[15]

95Paulina hadde fulgt gudmoren til kirken og var blet hos hende resten af dagen, for hun kvidde sig for at komme hjem, saa længe moren var vaagen.

Om morgenen hadde Per-Nilsa Karen ligget med bønnebogen mellem hænderne og skjeldt paa datteren, fordi hun gjorde sig istand til kirkefærd. Vise sig i den tilstand, hun var, for kjendinger og skyldfolk – hun maatte være rent finnforgjortfinnforgjort] perf. part. av finnforgjøre, her brukt som adj.: forgjøre ved hjelp av samisk trolldomskunst – fik ialfald tænke lidt paa hende, som led uforskyldt. Paulina svarte ikke stort, tog jakken og tørklæet og gik til gudmoren uden at ha smagt en madbid, saa sulten hun var. Ikke vilde hun si til moren, at det var farens grav hun længted efter, og at hun hadde bundet krans og blomsterdusk af de fineste lyngblomster til at pynte den med. Uvist om nogen husked paa graven efter hendes dage. – – –

Hun sad sammen med gudmoren i bagskotten paa Lars-Johan baaden og hørte paa latteren og sangstumperne fra kirkefolket i de fuldlastede baade, som jevnsides rodde ind fjorden i den stille, disige morgen – søndagsklædte mænd i hvide skjorteærmer ved aarerne, pyntede kvinder og barn i bagskott og stavn.

Alt virked høitidelig paa hende, som hadde været saa længe indestængt: Solgløtt gjennem dis-sløret, plask af taktfaste aarer, erfugl med ungeflokken efter sig paa svamsvam] e. pret. av da. svemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO) inde ved landet, hvor holmer og fjeldnuter stod opned i havspeilet, og inderst inde paa fjordpollens flade strand var kirken; hvidmalt og med høit taarn viste den vei og hilste de kommende baader med klokkeklang, som øget af fjeldhamrenes ekko bares langt udover.

Latter og sang tysned, aareslagene blev varere; sindene grebes af søndagsstemning.

Krabvaagingerne var sent ude. Men Paulina ga sig ligevel god tid nede ved nøstet, hvor folket flidde og fjælged sig inden de gik til mødes med den øvrige almue, som lig sorte baand vandt sig efter veiene og nøstedes ihop paa kirkebakken. Hun hadde ingen hast, vilde helst slippe at hilse paa dem, hun kjendte.

Messen var alt begyndt, da hun naadde frem, og hun satte sig paa græsbakken ovenfor kirken. Der var folketomt, og hun stilled kurven med blomsterne fra sig, mens hun løsned kjolelivet under bringen. Et lidet stykke fra gik en svart kalv og gnog græs, og en liden graablaa killingskryp skvatt bortved kirketrappen, hvergang en efternøler smøg ind ad døren.

96Hun kunde den salmen, de nu sang – hadde lært den for presten og gjentog hviskende ordene, til den var slut; saa tog hun kurven og gik nedover bakken mod kirkegaarden. Bedst var det ikke at træffe nogen. – – –

Der var vakkert nede paa odden! Fredfuldt laa kirkegaarden med de skjæve kors i den stille dag; ikke en krusning over fjordens graablanke flade, ikke det mindste vindpust, saa græsstraaet rørtes engang. Langs odden stod baader i rad trukket op paa den bløde, hvide sand, og i bakken var husene, dér Jon var født og opvokset. Det røg af piben, og smaabarn legte sig paa dørhellen. Gjerne skulde hun ha bodd og bygget her sammen med ham. – –

Farens grav var sunket og vanstelt; korset, hun engang havde kilet fast med nogen stensplinter, var blaast overende ned i en dusk renfan,renfan] reinfann, kurvblomstret plante med sterk krydderlukt, lat. Tanacétum vulgare, syn. Chrysánthemum vulgare, også kalt tansi(gras) rundt om i Nordland, vanlig nordnorsk skikk å pynte gravene på kirkegården med hvit reinfann hun hadde plantet, og som nu hadde spredt sig over hele tuen. Hun reiste korset og hængte kransen paa, men blomsterdusken stak hun ind mellem renfanen – der var den ham nærmere. Saa huked hun sig ned og lukked øinene og la hodet indtil graven.(…) la hodet indtil graven.] (…) satte sig ved graven M – – –

«Æg skuld gjerna bli her baade nat og dag,» sa hun træt, da Lars-Johan Else kom for at hente hende.

