[11]

78Hvidt stod fjeldet, skinnende hvidt i snekaaben; den svøbte sig om dets forrevne sider, flømmed ned uren, bredte sig i bølgende folder over stranden lige til fjærens brunblanke tangkant. Forvitrede knauser stak hist og her op af alt det hvide; sorte i skyggen, men mørkt guldrøde, dér de mødte solglansen fra den høie rene himmel.

Men ved stranden seg havet i tunge, langtsusende drag. Steg og sank. – Graablaat svartned det ytterst ude, hvor seil saas ved seil i klar luft, men det lysned jevnt i farven mod land, og rundt smaaholmer og skjær brast baarerne i pludselige skumsprøit, og inderst inde legte de sig med tarevaserne, som vugged og glitred i sjøskorpen.

Krok i krok kringled veien under tjeldet. Snart tvunget tæt ned til vaade fjæren, saa klyvende steilt op uren, saa dumpende ned til næste søk. I bratten og ulændet var den kun en sti for folkefod, men ufremkommelig for alslags kjøredoning.

Tre halvgamle kvindfolk strævde afsted; de hadde spændt sig selv for kjælken, og paa den sad broder Tallaksen og hvilte ryg mod sin velfyldte vadsæk.vadsæk] (-en), dyp, sekklignende veske; sekk til klær De brede, tobaksgule tænder gliste inde i skjegget,De brede, tobaksgule tænder gliste inde i skjegget] De brede gule tænder med synlige rester af den sidste skraa lyste mellem skjegget M og broder Tallaksens ansigt straalte i et eneste stort smil. For søstrenes kjærlighed gjorde ham saa usigelig godt, og det blev ham en husvalelsehusvalelse] (-n), lindring; trøst (BO)husvalelse] vederkvægelse M at se, hvor de pusted og trak med bøiet ryg og al kroppen i spændtag. Et stort, aabenbart tegn paa, hvad omvendelsen kunde udrette i syndige mennesker, naar den først fik raaderum.

Deres svedte ansigter lo til ham, saa ofte kjælken gled let, og de kunde faa rette de mødige lemmer. Bar det unda, slakked de tauget og fulgte efter kjælken i støle bøks, med flaksende skjørter; men hvergang broder Tallaksen for at stagge farten maatte stritte med sine tykke ben, vrinsked de høit. – Deres fryd, deres bevægelser overvælded ham ganske, saa han glemte sig og udstødte korte menneskelige knægg,saa han glemte sig og udstødte korte menneskelige knægg] Han glemte sin verdighed, blev menneske og udstødte korte knæg, der bragte vand i hans melkehvide blege øine M som ga gjenlyd fra hamrene rundt ikring.

Og kjælken gled og gled – –

Broder Tallaksen var paa tur til Krabvaag, og de tre hadde skydset ham saa langt kvindfolk turde færdes paa sjøen i smaabaad; mandshjælp var ikke til at skaffe paa denne aarsenstid, da alle mand rodde fiske. Og han fortjente al den beina,beina] best. ent. av beine: hjelp; tjeneste; ordet er oppført i RNs håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ) de kunde gi, sligt et guds sendebud han var!Og han fortjente al den beina, de kunne gi, slig et guds sendebud han var!] Og han fortjente baade at skydses og mere en slig gudsengel, han var! M

I samfulde otte dage hadde han slaat sig til ro hos dem inde i fjorden, vandret om fra hus til hus hos den rigeste som hos den fattigste. Lig en af 79deres egne sad han i deres midte, aad deres mad, drak deres kaffe og bragte trøstens og formaningens ord til hver især af de arbeidsslidte mødre, som optat af maden og ungestellet aldrig undte sig tid eller leilighed til at høre et gudsord.

Men broder Tallaksen talte med salvet tungemed salvet tunge] overdrevent verdig og høytidelig måte å tale på; knyttet til lekmannsforkynnelse: inspirert av Guds ånd til å tale Guds ord; jf. salvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB) fra hjerte og til hjerte, og frugten af hans virke udeblev ikke. Om kveldene flokkedes kvinderne til opbyggelse og bøn.

