En vinternat

1Maanen stod spids og tynd et stykke over skogkanten i øst, kasted et svagt, gult skjær over det snedækte dalføre. Den naaed kun at frembringe et mat lys over den østlige himmel, mod nord og vest tindred stjernerne paa blaa grund med et skjælvende lys, der glimted og glitred i den kolde sne og i trærnes fjærlette rimdusker. Mod syd kneb dalsiderne sig sammen, saa maanen ikke naaed ned, det var, som man aned, at selve mørket begyndte derudenfor; nordover vided dalen sig ud til en flad mo med granskog, og over den – længst borte, hvor dalsiderne igjen traadte nærmere, flimred et svagt nordlys. Ud af mørket der syd kom landevejen bugtende forbi bakker og bjerg, skinnende hvid den ogsaa, blot kjendelig ved de blaa skygger, som den høie sneplogkant kasted. Pludselig bøied den langt ud forbi en bakke, der stak længer frem end de andre, med skraaning helt ned til elven, forbi en grind, hvor 2en endnu smalere sidevej smøg sig paa skraa opover og bugted sig ind i et skogholt, bøied saa ind igjen et langt stykke, tog saa pludselig snorlig retning lige paa moen og forsvandt i et lidt mørkt gab derinde i skogen.

Oppe i gaardene paa begge sider af dalen var der lys, gjærne i to vinduer, saa hver gaard ligesom saa med to øjne ud over dalen, oftest usikkert blafrende, rødligt lys, – det kom nok fra baal paa peisen.

Fra den gaard, der laa oppe i bakken ovenfor grinden, længere fremme end de andre, lyste det kun fra et vindu, et stadigt, hvidt lys.

Det var ganske stille, ikke det svageste vindpust, ikke en lyd, kun nu og da et kort knitrende smæld, naar isen slog spræk i den tindrende kulde, eller et dumpt, naar man smældte i en dør paa en af gaardene.

Det knirked næsten umærkelig oppe i skogholtet, hvor den smale vej kom ned, en jevn knirken i takt som af trin; dette gjorde stilheden endnu større, det var, som alt lytted efter denne lyd, det eneste tegn paa liv; den øged, blev stærkere, tydelige fodtrin, det var, som denne lyd, den eneste, fyldte hele dalen.

Ud fra skogholtet kom en svag skygge, bugted sig bortover den skinnende sne. Pludselig standsed den, lyden hørte op, en mand stod et øjebik stille lige i overgangen mellem skogens skygge og det 3svage maaneskjær. Det var bare et øjeblik, og han saa sig om med dukket hoved, – saa satte han foden frem; det var, som det gjøs gjennem ham, idetsamme han hørte knirken af sit eget skridt. Han gik raskt paa, men ikke længer i takt, det var noget vaklende, ubestemt i hans trin, som om det gjorde ondt, hver gang han satte foden ned. Han svev tæt ind til den ene grindstolpe, og vendte hovedet raskt til begge sider, idetsamme han tog det sidste nølende skridt ud paa vejen. Han saa igjen med dukket hoved til begge sider, tog derpaa et par skridt ud til den yderste vejkant og saa udover. Det var stejlt udenfor, bakken stod saa langt frem paa begge sider, at den styrted lige ned i elven, som gik nede i kløften, og der var dunkelt dernede.

Han saa ned. Midt nede var der et stort sort hul. Elven var ikke frosset til i stryget, og dybt nede derfra kom svævende sagte op enkelte graadlignende kluuk.

Han stod en stund, satte begge hænder ned i sneen paa den yderste stabbesten og lagde øret til som for at lytte. Han bøied sig mer og mer udover, det var, som noget drog.

Pludselig stødte han fra med begge hænder, saa han med et stod i vejens øvre kant, slog hovedet højt og retted sig, en høi, slank og spænstig mand. Lyset faldt paa det skjægløse, markerede ansigt.

4Det var forfærdelig blegt.

Slig stod han et øjeblik, saa skvat han til og gjøs, idetsamme han trykked armen til siden og kjendte noget under frakken. Men saa vendte han ansigtet ret opad som i trods, og tog raskt vejen nordover.

