[16]

99Isende kold havskodde hadde seget ind vaagen og drev om graavaadt og sleipt fjeld. Gjennem husenes mindste spræk og gløtt sived den ind, saa folk huttred og la i ovnen, endda det var sommersdag. Den væden festned klamt i haar og skjeg, og naar kjørene kom hjem til melking om kvelden, silte det af dem som efter regn; men gjeder og sauer stak sig væk, hvor de fandt en lun fjeldhammer, og blev rent borte i skodden kveld efter kveld, alt det kvindfolkene hauked og lokked.

Paa de græsgrodde engflekkene mellem ur og langs fjære stod sammensunkne, brunbrændte høisaater og raadned, og nattefrosten hadde alt sværtned toppene paa potetkaalen.(…) stod sammensunkne, brunbrændte høisaater og raadned, og nattefrosten hadde alt sværtned toppene paa potetkaalen] (…) stod høimuerne brunbrændt og sammensunket og pottetgræsset havde alt kjendt frost M Letted han ikke snart, saa det trist ud baade for folk og fæ. – –

Fisken var det rent harmeligt at skue, den surned og blev makædt, hvordan en saa stelte den. Og til ringe gagn blev det, at seien vaded under land,Og til ringe gagn blev det, at seien vaded under land] Og vaen nytted det ikke at tænke paa saa længe skodden laa saa tyk at der ikke var medglødt at faa engang M saa der var rigelig anledning til at forsyne sig af guds gaver, saalænge alt arbeide med den var spildt.

Mandfolket blev survent og grættent af lediggangen, husvondt og slemt at dras med, sov mesteparten af dagen og rusled ellers hen til Iversen – bryggen efter en passiar. Der lunte det lidt af lysebrændingen, og stanken af draksedrakse] avfall av fiskelever når tranen er skilt fra; dial. drakse el. vanligst grakse (ODV); «Dragse, m. Bærme, Bundfald, f.eks. i Tran, Sunm., Nordl., Andre St. Grakse, Grugg» (NO) og gammel tran anfegted ikke dem synderlig. Men de stundene nytted kvindfolkene og smatt bortom naboen, noget de sjelden vidste sig udkomme til, mens mændene støt slang i dørene.

*

Lars-Johan Else knytted hodetørklæet stramt foran speilet og glatted forhaaret med sukkervand. Bundingen hadde hun i et knytte paa armen og i kjolelommen bar hun brev fra Øra-Jon. Det skulde Per-Nilsa Karen ha indom ørbeinan, kolsen hun saa snudde og vendte sig. – Ikke skulde hun gaa der upaatalt og tyne livet af datteren i Vorherres navn. – – – Tvi vore slig gudsfrygt! – En fik hjælpe, dér det trængtes, og løier skulde det bli at se fjæset til Per-Nilsa Karen, naar indholdet af Øra-Jons brev blev sagt hende.Det skulde Per-Nilsa Karen ha indom ørbeinan, kolsen hun saa snudde og vendte sig – Ikke skulde hun gaa der upaatalt og tyne livet af datteren i vorherres navn. – – – – Tvi vore slig gudsfrygt! – En fik hjælpe, dér det trængtes, og løier skulde det bli at se fjæset til Per-Nilsa Karen, naar indholdet af Øra-Jons brev blev sagt hende.] Det skulde Per Nilsa Karen ha indom ørbeinan M Hun snurped munden sammen og øinene lo kamplystent i det gløgge ansigt.

Paa Raen hadde de lagt et tôrtôr] (-et), et lite lunk, «Tor, nø. Lys eller Ild, som brænder svagt. Eit litet Tor», jf. (v.) tora: «brænde svagt, holde sig; om Ild og Lys. D’er berre so mykjet, at det torar: kun saavidt at det holder Ilden, at det ikke er slukket» (NO); i Bø-dialekten vanlig: «legg et lite tôr i omnen» i ovnen, og Per-Nilsa Karen sad med bundingenbundingen] strikketøy i ovnskroken og vented paa at kjedlen skulde lunkes saapas, 100hun fik sig en formiddagstaar. Ansigtet var blet furet og bittert,furet og bittert] furet og gammelt af indbildt lidelse M og næsen krøged sig spids ned mod mundens sure gjep.

