Den gale tiden

130Det var en søndag aften ude paa forsommeren. Aarets første lune luft har gydt sig op over dalen. Gjennem skaret i nord, hvor elven kommer fossende frem, ses endnu høit oppe i sletfjeldets skraaning en lang stribe sne, som skinner saa underlig varmt og vemodigt under den synkende sol. Øjet begynder uvilkaarlig deroppe og glider saa langsomt nedover. Først møder det, lige under snestriben, berghamre og svaberg, som glitrer og blinker, idet de overrisles af vand fra snesmeltningen, glider saa ned i birkeskogen, som lys og let strækker sig i tunger opefter fjældet, glider videre og naar netop ned i den mørke gran og furruskog, idet udsigten skjæres af den fremspringende skogli påa den anden side af dalen. Langs denne tar saa øjet fart helt ned til bunden, hvor der ligesom blir et skar, gjennem hvilket den hvidt fossende elv kommer skummende frem.

131Og saa har ikke øjet mer noget fast punkt, thi saa ligger skogen som et blødt bølgende teppe over det hele, paa begge sider, helt ned til dalbunden, – først i bratte lier, kun hist og her brudt af en tømmerløipe, der gaar lodret ned i elven, eller af et blinkende bækkefar, som kommer oppe fra højfjældet og gaar med sus ned gjennem den tætte granli, – senere i jevnere skraaninger, der trækker sig mer og mer tilbage i det endeløse udover, saa langt øjet kan naa, indtil det ret i syd glider blødt over i de blaanende skoger fra et tilstødende dalføre.

Kun et steds oppe i den bratte li paa solsiden er der et større brud i skogen med grøn spirende eng og med tilsaaet ager. Det har ædt sig som en halvkreds op fra elven, og lige oppe i dens krumning med skog paa de tre kanter ligger en gammel gaard.

Det er Solberget, en af de største ejendomme i vid omkreds, har saa at sige været et kongesæde, der har ejet hele den lille bygd, som ligger længer oppe i dalen paa grænsen mellem skogen og fjældet, men hvoraf kun en plads, Libakken, ses oppe paa en knaus.

Den gamle gaard er ikke synderlig rar at se paa; set oppe fra vejen, der slynger sig frem gjennem skogen ovenfor, ser den nærmest ud som et skjærerede med sine mange smaa huse, der baade er skjæve og sadelryggede. De fleste 132er torvtækkede; paa den allerældste føderaadsbygning, – der er to – staar endog et frodigt, halvvoxent birketræ. Kun nybygningen – den er i barnealderen, bare femti aar gammel – er tækket med skifer og spidser til i mønet, som den vilde danne taarn. Den staar yderst ude paa bakken i række med udhusene. Ovenfor den, næsten gravet ind i bakken, ligger den egentlige stue, en korsdannet østerdalsstue, bred og lav med tre peispiber; der skulde ingen se paa den, at den er tohundrede aar gammel. Og henslængt paa maafaa hist og her mellem de andre huse ligger fem smaa stabur med udbygninger og svalegange, – ja, der er endog glemt et midt paa den bratte gaardsplads lige i indkjørselen med en høi stentrap. Alt er gammelt og ser skralt ud; men ser en nøiere efter, saa er det gamle velgjort i hver en fuge, og der er tømmer i de huse, som man ikke bruger det nutildags. Det ser en da ogsaa strax; thi ovenfor en uhyre grundmur til fjøs ligger en haug hustømmer, smaat og smalt, kun en eneste stor stok øverst; det skal vel være tøftstokken.

Det er stille og fredeligt paa gaarden, aftensolen gjør det lunt mellem de gamle huse, alle døre staar aabne, og fra de to peispiber stiger en lyseblaa røg ret i veiret.