Maanen var steget høiere, havde dæmpet det ubestemt flimrende stjernelys; nu stod stjernerne som blege, rolige punkter paa den lyse himmel, og nordlyset havde trukket sig helt ned til aaskanten i nord, bare en svag skjælvende lysrand.

Hans skygge var blit fast, gik først og bugted sig op og ned ad den høie vejkant, mens manden bøied ind i svingen; da vejen tog retning lige paa moen, gik skyggen ret foran, jevn med et lidet hop for hvert skridt.

Manden gik fremdeles med løftet hoved, skridtene øgedes, blev hurtigere og hurtigere, det gik næsten i løb bortover den flade vej; hans øje var fæstet paa det mørke gab, hvor vejen gik ind i skogen; det blev større og større, eftersom han gik, og skridtene øgedes uvilkaarlig. Saa med et var han inde i gabet, skyggen foran forsvandt, han dukked sig atter, standsed og lytted fremover.

Ikke en lyd, bare et dybt ljom af en hund, som gjøede langt borte.

Han begyndte igjen at gaa, men der var som en lyttende angst i hans skridt.

5Det var en sær blanding af lys og mørke derinde, afvekslende, forvirrende, sorte hul ind under de rimdækte graner, lange mørke skygger tvers over vejen og saa pludselig en glitrende maanestribe, det samme opigjen og opigjen frem gjennem den lange, flade mo, hvor vejen skar smal frem og frem, som den ingen ende vilde faa.

Hist og her slap en rimdusk, faldt, rev andre med, saa de dryssed som blinkende, kolde snefnug og bragte det rolige lys i skjælven.

Da standsed han uvilkaarlig med foden i veiret, holdt pusten og saa sig om.

Men der var intet spor at se af liv, bare et fordægtigt far efter en ræv, der ihærdig havde fulgt vejen og krydset den flere gange.

Men efter en slig stands satte han foden end varligere ned, som var han ræd, at dens knirken skulde bringe hele skogen til at drysse.

Han gik og gik i det uendelige.

Saa gjorde vejen pludselig en sving indad, et lyst gab viste sig, moen var slut.

Han standsed, lytted fremover. Nei.

Han retted sig op og saa sig om. Slig stod han lidt. Pludselig gik der et ryk gjennem ham, han bøied sig helt frem og lytted.

En tynd, forfrossen bjælde sendte stødvis en sprukken lyd frem mod skogen. Lyden kom jevnt stødvis, som fra nogen der kjørte i skridt.

6Han stod lidt og lytted, lyden vokste, stødene blev hurtigere; den kjørende var gaaet over til smaat trav.

Han vendte og gik langsomt tilbage bortover moen.

*

Ud af svingen og fremover den lille slette foran moen kom en liden, ragget hest, dultende i smaat trav og slang i de vide skjæker; en stor, lurvet top hang den frem i øjnene, om mulen og langs de langhaarede sider var den dækket med rim; der stod en sky af damp om den; for hver gang den ligesom hinkende satte forbenene ned, gav det nogle magtesløse slag i den lille bjælde, som hang i brystremmen, saa tonløst og forfrossent.

Den var forspændt en langslæde med bylæs paa. Det gnistred og hvined under staalmejerne for hvert ryk.

Fremst paa læsset sad en mand, med et hestedækken tullet om fødderne, og luen ned over ørerne; han dupped frem og tilbage, saa hovedet slang paa skuldrene, og det rimdækte store, mørke skjæg bredte sig tæt ind til frakken. En kunde tro, han sov, men af og til rykked han i de løst hængende tømmer, og stak afvekslende hænderne med grebvaatterne paa ind under frakken.

7Det gik smaat fremover sletten, farten sagtned lidt efter lidt, det gik over i skridt, idet vejen stak ind i skogen.

Manden saa op, gjorde et greb, som for at rykke til, men betænkte sig, og hovedet sank igjen ned.

Slig gik det længe fremover moen.

Pludselig saa manden op, – hesten var standset.

Han skubbed luen tilbage, strøg vaatten over de rimede øjenhaar, og fæsted et par blaa, troskyldige øjne paa en mand, som stod trykket tæt op til vejkanten.

Hesten stod ogsaa og luded med hovedet over til den side, hvor manden var.

