Frieren

91Det fineste, blankeste høstvejr laa over dalen med luft saa fin, at de saa lige ind i dørene til hverandre hele fjerdingvejen. Det var saa besynderlig søndagsstilt, skjønt hverdag, kornstørerne stod i række bortover agrene og soled sig i det stille vejr, – høkjøringen var endnu ikke begyndt, og folk havde et par dage uden noget vidre at bestille, – bare ordne lidt paa laaven og sætte slæderne istand og saa gaa ind igjen, karve i piben og faa en kop kaffe, som røgen ret op fra peispiberne længe havde lovet. Og røg gjorde det i dem allesammen, men mest oppe i Kleiven, en slig tung, fed røg, som de saa lige mod himlen, fordi Kleiven laa saa høit; og folk snudde sig og sagde:

«Nu koger de nok skurgrøden oppi Kleiven.» Jo, rømmegrød kogte de, det var sikkert, men det kan nok hænde, at det havde en anden grund end den, at Peder Klev havde faat skaaret de 92stakkars blandkornstratterne sine og faat dem paa stør.

Det var en fin familie, som bode oppi Kleiven. Han hed ikke Per Kleiven, men Peder Klev, for han havde i sin ungdom været i byen og havde endnu igjen en blaa klædesfrak efter bager Hansen, og kjærringen hed ikke Marthe, men Martha, for hun var af skrædderslægt, og der er altid noget aparte fint ved dem paa landet. Naar disse var saa fine hver for sig, saa kan en begribe, hvilken adel det blev, naar de kom sammen, og denne adelsfrugt, deres eneste datter, hed da heller ikke Kari, som hun lovligen skulde hedt efter bedstemoren, hun hed Karolinea, og var skrædderjente med enkelttraads maskine.

Som skrædderjenter flest, havde hun blaa aarer paa hænder og pande, var kuldskjær og skvætten, havde vanskeligt for at tygge fladbrød, gik med snørliv og skvatred og skvat undaf for mandfolk, første gang de tog efter hende.

Det kan nok være, det var hendes skyld, at de kogte rømmegrød oppi Kleiven, paa en maade da, men det hører nu til de ting, som ikke skulde siges.

De sagde i bygden, at Karolinea havde svært ondt for at faa frier. De sagde ogsaa med et utækkeligt udtryk, hentet fra fjøset, at hun begyndte at faa ringer paa hornene, hvilket skulde sige saa meget som, at aarene begyndte at sætte 93mærker. Sikkert var det ialfald, at hun var i den tid, da det gjælder. Og de havde saa sine grunde til at sige dette i bygden.

Før i tiden havde det hændt, at Peder Klev havde klaget sig, og var enig med dem, som syntes, det maatte være vanskeligt at klare sig oppi Kleiven. Men for hvert aar, som gik, blev Kleiven gjildere og gjildere, der var ikke maade paa til avling, baade hø og korn; og saa letbrugt, – man skulde ikke tro, sligt som det var, der fandtes ikke smaabrug, som var letvintere at berge sig paa i hele bygden, – ja, han skrød slig af Kleiven, at folk sagde, at tyttebærtuerne rødmed bortover engen hans, og havreraaerne stod og gliste. Og saa lagde Martha ud: Ja, de kunde havt det rigtig, som de vilde, ogsaa de, men det skal nu altid være noget her i verden; gid de havde været vel af med denne jenten, for dette kunde ikke Martha staa i længer, sligt rænd som der var paa dørene af friere om lørdagskvælden. Døren stod ikke, det var ikke fred at faa, saa lang natten var, hun maatte, ret som det var, ud og jage hele flokken. Galt var det, naar ingen vilde ha en, men værre var det, naar hele dusinet bød sig til. Hun havde tidt sagt til Korolinea, at hun fik vælge sig ud en skikkelig krop, saa fik de faa Kleiven med det samme, men Karolinea var nu saa blyg hun, hun kunde slet ikke taale mandfolk, hun vilde helst bli hjemme hos mor.

