[8]

64Nysolen var kommet!

En efter en fanged tinder og nuter ild,En efter en fanged tinder og nuter ild] En efter en fanget tinder og nuter ild; H En efter en fangede Tinder og Nuter Ild af dens Straaler N og sneen laa fast om fjeldene og skinte gyldenrød mod den blaa vinterhimmel. – Men nedenfor lysglansen var dyb skygge, der skifted i farve fra mørkeblaat i lierne til næsten sort ude paa fjorden. Skyggen klynged sig til landet, som den hadde raadet over saa længe, veg ikke godvillig fra det, fyldte hver sænkning, klamred sig til knauserne,til knauserne] til knauserne; H til Skogen N smøg tæt om husene, i angst for den lysets magt, som trued.

Ogsaa fjeldet over KrabvaagOgsaa fjeldet over Krabvaag] Ogsaa fjeldet over Krabvaag; H Ogsaa fjeldet over Bredvik N hadde nysolen naadd.

I to dage hadde den ligget der, og nu gled den længer og længer nedover lierne. Snart strøg den bjerkesnar,Snart strøg den bjerkesnar] Snart strøk den bjørkesnar; H Snart strøg den Skogtopperne N som stak frem af sneen, snart samled den sig i stærk glød paa de bratte bergvægge over kløfterne, hvor mørket trykkedes sammen, og saa spredte den sig lysende, glitrende, altid vekslende, over hvide skogbare bakker.

Men helt ned til KrabvaagKrabvaag] Krabvaag; H Gaarden N vilde den først naa imorgen.Nysolen (…) i morgen.] kapitlet finnes ikke. M Og folkene gjorde sig rede til at ta imod den. Lefser blev smurt, fattigmandsbakkelse og goro stod nybagt paa kjøkkenbænken, og ude i torvsvalen hakkedes ener til at strø over de hvidskurede gulv. Festligt maa det være i huset, naar nysolen kommer ind – – –

Oppe paa salskammersetsalskammerset] best. ent. av salskammers: kammers oppe på loftet, ved siden av salen: det store loftsrommet som oftest lå over stua i nordlandshus hos Iversen sad hans gamle mor.Oppe paa salskammerset hos Iversen sad hans gamle mor.] Oppe paa salskammerset hos handelsmanden sat hans gamle mor; H Oppe paa Kammerset sad farmor. N Ilden spraked i ovnen og sprængte lysskjær ud i værelset,sprængte lysskjær ud i værelset] sprænkte lysskjær ut i værelset; H sendte Lysskjær ud i Værelset N men dagen slugte det. Kun borte i kroken ved sengen spilled det over det blomstrede sengetæppe og flakked opad væggen til kristusbilledet med de røde blodsdraaber fra tornekronen.

Ved bordet sad den gamle. De matte, taarefyldte øine stirred anstrengt mod fjeldet, mens fingrene vekselvis gled over en slidt almanak og en opslaat salmebog. En syvaars jente stod ved siden af og saa nysgjerrig paa de røde mærker, farmor hadde sat i almanaken.

«Hvor langt er nysolennysolen] nysolen; H Solen N nu?» spurte farmor.

«Nu er den paa Rypaasen.»

Hun sukked: «Om et kvarters tid naar den Næverbakken. – Se her, ta bogen og løb did. Naar du kommer frem, skal du stille dig med ryggen mod solen uden at se paa den først. Og saa skal du holde bogen,holde bogen] holde boken; H holde Bogen atpaa Ryggen N saa at solen kan skinne imellem bladene, naar du slaar den op. Men i det samme du aabner,aabner] aapner; H tager den op N skal du sige: «Kjære nysol, led op salme til farmor!» – – Du kan gjøre det tre gange, men du maa huske paa at lægge en brætt for hver gang, saa jeg kan finde salmerne igjen.»

*

65Næverbakken laa skogbar i blaagraa skygge. Her og der stak en ener frem af sneen, og noget bjerkesnar stod med fint pudrede grene. En rype napped et enebær, saa sig om med svarte, gløgge øine, napped et til og tripped videre. En røskat titted frem bag en sten, rypen blev den var og kagled svagt, advarende; fra bjerkesnaret tripped endnu en rype efter den første.

