Den gamle spillemand

155Den før–ste tørste g–r–u–n–d, tørstegrund –? t–r–ø–s–t – siger trøst e siger e trøstegrund, – den første trøstegrund.

Her – maa – nu – det, som – i – i fo – f–o–r siger for – e siger e fore–gaa– ende k–a siger ka – p–i–t tip ka–tip – el katipel –?

Hm, hm, det var da svært saa dunkle brillerne var idag, eller ogsaa var de vejrsjuke, – og han lagde bogen fra sig, løste brillerne forsigtig fra ørerne og begyndte at pudse dem med haandbagen.

Det var Ole Smed, som sad i sit lille kammers indenfor stuen og stavede i Jersins: «Troens kamp og seier.»

Det var ikke saa rart igjen af ham nu. Det var greit at se, at han havde været en velvoxen kar, baade stor og grovlemmet, men nu var det 156ligesom han blev borte i klæderne. Den brede ryg havde slaaet krog paa sig, saa det lille hoved med den skarpe næse og de smaa, graa øjne var sunket ned mellem skuldrene, benene var blit uforholdsmæssig lange og tynde; de nægted ogsaa sin tjeneste, saa han brugte to staver, naar han skulde kræke over gulvet, og øjnene vilde ikke mere greie ud det, som var nær ved. Paa hans høire haand var fingrene krogede og stive, men den venstre haand var endnu velformet og bevægelig – det var den, han havde brugt til strængene.

Thi foruden at være smed, havde Ole ogsaa været bygdespillemand.

Det var længe siden nu – vel en tyve aar, siden han havde fele. Sidste gang han spilled til dans og gik hjem paa haalken en høstmorgen med en liden sving paa hatten faldt han, brak felen, slog ogsaa hoften fordærvet, og da han kom hjem, putted han felestumperne i ovnen.

Siden havde han ikke spillet, og da smedjen hans brændte for tre aar siden, saa lagde han ogsaa op baade hammer og tang, brugte bare filen eller lodbolten inde i peisen en gang imellem.

Forresten havde han nu overladt stuen til den raske, langbente kjærringen sin, som vel var de tyve aar yngre end han, og var selv flyttet ud i kammerset – for der var hverken saamegen 157støi eller træk, – ryggen og den høire haand var lidt slemme i træk.

Der sad han nu som oftest, og med ensomheden var det kommet, at han havde begyndt saa smaat at lure paa døden.

Ja ikke saa, at han trodde den var kommet indenfor stuevæggen, endsige ind i kroppen endnu, men længer borte end i næste sogn kunde den nu heller ikke være, for han havde ikke saa langt igjen til de firs. I hvert fald var det nu ikke ganske af vejen at begynde og berede sig lidt – især for en, som havde været saapas værdslig som han, ja endog spillet til dans, om det end var længe siden.

For at gjøre sin skyldighed havde han da ogsaa for tre uger siden kjøbt «Troens kamp og seier» af en reisende lægprædikant og ærlig betalt 3 mark og 6 skilling for den. Og en mageløs bog var det, det havde lægprædikanten sagt, – han behøvde ikke mer, naar han læste den fra perm til perm.

Og det drev han da ogsaa flittig paa med, det var som han ikke havde ro, før han var kommet den igjennem.

Han satte brillerne paa igjen, tog den store, sort indbundne bog og prøvde længe frem og tilbage, før han fik den rigtige afstand fra øjnene:

«Den første tørstegrund. Her – maa – nu – det – som i – for –».

158Hans tanker var ikke med, uvilkaarlig kom han til at løfte øjnene baade over bogen og over brillerne, saa blikket gik ud gjennem vinduet.

Der laa hele skraaningen bortover i blank, rødlig høstsol.

Det var søndag eftermiddag og saa stille, saa stille. Der var ingen bevægelse, ingen susen i træerne; de var forlængst afbladet og stak de nøgne grene op i den skjære luft, kun rogntræerne havde endnu en krans af metalgule blade om de blussende, frosne bærklasser. Bortover marker og agre laa strimer af sølvblank haalke, og mellem dem stak tuer med gult vissent græs frem – og over det hele gjød den matte høstsol et varmt gulrødt skjær, der blinked og glitred i vinduerne paa nobopladsen, Bækkemellem, der laa oppe paa bakken paa den anden side af bækkedalen.

Hm, det var rigtig en vakker dag, et velsignet vejr. Men retnu var det nok ogsaa slut, himlen var saa hvidblaa der over aasen, nu blev det nok ikke mange nætter før sneen kom. Ja, ja, san.