Ude paa den bratte gaardsplads staar nogle mænd. Først en alvorlig, skjegget tømmermand 133over fra Guldbrandsdalen med sin gut, han som «er med»; dernæst Solbergets bestyrer, en middelaldrende mand med tyk knebel og et lunt glimt i de skarpe, forstandige øjne; og endelig Jon Libakken, husmand paa gaarden, med en bred mund og og et par graa, listige øjne, der tyder paa, at han er baade flabbet og lur. Et stykke fra disse, lige under den høie staburstrap, staar en gammel tør, spidsnæset mand lidt foroverbøiet med hænderne bag paa ryggen under sjøderne paa den gammeldagse, blaa spælvest med blanke knapper. Han har skjøvet den gammeldagse skyggelue bag i nakken og stikker næsen frem, mens han ser forventningsfuldt op paa staburstrappen.

Thi deroppe, med den ene haand i lommen paa sin tætknappede pjækkert, den anden støttet til en sølvknappet stok, staar en høi og bred mand med graat kindskjeg og ser overlegent ud over de andre.

Jon Libakken gaar hen til tømmerhaugen, tar en bile, som staar der, og slaar paa den store stok, saa det gnældrer mellem husene:

«Der finds stokker endnu i Solbergets skog, gut.»

Tømmermanden ser langsomt rundt udover dalens uendelige skogstrækninger:

«Ja, skulde det findes nogensteds, saa maatte det vel være her.»

134«Aa det kunde nok være snaut nok det; husk paa den gale tiden.»

Bestyreren bare smiler bekræftende, – det er jo ikke værd at gjøre dem regnskab for, at stokken er fra statens skog, kjøbt og betalt.

Idetsamme kræmter han med den sølvknappede stok høit, og alle vender sig did.

«Hr. tømmermand!»

Tømmermanden ser forundret op.

«De har set paa grundmuren, hr. tømmermand?»

«Ja–a –»

«De har formodentlig faat besked om, at fjøset blot skal bygges over den halve mur, og at den anden halve skal rives ned, – jo, jeg ser det paa tømmeret. Dette kan jeg ikke tilstede. Efter grossererens ønske er jeg for tiden tjenestefri; men da jeg ser, at den nuværende bestyrer gjør alt for at formindske og ødelægge de planer til gaardens restauration, som jeg i sin tid har lagt, agter jeg fra imorgen af at gjenindtræde i tjenesten, gjenoptage mit kassekontor og bogholderi i nybygningens søndre ende, hvorefter saavel De som hr. bestyreren og alle andre sig haver at rette.»

Han slog værdig ud med haanden, idet han endte sin tale.

Den gamle mand nærmed sig, knipsed med fingrene og hvisked:

135«Det er rigtig, slig skal de ha det. Kom, jeg har vist en dram borte paa kammerset.»

Og saa gik de to afsted, den ene med smaa, trippende skridt, den anden med stram, militær holdning, bort i den gamle føderaadsbygning, uden at værdige de andre et blik.

Tømmermanden saa spørgende efter dem. Bestyreren smilte og sagde:

«Ja, det er mine to føderaadsmænd, den ene er fra den gamle tiden, og den anden fra den gale tiden.»

Saa satte de to sig ned paa bakken, – Jon Libakken listed sig efter de andre bort paa kammerset, for at se, om han ikke kunde slide i sig en dram. Bestyreren gav sig til at fortælle, og hans fortælling var omtrent af følgende indhold.

*

Manden med den sølvknappedesølvknappede] rettet fra: sølvknappnde (trykkfeil) stok er forhenværende sergeant Lars Pedersen Myhrvold, senere Solbergets bestyrer, dengang det ejedes af grossereren i Frederikshald. Han er et af de mange ofre for den gale tiden, men paa en anden maade end de fleste andre.

Den gale tiden ja, det er en bestemt tid, hvis begyndelses- og slutningsaarstal kunde nævnes, en tid, som væsentlig har været af betydning for 136vort lands østlige dalføre. Dette tog den op til en hvirvlende springdans, hvis rus det endnu ikke har forvundet. Den kom som en bølge, begyndte i dalens sydlige ende og vælted sig i løbet af nogle faa aar opover til dens nordligste sidedale, førte uanede rigdomme og ukjendt luxus med sig. Paladser reistes, silkekjoler kom lige fra Paris og fik være med paa en «blaapluk» eller en «sveis», hundestalde med de fineste racer kom istedenfor det lille hundehus, hvor den stridhaarede og stridøjede elghund før stod bunden, og ved sanktehanstider knalded champagnen lystig inde i byen. Men dengang gav champagnens knald kun et enkelt fast ekko i de tause skoge, blinkerøxens fald mod det store mastetræ, som baade skulde og kunde betale det.

