Sognebud

167Gamle Hans Øvrebø laa i sengen ude i sit kammers. Der havde han nu ligget de sidste par maaneder, han var bleven saa træt i ryggen nu ude paa vaarsiden, at han ikke orked at sidde oppe mer.

Paa en krak ved siden af sengen sad hans sønnesøn, Veslehans – han var opkaldt efter gamlen han, og de havde altid været gode busser – med en katekismus i haanden og hørte bedstefar i den tredje artikel:

«Nei, det staar ikke saa bestefar!»

«Staar det ikke saa? Jovist staar det, det er bare du, som læser galt. Det maa være tufs til skolemester denne nye, – jeg har mærket det før ogsaa, at du ikke kan læse rent indenad.»

«Nei da, bestefar, saa staar det» og han læste op det, som stod i bogen.

«Aa din tul, ta hid bogen!»

168«Ja, se selv.»

Gamle Hans tog bogen i sin lidt skjælvende, magre haand, flytted den frem og tilbage for at faa den i passe afstand fra øjnene, snudde hovedet og prøvde.

«Hm, hm! Det var da svært saa mørkt, her skal være bestandig!» Han prøvde igjen.

«Nei, før jeg kan holde linjerne fra hinanden i dette mørke» – den lyseste vaarsol skinnede ind gjennem vinduet.

«Ja, men det staar alligevel slig, bestefar, du kan da vide, at jeg kan læse, –tilgavns ogsaa!»

«Ja, jeg trodde ogsaa det. Den er vel blit forandret artikelen ogsaa, som alt andet. Jeg ved ikke, hvad sligt skal være til! Det kunde forresten være det samme, naar jeg bare hugsed, hvad der stod dengang, jeg lærte det, for vil ikke præsten ta det for godt, saa kan han gjøre, hvad han vil. Gaa ud og se efter, hvad far din tar sig til, saa skal jeg tænke efter, men kom straks ind igjen og fortæl mig det.»

Veslehans listed sig ud; gamlen lytted efter ham lidt, men saa greb han sig i det og begyndte at mumle paa den tredje artikel.

Sagen var, at han skulde faa besøg af præsten idag og faa sakramentet.

Det var nu ikke saa, at hverken han selv eller andre trodde, det egentlig var paa slutten med gamle Hans Øvrebo – han selv allermindst–, 169skjønt de andre nok tænkte, at naar en slig gammel hardhaus først røg tilsengs, saa kunde det gaa fortere, end nogen vented. Og heller ikke havde han selv saa stor trang til sakramentet.

Men det var dog hans eget paafund, at han vilde ha præsten.

Det var blit saa temmelig langsomt der ude i kammerset; Iver og Kari, sønnen og sønnekonen, var ikke rigtig som før; de snakked ikke om noget videre med ham, og om end Iver hørte paa det, han sagde sommetider, saa fik han vide af Veslehans, at han alligevel gjorde stik modsat baade i fjøset og paa ageren. Nu ivaar for eksempel havde han begyndt at ale ned istedetfor harve ned erterne – var det lignament i sligt! Ogsaa havde han saaet til Nerbakken med græsfrø – bedste akeren paa hele gaarden føj!

Naar han endda havde havt nogen at snakke med om dette. Men naar han slog paa, at han vilde be til sig en eller anden, saa sagde ogsaa bare ha og ja, og saa blev det ikke til noget ligevel. Han var rigtig harm paa dem ofte; de var vist ræd, han skulde fortælle til folk, hvordan de stelte sig.

Ja vist kunde det være det samme for ham, han havde det godt nok, men det var harmeligt. Naar bare Veslehans havde været stor nok saa; det var andet tó i ham end i Iver!

170Saa var det en dag, han fik det indfald, at han vilde have præsten. Det vidste han da, de ikke vilde nægte ham, for det var tre aar, siden han havde været saa langt som ved kirken, og tog han ikke meget fejl, saa var Kari begyndt at hænge lidt med hovedet i det sidste. Og den gamlepræsten var en urimelig hyggelig kar; det gik an at snakke om mangt og meget med ham, – kanske det ikke var saa rent umuligt at faa ham til at snakke Iver lidt tilrette heller.

