43En mager ørør] (-en el. -a), tange el. banke av sand el. grus; i Malnes fjerding, Bø i Vesterålen, sa de ør, i Bø fjerding, Bø i Vesterålen, sa de øyr stak ud i fjorden, dér den snævred sig til et smalt sund med strid strøm. Men udenfor fjordgabet laa Nordishavet og trykked paa, uden anden grænse end havranden langt ude, hvor det seg i ét med himlen. Et koldt gufs stod ind fjorden og sved græsset paa odden og frøs bort potetkaalen høisommersdag paa de akerflækker, som laa i heldingen mod sør.
Ytterst paa odden laa kirkegaarden; for de fleste lig førtes sjøveien i det sogn, og den var lagt dér, fordi det høvde saa godt, og fordi jorden var værdiløs. Men kirken laa bag haugen et kvarters vei borte.
Øren var lav, og som tiestsom tiest] (adv.), sup. av tidt: hyppig; som oftest maatte man øse sjøvandet af graven, førend kisten sænktes; men var én død, saa var én det, og vorherre vilde nok finde sine igjen paa dommedag, om graven var vaad.
En og anden frossen, gammel krok kunde kanske paa det sidste, mens han laa og hutred i dødskulden, be om en tør grav, og da gjorde ligfølget sit bedste og grov, hvor de trodde det maatte være tørrest; derfor var gravene strødd udover uden nogen orden,(…) og da gjorde ligfølget sit bedste og grov, hvor de trodde det maatte være tørrest; derfor var gravene strødd udover uden nogen orden] (…) og da gjorde ligfølget – der som oftest grov graven – sit bedste for at finde en forholdsvis tør flek. At lede grundvandet bort, var der ingen, der tenkte paa, ligesaalidt som at holde kirkegaardsmuren ved lige. M og de vindskjæve, veirslagne trækors pegte til alle kanter. Naar de da ikke var stanget helt overende af kreaturene, som beited om høsten paa de sunkne grave.
Finn-Jo hadde i sine unge dage fested Øra til husmandsplads, da han gifted sig med bumandsdatteren inde fra hovedsognet. Han var liden og svart; hun høi, tynd og lys – fattig, men dog gaardmandsdatter.
Udstødt af slægten hadde hun nu bodd paa Øra i atten samfulde aar.Sultet og slidt sammen med ham og født ham fjorten barn, dem vorherre hadde kjendtes ved seks af og tat til sig i halsesygen. Men det var altids tungt nok at slide frem de andre otte. Ingen af hendes slægt hadde git hende en haandsrækning eller saa meget som sat sin fod indfor døren hos dem i alle de aar, hun hadde bodd her. Nu kunde det være det samme: ældste gutten, Jon – efter faren – skrev sig til konfirmation inde i hovedsognet idag, om nogen uger vilde han være voksen og kunne hjælpe faren med fisket, og de andre vokste fort til.Sultet og slidt sammen med ham og født ham fjorten barn, dem vorherre hadde kjendtes ved seks af og tat til sig i halsesygen. Men det var altids tungt nok at slide frem de andre otte. Ingen af hendes slægt hadde git hende en haandsrækning eller saa meget som sat sin fod indfor døren hos dem i alle de aar, hun hadde bodd her. Nu kunde det være det samme: ældste gutten, Jon – efter faren – skrev sig til konfirmation inde i hovedsognet idag, om nogen uger vilde han være voksen og kunne hjælpe faren med fisket, og de andre vokste fort til.] Sultet og slidt sammen med ham og født ham otte14 børn, hvoraf vorherre havde kjendtes med ved seks og tat dem hjem til sig; M af dem Vorherre hadde kjendtes ved seks og tat dem til sig i Halsesygen. A
Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af gigt og lei at komme udaf det med. I landligge laa han helst paa sengen og smatted paa snadden uden at ta sig det skabende gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt.Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af gigt og lei at komme udaf det med. I landligge laa han helst paa sengen og smatted paa snadden uden at ta sig det skabende gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt.] Alt var vanflidd og fattesligt. Vinduerne stoppet med filler (…) og enda fik én fare varlig frem og drøie foret med tang, tare og fiskeaffald skulde én faa dem fremfødd; M Finn-Jo var gammel og sliten nu, krøket af Gigt og lei at komme udaf det med. I Landligge laa han helst paa sengen og smatted paa Snadden uden at ta sig det skabende Gran fore, endda alt var vanflidd og fatesligt. A Vinduerne var dyttet med filler, døren slang gnislende paa ét hængsel, og mod nord, hvor vind og væde stod mest paa, hang taget raaddent udover væggen.
