Naar Graagaasen farer

67Under den store, enslige rogn oppaa bakken strax søndenfor gaarden stod Ivar med begge hænder dybt nede i buxelommerne og saa ud over dalen og op paa himlen i syd.

Det var hel vaar i luften. Sneen var krøbet bort bagom hver liden hælding mod nord og langt op mod lidkanten, paa hver sydhælding og bortover de lange agre var det bart, og jorden damped under den milde sol. Skjærerne skvatred endnu vinterkoldt oppi det lille granholdt, men bort efter agrene gik kraakerne alvorlige, løfted vingerne, som det var for varmt, og fraadsed i alt det kryb, som solen narred frem; langs plogfurerne, – Per Madslien prøvde allerede at sætte plogen i i Sørbakken, – gik linerlerne, de ægte vaarfugle, og kvidred og vipped med halen. Trærne stod med uldne knopper, som endnu ikke var 68brustne, og langs akerrenerne stak en og anden liden, gul, lubben blomst op; nede fra haugerne nederst i jordet lød en grov kobjelde med blandinger af den rappe, fine klang af smaakreaturernes bjælder, og gjennem det hele skar en enkelt, lang, melankolsk tone af en siljefløjte – gjætergutten havde nok alt fundet en silje, som slap barken. Luften var fuld af alleslags lyd, som blanded sig til en eneste stor vaarstemning, – farverne var fattige og vinterlige med skarpe grændser, til de tabte sig sig i hvidt ovenfor granlinjen helt oppe paa lidkanten. Det var stille i luften og fugtiglunt i stilheden, men kom der et vindgufs var det isnende koldt og vinterligt.

Ivar hauked nedover, gjætergutten svarte, og tog idetsamme en lang, dragende tone paa sin fløjte. Det var saa lokkende, slig uro i al ting, umuligt at staa stille og holde sig hjemme ved husene, Ivar løfted foden for at sætte paa sprang nedover; men idetsamme løfted han igjen øjnene op did, hvor dalsiderne tørned sammen i syd.

Han trak foden tilbage, blev staaende med aaben mund, rev hænderne op af buxelommerne og skygged for øjnene.

Jo, der var den!

Lige over skardet kom en liden mørk stribe seilende, jevnt og taugt, høit oppe, altid fremover.

Det var den første flok graagjæs, som Ivar nu i mange dage havde gaaet og ventet paa.

69Idetsamme blused hans kind, han vendte sig ligesom for at løbe ind, men betænkte sig; det var morsomt at staa og se, at de drog forbi.

Flokken kom fremover, bøjed lidt over mod den vestre dalside, det saa ud, som den steg, alt eftersom den kom nærmere. Snart kunde han skjelne de enkelte, en stor, stærk baskede et par alen foran som vejviser, og efter kom den store flok i to linjer, der løb sammen i en spids foran. De fløj saa jevnt og sikkert med taktfaste vingeslag.

Da de var midt foran, blev han greben af en vild lyst til at forstyrre denne regelmæssighed. Baade mor og bedstemor havde sagt, at han aldrig maatte gjøre det, men før han vidste ordet af, stod han med den ene haand fremrakt og pegte paa flokken.

I samme øjeblik vakled en af de forreste i flokken og faldt ud af rækken, saa en til, en til, de faldt fra hinanden, daled, sagtned, det var, som de med engang misted sin kraft og kom i den største forvirring.

Lange, hjælpeløse skrig kom ned fra luften, fjærnt fra daled de, og det var saa rart, ligesom de kom fra alle kanter.

Ligesaa pludselig blev Ivar grebet af en stærk angst, som om han havde gjort noget rigtig galt, – han vidste jo, at det var synd at pege paa graagaasen. Han gav sig til at læse fadervor, – 70det havde han hørt, var den eneste maade at hjælpe paa.

Vejviseren tog nogle kraftige tag og kom foran, bøied lidt østligere; en efter en arbejded de sig igjen op i række bagover, snart tog den sidste nogle kraftige tag og slutted sig til, flokken gled vidre med vingeslag i takt ret mod nord.

