59Mørketid var det med snestorm og korte dage. Den la tyngsel paa sindene og gjorde én utryg og ræd for at færdes, der én ellers gjerne kunde gaat med lukkede øine. Spøgelser fik liv, gammel angst brød op, og gigt, hodeværk og andre plager tog overhaand.
Mellem ilingerneilingerne] best. flert. av iling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO) stjal en og anden gammel kall sig ud med smaalinen for at ha en bete ferskt i gryden til sig og kjærringen og til katten, som lusked om rent syg efter lidt fiskesnâk.fiskesnâk] her: godbiter av fisk; snak kan komme av: 1) snok: lukt; teft (NEO); jf. v. snoke; vanlig i Bø-dialekten: «Han for og snoka overalt», om en som går på jakt etter godbiter; 2) feilskriving for snask: slikkeri, jf. (v.) snaska: snuse; lukte (NEO); vanlig i Bø-dialekten: «Æg fann nu litt kakesnask å ha attåt kaffen» Men mest holdt folk sig indendørs paa denne aarsens tid og fliddeflidde] pret. av fli: stelle; jf. flina, egl. flinad, (subst.), stell; jf. (v.),fli: stelle, gjere reint, rydde og vaske (i huset) (NN); «pynte, ordne, mest vest og nord i landet» (NEO); jf. da. fly: «ordne, sætte i stand» (EO); jf. sve. dial. fli: «ordne, pynte» (EO); vanlig i Bø-dialekten i uttrykk som: «Nu må du gå og fli dæ» i bet. vaske seg og ta på seg penere klær bruget til vinterfisket. For herude ved havet begyndte det allerede i adventen: eggeneggen] best. flert. av egg: ytterkant av fiskebanke; lang rygg i havbunnen; «en lang Forhøjning i Havbunden» (NO) skar saa nær indunder land, at baadene rakk frem og tilbage i det stutte dagskjær.
Men kvinderne hadde det travelt med at faa paa haand og fod til karene, før slidet begyndte, og fra tidligste morgenotten til langt paa kveld surred rokken, og strikkepinderne glitred i lampelyset. Det var ikke smaatteri, som sledes under fisket, mindst to par sjøvottersjøvotter] ubest. flert. av sjøvott (-en): votter av ull som er strikket kjempestore, ca ½ m., så tøvd til vanlig størrelse; en spesiell sau gav garn til sjøvotter, garnet gikk spesielt godt i hop når det ble tøvd; sjøvottene i Bø vanligvis hvite, laget av garn med lite snurr for at de skulle holde seg myke når man arbeidet; man pleide aldri å kaste sjøvotter, når de var utslitt, brukte man dem til såler på luggene; ikke vanlig i Bø å ha to tomler på sjøvottene, men andre steder i landet vanlig; sjøvottene før i tiden hadde to tomler slik at det skulle være mulig å bytte hand, Qvigstad sier om Storbørra og Lillebørra, sam. Duoddar-Fac’con og Mærra-Fac’con, av sam. fáhcca: vott, to utpregede langsmale åsrygger i Nordkapp kommune: «Sett fra havet ser disse fjell ut som tommelfingrene på en vott. De kalles under ett Porsangtuva» (Qvigstad 1938, s. 71), perspektivet gjør navnet forståelig, sett fra øst el. vest er dette to lange rygger, men sett fra sør el. nord bare to tomler, så smale er ryggene. og et par handingsvotterhandingsvotter] ubest, flert. av handingsvott (-en): «små vottar til lett handleg bruk» (HO); vanlige ullvotter, grå av farge, i Bø kalt «gråvotter»; halvparten så store som sjøvottene når de ble strikket, laget av en annen type garn enn sjøvottene; brukt til tørt arbeid, som å henge fisk på hjell og lign. til mands og desforuden hoserhoser] ubest, flert. av hose (-en): strømpe; lange ullstrømper og læster til ombyttes;Der var ikke smaatteri, som sledes under fisket, mindst to par sjøvotter og et par handingsvotter til mands og desforuden hoser og læster til ombyttes;] Kjærringerne havde sit visse arbeide aaret rundt, stelte huset og ungerne og fik paa hand og fod til mandfolkan. M saa selv naar de gløtted indom en kjendskjærring og undte sig en kaffetaar, var bundingenbundingen] strikketøy saavist ikke af fingrene paa dem. – Anderledes var det med mændene. Blev de lei af at sidde inde, slængte de arbeidet og samled sig paa Iversenkramboden,krambod] (-en), jf. krambu; landhandel hvor de spurte nyt, tygged tobak og skrønte med krambodsvenden.og skrønte med krambodsvenden] og brugte sig paa krambodsvenden M
Men for han Iversen selv hadde de respekt. For han, som hele tiden hadde været en slig aparteaparte] (adj.), uvanlig; sjelden; eiendommelig (RO) gemensliggemenslig] (adj.), liketil; likefram; gemyttlig (RO) mand, var iaar blet saa plent urimelig krakilsk, næsten ikke til at komme nær. Stak det ham, kunde han sende bidende ord lukt i synet paa dem, mens de stod eller sad ved disk og væg, saa det formelig sve efter.
