Kommentarer ved Liv Helene Willumsen
111Kommentardelen er delt i fire hovedavsnitt:
- «Paulina» – tidlig skisse til Paulina-skikkelsen i Krabvaag
- Faksimile av et utdrag fra håndskrevet manuskript til Krabvaag
- Sammenligning mellom førstetrykket og tidlige versjoner av Krabvaag
- Ordforklaringer, saksopplysninger, rettinger
Det første hovedavsnittet består av teksten «Paulina». Den ble opprinnelig nedtegnet av Regine Normann på 1890-tallet og er trolig den første skissen til Krabvaag-manuskriptet. Originalen til «Paulina» er oppbevart i Regine Normanns privatarkiv.
Det andre hovedavsnittet er en faksimile av et utdrag fra Normanns egenhendige manuskript til Krabvaag. Utdraget tilsvarer begynnelsen av førstetrykkets ellevte kapittel.
I det tredje hovedavsnittet foretas en sammenligning mellom førstetrykket og tidlige versjoner av Krabvaag. Hovedsakelig blir det håndskrevne manuskriptet brukt som sammenligningsgrunnlag, men også andre forarbeider er benyttet. Endringene fra de tidlige versjonene til førstetrykket er for store til at en sammenligning ord for ord ei mulig. Derfor har jeg valgt å sammenholde visse felt som er sammenlignbare, for eksempel bruken av person- og stedsnavn. Dessuten ønsker jeg å eksemplifisere hvordan Normanns litterære uttrykksform på visse områder forandrer seg i perioden som leder fram til debutromanen, noe jeg vil utdype i det følgende.
Variasjoner de ulike utkastene imellom tydeliggjør hvordan Krabvaag utvikles fra en fortelling med sterkt muntlig preg til en tekst der utpreget litterære grep er benyttet. Jamføring mellom ulike versjoner viser at den «gammeldagse» fortellemåte, der hovedvekten ligger på en veksling mellom referat og replikker, viker for en fortellemåte der skikkelser med tanker og følelser trer fram. Der de tidlige utkastene viser fram personene gjennom deres replikker gjengitt som direkte tale, overtar etter hvert en personframstilling der indirekte tale i stor grad benyttes. En forteller av Regine Normanns støpning, som i utgangspunktet behersker den muntlige fortelling til fulle, tar i bruk skriftspråkets muligheter litt etter litt.
Endringer i leksikalske valg viser også en utvikling i Normanns framstillingsform. Ordvalg og stilistiske forhold synes å gå i retning av større hyppighet av emosjonelt betonte uttrykk samt mindre formelt preget språk, bort fra en noe stiv og gammelmodig tone i håndskrevet manus og i de tidligste utkastene til Krabvaag.
Når ulike versjoner sammenholdes, vil det også komme fram hvorvidt førstetrykket er utbygd eller forkortet i forhold til tidlige utkast. Tekstpassasjer kan være tilføyd eller sløyfet. Blant annet er hele kapitler i
Krabvaag tilføyd etter at håndskrevet manuskript var ferdig, for eksempel kapitlet om nysola, kapittel åtte, og kapitlet om Finn-Marja og Øra-Jon, kapittel tretten. Dette fører til at persongalleriet blir større og at en etnisk problematikk i større grad er løftet fram i førstetrykket enn i forarbeidene.
Oppsummerende vil sammenligningen mellom tidlige versjoner og førstetrykk belyse varianter av personnavn og stedsnavn, ulike ortografiske løsninger i direkte tale, omforming av direkte tale til indirekte tale, tanke referat eller fri indirekte stil, ordvalg, sekvenser i førstetrykket som ikke finnes i håndskrevet manuskript og sekvenser i håndskrevet manuskript og andre tidlige tekstvarianter som ikke finnes i førstetrykket.
Ortografiske forskjeller mellom de ulike utkastene kommenteres ikke, da rettskrivningen i perioden tillater stor variasjon.
Førstetrykket markeres med fet skrift. Varianter føres slik:
Førstetrykket] M: egenhendig manuskript til Krabvaag; H: egenhendig kapittelmanuskript «Nysolen»; N: avisteksten «Nysol»; A: avisteksten «Atvist»; O: avisteksten «En Opbyggelse. Nordlands=Billede»; S: avisteksten «En Spøgelseshistorie fra Nordland».
Det siste hovedavsnittet omfatter ordforklaringer, saksopplysninger og rettinger. Ordforklaringer er nødvendig, da det i Krabvaag benyttes en rekke ord og vendinger som ikke lenger er i bruk og ikke kan forutsettes kjent for dagens lesere. Det kan være dialektord fra Bø i Vesterålen, som var Regine Normanns opprinnelige dialekt. En rekke av forklaringene av slike eldre dialektord er gjort med hjelp fra informanter som kjenner den eldre dialekten i Bø i Vesterålen gjennom muntlig overlevering fra foreldre og besteforeldre. Det kan være ord og begreper knyttet til spesielle arbeidsoperasjoner og skikker i ei kystbygd nordpå rundt 1900 eller det kan være talemålsformer som i dag ikke lenger er i bruk. En annen gruppe av vanskelig tilgjengelige ord i Krabvaag er ord i dansk skrifttradisjon som er gått ut av vanlig bruk og som derfor trenger forklaring. Krabvaag har sitt særpreg ved at Normann benytter riksmål iblandet både dialektale og danske elementer. Det er særlig talegjengivelse som bryter med en konservativ stil og legger en folkelig og talemålsnær stiltone inn i teksten.
Saksopplysninger omfatter informasjon om ord og emner som antas å være ukjente for lesere i dag.
Rettinger i førstetrykket er foretatt kun dersom det er snakk om åpenbare trykkfeil eller avlesingsfeil fra håndskrevet manuskript. Redaksjonell tekst er kursivert.
Tegnforklaring
(…) | ord utelatt fra sitat |
| | nytt avsnitt |
aaaa | overstrøket tekst |
] | kommentert tekst slutt |
/ | ny verselinje i sang eller dikt |
Forkortelser
Førstetrykk, tidlige versjoner, manuskript
F | førstetrykket |
M | egenhendig manuskript til Krabvaag, Regine Normanns privatarkiv, UBTØ |
H | egenhendig manuskript til åttende kapittel i Krabvaag, «Nysolen», ms. 4° 1999, Håndskriftsamlingen, NB |
N | «Nysol. Et billede fra Nordland», Morgenbladet, 17.01.1904 morgenutgave |
A | «Atvist», Verdens Gang, 7.09.1904 |
O | «En oppbyggelse. Nordlands=Billede», skrevet for «Intelligenssen», fortelling publisert i Norske Intelligenssedler |
S | «En Spøgelseshistorie fra Nordland», fortelling publisert i avis |
Boktitler
BO | Bokmålsordboka (1986) |
EO | Hjalmar Falk og Alf Torp: Etymologisk ordbog (1903–1906) |
DO | Christian Molbech: Dansk ordbog (1859) |
HO | Johan Hveding: Håløygsk ordsamling (1968) |
IB | Illustrert Bibelleksikon (1987) |
NA | Arnulv Sudmann (red.): Norsk allkunnebok (1948–1964) |
NEO | Alf Torp: Nynorsk etymologisk ordbok (1919) |
NN | Nynorskordboka (1986) |
NO | Ivar Aasen: Norsk Ordbog: med dansk Forklaring (1873) |
NOB | Tor Guttu (red.): Norsk ordbok (1998) |
NRO | Trygve Knudsen, Alf Sommerfeldt, K.E. Bødtker, Harald Noreng (red.): Norsk Riksmålsordbok (1937–1957) samt tilleggsbind 1995, b. V–VI |
OB | Jacob Laugesen Bork: Ordsamling fraa Bø i Vesteraalen (1698), trykt 1956 |
ODV | Ove Orvik: Ord og dialekt i Vesterålen (2003) |
RO | Tor Guttu, Kåre Skadberg, Inge Wettergreen-Jenssen (red.): Riksmålsordboken (1977) |
Andre forkortelser
adj. | adjektiv |
adv. | adverb |
avl. | avledning |
Asch. | H. Aschehoug & Co (W. Nygaard) |
b. | bind |
bet. | betydning |
best. | bestemt |
bibl. | bibelsk |
bl. | blant |
bl.a. | blant annet |
da. | dansk |
dial. | dialektalt |
dvs. | det vil si |
e. | eldre |
egtl. | egentlig |
el. | eller |
eng. | engelsk |
ent. | entall |
f. | femininum |
f.eks. | for eksempel |
flert. | flertall |
folk. | folkelig |
fort. | fortelling |
gl. | gammel |
gno. | gammelnorsk |
gnr. | gårdsnummer |
GT | Gamle Testamente |
holl. | hollandsk |
ibid. | ibidem (lat.) samme sted |
imp. | imperativ |
ill. | illustrert |
inf. | infinitiv |
innl. | innledning |
interj. | interjeksjon |
jf. | jamfør |
konj. | konjunktiv |
konjunk. | konjunksjon |
Kra. | Kristiania |
ms. | manuskript |
lat. | latin |
lign. | lignende |
m. | maskulinum |
n. | norsk |
nø. | nøytrum |
NB | Nasjonalbiblioteket |
nht. | nyhøytysk |
nty. | nedertysk |
oldn. | oldnorsk |
oppl. | opplag |
opplysn. | opplysning |
Ords. | Ordspråkene |
part. | partisipp |
pass. | passiv |
pr. | presens |
prep. | preposisjon |
pret. | preteritum |
priv.ark. | privatarkiv |
pron. | pronomen |
RN | Regine Normann |
ru. | russisk |
sm. | samme |
smh. | sammenheng |
sml. | sammenlign |
sst. | samme sted |
subst. | substantiv |
sve. | svensk |
TA | Trygve Andersen |
trad. | tradisjonelt |
ty. | tysk |
ubest. | ubestemt |
UBTØ | Universitetsbiblioteket i Tromsø |
utg. | utgave |
v. | verb |
Paulina
Et livsbillede fra Nordland
Det kunde bli i dag kanske i morgen eller en anden dag – ingen kunde vide det; men efterhvert som det afgjørende øieblik rykked nærmere vokset spændingen hos Paulina.
Som hun havde været lykkelig og som hun havde lidt i dette aar. Først den jublende glæde som havde fyldt hende hin sollyse nat, da Jon bad hende bli sin – og saa alle de deilige nætter der fulgte. Nætter med hemmelige møder paa et eller andet skjult sted ude paa Raens klipper, hvor kun himmel og hav og en enslig sjøfugl var vidne til hendes unge lykke.
Men lykken er vanskelig at binde, det havde hun selv bedst følt, hin forfærdelige dag, da Jon forlod hende for at følge en anden. I vinduskarmen stod endnu merket efter hendes tænder, da hun i fortvilelsen bed til for ikke at skrige høit.
Og tiden, der nu fulgte – Aa Herregud – aa Herregud, hun skjalv bare ved tanken. Moren graat, faren raste og svor at hun skulde ud af huset, han havde intet hjem verken for hende eller «lausingsungen» hendes.
Dagene gikk – den ene som den anden – fuld af sorg, og nætterne fulgte med graat og skjælvende suk – en angstfuld halvkvalt bøn til ham der oppe, som hun nu ikke mer turde nærme sig.
Men saa var Jon kommet igjen, og alt var blit godt, nu skulde de ha bryllup. Bare alt var over. Brudekjolen var færdig – det havde den længe været – hendes barn skulde ikke regnes for «lausingsunge».
Hendes barn – halvt undselig tog hun de smaa klædningsstykker frem og saa længe paa dem. Bare Jon vilde komme snart – hun blev saa underlig tilmode. Tænk om han nu narrede henne igjen lige som i høst.
En gysen gjennomfor hende – det blev saa mørkt og koldt. Moren ropte, men fik intet svar.
Du faar bli med til jordmoderen ropte Ole Mikal, han kom løbende paa sokkelesten i nysneen. Jon kvak – han stod netop og fjaste med Indianna igjen og havde lige stjaalet et kys og længtes efter et til. Og saa nu dette. Fan!