Det var ganske stille et øjeblik, ingen rørte sig.

Saa sagde manden paa slæden:

«Er det dig, Even?»

Han svarte ikke.

«Er det ikke dig da, Even?»

«Jo.»

Det kom ligesom saa nølende, dybt indefra.

«Skal du nordover eller sydover?»

«Sydover.»

Manden paa slæden rørte paa sig.

«Du vil vel sidde paa?»

«Aa ja.»

Langsomt satte han sig skrævs over læsset bagenfor. De pusled lidt, før de kom tilrette, og 8saa rykked det i tømmerne, og hesten dulted afsted igjen.

Det gik en lang stund. Ingen sagde noget. Saa vendte han foran lidt paa hovedet og sagde bagover:

«Det er rigtig rart i sligt maaneskin. Jeg blev saa fælen, idetsamme jeg saa dig. Det saa ud, som du var saa bleg, at du rigtig ligned en dødning.»

Han holdt hovedet vendt lidt, som han vented paa svar. Der kom intet. Han slap hovedet halvt forundret tilbage.

Ingen sagde noget. Det var ganske stille, mens de rusled langsomt frem over den lange, flade mo, afvekslende i maaneskin og skygge.

*

Maanen begyndte at hælde mod vest, lysene fra gaardenes vinduer paa begge sider dalen døde langsomt hen et for et, sluktes tilslut; det blev saa underlig øde efter dem.

Kun den ene gaard oppe paa bakken, hvor den lille sidevej tog op, saa endnu med sit rolige, hvide øje ud over dalen, saa ensformigt uden et blink.

Dette lys kom fra en lampe, som hang ned fra taget i en lang staaltraad deroppe i stuen, og kasted sit skin ud i en rundkreds, men saa svagt, 9at mørket titted frem fra hver krog. Stærkest lyste den ned paa det tunge hvidskurede træbord, der stod lige under, og den hvide talskive paa det store slagur, som stod lige mod. Der var ingen ild i stuen, slukket paa peisen, og spjældet for. En lun ovnsvarme gled udover fra den store kogeovn, der stod sort med den ene ende op i peisen.

Udover den ene bordende laa hvidt lintøi, og paa hver sin side af bordsnippen sad to kvinder og syed.

Den ene var gammel, lidt fyldig og kort i livet, med bredt ansigt og bestemte, velformede træk. Et par tykke briller med messingstænger og et snøre rundt nakken udenpaa tørklædet sad saa langt fremme paa næsen, at hun af og til maatte løfte hovedet for at se gjennem dem ned paa sømmen; da viste sig et par rolige, blaa øjne.

Den anden var ung, men høi og fyldig; der var noget fuldmodent over alle disse former, det grovskaarne ansigt med de forunderlig faste, isblaa øjne og den brede, kraftige mund og det store bryst, der var næsten for stort til den smale overkrop. Hendes haar var lyst og stridt, men hun virked ikke nærmest lys, – der begyndte en svag mørkere dun fra halsen, den gik som en svag skygge over hele ansigtet, og den kom ogsaa frem igjen under kjolelinningen paa armene, 10næsten loddent, helt frem til den lille brune, faste haand, der lidt usikkert arbeided med sømmen.

Det var ganske stilt, ingen af dem talte. Det store ur gav sit jevne, ensformige tik, mens den lille viser nederst paa skiven flytted sig som en svag skygge; af og til kradsed det i det grove lærred, naar de risped med naalen for at faa fald.

Den gamle saa op engang imellem over brillerne bort paa den anden, det var, som hun havde lyst til at tale, men sænked igjen hovedet, naar hun ikke mødte hendes blik.

Og uret tikked, og naalene kradsed igjen.

Endelig sagde den gamle uden at se op:

«Du er saa stille og fortænkt idag, Karine.»

Der kom intet svar.

«Aa ja, ja, det er nu ikke noget rart heller, om der kommer mange underlige tanker, mens en syr paa brudesærken. Det husker jeg endnu saa godt fra mig selv.»