Den gale tiden er forlængst forbi, men den har gjort menneskene gale.

Naar vi nu ved sanktehanstider ser den tids ætlinger, velfødde gutter fra sexten til tyve, knalde champagne med de umyndige hænder, saa gir blinkerøxen et tolvstemmigt ekko, til næste aar vil dette igjen være fordoblet, og det kan ikke være anderledes, – man er odelsmand, ætling af sin far og af den gale tiden. Stilt blir det vel ikke i de store skoge, saalenge smaatømmeret betaler driften.

Kun enkelte steder er det stilnet af, – der hvor gaarden er kommen ud af ætten, og til 137disse gaarde hører Solberget, skjønt det har været hvirvlet værre med end de fleste andre.

Det fortælles, og gamle mænd siger, at der findes papirer, som godtgjør, at engang i fordums tider, – de ved ikke, om det er halvandet eller tre hundrede aar siden – reiste den danske konges eller lehnsmands foged op gjennem disse dale og søgte at faa bønderne til at løfte paa kistelaaget og se efter paa kistebunden. Nu, kongens foged havde ikke noget at byde; men kongen vilde man ikke negte en villighed, man tog frem en tredive eller femti blanke sølvdalere, og saa fik man brev paa, at man eied en halv kvadratmil mer af sit fædrelands jordbund – det var ikke noget værd naturligvis, man havde mere end nok af hustømmer og ved og havn til overflod; men man kunde jo ta brevet ligevel, eftersom det var fra kongen. Dengang var det grunden blev lagt til dalens rigdom eller ruin, eftersom man tar det, og dengang fik Solbergets bonde næsten hele kvadratmilen for tresindstyve daler. Ingen trode, han var blit rigere for det, men heller ikke synderlig fattigere. Der kom søn efter søn som smaa bygdekonger i velstand og magt, og den holdt sig helt langt ned i dette aarhundrede, saa ættens sidste, han, som har bygged nybygningen, og hvis navn staar indstøbt i malm paa peisheller og kakkelovne, Paal Johnsen 138Solberget, endog i vid omkreds bar navnet «Solbergkongen.»

Han opleved den gale tids begyndelse. Den rasede allerede i dalens sydligere distrikter, rev skoge overende som en orkan, hvirvled formuer sammen og spredte dem igjen som vissent løv. Den begyndte at slaa sine smaabølger helt hid nord; men gamle Paal Solberget rysted bare paa hovedet. Han hørte, at der undertiden gik fremmede folk og snused i hans store skoge; han fik besøg søndenfra, og man slog paa et og andet; men han havde klaret sig uden at ty til skogen, – for lang fragt og for dyr drift, der kunde ikke bli noget videre ud af det ligevel, – han vidste ikke engang, om der var noget vidre tømmerskog.

Han vidste, at han var en velstaaende mand, Paal Solberget, som havde alles agt ogsaa; men han blev alligevel lidt forbauset, engang han var nede i hovedbygden paa tinget, da en præsenterede ham for en fremmedkar som en af dalens mægtigste mand. Ja, i sin egen lille bygd vidste han nok, at han var det –.

Men ingen vidste nu alligevel, hvilke rigdomme der gjemtes i Solbergets skoge. Det var netop, da den gale tidens bølge slog allerhøiest, at Paal Solberget gav gaarden fra sig. Han var barnløs. Nærmeste arving var en bror – ja, han med spælvesten og sølvknapperne, som tømmermanden 139netop havde set. Han havde gaat der og ruslet og tullet al sin dag, – ham kunde der ikke være tale om, han fik gaa slig til sin dødedag, – og slig gaar han da ogsaa.