94Hvordan det nu var eller ej med dette, saa havde ingen hørt andet end, at mandfolk blev svært vel modtagne og trakteret, naar de kom til Kleiven om dagen, om natten havde vist ingen været der, uden han Simen, den tutlete tjenestegutten i Nordlien, han, som havde rendt til alle jenterne i vid omkreds, og som ingen vilde vide af, – og at døren var blit stængt for ham, det var nu ikke mer end rimeligt. Sikkert var det ialfald, at de oppi Kleiven lagde sig svært efter ham Jens Perstuen. Han var deres nabo og en af de fineste og sprækeste løskarler i bygden. Han var der nu ogsaa ofte, men ikke saa folk trodde, han mente noget med det, den skøieren gik vist bare og lod sig traktere.

Men det var nunu] rettet fra: uu (trykkfeil) alligevel til hans ære, at røgen af rømmegrøden stod tyk og fed op fra piben i Kleiven idag. Han havde endda sendt bud igaar, at han vilde komme, han havde noget vigtigt at snakke med Peder om.

Aa jo, det var gut, som vidste, hvordan det skulde være! Han vidste, at de ikke likte nattefrieriet, det passed sig nu heller ikke for en jente som Karolinea, – og saa kom han om dagen!

Peder havde iført sig den blaa klædesfrak, tat ind langpiben og kardusen og sad ved vinduet. Karolinea var i hvidt forklæde, med bart haar, og sad ved det lille bord med maskinen foran sig og sydde paa noget urimelig fint, hvidt noget.

95Rømmegrødgryden var tat af og stod paa peishellen saa tæt ind til ilden, at den kunde holde sig varm, kaffekjedlen stod fremme paa gløderne, og i den aabne stuedør stod MarthaMartha] rettet fra: Marthe (trykkfeil) i søndagspuds i solen, skygged med haanden for øjnene og saa bortover stien til Persstuen.

Og nede i bygden, baade i Nordlien og andensteds, hvor de havde seet paa den fede røgen, som steg op fra piben i Kleiven, havde de ogsaa øjnene med sig, og da de saa en helgeklædt kar komme bortover fra Perstuen, saa vidste de ligesaavel som Martha,Martha] rettet fra: Marthe (trykkfeil) at det var Jens og mældte ind ligesaafort som hun, at nu kom Jens Perstuen for at æde rømmegrød i Kleiven.

Saasnart Martha havde mældt det, tog Peder en gammel avis, holdt den langt ud for sig med en grundig mine og damped dygtig paa piben. Karolinea satte maskinen igang og holdt i tøiet, saaledes at lillefingeren spriked langt ud i luften, Martha tog selv nogle blaablomstrede tallerkener og begyndte at sætte dem ud over bordet.

Aa jo, de vidste nok, hvordan en frier skulde modtages i Kleiven!

Ja, saa kom Jens Perstuen, den gjæve løskar, nyt rødtoghvidt sjærf, to knapper oppe midt nede paa vesten, saa det vistes der ogsaa, vandkjæmmet haar, med hatten lidt paa snur, bonjurfrak og blankt uhrkjæde, kalveskinds helstøvler 96udenpaa buxerne, støvler med lange stropper og overlag fin rix i.

Jo, sandelig var han ude i vigtigt ærende idag, han skræved ikke over dørstokken heller, han satte begge ben op paa den, saa det rixed saa fornemt, idetsamme han steg ned, og med et stort og alvorligt knix tog han til hatten og histe «Goddag!»

Per saa frem over avisen, som han blev overrasket:

«Aa goddag, goddag.» Han skulde sige mer, men idetsamme tog Jens et skridt frem. Jomen vilde han vist nævehilse ogsaa, og saa maatte Peder reise sig, og han reiste sig:

«Goddag!»

Jens gik til Martha. Hun slap tallerkenen, strøg bagen af haanden paa stakken og rakte ham:

«Goddag!»

Saa gik han til Karolinea. Hun reiste sig halvt op, neied og rakte ham haanden over den enkelttraads maskine uden at se op, satte sig saa igjen, idet hun tog i begge sider af det hvide forklæde og bredte det ud, saa det seiled sagte ned paa hendes skjød, baaret af luften.

«Du faar se til at sidde.»