Straks gamlen bragte dette paa bane, blev det besluttet, og det var idag, præsten skulde komme.

I begyndelsen havde ikke gamle Hans tænkt videre over det hele, men for et par dage siden, da dagen var bestemt og Iver alt havde snakket med præsten, saa kom Kari og spurgte, om han nu ogsaa hugsed noget af børnelærdommen, for det var grejt, han maatte læse for præsten, baade budene og artiklerne?

Om han kunde artiklerne! Hun skulde vide, at han havde staaet fremst paa kirkegulvet, da han blev konfirmeret, og svart paa hver eneste tøddel, han blev spurgt om.

Ja, men hun tænkte, han kanske kunde ha glemt dem; det var nu bedst han tænkte lidt over det alligevel.

Dette begyndte at dra efter med ham; det vilde nu være en urimelig skam, om præsten 171skulde spørge ham om noget, han ikke havde greje paa. Han prøvde sig selv, og dagen efter slog han alt paa for Iver, at det kanske ikke var værdt at ulejlige præsten nu midt i vaaraannen. Men Iver sagde, at det alt var bestemt, og at præsten havde lovet at komme.

Ja, da var der ikke noget at gjøre ved det – og han betrodde sig til Veslehans, – han maatte se at kunne budene og artiklerne. Det var dette, de to holdt paa med idag, saa ingen anden skulde vide det.

Veslehans kom en stund efter ud i kammerset igjen.

«Hvad holder han paa med, far din?»

«Han har begyndt at bytte om og pudse sig, til præsten skal komme.»

«Det var da endda bra, at han har saapas vet. Lager mor din istand noget traktement til ham? Han skulde da se, at det ikke er rigtig fattigfolk, han kommer til heller, om det ikke er paa Øvrebø som i gamle dage.»

«Ja da, de holder paa baade at koge og stege, saa det lugter helt bort paa jordet.»

«Ja, ja, saa faar vi læse over en gang til.»

De begyndte paa nyt og kom vel og bra gjennem baade budene og de to første artikler, men den tredje gik ikke, og han kunde ikke komme paa, hvordan det havde staaet, dengang han lærte den. Saa var det ikke andet raad, de 172fik ta den slig, som den stod i bogen. Veslehans læste foran, Gamlen efter, mange gange. De prøvde igjen og igjen. Jo, endelig gik det da! De prøvde engang til. Da gik det ogsaa.

Saa sagde gamlen:

«Ja, nu kan præsten komme, naar han vil for mig. Se ud i glasset, om du ser noget til ham!»

Veslehans saa:

«Jo, nu kan jeg hilse dig fra ham. Nu er han ikke langt undaf. Jeg ser ham nedpaa jordet.»

Lidt efter kom Kari ud i kammerset ogsaa og lagde et flunkende nyt var ovenpaa skindfælden.

*

Da præsten endelig kom ud i kammerset, laa gamle Hans med hænderne foldet ovenpaa fælden og et højtideligt ansigt. Præsten var ogsaa lidt højtidelig, han trodde aabenbart, det stod daarligere til med gamlen, end det gjorde.

Baade Iver og Kari og Veslehans var med.

Præsten nævehilstes med gamlen og sagde, det var morsomt at se ham igjen, og gamlen syntes ogsaa, det var morsomt at se «han far». «Han far» var rigtig begyndt at bli gammel 173ogsaa; han var blit dygtig graa paa disse tre aarene!

Aa ja, tiden gik.

Ja, det var længe siden, han far kom hid til bygden nu – ja, ikke for det, gamlen hugsed nok, da hans formand kom ogsaa. Han var ikke altid saa grej at komme ud af det med, han, men en real kar var det nu ligevel, – det var overlag til præster, de havde havt der i bygden støt – – – og før de vidste ordet af det, var de inde i bygdeforholdene i gamle dage.