Nogle fjerne slegtninge fik gaarden for sex tusen daler, – røverkjøb, det skjønte alle; men hverken Paal eller andre havde tænkt, at den kunde være værd mere end sine tolv tusen. Pengene skulde bli staaende i gaarden, men skulde kunne opsiges til betaling paa dagen; som mundtlig betingelse satte han, at den ikke maatte sælges til fremmede; kom der noget i den retning, saa kunde han bare tvinge dem ved at opsige pengene, og hvor skulde de tage sex tusen daler fra; man gik ikke altid med dem mellem hænderne.

Men det gik, som det maatte gaa; den yngre slegt var smittet af tiden. De begyndte at handle indbyrdes, løste hinanden ud og ind igjen, hugged tømmer, fik penge mellem hænder, begyndte at skjønne, at det hele var mere værd, end de havde tænkt, og de fik det, som de syntes, svimlende tilbud af fem og tyve tusen daler, maatte de være gale, om de tog hensyn til gamlens taabeligheder, – de betalte ham de sex tusen, og da Paal Solberget døde, laa han i proces med fremmede folk, som holdt paa at drive ud hans store skoger.

Da først var Solberget frit for alle ættehensyn, den gamle tidsaand var faren heden, – 140netop som den gale tiden slog sin allerhøieste bølge, sin fortvilede kjæmpebølge før det dybe fald.

I dens hvirvel kom Solberget ind. I mindre end et aar gik det gjennem en fire, fem hænder; man bød over hinanden som paa en auktion, – det var, som man trodde, der ikke var grænse for dets værdi. Først da den uhyre sum af hundred tusen daler var naaet, først da stansed det. Da skulde tømmeret begynde at drives ud, – og det kunde nok trænges.

Da var det, at grossereren i Frederikshald,Frederikshald] rettet fra: Frederiksstad (trykkfeil) den ene af ejerne, paa en gammel kapteins anbefaling antog Lars Pedersen Myhrvold til overbestyrer og kasserer med en forhenværende tømmerhugger Olsen som underbestyrer for tømmerdriftens vedkommende. Selve gaardens drift skulde staa under Myhrvolds personlige kommando.

*

Der blev et liv paa Solberget, som det vist aldrig har været før, og som det vel heller aldrig blir mere, saalænge verden staar.

Bestyren husked godt den septemberaften, da disse to kom. Det havde været saa stille og fredeligt den ganske sommer, blot en fire, fem mennesker, – han havde selv været som et 141sags husbondskar der, mens gaarden gik fra haand til haand.

Det var bekjendtgjort i bladene, at nu skulde det gaa løs, og der var vist over de hundrede mennesker samlet, huggere og blinkere og alle slags folk, som vilde have arbeide, – de stod spredt over gaarden og saa forventningsfuldt henad vejen.

Og saa kom de, Myhrvold i en kariol i spidsen med et stort jernbeslaaet skrin, «kassen», bag paa, efter ham Olsen, ligeledes i kariol, saa et læs med blinkerøxer, et med andre øxer, og saa læs i læs med alleslags ting, det var vist et tog pa de tyve hester.

De kjørte stolte ind paa gaarden og steg ud blandt den gloende mængde. Myhrvold rakte bestyreren et papir; denne læste det og gik saa ind efter alle nøglerne, som han høitidelig overrakte. Derefter gjorde de alle tre en kort visit ind i de tre beboelsesbygninger.

Da de kom ud igjen, steg Myhrvold op paa den høie staburstrappe, et sted, som han altid siden staar paa ved høitidelige anledninger.

Der blev en forventningsfuld stilhed:

«Hr. Olsen vil behage at tage sit kontor i den øvre bygnings øverste værelse, strax begive sig did og leie ti mand til at hjælpe os med ordningen.»

142Olsen tog med en mands hjælp en kuffert af kariolen og bar den ind.

«De, som maatte ønske ansættelse for i aften, gaar efter Olsen. Efter anvisning fra ham vil betaling erholdes hos mig; jeg har mit kassekontor i nybygningens søndre ende.»

Alle strømmede til, saa de blev siddende fast i gamlebygningens dør. En stund efter kom Olsen ud med ti mand.