Den første stribe af dag saaes over fjeldet – en graa stormfuld dag tegnet det til, men for Pauline [sic] var alt lyst og lunt. En liden gut laa ved brystet og Jon sad hos hende og holdt hende i haanden. For hende var hans nærhed og kjærtegn himmelen. Faren kom ogsaa bort til ungen og strøg hende over haaret – let og varsomt som om han var bange for, at hans arbeidshaarde haand skulde rive for meget op i det. Gjennem den aabne kammersdør kunde hun se ind i stuen, hvor moren satte frem frokosten. Hun gikk varlig for ikke at uro den syge og smilte nu og da til hende. Hvor alt var deilig – ikke en var sint og lei mere.
Jon hviskede hun – er det ikke deilig at brudekjolen er færdig – nu faar vi gifte os straks jeg blir frisk? Han svarte ikke bare sad og saa paa hende – hun laa der saa fin og vakker. Men ved siden af det blege ansigt dukked et andet frem – fed rødmusset med trodsig leende mund. Forbistret slig som han var begyndt at tænke paa Indianna i det sidste. God var hun at kysse – det havde han kjendt den kveld Ole Mikal ropte paa ham. Han strøg sig over panden som for at viske ud billedet, kyssede Paulina og gikk.
Seks lange pinlige døgn var gaat i angst og spending for Ole Mikal og Maren. Paulina havde rast i feber og doktoren havde næsten intet haab. Nu og da var John [sic] kommen for at se til hende eller for at vaage men det blev ganske kort, han havde det saa travelt – sa’ han.
Men i kveld var han kommen og Indianna fulgte – de to skulde vaage hos den syge mat – saa Ole Mikal og Maren kunde faa sove lidt.
Og det blev midnat. Det gamle slagur forkyndte tiden med 12 dirrende slag, der vakte Paulina til bevidsthed. Træt saa hun sig om, alt var øde og stille, hun forsøgte at trække teppet over skuldrene – thi hun frøs, men haanden vilde ikke bevæge sig. Saa laa hun stille med halvt lukkede øine og syslede med tankerne, der kom og gikk. Det var selve livet der drog forbi – livet, slig som hun havde levet det i godt og ondt, der meldte sig til oppgjør. Og hun laa der alene og svag, mens tankerne indbyrdes anklagede og forsvarerde hinanden.
Slip, hviskedes der dæmpet fra den anden kant af værelset, hun prøvde at dreie hodet. Paa bænken sad Jon – han havde slynget armen om Indianna og holdt paa at ta et kys. Et skrig undslap den syge. De to paa bænken sprat op. Moren kom ogsaa ind, men Paulina kjendte hende ikke, hun bare laa og famlede med hænderne paa tæppet som søgte hun efter noget. Men med et reiste hun sig op, fæsted det døende blikk paa Jon og sa med høi fast stemme: «Faar jeg brudekjolen paa».
R.N.
Førstetrykket og tidligere versjoner
- Der gik et herrens veir over bygden. Det begyndte under sildefisket paa eftersommeren, og nu hadde det bredt sig fra gaard til gaard og bygd imellem, overalt hvor han kom, denne forunderlige prædikanten, ingen kunde modstaa.] Det gikk som et elektrisk Stød gjennem Været. Over alt slog Nyheden ned, over alt fanget den Opmærksomhed. | Arbeidet stansede midt i Fiskedyngen. De som bar fisken paa Hjeld stansede halvveis for at sige det til nogen, de mødte. Kvinderne fik det travelt at faa Husstellet fra sig og Keaturene «flidd» til Kvelds. Alle vilde hen og høre ham, Lægprædikanten, som var kommen og skulde holde Opbyggelse hos ho Else paa Stangen Kl. 6. | Der gik et Herrensveir med denne Mand. O
- under sildefisket paa eftersommeren] under sildefisket i Eidsfjorden O
- Per-Nilsa Karen paa Raen] Else paa Stangen O
- Men under dette (…) noget paa sig.] sekvensen finnes ikke. O
- (…) men knis og dæmpede hvin røped, at broder Tallaksens ry ikke tynged dem synderlig] Mørket skjulte dem for de eldre, men latter og dæmpede skrig bar bud. Lægpredikantens ry havde ikke formaaet at lægge nogen dæmper paa dem; M Da slaar et enkelt Hvin af en Jente, som blev jaget, gjennem Skumringen. O
- Øra-Jon] Balstad John M
- Far hans (…) andægtige ud.] sekvensen finnes ikke. O
- Da skar lægprædikantens røst gjennem stuen] Lægprædikantens sprukne stemme skar gjennem stilheden M
- Jeg har et budskab] Jeg er et lidet, lidet Lam O
- Efterpaa fulgte den egentlige tale, stødvis og baaret af en selvoplevelsens overbevisning, som rev alle med.] Efterpaa begyndte talen. Stødvis trængte ordene frem baaret af en selvoplevelsens overbevisning, der rev alle med; M Men saa kom Talen. Stødvis som en hæmmet Fos trængte Ordene frem. Alle var med. O
- Øra-Jon] John; M John O
- Og han var en pen gut. Men finn – – aa nei, hun turde vist ikke for moren, maatte sagtens sidde hjemme og læse lange prækener for hende isteden. Saan var det bestandig. Aldrig moro, aldrig lov til at være i lag med ungdommen, saa meget hun end tagg og gnog.] Aa nei, det turde hun nok ikke for moren; M sekvensen finnes ikke. O
- «– Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder, det er en levende sandhed!» skreg prædikanten.] «Du gaar til helvede, kjære fiskerbroder» lød det skjerende ud over forsamlingen; M «Du gaar til Helvede, kjære Fiskerbror, det er en levende Sandhed», lød det skjærende gjennem Stuen. O
- De sidste ord var næsten uhørlige for graat. Kvinderne tørked taarer med sine lommetørklær, mændene snød sig i fingrene, og luften ruged tung over stuen, mættet af stanken af svedte mennesker, støvlesmurning og hodevand. Og lampen brændte med gulbleg, døsig flamme.] De sidste ord kom næsten hviskende. Kvinder græd, mænd pudsede snød næsen; M De siste Ord næsten hviskedes. Kvinderne græd, Mændene begyndte at snyde sig. O
- Jeg hadde i denne time brændt i det dybeste helvede] Jeg havde i denne stund brændt i det nederste helvede; M Jeg havde i denne Stund brændt i det nederste Helvede O
- (…) hvor de fordømte brænder uden at fortæres i evigheders evighed] (…) hvor de fordømte brænder i evighed; M hvor de Fordømte brænder i Evighed O
- Fraaden stod ham i mundvikerne, øinene skinte af vanvittig angst. | I den disige, indestængte luft, hvor lampen næppe orked lyse, fik synerne liv og virkelighed, ikke alene for ham, men tillige for flere aftilhørerne. Hvide ansigter løftedes mod ham, snufs og støn og tunge suk svarte paa hans rop. Han la haanden over den vaade pande.] avsnittet finnes ikke. M avsnittet finnes ikke. O
- færdig til] med armene udstrakt færdig til; M med udstrakte Arme færdig til O
- Krampen tog Per-Nilsa Karen, hun segned af stolen og vred sig tudende paa gulvet.] Der lød dæmped jammer og graad, saa et skjærende skrig. Per-Nilsa Karen havde faaet krampe; M En dæmpet Hulken hørtes, afbrudt af et klagende «Herregud», saa et vildt Skrig. Else paa Stangen havde faat Krampe. O
- med gribende klør] og slikkende ildtunger; M og slikkende Ildtunger O
- Jeg har et budskab] Jeg har et budskab; M Jeg er et lidet, lidet Lam O
- Paulina kom ind for at stelle med ovnen.] Her var en gjenstridig at overvinde, der en bedrøvet at trøste og tilfreds med sit dagsverk gikk han nu mæt og træt om i stuen med hænderne i bukselommerne og nynned paa en af sine vækkelsessange / «Blir dig dagen for lang / syng din fiskere sang / og drag garnet med kraft / nok engang.» | Paulina kom for at stelle med ovnen. M
- Mumled indimellem: «Tak kjære gud»] (…) og mumled nu og da et «tak herre Gud», saa et «lader os bede» M
- Under bønnen grebes hun af en sød fryd, en hellig løftelse, fordi hendes synder nu forlodes hende, og da han efter bønnen trykked sine kjødfulde læber mod hendes (…)] Under bønnen grebes hun lidt efter lidt af en sød fryd og da broder Olsen efter bønnen i det han citerede Paulus «Hilser hverandre med et broderlig kys», trykkede sine kjødfulde læber mod hendes (…) M
- Hun holdt paa i spiskammerset med at veie talgen til lysestøbningen.] Per Nilsa Karen stod ute i spiskammeret og stelte med noget talg. Hun sang med høi røst under arbeidet, vel vidende om, at han der inde hørte hvert ord. «Disse ere de, som i sin ungdom rød / kom til sin frelser som han trolig bød. / Jesus gav dem hvilen sød, / toet i lammets blod.» M
- Herren har nok rigelig overgydt dig med sine gode gaver. – Mine smaa æder det tørre brød, men gud være lovet for alt!] Herren har nok velsignet din flid, søster, men mine smaa æder tørt brød. M
- (…) ihøst hadde de maattet slagte ned baade smaat og stort, for høiet raadned i saaterne. – Saa talg var det eneste fede, som fandtes i hendes hus for tiden.] «(…) i høst har vi maatted slagte ned kreaturene for høiet slog aldeles feil. Talg er nok det eneste fedt jeg kan rose mig af har. » M
- Aa signe dig, søster] Aa tak kjære søster M
- den bedste talga mi] al talgen min M
- I undren sad de] Stor blev bevægelsen M
- Kvinder skal vidne med bedækkede hoveder i forsamlingen] Kvinderne skal bede med bedækked hoved i forsamlingen M
- lus] en lus M
- At den skammen skulde times hende!] At en slig skam skulde ramme hende. M
- (…) og da gjorde ligfølget sit bedste og grov, hvor de trodde det maatte være tørrest; derfor var gravene strødd udover uden nogen orden] (…) og da gjorde ligfølget – der som oftest grov graven – sit bedste for at finde en forholdsvis tør flek. At lede grundvandet bort, var der ingen, der tenkte paa, ligesaalidt som at holde kirkegaardsmuren ved lige. M
- Sultet og slidt sammen med ham og født ham fjorten barn, dem vorherre hadde kjendtes ved seks af og tat til sig i halsesygen. Men det var altids tungt nok at slide frem de andre otte. Ingen af hendes slægt hadde git hende en haandsrækning eller saa meget som sat sin fod indfor døren hos dem i alle de aar, hun hadde bodd her. Nu kunde det være det samme: ældste gutten, Jon – efter faren – skrev sig til konfirmation inde i hovedsognet idag, om nogen uger vilde han være voksen og kunne hjælpe faren med fisket, og de andre vokste fort til.] Sultet og slidt sammen med ham og født ham otte14 børn, hvoraf vorherre havde kjendtes med ved seks og tat dem hjem til sig; M af dem Vorherre hadde kjendtes ved seks og tat dem til sig i Halsesygen. A
- Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af gigt og lei at komme udaf det med. I landligge laa han helst paa sengen og smatted paa snadden uden at ta sig det skabende gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt.] Alt var vanflidd og fattesligt. Vinduerne stoppet med filler (…) og enda fik én fare varlig frem og drøie foret med tang, tare og fiskeaffald skulde én faa dem fremfødd; M Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af Gigt og lei at komme udaf det med. I Landligge laa han helst paa sengen og smatted paa Snadden uden at ta sig det skabende Gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt. A
- heller] hellere A
- leiheden] Tort A
- Han môl ordene indi sig] Han sa Ordene med tyst Mæle A