Karine bøied hovedet endnu dybere over sømmen, saa den gamle bare saa det øverste af panden, hvor en dyb rødme gled helt op til haarrødderne. Hun blev ved:

«Aa ja, ja, det er rart at skulle ind til det nye, men du skal se, hvor godt vi skal faa det allesammen; vi to skal nok komme ud af det med hinanden, og en snillere mand kunde du ikke faa; Niels er saa ligetil og saa troskyldig.»

11Karine sagde ingenting, og der blev en pause; saa fortsatte den gamle:

«Og udkommet faar I jo ogsaa; til vaaren skal han faa gaarden.»

Der blev igjen stille en stund.

«Hvor tro han Even er gaat hen i aften da?» vedblev den gamle. Karine vendte pludselig hovedet, et kort blik mod døren, og bøied det ligesaa hurtigt igjen.

«Ja, han Even, ja. Det er ligesom et andet tô i ham end i Niels. Ingen skulde tænke, at de var brødre. Du Karine?» – der kom noget fortroligt i den gamles stemme. For første gang saa Karine op, og den gamle studsed lidt ved det fremmede, fraværende blik.

«Ja?»

«De sagde, han Even var over hos jer en gang imellem ihøst. Hørte du noget om det?»

«Nei.»

«Han spekulerer vist paa søster din. Hun skal jo ha gaarden hun. Tror du, hun tar ham?»

Karine saa fraværende ret frem for sig og svarte ikke.

«Hørte du ikke, hvad jeg spurgte om?»

«Aa jo, hvis far vil.»

Karine var igjen bøiet over sømmen. Den gamle saa lidt paa hende, skjød saa underlæben misbilligende frem og bøied sig ogsaa.

12En lang stund efter sagde hun:

«Han blir længe paa byreisen han Niels. Han maa nu være her paa denne side midnat.»

Intet svar. En stund efter.

«Du skal se, han har glemt, at han skal ha bryllup om tre dage, saa vi maa ha af bylæsset i graalysningen imorgen, skal vi bli færdige.»

Lidt efter.

«Aa nei, det har han ikke ligevel, men han er saa undselig han Niels, han vil ikke være ved, at det haster med at komme hjem. Han havde vist ikke kommet sig til at fri til dig heller, havde ikke far din kommet hid, saa jeg kunde hjælpe ham.»

En stund efter.

«Men han blir nok ikke længe saa undselig, naar I blir gift, skal du se.»

Saa blev det stille igjen. Sømmen kradsed, uret tikked, den lille viser sneg sig rundt som en skygge paa den hvide skive.

Pludselig standsed Karines fingre et øjeblik, hun bevæged ikke hovedet, men det var, som hun lytted med øjnene. Saa arbeided fingrene igjen hurtigere et øjeblik, og saa lytted øjnene igjen. Læberne kneb sig sammen, hovedet bøiedes dybere, fingrene arbeided krampagtigt.

En stund efter løfted den gamle hovedet, skjøv tørklædet bag øret og lytted. Nu hørtes 13tydelig knirken af raske, ujevne steg i vejen lige udenfor vinduet.

«Der er han Even,» sagde hun.

Stegene blev langsommere op langs huset, blev borte en stund udenfor gangdøren, kom saa tunge ind i gangen.

Klinken blev varsomst løftet.

Begge kvinder saa mod døren, der laa næsten i mørke.

Karines blik fanged underparten af et ansigt – han var ligesom saa lav og vendte ansigtet ned, idetsamme han kom ind.

Den gamle fik ikke tid til at se; der kom et tyndt, skjært skrig fra Karine, som i en blanding af lyst og smærte.

Den gamle skreg ogsaa i:

«Uf i Jøsses navn, saa du skræmte mig, Karine! Hvad er det?»

«Jeg stak mig i fingeren.»

Der var strømmet et par draaber blod ud paa det hvide lærred, og hun satte fingeren i munden og suged til.

Even gik tværs over gulvet, lagde vaatterne langsomt fra sig paa komfurens rør og satte sig paa en lav krak i den mørke krog mellem væggen og komfuren, saa han sad ret bag sin mor og havde Karines ansigt lige mod.

Om lidt sagde den gamle:

«Har du været ude og gaat, Even?»

14«Ja.»

«Vil du ikke ha mad, der staar noget borti skabet.»

«Nei.»