«Om dagen ja, daa kan du gjern væra her, men om natta maa ingen forstørr de dødes fred. – Daa e det deres tid, Paulina; ud af gravene kjem de og vandrer om liksom en af os.» Else kjemmed renfanen med fingrene og brød et lidet blad og tulled det ind i lommedugen. «Mor mi fortælt mæg om ei jente, som gik paa kjergaarden midt paa natta og ropte paa kjæresten sin. Men den leiken kosta ho baade vet og forstand.»

Indskriften paa korset var nærpaa udvasket af vind og væde, men de to ved graven kjendte den, og med andagt læste Lars-Johan Else:

«Herunder hviler det jordiske Støv af velagtede Gaardmand Per Martines Nilsen.Herunder hviler det jordiske Støv af velagtede Gaardmand Per Martines Nilsen.] Herunder hviler støvet af Per Martin Nilsen. M Født 16 juni 18.., død 22 oktober 18..

Fred med dit Støv, velsignet være dit Minde. Med Abraham, Isak og Jakob er du Gjæst ved Herrens Bord i evig Frydefest.»

«Herre gud, æg minds godt, at æg laga det værset.» – Hun ba endda han Lars-Johan male det med den bedste malingen, han aatte. Han var beklemt om hjerte, stakkar, for salig afdøde var hans trofasteste ungdomsven. Men nu var det gaat ud ligevel. – Hun strøg sig med haandbagen over øinene og saa ned paa Paulina, som pusled med blomsterne.

«Han som her ligg var en velsigna sjæl og god aa komme ud af det 97med. Heller lei han uret, end han øvde overlast mod nokken. Du møst mykje du stakkar, daa han sløktes.»Du møst mykje du stakkar, daa han sløktes.] Du mistet meget, da han lukked øinene. M – Men nu maatte de forte sig til baaden, hun kjendte paa sig, at han Lars-Johan vented, og da var han ikke naadig. –

Hele hjemturen var Lars-Johan Else svært faamælt og lod til at være optat med noget indvortes. Og da Paulina sa godnat, bad gudmoren hende stanse, til han Lars-Johan var gaat op paa loftet og de var alene i stuen.

«Æg har digta ei vise tel dæg, og nu ska æg skriv den op, saa kan du gjømm den tel en amindelsamindels] minne, «paaamindelse, ihukommelse, erindringsgave» (EO) om idag,» sa Else og tog frem brevmappen af den øverste kommodeskuffen og fandt et roset ark med tunger rundt om. Hodet dubbed i takt med ordene, mens hun skrev, og brillerne gled frem paa næsetippen. Indimellem stansed hun og gjentog enkelte strofer halvhøit.

Der drypped en blækklat nederst paa første side, hun skrabed den omhyggelig ud og strødde sand over det skrevne, før hun snudde arket.

Paulina sad i gyngestolen og vented. Det hadde været en velsignet dag for hende – saa godt at faa komme ud blandt folk og føle Vorherres friske luft om sig.

Paa væggen midt mod hang billedet af den gode hyrde, og under stod: «Røgt mine lam.» – Hun skulde ha gaat ind i kirken og hørt paa presten – – Uvist om hun satte sine ben der mere. – – – –

«Hør her!» Lars-Johan Else skjøv brillerne op paa panden og læste:

«Lille tue aabne du dig
– du som har gjemt min faders lig –
ak, jeg er saa træt af verden!
Igjennem dækket jeg skuer ned,
men øiet er brustenøiet er brusten] øiet er brustet M og kinden bleg
og aanden er ei mere paa jorden.

Elskede fader, gid høre du kund’,
om blot for en ganske liden stund,
jeg vilde dig klage min smerte.
Paa jorden alle nu hader mig,nu hader mig] foragter mig M
jeg haver ingen, der ligesom dig
kan trykke mig ind til sit hjerte.

M har her en visestrofe, som ikke er med i F: Naar stjerne skjæret paa himlens blaa / sender sin glans til jordens vraa / da vandrer jeg endsom til graven. / Mit pinte hjertes blødende saar / i taarestrømmen sin lindring faar / ved din grav i dødninge haven.

98Jeg har kun én plet jeg tør kalde min,
elskede far, det er graven din,
did gaar jeg saa tryg med min smerte.
Giv plads i din grav, ved din elskede barm
for dit barn, som falden, dødstræt og arm,
tigger om fred ved dit hjerte.
Ende.» –

«Der har du den, og nu maa æg op og lægg mæg, hellers bli han Lars-Johan rasendes, før æ’ vækk han.»

Paulina tog sangen, stak den inderst paa barmen og gik langsomt hjemover.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.