- som neppe har søgt] der knapt har søgt A
- i himmelblaaet] i den graablaa Himmel A
- dettan] dette A
- altsammens] altsammen A
- Øra-Jon] Jon A
- (…) messefald-søndagene hjemme hadde hun postillen og testamentet, presten hadde git hende til konfirmasjonen] (…) eller ogsaa læste hun i postillen – han Lars Lindrot var en velsigna mand – og det nytestamente hun havde faat i konfirmasjonsgave M
- en særstilling] en noksaa fremskudt stilling M
- (…) da de hented hende, var hun byklædt, med krinoline og kysehat] Hun kom tilbage som en hel aabenbaring til den afstengte bygd i krinoline og sirtses kysehat M
- Efterat hun hadde giftet sig og flytted til Krabvaag, hvor havet ustanselig urodde hende, handled viserne mest om forlis og død. Ellers skrev hun paa bestilling ligvers til at sætte paa gravene] Efter at hun havde gifted sig og flytted til Krabvaag, hvor havet til enhver tid brød mod land skrev hun sørgelige viser om forlis og død. Et og andet længselsdikt efter den lune fjord blev nok ogsaa skrevet og delt ut blandt venner og slegtninge inde i fjorden, ellers var det mest grav ligvers til at sætte paa gravkorsene hun skrev. M
- For han hadde været fremsynt og maattet følge de døde (…) | At hun selv hadde en snév af samme synskhed, fik hun rede paa sidste aaret faren levde.] Folk sagde om hende at hun var fremsynt og at hun havde arvet det efter faren, selv vilde hun aldrig ind paa det kapitel og slog det altid hen i snak naar nogen spurte hende. Men hendes far maatte virkelig følge de døde. M
- «Gud hjælp mæg er ikkje far din ude i sligt veir. Fort dig ud og nør paa varmen, saa han kan faa sæg en skvæt varmt i livet.»] «Gaa ud og faa paa noget varmt, det er far din som kommer.» M
- Langsomt og klart klang det i nattestilheden for de to, som skræmt hørte paa.] langsomt og klart lød slagene gjennem stuen M
- Det var som strævde han med at faa sagt noget til moren; men hun jamred: «Herre gud!» og saa var han borte.] Han saa paa moren som om han vilde sige noget og saa var han borte. M
- Selv la hun sig tæt op til hende, for mørkerædheden og uhyggen greb hende slig, at hun laa og bævred.] og krøb selv op til hende M
- Han sad lyttende (…) og moro gjaldt.] avsnittet finnes ikke. M
- Allerhelst (…) den mindste fornærmelse.] avsnittet finnes ikke. M
- nogen anden slags dævelskab, han nødig vilde opi] nogen anden slags helvedesskab M
- Per-Nilsa Karen blev sagtens ramm i hugen, saa høgbrynt hun var] Mor hendes vilde bli rasenes M
- Han trev hidsig luggen fra panden.] Hadde han ham her, denne tykvommen af en prækar, saa skulde han næsten ha faat paa helligheta si. Fare slig rundt gaaran og gjøre folk tullat. Han slog hidsig den hvide luggen op af panden og slengte klompan ned i kisten. M
- Var han ikke ligesaa god som enhver anden fordi om faren hadde været finn? For det maatte være for dét Per-Nilsa Karen hadde imod ham, og fordi han var husmandsgut – for simpel for Raslægten.] Var han ikke lige god som de andre fordi om faren hans havde været husmand, ingen vidste hvor fattigslig det havde været for dem inde paa Øra mens han vogste op. M
- «Du e’ den fø’ste, ser du.»] «Det er ikke kommen nogen enda.» M
- «Dittan e’ kong Carls vals, den maa du synge med, hvisom du kan ordene.»] «Nu er det kong Carls vals, den maa du søng synge med, hvis du kan oran.» M
- Og par efter par dansed ud. De flinkeste rangveien inde i ringen af de øvrige. Blandt dem var Øra-Jon og altid med en af de vakreste jenterne. Øiet lyste, munden lo, spræk og ledig førte han hende paa den trange plads. Adskillige maatte gi tabt, men ham danset ingen af gulvet.] Par efter par dansed ud. De flinkeste rangveien inde i ringen. Der holdt Øra John sig mest. M
- (…) for endnu vidste de ikke saa nøie, hvor mange lægprædikanten hadde mærket.] (…) endnu vidste man ikke saan paa en prik, hvor mange der var blit vakt. M
- «E’ ikkje du faret til hemmels, Jon-Marta, som holdt i føten’ paa Per-Nilsa Karen under nedfallssotta paa opbyggelsen?»] «Er ikke du reist til himmels, Karel Anna, du holdt jo i beina paa ho Per Nilsa Karen da ho fekk nedfallssotta paa opbyggelsen» M
- «Herre gud, Paal, æg e’ paa treklompan!» Han slog ned i hende, halte hende frem og tramped alt takten, hun misted klompan og tripped efter paa hoselæsten. Folk drog sig unda.] «Herregud, Ola, eg e paa treklompan!» «Han røske dæg, kan du ikke spen di a dæg!» Man drog sig unda. Naar Kvalen dansed, moot han ha rom. M
- «Han røske dæg, spell fortar!»] «Spell fortar for helvede» brølte han. M
- De lo. De skreg. Par dansed ud] Man lo, man skreg, man blev vild. Flere par dansed ud M
- Nu vil jeg en sang (…) ømt farvel!] Ja egteskabet det er skønt det hør man mange sìr / En yndig drøm for giftelystne pìr. / Men nu vil jeg fortelle jær, jo sandt det er mintro, / Hvordan det gik et par paa Nørrebro. / Tralalala la, tra lalalala la la la! M
- «Godkveld!» Mælet hans var tykt, og han kjendte sig kold langs ryggen. | Hun skvatt til. Var han her – – hvorfor ikke med dem som dansed? | Hun var der ikke selv – hadde vei glemt, at hun lovde ham det? Fan saa van hun var til at træffe. | Hun saa op paa ham.] «Go kvel!» mælet var tykt. Han frøs. Hun skvat til «Jøsses hvor du skremt mig! Er du ikke paa dans?» | «Nei, du er sjelden at træff nu om dagen.» | Hun saa paa ham. M
- (…) at sinnet tog ham] Han blev ond M
- Og slig var de allesammen! Hellig i munden, men hjertet – – – | «Jon!» hun kylte pakken i ham og la paa sprang.] Er slikt gudelighed? Develen steik kan eg ikkje ha lyst til at slaa dem i hjel hele smørja!» | «John!» Hun slap pakken i sneen. M
- «Jon,» hvisked hun inderlig og strakte haanden efter ham.] «John» hvisked hun i graad og gikk stilt ind. M
- Der var ikke smaatteri, som sledes under fisket, mindst to par sjøvotter og et par handingsvotter til mands og desforuden hoser og læster til ombyttes;] Kjærringerne havde sit visse arbeide aaret rundt, stelte huset og ungerne og fik paa hand og fod til mandfolkan. M
- og skrønte med krambodsvenden] og brugte sig paa krambodsvenden M
- hver evige torsk] hver eneste mort M
- Og tærged de ham, skulde de bætterdø’ faa føle det!] Tirred de ham skulde de nok faa gaa igjennom. M
- En bindende fuldmagt] En uindskrænket ræt M
- (…) bare én dypped dem i sjøen. Penge i massevis, brændevin blev der rigelig raad til, og ubegrænset kredit fik de i Bergen.] (…) bare man dypped dem nedi M
- redded seks ranværinger] redded seks mand M
- ligesom] justsom M
- kjørene] beistene M
- Krøtterne gnubred og aad] Kreaturene gnubred høiet med korte glæfs og i langsomme tag M
- Nysolen (…) i morgen.] kapitlet finnes ikke. M
- En efter en fanged tinder og nuter ild] En efter en fanget tinder og nuter ild; H En efter en fangede Tinder og Nuter Ild af dens Straaler N
- til knauserne] til knauserne; H til Skogen N
- Ogsaa fjeldet over Krabvaag] Ogsaa fjeldet over Krabvaag; H Ogsaa fjeldet over Bredvik N
- Snart strøg den bjerkesnar] Snart strøk den bjørkesnar; H Snart strøg den Skogtopperne N
- Krabvaag] Krabvaag; H Gaarden N
- Oppe paa salskammerset hos Iversen sad hans gamle mor.] Oppe paa salskammerset hos handelsmanden sat hans gamle mor; H Oppe paa Kammerset sad farmor. N
- sprængte lysskjær ud i værelset] sprænkte lysskjær ut i værelset; H sendte Lysskjær ud i Værelset N
- nysolen] nysolen; H Solen N
- holde bogen] holde boken; H holde Bogen atpaa Ryggen N
- aabner] aapner; H tager den op N
- om hun var var feig iaar] om hun var feig iaar; H var feig N
- glatted den ud] glattet den ut; H strøg den ud N
- skifted over i grønt] skiftet over i blaat og smaragd M
- klap, klap, klap sa det travle traakk] Klap, klap i ilter travelhed M
- Rokken stansed.] Rokken standsed et bel. M
- var ny og velsmurt] var ny fra marked i fjor M
- «Ka e’ det, du tænk paa?»] «Hvad er det du tenker paa?» M
- «Ka e’ det han Øra-Jon lusker etter i fjøsen kvereinaste kveld?»] «Hvad er det han Øra John graver i fjøset efter hver eneste kveld?» M
- Han hadde vel finnforgjort hende (…) hun hadde redet.] avsnittet finnes ikke. M
- Men det vilde Per-Nilsa Karen si Paulina, at gjorde hun hende den torten at kaste sig bort til Øra-Jon, saa stængte hun døren for hende og vilde ikke se hende for øinene. Hun kunde gjøre af sig, hvor hun vilde. Men ikke trodde hun, at den gromme farsslægten hans hadde stor plads for hende i finngammen sin, og andet husrom hadde han sagtens ikke at by paa, spetaklet!] Men det siger jeg dig – ordene kom skrikende – gjør du mig den torten og kaster dig bort til et slig spetakkel, saa skal jeg lægge dig paa fanget og dænge dig, om du er aldrig saa voksen. M
- «(…) kan vel vær’ likegod kar, før om faren va finn»] «(…) han kan vel ikke gjør for at foreldran var saa fattig» M
- til blodet flød] saa han Ola smed skomager fik et blaat øie M
- Han hadde ikke været paa dans i hele julen og ikke smagt en draabe brændevin heller] han har ikke gaaet paa dans i hele jula M
- Hun var kommet ud (…) bli det var.] sekvensen finnes ikke. M
- Vorherre hold handa over folket]] Vorherre holde sin haand over folket M
- ingen mors sjæl] ingen levende sjæl M
- blindflu og flaa ikring] baaer og blindskjær indimellem M
- «Han kjend’ sørlig!». Det hørtes saa voksent opgit.] «Han kjender sørlig», det kom saa underlig voksent fra en liden ytterst ude. M
- Dræggene rasled ud] Ankeret firtes M
- la sig indunder odden for at være rede] la sig i ly under næsset om det sk færdige til at redde M
- «Nu bryt ho att.» – En gammel fisker sa det, og kvinderne vaanded sig.] Hun bryter igjen. En af gutterne sagde det. Mænderne stod med sammenbidte tænder, kvinderne jamred. M
- utilnærmelig] kold M
- Gravøllet] Begravelsen M
- de indsunkne øine] de brustne øine M
- kakemænd og kakekoner og kakedyr i alle skikkelser] M: kagemænd og kagedyr M
- Slig hadde ingen uden faren legt med hende, derfor var hun glad i dette minde, det gjorde ham inderligere kjær for hende.] Dette minde havde vokset sig stort hos hende fremigjennem aarene, og var hendes dyreste skat. Det gjorde, sammen med indtryk hun ikke kunde huske og ikke gjøre sig rede for, faderen overmaade kjær for hende. M
- en from tryghed dalte over hende] en sød tryghed ved at være hos dem begge M
- og naar hun (…) som de kunde] sekvensen finnes ikke. M
- det saa jussom for leit ud] det saa ligesom saa leit ud M
- med det samme] strakst M
- til at skrive] I forlengelsen her er det i M en vise på syv strofer. Den første strofen lyder slik: John jeg elsker dig, du det maa vide. / Ei længer jeg skjule det kan i mit bryst. / Min taare nu rinder / ved tanke paa vennen, som fra mig er skilt..