Mellem hvert spørgsmaal og svar gik en liden stund, hvor bare sømmens kradsen og urets tik hørtes.

«Er det koldt ude i aften?»

«Ja.»

«Du saa ikke noget til Niels?»

Hun fik intet svar, og det var ikke, som hun vented noget heller, for hun spurgte ikke op igjen.

Om en lang stund sagde hun:

«Ja, du kan gaa og lægge dig, du Even. Vi sidder og venter, til Niels kommer, vi.»

*

Tiden gik saa langsomt, saa langsomt. Der sad de tre efter hinanden og ingen rørte sig, ingen sagde et ord. Karines hænder var sunket ned i skjødet, det gjorde den gamles ogsaa; lampen brændte saa roligt og jevnt uden et blaf, bare den lille viser listed sig rundt og rundt i det uendelige, stille som en skygge.

Pludselig for der som et gys gjennem den gamle, hun rørte sig, trak uvilkaarlig i stolen ligesom for at komme ud af linjen mellem de to,15 men opgav det, flytted sig bare et par gange nervøst paa stolen, vendte saa hovedet og saa bortover, hvor Even sad, men opgav ogsaa det. Sad saa igjen stille lidt, men flytted sig saa endnu mer nervøst paa stolen, og saa sig ubestemt omkring. Saa sagde hun:

«Jeg fik slig angst i mig, da du skreg Karine, – her er ogsaa saa mørkt.»

Hun reiste sig op og famled op for at skrue paa lampen. Derpaa gik hun hen i skabskuffen efter et lys, som hun satte paa bordet, men tændte det ikke. Hun satte sig igjen.

Om en stund.

«Nei, jeg har aldrig set, slig som jeg er – det blir ligesom saa langt til væggen.»

Der var igjen stille en lang stund. Viseren sneg sig rundt.

«Nei kommer ikke han Niels snart da?»

Hun sank tilbage, det var, som det hørtes i stuen længe bagefter op igjen og op igjen som et mangfoldigt echo:

«Kommer ikke han Niels snart, kommer ikke han Niels snart.»

Det var, som det svage tik af uret sagde det samme, som det samme laa i den korte bevægelse af Karines bryst, som hæved og sænked sig kort for hvert aandedrag. Det var, som hun hørte sig selv sige det om igjen, om igjen, bare svagere og svagere.

16Pludselig brød hun ud:

«Men i herrens navn, saa tal til mig da! I sidder jo begge to, som I var døde.»

Der kom intet svar. – En kort aandeløs stilhed.

Med et skøv hun stolen midt ud paa gulvet, blev siddende, saa hun kunde se dem begge. Hun saa afvekslende paa dem; begge vendte ansigtet ned. Karine sad med tæt sammenpressede læber og en skarp rødme paa de lidt udstaaende kindben. Borte i mørket skimted hun Evens ansigt, saa forfærdelig blegt.

Hun reiste sig, støtted et øjeblik de skjælvende hænder mod stolryggen, bøied overkroppen frem og ligesom gled baglænds bagover mod væggen. Øjnene for fra den ene til den anden af de to, munden trak sig ud, som vilde hun skrige, men der kom intet skrig.

Der var aandeløs stilhed.

Hun gled igjen fremover til bordet.

«Even, kom hid!»

Han reiste sig, og kom langsomt over gulvet, saa ikke op.

Hun vendte sig nervøst, det var, som hun var ræd at vende ryggen til Karine, og sagde tæt op i hans ansigt, – det kom som en skjærende hvisken:

«Kommer Niels aldrig mer?»

17Det var, som han fik et slag i nakken, idetsamme ordet var sagt. Han faldt ned paa knæerne, saa han slog panden mod bordpladen.

Den gamle vendte sig mod Karine:

«Og du har vidst det!»

Han løfted hovedet og skreg i angst:

«Nei, mor, Karine har ingenting vidst!»

Karine skalv, saa stolen rysted:

«Jeg har villet det.»

Den gamle sank ned paa stolen. Even laa med panden ned i bordpladen, Karine var gledet ned paa gulvet og støtted sit hoved mod stolens kant.

Det var dødsens stille – bare uret tikked, og den lille viser listed sig rundt som en skygge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.