Ivar stod og vendte hovedet langsomt, efter som flokken fór frem, blev færdig med sit fadervor, saa han nikked amen efter, idet den gled ind over granskogen, som blaaned langt der mod nord, og forsvandt.

Det var som glæden ved det var væk, men han fik nu gaa ind til bedstemor alligevel.

*

Inde i fødraadskammerset sad hans bedstemor, gamle Beret Madslien, i sin armstol og smaaskjændte. Hun var liden og sammenkrøget, sad borti krogen mellem kakkelovnen og sengen vel indpakket i strikketørklæder og med store, strikkede sokker paa benene og et mørkrudet tørklæde over den strikkede ørevarmer. Døren ind til stuen stod paa gløt, og der hørtes stemmer derindefra. Beret mumled noget, fik med besvær trukket ørevarmeren tilside og lytted:

Hm! Hm! Aa nei, de passed nok paa at snakke saa lavt, at ikke hun skulde høre! Hvad 71tro det var for noget hemmeligt, de havde for sig nu igjen? Aa nei, de maatte ikke indbilde sig, at de skulde slippe!

«Oline!»

Intet svar. Hun tog sin krogstav, som stod borti krogen ved ovnen, og banked i gulvet.

«Oline!»

«Ja – her er jeg da, mor! Hvad er det du vil?»vil?»] rettet fra: vil? (trykkfeil)

En ferm, middelaldrende kone kom tilsyne i døren.

«Har aldrig set, slig som du er, Oline! Ikke komme, naar jeg roper paa dig heller.»

«Jeg kom jo, strax jeg kunde, mor! Og saa er det da vel ikke noget, som staar paa heller?»

«Nei, naar du kan faa skravle selv, du, saa er du lige glad, om jeg sidder alene hele dagen! Hvem er det, som er inde?»

«Er der nogen inde da?»

«Aa ja, jeg hørte det nok! Hvem er det, som er inde? Jeg vil vide det paa timen, hører du!»

«Ja, ja da, det er ingen anden end Marthe Moen.»

«Hvad vil hun?»

Oline begyndte at pusle med noget borti skabet og svarte ikke.

«Hører du ikke da, Oline! Har aldrig set slig, som du er blit heller! Hvad vil hun, siger jeg?»

72«Aa, hun vil ingenting! Hun vil bare høre efter, om hun kan faa en gris, naar vi faar.

«Hm, hm! hørt sligt? Du kan ikke love bort flere griser, du nu!»

Hun sad lidt stille og saa ret frem for sig. Saa havde hun glemt det hele, og spurgte pludselig:

«Er der nogen fremmedfolk inde?»

Oline saa bort paa hende og rysted svagt paa hovedet og blev strax mildere i maalet:

«Jeg sagde dig jo, at Marthe Moen er inde!»

«Nei, er hun det? Hende maa jeg endelig snakke med. Bed hende at komme ud til mig, før hun gaar.»

«Ja, det skal jeg nok gjøre,» og Oline gik ind igjen.

Lidt efter kom Ivar ud i kammerset.

Det lyste op i hendes ansigt, strax hun saa ham:

«Nei, er du der, Ivar!»

«Ja, bedstemor; jeg kan hilse dig fra graagaasen, nu fór hun!»

«Hys!» hun vinked med haanden mod døren – «slaa døren til, Ivar, saa de ikke kan høre os.»

*

De havde nok hemmeligheder sammen disse to, og det var gaaet saaledes til:

