[13]

88Stille tassed Finn-Marja om paa komagerne; hun maatte ikke vække brorsønnen, som laa paa sengen. Opskrabet og blodstrimet paa hænder og i ansigt var han kommet til hende, just som hun stelte smalebeistene i gammedøren og ga dem kveldvoningen.kveldvoningen] best. ent. av kveldvoning, her: kveldsmat til kreaturene; kan ha smh. m. enten 1) Voning: «Forventning, den kveldsmaten kreaturene ventet på» (NO); jf. «fôr, mat som man gir kreaturer på en av de regelmessige stelletider» (NRO, tilleggsbind I); eller feilskriving for 2) Vondul: jf. «sammenviklet knippe av høi og halm til et maaltid for en ku» (NEO); «fangan av samansveipt stråfôr (høveleg stort til eit mål for ei ku)» (NN), vanlig i Bø-dialekten: «en vondel høy», «å vondle høy åt kretturan» Han hadde bedt om indsmætt natten over, for han orked sig ikke længer den dagen, sa han.

Ikke skjønte hun, hvad der gik af glunten; hele kvelden fremefter sad han uden maal og mæle, hverken ord eller ei var det i ham. Ikke brødkrummenbrødkrummen] best. ent. av krumme: brødsmule, «den indre bløde del af brødet, smule» (EO) hadde han smagt, snaueste svarte kaffeskvætten var alt det, han hadde baaret indom tænderne. Men da hun skifted salvekluden paa kindet hans, hadde han bedt tak saa mygt og vakkert som en jente.

Hun grov efter knustør torv og kveikte op i gruens sure ildmørje og hængte kaffekjedlen i skjærringenskjærringen] best. ent. av skjærring: regulerbar anordning til å henge kjele eller gryte i når man kokte over ild på grue el. peis; ordet kommer av at det var skåret hakk i jernet, skjærringlag, for å regulere høyden over ilden; jf. «Skjerding: Kjedelkrog, Jernkrog hvorpaa Kjedler eller Gryder ophænges over Ildstedet» (NO) for at lunke paa grudden, mens hun fjælged plaggene hans. Buksen var flæret over høire laaret og knap og stykke slidt ud for sælerne, og stort likere var det ikke med trøien heller. Det blev arbeide udover natten at bøte alt det sammen for hende, saa fingerskjælv og dimmen paa synet som hun var.

Ikveld var nok faster god at ty til – ellers hadde ikke Øra-Jon ofte traakket hendes dørstok. Til det holdt han sig for storstændig og kry. – Var nok blet oplært til det af den gromme moren sin, som knappest vedkjendte sig mandsslægten – spøikelset hun var. – Jussomjussom] (adv.), just som; akkurat da; nettopp bumandsblodet skulde være gjævere end finneblod. – – – Tvi! De svarte øine gnistred i flammeskjæret, og det rynkede, indtørkede ansigt fortrak sig haansk.

En kronesrul trilled fra bukselommen henover jordgulvet. Fort fanged hun den og skotted bortpaa sengen. Øra-Jon laa snudd mod væggen og pusted tungt. Sov han? Vart stiltred hun bortaat. – Han sov, det var ikke til at ta feil af, og snøgt jafsed hun en stump myg, saftig tobak og putted rullen ned i bukselommen igjen. – –

Saagodtsom hele fjerdingenfjerdingen] best. ent. av fjerding: administrativt distrikt; «tinglag som utgjorde ¼ af et større distrikt» (EO) her hadde finnen raadd over og endnu syntes tofttoft] (-en el. -a), plass med (spor etter) gammel bebyggelse; «hustomt» (EO); Toften vanlig gårdsnavn i Bø i Vesterålen efter husvonethusvonet] best. ent. av husvon: muligens husteig; dial. vôn (f.): «engstrimmel»; ône (m.) : «skogstykke, markstrimmel, teig, særlig med hensyn til skjæring og meining, sml. oldn. ôn=vân ‹haab›» (EO); muligens variant av våningshus, jf. vaaning: bolig snartsagt i hver bugt og vik. Slægt efter slægt hadde de hat sit i fred, til bumanden – fan brænd’ ham! – kom og rante til sig jordteigene og gjorde finnen til husmandstræl i udmarken. Tvi! – Tvi! – Røverpak og fantepak. – – –

De dirrende hænder roted inde i kroken og vendte paa en gammel stakk for at finde en høvelig bot til at sætte under flæren i buksen; kjæverne gumled og gumled, mens siklet sived brunt og tykt ud mundvikerne.

