Fuglefangere

47En juleaftens morgen, gnistrende kold med et stort, rødt soløje langt inde i frosttaagen mod syd.

Nede i dalbunden er det graat, mørkt og rimet med en brandgul taage over. Opefter de bratte, snedækte lier kommer en jevnt tiltagende lysning, eftersom taagen svinder, øverst oppe er luften klar, over de øverste grantopper lige mod himmelbrynet ligger et svagt gyldent solstreif.

Nede i taagen færdes dalens mennesker i den sidste travlhed før festen. Paa alle stier er der folk, som løber de sidste ærender, bortover alle gaarde smælder det fra huggestabben eller skaalen, hvor juleveden skal lages til, store høkurver vandrer fra laave til fjøs, og kornbaand tages ud, de bedste som findes. Nede ved kirken gaar graveren og skuffer bredere vej frem til hoveddøren, 48og henover vejen klinger en enslig dombjælde fra en doktorskyds.

Ud fra husmandsstuen, som ligger bent op for kirken tæt opunder skogen, lav og nedsneet med lysning fra tørkvistbaalet helt op gjennem den brede pipe og lavende rimskjæg langs alle vægge, kommer to gutter i trettenaarsalderen, tykke og tætte karer med topluerne lige ned i øjenbrynene, vaatterne paa og snesokkerne knappet stramt udenpaa buxerne.

Det er de to uadskillelige vældige jægere, Per nede fra gaarden og Kristian, som har hjemme i husmandsstuen.

De standser og ser begge opover skogsvejen, som kryber og bugter sig paa skraa langs gjærdet, til den forsvinder i et sort gab i skogen.

«Det er nok ikke rart fuglevejr nu,» siger Per, «det er blankt i høiden.»

«Det kan ogsaa være det samme,» siger Kristian.

«Ja, det kan det.»

De gaar bortmod væggen, tar hver sit par ski, som staar der med store tjærebrædde brætter, lægger dem paa axlen og lægger skistaven paa skraa indunder.

«Det er vel bedst, vi tar rypegardene først!»

«Ja, og haresnuruerne; vi gaar op gjennem Lienget.»

*

49De fanged fugl sammen, Per og Kristian, og fuglefangere har ogsaa noget at gjøre lige indunder julen. Det var ikke et almindeligt besøg til sine snarer, de skulde gjøre idag. Det var ikke den sædvanlige spænding over den. Ellers vented de altid at finde fugl; det traf nu ikke ind saa ofte forresten, de havde hidtil bare faaet en aarhane og en rype; men det kom af, at der var saa urimelig lidet fugl; for der var nu ikke mange faglefangere, som satte op saa pene fuglegarder som de; rypegardene var saa tætte saa tætte af det fineste birkeris og snar i snar hele maalsvæggen; foran storfuglegardene var der feiet som paa et stuegulv og strød frisk ener langt bortover sneen; haresnuruerne var saa blankpudsede, at haren mindst maatte ha briller paa, hvis han skulde se dem. Og da var det saa rimeligt, at de de almindelige dage vented at finde en tiur eller ialfald en røi, strax de begyndte turen, og ikke misted haabet om, at der ialfald maatte findes en aarhøne eller en hjerpe, før de havde været ved det sidste snar. Fuglen maatte da komme ned i skogen engang!

Men idag var det anderledes. Idag skulde de tages ned, baade storfuglesnarene og de andre. I julen skal der ogsaa være fred i skogen; den skal bringe fred baade til fugl og løbende dyr, da skal ikke et snar være oppe; de vidste, at da staar selv de blanke, gnistrende rævesaxer og 50bider om en stok istedetfor om rævefoden. Og det skulde vare – ja, til anden nytaarsdag, – de vidste nok, at der var dem, som ikke satte op igjen før over trettenhelgen, men der maatte være mening i alt, efter nytaar var julen slut, det var bare papistisk overtro, dette med at Trettenkari var ude og kjørte julekût om trettenkvælden, – det havde skolemesteren sagt.

Og saa rusled Per og Kristian op over skogsvejen mod Lienget. Det var brat og gik smaat.

Hm, enten maatte den topluen være fælt varm, eller ogsaa maatte der være omslag i vejret.

Oppe under skogen standsed Per, trak topluen op og saa sig tilbage:

«Jeg synes her begynder at lugte lindt.»

Kristian fik den blaafrosne næsen op af sjærfet.

«Han lugter lindt støt denne bakken, synes jeg. Men jeg synes nu ikke, en har brug for vatterne længer.»

Han trak grebvaatterne af og putted dem i lommen.

De blev staaende en stund og se ud over dalen. Dernede laa frosttaagen lige tyk, det var bare saavidt, de skimted det mørke skiferklædte kirketaarn, der stak op saa forunderlig langt og spist. Opover baglien blev det jevnt lysere og lysere, gik over til uldent graat, den gyldne stribe oppe paa likanten blegned langsomt, himlen misted 51sin blaa farve og sænked sig tung ned til grantoppene, der ligesom stak helt op i den.

Jo, der blev nok omslag i vejret.