- Længe (…) formaadde.] i forlengelsen fire sider som ikke finnes i F. M
- Dannel Per-Nilsa] Jo Per Nilsa; M Per Krabvaag S
- Det var kledt i mørkeblaa klæesklær med fine knapper baade i frakken og vesten.] Han var klædt i mørkeblaa klædesklær, med guldsnor baade om armene og halsen. M
- Paa den høire haanden hadde han en svær guldring, og lommeur af det reneste guld med en kjæde net saa tyk som fingeren min.] Paa den ene haanden hadde han en tyk guldring; M Det laa næsten skjult af Tang, bare høire Haand, hvorpaa en tyk Guldring blinkede, stak frem. S
- Han Dannel tog det altsammen og desuden en svær pung med guldpenger, som var i en af lommerne.] En Silkepung fyldt med Guldpenge havde nær faat ham til at skrige høit af Glæde. S
- Han vendte hjem med en ustyrtelig mængde sølvsager og anden stas, som endnu er at se levninger efter paa Raen. Den storblomstrede silkekjolen, farmor til Paulina fik paa sig i graven, skulde være kjøbt paa den færden, og øredoppene, hun arved efter hende ogsaa.] han kom hjem med en ustyrtelig mængde sølvsager og anden stas, som endnu er at se paa Raen M
- i sin fastanes søvn]] i sin sødeste søvn; M i sin sødeste Søvn S
- i sin søtanes søvn] i sin sødeste søvn M
- Han Dannel blev ligbleg og kjærbá hende Valborg om at faa komme til væggen] (…) før han bleg af Rædsel hviskede: «Aa, Valborg, Valborg, lad mig faa komme til Væggen; det er ham, som jeg fandt Pengene hos» S
- (…) og greb han Dannel i høire akslen] (…) og greb om skulderen hans Jo M
- I det samme forsvandt liknelsen] I det samme var han væk M
- det sved og pirked i skulderen] ei rar svena i akselen M
- vyrdet] vørte M
- Akslen og overarmen var gul og grøn og ophovnet, akkurat som en stoppet pølse, men i mærkerne efter fingrene var gaat hul, og der tyted blodvaag ud.] Skulderen og overarmen var baade gul og grøn og ophovnet i en eneste pose; i merkerne efter fingrene var der gaat hul og de stod fuld af materie og blod. M
- maked det saa] laged det saa M
- Men det var gagnløst.] Men det hjalp ikke det grand. M
- ajerte som bedst] dreiv som bedst paa M
- Men Sortlandsdokteren, han reiste til hende og spurte reinspika kolsen hun bar sig ad med at kurere folk, han hadde git op.] Men Sortlandsdokteren, han Frølik, han gikk til hende og spurt hvorledes ho hun bar sig ad med at gjør folk frisk som han ikke kunde raa med. M
- i et aparte tilfælde] i et sligt tilfælde M
- og rodde ind i Eidsfjorden] og reiste indover M
- gikk enslig op] gikk op alene M
- Men saa fælen var han aldrig blet, som da han traf hende Finn-Berret, og hun paa staaende flekken spurte, koffer han hadde drygd med at komme.] men det skal han ha sagt, at saa fælen havde han ikke været i hele sit liv, som da han kom ind og fik se ho fin Berret og ho spurte, hvorfor han ikke var kommen før med det samme han saa merkerne kjendte svena. M Da Per hilste Godkveld, saa hun skarpt paa ham og sagde: «Sæt dæg, du e møkke daarlig.» S
- Han vidste da vel, at daumandsgreb var det værste en kunde raake ud for.] «Ja, var det ikke det æg hveste, de e’ daumandsgreb.» S
- Kaldsvedt segned han ned paa bænken indfor døren og ropte: kor i guds navn hun kunde ha greie paa det.] Han segned ned paa krakken ved bordet. M
- det var en stank] det var en lugt M
- der valt skum af mundvikerne] skummet stod ud af munden M
- Han søgte prest og han søgte dokter; men Paulina hadde vel hørt, at han utpaa vaarparten døde som en elendig Lasarus, saar og sundverket over hele kroppen.] Han søgte nok baade prest og dokter; men du ved han døde som spedalsk; M Per blev spedalsk for Resten af Livet. S
- (…) som sad med haand under hage og stirred ind i glomørjen] (…) der sad bleg og ræd. I M er det en fortsettelse på kapitlet her. M
- De brede, tobaksgule tænder gliste inde i skjegget] De brede gule tænder med synlige rester af den sidste skraa lyste mellem skjegget M
- husvalelse] vederkvægelse M
- saa han glemte sig og udstødte korte menneskelige knægg] Han glemte sin verdighed, blev menneske og udstødte korte knæg, der bragte vand i hans melkehvide blege øine M
- Og han fortjente al den beina, de kunne gi, slig et guds sendebud han var!] Og han fortjente baade at skydses og mere en slig gudsengel, han var! M
- hvidned] lyste M
- Og disse kvinder i den afstængte bygd, hvis prest hver tredje søndag traadte op paa annekskirkens høie prækestol, og kun for de færreste af menighedens lemmer hadde vist sig uden kjole og krave, trængte næring for følelseslivet som andre mennesker.] For disse kvinder i den afstengte bygd, hvor presten kom hver tredje søndag og holdt sin præken uden at komme i nogen nærmere berørelse med sin menighed, de trængte næring for sit følelsesliv, som et hvert andet normalt menneske. M
- stærke og selviske forkyndelse] brutale maade at forkynde evangeliet paa M
- sin kaldelse fra vorherre] sit direkte kald fra Herren M
- Det hadde været aparte godt fiske.] Det var et prægtig sjøveir. M
- Rundt kjøbefartøiet (…) paa ham.] avsnittet finnes ikke. M
- paa bergakslen] paa Krabvaaghalsen M
- Han suged og veired i lange drag] Den mindte ham om den tid, han selv rodde fiske, og han suged den ind i lange drag M
- Gud skulde vide (…) var det.] avsnittet finnes ikke. M
- øvet sin pligt og vogtet hende] ikke havde været aarvaagen nok M
- (…) det han ogsaa gjorde, men i sinne forpligted han sig paa ikke tiere at sætte sin fod der. Han var ikke noget nar, hverken for hende eller for den skinhellige moren hendes.] (…) det han ogsaa gjorde, men i sinne og med haarde ord. Han var blit saa rent urimelig hidsig i det sidste og vilde ikke forstaa nogenting, som angikk hende. M
- Per-Nilsa Karen sukket høilydt og fældte taarer;] Per Nilsa Karen græd medlidenhedens taarer over sig selv mellem sprikede fingre, dem hun holdt for ansigtet. M
- forstokkelse] trods M
- dine veie] din trods M
- Der gled et blegt glimt af et smil over Per-Nilsa Karens ansigt] Der gikk et triumferende grin over Per-Nilsa Karens ansigt M
- Og hun bekjendte, uden undskyldning, og uden forklaring] Ingen undskyldning, ingen forklaring, ikke et ord om lange nætters graad M
- Stemmen blev hardere, «han e djævelens redskab og ender ikkje, før han faar gjort dæg tel det samme. (…)»] Han er et djævelens barn og søger aldrig gudshus og opbyggelser. Han vil føre dig i evig fordærv. M
- Herren tvinger mig] Mor vil det ikke og Herren tvinger mig M
- penneskaffet] trolig feilskriving for «penneskaftet».
- bar bud] bragte bar tidende M
- Ikke vilde han gaa nar længer for Rakjærringen og datteren hendes! Det skulde være svoret] Fan om han vilde gaa her længer som ap for Per Nilsa Karen og den gromme datteren hendes M
- (…) men skidt i det! Der gaes altid penge i karsk mands næve.] (…) men hva brød han sig om det, nu havde han bare sjæla og skjorta og sørge for. M
- Vanke her til skumpelskud for gud og hvermand maatte fanden orke.] For ikke vilde han gaa her som ap for ho Per Nilsa Karen og den gromme datteren hendes. M
- det skjæreste opspind] løgn og paafund M
- (…) men sandheden hadde han da faat levert hende midt i fjæset, og den saa god og grundig, at hun aldrig hadde hørt den saa reinspika før] (…) men sandheden havde han da faat sagt den forbandede kjærringen, slig som hun vist aldrig havde hørt den før M
- falskhed] svig M
- (…) og i gungrende døn lød hid op sjøens jevnt stødvise slag mod fjeldfoden] Han hørte dønnet af dets aande, hvergang det brød mod land, der fjeldet stod og ærted i urokkelig trods, vilde ikke vige, vilde ikke rikke sig af flækken hvormeget det rased og skummed [overstryking] ved nat og dag, og som fjeldet laa holmer og skjær, alle paa ært mod det store, der vilde knuse og sluge M
- i afdagningen] i graalyset M
- Det lakked kanske til hans siste stund ikveld. Engang skulde saa det ske] Han døde vist ikveld, fik saa være. Vi var alle skyldig Gud en død M
- som hun hadde bedt og gnaalt om]] som hun havde tigget han om M
- Maatte vorherre anname sjælen, sukked han stilt] Vorherre tog vel sjelen, arbeidede tanken vidre M
- Engang traadt møst og saa – – – –] Et eneste feiltrin og han var knust M
- Stille tassed (…) Kanske – – – –] kapitlet finnes ikke. M
- til sin hjemstavn] mod barndommens kjendte steder M
- rodde erfugl] svømmer erfugleskarer i hundrevis M
- ség] flyder M
- Steggerne slôss, og hunner fulgte kjælent de seirende.] hannerne i hidsig indbyrdes kamp, hunnerne øm og kjælen altid følgende den ster
vindende seirende indtil en sterkere kommer M
- Hed stegte solen (…) yngelen sin selv. – – –] sekvensen finnes ikke. M
- At hun lod (…) at kvæle hende.] sekvensen finnes ikke. M
- gjennem al hendes krop] gjennem hendes hele legemet M
- kværked glæden] strøg glæden ud M
- Det var lausingsunge, det hun bar under hjertet.] Det var en lausingsunge hun bar paa. M
- (…) la hodet indtil graven.] (…) satte sig ved graven M
- Herunder hviler det jordiske Støv af velagtede Gaardmand Per Martines Nilsen.] Herunder hviler støvet af Per Martin Nilsen. M
- Du møst mykje du stakkar, daa han sløktes.] Du mistet meget, da han lukked øinene. M
- øiet er brusten] øiet er brustet M
- nu hader mig] foragter mig M
- M har her en visestrofe, som ikke er med i F: Naar stjerne skjæret paa himlens blaa / sender sin glans til jordens vraa / da vandrer jeg endsom til graven. / Mit pinte hjertes blødende saar / i taarestrømmen sin lindring faar / ved din grav i dødninge haven.
- (…) stod sammensunkne, brunbrændte høisaater og raadned, og nattefrosten hadde alt sværtned toppene paa potetkaalen] (…) stod høimuerne brunbrændt og sammensunket og pottetgræsset havde alt kjendt frost M
- Og til ringe gagn blev det, at seien vaded under land] Og vaen nytted det ikke at tænke paa saa længe skodden laa saa tyk at der ikke var medglødt at faa engang M
- Det skulde Per-Nilsa Karen ha indom ørbeinan, kolsen hun saa snudde og vendte sig – Ikke skulde hun gaa der upaatalt og tyne livet af datteren i vorherres navn. – – – – Tvi vore slig gudsfrygt! – En fik hjælpe, dér det trængtes, og løier skulde det bli at se fjæset til Per-Nilsa Karen, naar indholdet af Øra-Jons brev blev sagt hende.] Det skulde Per Nilsa Karen ha indom ørbeinan M
- furet og bittert] furet og gammelt af indbildt lidelse M
- Men hun lo blidt, dasked sig paa knærne og var saa overvættes glad over slig uventendes besøg.] Nei korsbevars er der slige fremmede ude og gaar. M
- Det høvde sig nu slig idag, siden veiret var saa kontralig.] Aa, det høved sig nu bare slig i dag siden det ikke er høiveir. M
- Kolsen lev ho Paulina?] Hvordan lever Paulina? M
- «Nævn ikkje hende!» Hun var blet Per-Nilsa Karen et saa altfor tungt kors] Du skal ikke snakke om hende. Hun er blit mig et tungt kors M
- Aa, hun sad vel oppe paa loftet og hang som vanligt] Næsen blev hvas. Hun sidder vel oppe paa loftet og hænger som vanligt M
- saa op med sultent blikk] saa op med rædde spørgende øine M
- tel djupeste helvete] til hedeste helvede M
- (…) og nysmurte klinelefser, goro og sodakage] (…) og nysmurte lefser M
- (…) var han lige saa hognelig som de to, her sad, endda der var finneblod i ham] (…) er han ligesaa god kar som ho er jente, jeg er glad i de begge to og ved godt hva jeg siger som baade du og jeg enda der er finblod i ham. Og hva det angaar, at han er en fattig husmandsgut, saa er han ikke den eneste, som har lagt sin elsk paa en gaardmandsdatter M
- med snurpede smil] munden lo mens øinene tog koldt maal M
- omsonst] for ingen ting M
- det mutterste gran] noget M
- pass og omtanke] flina M
- Aaja, verden (…) for kummer og nød!] passasjen finnes ikke. M
- uskyldige krypet] uskyldige kræ M
- «Du lyt komm ind nu – det dræg mod slutten med ho Paulina.»] «Du faar komme ind nu, ho Paulina har vist ikke langt igjen.» M
- (…) men Lars-Johan Else lukked stilt døren. | «Her e fleir inde i nat end vi an’. – Ka i Jesu navn e det, som staar paa!»] (…) Vi faar lukke døren i Jesunavn sa Else og gikk ind. | Den syge slog op øinene. Mor der staar han far! Hun pegte mod fodenden af sengen og smilte mot noget andre ikke kunde se M
- «Mor,» den syge reiste sig rapt og rank. «Mor, faar æg peng tel brurkjole – –?»] Mor! Den syge reiste sig halvt op og saa frem for sig med store øine mor, faar jeg brudekjolen paa? M
- Kjær (…) det de vilde. – – – –] sekvensen finnes ikke. M
Ordforklaringer, saksopplysninger, rettinger
- Tittelbladet Regine Normann | Krabvaag | Skildringer fra et lidet fiskevær | Kristiania | Forlagt af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) | 1905] H. Aschehoug & Co. forlag ble grunnlagt i 1872. Forlagssjef William Nygaard d.e. (1865–1952) var RNs kontaktperson i forlaget og den som tok imot manuskriptet til Krabvaag.