Hvordan han bar sig paa kontoret, var mest ikke til at snakke om; dér sad han bred og svær bag pulten, med skindluen trukket helt ned over det skaldede hode og svor og pinte inde i sit røde skjeg paa, at ikke en eneste fik kredit af ham, om de saa hængte sig.
Han skulde, fan pine, for én gangs skyld lære dem at la være at snyde ham lige for næsen, som de hadde gjort forrige vinteren, da de fort væk solgte fisken til opkjøberenopkjøberen] best. ent. av opkjøber: en fiskekjøper som kjøper fisk på land el. på tilreisende kjøpefartøy til videreforedling til saltfisk el. tørrfisk; oppkjøperen lå ofte med skip på vågen, kunne gi gode priser på fisk og var konkurrent til den faste kjøpmannen på land, som gjerne hadde gitt fiskerne kreditt på utrustningen og ikke ville at de skulle selge til oppkjøperen; den faste kjøpmannen hadde ofte tak på fiskerne på grunn av gjeld paa vaagen, endda han hadde skriftlig kontrakt med dem paa hver evige torsk.hver evige torsk] hver eneste mort M
Krabvaagingerne bar det med ro: Aldeles stoppe krediten kunde Iversen ikke. Matte nok værsgod holde liv i dem til fisket tog paa at skabe sig, og siden blev det vel en raad.
Han vidste det selv ligesaa godt. Forresten var han sikret ved pant i alt 60de aatte og hadde, saa kneb det, kunde han altids klemme dem lidt. Og tærged de ham, skulde de bætterdø’ faa føle det!Og tærged de ham, skulde de bætterdø’ faa føle det!] Tirred de ham skulde de nok faa gaa igjennom. M
Værre gik det fjordingerne – flest husmænd og fattigfolk, som søgte til ham om udstyr. Rundrygget, paa buede ben tassed de ind paa kontoret, lukked døren vart efter sig og ba goddag.
Iversen saa snaut op, bare skrev, saa det krasled paa papiret.
Fjordingen blev utryg, klemte sydvesten og gumled paa skraaen, saa sig om efter spyttebakke, glemte sig og sendte spruten i gulvet og strøg det ud med sjøstøvlen, til han endelig fik mumlet frem sit ærend.
Iversen hugg i et kort nei. Den anden prøvde lirke, men straks blev han vild og harsk og hundsed og haante. De kunde ryke og reise til opkjøberen, som de gjorde forrige vinteren, eller did de vilde for ham.
Sydvesten dirred i tjærebrædd næve, kjæverne bed kvassere i skraaen.
Svalt kone og barn? Hvad skilte det ham! Hadde saa vist ikke skaffet dem nogen af delene. Ingen hjalp ham med at fø frem sine.
Efter meget snak og lang akkordering fulgte der, for deres vedkommende, som rodde fiske i været og endnu kunde kalde en ko og en baad sin, en forskrivelse til ham paa alt, de eied og kunde ha lykke til at fiske i vinterens løb. En bindende fuldmagtEn bindende fuldmagt] En uindskrænket ræt M for handelsmanden til at ta sig tilrette paa letvindteste maade efter loven, underskrevet og bekræftet af vitterlighedsvidner.
Fiskeren takked, knuged sydvesten paa og tassed ud igjen.
Men fra dem paa kramboden lød i flirende kvisker: «Ha du forskrev’ dæg tel han? – Ha du sælt sjæla di?»
Svaret blev git med et lurt glimt i øiekroken: «Ja desværr’, æg ha saa,» og øinene rundt om blinked i forstaaelse.
Den kontrakten brød de sig ikke stort om, naar først opkjøberen laa paa vaagen.
Men den, som slet ingen kontrakt fik at underskrive, kom sagtere, mere kroket ud end han gik ind. Ba stilt farvel og rodde med lange aaretag den tomme baad mod det fattige hjem med de mange munde, som vented paa mad.
Alligevel kunde det endnu hænde, at Iversen skubbed pottemaal og lodder ihop for at sætte sig paa disken under hængelampen med den store hvidmalte skjærm. Da vidste de, at han var i godlynde, og at der vanked en hyggelig stund.