Med de mangfoldigste kneb og underfundigheder hadde jordeierne 89villet lokke bygselflekken fra hende, da manden hendes, han salig Even Paal Paalsa slukned. Hun var ikke brevsynt.brevsynt] her: lesekyndig, i stand til å lese brev el. skrift; jf. brevsynd: «som kan læse skrift», sy. dial. brevsynnt (NEO) – Det vesle hun lærte af gammelklokkeren under «massionen» var længst glidd af minde. – Men hos fut og skriver hadde hun været med bygselbrevet og spurt sig fore, og «han far sjøl» hadde hjulpet hende.

For ingen ting hadde han ikke brydd sig – det skulde ikke sies hende paa! En smeldfed buk hadde hun leiet til prestegaarden og git ham til sommersteg. «Sjøl» var ikke heime, men frua tog imod gaven med stor tak og bød hende ind paa kaffe i fineste storstuen.

«Aa!» – Øra-Jon sad opreist i sengen, dyvaad af svedte og fegted med armene.

Fasteren kasted buksen og tassed bortaat sengen.

«Ka i guds namn gaar det a dæg, glunt?»glunt] gutt, vanlig i nordnorske dialekter

«Æg drømt, æg fór udfor fjeldet.» Han sopte svedten af panden og hev sig tungt ned.

Hun bredte skindfælden over ham og smaaskjendte:

Gal mands færafæra] best. ent. dial. av ferd: framferd, atferd, jf. færd: «reise, reiseselskab, vei, adferd» (EO) aa lægg’ paa fjeld i skare og frost. – Kunn’ ha vore i smadder heile store, staute glunten.

«Det va til freds» – bed han fra sig. Ingen sakned ham. – Men neigu’ om Per-Nilsa Karen fik den glea den gaangen. – –

«Ka ha du aa gjær me ho Per-Nilsa Karen?» Finn-Marja bøied sig nyfigen tæt over ham. Det tvang ham til at se op, og Øra-Jon saa hende, tufsen og ufyselig, med tobakssiklet i mundvikerne. Men grangivelig lig far hans, slig han husked ham fra den tiden, han steg paa alderen.

«Dæ va ‘kje naakke.» Han snudde paa sig og lukked øinene.

Grudden kogte over, og hun tassed til gruen og letted kjedlen af. – Han laa lysvaagen og mindtes barndommen og forældrene. Ikke at undres over at moren, straks veiret mildned, la sig i ovnskroken paa en sækkefille heller end i sengen hos faren.

Han skotted efter fasteren. Finn-Marja sad paa krakken med begge ben paa gruestenen og pjuttred og finsked.finsked] pret. av dial. finske: snakke samisk. I RNs roman Dengang – (1912) står det om en person som heter Rein-Ellen at hun «var krøpet opp i baasen og sat paa huk foran Jeriko og pjutret paa finsk og tviet og tegnet underlige liknament i skallen paa den» (Normann 1912, s. 134), analogt dial. «hun bare dansket». Han skjønte ikke et muk; men hun maatte være sint, for alt i et rev hun sig op i haartjafserne og spytted i varmen og gumled, spytted og gumled og rokkedrokked] pret. av rokke: «rugge, bringe noget til å rugge eller flytte på seg» (NRO) overkroppen i takt med finskingen.

Ufysligheden kvalmed ham, alligevel magted han ikke ta øinene fra hende.

90Han vilde bort – vilde langt bort – did ikke en eneste kjendte ham og slog ham i ørene med farsslægten – – – – Amerika. – – Der fik han gjælde for den, han selv var. – – – Kanske Paulina besinded sig og kom efter. – – – – Kanske – – – –Stille tassed (…) Kanske – – – –] kapitlet finnes ikke. M

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.