«Vil hr. Olsen afgive to mand til at bære ‘kassen’ ind paa mit kontor!»

Det blev udført.

«Vil hr. Olsen dernæst med sit mandskab besørge alt aflæsset og bragt ind i føderaadsbygningen, i det nordre værelse, hvor butikken bliver, dernæst tage en fortegnelse over de forskjellige gjenstande, en fortegnelse, som afleveres paa mit kontor, og endelig udstede anvisninger til kjørere og arbeidsfolk, som betales paa kontoret fra 7 til, 1/2 8.

Myhrvold steg ned af trappen, gik høitidelig gjennem mængden og begav sig ned paa sit kontor.

Alle stod og glante uvisse efter denne mand, hvis mage de ikke havde set.

Alt blev læsset af i en fart og bragt ind i butikken, undtagen en stor tønde, som Olsen lod bringe op i gangen udfor sit kontor, – vandtønden, 143som før havde staat der, blev flyttet. Det var en brændevinstønde.

Saa gik Olsen ind paa sit kontor og skrev anvisninger, og saa rendte folkene tvers over gaarden med disse, mens de, som ikke havde havt ansættelse, stod og keg og satte store øjne, da de saa, at der stod 1 mark og 6 skilling paa sedlerne. Jo, her blev nok penge at tjene!

Saa blev der stille paa gaarden. Alle stod og hang og vidste ikke noget at tage sig til, men de havde ligesom ikke lyst til at gaa heller. Det var, som de vented noget.

Og det kom.

Da Myhrvold nøiagtig havde ført ind i bøgerne og skrevet sin journal – der foretoges ikke den mindste ting i al den tid, Myhrvold var her, som ikke blev skrevet op – kom han ud i gangdøren. Han stod lidt, men betænkte sig og steg igjen op paa staburstrappen, satte sin sølvknappede stok – den samme, som han har endnu – fast ned og talte:

«I alt, som angaar tømmerdriften, har arbeiderne at henvende sig til Olsen, som rimeligvis allerede imorgen – er det ikke saa hr. Olsen? Olsen svarede ja – som altsaa allerede imorgen vil begynde. Selv trænger jeg sex mand, hvoriblandt en butikbestyrer og en arbeidsformand til til min personlige assistense paa gaarden. De, som maatte ønske disse stillinger, kan melde sig 144paa mit kontor imorgen kl. 10. Og saa, idet jeg ønsker godt samarbeide under den store drift, som her skal begynde, skal jeg bede hr. Olsen om at traktere folkene.»

Der gik en bifaldsmumlen gjennem hele mængden.

Og der blev traktement. Brændevinstønden blev boret, og der blev ikke øvet kontrol. Ud paa morgensiden laa Olsen selv fuldt paaklædt paa sengen inde paa sit kontor, og ud over gaarden bag alle husvægge laa de vordende tømmerhuggere som døde fluer, og midt oppe i en stor stenrøs laa Jon Libakken og sov, som om han laa paa edderdun.

Den kvæld blev der drukket halvtressindstyve potter brændevin. Paa den maade holdt den gale tiden sit indtog paa Solberget.

Men der var alligevel fremfærd i disse to karerne. Allerede dagen efter var arbeiderne antaget. Den nuværende bestyrer fik butikken, Jon Libakken blev arbeidsformand paa gaarden, og blinkerlagene var alt istand. Næste dag smaldt allerede øxerne rundt om i Solbergets skoge, mens man fældte træer og bygged sine køjer; om et par dage røg det allerede gjennem deres ljorehuller, mens kaffekjedlen stod og damped, og saa spredte blinkerne sig som smaa hære udover de store skoge, og der blev raab og skrig og et tusenstemmigt ekko af blinkerøxernes fald mod 145de store trær, saa de gamle, graa elgoxer vetkræmte kom styrtende i store drifter helt ned paa vejen.

Og penge østes ud, – Olsen skrev og Myhrvold betalte – der spurgtes ikke om, hvad det kosted, naar bare driften gik.