Martha tog en stol, feied over sædet med haanden og satte den frem midt paa gulvet:

«Aa tak, jeg faar nok sidde.»

97Han satte sig, og der blev ikke sagt noget paa en stund.

Endelig sagde Peder:

«Saa du er ude og maserer idag?»

«Ja, det er ligesom saa lækkert vejr nu.»

«Ja det er det.»

«Og du studerer bladene?»

«Ja, – Peder knoted mer end sædvanlig – «den, som har været ude, vil jo gjærne se, hvordan det staar til i fremmede lande.»

«Aa ja, der hænder vel altid et eller andet etsteds i verden. Det har vel været ulykker med stort mandefald et eller andet steds nu ogsaa?»

«Aa ja, Gud bedre, vi ved nok ikke, hvor godt vi har det vi, som bor oppi disse fredelige dale og er fri baade for havsnød og vilde dyr. Her i bladet staar det om en stor ulykke, som er hændt etsteds, som heder Columbia. Der har det strøget med mange baade skib og folk.»

«Hvordan er det gaaet til da?»

«Ja, neimen om jeg ved det. Det staar, at det er en cyklon. Saavidt jeg kan skjønne, maa det være et stort dyr, som lever baade paa sjøen og paa landet. Det begyndte ude paa sjøen og vælted skiber. De skjød endda paa det med kanoner, men det gjorde ingenting, og det skulde de vist ikke gjort, for da satte det paa land og rev husene ned og kasted dem høit op i luften.»

98«Det er vel i Ameriken dette ogsaa; det er jo derfra, vi hører om de meste ulykker?»

«Nei, det er da gudskelov længere borte. Det er et sted, som heder – ja, det er ganske besynderligt, men det heder Karolina.»

«Hi, hi, hi, uf da far, som du snakker. Du gjør mig rent ræd» kom det borte fra symaskinen.

«Hø, hø, hø, din jaale. Kommer nogen og tar dig, saa blir det nok ingen cyklon. Forresten saa hed det ikke Karolinea, men Karolina. Det første er jo et folkenavn. Martha var borte og puffed i Karolinea.

«Hvad skal jeg gjøre ved denne førkjen, du Jens? Hun vil bare hænge over symaskinen hele dagen og har ikke nogen stunder til at hjælpe mig.»

«Du da mor! Det er jo du selv, som vil, at jeg skal sy mig op endel.»

«Aa ja, naar en har raad til det, saa jamen er det rart at have lidt i skufferne ogsaa. Men se her Jens! Hvad skal hun med sligt da?»

«Hi, hi nej, du er da rigtig tullet, du mor.»

Jens kom og vilde se.

«Nei, nei, hi, hi, nei, du kan ikke faa se.»

«Aa jomen er det saa lækkert, at han gjærne kan se,» paastod Martha.

«Nei mor da, du er ret saa lei at –»

99«Se bare, du Jens» – og hun viste ham en særk med blonder baade om halsen og armhulerne. «Er den ikke lækker?»

«Jo det var sandelig fine sager,» indrømmed Jens.

«Aa ja, det er nu ikke det eneste, hun har heller da; hun har nu et par komodeskuffer fulde af slige ting, som er af det fineste linlærred. Du kan jamen vise Jens ud i kamret dit.»

«Nei, mor da, nei, hi, hi, hi! nei, det vil jeg ret ikke.»

«Du er en jaale. Det er ikke noget at skamme sig over, om en har noget, som er lækkert. Vil ikke du, saa jamen skal jeg. Kom nu Jens, skal du faa se.»

«Aa det er galt at gjøre bryderi.»

«Aa nei da, det er ikke noget bryderi det.»

«Hø, hø, hø,» sa Peder, «kvindfolkene tænker nu paa sig og sit og stasen de, vi faar føje dem, vi Jens, og være med og se paa kramet deres.»

«Ja kom nu.»

Martha gik foran, saa kom Jens og Peder, og i døren, som blev staaende aaben, stod Karolinea og skvatred.

Martha trak ud den øverste komodeskuffen.