«Skal se der blir fuglevejr, ligevel.»

«Ja, det vilde være ligt sig, nu vi skal ta snarerne ned.»

«Men det er der ikke noget at gjøre ved.»

«Nei, det er det ikke. Lægger fuglen sig ned, saa blir der vel gaaende igjen en eller anden i skogen til over jul ogsaa; men det er harmeligt ligevel.»

De snudde og forsvandt ind i det mørke gab i skogen.

Det var saa forunderlig stilt og mørkt og uddød derinde. Ikke et liv at se, ikke et spor efter liv. Selv ekorne laa nok nu stille i sine moseforede reder, og markmusene var dybt nede i sine huler. Ingen susning i træerne, som stod der stivnede under den frosne sne, ingen lyd uden den jevne forsigtige knirken under deres fødder. Og de traadte uvilkaarlig forsigtigere, og skotted varsomt ind i de mørke gab under træerne.

Slig var det længe, det var, som skogen ikke vilde tage ende. Det formelig letted, da der kom en lysning ovenfor dem, skogen aabned sig, de var oppe under Lienget.

Her spændte de skierne paa og gik ind gjennem leddet.

52Her havde været liv – for en uge eller fjorten dage siden, – stærke harestopper, hvor haren havde løbet mange gange, med afstikkere rundt hver busk. Men nu var de næsten rimet igjen, intet nyt spor, selv haren laa nok og frøs under de tætteste busker.

Ja, da var det ikke harmeligt at tage snuruerne ned.

Og de gik først til laaven, i hvis dør de havde en dobbeltsnuru, fæsted den forsigtig op, saa hullet blev frit. Nu kunde den krybe ud og ind, saa meget den vilde. Siden gik de langs gjærdet, – de havde en snuru i hvert skigardshul, – og gjorde det samme.

Fri vej i julen!

Derpaa satte de bent bort gjennem Lienget og ud paa kanten af den vidjevoxede myr. Der stod rypegardene, næsten usynlige, – hver eneste kvist var belagt med tykt, lavende rim. Det var ikke umagen værd at ryste den op nu, bare et puf med skistaven til hvert snar, saa faldt det ned og trak sig sammen, saa et rypehoved ikke kunde komme ind. De gik langs rypegardene to gange, vilde se nøjagtigt, at intet snar var glæmt. Det var det ikke, og saa tog de kursen udover bent ned i skogen igjen.

Der skulde de besøge storfuglegardene.

Nu var det ikke længere uhyggeligt, nu var de vandt med stilheden, det kvak ikke mer i 53dem, om sneen rutsched af en gran, idet de drog forbi.

Himlen var blit mørkere, jevnt ulden, et og andet stort løst sneflag begyndte at seile langsomt ned gjennem luften, men taagen var borte, – der blev nok omslag i veiret. Men de mærked det ikke. Det gik raskt paa kryds og paa tvers ind mellem granerne helt ind til granlæggen, hvor snarerne stod, de havde ikke mer tanke for andet end, at nu skulde snarerne ned. De talte høit og lo og satte ud over de bratteste steder, saa de rulled og forsvandt i sneen; det var bare op igjen, ryste lidt af topluen og saa fare videre som snemænd gjennem skogen. Ikke tanke paa, at de skulde fare stilt idag.

Saa havde de bare en gard igjen, den store lige ude paa berghamren, hvorfra de saa ned i dalen.

De gik ikke omvei som sædvanlig, satte bent ned.

Da lød der med et et vældigt sus i skogen.

En stor, sort fugl med vældigt vingefang letted, slog lidt ud fra berghamren ud i den graa luft, svinged rask og slog ind i skogen, saa der blev mørk vej efter, idet sneen føg af træerne.

Begge gutterne var standset, næsten paa hug, ansigterne var blege og spændte, øjnene stod stive, fulgte susen af den forsvindende fugl, holdtes 54længe fæsted paa det punkt i skogen, hvor den forsvandt. Saa var det, som de vaagned og saa paa hinanden; men de sagde ikke noget strax, øjnene droges igjen hen paa den mørke stribe ind i skogen.

Da Per skulde til, trak han pusten baglængs, saa han hiksted:

«Det var djæken!»

«Det var vist en tiur.»

«Havde vi kommet lidt senere, saa havde vi havt den.»

«Kanske han har slidt snaren?»

De listed sig frem. Nu var al skogens varsomme spænding kommet over dem igjen, de gik saa forsigtig, som om der skulde være fugl under hver en busk. Der saa de sporene, vældige labber i sneen; der havde den slaaet ned, gaat frem lige ved snaren; der havde den letted, skræmt netop som den skulde indi. Snaren stod rund og pen, de kunde sikkert havt den.

Det var med harme, de saa op i luften, nu først mærked de, at det var begyndt at sne.sne.] rettet fra: sne, (trykkfeil)

Ja, nu kom fuglevejret, nu begyndte storfuglen at lægge sig ned i skogen.

«Nei, noget saa harmeligt skulde en vel aldrig ha set –» Per dirred i stemmen.

«Den karen kommer igjen, naar han først har faat smag paa enerkjærret,» mente Kristian.

