18Jens Oppistuen havde gaat og vært sur og tvær i en tre fire dage. Ikke saa at han egentlig bed, men han fôr urolig omkring og fik ikke bestilt noget og svarte paa sned, hvergang han skulde si noget.
Men det blev der ikke saa ofte anledning til, for Jensine, den trediveaarige, voksne datteren hans, vidste saa omtrent, hvad det betød, hun sagde ikke mere end højst nødvendigt, og saa gik de da og tied fuldstændig et par dage.
Men pludselig en morgen var han saa overmaade blid igjen. Han kom endog bort og vilde bære vand til fjøset for hende, mens hun stelte kreaturerne, og ytred noget om, at det vist blev for tungt for hende med denne lange vasvejen.
Hun bare retted sin store, stærke krop og sagde, at det gjorde ikke noget, det var ikke flere bøtterne, som skulde til.
19Nej, nej, men han kunde nu bære engang imellem ligevel – og han gjorde det. Da han var færdig, gik han ligesom og vented, at hun skulde sige noget, og prøvde baade med det ene og det andet.
Hun svarte – ikke uvenligt, men bare kort ja og nej. Saa keg han ind i fôrhuset.
Om hun havde fôr, saa hun bærged sig denne ugen ud, uden at han kjørte hjem mer?
Hun saa op, roligt, midt i hans ansigt og svarte ikke straks.
Hurtig lagde han undskyldende til:
«Ja, for jeg faar nok ikke stunder denne ugen.»
«Jasaa. Jo, jeg berger mig nok.»
Det lød saa kort og uinteresseret, og hun tog fat paa sit igjen.
Han stod uvis og vented, vilde ligesom sagt mer, men saa snudde han og gik ud af fjøset.
Han kunde bli saa ædende ærgelig paa hende, – aldrig kunde hun spørge!
Hun gløtted ud efter ham og saa, at han først gik op paa buloftet, derpaa paa staburet og endelig ind i stuen. Nu var det ikke som dagene før, at han løb paa maafaa, nu var det, ligesom han havde noget bestemt at gaa efter.
Aa ja, hun vidste nok, det ikke hjalp, men han skulde da i alle fald faa si fra selv; hun skulde vist ikke hjælpe ham paa glid.
20Da hun kom ind i stuen, sad han rolig oppi bænken og læste i en fjorten dage gamme «Tilskuer». Hun begyndte at stelle fremmi pejsen.
Han saa op over avisen og fulgte hende med øjnene en stund.
Saa sagde han pludselig:
«Snakked du ikke om noget garn, du skulde ha sendt til farveren i byen, du?»
«Det er skikket for længe siden.»
«Hvem med?»
«Han Per Sletten rejser hver maaned han, ved jeg.»
«Hm.»
Det blev stille en lang stund, og han læste i bladet, halvhøjt: «Auktion. Tirsdag den 16de April førstkommende afholdes frivillig auktion paa gaarden Opdal søndre over – – –«
«Nu har han git fra sig gaarden Opdalen, du.»
«Jassaa.»
«Aa ja, han var gammel nok.»
Han læste videre:
«Laante sække og dunke maa tilbageleveres snarest muligt. P. Opstad.»
Jensine keg over skulderen. Nu kom det nok. Han kræmted, og saa sagde han:
«Ja, det er rent forgalt ogsaa, nu har jeg beholdt dunken siden jul.»
Sagen var nok den, at Jens Oppistuen havde havt dunken de sidste fire aar, og at han havde 21gjort mer end en byrejse for at lever den tilbage, men havde altid laant den paany; og det var heller ikke første gang, Jensine havde hørt et sligt avertissement læst op som paaskud. Hun saa da ogsaa nu over skulderen, at han lagde avisen sammen og putted den i lommen.
«Aa, det haster vel ikke saa.»
«Du kan vide, han har brug for dunken, naar han aventerer.»
Jensine svarte saa inderlig blidt:
«Ja, da træffer det sig rigtig heldigt, at han Per Sletten skal rejse i førstningen af næste uge; jeg skal gaa ned til ham med den, jeg.»
Jens overhørte det.
«Og saa skulde jeg ogsaa havt solgt disse tre kalvskindene, jeg har hængende.»
Jensine svarte ikke.
«Og skal jeg rejse, saa maa det bli i denne ugen, for senere faar jeg ikke stunder.»
Lang pause.
«Og føret kan snart gaa op ogsaa –»
Han saa ud af vinduet:
«Men det blir nu klarvejr de første dage –»
Han klødde sig bag øret:
«Aa ja, san, – det er et mas med dette at ligge og skrangle i vejene – – jeg har ret saa liden hug paa det, at jeg faar nu ialfald se paa skindene, om de har godt af at hænge længer.»
