Doktoren hjalp

80Han Paal Berget havde det rigtig travelt idag, han havde ikke ro paa nogen plet. Snart stod han ved det ene glasset snart ved det andet, snart var han borte paa laavebroen, snart paa bakken udenfor fjøset, og allesteds satte han haanden over øjnene, gjorde skût og stirred saa langt fremover vejen dernede, som han kunde se, stirred saa øjnene formelig stod ud af hausen paa ham. Frem og tilbage tripped han, frem og tilbage, og for hver gang han saa et Menneske lød det:

«Nei gud faa lod i mig, om jeg skjønner, hvor det blir af ham Simen med doktoren! Jeg dør vist før de kommer!»

Han Paal Berget var ligesom paa føderaad han, han var yngre broder til Simen, brugeren, som var reist efter doktoren.

Det var gaaet saaledes til:

81Det kunde vel være saa omtrent et halvt aar siden, saadan tidlig paa høsten, at Paal en kvæld blev saa urimelig syg, at han laa og vred sig og skreg. Da blev gamledoktoren hentet.

Paal havde spist melkegryn tilkvælds, og den havde nok ikke været rigtig velkogt, men sligt spurgte nu ikke gamledoktoren om, han søgte ikke efter aarsager og sligt, han tog enhver sygdom paa alvor, undersøgte ikke, spurgte bare efter, hvor man havde ondt, og gav sig saa til at fordrive ondet.

Paa Paal brugte han da ogsaa varme tallerkener og bagefter noget ustyggelig vond medicin, som overbeviste Paal end mer om, at dette var en farlig sygdom; og ganske rigtig, det gik over dengang.

Men gamledoktoren var heller ikke af dem, som vilde forringe en heldig kur, og han lod sig mærke med, at dette var en temmelig sjelden og farlig historie, – havde de de ikke hentet ham i tide saa –, Paal burde være meget forsigtig.

Om de skulde hente doktoren en gang til –?

Jo – nei – jo, hvis der nogengang gik saa meget som to dage – og – og det ikke blev til noget, – ja, noget saadant naturligt, saa var det paa høie tid.

Siden da havde Paal faaet skræk i livet; han havde ikke gjort andet hele vinteren udover end at gaa og passe sig selv og sin helse. Ja det var 82ikke frit for, at han havde sin egen almenak med blyant i stropperne, som ingen fik se, og ingen fik røre ved, og folk lagde ogsaa mærke til, at nu bar han altid paa sig det fine urværket sit, som han ellers aldrig brugte til hverdags.

Han var aldrig rolig og tilfreds, sov ikke trygt om natten engang, og ingenting turde han ta sig til; thi han maatte være forsigtig, – kom dette igjen, saa kunde han falde bort, før han vidste ordet af det, han havde skjønt noget saadant paa gamledoktoren.

Den sidste natten havde det været rent galt; de hørte ham tøfle om i dørene hele tiden, han havde nok slet ikke sovet, og da klokken var 5 om morgenen, saa gik det ikke længer, han maatte hen og vække Simen:

«Ja, nu faar du staa op og reise efter doktoren, Simen!»

«Er du blit syg, Paal?»

«Jeg kjender ikke noget endnu, men det kommer, det kommer!»

«Det er mørkt endnu, var det ikke bedst at bie, til du faar ondt?

«Bie? Vil du, at jeg skal dø paa flekken da, Simen, – nu er det to dage – og doktoren sa for Guds skyld, skynd dig Simen! Bare det ikke alt er for sent!»

«Ja, jeg faar vel det da. Men kjender du slet ingenting? Gamledoktoren er istand til at 83bli sindt, hvis han er i det lunet, og det ikke feiler dig noget.»

«Aa, det er vist ikke fare for andet end at jeg blir syg nok! Bare jeg lever, til du kommer igjen!»

Ja, saa maatte da Simen op i flyvende hast og afsted, og det blev sagt ham, hvad han skulde sige til doktoren, og det var omtrent, at nu stod det om livet.

Nu var det paa den tid, de kunde være ventendes, og derfor var det, at Paal ikke havde ro paa nogen flek, tripped fra det ene sted til det andet, og saa fremover vejen, saa øjnene stod ud af hausen paa ham.

Endelig fik han se en liden prik der langt fremme i vejen, en prik som bevæged sig fremover.

Naa, der var de da endelig! Bare det nu ogsaa var dem! Hm, en slædeskyds var det, men montro den gampen ikke vat lidt for mørk?

Han blev staaende med hovedet langt fremstrakt, og fulgte den prik han saa, som om han vilde suge den til sig.