55«Ja, det gjør han sikkert, imorgen den dag ogsaa.»

«Det finds nu heller ikke lugomere sted i hele skogen.»

De talte frem og tilbage, gik og saa bedre paa sporene, slog som tilfældig sneen af nærmeste graner med skistaven, rysted enerkjærret og barkvistene i fuglegarden, saa de stod der friske og mørkegrønne, risped ogsaa som i harme et par næver ener af kjærret og kasted dem ligesom i sinne hen efter vejen til snaren. Eneren blev liggende saa frisk og indbydende paa den hvide sne.

Da de havde holdt paa med dette en stund, standsed de, bleve staaende og se nedover dalen, hvor den tæt faldende sne seilede ned i lette, svævende stimer. De blev tause, det var som den ene vented paa, at den anden skulde sige noget.

Endelig sagde Per:

«Nei, vi faar vel se at komme nedover.»

Kristian saa uvist paa ham:

«Ja-a, vi faar vel det. Vil du age først.»

«Nei, du kan age først.»

Kristian dvæled lidt, som han endnu vented paa noget, men saa med et, satte han skistaven i sneen og føg nedover.

Per blev staaende lidt, saa paa skraa bagover til fuglegarden.

56Nej, Kristian var alt borte, han fik se at komme efter. Den snaren glæmte de at tage med.

*

«Det er svært saa stille han Per er idag», sagde hans mor ud paa eftermiddaggen. «Er der noget som feiler dig?»

Nei, det var det da ikke.

Per gik omkring saa bleg og fattigslig, var alt i et ude og saa paa vejret og kunde ikke tage sig noget til.

Det var lidt mildere, snedde tæt og jevnt. Alt i et var han borte og tog i skierne, men stilled dem ind til væggen igjen.

Endelig da de andre var inde og spiste middag, var det som han tog en rask beslutning, tog dem stilt ned, spændte dem paa og skyndte sig bort over jordet. Da han var kommen bagom gjærdet, saa han ikke kunde sees fra gaarden, bøied han opover. Det var saa brat, at han ikke kunde komme frem paa skierne, saa steg han af, tog en i hver haand og satte dem ned i sneen og slig krabbed han opover, saa der blev en dyb rænde efter ham i den løse sne. Da han var 57kommen i høide med husmandspladsen, standsed han og keg over gjærdet.

Montro han Kristian var borte? Skierne stod ikke ved væggen, hvor de pleied. Kanske han var i ærende nede hos kræmmeren? Ja, da havde han ikke behøved at gaa denne omvej. Nei, Kristian havde vel bare taget dem ind og sat dem i brætte. Det var nok bedst han holdt sig, saa de ikke kunde se ham fra vinduet.

Og Per krabbed vidre langs gjærdet, til han langt ovenfor pladsen kom ind paa skogsvejen.

Pokker, havde her faret folk nu! Der var spor i vejen efter en, som havde trukket skierne efter sig. Ja, det var vel han Even Stubsveen, som var oppe og tog ned haresnuruerne sine, for han havde sat op til haren, det vidste Per, om han end ikke vilde være ved det.

Jo, dette maatte bære opover mod Lienget. Ja, det kom ikke ham ved, han fik se at komme did han skulde, skulde han finde frem, før det mørkt. Saa urimelig som det snedde ogsaa, rigtig gamle kjæringer!

Han spændte skierne paa, tog bent bort gjennem skogen, saa fort han kunde i den nyfaldne sne, ret bort paa berget, hvor de havde set tiuren.

Det var allerede temmelig mørkt, da han kom saa langt, at han saa frem til fuglegarden.

58Han standsed med aanden i halsen: – der var noget sort, som rørte sig. Han blev ræd med det samme, men saa fik han se en skistav, som stod ret op og ned i sneen.

Han gik sagte frem. Der laa Kristian paa knæ i sneen, havde lagt vaatterne fra sig ved siden og holdt paa at tage snaret ned.

«Er det dig Kristian?»

Kristian skvat op og stirred:

«He –! Nei er det dig Per! Huf, saa du skræmte mig!»

De blev staaende lidt forlegne. Endelig sagde Kristian:

«Jeg kom til at tænke paa, at vi nok glæmte at ta ned denne snaren.»

«Ja, det var det jeg hugsed paa ogsaa. Men nu er det alt gjort, ser jeg.»

«Ja, det er nok det.»

Kristian spændte skierne paa:

«Det er svært saa det sner.»

«Ja og mørkt blir det ogsaa. Vi faar se at komme nedover.»

De stod færdige til at sætte afsted.

Idetsamme føltes en svag dirren i luften. Det var som der dannedes en bred vej i den tæt faldende sne, det var som der kom en lysning opover denne vej, og ifølge med den kom nogle fjærne, dæmpede klokkeslag i jevn stigen og falden.

59De tog luerne af:

«Nu ringer de høitiden ind,» sagde Kristian.

«Ja,» sagde Per, «jeg tænker vi lar snarerne være nede til over trettenhelgen.»

Saa føg de nedover.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.