Nogen gik forbi ruden, og kjedlen slængtes under ovnen. – Aldrig kunde en stakkar faa være ifred. – – Vorherre maatte vide, hvad folk râk efter i sligt veir? Bedre var det, om hver passed sit, hun traakked forvist ikke fremmed-folks dørstokke for ofte. – –

Døren aabnedes, og Else kom langsomt og høitidelig ind og hilste gudsfred i stuen.

Det kvakk i Per-Nilsa Karen; hun kjendte den minen. Men hun lo blidt, dasked sig paa knærne og var saa overvættes glad over sligt uventendes besøg.Men hun lo blidt, dasked sig paa knærne og var saa overvættes glad over slig uventendes besøg.] Nei korsbevars er der slige fremmede ude og gaar. M – – Trodde sikkert, en af dem maatte være feig,feig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden» siden det kunde hænde, og fik efter megen modstand Lars-Johan Else tilsæde i gyngestolen.

At hun skulde opleve den dag, at Lars-Johan Else ubedt saa indom Raen. Jamen skulde der sættes kors i bjelken, saa sandt som hun sad her. Hun hented en kniv og risped under taget, og noget ligt et smil lurte i gjepet, men vandt ikke optil øiet, som vagted koldt og vaadt bag rødbetændt kant.

Lars-Johan Else fingred med knyttet. Det høvde sig nu slig idag, siden veiret var saa kontralig.kontralig] jf. kontrari: (om vind og vær) kontrær (NOB); hindrende (BO) jf. motbørDet høvde sig nu slig idag, siden veiret var saa kontralig.] Aa, det høved sig nu bare slig i dag siden det ikke er høiveir. M – «Og du gaar ikkje tidtar tel mæg,» kom det mildt, hun trak bundingen helt frem.

«Nei, ka e’ det før nokke, du bettbett] dial. pres. av binde: strikke paa? Jøss det va stas!»

Det skulde være et strikketørklæe til søskendbarnet hendes inde i fjorden. – Syntes hun om koløren?

Per-Nilsa Karen ledte frem brillerne og kom bort til. Det var rigtig pent, syntes hun – med de lysegule borderne og den mørkerøde bunden. Ja hun fik det til, hun!

Nogen tusled oppe paa loftet, det knirked svagt i bjelkerne.

«Kolsen lev ho Paulina?»Kolsen lev ho Paulina?] Hvordan lever Paulina? M sa Lars-Johan Else braatt. – «Nævn ikkje hende!» Hun var blet Per-Nilsa Karen et saa altfortungt kors,«Nævn ikkje hende!» Hun var blet Per-Nilsa Karen et saa altfor tungt kors] Du skal ikke snakke om hende. Hun er blit mig et tungt kors M saa stor skam og elendighed, som var styrtet over moren for hendes skyld. Og det sa hun – og kaldte gud til vidne – at hundre gange heller tulled hun for haand og fod og sænked Paulina, og det hun bar paa, ned i svarteste jorden, endda hun var eneste barnet, før hun vilde datteren skulde leve efter sligt sørgeligt fald. – – – Hun skulde ikke ha snakket om det, hadde det været med en skikkelig gut. Men med ham, den forbandede finnetampen 101indenaf fjorden! Gud forlade hendes synd, trodde hun ikke, hun kunde gjøre ulykke paa ham og sig selv, hadde hun ham her. – – –

Det grøssed i Else. Hun maatte ikke la Paulina høre saant snak i den tilstand, hun var. – Hun kunde lægge haand paa sig. – «Kor ha du hende?»

Aa, hun sad vel oppe paa loftet og hang som vanligt,Aa, hun sad vel oppe paa loftet og hang som vanligt] Næsen blev hvas. Hun sidder vel oppe paa loftet og hænger som vanligt M det var hjælpen, moren hadde af hende, sukked hun og rødmed stærkt over pande og kinder og reiste sig tvært. – «Nu faar du regtig undskyld mæg, mens æ’ koka en kaffitaar tel fremmenfolket mit.»

