Mari Smehaugen

118Mari Smehaugen, som ellers ikke var nogen forknyt kjærring, skalv rigtig idag, da hun mer stilfærdig end ellers kom ind og satte sig bort til peisen i kjøkkenet paa Opsal.

Manden hendes var død ivaar og havde bare efterladt hende tre unger og en høstbær ko.

Men, gud bære, – koen havde ikke kastet noget af sig isommer, saa det havde været at ty til andres hjælp, og Opsalen havde været mer end snil – det meste hun havde levet af, det havde hun ret og rigtig faat af ham, hun kunde ikke sige andet, og han havde git hende henstand med det altsammen, saa det var løbet op – ja hun vidste ret selv ikke rigtig, hvormeget det var, – og ikke havde han krævet hende heller, og aldrig sagt nei, naar hun bad om et mjølpund eller to, hun kunde ikke sige det, naar hun skulde sige sandt, – og han gjorde det vist ikke 119herefter heller. Men hun havde nu faaet skjælven i sig, for det var noget andet, som var meget værre.

For otte dage siden var Opsalen kommet ruslende forbi Smehaugen – hun holdt endda paa og karred sammen lidt haa udenfor fjøset og Bliros stod tjoret, tyk og god og mæt lige ved gjærdet.

Han standsed, sagde gudag, lagde begge armene over gjærdet og blev staaende en stund uden at si noget mer og se saa rart paa Bliros, som løfted hovedet og saa paa ham igjen, stakkar, og saa havde han pludselig sagt:

«Du faar sende koen din paa udstillingen nu om fjorten dage, Mari, saa faar den præmie.»

Hun havde rigtig faat en styng under brystet med det samme; vel havde hun aldrig været paa udstilling, men saa meget vidste hun da, at præmie i og for sig var noget ilt, som de aldrig skulde faafaa] rettet fra: paa (trykkfeil) lov at gjøre med Bliros, og at det betydde saa meget som, at de vilde ta Bliros fra hende, naar de vilde ha den paa udstilling. Hun sa da ogsaa tvert: nei, det skulde de være blaa for; hun havde havt Bliros fra den var kalv, og før de fik gjøre den noget ilt, før fik det gaa som det kunde baade med hende og ungerne. Hun vidste nok, at Opsalen havde magt til at ta den fra hende, om han vilde, men de behøvde ikke at indbilde sig, at den kom til at trives 120noget andet sted end paa Smehaugen, slig den var, – selv om de ikke var onde mod den og gav den præmie.

Men Opsalen havde noget bag øret, for han gav sig ikke, – han søgte at indbilde hende baade det ene og det andet; han sagde, at præmie var noget gildt, og snakked saa længe, til hun næsten trodde det, jaale som hun var, men saa lagde han ogsaa til, at hun kanske fik penge atpaa, og da skjønte hun da gudskelov, at det hele enten var noget jux eller noget tøis, for saa meget vidste da hun ogsaa, at ingen fik penge for ingenting.

Men Opsalen blev ved med sit, og da blev hun jamen tilslut saa anterert, at hun begyndte at stortude, og be ham for Guds skyld være barmhjertig! Men da blev han næsten sindt – hun havde aldrig set ham slig før og da han gik, saa mumled han noget om galne kvindfok, som skulde ha juling, til de lærte.

En hel uge havde hun ikke været paa Opsal – hun havde ret prøvet paa at faa noget andre steder; men det var der ikke blevet noget af – Opsalen var nu den likeste likevel i slige ting, og saa var der ikke blit anden raad – hun maatte gaa til Opsal igjen, saa ræd hun end var, at Opsalen ikke skulde ha glæmt det, men begynde paa dette med udstillingen igjen.

121Derfor var det, at hun idag var lidt skjælven baade paa hænderne og i mælet, da hun havde sat sig ved peisen.

Hun var ualmindelig fattigslig og lavmælt, da hun endelig spurgte, om Opsalen var hjemme.

Jo, han var da det, – og kjærringen snakked ud i kammersdøren.

Lidt efter kom han ind:

«Nei, er det ikke hun Mari, som er ude og gaar, det er længe, siden jeg saa noget til dig?»

Gudskelov, han var akurat som sædvanlig.

Aa ja, en fik nok helst se til ikke at gaa for ofte, den, som kom i sligt ærende som hun. Men hun havde ingen anden at ty til end Opsalen det var vel ikke ventendes – men jamen havde hun tænkt at be ham, om han ikke vilde betro hende et par mjølpund og en gjedost eller to endnu, – for det var smaat med maden oppaa Smehaugen –; ja, hun skjønte ret ikke selv, naar hun skulde faa betalt ham, men hun skulde da friste, det hun kunde –?