Opover bakken kom barnet. Hun maatte lægge skierne ikors for ikke at falde. I haanden holdt hun farmors sølvspændtesølvspændt] (adj.), som har spenner av sølv salmebog.

Men nu var ogsaa nysolen der, og den dryssed sit guld om hende. – «Nysol!» jubled barnet og strakte armene mod solen, men husked straks farmors formaning og vendte ryggen til. Med dirrende fingre blev spænderne aabnet og bogen holdt mod solen: «Kjære nysol, led op salme til farmor!» – Men ikke før var de tre brætter lagt, saa svinged hun sig rundt, kasted et langt blik mod solen og satte udfor bakken. – – –

Paa kammerset vented farmor med bankende hjerte. Vilde barnet bære sig rigtig ad? Skulde hun nu faa vide, om hun var feigfeig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden» iaar?om hun var var feig iaar] om hun var feig iaar; H var feig N – – Imorgen vilde solen naa ind til hende selv, men biebie] (v.), vente til da, orked hun ikke. Gigten hadde været slem de sidste par nætter, det blev nok veirforandring, og da kunde det bli baade dage og uger, før himlen klarned.

Og slig som hun hadde længted efter nysolen iaar. Vist de hundre gange hadde hun bladet igjennem almanaken og set over alle de gamle mærker og aspekter. – Aaja, aaja, de røde krydsene, hun hadde sat – ja, det vidste vorherre bedst, hvor angsten hadde pint hende, da hun satte dem der for at holde rede paa dagene, som var igjen. – – Og nu skulde hun faa vide det. Aa, herregud, om saa var, at hun nu var feig! Hun var jo gammel og træt, men livet var kjært alligevel –

Nysolen løi ikke. Traf den ligsalmer, varsled den dødsfald. Som dengangen hun misted to af sønnerne sine under lofotfisket, da hadde hun slaat op ligsalmer, og da dødsbudskabet kom, var hun paa en maade forberedt.

De gamle, skjælvende hænder folded sig fast i skjødet, og det furede ansigt under den hvide, nystrøgne kappe lukked sig over et tungt minde – –

Døren reves op og barnet styrted ind til hende med bogen.

Farmor tog brillerne af, pudsed dem omhyggelig og satte dem langsomt 66paa; derefter tog hun bogen, saa endnu engang mod fjeldet, hvor solgløden lidt efter lidt slukned, og aabned den.

Der var den første brætt. Hun strøg den varlig ud og læste:

Gaa nu hen og grav min grav] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897«Gaa nu hen og grav min grav,
Jeg er træt, nu vil jeg slumre.»

Høitidelig læste hun salmen tilende. Ikke den svageste bæven i stemmen eller en trækning i det gamle ansigt forraadte, hvad hun følte. Barnet stod ved siden og tænkte paa kirken.

Næste brætt aabnedes: Med sorgen og klagen hold maade –] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897«Med sorgen og klagen hold maade –.» Da hun var ved andet vers: «Vi indsvøber liget med taare, og lægger det stille paa baare», bævred røsten af undertrykt graat, men hun trængte den tilbage og læste videre.

Saa kom den sidste brætt. Hænderne rysted, idet hun nølende glatted den ud.glatted den ud] glattet den ut; H strøg den ud N Barnet flytted sig et skridt nærmere til hende. Det rykked om dets mund, og øinene tog sky maal af farmor.

Den gamle læste:

Her ligger jeg nu kold og stiv] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897, men ikke i senere utg., f.eks. ikke i utg. fra 1927«Her ligger jeg nu kold og stiv,
I lagen svøbt, foruden liv.
Min kind er bleg, min – – »

Stemmen brast. Taare paa taare trilled nedad den furede kind og drypped udover bogen. Da kasted barnet sig storhulkende ind til hende: «Farmor, du skal ikkje dø, hører du! – Jeg saa paa solen først!»

Et frydefuldt smil lysned op i det gamle ansigt: «Herregud, barn, saa er det jo ikke regnendes. – Vi kan gjøre det om igjen imorgen.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.