Sau-laug

60Solen, en rigtig hvid, skarp morgensol, stod Morten lige i fjæset, mens han stod borte paa den lille akerflæk og skulde grave. Han gren mod den og retted alt i ét ryggen, – det hasted da ikke saa med denne gravingen, – faren kunde gjøre lidt af det ogsaa.

Han saa anderledes ud, Morten, end 17-aars bondegutter i almindelighed. Han var stor, men saa blød og fin og hvid i skindet, og han var langsom nok, men med kattens bevægelser, – der var ingen tyngde i dem; naar han stod dèr og løfted hakken, som var svært liden og let, var det, som om han kun bevæged armene fra albuerne.

Han retted sig op, saa mod solen: det blev vist ustyggelig varmt idag –! – og ned paa hakken: rigtig hestearbeid sligt –! – og derpaa med et kjælende blik bort til husmandsstuen: tro, han skulde 61gaa frem og se, om hun mor havde igjen en liden skvæt kaffe og var i det lunet? Nei – han havde vist ikke været en halv time ude endnu – han maatte ialfald ha ærend.

Men sætte sig lidt vilde han – han vilde ikke arbeide sig sved, det var saa klisset og ækkelt.

Han satte sig paa en sten og skød ryg mod solen, kjælende som en kat, – én kunde næsten synes, én hørte ham male.

Det var en sprættende vaarmorgen. I alle syd-bakkeheld var det deiligt grønt, træknopperne holdt paa at briste. Paa akrene var der overalt en mørk stribe nedenfra og opover, ovenfor graat – akkurat did var de kommet med pløiingen; men kun etsteds saa én et plogbeite i akeren – det var en, som havde forsovet sig idag; alle andresteds var de inde til føredugurs. Jorden dampede under den varme sol, og der var en brusen af liv gjennem luften.

En klar, klingende latter kom svingende op over bakken. Morten lytted: Hvad tro, de tog sig til nede paa gaarden idag, siden kvindfolkene var ude alt nu?

Han reiste sig og smøg sig dovent frem mod bakkekammen, saavidt hodet naadde op, og han kunde se paa skraa ret ned paa gaarden:

Piskadød skulde de ikke lauge sauen idag! Der stod det digre karret bag saufjøset og damped 62med varm vand i. Der stod Rønnog og Ingeborg med bare arme, kun en stak, som naadde tilknæs; de skulde ta imod. Der kom alt gjætergutten med de første sauer efter luggen. Piskadød trodde han ikke, de stod uden strømper ogsaa! Nei, det kunde han ikke se, men det saa saa hvidt ud nedenunder stakken. Der tog Rønnog den første sauen og løftet den op i karret, saa spruten stod.

Al ladheden var som strøget af ham, det var bare den katteagtige kraft igjen, da han skottet bort til vinduet, om nogen saa. Nei, moren var vel i fjøset. Piskedød han kunde komme dem ganske nær uden at bli set!

Han saa sig forsigtig omkring, gled saa bortover mod gjærdet og sneg sig nedover langs det. Et stykke maatte han huke sig helt ned for ikke at bli set, om der skulde staa nogen i vinduerne nede paa gaarden. Da han var kommet lige bag ildhuset nede paa gaarden, retted han sig hurtig op og speided. Derpaa et langt hop over, saa besynderlig mygt, at det ikke gav mindste døn i marken, da han kom ned. Og saa gled han frem til ildhushjørnet og keg frem.

Knapt ti skridt fra dem!

Der stod de, Rønnog og Ingeborg, unge og friske, ved hver sin side af karret og saape-gned sauen, saa vandspruten stod om dem med blank glans og regnbuens farver i rask veksling. De 63lagde hænderne over dens ører, mens de dukked den og vasked den i hodet. Derpaa tog de den med et kraftigt tag i ulden og løftet den ud. Den rysted sig, saa der stod en regnbueglorie omkring. Og saa leverte gjæterguten to nye sauer og slap de vaskede gjennem grinden.