- veir] (-et), vær
- sildefisket] knyttes i O til sildefisket til Eidsfjorden i Vesterålen, berømt for et legendarisk feitsildfiske i 1880; storsildårene i Vesterålen var i perioden 1863–1874; også i 1894 var det stort sildefiske i Vesterålen (Straume 1962, s. 162; Hovland 1995, s. 135–152)
- Per-Nilsa Karen] Karen, Per Nilsens hustru; gno. -son i farsnavn ble med tiden til -so, -så, -sa i Nordland; kjent nordnorsk navneskikk å sette ektemannens navn foran konas fornavn, bl.a. brukt på Andøya og i Bø i Vesterålen; en mer moderne form vil være Per Nilsa-Karen; vanlig nordnorsk skikk å benytte kun mannens fornavn som bestemmende ledd, f.eks. Ivar-Olina, Petter-Anna, Gunnar-Petra, Hartvig-Kaia og Litj-Edvard-Bergitta; i M skrives navnet Per Nilsa Karen uten bindestrek; om nordnorske navnskikker, se Jensen 1967, s. 183f.
- Raen] vanlig navn for å betegne en formasjon i landskapet oppstått av en endemorene; Raen et stedsnavn innen gnr. 49 Nyke, Bø i Vesterålen, navnet finnes også andre steder i Bø; for drøfting av ordet Raen mht. overgang i kjønn og tall, se Myrvang 1982, b. B, s. 146
- skinfæld] (-en), skinn til overbredsel i senga; jf. overbredsel: teppe man har oppå dyna, et pynteteppe; jf. «Breidsla (f): et Dække, Tæppe» (NO)
- sine blotte øine] sine bare øyne; øynene sine; jf. blott (her adj.): bar; «se noe med det blotte øye» (RO)
- skræppekar] (-en), kar som driver skreppehandel; kramkar (RO)
- «Sjælens Harpetoner»] antakelig salmeboken Sjælens aandelige Harpetoner, samlede og udgivne af Th. Bjorheim, Trondhjem 1886
- brisk] (-en), einer; (opphakkede) einerkvister; strø brisk på gulvet, egtl. «noe som knitrer, spraker i ilden» (RO); eine(r) er det eneste vanlige navnet på busken i Nordland; i sin håndskrevne ordliste har RN ført opp
brisk synonymt med bruse, med forklaringen «ener, brakje» (RNs priv.ark., UBTØ)
- vansmægtet] pret. av vansmægte: lide sterkt (av mangel på noe); tæres av lengsel (RO)
- to eina] (adv.), dial., bare de to
- slaskede] (adj.), som henger løst, sjasket
- mæle] (-t), stemme; mål; taleevne (RO)
- liggendefæ] (-et), gods, eiendom (EO), her: gaver
- vederkvæget] pret. av vederkvæge: forfriske; kveike på nytt; live opp; styrke
- et opvækkelsens pintseveir] her: en omvendelsesbølge
- lægprædikant] (-en), legpredikant: predikant uten teologisk utdanning (RO)
- torv] (-en), rester av omdannede myrvekster brukt til brensel; torvhaug, der man skar, rauket, muet og sætet torv, hørte med til en vesterålsgård; torvhaugen gjerne plassert opp mot utmarka; torv vanligste brensel i Vesterålen rundt 1900; se Fjærvoll 2000, s. 78–80, Johnsen 2000, s. 69–71, Sæther 2000, s. 72–77
- ere] (v.), flert. pr. av være
- toet] (v.), pret. av toe: vaske; tvette; toe sine hender (etter Matt. 27, 24): «si seg, være skyldfri, fraskrive seg ansvaret for det som kommer til å skje» (RO)
- kotalglysene] best. flert. av kotalglys (-et), lys laget av talg fra ku, av dårligere kvalitet enn talg fra sau
- overgydt] part. av overgyde, her: overrisle; overstrømme
- unnadrott] (-en), avkastning av fedrift; det som dyreholdet har kastet av seg økonomisk; i sin håndskrevne ordliste har RN ført opp som synonymer avdrott, budrott, sommerdrott, med forklaringen «hva kvæget gir av sig en sommer, kvægets avkastning» (RNs priv.ark., UBTØ)
- saaterne] best. flert. av saate (-a el. -en), kjegleformet haug av høy; høysåte vanlig i Bø-dialekten
- rørelse] (-en); 1) det å være rørt; 2) sinnsbevegelse (NOB), her: religiøs sinnsbevegelse
- førstegrøden] best. ent. av førstegrøde (-en el. -a), avlingen som høstes inn først, her: de første som blir omvendt; jf. bib. Ords. 3, 9; Jer. 2, 3; 1 Kor. 15, 20; Jak. 1, 18; Åp. 14, 4 (IB)
- bedækkede] perf. part. av bedække, her brukt som adj.: tildekkede
- blotstille] (v.), gjøre forsvarløs; legge åpen; røpe; blottstille seg: «prisgi sin person til omgivelsenes dom» (NOB)
- times] (v.), vederfares; bli til del (NOB)
- tort] (-en), krenkelse; skam; ubehagelighet (NOB)
- fark] (-en), landstryker; fant; kjeltring
- ør] (-en el. -a), tange el. banke av sand el. grus; i Malnes fjerding, Bø i Vesterålen, sa de ør, i Bø fjerding, Bø i Vesterålen, sa de øyr
- som tiest] (adv.), sup. av tidt: hyppig; som oftest
- forjættelse] (-n), (guddommelig) løfte (NOB); lovnad
- møsbrøm] (-en), heimelaget prim, myseprim; jf. Mysebrim: «blød Ost, tillavet af Valle og Vand, ved stærk indkogning, Søndm. og Nordl.» (NO); trad. i Salten møsbrømlefse: varm lefse smurt m. smør og flytende prim; i Bø-dialekten er møsbrøm og møsbrømlefse kjent særlig bl. eldre
- messefald] det at en gudstjeneste faller bort, oftest fordi presten har forfall
- postill] (-en), prekensamling, andaktsbok
- krinoline] (-n), spileskjelett som holder en kjole utspent
- kysehat] (-en), kvinnehatt med bred brem foran og på siden
- tøndebaand] (-et), bånd av tre el. metall omkring tønne til å holde tønnestavene sammen
- sirts] (-en), omskriving for sirs: glatt, tett bomullstøy; «fineste sort farvet kattun»: bomullstøy (EO); «tynt (toskafts) bomullsty, oftast med appretur» (NA), «sirts = cantun; glatt, tettvove, toskafta bomullstøy, oftast med mønster trykt på ved blokktrykk. Opprinnelig ein indisk spesialitet» (Elstad 1997, s. 154).
- nøst] (-et) naust; lite hus el. skur til å oppbevare båter og fiskeredskaper
- bunding] (-en), strikketøy
- lægdskall] (-en), en kall som gikk på legd, dvs. var på fattigomsorg, pålagt en krets av gårder på landet
- laa paa ligstraa] pret. av ligge paa ligstraa: «nylig være død» (EO), oldn. lîkstrâ: «Straa hvorpaa en er død» (EO)
- mikkelsmess] (-en) el. (-a), omskriving av mikalsmess(e): festdag for erkeengelen Mikael, 29. september
- gaangfærd] (-en e. -a), jf. gongferd: lokal vesterålsvariant av åsgårdsrei: ridende følge av (avdødes) ånder som farer gjennom lufta, særlig ved juletider; i Bø i Vesterålen en vanlig forestilling at gongferda for fra kirkegård til kirkegård; dial. «Nu må det vær gongferda som e ute», se Bøfjerding 1981:54f.
- feig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden»
- bil] (-et), mellomrom; opphold, bl.a. mellom elinger; «Stund, Tid, Tidspunkt (…) Tidsrum, en længere tid» (NO); «mellemrum, tidsrum» (NEO); i Bø-dialekten uttalt «bel»; RN retter seg etter samtidig skrivemåte på landsmål, der gno. kort i ble skrevet i i ord hvor man i dag oftest skriver e; sm. betydn. i Bø-dialekten når det gjelder været har doll (-et): «Nu vart det et doll».
- skymring] (-en) el. (-a), skumring: halvlys, særlig etter solnedgang; mørkning; skyming; i Bø-dialekten «skjømming»
- bilæggerovn] (-en), også kalt uteleggjarovn: «jernovn som var helt lukket ut mot rommet, og hadde ilegg fra et ildsted i det tilstøtende rommet. Bileggerovnen egnet seg godt til fyring med torv og var vanlig langs den mest trefattige kyststripen» (Fladby m. fl. 1981); vanlig i bruk på Andøya: «dei kara glør inni han [ovnen] fra grua. Men han stakk inn i et anna rom og vermte opp dette.»
- nør] imp. av nøre, her: holde ved like; nære; også bet. «nøra, tænde, optænde» (NO); vanlig i Bø-dialekten: «Har du nokka å nør opp med?»; jf. dial. «et lite nor i ovnen»
- «Raab til Gud i havsnød»] bønnen står som tillegg til salmene i Landstads salmebok; finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897; finnes ikke i senere utg., f. eks. M.B. Landstads kirkesalmebok, revidert og forøket, 1927
- annam] konj. av annamme: ta imot; motta, her: ta over
- miskunde] konj. av miskunde: (rel., om Gud) forbarme seg over (NOB)
- skindhyre] (-t) el. (-n), her: sett av ytterklær av dyreskinn, helst geitskinn, til bruk på havet, skinnet ble prekevert på gården, garvet, lutet og barket i seljebark eller bjørkebark; uttale i Bø-dialekten er «skinnhyr»
- morild] (-en), små lyspunkter som kan vise seg i havoverflaten når sjøen er i bevegelse, frambrakt av selvlysende plankton; i eldre Bø-mål egtl. «mor-elj» (av eld), uttalt med palatalisering
- i den høire knyttede næven bar han en tangvase] peker på tradisjonell oppfatning av sjølik med tang i neven, som varsler at en nærskyldt person skal dø; ifgl. folketroen ville man se en slektning el. familiemedlem, f.eks. mann, sønn, far slik akkurat idet båten gikk under og personen druknet; jf. tradisjon om draugen
- ørske] (-n) el. (-a), forvirret el. sterkt åndsfraværende sinnstilstand
- bævred] pret. av bævre: skjelve svakt; dirre (NOB)
- sat til] pret. av sette til: omkomme; dial. pr. og inf. «sett’ tel»
- hag og hændt] (adj.), flink med hendene; netthendt; også i sm.setn. ordhag: veltalende
- flina] egl. flinad, (subst.), stell; jf. (v.),fli: stelle, gjere reint, rydde og vaske (i huset) (NN); «pynte, ordne, mest vest og nord i landet» (NEO); jf. da. fly: «ordne, sætte i stand» (EO); jf. sve. dial. fli: «ordne, pynte» (EO); vanlig i Bø-dialekten i uttrykk som: «Nu må du gå og fli dæ» i bet. vaske seg og ta på seg penere klær
- brændevinsankere] ubest, flert. av brændevinsanker (-et): vinbeholder; anker også gammelt rommål for væske, i Norge 38,6 l
- læddiken] best. ent. av leddik: lite, avdelt rom i en kiste el. en koffert
- klompan] best. flert. egtl. av (tre)klomp: tresko; fotnote i Krabvaag forklarer ordet som «Trætøfler» (Normann 1905, s. 36)
- seiklæ] forklares slik i fotnote i Krabvaag: «Rødt klæde som bruges under seifisket sammen med agnet, naar fisken gaar efter aate» (Normann 1905, s. 36
- hjerken] best. ent. av hjerk: kanten av fotbladet; jf. jark (-en): «kanten af Fodbladet, især den bredeste Deel. Ogsaa om selve Fodbladet ved Roden af Tærne; ligesaa om den tilsvarende Deel af Sko og Støvler» (NO); «jark (kanten av fotbladet)» (GO); RN har, i analogi med samtidens skrivemåte av likelydende ord, valgt å sette en h først i ordet, som ikke hører heime der.