Tak, hun skulde aldrig bry sig med noget for hendes skyld. Hun saa aldrig indom Føggeltaen, saa Lars-Johan Else kunde gi traktement.

Per-Nilsa Karen hented kaffekjedlen fra ovnskroken og aabned døren til kjøkkenet. «Du prata du, har ikkje æg mangen velsigna god gaang spist og drukket hos dæg?»

«Saa ser æg op tel Paulina saa længe.» – Else gik mod loftstrappen i hjørnet.

Men kjøkkendøren smaldt igjen, og Else hørte laaget af kaffekjedlen trille bortover, idet hun steg op trappen. Og med et klukked hun af stille latter, den hun ikke straks kunde tvinge. – – –

Foran det lille vindu i gavlen sad Paulina og sydde barnetøi. Hun smilte mod gudmoren og la den halvfærdige skjorte oven paa kommodeskuffen. «E det du som kjem? Æg hørte praten paa dæg nere.»

Gudmoren nikked og løfted vart paa de smaa plagg. Nei, saa fint det blev. – – – Hun skulde se, endnu kunde alt bli godt, trøsted hun og drog en krak nærmere og save sig, saa lyset faidt paa hende. «Æg har hat brev fra en god kjending og helsning indi tel dæg.»

Paulina hvidned og saa op med sultent blik.saa op med sultent blik] saa op med rædde spørgende øine M

Det var ikke noget at forskrækkes for, mente gudmoren. Det var fraDet var fra] rettet fra F: «Det var fra (anførselstegn strøket) Øra-Jon. Han var tilbage fra Ishavet og hadde tjent rigtig godt, og nu agted han sig til Amerika; men først vil han vide, om hun aldeles hadde slaat ham af sinde. Han trodde, som sandt var, at hun var blet narret og âpetâpet] pret. av âpe, her: plage; jf. gjorde apespel: drev ap, hermet etter, tøyset til at gjøre det forbi med ham. Og nu spurte han bent frem, om hun vilde komme efter til Amerika, naar han sendte hende billet. – Forresten kunde hun selv læse brevet.

Lars-Johan Else trak det op af lommen, og Paulina rev det til sig og slugte indholdet. – Øinene fik glans og ansigtet farve under læsningen, og da hun var færdig, sa hun med sit gamle kast paa nakken: «Æ’ ska komm 102etter did han vil, om det va tel djupeste helvete.tel djupeste helvete] til hedeste helvede M Nu ska ingen skjelle os længer. – Men æg maa skriv, vil du besørg brevet?»

Lars-Johan Else lovde rolig det. Gjerne skulde hun skrive udenpaa, om Paulina saa syntes, og selv gaa med brevet paa bua til han Iversen sjøl.

Paulina la svimmel hodet mod stolryggen og stirred ind i skodden. – – – Herregud hvor ondt hun hadde lidt, og hvor hun hadde plaget ham! – – –

Gudmoren ga sig til at rydde op i den aabne skuffe, flytted ihop, la sammen og tog op igjen. Men øinene randt over, og hun smaasnufsed flittig i lommedugen.

Hun vented vist, Karen, med kaffen. «Farvel og glømm ikkje brevet. – – – Nei, du kan behold hans saa læng.» – – –

Kaffebordet var fint opdækket med roset frynsedug og nysmurte klinelefser,klinelefser] ubest, flert. av klinelefse: en løvtynn brødleiv som under bakeprosessen blir klint på den ene siden med en pisket melrøre av siktet rugmel og vann og stekt på komfyr eller takke; før servering blir leiven fuktet og smurt med en blanding av smør og sukker og brettet sammen goro og sodakage,sodakage] (-en), «farmakol., foreld., større sodapastill» (NRO) (…) og nysmurte klinelefser, goro og sodakage] (…) og nysmurte lefser M og det dufted stramt af nykogt kaffe. Men Lars-Johan Else var svært fremmed, lod sig nøde og talte stivt om fisket og aarsudsigterne for hø og poteter. De tegned mere end trist, aspekterne,aspekterne] best. flert. av aspekt: astron., innbyrdes forhold mellom himmellegemene, brukt som varsel for vind og vær for jordveien.