22Han rejste sig og gik ud. En stund efter kom han trækkende ind med tre kalvskind. Han bredte dem ud og kneb i dem og bøjed dem:
«Ja, jeg er nu ikke god for at tro andet, end at Opstaden gir mig halvfjerde mark stykket, – naar jeg kommer selv da; skikker jeg dem, saa faar jeg ikke mer end tre.»
Han saa paa Jensine; hun holdt fremdeles paa med sit og lod som ingenting. Han skjød underlæben frem og stod en lang stund, som han tænkte efter:
«Hm! hm! jeg har ikke stunder! Ja, saa er det det garnet ogsaa, som du saa endelig skal ha igjen; – jo det lægs til! – Fanken ogsaa, at det skal haste saa med den filledunken, at han skal ligge og aventere efter den!»
Han gik ud igjen, og Jensine hørte, at han tramped ovenpaa. En stund efter kom han ind igjen med den solide tipotters dunk under armen.
«Ja, her er den.»
Han stod igjen en stund og saa afvekslende paa skindene og paa dunken. Hans ansigt antog et ærgeligt udtryk, og saa sagde han pludselig bestemt.
«Nej, jeg skjønner, det blir ikke anden raad. Jeg faar ta mig til og rejse lel imorgentidlig. Du faar finde i skræppen, Jensine.»
Han skyndte sig ud saa fort, at Jensine ikke fik tid til at sige noget.
23Resten af dagen var han saa umaadelig let og livlig, og havde svært meget at bestille. Han trak frem slæden og eftersaa den nøje, og han stræved i kjælderen og fyldte en sæk med de største, vakreste poteter, og han stapped i høsækker og lagde dunken pent ovenpaa i den ene af dem, og han surred det hele saa ualmindelig godt paa slæden, og da det blev aften tog han sælen ind og smurte remmene og hængte staldvække i brystremmen, og alt i et snakked han til Jensine saa overmaade blid.
Men han fik næsten ikke et ord ud af hende; hun fandt i skræppen som sædvanlig og stelte som sædvanlig, men ikke et eneste billigende ord om denne rejse, – ikke engang da han bad om farvesedlen paa garnet, saa han kunde løse det ind for hende.
Om natten sov han saa uroligt, og lytted alt i et efter, hvor mange klokken slog; han havde lyst til at staa op, da han hørte den slog tre, men det var kanske bedst, han ikke vækked Jensine endnu, – og saa laa han vaagen en hel time. Men da den slog fire, saa kunde han ikke holde sig længer; han fik da ialfald staa op og gi Blakken.
Han stod op, saa stilt han kunde, tændte lygt og gik i stalden, hvor han syslede længe. Da han kom ind igjen, var Jensine oppe og havde hængt paa kaffekjelen.
24«Nej, er du alt oppe?»
«Ja, du skal vel afsted.»
Han prøved paa mange maader, men det var ikke muligt at faa hende til at sige noget af sig selv. Hun bare saavidt svarte, venligt, men ligegyldigt.
Fanken til førkje ogsaa! Havde hun endda gjort sig sindt, saa kunde han da faat sagt hende, at han var sin egen herre!
Han spiste i taushed. Saa tog han paa sig frakken, hængte skræppen over skulderen og tog svepen ned af spigeren.
«Ja, saa er jeg vel færdig da, saa jeg kan sætte for.»
Han stod lidt og vented paa svar, og saa gik han ud.
Da han havde spendt for, kom hun ud for at se ham rejse af gaarden. Da han var færdig og havde tat ned tømmerne, stod han lidt og tænkte sig om.
«Du Jensine? Vilde du ha et silkebasttørklæde du? Dersom jeg fandt et rigtig pent.»
«Det er bedst, du ikke har for meget at hugse paa. Du kunne glemme – at levere dunken.»
Han slog op en tvungen latter.
«Nej, du er god du, Jensine. Det er da derfor jeg rejser, ved jeg!»
25Da Jens Oppistuen næste morgen vaagned i et lidet, tappetseret værelse inde i gaarden hos kjøbmand Opstad, havde han det til en begyndelse omtrent som Jeppe i baronens seng. Han maatte rigtig gni øjnene baade en og to gange, før han havde paa det rene, hvor han var.
Jo vist, han var i byen, – han var kommet igaar eftermiddag –! Men det var da besynderligt, saa dunkelt det stod for ham og slig lej smag, han havde i munden!
Han langed op paa bordet efter vandflasken og drak eftertrykkeligt.