61De mangfoldige gange hadde de hørt ræglerne hans før, fra den tid han fór med jægt, drev tuskhandel paa Finmarken, râk langs leden til Bergensstevne, laa fast for modbør, tured med jenter og hadde kjærest baade her og der.
Karene flytted sig nærmere, satte sig mageligere tilrette og lo mod ham i korte knægg. De kjendte sig selv igjen i det, han fortalte, og drog frem minderne fra sine egne stevner ned efter leden.
Eller talen faldt paa storsildaarene,storsildaarene] storsildårene i Vesterålen var i perioden 1863–1874; også i 1894 var det stort sildefiske i Vesterålen (Straume 1962, s. 162; Hovland 1995, s. 135–152) da sild flødde op vaagen, saa garnene blev dørgende fulde, bare én dypped dem i sjøen. Penge i massevis, brændevin blev der rigelig raad til, og ubegrænset kredit fik de i Bergen.(…) bare én dypped dem i sjøen. Penge i massevis, brændevin blev der rigelig raad til, og ubegrænset kredit fik de i Bergen.] (…) bare man dypped dem nedi M
To aar, tre aar varte herligheden, saa var den slut. Ikke en sild mer at se. Kostbart udstyr af garn og farkost; tomtønder og salt i nøst og paa brygge blev liggende til unyttes. Til ingen verdens nytte var det altsammen, naar silden blev væk.
Savn efter svunden herlighed og tanken paa Bergens-skyld, som efter mange aars forløb kunde dukke op, kjøbt til inddrivning af sagførerne, grumsed glæden ved minderne. Og den skylden blev tung at trækkes med i længden. – Især siden dette med sagførerne kom paa. Tryg kunde ingen vide sig mere. Krøtturet pantedes paa baasen, fisken beslaglagdes paa hjelden, og bestandig deised det over én saa braatt, at én ikke blev levnet tid til at omraade sig paa forhaand.
Men paa hjertebunden lagred sig et kokende had til bergenskjøbmændene og til sagførerne; de var i ledtog om at suge til sidste blodsdraabe.
Og i det kapitel var Iversen med. En stille forstaaelse hersked mellem dem, for under det samme strubetag vred han sig. Værre, ti gange værre, og ikke bedre. De stilled betingelserne, de bestemte priserne, aldrig salg til høieste notering, altid sekunda i opgjør, om varen ved afsendelsen fra ham var finfineste prima! Kneb og fanteri paa alle hold og en fortærende magtesløshed overfor hele greien! Skylden vokste, kravene øgedes og udsigt hadde én til en vakker dag at staa paa bar bakke med sig og sine. Det var, gud forsyne, hans surt erhvervede erfaring. Neimen om de hadde aarsag til at misunde ham!
Han slog i disken og skumped med albuen til lampen, saa den dingled og slang.
De tidde og glodde opad hylderne, hvor tøiruller og rosede tørklær laa, og kaffekopper og andre nødvendige kjørler stod sammen med alskens 62smaakram til kvindfolkbrug. Men snørebolker og torskegarnstraad hadde sin egen og rummelige afdeling.
Paa gulvet indenfor disken var stablet kasser med rosiner, svesker, cikori og tobak mellem halvtønder med erter, sukker og gryn. Udenfor stod sirupstønden og oljefustagen,oljefustagen] best. ent. av oljefustasje: oljefat el. oljetønne; fra nht. Fustage, holl. Fustage, egtl. «stavekar» (EO); «ty. el. nederl. avl. av lat. fustis tønnestav» (NOB) og dér var jernvarerne ogsaa.
Barn i ærend fra mor blev ekspederet af handelsbetjenten og titted nysgjerrig paa de alvorlige mænd.
Tausheden tynged og minderne med. – Iversen trev en tobaksrul, bed en buss og sendte rullen videre, og den gik fra mand til mand.
«Nei bætterdø’ kara! Den gangen jeg i en forrykendes orkan redded seks ranværingerredded seks ranværinger] redded seks mand M fra en kantret jægt midt paa Stathavet, da var det ikke spøg!»
Det letted, tungerne løsned, og historie tog historie til langt paa kveld.
*
Øra-Jon holdt meget til paa kramboden, hadde ligesomligesom] justsom M ikke noget andet at ta sig fore nu lige under vinterfisket, løs og ledig kar som han var, uden andre at tænke paa.
Tidt husked han faren, naar han saa, hvordan fjordingerne blev modtat. Det var ikke til at undres over, at han var kommet modløs og opgit hjem med tom baad og hadde bandet gud og hele stellet, til moren maatte kjærbe ham om at styre sig for barnans skyld.