- ramm] (adj.), streng; stram; ond (EO)
- høgbrynt] (adj.), overlegen
- stril] (-en), betegnelse på innbyggerne i nærheten av Bergen
- positivet] best. ent. av positiv: lirekasse, «lidet stueorgel» (EO); flyttbart orgel (RO)
- skumples] pass. av skumple el. skumpe: «stødes, ryste, bevege hid og did» (DO); vanlig i Bø-mål: «skunkles»
- kridtpipe] (-en el. -a), tobakkspipe av ren pipeleire som blir hvit ved brenning
- nedfaldssotta] best. ent. av nedfaldssott (-a el. -en): fallesyke; epilepsi
- trør møst] pr. av trå møst: trå feil; trå i miss; vanlig i Bø-dialekten: «Nu må dokker ikkje trø møst» el. «trø i møss» (først lepperunding i>y så åpning til ø)
- hoselæsten] best. ent. av hoselest: strømpelest
- kjipneste] (adj.), sup. av dial. kipen: overstadig glad, lystig, sprek; sm. bet. som lausspella: glad og kvikk, både i kroppsspråk og tale; jf. e. da. dial. kip: «kjælenavn til kalv» (EO); flamsk kippen: «springe ud, bli til, kalve» (EO); en variant av ordet i Bø-dialekten er kjebben: «en kjebben kar»
- fodbunan] best. flert., egtl. fotbunaden: fottøyet; sikkert brukt både i sko og lugger
- bied] pret. av bie: vente
- for hun ikke var alene] ordstillingen er her som i en leddsetning på grunn av at «for» er valgt som ortografisk løsning for dial. underordnende konj. førr el. førr at: fordi; for at
- storstændig] (adj.), overlegen
- beina] best. ent. av beine: hjelp; tjeneste; ordet er oppført i RNs håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)
- ilingerne] best. flert. av iling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO)
- fiskesnâk] her: godbiter av fisk; snak kan komme av: 1) snok: lukt; teft (NEO); jf. v. snoke; vanlig i Bø-dialekten: «Han for og snoka overalt», om en som går på jakt etter godbiter; 2) feilskriving for snask: slikkeri, jf. (v.) snaska: snuse; lukte (NEO); vanlig i Bø-dialekten: «Æg fann nu litt kakesnask å ha attåt kaffen»
- flidde] pret. av fli: stelle; jf. flina, egl. flinad, (subst.), stell; jf. (v.),fli: stelle, gjere reint, rydde og vaske (i huset) (NN); «pynte, ordne, mest vest og nord i landet» (NEO); jf. da. fly: «ordne, sætte i stand» (EO); jf. sve. dial. fli: «ordne, pynte» (EO); vanlig i Bø-dialekten i uttrykk som: «Nu må du gå og fli dæ» i bet. vaske seg og ta på seg penere klær
- eggen] best. flert. av egg: ytterkant av fiskebanke; lang rygg i havbunnen; «en lang Forhøjning i Havbunden» (NO)
- sjøvotter] ubest. flert. av sjøvott (-en): votter av ull som er strikket kjempestore, ca ½ m., så tøvd til vanlig størrelse; en spesiell sau gav garn til sjøvotter, garnet gikk spesielt godt i hop når det ble tøvd; sjøvottene i Bø vanligvis hvite, laget av garn med lite snurr for at de skulle holde seg myke når man arbeidet; man pleide aldri å kaste sjøvotter, når de var utslitt, brukte man dem til såler på luggene; ikke vanlig i Bø å ha to tomler på sjøvottene, men andre steder i landet vanlig; sjøvottene før i tiden hadde to tomler slik at det skulle være mulig å bytte hand, Qvigstad sier om Storbørra og Lillebørra, sam. Duoddar-Fac’con og Mærra-Fac’con, av sam. fáhcca: vott, to utpregede langsmale åsrygger i Nordkapp kommune: «Sett fra havet ser disse fjell ut som tommelfingrene på en vott. De kalles under ett Porsangtuva» (Qvigstad 1938, s. 71), perspektivet gjør navnet forståelig, sett fra øst el. vest er dette to lange rygger, men sett fra sør el. nord bare to tomler, så smale er ryggene.
- handingsvotter] ubest, flert. av handingsvott (-en): «små vottar til lett handleg bruk» (HO); vanlige ullvotter, grå av farge, i Bø kalt «gråvotter»; halvparten så store som sjøvottene når de ble strikket, laget av en annen type garn enn sjøvottene; brukt til tørt arbeid, som å henge fisk på hjell og lign.
- hoser] ubest, flert. av hose (-en): strømpe; lange ullstrømper
- bundingen] strikketøy
- krambod] (-en), jf. krambu; landhandel
- aparte] (adj.), uvanlig; sjelden; eiendommelig (RO)
- gemenslig] (adj.), liketil; likefram; gemyttlig (RO)
- opkjøberen] best. ent. av opkjøber: en fiskekjøper som kjøper fisk på land el. på tilreisende kjøpefartøy til videreforedling til saltfisk el. tørrfisk; oppkjøperen lå ofte med skip på vågen, kunne gi gode priser på fisk og var konkurrent til den faste kjøpmannen på land, som gjerne hadde gitt fiskerne kreditt på utrustningen og ikke ville at de skulle selge til oppkjøperen; den faste kjøpmannen hadde ofte tak på fiskerne på grunn av gjeld
- storsildaarene] storsildårene i Vesterålen var i perioden 1863–1874; også i 1894 var det stort sildefiske i Vesterålen (Straume 1962, s. 162; Hovland 1995, s. 135–152)
- oljefustagen] best. ent. av oljefustasje: oljefat el. oljetønne; fra nht. Fustage, holl. Fustage, egtl. «stavekar» (EO); «ty. el. nederl. avl. av lat. fustis tønnestav» (NOB)
- taagingen] best. ent. av taaging: riving, her: dra i høyet som ligger fastpakket i et høystål (stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest) for å få ut tørrhøy til å fore kreaturene med; jf. (v.), taage: rive, smh. m. (v.) dial. taa: «opptrevle, sønderrive» (EO)
- høistaal] (-et), stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest
- Evangeliebasunen] kan være Evangelii Basun. Aandelige Sange udgivne af F. Fransen, 2. oppl., Kra. 1883, senere flere oppl. fram til 1890; kan også være Mathisen, Johs.: Evangeli basun: udvalgte salmer og sange af ældre og nyere forfattere, Kra. 1895
- gnubred] pret. av gnubre: «tygge hørlig» (NRO, tilleggsbind); finnes ellers i RNs forfatterskap, f.eks. i Min hvite gut: «gnisl af tyggende tænder som gnubret paa løvkjerv» (Normann 1922, s. 95); gnubre smh. m. det lydmalende verbet gnure: gni, skure
- salskammerset] best. ent. av salskammers: kammers oppe på loftet, ved siden av salen: det store loftsrommet som oftest lå over stua i nordlandshus
- sølvspændt] (adj.), som har spenner av sølv
- feig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden»
- bie] (v.), vente
- Gaa nu hen og grav min grav] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897
- Med sorgen og klagen hold maade –] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897
- Her ligger jeg nu kold og stiv] salmen finnes i salmebøker før 1900, bl.a. i M.B. Landstads Kirkesalmebog og Nokre Salmar, 1897, men ikke i senere utg., f.eks. ikke i utg. fra 1927
- tangbroen] best. ent. av tangbro el. tangbru: rand av tang og tare i flomålet, særlig e. storm; jf. tarebru (ODV); dial. også «tangbruket»
- fiskehjeld] (-en), stillas til fisketørking
- kvide] (-n), sorg; bekymring (NOB); smerte; plage (BO)
- løipgryden] best. ent. av løipgryde: gryte til løyping: «oppkok av fiskeavfall og tang til dyrefor» (ODV)
- brændtorven] best. ent. av brændtorv; jf. torv (-en), rester av omdannede myrvekster brukt til brensel; torvhaug, der man skar, rauket, muet og sætet torv, hørte med til en vesterålsgård; torvhaugen gjerne plassert opp mot utmarka; torv vanligste brensel i Vesterålen rundt 1900; se Fjærvoll 2000, s. 78–80, Johnsen 2000, s. 69–71, Sæther 2000, s. 72–77
- kristiblodsdraabe] fuksia; prydplante med hengende blomster av slekten Fuchsia i nattlysfamilien
- trevne] (adj.), av treven: arbeidsvillig (ODV), her: villig; e. da. treven betyr flittig og svarer til sve. trefven: «trivelig, flittig», n. dial. triven: «flink, arbeidssom»
- vandskudd] (-et), «langt, løst skudd på stamme el. gren» (NRO)
- verkenskjole] (-n), kjole av verken: (heimevevd) stoff med renning av bomull og veft av ull
- æstimer’] dial. inf. m. apokope av estimere: bry seg om; verdsette; (mest fam.) sette pris på, respektere (NOB)
- du gjør aldrig latt’ fremmen] her: du behøver ikke å gjøre deg fremmed og late som om du ikke skjønner hva jeg spør etter; variant av uttrykket «læss fræmmen», som er det ekte, der vi har st-formen av grunnverbet å late (som om du er); dial. «lest som»
- rø] (-et), skinn
- finnforgjort] perf. part. av finnforgjøre: øve samisk trolldom; drive samisk magi, jf. gande, sm. bet.
- torten] best. ent. av tort: krenkelse; skam; ubehagelighet
- hundse] (v.), inf., behandle noen hensynsløst eller foraktelig; jf. nht. huntzen, egtl. «behandle som en hund» (EO)
- magtstjæle] (v.), frata alle krefter; lamme (NOB)
- trind] (adj.), lubben; rund
- lyvda] dial. best. ent. av livd: vern, le, ly, skjul; smh. m. læ: «i sjøsproget om den side som vender bort fra vinden, modsat luvart, ellers mest i forbindelsen i læ af» (EO); «Ly, læside» (EO); sv. dial. ly: «lunt sted, beskyttelse» (EO)
- ilingsgløttene] best. flert. av ilingsgløtt: opphold mellom ilingene, jf. ilingerne, best. flert. av iling: byge; skur; «plutselig, frisk vindbøi med nedbør (regn, hagl, sne)» (NRO); dial. eling: «Eling (…) Iling, Byge af Regn eller Snefald; en Stund da det regner eller sneer» (NO)
- ingen mors sjæl] M har her «levende sjæl»; sannsynligvis under trykking feiltolkning av håndskrevet manuskript, de første to bokstavene i ordet levende er tolket som kvende, noe som videre er blitt til mors i F
- blindflu] (-a), undervannsskjær, overflødd skjær, som man bare ser når havet bryter mot det, kalles «fløskjer» i Bø-dialekten; flua er under havflata ved vanlig fjære, blindflua lenger nede i sjøen; uti Førpollen i Bø finnes bl.a. et farlig fall som heter Blind-Marit
- flaa] (-a el. -en), flate, vidde, «afsats i en bjergside» (EO); her samme betydning som dial. flåberg: et glatt, flatt berg som stikker ut i sjøen; jf. flåbotn, brukes dial. på Nøss på Andøya, har smh. m. graden av halling; jf. adj. flå: «svakt skrånande, avgåande i vidda»; sml. færøysk adj. flágrunnar. «om sø med grunt vande og svagt skrånende bund» og underflái: «svagt skrånende havbund ved land» (Myrvang 1982, b. B, s. 100).