Nej, det var da besynderligt med hukommelsen – ja, det kom der ud af at ha saa meget at hugse paa.
Lad se, hvordan var det nu?
Jo, han var kommet ruslende ind i gaarden, han og Blakken, som sædvanlig igaar; han havde hilst paa gaardsgutten og faat anvist værelse, og saa var han gaat ind i butikken med dunken under den ene arm og kalvskindene under den anden. Han sjøl havde som sædvanlig siddet paa den høje krakken inde paa kontoret med døren paa gløt, det ene øje nede i prottekollen og det andre ude i butikken. Og Jens var gaat lige ind til ham og havde leveret dunken og faat den strøget ud – Opstaden havde endda spurgt 26saa lønsk, om han skulde stryge den. Aa ja, han forstod nok, hvad Opstaden mente, – men det skulde han være blaa for – dennegang, slig som han snød ham paa skindene bare en halv daler stykket og to mark for en tønde poteter! Og saa blanded han vand i brændevinet ogsaa, – det havde den forrige gaardsgutten sagt! Men han var jo god at ha Opstaden ligevel, han gav jo paa borg dennegangen ogsaa, efter at ha forhørt sig – han trodde nok ikke Jens mærked det – om han havde lige mange kjøer som før.
Han rejste sig op i sengen og begyndte at klæ paa sig. Æsch, trodde han ikke, han havde ondt i hovedet ogsaa!
Ja, hvordan var det nu vidre? Han havde jo gjort sig rejsefærdig igaarkvæld og læsset. Lad se, – han havde faat ud en tønde sild – et bismerpund kaffe og en top sukker – ja, og hundred firtomsspiger, – men hvad var det mer –? jo, tre skaalpund hvedemel og en gang hestsko – ja, ogsaa et pund grønsaape. Jo, saa var det. Saa var han gaat til farveren og havde hented garnet til Jensine – det var pine død sandt, han havde glemt silkebasttørklædet til hende, det fik han hugse idag –; saa havde han vært inde paa kontoret igjen og faat en dram, og saa var det, han var gaat paa apotheket efter krokpulveret, som Blakken skulde ha mod hosten. Ja, det var rigtig, det var da han mødte ham Simen Harstad, som 27han bad med sig ind til madam Svenstad paa en dokter. Jaha, saa sad de der til den var tømt, og saa tog ogsaa Harstaden i en.
Jens var nu kommet i bukserne og blev staaende med skoerne i haanden:
Hvad pokker var det for en krop, som var kommet til! Jovist var der kommet en krop til, de havde endda drukket øl da – men hvem Fanken det kunde være –?!
Han satte skoerne ned og fik den ene fod nedi, men stansed igjen:
Den kroppen og Harstaden, de havde da vist handlet ogsaa – det maatte være rigtig en strid krop – for det havde været svare til akkedas, det kunde han hugse – jo vist havde de handlet, for der blev drukket kjøbskaal.
Han satte den anden fod nedi skoen og standsed igjen.
Hm – det var da ligesom det svæved ham for, at de havde været ude og kjørt ogsaa – men hvordan han var kommet hjem til losementet – det var da besynderligt, han ikke skulde hugse det!
Fuld –? Pøt – hørt sligt tull – fuld –? hæ, det var da ikke noget at bli fuld af det lille, han havde drukket!
Men montro han havde git Blakken fôr til natten –? Nej sandelig, om han kunde hugse det heller!
28Han greb huen og gik ud. Hu, det kulsed saa i ham, og lyset skar saa ondt i øjnene.
Jo, der stod lasset ganske rigtig i fuld stand – han saa efter, jo han havde da al ting – ja, ja, saa fik han gi Blakken og se til at komme afsted saa snart som muligt.
Han tog en høsæk og rusled bortover mod det spiltoug, hvor han havde sat Blakken. Han saa ikke op, før han var lige bortved der.
Da blev han staaende med stive øjne og vidt aaben mund. Blakken var blit rød!
Han blev staaende længe.
Hesten, som hørte det knased i høsækken, vendte hovedet mod ham og homred.
– Nej – trodde han ikke det var Rauen til Harstaden!
Han slap sækken og klødde sig bag øret:
Han skulde da vel aldrig tro, at de havde byttet – at det var ham selv, som havde akkederet med Harsteden!
Han blev staaende længe.
Nej, hvad tro det kunde være for en krop, som havde været med? Eller kanske det ikke havde været nogen –? – han blev ligesom mer og mer borte, jo længer han tænkte paa ham! Jo, det var nok fare for, at de havde byttet likevel.