Dette gik baade længe og vel, men saa kom der noget, som gamlen ikke hugsed, og der blev en pause.

Præsten mindtes da, at det var i et andet ærinde, han var her, og kræmted saa eftertrykkelig, at gamle Hans saa forundret paa ham og glemte at sige mer.

Saa sagde præsten alvorlig:

«Det var jo saa, at du vilde snakke med mig om alvorlige ting – ønsker du, at nogen skal være tilstede, eller skal vi være alene?»

Gamlen saa sig hurtig omkring, lidt hjælpeløs. Saa fattede han en rask beslutning:

«Jeg tænker, han Veslehans kan være, jeg.»

Iver og Kari gik stille ud, Veslehans satte sig paa krakken, liden og fattigslig, med foldede hænder.

174Præsten begyndte med en indledning om, at det var vel betænkt dette, naar en var blit saapas gammel og svag, som Hans Øvrebø nu var.

Aa, saa svag var han just ikke, det var bare ryggen, som ikke vilde bære længer, men det var bedst at have sligt saa nogenlunde paa det rene ligevel.

Ja, og han følte sig altsaa som en synder, der trængte naade?

Aa ja vist, han var ikke stort bedre han, end alle andre.

Om der var noget særskilt, nogen særlig synd, som han vilde betro præsten?

Hm, – nej, han kunde ikke hugse nogen nu netop. Det var vel neppe nogen heller, for han havde været inde disse tre sidste aarene, siden han sidst gik til alters, saa der havde ikke været anledning til andet end sligt smaatteri, som det ikke var saa godt at hugse.

Saa talte de en del om angeren, gamlen kunde nu ikke sige andet end han angred heller. Dermed var de da færdige, og Præsten bad ham fremsige troesbekjendelsen.

Han folded hænderne igjen ovenpaa fælden og begyndte. Veslehans folded ogsaa hænder, og han bevæged læberne med i den største angst for, at bestefar skulde komme udaf. Det gik bra, til de kom ud i tredje artikel. Ved det vanskelige sted brast det for ham.

175Veslehans sad saa ivrig, at han glemte sig og sagde det højt foran.

Præsten vendte sig forundret, Veslehans dukked paa krakken:

«Hm, set sligt! Gutungen bryter mig af, det er vist bedst, jeg tar hele artikelen om igjen.»igjen.»] rettet fra: igjen. (trykkfeil)

Saa gjorde han da, mens præsten strøg Veslehans venlig over haaret.

Da han var færdig begyndte præsten at gjøre forberedelser til at give ham sakramentet.

Gamlen laa og fulgte ham med øjnene, og af og til saa han paa Veslehans. Pludselig sagde han:

«Kanske præsten synes, det er bedst, vi sætter op til en anden gang, for det var nok saa lel, at jeg ikke kunde artikelen første gang?»

*

Da præsten havde spist middag og skulde til at rejse, kom han ud i kammerset igjen for at tage afsked med Hans Øvrebø.

Gamlen havde saa urimelig meget at snakke om, han var ikke det mindste højtidelig længer, og præsten blev siddende en god stund og snakke baade om løst og fast. Da han skulde til at gaa, syntes han nok, det var nødvendigt at optage traaden igjen, og saa sagde han:

«Ja saa faar du love mig at vende dit sind fra alt verdsligt da, Hans Øvrebø. Du er jo 176ogsaa slig stillet, at du ikke behøver at bekymre dig om andet end det ene fornødne.»

Jo, det lovte da gamlen og de tog farvel, og præsten loved at komme igjen snart og snakke med ham.

Da præsten var kommen til døren sagde gamlen:

«Det er sandt, det havde jeg nær glemt, jeg maa nok faa snakke lidt til med ham far.»far.»] rettet fra: far. (trykkfeil)

Præsten kom bort til sengen igjen.

«Han far faar rigtig gjøre vel og snakke til ham Iver om, hvordan han steller sig med gaarden. Han vil ikke lyde mig mer. Kanske det tog lidt mer klem, naar han far sagde det.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.