Aa jo, det fik vel bli en raad med det, – dennegangen ogsaa.

Ja, hun skulde nu friste at ta op et maal poteter for ham ihøst. –

Aa, det var ikke saa farligt, – de skulde nok se at komme ud af regnskaben paa en maade.

122Akkurat som før, gav han tjenestejenten ordre til at gaa ned i kjælderen og hente to gjedeoster og selv tog han melposen fra hende, tog vægten ned af væggen og gik paa staburet og vejed i den.

Da han kom ind fik Mari hastværk. Hun knytted ostene med skjælvende fingre ind i tørklædet, sagde saa mange tak, greb melposen i mulen og drog til dørs.

Da sagde Opsalen:

«Ja, det er sandt Mari, – saa møder du med Bliros paa udstillingen tirsdag klokken 9 da.»

Mari slap melposen ende ned i gulvet saa det gjøv:

«Nei, det gjør jeg da vel ikke?»

«Jo, du er nok nødt til det. Jeg har meldt den ind; det var sidste dagen igaar»

Mari bævred i mundvigerne:

«Skal den ikke slippe præmie ligevæl?»

«Nei, vi faar haabe det.»

«Er der ingen, ingen raad for at slippe.»

«Nei, det er for sent nu, da.»

«Aa – aa – men jeg møder ikke!»

«Ja, saa kommer lensmanden og tar den, og da ved du, du aldrig ser den mer.»

«Aa nei – aa nei – jeg arme kræk, – hvad skal jeg gjøre.»

Det glimted i øjnene til Opsalen:

123«Ja, vil du lyde mig, saa skal du stelle den og pudse den saa godt du kan, og møde op i rigtig tid, saa – kan det hende, den slipper præmie ligevel.»

Han snudde sig fort og gik ud i kammerset.

*

Det var ikke faa taarer som flød den ugen oppe paa Smehaugen, alt mens Bliros blev madet og kardet og vasket og kjæmmet og kjælet paa alle kanter, – kunde det hjælpe mod præmie, saa skulde Mari vist ikke spare sig, – og saalænge havde hun holdt paa med dette, til hun kom i spænding og spændingen blev til haab, – saa hun rent glæmte at græde udstillingsmorgenen, mens hun tog paa sig sin bedste stas. Det var først, da hun skulde til at løse Blisros og drage afsted, at det brød løs, værre end før, – da stortudet de i række, baade hun og ungerne, fordi Bliros, stakkar, ikke skjønte, at den skulde ha præmie.

*

Da Mari kom paa udstillingspladsen med Bliros, blev hun svært ræd, da det kom en og sagde, at den skulde staa akurat i den bestemte baasen, men hun kom sig lidt, da hun frygtsomt 124havde spurgt, om hun fik være med, og der blev sagt, at det netop var hende selv, som skulde passe den, – og da hun vel havde faaet den paa baasen, var der saa meget at se, at hun næsten et øjeblik glæmte, hvor galt det var; saa meget folk og fæ havde hun aldrig seet paa en gang. Folkene drev i lange rækker mellem baasene. Der kom Opsalen ogsaa. Han sagde bare; «gudag Mari, det var ret,» – og gik forbi.

Pludselig spiled hun øjnene op. Hun blev var tre mænd, som var baade finere og tykkere end alle de andre, og de gik sammen, standset ved hver ko og tog i den, sagde noget, og saa skrev den ene i en notisbog.

Dette var vist de farlige! Tro det var futen en af dem! De saa saa morske ud og gik saa fort, nu var de lige ved Mari.

De standsed bag Bliros, og den tykkeste saa ud, som han blev overrasket. Han saa ogsaa strax paa Mari, og saa sagde han, rigtig som om det gjaldt at faa vide det.

«Er det din ku?»

Mari blev vek i knæerne, og hun svarte:

«Ja, gudbære!»

Manden smilte, da han saa paa de andre, og sa:

«Aa, jeg synes ikke, det er noget at sørge over just, – ja, i udvalg med den.»

De gik.

125Gudskelov; han sagde, det ikke var noget at sørge over! Hvad tro han mente med det. Montro hun og Bliros skulde slippe?

Hun vaaged sig til og spurgte en af de nærmeste, om de var færdige nu.

Ja, han trodde det.

Vidste han, om hun kunde gaa?

Ja, det kunde hun sikkert. Smaafolk havde ikke noget her at gjøre, – det var kaxerne, som skulde ha det.