Ja, ja – han kunde ikke si, han var saa svært mistjent med det –; – bare han kunde 29hugse, om de havde byttet ligt? – eller om han havde git noget imellem?
Hm, – det vilde forresten bli rart ikke at ha Blakken mer; og hvad vilde Jensine synes? Hun vilde naturligvis tro – hvad der slet ikke var sandt, at han havde gaat og vævet og handlet i fyllen –! – nej, det var Harstaden, som havde været fuld!
Hm, det bedste vilde det nu vært ligevel, om han kunde faat gjort det om. – – Det kunde jo hænde, at Harstaden var ligeglad ogsaa –? – han havde havt Rauen længe, og kjærringen hans skulde ikke være saa grej? – kvindfolkene havde idetheletaget imod al slig handel ude i vejene.
Han tog en rask beslutning:
Jo, han vilde gaa bort i losementet til Harstaden!
Han gav Rauen baade hø og vand, og saa gik han ud af porten og bortover gaden. Det var tidlig og faa folk ude.
Der saa han en mand komme borti gaden. Jo, saa sandelig var det ikke Harstaden, som alt var ude. Han saa ret urven ud, han ogsaa. Aa ja, det var ikke saa rart, saa fuld, som han havde vært igaar!
De mødtes, og standsed. Det gik sent med at komme tilorde.
30«Er du alt ude du ogsaa?» – det var Harstaden, som begyndte.
«Ja, jeg er det.»
«Skal du nogetsteds hen?»
«Nej, jeg er omtrent rejsefærdig, jeg vilde bare rusle lidt bortover gaden. End du – skal du nogetsteds hen?»
«Nej, ikke egentlig det heller.»
Deres øjne mødtes, men de tog dem hurtig hver til sig.
«Du er rejsefærdig du ogsaa da?»
«Ja, jeg er omtrent det.»
De stod en en stund. Saa henkasted Jens ligegyldig:
«Jeg undres, hvor han bor den fremmede kroppen jeg?»
«Hvad for en krop?»
«Aa, det var bare en, som kjørte forbi mig paa vejen igaar.»
«Jasaa. Jeg saa ingen fremmed igaar, jeg.»
«Nej, han bor vel paa hotellet, kan jeg tro.»
De blev staaende en lang stund. Saa sagde Jens:
«Du kommer vel hjem tilkvælds du?»
«Ja, jeg tænker da det.»
«Hvad siger kjærringen, naar hun ser, du har handlet.»
«Aa, kvindfolkene er rare, ved du. – men 31det er jo ikke saa værst handel, jeg har gjort dennegangen.
Jens skjeled bort til ham og sagde forsigtig:
«Nej, du ved, det er mellemlaget, som gjør det.»
«Mellemlaget? Jeg lovte ikke at gi noget imellem. – det gav du dig paa.»
«Nej, nej, jeg siger heller ikke det. Angrer du paa byttet kanske?»
«Aa nej, jeg kan ikke sige det. End du?»
«Aa nej, – men det er det samme – vi er jo gamle busser, – du skal faa bytte om igjen lel, dersom du tar i en dokter.
Nu, blev Harstaden opmærksom:
«Nej, det synes jeg nok tilkommer dig!»
«Synes du?»
«Ja, det synes jeg rigtig.»
«Ja, ja lad gaa da. Det er koldt her paa gaden, og netop nu lukked madam Svenstad op.»
De var saa lette begge to, da de smat ind i sjappen hos madam Svenstad.
*
Jens var allerede paa en liden pisk igjen, da han langt ude paa formiddagen stod inde i Opstads butik for at faa fyldt rejseflasken.
Opstaden stod i kontordøren. Da flasken var fyldt, blev Jens staaende lidt.
32«Ja, saa faar jeg vel se at komme afsted jeg da.»
«Skal du alt drage?»
«Ja, jeg skal nok det. Ja, farvel da og tak for denne gang.»
«Du faar komme ind og ta en rejsedram.»
«Aa tak, jeg skulde vel ikke det heller.»
Han blev med ind paa kontoret og fik sin dram.
Han blev staaende tvilraadig i døren.
«Ja, nu er det vel ikke noget, jeg har glemt da. Ja, farvel!»
«Farvel, lykkelig hjemtur!»
Han gik.
En stund efter stod han igjen inde i butikken:
«Det er pine død sandt, jeg skulde ha et vakkert silkebasttørklæde til Jensine.»
Opstaden var saa særlig forekommende. Han kom selv ud i butikken og hjalp ham at finde ud et.
Da det vel var gjort, stod han igjen lidt:
«Du faar vel ta en dram paa denne handel ogsaa,» sagde Opstaden.