73Det var nu meget længe siden, gamle Beret Madslien havde været udenfor det vesle fødraadskammerset sit. Hun var nu saa gammel, at hun sad der vel indpakket og frøs bestandig. Hun var frisk i hænderne, men naar hun var kommet i sin stol, saa sad hun der, kunde ikke reise sig alene. Syn og hørelse havde hun saa nogenlunde bevaret, men med de andre sandser var det bare saa som saa, især havde hun mistet al hukommelse og dømmekraft. Som alle gamle folk var hun blit amper og nysgjerrig og umulig at gjøre tilpas; det, som hun bad om i et øjeblik, det var hun misførnøjet med, at de gav hende i det næste. Mest gik dette ud over Oline, hendes egen datter og guttens mor, fordi hun var mest om hende. For hun indbildte sig nu, at hun havde saa urimelig meget at snakke om. I virkeligheden var det intet med sammenhæng i, det var bare en og anden ting fra lang, lang tid tilbage, dengang da manden leved, ting, som hun bare husked i de groveste træk og ofte blanded sammen. Af og til hørte jo Oline paa hende, men hun mærked godt, at voxne folk ikke hørte paa med opmærksomhed, ofte med et smil, og det irriterte hende. Saaledes var det gaaet til, at hun havde valgt Ivar til sin fortrolige. Han hørte paa, og det smigred ham, at bedstemoren bestandig var saa forsigtig og hvisked, saa ingen andre skulde høre det.

74Det var især en ting, bedstemoderen havde maset svært med denne vinter. Hun vilde ud. Det turde de ikke gi hende lov til. En gang om vinteren havde de føiet hende tilsyneladende, ført hende ind i stuen og mod døren, men da hun kom saalangt, havde hun pludselig slaaet sig sindt, «fordi det saa saa ud i stuen,» og vilde ud i kammerset igjen. Og siden – hun havde vel forstaaet, at det var bare paa skrømt, de havde git efter den gang – talte hun aldrig til de voxne, om at komme ud, men med Ivar talte hun saa meget mer om det. Hun var syg bare af længsel, hun var sikker paa, hun skulde bli frisk igjen, bare hun fik se dalen og aasene omkring og kjænde solen. Og det skulde være den dag graagaasen fór, for da var vaaren kommen.

Det var aftale mellem de to, at Ivar skulde hjælpe hende ud, saa ingen vidste det, den dag, – derfor var det han havde staaet og speidet efter graagaasen borte paa bakken idag og mange dage før.

*

Bedstemor var meget ivrig, inden Ivar fik lukket døren. Saa saa hun langt hen til vinduet, bøied sig mod ham og hvisked:

«Fløi de pent i række? Det er et godt tegn.»

75Han skvat til, blev blussende rød og svarte ikke strax. Hun spurgte heller ikke op gjen, bare holdt øjnene spørgende paa ham. Saa sagde han:

«Ja bedstemor, de fløi rigtig pent som sneplog.»

«Se saa til at faa mor din ud, saa vi kan komme gjennem stuen.»

Han gik mod døren.

«Nei, bi lidt Ivar, træk op den øverste komodeskuffen min, der finder du et stykke brunsukker.»

«Du ved jeg fik det sidste igaar, bedstemor.»

«Nei, gjorde du det; jeg skulde rigtig havt noget at gi dig. Se efter, om du ikke finder noget du vil ha.»

Han gik hen, trak skuffen op, og hans fingre famled efter et sølvhjærte med svamp i. Hun saa det.

«Ja, ja, det skal du faa, Ivar!»

Han blev med et saa hoppende glad, men saa kom han idetsamme til at se paa bedstemoren, og husked at han ikke havde sagt sandt.

«Nei, bedstemor, jeg kan heller faa det siden,» sagde han stilfærdig, lagde det ned i skuffen igjen og gik ud. Lidt efter kom han fort ind igjen og tog en stol og gik med. Saa kom han ind igjen:

«Mor er med Marte Moen borti grishuset.»

76«Er hun det, du?»

«Ja, og nu har jeg sat stol bag den søndre væggen. Kom saa bedstemor!»

Han rakte hende krogstaven og satte piggen vil til rette i gulvet, saa den skulde staa fast, og satte saa skuldren under hendes anden arm og løftede. Hun kom op. Hun var optat som et barn, og spændingen gav hende ligesom kræfter; det gik lettere, end man kunde ventet. Over dørstokken ind til stuen gik det bra, for den var saa lav, men da de havde kravlet sig over gulvet i stuen blev det værre. Hun maatte støtte sig op mod dørkarmen paa den ene side, mens han bøied sig ned og løfted den ene fod over dørstokken, – hun kunde ikke løfte den saa høit. Saa maatte hun flytte sig lidt for at han ogsaa kunde løfte den anden over.