Mest hadde denne aandelige søskendflok tilhold i husmandsstuerne. Lampen hang nypudset under taget, og barneøine titted søvnigblanke fra sengen i kroken eller ned fra loftslugen, hvor de smaa hoder hvidnedhvidned] lyste M frem af mørket. – Til langt paa nat lød vidnesbyrd og nye sange, for broder Tallaksen var en sangens mand og kjendte dens magt over sindene. Selv solgte han dem «Evangelii Basun»,«Evangelii Basun»] kan være Evangelii Basun. Aandelige Sange udgivne af F. Fransen, 2. oppl., Kra. 1883, senere flere oppl. fram til 1890; kan også være Mathisen, Johs.: Evangeli basun: udvalgte salmer og sange af ældre og nyere forfattere, Kra. 1895 den alle maatte eie; og mangt et barn sled det aar lidt tyndere hoser og spiste lidt mere tørt brød, forat mor kunde knibe unda til de ekstra udgifter, som altid følger en vækkelse.

Ikke saa, at de penge var bortkastet, de bar renter i form af øget livsmod og rigere tankeliv. Og disse kvinder i den afstængte bygd, hvis prest hver tredje søndag traadte op paa annekskirkensannekskirken] kirken i annekset: kirkesogn som ikke er hovedsogn i et prestegjeld høie prækestol, og kun for de færreste af menighedens lemmer hadde vist sig uden kjole og krave, trængte næring for følelseslivet som andre mennesker. – –Og disse kvinder i den afstængte bygd, hvis prest hver tredje søndag traadte op paa annekskirkens høie prækestol, og kun for de færreste af menighedens lemmer hadde vist sig uden kjole og krave, trængte næring for følelseslivet som andre mennesker.] For disse kvinder i den afstengte bygd, hvor presten kom hver tredje søndag og holdt sin præken uden at komme i nogen nærmere berørelse med sin menighed, de trængte næring for sit følelsesliv, som et hvert andet normalt menneske. M

Mændene, de rodde fiske og fôr baade kort og langveis; men kvinderne de var bundet hjemme. Saa det samme, hørte det samme, til de ikke orked at ta sig videre fore end husets trættende syssel og sulkesulke] inf., skitne til, her: bli litt skitten; skitne seg til moralsk ved å sverte andre personers navn og rykte; i Bø-dialekten er sulket (adj.) vanlig om noe som bare er litt skittent eller en anelse misfarget, f.eks. sengetøy som er litt grått og som trenger bleking ute i sola næsten til i sladder og hegne om aarelangt uvenskabs trivsel.

Paa dem kom derfor broder Tallaksens stærke og selviske forkyndelsestærke og selviske forkyndelse] brutale maade at forkynde evangeliet paa M til at virke som en frigjørelse. Han skaked dem op til at huske deres inderste eget og fremmed gjensidig fordragelighed ved at kvæle gamle nag under tilgivelsens fromme pligt. Det var ogsaa mest over dem, som stod paa ens samfundstrin med ham selv, at han øved nogen varig indflydelse. For de bedre stillede strak han ligesom ikke til; rev dem nok med i øieblikket, men tabte ved paagaaenhed, det han først hadde vundet, og det voldte ham ofte ve og kvidekvide] (-n), sorg; bekymring (NOB); smerte; plage (BO) og la ham bitre ord i munden mod dem, han ikke naadde. – Overbevist var han om sin kaldelse fra vorherresin kaldelse fra vorherre] sit direkte kald fra Herren M til at bringe syndere til omvendelse, saa modstand og uvilje for ham syntes en dødssynd, en bevidst stampen mod aandens dragelse, der blot kunde føre over i det, hvorfra ingen redning gaves.

*

80Det hadde været aparte godt fiske.Det hadde været aparte godt fiske.] Det var et prægtig sjøveir. M I fjæren hadde oljeklædte mænd travelt med fangsten, gjorde til, spærredspærred] pret. av e. spærre (fisk), nå sperre (fisk): henge opp til tørking; «sammenbinde Fiske, som skulde ophænges til Tørring» (NO); se ill. sperring av torsk, Bøfjerding 1999, s. 2 og hængte paa hjeldhjeld] (-en), stillas til fisketørking – vassed mellem stenene i sneen krumbøiet under byrden af nyfisket, glinsende torsk. – Og smaabaadene skjød til og fra mellem storbaadene, som søkkladde duved for svag dønning.

Det suste af stemmer stø og stø imellem, det ljomed af rop og rullende mandslatter blandet med visestumper, jentehvin og barneskraal. Fugl svamsvam] e. pret. av da. svemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO) langs land, og i flomaalet beited kreaturene i tang, tare og fiskeslo.