- magsveir] (-et), rolig vær; jf. n. folk. mak: «magelig, lempelig (især om vind)» (EO)
- méa] best. ent. av méd: siktemerke; fiskemerke; fiskeplass
- skjævrende] (adj.), blafrende; jf. (v.) sjevre (om seil): blafre, slå frem og tilbake når det ikke er fylt av vind (NOB); jf. eng. shiver
- føistes] (v.), pass. av føise: «jage væk med larm og hast» (EO), her: ble jaget
- otring] (-en), åttring: «gammel type av nordlandsbåt med fire eller fem par årer» (NOB)
- vaanded] pret. av vaande: ynke, krympe seg, stønne i vånde: (litt.) sterk engstelse, sorg, kval (NOB)
- fremskotten] best. ent. av fremskott: rom framme i båten
- klaket] (adj.), som har tynn isskorpe
- gravøllet] best. ent. av gravøl: gjestebud når en død blir gravlagt
- abrod] (-en), plante med sterk krydderlukt av slekten malurt
- jussom] just som
- Rarigdommen] sagnet om Rarikdommen i Normanns versjon gjengitt av Straume 1964, s. 494–497; en annen versjon av sagnet gjengitt sst. under tittelen «Nykemedelen» (Straume 1964, s. 493–494).
- Russ] her: ei russeskute, vanlig i Nord-Norge som handelsfartøy under pomorhandelen, en byttehandel mellom russere og nordmenn ca 1750–1914; pomor. «ru. beboer v. havet; ru. bondeskipper fra Murmanskkysten el. kysten av Hvitehavet, som om sommeren besøkte Finnmark med sitt fartøi for å bytte til sig fisk mot mel, tauverk og andre varer» (RO); slik handel var også vanlig på Litløy utenfor Bø i Vesterålen: «Denne foregikk med skip – russeskonnerter. De hadde med seg alle sorter varer, mest kolonial, mel og sukker. Det var sukkertopper på fem kilo, og godtamenner i alle farger, og femøres kaker på størrelse med hvetekake nu. Og det var byttehandel mat mot mat – mel mot tørrfisk og tran.» (Holst 1981, s. 28.)
- flofrit] (adv), som ikke blir tatt av floa
- klæesklær] ubest, flert., dial. for klædesklær: klær laget av klæde: «et sterkt valket tøi, der bestaar i at tøiet under tilsetning af valkejord (en lerart) stampes og gnides» (EO)
- marbakken] best. ent. av marbakke: bratt skråning utenfor strandområdet; «sterk skraaning langs med strandbredden straks nedenfor ebbemaalet» (EO)
- kjærbá] pret. av kjærbe: trygle; be inderlig; be pent på sine knær «kjære deg»
- akslen] best. ent. av aksel: skulder
- liknelsen] best. ent. av liknelse: skikkelse
- tildragelsen] best. ent. av tildragelse: hendelse; begivenhet
- vyrded] pret. av vøre/vørde: ense, bry seg om; jf. vyrda: «agte, sætte pris paa, ænse, skjøtte» (NEO); RNs ortografiske løsning valgt her er ikke i samsvar med Bø-dialekten, der heter verbet i pret. vørte
- blodvaag] (-en), smh. m. vaag: materie i byller og sår
- maked] pret. av make: lage
- gudsgræs] lat. Silene maritima, en flerårig urt av Silene-familien, der rød jonsokblom er den mest kjente; i «En Spøgelseshistorie fra Nordland», publisert i avis før Krabvaag kom ut, har RN en fotnote som forklarer den latinske termen
- ajerte] dial., pret. av agere: spille en rolle, dial. herje, gruse, «spille bajas», «less være bajas»; RNs ortografiske løsning samsvarer med uttalen i Bø, der inf. uttales ajer, med trykk på første stavelse, vanlig f.eks. hvis unger lager mye ståk og styr: «Ka dokker ajer ette?»
- aparte] (adj.), uvanlig; sjelden; eiendommelig (RO)
- gluntan] best. flert. av glunt: gutt, vanlig i nordnorske dialekter
- ljoren] best. ent. av ljore: firkantet røyk- og lysåpning i taket over ildstedet i hus
- daumandsgreb] (-et), i folketrad. forklart som et grep en dauing tok på en levende person; dauingen la handa over høyre skulderen slik at det ble merke etter alle fem fingrene
- glomørjen] best. ent. sammensatt av glo og mørje: «emmer, glødende aske» (EO)
- sølvtomlingen] best. ent. av sølvtomling: lite drikkebeger med rund bunn uten stett, med plass til en munnfull dram; «Tomling>Tumling, sv. Tumlare, et lidet Bæger uden Fod, dannet som en Halvkugle» (DO)
- komagerne] best. flert. av kommag (-en): sko laget av barket reinsdyrskinn, trad. samisk fottøy
- høimodd] smått avfall av høy, jf. «Høymod: smaat Affald af Hø» (NO); jf. «modda (v.): rode i Hø eller Straa; æde begjærligt» (NO)
- jeiked] dial., pret. av jeike: snakke uforståelig, gjerne med litt tone til; utydelig mumling, «syngja ustøtt, utan retteleg tone el. tekst», f.eks. «Ongan går og jeika heile dagen» (HO); vanlig i Bø-dialekten: «Ka det dokker jeika ette?» el. «Ka du står og jeika ette?»
- Lasarus] jf. lignelsen om den rike mann og Lasarus, Luk. 16, 19–31, se særlig v. 20–21
- blev] pret. av blive: drukne
- vadsæk] (-en), dyp, sekklignende veske; sekk til klær
- husvalelse] (-n), lindring; trøst (BO)
- beina] best. ent. av beine: hjelp; tjeneste; ordet er oppført i RNs håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)
- med salvet tunge] overdrevent verdig og høytidelig måte å tale på; knyttet til lekmannsforkynnelse: inspirert av Guds ånd til å tale Guds ord; jf. salvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB)
- «Evangelii Basun»] kan være Evangelii Basun. Aandelige Sange udgivne af F. Fransen, 2. oppl., Kra. 1883, senere flere oppl. fram til 1890; kan også være Mathisen, Johs.: Evangeli basun: udvalgte salmer og sange af ældre og nyere forfattere, Kra. 1895
- annekskirken] kirken i annekset: kirkesogn som ikke er hovedsogn i et prestegjeld
- sulke] inf., skitne til, her: bli litt skitten; skitne seg til moralsk ved å sverte andre personers navn og rykte; i Bø-dialekten er sulket (adj.) vanlig om noe som bare er litt skittent eller en anelse misfarget, f.eks. sengetøy som er litt grått og som trenger bleking ute i sola
- kvide] (-n), sorg; bekymring (NOB); smerte; plage (BO)
- spærred] pret. av e. spærre (fisk), nå sperre (fisk): henge opp til tørking; «sammenbinde Fiske, som skulde ophænges til Tørring» (NO); se ill. sperring av torsk, Bøfjerding 1999, s. 2
- hjeld] (-en), stillas til fisketørking
- svam] e. pret. av da. svemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
- omsonst] (adv.), forgjæves, gratis (EO)
- veired] pret. av veire: dra pusten, «drage veiret» (EO)
- omkalfatring] (-en), større forandring; fullstendig endring; vanlig i Bø-dialekten: «De har omkalfatra heile huset»
- for hans part hundre angler line i to sæt] han skulle få fangsten av hundre angler line to ganger i sjøen; to liner á 100 angler
- fjælged] pret. av fjelge: stelle; fli; jf. fjelg: varm; behagelig; vakker; pyntelig; ren; jf. fjaag: munter; freidig (EO); vanlig i Bø-dialekten: «Nu e du både flidd og fjelga»
- hoffærdighed] (-en el. -a), hovmodig; overmodig; stolt; hoven; går både på karaktertrekk og hvordan man ter seg; (ty.) «hôverdich» (NRO)
- bespottelige] (adj.), spottende (noe hellig); ugudelig, blasfemisk (NOB)
- gjorde apespel] drev ap, hermet etter, tøyset
- noget nar] nøytrumsformen av narr. «Nar, Gjæk, Taabe» (…) «Eit stort Narr, Fara åt som eit Narr» (NO)
- glaamte] pret. av glaame: stirre, jf. dial. glaam: «nysgjerrig person» (EO)
- ledtog] selskap, følge, jf. da. led(e)tov (EO)
- bævre] skjelve svakt; dirre (NOB)
- salvelsesfuldt] (adv.), med stor kraft, jf. salvelse: det å innvies ved salving (BO), «om pathos i præsteligt foredrag», egtl. «det at være fyldt af den Helligaand», jf. 1. Joh. 2, 20 (EO); jf. salvelsesfyldt: åndsinspirert tale; ifgl. GT ble prester, profeter og konger salvet med olje, et tegn på at Guds ånd var virksom gjennom dem, de var helliget til å tjene Herren, jf. 2. Mos. 30, 30, Mos. 40, 13, jf. 3. Mos. 8, 12 (IB)
- Sodoma] jf. 1. Mos. 19, 1–29, om ødeleggelsen av Sodoma og Gomorra
- annammede] pret. av anname: ta til seg; oppfatte; «modtage, antage» (EO)
- tilskikkelse] (-n), forutbestemt hendelse; styrelse
- af] rettet etter M
- Magdalena] om Maria Magdalena, se Luk. 8, 1–2, kvinnen som sju onde ånder var fart ut av; jf. også Luk. 7, 37–50 om synderinne uten navn og Luk. 10, 38–40 om Maria fra Betania
- baadlag] (-et), det antall personer som er nødvendig på en båt for det fisket man driver; både et arbeidsfellesskap og et økonomisk fellesskap, der de rodde sammen og bodde sammen; jf. Fladby m. fl. 1981, s. 62
- barlæst] bare lestene el. luggene; «gå berrlest» er vanlig i Bø-dialekten, det sm. er: «Vi gikk på berrlestan»; vanlig å bruke lester el. lugger som fottøy på skareføre
- veifaret] best. ent. av veifar: far; spor; merke etter vei, her: far etter fot uten sko
- vinterlotten] best. ent. av vinterlott: det enkelte mannskapsmedlems part av nettoutbyttet av vinterfisket, her: kan være Øra-Jons part av fisken som hang på hjell, det han regnet med at han kom til å tjene
- karsk] (adj.), sunn; sprek
- skumpelskud] (-et), ringeaktet, utstøtt person; utskudd; «ringeaktet, hundset person», fra nty. Schumpelschot, «stikleri, spotteglose» (NRO); «i daglig Tale den som er overseet, forhadt, forfulgt af alle» (DO)
- gungrende] pres. part. av gungre, her brukt som adj.: «give en stærk, bævende Lyd, som af noget, der rystes el. voldsomt bevæges» (DO); «drøhnen von der Erde» (EO)
- afdagningen] dagens forsvinning; grålyset er RNs eget synonym i M
- âpe] her: plage; drive ap
- traadt møst] pret. av trå møst: trå feil; trå i miss; vanlig i Bø-dialekten: «Nu må dokker ikkje trø møst» el. «trø i møss» (først lepperunding i>y så åpning til ø)
- kveldvoningen] best. ent. av kveldvoning, her: kveldsmat til kreaturene; kan ha smh. m. enten 1) Voning: «Forventning, den kveldsmaten kreaturene ventet på» (NO); jf. «fôr, mat som man gir kreaturer på en av de regelmessige stelletider» (NRO, tilleggsbind I); eller feilskriving for 2) Vondul: jf. «sammenviklet knippe av høi og halm til et maaltid for en ku» (NEO); «fangan av samansveipt stråfôr (høveleg stort til eit mål for ei ku)» (NN), vanlig i Bø-dialekten: «en vondel høy», «å vondle høy åt kretturan»
- brødkrummen] best. ent. av krumme: brødsmule, «den indre bløde del af brødet, smule» (EO)
- skjærringen] best. ent. av skjærring: regulerbar anordning til å henge kjele eller gryte i når man kokte over ild på grue el. peis; ordet kommer av at det var skåret hakk i jernet, skjærringlag, for å regulere høyden over ilden; jf. «Skjerding: Kjedelkrog, Jernkrog hvorpaa Kjedler eller Gryder ophænges over Ildstedet» (NO)
- jussom] (adv.), just som; akkurat da; nettopp
- fjerdingen] best. ent. av fjerding: administrativt distrikt; «tinglag som utgjorde ¼ af et større distrikt» (EO)
- toft] (-en el. -a), plass med (spor etter) gammel bebyggelse; «hustomt» (EO); Toften vanlig gårdsnavn i Bø i Vesterålen
- husvonet] best. ent. av husvon: muligens husteig; dial. vôn (f.): «engstrimmel»; ône (m.) : «skogstykke, markstrimmel, teig, særlig med hensyn til skjæring og meining, sml. oldn. ôn=vân ‹haab›» (EO); muligens variant av våningshus, jf. vaaning: bolig
- brevsynt] her: lesekyndig, i stand til å lese brev el. skrift; jf. brevsynd: «som kan læse skrift», sy. dial. brevsynnt (NEO)
- glunt] gutt, vanlig i nordnorske dialekter
- færa] best. ent. dial. av ferd: framferd, atferd, jf. færd: «reise, reiseselskab, vei, adferd» (EO)
- finsked] pret. av dial. finske: snakke samisk. I RNs roman Dengang – (1912) står det om en person som heter Rein-Ellen at hun «var krøpet opp i baasen og sat paa huk foran Jeriko og pjutret paa finsk og tviet og tegnet underlige liknament i skallen paa den» (Normann 1912, s. 134), analogt dial. «hun bare dansket».