«Bare det ikke blir for meget.»
«Aa pyt, naar du skal rejse hele dagen –!»
Han tog drammen, og nu tog det endnu længere tid med at komme afsted. Da han havde sagt farvel og var blit ønsked lyksom rejse, stod 33han igjen en stund, ligesom han vented paa noget, men saa fik han det pludselig travelt:
«Ja, saa faar jeg sætte for hesten da.»
Han gik ud i gaarden og pusled baade længe og vel, før han fik Blakken forspændt.
Da det var gjort, iled han igjen ind i butikken. Opstaden blinked ind gjennem kontordøren i det samme, han kom.
«Det er pine død sandt, jeg maa ha med pebbermynte for 6 skilling til hende Jensine.»
Han fik det og gik mod døren igjen. Der stansed han pludselig og knibsed i fingrene.
«Ja, var det ikke det, jeg kendte paa mig, at det var noget, jeg havde glemt. Jeg skylder ham Per Sletten en pot brændevin siden jul, og den maa han endelig ha igjen.»
«Ja – ha,» sagde betjenten – «har du noget at ha i?»
«Nej, det er det, jeg ikke har. Har dere ikke noget, jeg kunde faa laane?»
Nu var Opstaden ogsaa kommet ind.
«Hvad er det?»
«Aa, jeg skulde havt en pot brændevin, som jeg skylder ham Per Sletten, men jeg har ikke noget at ha i. Du har ikke en liden enpotsdunk at laane mig?»
«Er der nogen slig?» – Opstaden blinked til betjenten.
«Nej desværre, ingen ledig.»
34«Nej, jeg kunde tænke det, nej desværre.»
Jens klødde sig bag øret.
«Nejgu om jeg da ved, hvad jeg skal gjøre.»
Opstaden var meget tjenstvillig.
«Jeg skal se efter.»
Han gjorde en svip ud og kom straks igjen.
«Nej, vi har ingen dunk ledig undtagen den, du leverte igaar. Den staar indpaa kontoret endnu.»
«Ja –?»
«Men den kan jeg ikke laane ud, uden den tages fyldt, – det er saa mange, som vil ha.»
«Ja, det er vel det.»
«Ja, da.»
«Det er ingen raad da?»da?»] rettet fra: da? (trykkfeil)
«Nej, det er nok ikke det.»
Jens klødde sig bag øret.
«Det er harmelig at la det staa hen ogsaa!»
«Ja det er vel det.»
«Men det faar vel være ligevel – til en anden gang.»gang.»] rettet fra: gang. (trykkfeil)
«Ja, det maa vel det da.»
«Ja, farvel da, og tak for nu.»
«Farvel, farvel og lyksom rejse!»
Jens gik langsomt ud af døren. Opstaden stod og vented og keg gjennem ruden.
Jo, saa sandelig tog ikke Jens tømmerne. Nu kjørte han ud paa gaden. Nej, der stansed han!
Opstaden gav sig noget at bestille.
35Straks efter var Jens igjen inde i butiken.
«Du faar nok laane mig dunken igjen dennegang ogsaa. Det gaar ikke an, at han Per Sletten venter!»
Det kunde vel være saadan henimod midnat, – fuldmaanen skinned roligt og klart ud over dalen, som laa under en eneste uhyre sneflade, frosset tæt og fast efter lindvejret for nogle dage siden.
Gjennem alt det hvide slyngede de smaa, smale veje sig som mørkere striber opover mod gaardene, smøg sig efter lange bugtninger indom hver og en, krøb ud igjen endnu smalere paa den anden side og fortsatte opover, opover til den sidste husmandsplads, ja endnu vidre som en tynd stoppe, der endte oppi skogen ved en vedhaug eller oppi engene ved en liden mørk, gabende laavedør.
Det var saa lyst og saa lydt og saa stille. En kunde la øjet følge alle disse veje dalen over, ikke et eneste liv, som rørte sig – før end øjet naaede til den bratte bakken lige nedenfor Neristuen. Der stod en gamp og saa sig bagmed siden paa det tunge lasset og keg efter, om manden, som hang bagerst paa slæden, ikke vilde gaa af i den tunge bakken.
36Det var Jens Oppistuen og Blakken, som var paa hjemvejen.
Jens hang bagerst paa lasset og holdt sig godt fast i rebet, hvormed sildtønden var surret fast paa slæden.
Han keg ogsaa fremover mod Blakken, da denne standset og saa sig tilbage.
«Nej se paa skjelmen du! Hvad mener du Blakken?