Rundt kjøbefartøiet, som hadde forankret kloss udfor Iversen-bryggen, laa en krins af baade og hev fisk op paa dækket, hvor opkjøberen stod og tog tallet. Det skorted ikke ham paa last i kontant kjøb til dagens høieste pris, og fiskerne likte at faa en skilling mellem hænderne. Men fra det indre af bryggen holdt Iversen godt udkig med baadkrinsen og mærked sig sælgerne. Omsonstomsonst] (adv.), forgjæves, gratis (EO) skulde de, fan pine, ikke drive den trafiken midt for næsen paa ham.Rundt kjøbefartøiet (…) paa ham.] avsnittet finnes ikke. M

Og dønnet fra livet og travelheden slog mod fjeldet og blev den første hilsen til broder Tallaksen, da han hed og forpustet – efter den sidste knækken opover – sammen med kvinderne stansed paa bergakslenpaa bergakslen] paa Krabvaaghalsen M og saa udover været. Han suged og veiredveired] pret. av veire: dra pusten, «drage veiret» (EO) i lange dragHan suged og veired i lange drag] Den mindte ham om den tid, han selv rodde fiske, og han suged den ind i lange drag M og bredte armene ud mod menneskenes mylder ved randen af det store blaa hav.

Alligevel blev turen til Krabvaag en stor skuffelse for broder Tallaksen. Nypudsen var strøgen af ham, og under arbeidet og travelheden saa folk sig liden eller ingen anledning til at gaa paa møder. Mørketidens uhygge hadde sluppet sit greb i sindene, og hvad vorherre og sjælen angik, saa var den barskeste aarstid omme og opgjøret dem imellem udsat til det høvde sig bedre. Det voldte bryderi og omkalfatringomkalfatring] (-en), større forandring; fullstendig endring; vanlig i Bø-dialekten: «De har omkalfatra heile huset» paa mer end en baug at ta fat paa saant under gjæveste fisket.

Men ikke vilde de, at «prækaren» skulde gjøre turen plent gagnløst, derfor fik de istand en liden ofring til ham, og der kom ind godt og vel femti kroner; desuden trak et par baadlag brug for ham – mærked af for hans part hundred angler line i tofor hans part hundre angler line i to sæt] han skulle få fangsten av hundre angler line to ganger i sjøen; to liner á 100 angler sæt. – Han takked varmt i taarevaad rørelse, men inderst inde kjendte han sig tilovers, og det gnog værre end han vilde staa ved for sig selv engang. –

Per-Nilsa Karen saa hans traurighed, stelte godt om ham paa alle maader 81og holdt tidt og jevnt dækket bord for de faa troende, som endnu hang ved ham. – Men Paulina drog sig unda, gjorde sig ærend baade hid og did og var mestedelen af dagen i fjøset, hvor hun fjælgedfjælged] pret. av fjelge: stelle; fli; jf. fjelg: varm; behagelig; vakker; pyntelig; ren; jf. fjaag: munter; freidig (EO); vanlig i Bø-dialekten: «Nu e du både flidd og fjelga» dyrene dobbelt godt – for at ha noget at være optat med. At bli alene med broder Tallaksen var hun livende ræd for, saa som hun følte sig overbevist om, at han skjønte, hvordan det var fat med hende, og bare vented et høve at sige hende det og faa hende udstødt af de troendes søskendkreds. – Det var løn som forskyldt; men herre Jesus, hvor skrækken for det gjorde ondt. Og hun gik og var bitter mod Jon, som hadde ført hende opi ulykken og taalte knappest se ham for øinene, end si være snil og venlig mod ham.

Tidlig i den graaskumre aprilnat skulde broder Tallaksen drage videre med dampskibet. Tøiet var alt ført ombord i postbaaden paa vaagen og billet løst hos Iversen. Nu sad han from og velvillig stemt efter afskedsrømmegrøden og prated med Per-Nilsa Karen, som var hjertens bedrøvet over at skilles fra ham, og over at Paulina ikke var til at bli klog paa, siden hun begyndte at være sammen med Øra-Jon. – Gud skulde vide, det var ikke af hoffærdighed,hoffærdighed] (-en el. -a), hovmodig; overmodig; stolt; hoven; går både på karaktertrekk og hvordan man ter seg; (ty.) «hôverdich» (NRO) hun satte sig imod giftermaal mellem de to, skjønt slægten hidindtils hadde holdt sig ren for finneblod, og det just ikke var nogen sødmelk for hende, som mor var, at gaa med paa denslags ufysligt familjeskab. Men det var Paulinas fortabelse, hun mest frygted. For Øra-Jon var som gud og hvermand kunde føle et djævelens redskab: Altid bar han bespotteligebespottelige] (adj.), spottende (noe hellig); ugudelig, blasfemisk (NOB) ord i munden om hvad gud og hans var, og gjorde apespelgjorde apespel] drev ap, hermet etter, tøyset med hende og de øvrige herrens smaa, som vilde leve livet til frelserens ære og forherligelse, vandre efter ordet og sky ondskabens og syndens vederstyggelighed. – Ja saavidt hadde Øra-Jon drevet det, at han hadde narret drengen hendes – som aldrig vilde ha fundet paa sligt af sig selv – til at ægne raaddent agn paa den linestumpen, de trak for broder Tallaksen. Bagefter skrød han af det og sa, at nu kunne alle og enhver begribe, at vorherre ikke vilde være med paa den ofringen, ellers hadde han vel laget det slig at torsken hadde bidt paa. – Folk flirte og gav ham medhold; men hun var harm og lei og kunde gjerne graate blod over fordærvelsen, saa udspekulert var det.Gud skulde vide (…) var det.] avsnittet finnes ikke. M