Men var nøden for stor, kunde ogsaa hun tabe modet, ærte og ægle ham, saa de røg op at slaas, og ungerne forskræmt krøb i skjul, hvor de bedst fandt et. Naar dette kom over Jon, kjendtes det dobbelt godt at lure sig op i fjøset til Paulina.
Hun var blet god og snil mod ham, siden han den kvelden i maaneskinnet gav hende klompan, brugte ikke den hellige minen længer og kunde snakke om andet end omvendelse og bønnemøde.
Der var lunt i det lave fjøs, bygget af drivtømmer. En svær mahogni planke hadde det til mønsaas, vægger af ek og fedfuru. Og til værn mod ond hug og avindsyge var en enerkvist stukket over hver baas, og tjære brædde kors malt over de tre ekenagler i dørstokken.
Kjørenekjørene] beistene M tog paa at kjende ham nu, suttred sagte mod ham, naar han kom, rauted og gauled saa snart Paulina aabned laavedøren for at dele ud høiet, som han bar om til hvert enkelt dyr. Han passed nøie, at hver fik sit, hun var streng med det.
63Og mens han ga dem, stod sauene paa to opefter garen, kjørene strakte hals og stanged efter den, som hadde faat, gjederne hopped paa bolkene, saa langt festet rakk, og hønsene blunked ned fra bjelken, dér de hadde vaglet sig for natten. Kun grisen var rolig og snufsed veltilfreds; den fik sit først.
Slap høiet op, gik han ind paa laaven og hjalp til med taagingen.taagingen] best. ent. av taaging: riving, her: dra i høyet som ligger fastpakket i et høystål (stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest) for å få ut tørrhøy til å fore kreaturene med; jf. (v.), taage: rive, smh. m. (v.) dial. taa: «opptrevle, sønderrive» (EO) Lygten var stillet i fjøsgangen og kasted en lysstrime indover laavegulvet; den naadde ikke frem til de to, som jevnsides sled i det haarde høistaal.høistaal] (-et), stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest
Hænder mødtes vart, kind streifed kind. Herinde i mørket, alene med ham, blev hun medgjørlig og myg.
Paulina stunded ogsaa til kvelden. Hun var glad i Jon og skulde nok magte at gjøre ham til et gudsbarn, bare hun ikke maste og plaged. – Han var jo saa god gutten, der han sad paa fjøskrakken med EvangeliebasunenEvangeliebasunen] kan være Evangelii Basun. Aandelige Sange udgivne af F. Fransen, 2. oppl., Kra. 1883, senere flere oppl. fram til 1890; kan også være Mathisen, Johs.: Evangeli basun: udvalgte salmer og sange af ældre og nyere forfattere, Kra. 1895 og sang med sangene, hun kunde udenad. Men forat ingen skulde høre ham, nynned han bare, endda sligt fint maal han hadde; des høiere sang hun.
Der var lunt i det lave fjøs, bygget af drivtømmer. KrøtterneKrøtterne gnubred og aad] Kreaturene gnubred høiet med korte glæfs og i langsomme tag M gnubredgnubred] pret. av gnubre: «tygge hørlig» (NRO, tilleggsbind); finnes ellers i RNs forfatterskap, f.eks. i Min hvite gut: «gnisl af tyggende tænder som gnubret paa løvkjerv» (Normann 1922, s. 95); gnubre smh. m. det lydmalende verbet gnure: gni, skure og aad, lygten hang under bjelken og lyste over de to, over ham paa krakken med bogen, og over hende, som vippende paa en bøttekant sendte melkestraaler ned i spandet og sang med lys, jublende stemme.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Krabvaag : skildringer fra et lidet fiskevær ble utgitt i 1905 og er Regine Normanns debutroman. Verket er en realistisk samtidsroman bygget opp rundt en tragisk kjærlighetshistorie.
Fortellingen har mange likhetstrekk med Normanns egen livshistorie, og hun har tydelig brukt elementer fra oppveksten i Nordland i romanen. Hun skildrer det harde livet til en gruppe mennesker i et fiskevær i Nord-Norge. Dag etter dag blir de utfordret av fattigdom og naturkrefter. Samtidig tynges de av krav fra handelsmenn og lekpredikanter.
Romanen ble godt mottatt og gjorde Regine Normann kjent som «Nordlandets dikter».
Regine Normann var den første kvinnelige forfatter fra Nord-Norge som slo igjennom i norsk litterær offentlighet. Forfatterskapet omfatter romaner, fortellinger, eventyr og sagn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.