Naar man blir gammel

107Skodden laa og trykked over den brede fjeldslette, helt ned paa det tætte enerkrat, regnen siled igjennem som fint, fint graat støv. Den stængte for lyden, og den stængte for lyset, det var saa stilt derinde, – alting viste sig som i graalysningen.

Efter den brede, stenede kløvvej, der nu stod med dam ved dam, kom to skikkelser, som saa troldagtig store ud inde i taagen; først naar man kom dem nær, saa én, at det var ganske almindelige mennesker, Per Oppistuen og hans 13-aarige søn Kristian. De gik med fiskeskrukker ved siden og paa skuldrene lange fiskestænger, som vipped med toppene, eftersom de hopped fra sten til sten eller plumped ned i hullerne ved siden.

De sa ikke noget, men skyndte sig afsted, Per foran med lange, lange skridt, og Kristian 108en fiskestangslengde bagefter; begge saa ret ned i kløvvejen; det gjaldt at gaa varligt, og i slig skodde var det ikke noget at se op efter.

Slig gik de i det uendelige, flere timer.

Pludselig gjorde vejen en sving ned en bakke, nogle forkrøblede grantrær var krøbne op under den; saa gjorde den en sving til, endnu udover en bakke, den de tog næsten i løb, – og saa stansede Per.

Alting var forandret: de var ligesom faldt ned af skodden, midt ned i skogen, og en bred drønnende sus mødte dem, en sus, der fyldte hele dalen, som laa foran dem. Dalen var klædt af mørke granskoger paa begge sider; nederst nede mod syd gik de ikke helt ud til elvkanten, men levned plads for smale, grønne volde; der nede laa ogsaa en sæter. Nordover gik skogen helt til elvekanten, og dalen steg hurtig; længst i nord strypte den sig sammen til et trangt skar, hvorigjennem elven kom fossende hvidtoppet frem og fortsatte nedover, voldsom og bred; bag skaret indklemt mellem fjelde, laa de store fiskevand, hvorfra den havde sit udspring.

Begge blev de staaende og se udover. Endelig sa Per, dirrende i mælet: «Aa jau, hun er lik sig selv, Dokka; her kjender jeg mig igjen.»

Det var mindst de fyrretyve aar, siden Per havde været her. Han havde dengang været 109gjætergut paa sæterensæteren] rettet fra: særen (trykkfeil) dernede ved broen. Men straks han var konfirmeret, kom han til at faa tjeneste i nabobygden søndenfor; senere blev han saa gift og fæsted plads der, og derfor var det aldrig faldt sig saa, at han havde ærind paa disse kanter mer, og altfor langt var det jo ogsaa til en lysstur.

Det var vist ikke en af de 30 sidste somre, uden at Per havde snakket om, at han vilde ta sig en tur borti Dokka og fiske. Det meste, han havde at fortælle om, det var den tid, han var gjætergut her: Der fandtes ikke slige fiskevand i hele det østenfjeldske som Dokvandene; det var anderledes fisk end alle andre steds, saa urimelig stor; ja, det kunde nok hænde, den ikke saa større ud end andensteds, men det var kar, som først rigtig gjorde sig, naar han kom paa vægten; han var jevntyk hele sporden bagover, den spidsed ikke af som en gulerod, og hodet var saa naudende lidet og fint, den var at ligne med en velfød gris. At det var aparte fisk kunde de nu ogsaa skjønne paa Furudølerne. Endda der laa nok af fiskevand i deres egne distrikter, saa skulde de altid komme den lange vej helt over i Dokka og stjæle fisk. Og det havde de ikke lov til. Han kunde godt huske, mens han var gjætergut, at han havde været med og gjort jagt paa Furudøler, som endog havde bygget sig køje 110oppe i lien paa den andre siden af elven. Dengang havde Furudølerne maattet lade donskaben i stikken foruden en hel kløv fisk, som var nedlagt til rakefisk, og køjen var blit revet ned; men endda saa havde de nok været der igjen senhøstes og gaat elven med lyster.

Jo, én kunde tro, det var underligt i de mørke høstkvælder, naar én pludselig fra sætrene fik se baal derover i skogen; da gjaldt det om at samle saamange paa sæteren var, og sætte afsted over broen, for da kunde en være sikker paa, at Furudølerne var paa færde. I graalysningen trak de saa sine rever oppe i oset og fisked med stang i elven, og pokker skulde tro, om de ikke kunde fiskebønnen, for et par af dem var istand til at faa hele kløven en slig morgenstund. Jo, Furudøler var et folkeslag, som skulde udryddes!