De kjørte fort – jo, det var en spidsslæde, hm, jo nu saa han det, det kunde ikke være andet end gamledoktoren; saa bredt et læs saa en ikke i slæde ellers paa vejen, selv om der sad mange paa hinanden. Jo, nu var han sikker – Gud ske lov!lov!] rettet fra: lov!» (trykkfeil)

84Han gik ud i kammerset, hvor det var pudset og strød ener paa gulvet, og hvor det spraged i ovnen og var hedt som i en badstue.

Han klædte sig af, vasked sig, lyttet, og saa blev han siddende i underbuxerne paa kanten af den store omhængsseng.

*

Imidlertid havde Simen og doktoren kjørt raskt henad den flade vej.

Det var lindt i vejret og mejen gled det, endda gamledoktoren var læs nok for Blakken.

Naar gamledoktoren kom kjørende henad vejen, saa var det kar, som fyldte for sig, det var omtrent det samme at møde ham, som at møde sneplogen. En kunde se et stort stykke af doktoren paa begge sider af hesten. For det første var han nu saa tyk i sig selv, at han ialfald aldrig kunde ride, fordi der ikke fandtes hesteryg som bar ham, og for det andet saa klædte han sig godt ved vintertid. Først havde han støvler, saa raggesokker, og udenpaa dem igjen sauskindsforede reisestøvler, som rak til skrævet. Oventil havde han først yderfrak, saa tullup, og der udenpaa ulvskindspels med et rødt skjærf omkring, saa langt at det var en hel spadseretur for den, som skulde gaa rundt ham og rulle det af og paa.

85Slig var han ogsaa klædt idag, endda det var saa lindt i vejret, at det klabbed under hestehoven, og saa kan en skjønne, at det var læs nok for Blakken.

Da de kom til grinden, hvor vejen tog op i jordet, standsed de.

Simen klødde sig bag øret, og spytted til til den ene side.

Blakken saa sig tilbage langs siden, flere gange, hun var vant til, at skikkelige folk gik ud af slæden her, hvor det blev brat.

Simen klødde sig engang til. Det blev jaggu haardt baade for ham og Blakken dette, – men det var ingen anden maade, der fandtes ikke levende skabt raad at faa doktoren op anderledes end ved at kjøre ham. Ja, ja, saa fik de begynde da, – hyp Blakken!

Vejen op til gaarden havde nu ikke været nogen kongsvej før heller, og bedre var den ikke blevet i dette lindvejret, – ret som det var, traadte Blakken igjennem.

Det var nu ikke saa farligt, for Blakken var forsigtig og var vant til noget af hvert. Men værre var det at mejen alt i et skar igjennem, snart paa den ene, snart paa den anden side. Da maatte Simen være vaagen, hænge i styrehornene, som var det en plog han kjørte, og slæden slængte ham hid og did, saa sveden drev af ham.

86Det gik i smaa ryk opover med hvil i hvil, hurtig de faa skridt, Blakken tog mellem hver gang den standsed. For hver gang saa den sig tilbage langs siden og prusted: Det var da noget til vetløst folk ogsaa, som ikke gik ud af her!

Endelig var de ved den lille tverbratte bakkekneik ved nylaaven, hvor vejen gjorde en liden sving, før den blev jevnere.

Under denne kneik hvilte de en lang stund. Da Simen vilde ha Blakken ivej igjen, var den uvillig, saa sig tilbage mange gange, laged sig til at ta i, men lod det være; det var ligesom den grued for denne bakken.

Men da den endelig skjønte, at det ikke var anden raad, saa tog den spendtag, rykked til og tog bakken i trav, saa Simen slang mellem styrehornene og næsten ikke kunde følge med. Men i det samme de var oppe, sagtned farten, slæden faldt ned paa vejen med hele sin tyngde, den ydre mej skar dybt nedi, og – bums der laa sleden overende, og gamledoktoren paa ryggen langt nede i bakken, klemt godt ned mellem bakken og en diger bjørk.

Det gav et søk i ham, saa han sagde «øff», idetsamme han lagde sig tilrette.

*

87Paal sad fremdeles paa sengkanten ude i kammerset. Pludselig hørte han, at det gik udenfor huset, og at nogen kom ind i stuen.

Ja, nu var det bedst at lægge sig syg, og han vælted sig bagover op i den store omhængsseng og trak den langhaarede skindfælden over sig op til ørene.

Lidt efter stak Simen hovedet ind ad døren, og sagde med aanden i halsen:

«Er du i live, Paal?»

«Ja, men det er ret daarligt.» Han sagde det med klagende stemme, men saa gik det pludselig op for ham, at han ikke hørte noget til doktoren:

«Er ikke dokteren med?»»