«Her har hun smaasagerne sine. Her kan du se ørendobberne hendes – Ja, jeg synes nu disse er penere end de, hun har paa. Og her er en sølvring, som hun aldrig har villet sige, hvor 100hun har faaet. Ja, jeg har nu mine egne tanker jeg. Og her har hun –«

«Nei mor da, hi, hi, hi – nei nu faar han ret ikke se mer –» og Karolinea kom og slog skuffen igjen.

«Ja, saa kan vi gaa ned i her ogsaa vi,» og Martha trak op den næste skuffe med lintøj. Hun tog op stykke for stykke og viste frem og talte og snakked med Karolinea, om der ikke skulde være to til. Da de var færdige med den, gik de til den næste. Karolinea stod paa lur, og idetsamme skuffen blev aabnet, napped hun et par stykker og holdt dem paa ryggen.

«Nei, hvad var det du stjal undaf?»

«Nei, er du tullet da mor. Jamen blir jeg ret saa sindt paa dig, at – hi, hi, –»

«Saa frem med dem nu.»

«Nei, hi, hi!»

«Saa lad os faa se dem nu Karolinea,» sagde Peder alvorligt.

«Ja ja, naar jeg ikke kan slippe, saa –

Og saa holdt Karolinea frem to unævnelige med baand og blonder paa.

«Hæ, hæ,» «ho, ho,» «hi, hi, hi.» de lo i kor.

Saa blev Karolinea pludselig ivrig.

«Gaa væk med dere nu; dere roder saa i komoden min, at jeg kan ikke faa orden igjen 101paa en hel dag.» Hun fik dem væk og begyndte at lægge sammen.

«Aa hun har ret noget af hvert,» sagde Martha, «det er ikke alle jenter, som er saapas forsynt som hun. Her ser du sengen hendes. Den er hendes i fuld opredt stand baade med dyne og skindfæld. Ja, hun ligger her om natten, skjønner du.»

«Ja,» sagde Peder, hun ligger her, for jeg vil ikke ha noget rænd af frier, ser du. Der kommer saa mangeslags af dem. Jeg skønner ikke, hvad de tænker paa; selv han jafsen, han Simen Nordlien, kom her en kvæld. Men jamen fik jeg da fødder under fyren. Saa ser du, her er en lem i væggen. Mener du ikke, at de fandt paa at komme ind den vejen. Men det satte jeg da en stopper for, du ser, jeg har sat paa en krog indvendig.»

«Jeg ser det,» sagde Jens.

Martha tog ham til side og hvisked:

«Jeg kan sagtens sige det til dig Jens; men du maa ikke lade dig mærke med noget til Peder. Det er ingen sag at ta af den krogen med en pinde udenfra.»

«Du Martha,» sa Peder, «nu har vi havt nok af dette tullet. Jeg syntes, du havde noget rundt fremi peisen, var det ikke saa, at vi skulde ta den, mens den var varm.»

102«Jo, det er rigtig sandt. Jeg glæmmer alting. Kom Karolinea og hjælp mig at øse op.»

Saa gik de ind i stuen igjen, og snart stod rømmegrøden paa bordet og flød i sit fedt, og de rundt om.

Peder syntes det, at en fik æde lidt godt engang imellem, naar en havde raad til det.

Raad, mente Martha,Martha] rettet fra: Marthe (trykkfeil) det var ikke tale om raad, de havde saa megen rømme, at de vidste ikke, hvor de skulde gjøre af den. Det saa ikke ud til at være saa rar havn, men koen mælked af den, saa det var rent utroligt.

Ja, mente Peder, det var nok bedre brug end nogen vidste Kleiven, for det skulde en ikke tro, men jamen avled han ogsaa korn saa vægtigt, som midt nedi tykkeste storbygden. Enten Jens vilde tro det eller ej, saa var melet i denne grød avlet her.

Hvor det nu var avlet eller ej, saa lod det ikke til at smage Jens. De havde nok lagt mærke til, at han var saa høitidelig og saa faamælt hele tiden, men det var ikke saa rart, det var vel altid lidt vanskeligt at komme frem med er sligt ærende. De var ialfald ikke kommet halvejs ind i grøfadet, før han lagde skeen bort, og tørred sig om munden. Efterat de havde bedt ham endel, gjorde da alle ligesaa, og der blev ganske stille en stund.