Klint op til det ene røstet stod fjøsgammen. Stor trængte ikke den at 44 være: En ko og et par sauer var hele besætningen, og ligevel fik én fare varlig frem og drøie foret fra høsten af med tang, tare og fiskeslo, skulde én faa dem fremfødd paa skikkelig maade.
*
Det var kveld. Gjennem den aabne dør strøg frisk eim fra mark og fjord ind i stuen, der konen holdt paa at koge kveldsgrøden. I vuggen laa et spædbarn og ilskreg, og en syvaars jente hang over vuggen og sang:
«Sulle, lulle, lite guid,
gi’ vi hadde stua fuld,
kjøkkene’ og kammerse’
og stor en haug paa take’
uta slekke søte guld’,
som ho lille Lise.»
Hun trev vuggen i vild fart og sang sin vise om igjen og om igjen. Nogen smaabarn sad paa gulvet og lekte sig med skjæl og skaalbrott. Hun sparked med foden bort i lekerne deres, de skreg og slog efter hende, og faren, som laa fuldt paaklædt paa sengen, vaagned.
«Det va daa ei helvedes laat paa de ongan! Kan du ikkje stoppe kjæften paa dem, du, som mor e’?»
«Stop den sjøl, din raatstaur, der du ligg’!» kom det haardt fra konen; hun stamped grøden, saa ovnen skalv. Et grynt fra sengen, og han sov videre. Hun saa hen paa ham. – Gammel og grim før tiden laa han der med aaben mund og slap pusten ud i to korte stød mellem hvergang, han suged den til sig. Hun likte ikke synet, putted det udsugede bryst indunder trøiebarmen og saa ud gjennem døren.
Derude var det vaargrønne isprængt gule streif af soløie, som fulgte bækkefar og diger paa det vastrukne jorde. Lyngrabber og mosgrodd sten skar med vekslende farve ind blandt lysegrønt græs og sorte akerflækker. Langs odden lyste strandnellikken rød mod den hvide sand, hvor bølgerne skvittred og skvattred. Fra fjordens holmer, fra aaslier og øde myr lød kluk og snadder fra fugl, der parred sig i vaarkvelden, mens lys og skygge skifted, eftersom tind og skar aabned eller stængte for solen.
45Det var vakkert ude ikveld, velsignet vakkert, og det gjorde hende blød om hjertet. Hun satte grødgryden op paa ovnen, gik til vuggen og ga den lille sit bryst. Barnet greb om med begge hænder og suged graadig; af og til fortrak morens mund sig i smerte.
Hendes tanker var hos gutten hendes, som idag skrev sig. – Hadde han klaret sig? Det stod daarlig til med lærdommen, det vidste hun nok, men saa hadde han nu liden eller ingen tid hat til at gaa paa skolen de sidste par aarene. Her var mange munde at mætte, og han maatte være med faren baade sent og tidlig. Skolemesteren var vond og kaldte det ligegyldighed, han vidste ikke, hvad sult var; hadde han hat saa ringe raad og saa mange at dra føden til, som her var, hadde han vel hat bedre forstand.
Men kanske gutten skulde svi for det og bli atvist. Han vilde aldrig overvinde det, slig han var tilsinds. Det var bedre, hun hadde holdt ham til skolen og hellerheller] hellere A sultet. Faren vilde bli rasende, og hun – aaja, det hadde været haardt nok for hende fremigjennem aarene, om hun ikke skulde faa den leihedenleiheden] Tort A ogsaa.
*
Møisommelig krækte en enslig gut sig frem mod hjemmet over øde myrer, langs ødslige vand. Det var den tyngste gang, han endnu hadde gaat, og bedre var det, om han aldrig rakk frem, slig skam og tort, som han bragte med sig.
Fugl skræmtes op, der han ledte sig vei. Myrsnipen tripped med klagende pip fra tue til tue, tyvjo slog med rappe vinger under ilske skrig, og iblandt seilte enkelte maager i stille flugt. Fra vandene, som laa sorte og speilte skyfri himmel, skreg lom, og ænder snadred mellem sivet. Men han hadde hverken øie eller øre for noget omkring sig. Ikke engang da han var nærpaa at sætte foden i et anderede, sansed han sig saapas, at han tog æggene med. I ørske drog han sig frem, indtil odden laa foran ham med hjemmet, kirkegaarden og fjorden straalende i midnatsol. Da tog graaten ham, og han kasted sig næsegrus i lynget. Aa, du gode gud, for en dag det hadde været!