«Nei, han ligger nede i bakken; jeg vælted ham og kan ikke faa ham op, og ikke finds der kar hjemme paa gaarden. Enten du er dødsens eller ei, faar du staa op og bli med –! Vi kan ikke la doktoren ligge og omkommes!»

Paal blev ogsaa ivrig:

«Ja, værre er jeg ikke ligevel», og i en fart rev han klæderne paa sig og strax efter drog han og Simen i fuldt firsprang nedover med hver sin digre haandspake paa nakken.

Der laa doktoren endnu, god og varm og sprutrød i ansigtet og bandte den elendige fillevejen, og oppaa bakken stod Blakken noksaa fornøiet og saa paa.

88Det var ikke nogen let sag at faa doktoren op, – jo, mer han og Simen havde arbeidet, des fastere var den kramme sne klemt ned omkring ham.

De forsøgte at reise ham, men det gik ikke. Det blev ikke anden raad, de maatte trampe sneen rigtig fast i bakken ovenfor, lægge sine haandspaker ned som ruller og forsøge at trille ham op. Det var vanskeligt at faa ham løs, men da det vel var gjort gik det bedre. De tog godt spendtag, stemmed skuldrene imod, og saa gik det i smaa nap med hyp og hyp, men de maatte passe godt paa, at ikke taget glap, saa han kunde rulle ned igjen.

Efter et kvarters strengt arbeide havde de ham endelig oppe paa vejen. Der snudde de ham forsigtig, den ene tog under armene saa godt det lod sig gjøre, den anden brugte haandspaken og se, der stod han endelig paa sin ende.

Først da doktoren var kommen op, blev han rigtig sindt, saa sindt, at han ikke engang saa, at det var Paal, som havde hjulpet ham, og Paal holdt sig da ogsaa lidt tilside, det var kanske bedst at ta en benvej og se at komme frem, før doktoren kom op. Men det var ugjørligt i dette føre, han fik holde sig tæt bagefter, – det mente baade han og Simen – og se at komme ind i kammerset og i seng før doktoren fik af sig pelsene.

89Men doktoren bandte og svor paa, at nu vilde han snu, vilde de ha doktor, saa fik de ogsaa holde vej. Havde de ikke sligt at gjøre som at holde skikkelig vej tilgaards kanske?

«Snu gampen!»

Men da tog ogsaa Simen i:

«Nei, er du nu kommen saa langt, saa jagu skal du op, om jeg saa skal ta dig i to vendinger!»

Da maatte gamledoktoren se paa sig selv og smile, og dermed var ogsaa sinnet over. Han satte sig rolig i slæden:

«Ja, ja det faar gaa for denne gang ogsaa, men det siger jeg dig Simen Berget, at vælter du mig engang til, saa sætter jeg alverdens syv plager paa dig!»

«Da ved jeg ogsaa, hvad jeg gjør.»

«Naa, hvad gjør du da, Simen?»

«Vælter jeg doktoren engang til, saa er det vist raadligst for mig, at jeg lar ham ligge.»

Dermed drog de op over igjen.

Nu var vejen bedre, nu gik det baade fort og godt, for nu var ogsaa Blakken udhvilt. Det gik saa raskt, at Simen rent havde glemt at se efter Paal, før de var lige oppe ved gaarden.

Nei, saa langt han var bleven tilbage. Nu blev det ingen raad at faa ham ud i kammerset, før doktoren fik pelsene af. Og ikke skyndte han sig heller! Nu først kom nok det rigtige 90spetakkel. For var det noget gamledoktoren forlangte, saa var det, at de syge skulde holde sengen.

Men det var ikke noget at gjøre ved det, ind maatte de. Simen søgte at hale det ud, det store, røde skjerfet havde han saa besynderlig vanskelig for at greie, men doktoren var rask i vendingen, naar han først var kommen i hus, snart var baade pelsen og tuluppen og støvlerne af.

«Naa patienten er vel i kammerset?»

Han vilde gaa did ud.

«Ja nei – han – han er nok ikke kommen op igjen endnu. Ja, han kommer vist strax.»

«Hvad fan, er han ikke liggende?»

«Nei, jo – han havde lagt sig, men – saa var der ingen kar hjemme – og vi kunde ikke la doktoren ligge og omkommes!»

I det samme kom Paal luskende ind saa inderlig blid.

Doktoren satte begge hænder i siderne og gik lige paa ham.

«Hvad fan er dette for maner, sende bud, at du ligger for døden – hvordan synes du du har det nu?»

Paal blev meget forlegen.

«Jo – jo tak, det er ligesom over nu –» og saa lagde han hurtig til:

«Det hjalp saa mærkværdigt, at jeg løfted paa doktoren.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.