103Saa sagde Jens:

«Hm, – hm! Jeg faar vel se til at komme frem med mit ærende. Vi er nu grander Peder, og saa syntes jeg det var bedst, at henvende mig til dig.»

Peder saa ret ud i luften, Karolinea ned i sit fang og Martha fik travlt med at stryge af med forklædet en flæk paa en tallerken.

«Jeg vilde høre, om du vilde gjøre vel og følge mig til præsten som kaveringmand imorgen.»

Martha slap tallerkenen i gulvet saa det gik i stykker. Peder bed tænderne sammen saa hovedet dirrede paa skuldrene, og blev siddende slig en stund, men saa brast han pludselig ud i paatagen lystighed:

«Jasaa, saa du skal afsted nu, ja det er det jeg har sagt hele tiden jeg, at nu smelder han Jens snart til, har jeg sagt. Det er vel hun Tonetta Nymoen du skal danse afsted med?»

«Ja, det er nok det.»

«Ja, det er ikke, saa værst jente det!»

«Aa, hun kan ikke være saa stormvakker, men hun er altid bra nok til mig, og saa er hun flink, saa jeg tror nok, jeg kan være tjent med hende.»

Det var ikke maade paa lystighed det blev, baade Peder og MarthaMartha] rettet fra: Matha (trykkfeil) og Karolinea talte pludselig 104saa høit og interesseret, og var saa smørblide, og talte om det lystige bryllup. Men da Jens strax efter sagde, at nu maatte han ogsaa gaa til Ola Nordlien og faa ham med, saa bad de ham slet ikke at bli længer, det var aldeles, som de havde glæmt, at kaffekjedlen stod færdig og vented.

*

Da Jens kom nedover til Nordlien stod Ola allerede ude og vented paa ham, for han havde seet, hvor han kom fra. Og da Jens vel havde forrettet sit ærende, var det ikke længe, før Ola havde faaet ud af ham, alt som var hændt og vidste, at halvparten af rømmegrøden var tilovers, og at kaffekjedlen stod paa hæld fremme i peisen i Kleiven.

Da raabte han paa tjenestegutten, Simen.

«Nu faar du ta paa dig stasklæderne og gaa en tur op i Kleiven, Simen.»

Simen satte de dumme, blaa øjne paa ham.

«Vil du drive ap med mig, Ola Nordlien?»

«Nei, du skal faa ærende. Du kan spørge, om jeg kan faa han Peder til at være med og kjøre lo et par dage i næste uge.»

«Det ved du, han ikke gjør ligevel.»

105«Det er da ikke farligere at spørge. Og du har sligt at gjøre idag. Det haster ikke med at komme igjen. Men saa maa du fiffe dig op; du skal faa laane skaftestøvlerne mine.» Han puffed Simen i siden og hvisked:

«Det er en fin jente.»

Simen saa lidt uvis ud først, men saa blinked han igjen:

«Hi, hi, hi! – du da!»

Det var ikke længe, før Simen tøfled afsted, i sjærf og skaftestøvler han ogsaa, og halvdalerspiben med kjærnespidsmundstykket stikkende op af vestelommen, og det kan nok være, at de stod i vinduet i Kleiven og undredes paa, hvad det var for en fin kar, som kom.

Ud paa aftenen kom Simen igjen, han var meget mer brat og kontant end sædvanlig, og det var med et høitideligt opsyn, han tog Ola Nordlien tilside.

«Jeg skulde hilse og sige, at du ikke kan faa han Per udi ugen.»

«Nei, det var vel rimeligt det. Blev du vel modtaget forresten da?»

«Aa ja, jeg skulde mene det. Nu har jeg ret seet saa meget fint, som jeg aldrig har trod, jeg skulde faa se.»

«Jasaa.»

Simen stod og vred paa sig lidt. Saa sagde han alvorlig:

106«Jeg maa nok høre, om jeg kan faa beholde støvlerne dine til imorgen.»

«Hvad skal du med dem nu da?»

«Hm! Det blev til det, at de vilde, jeg skulde komme igjen ikvæld.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.