De sad længe og prated sammen, og enden blev, at Øra-Jon aldrig burde faa Paulina til ægte. Da var det bedre, om galt skulde hænde, at hun blev hos moren med barnet eller reiste til Amerika. – Hendes sjæl gjaldt det 82/fremforalt at frelse. Moren kunde hjælpe hende, og ta sin tunge del af skammen, fordi hun ikke hadde øvet sin pligt og vogtet hende.øvet sin pligt og vogtet hende] ikke havde været aarvaagen nok M

Paulina tusled ind mens de sad dér. – Hun var træt og saar. Jon hadde saavidt tittet indom fjøset, men hun hadde været ækkel og bedt ham gaa, før nogen fik øie paa ham; det han ogsaa gjorde, men i sinne forpligted han sig paa ikke tiere at sætte sin fod der. Han var ikke noget nar,noget nar] nøytrumsformen av narr. «Nar, Gjæk, Taabe» (…) «Eit stort Narr, Fara åt som eit Narr» (NO) hverken for hende eller for den skinhellige moren hendes.(…) det han ogsaa gjorde, men i sinne forpligted han sig paa ikke tiere at sætte sin fod der. Han var ikke noget nar, hverken for hende eller for den skinhellige moren hendes.] (…) det han ogsaa gjorde, men i sinne og med haarde ord. Han var blit saa rent urimelig hidsig i det sidste og vilde ikke forstaa nogenting, som angikk hende. M

Hun kjendte, det var hende, de hadde fat i, og vilde gaa, men broder Tallaksen pegte paa stolen ved siden af sig: «Kom hid og sæt dig, søster,» ba han med blid røst. Hun mumled noget om en bøtte, hun nødvendigvis maatte hente. Men han listed varlig sin haand ned i hendes, klemte fast med fede fingre og halte hende borttil vinduet. Hun sled sig løs i trods, glaamteglaamte] pret. av glaame: stirre, jf. dial. glaam: «nysgjerrig person» (EO) ham ind i ansigtet og skreg: «E æg et djævelens barn, e æg det før mæg sjøl! Dokker træng ikkje ha nokken omsorg!»

Hun stod i fuldt lys, storøiet og stiv og stolt, det syded i hende af had mod moren og mod ham, som var i ledtog.ledtog] selskap, følge, jf. da. led(e)tov (EO) Men broder Tallaksen tog atter fast tag om hendes arm og vented klogelig, som fiskeren bier paa, at fisken skal mase sig træt, til den værste trods var over, og læberne begyndte at bævre.bævre] skjelve svakt; dirre (NOB) Saa lød det salvelsesfuldt:salvelsesfuldt] (adv.), med stor kraft, jf. salvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB) «Bekjend alt for din moder, hun har baaret dig under brystet og stridt mangen haard kamp for din skyld.»

Per-Nilsa Karen sukked høilydt og fældte taarer;Per-Nilsa Karen sukket høilydt og fældte taarer;] Per Nilsa Karen græd medlidenhedens taarer over sig selv mellem sprikede fingre, dem hun holdt for ansigtet. M Paulina stod fremdeles rank med blanke øine.

Han talte igjen: «Du var min førstegrøde i dette syndens og lastens Sodoma.Sodoma] jf. 1. Mos. 19, 1–29, om ødeleggelsen av Sodoma og Gomorra Med fryd i hjertet leded jeg dig frem for gud, og han annammedeannammede] pret. av anname: ta til seg; oppfatte; «modtage, antage» (EO) dig. Og jeg elsker dig, søster, hvad du end kan have forbrudt, og gud elsker dig. Han elsker det fortabte, jeg gjør det ogsaa,» og han bredte favnende armene ud.

Da silred en kold taare nedad kinden, og hun vendte sig fra ham.