Aa, det var vakkert borti Dokdalen, gjilde havner og fede kreaturer! Det vidste nu ogsaa bjørnen, for jamen gjalt det at ha god nauthund til at passe paa, skulde én holde den nogenlunde borte fra buskapen!

Hidtil var det blit med disse fortællinger, men nu da Kristian var vokset til, var det en anden sag; den gutungen gnog saa paa at komme afsted, og saa maatte da Per ta sig stunder. Jo, det var bare for at føie gutungen!

111De stod længe og saa udover. – Jo, elven var stor, nu gik fisken ud. Her skulde bli fisk, naar den begyndte at minke ned igjen! – Nei, de fik nok skynde sig ned paa sæteren, før det blev mørkt, det kunde være saa forunderlig mørkt om kvældene selv tidlig i August hernede i dalen.

De satte afsted nedover lien. Taagen laa og lukked som et laag over dalen, elvesusen bruste mellem lierne og kom ikke over, det mørkned hurtig. Da de om en time var nede ved sætren, var det ganske mørkt.

Hvad pokkern var dette, – her skulde da grinden være? Hm, – de maatte ha flyttet den. De fik holde sig langs skigarden. Hm! Han trodde saa sandelig, hele sæteren var borte. Nei, der stod fjøset! Ja, da skulde sæterstuen være her. Nei, alt dette nymodens filleri med at flytte paa alting! De kunde da ikke finde bedre tomt end den gamle, men jamen hadde de flyttet sæterstuen over paa den andre siden af fjøset!

Det var, ligesom noget af glæden ved det hele var borte for Per, da de endelig havde fundet døren og traadte ind i en rummelig stue med store vinduer. Han havde tænkt, han skulde være som kjendt og hjemme her, men det blev ikke noget af: det klang saa høitideligt, da han hilste godkvæld.

112Inde i stuen var bare budejen, en ung jente, som hilste igjen og sa: «Er der fremmed folk ude og gaar i sligt vejr?»

Jo, det var da det; de havde lyst til at friste fisken; de kunde vel faa være der inat?

Jo, det blev vel en raad med det.

Ja, Per hørte jo ligesom hjemme her; – men hvorfor havde de flyttet sæterhuset da?

Jenten saa forundret paa ham: Flyttet? Nei, det havde da staat paa samme flekken al sin dag, saavidt hun vidste.

Neigu havde det ej! Var hun tullet? Han havde da selv været gjæter her.

Ja, var det flyttet, saa maatte det være over tredive aar siden.

Per blev alvorlig: Nei herregud, var det saalænge, siden han havde været her!

De blev imidlertid snart gode venner, og de fik baade kaffe og mad, Per fulgte med baade i fjøs og bu og spurgte og fik vide. Men hvor var gjætergutten henne, – og nauthunden?

Hun havde ingen af delene.

Laa hun her ganske alene?

Ja, det var da ingen fare.

Men bjørnen da?

Aa, der havde ikke været bjørn her paa aldrig saalænge.

Ikke bjørn heller? Nei, saa det gik tilbage med alting! Forsyne ham, om der var noget 113ved verden mer; nei, da var der andre greier i gamle dage!

Per var ganske modfalden og sturen, da de om kvælden, efterat budejen var færdig i fjøset, sad paa krakken ved peisen, hvor et stort baal var tændt. Det var det samme, hvad han søgte tilbage til, saa var det forandret; der var ikke engang minder igjen om det, som havde været. Han sad urolig og flytted sig paa krakken, tændte snadden gang paa gang. Det var saa besynderligt, ligesom noget, han havde glemt.

Samtalen var gaat i staa. Han reiste sig og slog et slag bortover gulvet, stansed uvis, slog et slag til og saa aldeles uden at vide det gjennem vinduet og over i lien paa den anden side af elven. Han stod et øjeblik og maabed, før han rigtig sansed sig.

Gjennem mørket, som laa knugende tæt derude, saa han et rødt, flammende baal midt oppe i lien. Det var, som om hele skikkelsen med én gang blev spændt. HanHan] rettet fra: Ha (trykkfeil) knapped trøien og bed tænderne sammen:

«Nei, se der er de forhakkendes Furudølerne igjen! Kom Kristian!»