Per-Nilsa Karen syted med, skjønte ikke, hvordan hun skulde berge livet i kretturskrypene, til nygroen spratt. Det blev stridt for et ensligt kvindfolk at sanke fôr fra fjeld og fjære vintersdag, uden taus og uden mandfolkhjælp, som hun var.

Lars-Johan Else sukked medynksomt og saa ned i fanget.

Kunde hun ikke la Paulina gifte sig med Øra-Jon og gi fra sig gaarden, raaded hun mygt og lindt.lindt] (adj.), av lind: «mild og blød», RN har dette ordet oppført i sin håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ) «Saa kan du ha dine bedste daga, reis heller bli, som du vil, og vær usørgd for alt,» sa hun raskere og skotted op.

«Du prata som du har vetet til!» Koppen skalv haardt mod skaalen, og Karen tog bundingen. Vidste hun kanske, hvad sogn og fjerding den rømlingen sogned i? – Og selv om de det vidste aldrig saameget, ikke blev det, mens hendes hode vendte op, at den fanten fik Raen at styre. – Strikkepinderne klirred i de dirrende fingre, og munden lukked sig besk.

Lars-Johan Else skubbed koppen fra sig. Hun tælled maskerne i strikketørklæet, og et minut var der spændt taushed i stuen.

Hun vidste forresten godt, hvor han ferdes henne, sa hun med vægt paa hver stavelse. Og værre frier kunde Per-Nilsa Karen hat til datteren sin, for enten hun vilde høre det eller ikke, var han lige saa hognelighognelig] bra, gjæv, til å gle seg over, til å bli glad i, jf. hugnadleg, hugneleg, smh. m. hugnad: «fornøielse, glæde» (NEO), dial. hogn (subst.): trivsel, «Det e verrkele hogn i dæ!» (om ein gjest som spiste godt og viste at han trivdest i huset) (ODV) som de to, her sad, endda der var finneblod i ham.(…) var han lige saa hognelig som de to, her sad, endda der var finneblod i ham] (…) er han ligesaa god kar som ho er jente, jeg er glad i de begge to og ved godt hva jeg siger som baade du og jeg enda der er finblod i ham. Og hva det angaar, at han er en fattig husmandsgut, saa er han ikke den eneste, som har lagt sin elsk paa en gaardmandsdatter M Morsslægten hans 103var ikke noget at skjæms over. Hændt og haghændt og hag] (adj.), flink med hendene; netthendt; også i sm.setn. ordhag: veltalende var han og let at komme udaf det med. «Det sej sjølveste han Lars-Johan, og han ha ‘kje for brug aa ta munden for fuld.» – Ordene flød fortere og fortere og det fregnede ansigt skinte af iver, da hun stopped med et kraftigt dunk i bordet.

Om hun saa gjorde ham blank som en himlens engel, gagned det ikke, fræste Per-Nilsa Karen mellem tænderne. Hun hadde forsvoret, at han ikke skulde faa Paulina, og dermed blev det. Hun kunde ikke udstaa ham for sine øine, skreg hun i, men stemmen brast, og hæst klynked hun: Og hun turde ikke for sin herre og gud la ham faa sit barn. Han hadde ikke det fineste rygte paa sig og hadde bragt nok af synd og elendighed over dem begge, om hun ikke selv skulde hjælpe ham til at fuldbyrde sit djævelske verk, og dræbe Paulinas sjæl ataat, snufsed hun.

Lars-Johan Else lo haansk.