Og driften gik, – der blev vinter, og der blev vaar, hele hære af huggere, lunnere, kjørere, dragere gjennemkrydsede skogene paa de sex ugedage, og hver lørdag kom de ned; saa blev en ny brændevinstønde boret inde i gangen udenfor Olsens kontor, og da hændte det nok, at de lureste fik mer end gode akkorder af Olsen, – der var dem, som tjente sine to daler dagen.

Og vaaren kom med turing og mærkere; der var tusenvis af tylvter drevet frem, stort deiligt tømmer af det, som endnu stod i pris, saa der spurgtes ikke om, hvad driften havde kostet.

Og der var herlighed og glæde. Vel var smaatømmeret faldt, men det var umuligt, at det kunde vare i disse tider; det steg nok til næste vaar, – gik man langt ned, kunde man endnu finde det dobbelte i Solbergets skoge. Og saa turede man hele ugen tilende, mens mærkingen stod paa.

Efter mærkingen kom Olsens ferier, og han laa hele sommeren og drak.

Men da kom Myhrvolds tid. Om vinteren havde han ikke havt stort andet at bestille end at 146betale og føre bøgerne. Forresten havde han tændt sin cigar og staat paa staburstrappen og set udover.

En dag ud paa vaaren, da han stod der, fik han pludselig den idé, at gaarden maatte bygges om. Man fandt siden nøiagtig i journalen, baade naar idéen kom, og hvorledes den skred frem. Da stængte han sig inde paa sit kontor i otte dage og udarbejded planen, en plan, som findes vedlagt journalen. Alle huse skulde jevnes med jorden, ude i bakken skulde reises en uhyre mur, og lige ude paa den skulde samtlige huse bygges, hovedbygning med tyve værelser i midten, to ligedanne stabur, et paa hver side af den; som fløie skulde der saa paa den ene side reises fjøs og stald, paa den anden laave og redskabshus under ét tag. Ovenfor skulde der planeres en stor gaardsplads og ovenfor den igjen lægges have.

Det eiendommelige ved hele denne plan er, at det øjensynlig ikke faldt Myhrvold ind at tænke paa, hvad det vilde koste. I begyndelsen havde han tænkt at rive samtlige huse med engang, men heldigvis opgav han dette for en «jevnt fremadskridende arbeidsplan,» som der staar i journalen. Og saa begyndte han paa begge fløie; laaven lod han rive ned pludselig en dag, og saa leied han murere og gav sig til paa vaarføret at kjøre sten med fem gamper og reiste 147den grundmur til fjøs, som staar her endnu. Han drev med en arbeidsstok paa tyve mand, men kom ikke længere end til at faa muren færdig, – det viste sig, at han havde glemt at tænke paa, at tømmeret kun kunde faaes frem paa vinterføret. Saa kom slaataanen over ham, og da han endnu ikke var kommen saa langt som til at begynde paa grundmuren til den nye laave, maatte han en vakker dag tage hele sin arbejdsstok og lægge laaven op igjen, som den før var, og den staar da der endnu.

Og saa kom slaataanen.

Bestyreren kunde godt huske den blanke morgen, da de skulde begynde. Sexten mand stod opstillet i geled paa gaarden straks ovenfor nybygningen og Jon Libakken paa fløien.

Myhrvold kom ud med et papir i haanden, gik langs rækken og talte dem. Saa stilled han sig midt foran fronten:

«Vil Jon Libakken tage otte mand med og hente ljaaerne og de øvrige rekvisitter.»

Jon marcherede afsted bort paa loftet i føderaadsbygningen og kom tilbage med det forlangte.

«Læg det altsammen bag mig og træd ind paa plads igjen.»

Det skete.

«Vil nu alle enkeltvis marchere forbi for at faa sine sager leveret.»

148Han læste paa sin liste:

«To og tredive ljaaer, to til mands.»

De gik i gaasegang forbi ham og fik hver sine to, gik tilbage paa plads og stod med dem over skulderen som et gevær.

Han læste videre:

«Sexten bælter med ring, et til mands.»

De gik den samme tur og fik hver sit bælte,

«Stil ljaaerne op mod væggen og spænd bælterne paa!»