Piskadød, saa rund og lubben hun Rønnog var paa armene. Ærgerligt, at han kun kunde se hende fra siden og ikke lige mod!

Hans øjne gled nedover det unge frodige legeme, der viste sig omtrent i sin naturlige skikkelse. Han næsten hiksted, da han naadde nedenfor stakken:

Saa sandelig, om de havde andet end sko paa, og stakken naadde ikke rigtig til knæet engang. Aa nei saa rundt og lubbent – akkurat som skindet paa en nyfødt grisunge!

Han greb fat i laftet og klemte sig indtil væggen; det var, som om noget vilde tvinge ham til at springe frem og lægge kindet indtil dette knæ.

Slig blev han staaende blikkende stille en lang stund. Jenterne mærked ingenting; de lo og snakked og drev paa, saa vandspruten stod om dem.

Under et ophold saa de paa hinanden:

«Nu skulde rigtig nogen komme og se os!»

«Aa de blir inde en stund endnu. Forresten fik de ikke se mer, end Vorherre har skabt,» – 64Rønnog slog hænderne sammen nede i vandet, saa en vandstraale skød op i hendes ansigt og viltre haar, og blev hængende som glinsende dugperler i haaret, paa næsen og de runde, røde kinder.

«Her er den sidste!» – Det var gjætergutten, som sagde det.

«Den tar vi sammen.»

De tog den i hver sin ende og løftet den op i karret.

«Ja du skal bli ren du.» De dukked den mange gange, gned den og kjæled for den.

Endelig var de færdige, den sidste sau var løftet ud af karret.

Hvad piske tro, de skulde nu? De havde saa travelt med at faa gjætergutten væk. De skjændte paa ham og bad ham skynde sig at jage sauen, saa den ikke fik lægge sig og søle sig til igjen.

Da gjætergutten var gaat, saa de sig forsigtig speidende omkring som svaner, idetsamme de stikker hodet op af vandet. Og saa sagde Rønnog:

«Tør vi?»

«De blir inde en stund endnu.»

Piska død, de vilde vist oppi selv!

Morten klemte sig endnu tættere ind til væggen og aandede kort.

65Der løste Rønnog staklinningen; stakken slap hun lidt ned, men holdt i den paa den ene side, som vendte fra ham. Han saa som gjennem taage en hvid rund hofte, – hans hode kom helt frem forbi laftet, uden at han vidste det.

Rønnog speided igjen. Saa vendte hun sig ligegyldig mod Ingeborg, trak stakken op og bandt linningen, idet hun blunked.

«Bare vi nu havde havt nogen til at hjælpe os at vælte karretkarret] rettet fra: karrret (trykkfeil) og faa det tømt!»

Hun tog et par skridt til siden, saa hun saa helt bag laftet.

«Nei, der staar jo Morten. Kom hid da, gut, og hjælp os at vælte karret!»

Morten sank med ét sammen i sin ladhed igjen, og temmelig slukøret kom han frem.

«Døk har sau-laug idag?»

«Ja, det ser du vel. Kom nu hid, skal du faa brug for kræfterne dine! Træd paa fjælen der, saa blir du ikke vaad!»

Han gjorde, som hun sa.

«Ja, hvorledes skal vi nu faa tag?»

Hun bøied sig ned, som for at se, men greb i det samme Mortens ben, der stod løst paa den af grønsaapen glatte fjæl, og saa rykked hun til.

Kanten paa karret var akkurat passelig høi til, at Morten vippede over og faldt oppi med et vældigt plask.

66Der stod de to unge jenter og lo med sine skinnende hvide tænder.

«Nu lærer du at staa paa lur til en anden gang!»

Morten kom sig op og la paa sprang opover.

Rønnog raabte efter ham:

«Kom igjen, naar du er blit tør, saa skal vi klippe dig ogsaa!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.