Det gøs i hende og hun blev ligesom endnu mindre, idet hun kom ud gjennem døren og den friske luft slog ind paa hende. Men saa manded hun sig op og forsøgte at le:

«For noget tul, at ikke jeg skal komme ud, jeg er jo frisk som en ungdom.»

De fortsatte ivrigere langs væggen, snart var de ved hjørnet. Da begyndte hun at blive træt. Det første hun saa efter var stolen. Den stod endnu et stykke borte, mellem begge vinduer. De kravled vidre. Et par skridt fra stolen, var det som hun ikke kunde mer, slap staven strakte 77haanden hjælpeløst længselsfuldt mod stoleryggen, vakled et skridt til og fik saavidt fat i stolen, idet hun holdt paa at falde og rive Ivar med sig. Hun sank tungt ned paa den, Ivar satte hende tilrette.

Solen skinned varmt ind i solvæggen, bækkesusen kom i stigende og faldende bølger, fugle kvidred, insekter summed, – der var vaar i luften.

Ivar stod og saa paa hende. Hun havde vanskelig for at bære hovedet opreist, løfted det sagte, begyndte ved den ene side og lod blikket langsomt gaa rundt hele synskredsen; men det var saa mat og ligegyldigt, og saa sank hovedet igjen, og hun saa ned for sig. Der kom angst og skuffelse over Ivar:

«Er det ikke godt, bedstemor?»

Hun kvak til, gøs, da hun hørte hans stemme – idetsamme kom der ogsaa et koldt gufs om hjørnet.

«Hm! Alting blir ødelagt. Aasen er ikke slig som i gamle dage.»

Ivar gjorde store øjne;

«Hvordan var den da bedstemor?»

«Den var meget vakrere. Og solen er ikke varm længer heller! Slig som de steller med alting! Jeg vil ind igjen, jeg fryser! Hu!»

Ivar skalv i stemmen, og han havde taarer i øjnene:

78«Ja, ja, bedstemor, vi skal ind igjen! Kom.»

«Hu, saa koldt! Nei jeg kan ikke! Du faar faa hid mor din!»

*

Dagen efter var der mange folk ude i det vesle fødraadskammerset. I sengen laa bedstemor og fantaserte. Doktoren var netop reist og havde sagt, at det var lungebetændelse, og at det ikke var rimeligt, at bedstemor, som var saa gammel stod den over. De andre var stille og snakked lavt, men de græd ikke noget vidre. Oline maatte dog en og anden gang, naar bedstemor i vildelse sagde noget rigtig rart, ty til forklæsnippen. Bare Ivar stod borti krogen ved skabet og græd saa inderlig saart. Ingen kunde begribe det, for børn pleier ikke ta det saa alvorligt. Han havde grædt i hele gaar ogsaa, og derfor havde de ikke skjændt noget videre paa ham for det med bedstemor, og de havde nu slet ikke sagt ham, at doktoren havde sagt, at hun havde forkjølet sig igaar, og at det saaledes paa en maade var hans skyld.

Det var ganske stille i fødraadskammerset, bare bedstemorbedstemor] rettet fra: bestemor (trykkfeil) som snakked, og Ivar som hulked.

Saa pludselig blev bedstemor stille. Lidt efter ynked hun sig sagte, og saa sig omkring.

79Saa sagde hun saa underlig mildt i stemmen, alle hørte, at hun nu var ved samling:

«Er det han Ivar, som græder saa?»

«Ja,» sagde Oline. «Ivar, bedstemor spør efter dig?»

Han gik bort, kasted sig paa knæ foran sengen og hvisked:hvisked] rettet fra: hvisted (trykkfeil)

«Det var ikke sandt, bedstemor! For jeg pegte paa graagaasen igaar!»

«Ja, men saa læste du fadervor, for det har jeg sagt dig.»

Saa sagde hun let med et smil:

«Nei, det er sandt, Oline, det havde jeg nær glæmt: HanHan] rettet fra: «Han(trykkfeil) Ivar skal ha sølvhjærtet mit.»

Det var det sidste bedstemor sagde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.