Det var svært saa blankt det glitred i glaset borti Bækkemellem! l Og slig fin røg, der steg op fra piben! sa, det var sandt, der havde været dans der inat, han havde rent glæmt at spørge, hvordan det havde været. Montro, de havde holdt paa til morgenen? Ja, ja san, en slig dag var det ogsaa, at han skamferte hoften sin. –

159– – – Hm, – det skulde været artigt at se det. Det var vel ikke rart ved en slig dans nutildags. Det var dette evindelige bælgespillet det, som alle kunde sage paa! De kunde sige, hvad de vilde, saa blev der aldrig slig liflighed i et bælgespil som i en fele! Ja, til denne reilænderen og mazurka’n, eller hvad de hed, var det altid godt nok, men til en Skotsk eller Firetur eller Feier – føi fanken skind –! ikke at tale om en springdans eller en halling!

Aa ja, der fandtes vel forresten ingen i hele bygden, som kunde «gaa hallingen» mer. – Jamen maatte han le, naar han hugsed dengang, han Mads Monsen, Monsegutten, som de kaldte ham, tog bjælken saa Perhusen graat – ja, Perhusen var fuld, – han lagde da ogsaa en daler i felen.

Bogen var sunket ned paa hans knær.

Han blev siddende med blikket ude i den fine høstsol; og minderne fra hans yngre dage kom først et for et, siden i følge, og de hvirvled forbi med muntert liv, med felelaat og hallingkast, han blev ung igjen, reves med, knytted haanden og mumled for sig selv de bedste ting, som han eller andre havde sagt.

Med et brød han af, skøv brillerne opi panden og lagde ansigtet helt ind til ruden:

Der kom en sortklædt krop ud borti Bækkemellem. 160Hm, det var vel en, som havde ligget igjen der, og sovet ud.

Han kom hidover?

Men hvad var det han bar tro? – Langt og smalt – i en hank. Det saa ud som – nei, tro de havde haft felemusik!

Ja, han havde nok hørt, at ungutten borti Perhus havde skaffet sig fele, – men at han kunde spille – ja saapas at det gik an at danse efter det –? Aa ja, føi de var ikke saa nøie med tonen nu tildags, naar en bare saged i takt!

Javist var det Perhusgutten, nu kjændte han ham – og det var et felehus han bar –; ja stort skal det være, han selv havde aldrig ejet et felehus, altid baaret felen i et tørklæde, – ja, det var jo derfor det gik saa galt sidste gangen ogsaa.

Montro – nei – jo der tog han af vejen! Ja saa sandelig kom han ikke ned!

Aa Herregud, det skulde være artigt at faa se fele igjen!

Hans ansigt lyste op, han begyndte at skjælve baade paa hænderne og i knæerne – tro Perhusgutten vilde be ham –? Han bevæged uvilkaarlig venstre haands fingre, som om han fingred paa strængene.

Bogen faldt fra knæerne ned paa gulvet.

Nei, hvad var det han gjorde – nei – nei – dette var saa sin sag.

161Han tog raskt bogen op, flytted brillerne ned paa næsen, tilpassed afstanden og begyndte at mumle:

«Den første tørstegrund. – – Nu var han kommen ind, nu satte kjærringen stol for ham – her – maa – nu – det, som i fo–for–e–gaa–en–de ka–katip – kapitel er om–talt, at – fri–stel–ser–ne ram–ram–e al–e–ne – – nu spurgte han, om Ole var hjemme, og om, hvorledes det stod til med ham – – al–ene de gud–fryg–tige – –»

Hvad var det han sagde nu – det var saa lavt, at han ikke kunde høre, – og der svarte kjærringen – men det var ogsaa saa lavt – hvad skulde det nu ogsaa være til at snakke saa lavt –?

Hans øren formelig bevæged sig henimod døren, men bogen holdt han fast og øjnene stivt fæsted i den.

Der lød et klunk bortover alle fire strængene, og saa et fint et paa kvinten alene tilslut.

Aa herregud, hvor lifligt det lød – «med rette ansees før– for– før» – – nei her blev saa mørkt, at det var uraad at læse mer.

Klunkene kom tættere og tættere, men altid paa de løse strænge, det lokked og drog – saa kom et stærkt, der ligesom raabte paa ham!

Uvilkaarlig bytted han bogen over i høire 162haand og greb efter staven med den skjælvende venstre.

Han reiste sig og krøb bort til døren. Han maatte støtte sig til dørkarmen, mens han lagde albuen ned paa vrideren og fik dreiet den ned.

Døren gik op, raskt paa vid væg af sig selv. Han retted sig op og stod høi i døraabningen med et bredt barnesmil, bogen i den ene haand og staven i den anden.

Kjæringen standsed op der, hvor hun stod, Perhusgutten, som sad bøiet over felehuset netop færdig til at gjøre en ny klunk, dreied hovedet op. Slig stod de et øjeblik og saa paa hinanden.

Saa sagde Perhusgutten dæmpet og alvorligt:

«Gudag!»

«Aa, gudag! Jeg syntes jeg hørte – – og saa maatte jeg – –» han saa bort paa kjærringen og sagde undskyldende i en anden tone: «det blev saa mørkt derinde, at jeg ikke kunde se at læse længer; undres paa, om det ikke skulde være bedre her?»

Der kom et umærkeligt smil i hendes ansigt:

«Ja, det kan nok hænde det.»