Aa hej aa haa, aa hej aa haa,
Bakken den er saa tung aa gaa,
han Jens vil gjerne faa sidde paa.»
Jens smaalo ved sig selv og nikked skøjeragtig til Blakken, mens han gjentog sangen:
«Aa hej aa haa, aa hej aa haa!
Aa Blakken har nu saa let for aa staa.
Men bakken den er nu saa tung aa gaa,
aa’n Jens er vant til at sidde paa –
men har du noget paa flasken naa,
saa tar vi os en dram.»
Blakken var ikke tilfreds med, hvad den saa; den lagde ørene bagover og stod og napped utaalmodig i tømmerne, og saa sig alt i et tilbage, – den kjendte Jens, naar han var kommet til det stadium, at alting gik paa rim for ham.
«Aa har du noget paa flasken naa,
saa skal vi ta os en dram,
37ja, det skal vi det, Blakken,
saa grejer vi bakken.
aa hej, aa haa.»
Han begyndte at famle efter lommerne paa ytterfrakken, men kunde ikke finde dem, i den ubekvemme stilling, han havde paa lasset.
Han slap taget i rebet og lod sig glide ned. Han blev liggende paa alle fire og kravle en stund, før han fik snud sig til slig, at han kunde prøve at rejse sig.
«Aa hej aa hop.
aa vil du op
din lade krop.»
Han tog i ordentlig, og endelig stod han da paa benene, men havde nær tat en overhaling med det samme.
«Ptro, ptro, Jens vil du staa! Stille naa!»
Det var dette øjeblik Blakken stod og vented paa. Ikke før var Jens kommet op, saa tog den spændtag, saa det knaged i lasset og drog afsted op gjennem bakken.
«Ptro! Ptro! Vil du staa, din rakker!»
Jens tog nogle skridt efter i sprang og var saa nær, at han syntes, han kunde hage sig fast i lasset. Han greb ogsaa efter det med begge hænder, men Blakken gik for fort, og der laa Jens saa lang han var med næsen nede i vejen, mens Blakken skyndte sig videre.
38«Ptro! Ptro! Fola Blakken, fola, fola!»fola!»] rettet fra: fola! (trykkfeil)
Han kom sig op paa fire igjen, og saa opover. Jo, der var Blakken standset midt oppe i bakken og stod og saa sig tilbage. Jens kom sig endelig op, og begyndte at korse opover bakken.
«Naa, naa, forsigtig naa, saa ikke i vejen for hinanden – saa, saa – det gaar bra. Ja, fola Blakken, du er en snil gut, vil staa du, ja, du vil ikke, han Jens skal kravle i bakken – ja, fola gutten, staa du, til jeg naar dig igjen.»
Han greb igjen efter lasset, men Blakken havde fulgt godt med, den passed sit snit, og der laa Jens igjen.
Han saa op:
«Aa hyp san, aa hej san, der dejsa’n. Skøjer, storskøjer, tjuv og kjæltring! Jeg kjender dig nok jeg, skjelmen. Du standser af dig selv, naar du kommer op bakken; jeg skal vist ikke protte paa dig. Ja se, om han ikke staar. Aa, du behøver ikke at se dig tilbage; her er jeg.»
Blakken havde virkelig standset, da den var kommet op bakken og stod rigtig og hvilte sig ud, mens Jens brugte baade god og lang tid med at krydse efter. Da han var fremme, krydsed han helt frem til Blakken og klapped den paa halsen. Blakken spidsed ørene og saa noksaa fornøjet ud.
«Ja, Blakken, du har ret. Hører du, jeg siger, du har ret. Du vil, at den, som skal haha] rettet fra: har (trykkfeil) en 39dram, ogsaa skal ha fortjent den. Og nu har jeg fortjent den, men du har ingen fortjent, og derfor faar du heller ingen. Nu skal du faa staa og se paa du, mens jeg drikker.»
Han støttet sig paa Blakken og begyndte at famle i lommerne. Endelig fandt han flasken. Den var uden kork og tom, enten han nu havde tømt den eller glemt at sætte korken i, saa den havde tømt sig selv.
Han mærked det ikke straks.
«Ha ha ha, ser du den, du?»du?»] rettet fra: du? (trykkfeil)
Han satte den for munden.
«Hæ, ler du ad mig, Blakken? Tror du ikke, jeg har mer?»
Ja, flasken er tom,
men dunken er fuld,
kom, ven min, kom.
Han kom sig bagover paa lasset igjen, og begyndte at løse op rebene. Endelig efter meget besvær kom han saa langt, at han fik fat sækken med dunken i. Men at finde aabningen paa sækken, det var værre. Han snudde og vendte den og rysted.