Det blev gjort.

«Tag ljaaerne igjen.»

Ligesaa.

«Sexten brynkopper, en til mands.»

De marcherede atter, fik sin brynkop og hængte den i ringen.

«Sexten bryner, et til mands.»

Jon Libakken var allerede paa marchen.

«Men her er jo ikke mer end et?»

«Nei,» sagde Jon, «der var ikke fler.»

«Godt, vent et øjeblik mens jeg ser efter i bøgerne, om de ikke er bestilt.»

Han gik ind og fandt i bøgerne, at de baade var bestilt og modtaget. Han kom ud igjen.

«Sexten bryner!» sagde han.

«Ja, men der er ikke mere end et,» paastod Jon.

«De er i bøgerne.»

«Ja, saa ved jo bestyreren, hvor de er da.»

149«Sludder. De maa findes. Led!»

Og Jon ledte baade længe og vel; men saa synderlig grundigt gjorde han det nok ikke, skøieren, for det var ham selv, som havde gjemt dem; de blev fundet aaret efter under et af staburerne. Han kom tilbage og meldte, at de ikke kunde findes.

«Men jeg skal sige bestyreren en ting, – vi kan saa godt greie os med et.»

«Ja, lar det sig gjøre?» Det var første gang Myhrvold saa lidt betænkelig ud.

«Jøs, jada. Ser vi efter, saa kanske det er vel saa godt. Den, som gaar forrest i skaar gangen, begynder, og saa sender vi brynet bagover gjennem hele rækken, saa én staar og bryner bestandig.»

Han blinked til de andre.

«Det blir vel saa strengt, for paa den maaden kommer den ene til at jage paa den anden, men det faar ikke hjælpe, bestyreren glemmer nok ikke det ved opgjøret.»

«Nei,» sagde Myhrvold, «kan I klare jer med et bryne, saa kan vi sige tolv skilling mer om dagen. March afsted!»

De sexten mand drog bort i jordet med sit ene bryne, og Myhrvold gik ind for at føre de femtens forsvinden ind i bøgerne.

Det var vist den rareste slaataan, som nogengang har været holdt paa Solberget.

150Jon Libakken drev, og alt, hvad han fandt paa, snakked han Myhrvold rundt med, saa han syntes, det var det bedste, som kunde gjøres. Han var aldrig selv borte i jordet og saa paa, og saa laa karerne halve skiftet i laaverne og spilled kort. Han tændte bare en cigar og stod ude paa bakken og saa nedover. Men endelig en dag, da han ikke saa nogen af dem, gik han nedover og ledte. Nei, de var intetsteds at se; han fandt dem i laaven, hvor de laa og spilled sveis.

Jon reiste sig:

«Nei, vil bestyrerenbestyreren] rettet fra: bestyrersn (trykkfeil) se ned til os engang ogsaa da? Ja, havde det nu ikke været en saa forstandig mand som bestyreren, saa havde han gjerne fundet, at det var rart at sidde og spille kort midt i skiftet. Men han skjønner, hvad det vil sige at have bare et bryne, han.»

«Ja«Ja] rettet fra: Ja (trykkfeil) vel, det er strængt Jon.»

«Ja, jeg har ikke spurgt om bestyrernes tilladelse; men jeg har fundet det bedst at udtage en mand for hvert skift, som ikke har andet at gjøre end at bære brynet frem og tilbage.»

«Den indre arbeidsordning befatter jeg mig ikke med. Du er kun ansvarlig for, at aanen er færdig paa en maaned.»

«Selvfølgelig,» sagde Jon, og han vendte sig til karerne. «Siden bestyreren har gjort os den ære at besøge os, saa tænker jeg, vi hviler resten af dette skift, saa arbeider vi saa meget bedre det næste».

151Og saaledes blev det, – de rusled alle med bestyreren op; Myhrvold var i det bedste humør, og da han kom op, strakte han sig og sagde:

«Det var en deilig tur.»