Hun gik bort til ham, og tog ham under armen:

«Nu, skal jeg hjælpe dig.»

De gik henover gulvet; han havde øjnene stivt fæstet paa felehuset, og de glæmte begge, at 163de skulde bort til vinduet; hun satte ham paa bordkrakken lige ved felen.

Han sad lidt og skotted ned i felehuset:

«Nei, hvad er det, du har der da?»

«Hm –» Perhusgutten smilte «ja, gjæt paa det, kanske du kunde raake det rette.»

«Ja, du siger noget. Jeg synes nok ligesom jeg har set noget sligt før.»

«Det var det, jeg trodde ogsaa, ellers havde jeg vel ikke tat den med.»

Ole sad og kjælte den med øjnene:

«Er den god?»

«Ja, det var nu det, jeg egentlig vilde spørge dig om.»

«Hm. Jeg kan nok ikke vide noget om det jeg.»

«Skulde nogen her i bygden skjønne det, saa maatte det vel være du. Kunde du ikke gjøre vel og klunke lidt paa den?»

«Nei, nei, – det er artigt at se, men – jeg skal ikke røre –, jeg har andre ting at tænke paa, her er min fele nu –» og han holdt bogen høit op i haanden. «Det er en mærkelig fin bog, jeg har ogsaa git 3 mark og 6 skilling for den.»

«Ja, men felen er vist morsommere.»

«Ak –» han sukked «jeg er ikke i den alder, at jeg maa tænke paa morroen mer, jeg – 164kanske dersom du kom igjen, naar jeg faar læst den ud.»

Han lagde alligevel bogen fra sig paa bordet. Det blev en pause.

Endelig bøied Perhusgutten sig ned og gjorde en klunk hen over strængene.

Ole skjeled ned:

«Den er ikke rigtig godt stemt, hører jeg.»

«Nei, den er ikke det.»

Pause.

«Jeg kunde kanske prøve at stemme den for dig.»

Perhusgutten tog den op og rakte ham. Øjnene lyste og han skalv paa hænderne, mens han tog og snudde den og strøg den kjælent hen over halsen og under den glatte polerede bund.

«Aa herregud, hvor den ligner Marit! Ja, Marit det var felen min, jeg kaldte den Marit, efter den første kjærringen min.»

Han klunked paa strængene, og de krogede fingre famled efter skruerne. Han skrued og stemte og lagde øret nedtil, det blev aldrig fint nok.

«Kanske det var bedre, hvis du tog buen?»

Han fik buen og havde meget stræv med at faa den fast mellem de krogede fingre. Saa satte han felen op til hagen, lagde kinden kjælende nedtil og begyndte at stryge, først paa løse strænge, mens han stemte. Endelig var den stemt, og saa slap han en finger ned paa strængen.

165Der kom en tynd tone, men saa lokkende fin, at han maatte sætte en anden finger nedpaa ogsaa. Saa faldt de en efter en bortover alle strængene; de havde ligesom ondt for at komme af vejen for hinanden i begyndelsen, men lidt efter lidt blev de livligere, haanden kom i sin gamle vane og runded sig smukt efter gribbrættet.

Endelig en lang vedholdende tone, stærkere end de andre, saa et lidet løb – den første takt til en springdans. Den stopped pludselig, den første tone kom igjen, og saa kom den i faste toner, men famlende, den smukke melodi til: «Paa Gud alene, jeg sætter al min lid.»

Alt eftersom han skred frem i melodien lagde kinden sig tættere ned til felens sangbund, øjnene stirred ud i det fjærne, og store taarer trilled ned paa hans kinder.

*

Der var bleven aften og mørkt. Lyset var forlængst tændt, og endnu sad Ole med fiolinen. Han havde famlet frem baade skotsk og feier og halling og springdans, – han tramped takten med foden, og Perhusgutten lytted, og Ole fortalte om dengang og dengang, alt som knytted sig til de raske toner. Men «Valdershvælven» kunde han ikke komme paa; han famled og famled, lytted ud i rummet, der kom som en slap 166angst over ham, det var som om netop den melodi, han ikke kunde komme paa, rummed mer end alle de andre. For hver melodi han spilled, famled han efter «Valdershvælven,» og da Perhusgutten saa paa klokken og sagde, at nu fik han nok gaa, saa brast Ole pludselig i graad:

«Aa, herregud, at han ikke kunde finde igjen den!»

Han saa op i angst, det var, som han ikke kunde slippe felen, før han havde fundet den.

Da sagde Perhusgutten:

«Dersom du vilde, saa kunde du gjærne beholde felen en ugestid.»

Ole saa op, forvirret, som om han ikke forstod det. Saa kom der et bredt smil i hans ansigt, men ligesaa pludselig gik det over til angst:

«Ja, nei – ja –» han greb bogen med den haand, hvori han holdt buen – «ja dersom du vil laane denne og love mig at læse den ud saa fort som muligt; du behøver ikke at begynde paa, – du kan begynde paa: Den første trøstegrund.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.