Aa hej, vil du ud
du digre stud,
jeg ved du er fuld,
og flasken er tom.
Kom, ven min, kom.
40Og saa kom dunken – han havde endelig faat fat i den gale ende paa sækken og rystet den ud. Men den kom paa en anden maade, end Jens havde ventet, – den faldt, saa vidt udenfor vejkanten, paa den haarde skare, og vips fôr den som en stribe ret nedover Neristuageren, gjorde et vældigt hop over vejen langt nede, og fôr som et vildt dyr ind i smaaskogen paa sletten nedenfor.
Jens sad en stund. Saa nikked han efter den:
«Farvel, min ven!
Kom snart igjen.»
*
En stund efter var det svært til rabalder inde i fjøset paa Neristuen. Det var Jens, som trods alle forhindringer famled sig frem i mørket for at finde Frederik, tjenestegutten, og faa ham til at løbe efter dunken.
Vilde han bringe den hjem paa stuegulvet til Jens, saa skulde der staa et lag, som han ikke havde kjendt mage til, ja kanske han skulde faa lov til at fri paa datter hans ogsaa.
Ja, Frederik var ikke sen til at komme i bukserne, han vidste der var ikke stop hos Jens, før dunken vendte bunden i vejret, og det vilde han gjerne være med paa, – han lagde paa sprang nedover skaren.
41Jens vælted sig paa lasset og skulde rusle saa smaat videre – han glemte at snøre lasset til igjen.
Det gik saa godt som det kunde opover bakkerne. Da Frederik kom efter med dunken i en sæk, fandt han først en gang hestesko i vejen, derpaa en madskræppe, og endelig tæt opunder husene til Per Sletten fandt han en stor sukkertop. Han samled alt op i sækken og skyndte paa. Da han kom forbi stuehjørnet paa Sletten, saa han saa vidt i snærten paa lasset bortved fjøshjørnet, og vilde netop raabe, at Jens skulde standse og passe sig, da han hørte et stærkt brag. Han skyndte sig efter. Der laa sildtønden og Jens begge nede paa gjødselhaugen til Per Sletten – Per havde kjørt gjødsel, og Vejen var skjæv.
Jens slog i tønden med knytnæven:
«Nej, jagu kom jeg ovenpaa lel.»
«Hvordan gik det?» raabte Frederik.Frederik] rettet fra: Fredrik (trykkfeil)
«Det gik lynende fort, aa hej gut!»
FrederikFrederik] rettet fra: Fredrik (trykkfeil) hjalp ham op igjen.
«Ja, hvad skal vi nu gjøre? Vi kan da ikke la tønden ligge der?»
«Skal vi ikke la den ligge der? Ligger’n ikke godt der kanske? Er ikke jeg saa god mand i bygden, at jeg kan være betrod losemente til en tønde sild?»
42«Ja, men var det ikke bedst, vi vækked han Per, og fik han til at hjælpe os?»os?»] rettet fra: os? (trykkfeil)
«Den slejkomtranten! Nej, vi har vennen vor med; hej, nu kjøre vi som storkarer! Sæt dig paa!»
Det var ikke andet for, FrederikFrederik] rettet fra: Fredrik (trykkfeil) begyndte at pusle med at faa snørt paa det lille, som var igjen.
Men Per Sletten havde ogsaa ligget paa otte, som han altid gjorde, naar Jens var paa bytur, han vilde gjerne være med paa kalaset bagefter, – og ret som det var stod han da der fuldt paaklædt med begge hænder i bukselommerne:
«Hvad er det dere bestiller da, karer?» Han fik øje paa tønden. «Nej, jagu blir det frugtbart paa Sletten nu, naar det begynder at vokse sildtønder paa gjødselhaugen.»
Det endte med, at tønden blev liggende, og at de alle tre kom kjørende ind i gaarden paa Oppistuen.
Da de var komne ind i gaarden, blev Jens meget spagere; han vilde slet ikke gaa ind, før de andre var færdige med at sætte ind Blakken, og han vilde ikke bære dunken heller, han gav FrederikFrederik] rettet fra: Fredrik (trykkfeil) ordre til at bære den lige ind i kammerset.
Han fik baade Frederik og Per ud i kammerset, og selv blev han igjen inde i stuen, hvor Jensine laa:
43«Er du vaagen, Jensine?»
«Ja.»
«Jeg glemte ikke silkebasttørklæde til dig – men jeg ved ikke, hvor jeg har det.»
«Det haster ikke.»