Mari blev saa hoppende glad, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde; hun løste Bliros og rusled afsted.

Men da kom der strax en springende og befalte hende at binde koen paa pladsen igjen, – ingen fik gaa, før præmierne var uddelte.

Mari blev saa liden og skutrygget, da hun havde bundet Bliros igjen; hun blev staaende oppi baasen og se ende ned – hun fik gi sig over.

Der var de igjen de tre. Hun havde ikke lagt mærke til dem, før de var ganske i nærheden. Nu gik de forbi mange kjøer og lige paa hendes. De standsed og snakked sammen og sagde noget, som hun ikke skjønte, og de tog Bliros i yvret og kneb hende i skindet og saa paa hornene – Mari fik saa ondt, at hun maatte vende sig bort, – hun orked ret ikke at se paa dette, saa fælt var det.

126Endelig gik de da; de havde endda spurgt hende ud, baade om det ene og det andet men hun var saa sandsesløs, at hun ikke vidste, hvad hun havde svaret. –

*

Det led ud henimod middag. Endnu var intet hændt, og Mari svæved fremdeles i angst.

Saa kom der endelig en mand og sagde, at nu fik de alle gaa bort til talerstolen paa pladsen, for nu skulde det begynde; der skulde bli ført opsyn med kjøerne saalænge.

Da begyndte Mari at græde stille og tog en brødleiv frem af tullen; den var gjemt til skilsmissen – for nu fik hun vist aldrig se Bliros mer. –

Borte ved talerstolen var der fuldt af folk, og der stod en mand og gjorde tale, som hun ikke skjønte noget af. Endelig gik han ned, og der kom den tykke op. Han snakked ogsaa en stund, men Mari hørte det ikke, før han sagde:

«Og saa skal vi gaa over til uddeling af præmierne!»

Da blev der bevægelse blandt folk – det var nok fler end hun, som blev rædde! Og nu var der ogsaa kommet flere op paa talerstolen! Der var sandelig Opsalen ogsaa!

127Den tykke fortsatte:

«Af første præmie for kjøer blev kun uddelt en. Den tilfaldt Mari Smehaugen for ‘Bliros’. Femti Kroner.»

Hun hørte bare, at mængden omkring hende sagde «Aa!» idet det sortned for øjnene paa hende.

Saa blev der saa besynderlig stilt en stund, og saa hørte hun igjen:

«Er ikke Mari Smehaugen der?»

«Jo,» hørte hun nogen svare.

«Ja, vil hun saa komme frem og modtage præmien.»

Hun vidste ikke, enten hun blev puffet frem eller gik, men pludselig stod hun lige foran den tykke.

«Jeg ved ikke, om du forstod det, jeg læste op. Men skal du faa pengene, saa maa du forpligte dig til at beholde koen mindst tre aar.»

Mari bare gabte op:

«Jeg er ligeglad med pengene, faar jeg beholde koen!»

«Aa, de kan vel være gode at ta med. Versgod! Ja, nu kan du ta koen din og gaa hjem og stelle pent med den.»

Hun blev som tullet; hun snudde sig raskt og gik nogle skridt, men kom saa igjen:

«Er du den høieste her?»

«Ja!»

128«Er det ikke noget jux med dette?»

Opsalen havde imidlertid hvisked med den tykke.

«Nei, vær du ganske tryg!»

*

Om kvælden kom Mari ind i kjøkenet paa Opsal, hun var saa besynderlig skjæv i munden, som om den ikke vidste paa hvilken kant, den skulde smile, og hun havde saa vanskelig for at se Opsalen i øjnene, – han saa saa skøieragtig ud. Endelig fik hun da frem:

«Jeg vilde rigtig ned og betale dig, det jeg er dig skyldig.»

«Haster det saa med det, da. Kan du ikke ha brug for pengene til noget andet?»

«Aa, du ved det, men –«

«Vil du som jeg, Mari, saa gjør vi en handel. Den blir nok dyr, men jeg kvitter med dig ligevel, dersom jeg faar kalven unda Bliros i høst.»

Mari holdt paa at falde af stolen af bare forundring; hun trodde, alle folk vare gale! Først gav de hende mange penge bare for at faa knibe Bliros i skindet, og nu vilde Opsalen betale kopris for en ufødt kalv! Nei, dette blev 129næsten morsomt – hun blev jo rig, før hun vidste ordet af det – det kom en tanke saa morsom, at hun maatte sige den:

«Holder det paa slig, saa tror jeg, at jeg kjøber gaarden af dig til vaaren, Per Opsal!»

De lo begge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.