen med deres gamle Forældre. Da kom en Aften ud paa Slutningen af Vinteren, hvor der var stor Bekymring i Huset. Den unge Kone var frugtsommelig, og havde baaret sig sygelig oppe i længere Tid; nu havde hun to Dage i Rad havt et Fremsyn, en gammel Kjærring var kommet hen til Sengen og havde rystet paa Hovedet til hende, og Skrækken havde paaført hende en for tidlig Fødselsve. Midt i denne Jammer hørtes nu med en Gang et Drøn oppe i Fjeldet, – det var som det skiltes ad, og Huset dirrede, som om det løsnede i Grunden. Alle bleve lamslaaede af Rædsel – Konen glemtes – Tilstelningen for hende faldt bort; Nogle laa besvimede og Andre for omkring for at undersøge Skaden, – Gud alene gav Skytsel til den Syge. Men medens Naturen udenfor skrev Dødsruner i store Træk, gik Livet frem derinde i smaa sittrende Drag!

Da Morgenen kom, viste det Forfærdelige sig, at et stort Fjeldskred var gaaet ned lige bagved Huset, og foruden det var et umaadeligt Fjeldstykke løsnet oppe i Aasen, som efter al Rimelighed var gaaet ned først; thi det laa paa en Fjeldhammer lige ovenfor Huset, – og ikke Kant imod Kant, hvorved det vilde have sprængt sig ud over Gaarden og revet den med sig i sit knusende Løb, nej – passet ind til Stedet, som efter en Maaltagning, var den uhyre Kolos faldet lige ned i et fast Leje! – Som et vel beredt Sæde 167havde Hammeren staaet der i Aarhundreder, – nu kom Kæmpen og satte sig til Hvile paa den!

Det vistes da ogsaa, at netop dette Fjeldstykke havde givet det efterfølgende Skred en anden Retning. Det havde ikke kunnet rokke Knuden, heller ikke sprænge den, saa delte det sig og gik ned paa hver Side af den, hvorved da Gaarden blev liggende uskadt i Midten, – og der ligger den endnu; Kæmpen sidder lige fast paa sit Sæde, – men den Dag han flytter sig? – Dog det tænker Bonden ikke paa, det er kun den Rejsende, som haster forbi et saadant løsrevet, overhængende Fjeldstykke med standset Aandedrag, fordi han synes, at nu netop maa Øjeblikket være kommet, da det skal falde; men den, som drager Vejen et Aarhundrede efter, vil have samme Følelse.

*

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.