«Jo, det var noget, som trilled bort for mig – og saa har jeg lovt ham Frederik en dokter – du vilde vel ikke varme lidt vand til os?»
Jensine bed sig i læben; saa rejste hun sig pludselig op i sengen:
«Aa jo. Des før blir det slut!»
«Ja jeg ved, du ikke liker dette, Jensine. Men jeg kunde ikke undgaa det. Det var Opstadens og Per Slettens skyld; men nu skal det være sidste gang.»
«Jeg kjender det, ja.»
Han var ganske slukøret Jens, da han kom ud i kammerset til sine gjæster.
Jensine varmed vand og bragte ud til dem. Det var allerede langt ud paa morgensiden, hun syntes ikke det var noget at lægge sig igjen efter, hængte paa kaffekjelen og blev siddende i pejsen; hun vidste jo ogsaa, at der ikke vilde bli stor ro at faa.
I begyndelsen var de noksaa stille ude i kammerset, – de hyssed endog paa hinanden en gang imellem. Men lidt efter lidt blev de mer højrøstet, og der hørtes ogsaa af og til slag i bordet.
44Jensine sad og hørte, hvorledes de begyndte at tale om hende, og hun hørte ogsaa saa tydelig paa stemmen, at Per Sletten var oplagt til at ærte Jens.
Per slog i bordet:
«Ja, jeg siger som jeg altid har sagt, at saa græpa jente, som datter din, finds ikke i hver gaard.»
Nej, det førdømte ogsaa Jens sig paa, at magen fandtes ikke der i bygden.
«Ja, det er ikke godt at skjønne, hvem hun ligner paa. Det er andet tô i hende end i dig.»
«End i mig? Nej, kom ikke der!»
«Jo, det er hun, som styrer. Du tør ikke kny».
«Tør ikke jeg kny? Jo, jeg er herre i mit hus, det skal jeg vise baade dig og Jensine!»
«Vise ja, du tør ikke saa meget som kjøbe en pot brændevin uden at spørge hende om lov.»
«Tør ikke jeg? Og det siger du! Tør ikke jeg; jeg skal kaste hende ud i denne stund om du vil.»
«Nej nej snak ikke slig. Det var bare noget jeg sagde. Jeg ved jo, at Jensine er snil og føjelig og gjør alt, som du vil, er blid, hvad du saa gjør.»
«Er blid siger du! Nejgu er hun ikke blid! Hun ærter mig op, – hun gaar og ikke snakker; hun kan ærgre en sten paa sig! Hun gaar og 45lader som ingenting, endda faar hun det til, som hun vil.»
«Ja, det nytter ikke at snakke om det Jens; naar en først som du har begyndt at ligge under for kvindfolkene, saa er det forbi. Det er ikke noget at gjøre ved den ting.»
«Ikke noget at gjøre! Sa du, ikke noget at gjøre? Hun skal ud, skal hun, ud paa timen ogsaa.»
«Aa det tør du ikke!»
«Hun skal ud, siger jeg, – i denne stund; kom skal I se!»
Han rejste sig og stormed ind i stuen.
Det gik i sæt i ham –, der stod Jensine, høj og sikker midt paa gulvet og saa paa ham – han stansed, kom ikke af flækken.
I det samme slog det store stueuret 6.
«Vil du tie, filla! Ja, nu skal du ud!»
Han tog det store uret i favnen, bar det ud og kasted det ud for trappen saa stumperne sprang. De andre to var komne efter og saa.
I samme øjeblik kom ogsaa Jensine ud med dunken under armen:
«Nu vil ogsaa jeg more mig. Kom hid skal I se!»
De tøfled alle efter hende, som de ikke turde andet og sagde ingenting. Hun førte dem ud paa bakken udenfor stalden. Der kasted hun dunken paa skaren.
46De saa alle, hvorledes den fløj nedover, til den fôr mod en birkelæg og sprang i mange stykker.
«Nu har jeg da vel set den for sidste gang. Gaa ind og læg dig, far, og dere andre ser at komme afsted lidt fortere end almindeligt!»
Alle tøfled af ligesaa stille, som de var kommet. Der blev ikke sagt et ord.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
En vinternat og andre fortællinger kom ut i 1896. Samlingen inneholder 12 fortellinger, den mest kjente er «En vinternat», som har vært brukt i mange leseverk.
Aanrud skildrer folk og natur på en realistisk og humoristisk måte. Miljøskildringene er inspirert av oppveksten i Gausdal.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1896 (nb.no).
Hans Aanrud var forfatter, kritiker og teatersjef. Han er mest kjent for sine mange fortellinger for både barn og voksne, med skildringer av natur og bygdemiljøer.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