Han retted sig op i myndig værdighed. «Saa faar du vælge mellem din forstokkelseforstokkelse] trods M og mig! Jeg ryster støvet af mine fødder og kræver din moder til vidne paa, at jeg har virket det jeg kunde for din frelse. Men mit hjerte bløder for dig, thi jeg ved, at herrens forbandelse vil følge dine veiedine veie] din trods M – – – –»

Han lod som han vilde ta hatten; hun blev det vâr, og med ett syntes hun, at hun ikke kunde skilles fra ham og fra gud. Heller alt andet og hun kasted sig for morens fødder.

83Der gled et blegt glimt af et smil over Per-Nilsa Karens ansigt,Der gled et blegt glimt af et smil over Per-Nilsa Karens ansigt] Der gikk et triumferende grin over Per-Nilsa Karens ansigt M og hun bøied sig nedtil Paulina, mens broder Tallaksen snød sig og tørked øinene.

Og hun bekjendte, uden undskyldning, og uden forklaring,Og hun bekjendte, uden undskyldning, og uden forklaring] Ingen undskyldning, ingen forklaring, ikke et ord om lange nætters graad M og hun tigged om morens tilgivelse. Hun reiste sig, sænked hodet og vented paa svar.

«Æg kan tilgi dæg, Paulina, at du har ført skam over mæg, æg skal bær det som en guds tilskikkelsetilskikkelse] (-n), forutbestemt hendelse; styrelse aa ta imot horungen din. Men Øra-Jon vil æ’ ikkje sjaa indom mine døre, med han maa det vær slut.»

«Mor!» skreg hun.

«Det ska vær slut!» Stemmen blev haardere, «han e djævelens redskab og ender ikkje, før han faar gjort dæg tel det samme.Stemmen blev hardere, «han e djævelens redskab og ender ikkje, før han faar gjort dæg tel det samme. (…)»] Han er et djævelens barn og søger aldrig gudshus og opbyggelser. Han vil føre dig i evig fordærv. M Men det sej æg dæg, at saa længe mi’ rauv sett paa Raen, ska han ikkje sætt sine føtter her! Nu veit du det!»

«Æg kan ikkje. – Mor, la mæg faa han!» gnaalte hun barnslig.

Broder Tallaksen tog tilorde og ga moren medhold i alt: For sin saligheds skyld maatte hun forsage kjødets begjær og bryde med Øra-Jon. Gud vilde dette offer afaf] rettet etter M hende – – –

Hun tag og ba; han var urokkelig. Mødte hvert af hendes ord med ti af den hellige skrift og slog hendes matte indvendinger til jorden, indtil hun dødstræt ga efter og skrev det, han sa fore:

Hr. Jon Jonsen
Føggeltaen.
Jeg vil skrive til dig og sige dig, at alt maa være forbi mellem os. Herren tvinger migHerren tvinger mig] Mor vil det ikke og Herren tvinger mig M til at sky ondskabens hær, og min evige salighed kræver dette offer.
Ærbødigst
Paulina Persdatter.

Moren tog brevet og gik ud. Paulina blev siddende i ørske og tygge paa penneskaffet,penneskaffet] reiste sig braatt og bønfaldt broder Tallaksen om at faa bli med ham.

Han klapped hende paa haaret og lod haanden dvæle ved hendes bløde varme hals.

Hun ba ham med rædde blik. Bare væk herfra – langt, langt væk. – Did ingen hadde rede paa én – og ingen gjorde nar – –

84Han klapped og strøg, strøg og klapped. – Her hadde hun syndet, og her skulde hun reises af sit dybe fald. Blandt disse herrens smaa, hun hadde været et forargelsens eksempel, skulde hun omsider staa som en bodfærdig Magdalena.Magdalena] om Maria Magdalena, se Luk. 8, 1–2, kvinnen som sju onde ånder var fart ut av; jf. også Luk. 7, 37–50 om synderinne uten navn og Luk. 10, 38–40 om Maria fra Betania Broder Tallaksen kunde ikke forsvare for sin herre og gud at tage hende med sig nu – siden engang. – – Hun graat, og han tog hende ind til sig og trøsted med grødet mæle. Ham kunde hun altid forlade sig paa, han elsked hende inderlig i herren.

Moren rykked i klinken, han slap og formante hende med høitidelig stemme at mande sig op og smilte et «Gud ske tak» mod Per-Nilsa Karen. Men Paulina vakled op loftstrappen og kasted sig fuldt klædt paa sengen og laa stille og tom og vented paa at faa sove.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.