- rokked] pret. av rokke: «rugge, bringe noget til å rugge eller flytte på seg» (NRO)
- steggerne] best. flert. av stegg: hannfugl
- fjærplyten] best. ent. av fjæreplyt, også kalt fjærepist, en vadefugl; lat. calibris maritima
- kjeldefar og kjeldemor] tjeldefar og tjeldemor
- svam] e. pret. av da. svemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
- aurdiger] ubest, flert. av aurdike: dike av jord, grus, sand; sammensetn. av aur: grus, sand, jord, leire og dike: gjørmehull, «Pøl, Mudderpyt, stor Samling af Dynd» (NO); dial. «aurdikan», «sjettaur», «myrhol med sjettaur», «myrdike»
- Storegg-fisket] fiske uti Ytteregga; Egga er kanten av kontinentalsokkelen ved overgangen til større dyp, Golfstrømmen gjør at storfisk blir stående her
- seidrotten] best. ent. av seidrott: seifangst; seidrått; draging av fisk, av drått: norr. dráttr. dragning, av dra (NN); drått har også betydn. vinddrag i lufta (NN), svær drått: «stor fart i skylaget» (ODV), i Bø-dialekten vanlig: «han va en frøkteli sørvest drått»; «vi såg i drått’n»
- kveitevog] gammel vektnemning; 1 vog = 3 pund = 72 mark, om lag 18 kg; vanlig i all fiskehandel, også brukt som verdienhet ved skyldsetting av gårder
- raven] best. ent. av rav: fett kjøtt rundt finnene, sideuggene, på kveita (HO), «de fedeste Dele af Helleflyndren (Kveiten), nemlig Finnerne med de dertil hørende Been» (NO)
- ræklingen] best. ent. av rækling: tørkede strimler av kveitekjøtt, «Fisk (Helleflyndrer) som er skaaren i Strimler og tørret» (NO); «I Forbindelsen «Rav og Rekling» betegner det første Hellefiskens Finner, det sidste er Kjødet af dens Sider» (NO)
- Men hadde de nappet ham i raven, saa kneb han dem i ræklingen] «handelsmann og kunder snøt hverandre gjensidig der det var mulig» (Jensen 2002, s. 45); jf. «ta igjen på gyngene det en taper på karusellen» (BO)
- dagsmon] her: lyst
- nyken] best. ent. av nyk, her: berg, fjell; jf. nûk: «liten haug» (NEO); «Oldn. Knjukr, m., brat, rundaktig Fjeld» (Rygh 1897, Innl. s. 61); jf. gno. hnjúkr, færøysk stadnamn Knukur; kan her være bruk av overlagt generalisering med tanke på Nykvåg, Bø i Vesterålen, som har fem forskjellige nyker, alle eggvær der lundefugl, krykkje og annen sjøfugl hekker. «Nyke og Nykvågan har namn av Nykan, det vil seie Gårdsnyken, Fuglnyken, Måsnyken, Engnyken og Spjøten med den låge Teisten. Nykvågen kan ein forstå som ‹vågen innom Nykan› eller ‹vågen som kjem Nyke til›» (Myrvang 1984, s. 93); Gårdsnyken, som har en stor fuglekoloni, ligger nærmest bebyggelsen i Nykvåg.
- kokerasie] kokestell; kokestyr; matlaging; her som lek; dial. om kokken på bua: «Det e der i kråa han har kokerasien»
- skjænken] her ironisk: gave, presang, om noe som er blitt forkjært, uheldig
- æstimerte] dial. pret. av estimere: bry seg om; verdsette; (mest fam.) sette pris på, respektere (NOB)
- sipe] (v.), inf., gråte
- høistaalet] stabel el. tett lag av høy, gjerne med rett kant forrest
- finnforgjort] perf. part. av finnforgjøre, her brukt som adj.: forgjøre ved hjelp av samisk trolldomskunst
- svam] e. pret. av da. svemme: svømme; vsa. svak bøying har verbet «et forældet Imperfektum (…) svam» (DO); det intransitive parverbet til symja heter «svemja, v. n. (svem, svam, svomet): svæmme, bevæge sig fremad paa Vandet» (NO)
- renfan] reinfann, kurvblomstret plante med sterk krydderlukt, lat. Tanacétum vulgare, syn. Chrysánthemum vulgare, også kalt tansi(gras) rundt om i Nordland, vanlig nordnorsk skikk å pynte gravene på kirkegården med hvit reinfann
- amindels] minne, «paaamindelse, ihukommelse, erindringsgave» (EO)
- drakse] avfall av fiskelever når tranen er skilt fra; dial. drakse el. vanligst grakse (ODV); «Dragse, m. Bærme, Bundfald, f.eks. i Tran, Sunm., Nordl., Andre St. Grakse, Grugg» (NO)
- tôr] (-et), et lite lunk, «Tor, nø. Lys eller Ild, som brænder svagt. Eit litet Tor», jf. (v.) tora: «brænde svagt, holde sig; om Ild og Lys. D’er berre so mykjet, at det torar: kun saavidt at det holder Ilden, at det ikke er slukket» (NO); i Bø-dialekten vanlig: «legg et lite tôr i omnen»
- bundingen] strikketøy
- feig] (adj.), dial. «som snart skal dø» (RO); RNs forklaring i egenhendig manuskript «Nysolen» er: «merket av døden»
- kontralig] jf. kontrari: (om vind og vær) kontrær (NOB); hindrende (BO) jf. motbør
- bett] dial. pres. av binde: strikke
- Det var fra] rettet fra F: «Det var fra (anførselstegn strøket)
- âpet] pret. av âpe, her: plage; jf. gjorde apespel: drev ap, hermet etter, tøyset
- klinelefser] ubest, flert. av klinelefse: en løvtynn brødleiv som under bakeprosessen blir klint på den ene siden med en pisket melrøre av siktet rugmel og vann og stekt på komfyr eller takke; før servering blir leiven fuktet og smurt med en blanding av smør og sukker og brettet sammen
- sodakage] (-en), «farmakol., foreld., større sodapastill» (NRO)
- aspekterne] best. flert. av aspekt: astron., innbyrdes forhold mellom himmellegemene, brukt som varsel for vind og vær
- lindt] (adj.), av lind: «mild og blød», RN har dette ordet oppført i sin håndskrevne ordliste (RNs priv.ark., UBTØ)
- hognelig] bra, gjæv, til å gle seg over, til å bli glad i, jf. hugnadleg, hugneleg, smh. m. hugnad: «fornøielse, glæde» (NEO), dial. hogn (subst.): trivsel, «Det e verrkele hogn i dæ!» (om ein gjest som spiste godt og viste at han trivdest i huset) (ODV)
- hændt og hag] (adj.), flink med hendene; netthendt; også i sm.setn.
ordhag: veltalende
- bemøielsen] best. ent. av bemøielse: plage, anstrengelse, dial. (subst.) møya: plaga; jf. dial. (v.) møyes: plages; vanlig i Bø-dialekten: «I dag har vi berre møyddes på sjyen»
- omsonst] (adv.), forgjæves, gratis (EO)
- barselfeber] infeksjonssykdom som moren kan få under og etter en fødsel
- vaar] (-et), e. form av var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)
- vaar] (-et), e. form av var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)
- fjerding] administrativt distrikt; «tinglag som utgjorde ¼ af et større distrikt» (EO)
- liknels] (-et), skikkelse, her: person med sykelig utseende, nesten ingenting igjen av kroppen
- ærensprisen] best. ent. av ærenpris: legeveronika; ty. Ehrenpreis, veronica officinális
- aparte] (adj.), uvanlig; sjelden; eiendommelig (RO)
- centnertung] gl. vekt, 50 kg i Danmark og Tyskland og omtrent det samme i England (NA), lat. centenarius, jf. centnervekt: 100 pund
- ikkun] «er sammendraget af ældre ikke uden» (EO); ordet er i dag redusert til kun
- kummer] (-en), ty., sorg; nagende sinnsuro; «trængsel, nød, mangel» (EO)
- hun hadde heldt sig] RN har her valgt det transitive v. helde (helle), i perf. part. heldt, i stedet for det forventede intransitive v. halle: dial. «å hall’ seg»: legge seg nedpå og ta en kort hvil, som bøyes som kasta; jf. å halla: «hvile lidt, lægge sig ned for en liden Stund» (NO). Tilsvarende RNs bruk her finnes enkelte eks. hos samtidige forfattere, jf. Aanrud Fort. (1891): «(dial.): Berthe var blit enda uslere, hun havde heldt sig lidt bortpaa sengen» (NRO).
- fjælged] pret. av fjelge: stelle; «fjelga: pudse, feie, gjøre reen og vakker». Nordhordl.: fjelga seg: «vaske og pynte sig. Fjelga upp Huset, osv.» (NO); vanlig i Bø-dialekten: «Nu e du både flidd og fjelga»
- møbelsirts] jf. sirs: glatt, tett bomullstøy; «fineste sort farvet kattun»: bomullstøy (EO); «tynt (toskafts) bomullsty, oftast med appretur» (NA), «sirts = cantun; glatt, tettvove, toskafta bomullstøy, oftast med mønster trykt på ved blokktrykk. Opprinnelig ein indisk spesialitet» (Elstad 1997, s. 154).
- vaar] (-et), e. form av var: her: dynetrekk; dial. dynværet, hauputværet, dynevær, putevær, dynevar; jf. brevvær: konvolutt (NN); «Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa vaar, Omslag, Emballage (…) mer alm. om et vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfellet ogsaa en anden Form Var» (NO)
- overbredsel] (-et), teppe man har oppå dyna, et pynteteppe; jf. «Breidsla (f): et Dække, Tæppe» (NO)
- lodkjetting] (-en), kjetting m. lodd som driver urverket i gl. veggklokker el. golvklokker; tyngdekraften driver urverket i stedet for fjær
- ledløst] (adv.), le(d)alaust; dial. lealaus, her: ubevegelig, slapp
- kristiblodsdraaben] fuksia; prydplante med hengende blomster av slekten Fuchsia i nattlysfamilien
- dragkiste] (-a el -n), stort møbel m. 3–4 skuffer og m. toppdel, hvori det er hyller og skuffer for brevpapir og lignende som utgjør skrivepult, messinghåndtak på begge sider til å bære dragkisten; «skab med skuffer, kommode» (EO); «stort kistelignende møbel med ben» (NRO)
Informanter
- Leif Bjugn, f. 1923, Steine, Bø i Vesterålen
- Marie Bjugn, f. 1923, Steine, Bø i Vesterålen
- Arve Elvik, f. 1949, Veggemo, Bø i Vesterålen
- Vivi Halvorsen, f. 1949, Vinje, Bø i Vesterålen
- Finn Myrvang, f. 1937, Føre, Bø i Vesterålen
- Laila Sæther, f. 1941, Hovden, Bø i Vesterålen
- Arne Tobiassen, f. 1933, Vinje, Bø i Vesterålen