De blev færdig med slaatten paa to dage mindre end en maaned, og da de skulde have regnskab, syntes Jon, at de ogsaa burde have betaling for disse to dage, og det fandt Myhrvold var bare rimeligt.

Dengang kostede slaataanen paa Solberget atten hundred kroner, meget mer end den hele høavling var værd.

Paa lignende maade dreves gaarden udover høsten. Jon Libakken var Myhrvolds høire haand, og han sørged for, at alt blev dyrt nok og galt nok.

Og saa kom høsten med blinking og tømmerdrift igjen, i dobbelt saa stor maalestok som før, – nu skulde der drives ud til sidste pinde.

Der blev en svær snevinter, og huggerne forlangte mer, og kjørerne forlangte mer, og Olsen gav akkorder og skrev anvisninger, Myhrvold betalte, – tømret skulde frem, om det saa skulde midt gjennem bergvæggen. Det var kommet som en feber over alle, som om noget laa i luften; der var kommet rygter søndenfra om store eiendomsbesiddere, som ramled længer nede i dalen, og om haabløst faldende priser paa tømmeret.

152Arbeiderne blev rent ublue i sine forlangender, det var, som de havde følelsen af, at snart var det slut. Olsen var ogsaa nervøs, det var, som han kun havde den eneste tanke, at driften skulde gaa, koste, hvad det koste vilde, og anvisningerne blev større og drikkelagene om lørdagskvældene værre. Olsen var fuld ret ofte.

Myhrvold var den eneste, som ingenting mærked. Han drev paa med sine planer om gaardens ombygning, og da vaaren kom, og tømmerdriften var færdig, satte han en dag ivej igjen med sin grundmur.

Da grossereren fra FrederikshaldFrederikshald] rettet fra: Frederikstad (trykkfeil) pludselig kom en dag, for første gang, aldeles uventet, fandt han Olsen fuld, Myhrvold paa sit kontor, og ti gamper ifærd med at kjøre graasten. Og hvad som værre var, – han fandt kassen tom og tusenvis tylvter smaatømmer, som knapt nok kunde betale driften med de priser som nu var.

Det var, som grossereren med engang faldt sammen; han havde lidt store tab andensteds, det var Solberget, han havde sat sin lid til; dette betød, at naar mærkingen var over, var han fallit.

Den eneste kraftanstrængelse, han gjorde, var at give Olsen og Myhrvold afsked. Det gjorde han paa den maade, at han sagde:

«Ja, saa er det bedst, at I to faar fri indtil videre.»

153Olsen forstod øjeblikkelig, og allerede dagen efter var han forsvunden. Men Myhrvold forstod ingenting, han takked grossereren meget for, at han fik tjenestefri en tid, saa fik han bedre stunder til at ordne de planer, som han havde udarbeidet til gaardens ombygning, og som han skulde have den fornøielse at forelægge grossereren til approbation. Om grossereren vilde se hans bøger og hans journal? Han haabed, at det hele skulde være til grossererens tilfredshed.

Hvordan det var eller ikke var, fra det øjeblik af havde grossereren godhed for Myhrvold. Ialfald forlangte han, da han kort tid efter solgte ejendommen, at Myhrvold skulde faa bli der og faa hus og føde, saalænge han vilde, og han sagde endda: «Stakkars Myhrvold, han og jeg har været ude for samme ulykke; men jeg er ræd, det er mig, som har gjort ham gal ved at sætte ham paa en slig post.»

*

Saa reiste bestyreren sig og slutted sin fortælling:

«Ja slig gik det her paa Solberget: Det blev plyndret tilgavns, værre har den gale tiden ikke huseret nogensteds; enten du tror det eller ej, saa er ikke den stokken fundet i Solbergets skoge.»

154Men der blir vel skog igjen. Nu smælder ingen blinkerøx mer inden dens grænser, nu er det saa forunderlig stilt i disse uhyre skoge. Om høsten vil du kun møde en enkelt jæger med sin stridøjede elghund, og saa forhenværende sergeant Lars Pedersen Myhrvold, som gaar og noterer trær og fører dem ind i bøgerne for den forlængst afdøde grosserer i Fredrikshald.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.