Han snudde sig raskt og gik med lange skridt mod døren, Kristian efter. Budejen sad igjen og glodde efter dem.

114Per og Kristian satte afsted nedover vejen til broen. Det var saa mørkt, at de ikke kunde se en fod for sig; de snubled og stubte og traadte ned i vanddammene tilknæs. Men de sansed det ikke; det var, som om det kun gjalt én ting i verden: at naa frem til det flammende skin der borte i baglien.

Det gik godt nedover til broen, saalænge de havde vej. Men da de kom over broen, delte vejen sig i en mængde stier, som forsvandt til alle kanter bortigjennem skogen. Mørket mødte dem og ligesom trykked imod ovenfra, elvesusen holdt igjen.

De standsed lidt og lytted. Ingenting at høre, og ingenting at se. De fik ta retningen bent paa, og saa stevned de lige mod bakken bent ind i skogen.

Det var et fortærende, intenst mørke derinde; én saa ikke granlæggen, før én stødte skolten imod, og elvesusen fyldte alting, saa det var umuligt at lytte sig frem. Brattere og brattere blev det; de maatte lægge sig paa alle fire og krybe, føle sig frem med hænderne. Men spændingen slap dem ikke. Af og til standsed de, holdt pusten lyttende, skjønt de vidste, det ikke nytted til noget; og de talte ikke, bare hvisked en og anden kort sætning til hinanden, som om skogen havde øren, og saa kravled de igjen febrilsk 115afsted, – kjendte ikke træthed. Saaledes holdt de vist paa sine to timer.

Endelig var der som en knæk i bakken. Per stak hodet over den, og der paa en liden slette flammed baalet og kasted et flimrende skjær ind i de mørke huler mellem granerne.

Per gav sig ikke tid til at se. Han var saa inde i stemningen fra gamle dage, at han med et skreg, saa det ljomed i skogen:

«Hei!»

Han havde ventet at se mennesker springe op og sætte afsted som jagede skogdyr, – slig var det i gamle dage – og efterlade alt.

Han gned sig i øjnene. To mand, som havde siddet paa hug ved baalet, bare reiste sig halvt op og lytted, to unge, kjekke karer. De saa paa hinanden, sa noget, lytted igjen.

Det var, som om spændingen med engang slap Per; han havde reist sig halvt op, nu vilde ikke knæerne længer bære ham, og han sank ned, raabte ikke mer.

De to ved baalet havde reist sig, lytted igjen, og tog saa hver sin stor brand fra varmen. Derpaa raabte de:

«Hei!» – De stod og lytted igjen. Intet svar.

Saa talte de lidt sammen pegte paa forskjellige kanter og stevned saa ret paa der, hvor Per og Kristian laa.

116«Hei! er det folk her?» raabte den ene. Intet svar. Han gik nogle skridt og lyste omkring, til han snubled lige i Per, som stønned.

Han raabte tilbage: «Jo. her ligger en gammel mand. – Og her er en til ogsaa en – gutunge! Men i jøsses navn, hvordan er I kommet her, midt paa svarte natten?»

Per saa skjælvende op. «Ja, enten I er Furudøler eller ej, saa faar I skaane en gammel mand. Jeg skal ikke melde jer for fisketyveri.»

«Jo, vi er da Furudøler, – men har I gaat vild?»

«Ja, vi skulde til sæteren derover.»

«Aa, og saa har I ikke fundet broen og er gaat træt.»

«Det er nok saa ja.»

«Ja, da faar I ta tiltakke hos os til imorgen. Det er raadløst at finde broen i dette mørke. Kom saa op med jer. Vi har baade mad og drikke.

En stund efter sad de alle godt om baalet og snakked baade om løst og fast. Men Per fik ikke rigtig munden paa glid. Det var noget, han ikke var sikker paa. Endelig vaaged han sig forsigtig til:

«I skal vel slenge ud paa oset en liden vadstump imorgentidlig vel?»

«Fiske mener da? Nei, vi gaar da ikke saa 117langt for at fiske. Vi har bedre fiskevand nærmere. Nei, vi gaar og leder efter hester.» Da mumled Per mellem tænderne: «Stjæler ikke Furudølerne fisk længer heller! Aa nei, det er forbi med alting!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.