«Før vorherre tør du vist!» Øra-Jon hadde tjent en god lot paa Ishavet og skulde til Amerika, forklarte hun. Men først vilde han vide, om han kunde faa sende billet til Paulina og faa hende efter, naar han var kommet sig ivei derover. Else hadde synt Paulina brevet, og jenten var villig, og nu var det i orden mellem de to, og gud hjælpe moren, satte hun sig nu paa tværke med nogen slags ondskab og ødelæggelse af det igjen. Datteren hadde hjerte for gutten, og dermed fik det være. – –

Per-Nilsa Karen blev mørkerød til haarkanten, hun bed tænderne sammen og myste. Var det det, hun hadde rækt hid for, kunde hun ha spart sig den bemøieisen.bemøielsen] best. ent. av bemøielse: plage, anstrengelse, dial. (subst.) møya: plaga; jf. dial. (v.) møyes: plages; vanlig i Bø-dialekten: «I dag har vi berre møyddes på sjyen» – – – Endnu var det hende, som var mor. Men saa pusted hun dybt, og trækkene slappedes. «Ska det ikkje vær en bitte liden taar kaffi tel?» kom det inderlig pent og grant.

«Nei, mangfoldig tak og ær for mæg!» Lars-Johan Else pakked bundingen ind, hun maatte skynde sig. Klokken var blet mange, og hun var ræd, han Lars-Johan vented paa middagsmaden.

De haandtoges med snurpede smil,med snurpede smil] munden lo mens øinene tog koldt maal M takked endnu engang og skiltes. – – –

Da Per-Nilsa Karen var alene, knuged hun næverne og kjendte dragelse til krampe. «Den førbannade mærra!» tuded hun koldt og taareløst. Det skulde hun ikke ha gjort omsonst.omsonst] (adv.), forgjæves, gratis (EO)omsonst] for ingen ting M

*

104Det var kveld. Fuksiaen i vinduet mod sør hang fuld af røde blomster, og muskatgeranien dufted skarpt. Per-Nilsa Karen gned et blad mellem fingrene, før hun slap stakken og krøb i seng.

Brillerne og bønnebogen laa paa kommoden ved hodegjærdet, hun tog dem og aabned bogen; men andagten var ikke tilstede. Tankerne vaset med andre ting ikveld. – Lars-Johan Else hadde ret. Paulina reiste gladelig efter slampen sin, det var ikke vondt at skjønne. Hun var jo plent omskiftet paa disse korte timerne, lo og sang akkurat som i gamle dage og snakked venlig til moren. – – Men hun skulde sætte stopper for den reisen – – –

Og saa var det der igjen, det som hadde slaat ned i hende som et lyn idag, straks hun fik syn for omskiftet hos Paulina. Hun hadde skubbet det unda sig, ikke villet ha med det at skaffe, men det dukked op igjen, atter og atter.

Ingen levende sjæl vilde ane det mutterste gran.det mutterste gran] noget M Ingen hadde greie paa de sengklær, hun aatte – eller vilde med en tanke falde paa, det var det duntæppet, hun Albert-Johanna hadde laant ifjor, da hun kreperte af barselfeber.barselfeber] infeksjonssykdom som moren kan få under og etter en fødsel Siden hadde det hængt ubrugt paa stabbursloftet. Hvis hun tog vaaretvaar] (-et), e. form av var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO) af det paa gjæstesengen i nystukammerset og hadde paa det tæppet, saa kunde Paulina faa det til barselsengen. – – –

Klokken slog ti. Det blaaste en ustadig storm fra nord, og regnet plasked i byger mod væggen. Det kulsed i hende og hun trak skindfælden op over skulderen, og bønnebogen datt paa gulvet. – –

Tusen gange heller se hende i svarte jorden end gift med Øra-Jon. – – – Synd? – Døde hun nu fik vorherre sjælen, uvist hvordan det kunde gaa siden. – – Synd? – Tanken urodde. Den synd fik hun staa i at ta paa sig: Vorherre tilga nok – det var for hans skyld, hun vaaged det, og ikke for sin egen – det vidste han bedst. – – – Synd? hvisked det paany. – Synd! næsten ropte det i øret paa hende. Aa nei, sukked hun ørsken og vælted sig i sengen; hun kunde godt la være, værged hun for sig. Duntæppet laa der jo bare og med et andet vaarvaar] (-et), e. form av var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO) til og med. Vilde ikke han, som ovenfor sad, kunde han hindre det. Magten og æren var hans. – Og han værned og hegned om sine, det hadde hun tidt og ofte maattet sande.

Hun famled efter bønnebogen og ledte op kveldsbønnen, men sovned før femte linjen var læst. –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.