Han saa det hele saa tydelig for sig: Kontoret med de mange bøger opover væggene og dødningehodet over bordet ved vinduet, hvor alt det blanke, fine stod, og det rosede tæppe paa gulvet.
46Og saa det andre bordet midt paa gulvet, der presten og klokkeren sad, og han selv hadde staat, da han blev hørt. Stegelugten, som sived ind fra kjøkkenet og fik hans tænder til at løbe i vand – alt, alt husked han! Og det allerværste, nu husked han baade den tredje artikel og hvad er daabens nytte. Kunde gjerne ramse det op for den sags skyld: «Den frier fra døden og djævelen og giver alle dem et evigt liv, der tror saaledes, som guds ord og forjættelseforjættelse] (-n), (guddommelig) løfte (NOB); lovnad lyder». – Han môl ordene indi sig,Han môl ordene indi sig] Han sa Ordene med tyst Mæle A sukked og gjemte hodet i begge hænderne. – Hvorfor hadde han ikke husket dem, da han blev spurt? Men da hadde han staat i en skjælvende angst, fra presten ropte navnet hans: Jon Jentoft Kildal Lund Jonsen, 16 aar, og til han hørte, han var atvist og skulde komme igjen om et aar.
Presten kunde ikke forsvare for gud at lade ham fornye sit daabsløfte, naar det stod saa daarlig til med hans kristendomskundskab.
Et øieblik tænkte han paa at si presten saa fattigt det var for dem hjemme, og saa saart faren trængte ham i baaden, og be om at bli tat paa prøve; men da hadde klokkeren sagt: «Hans lærer skriver, at han er en doven laban,som neppe har søgtsom neppe har søgt] der knapt har søgt A skolen de to sidste aar.» – Og han misted modet til at si noget. Læreren vidste godt, det var for at hjælpe faren, han blev borte, og han vidste, at det trængtes ogsaa.
Aa, hadde han den skolemesteren her, som han skulde dænge ham! Slaa og slaa til blodet silte!
Men han skulde ha det igjen, det kunde han forlade sig paa. Dette var lønnen, han hadde, for alle de gangene, han hadde skydset ham over sundet og git ham kokning for ingen ting.
Og presten, som ikke turde for vorherre – var han et gran bedre, madvomma? Hadde ikke han ogsaa været inde hos dem og de mangfoldige gange gaat forbi paa veien til kirkegaarden? Han hadde da vel øine at se med.
Sidde og smatte paa en pibe og være storkar – gutten hærmed efter ham – det kunde han, men være god mod fattigfolk, nei – – –
Han vælted sig over paa ryggen og saa op i himmelblaaet.i himmelblaaet] i den graablaa Himmel A En lang stund laa han slig. Taarerne stansed, øinene lukkedes, og ansigtet blev gammelklogt og forgræmmet.
Tankerne gik mod hjemmet. Faren vilde slaa og spænde ham, det var han vant til. Men mor – – – det rykked om munden. Den som kunde reise langt, langt bort. Helst til Amerika med en gang. Eller helst dø. Nei 47helst reise og komme igjen som storkar selv med en braate penger og gi fan i baade presten og skolemesteren!
Øra vilde han kjøbe, en fin stue vilde han bygge, og et gildt nøst med mange baader skulde der være. Saa kunde skolemesteren komme, lægge hodet paa skakke og tigge om skyds: «Ak, Jon, vil du ikke skydse mig over strømmen?» – Juling skulde han faa, den tampen, og ingen skyds, det skulde han være mand for!
Han reiste sig halvt op. Det nytted ikke at gi sig over. Sulten gnog, han hadde jo ikke smagt madbeten siden imorges. – Hjemme hadde de lagt sig, det røg ikke af piben og døren var lukket.
Han famled efter madlaupen, der ottedags-nisten var gjemt. Nei, saa meget godt, moren hadde laget til ham! En tekop smør, en klat møsbrøm,møsbrøm] (-en), heimelaget prim, myseprim; jf. Mysebrim: «blød Ost, tillavet af Valle og Vand, ved stærk indkogning, Søndm. og Nordl.» (NO); trad. i Salten møsbrømlefse: varm lefse smurt m. smør og flytende prim; i Bø-dialekten er møsbrøm og møsbrømlefse kjent særlig bl. eldre seks plader vafler, en halv flaske sirup, en pose grødmel, to grove brød, noget fladbrød, en finkam, et stykke sæbe og en fille til at tørke sig med. Men hvad var dettan?dettan] dette A Jo, saa sandelig hadde hun ikke smurt lefser til ham! – Han blev varm for bringen. Hvor fik hun det fra, altsammens?altsammens] altsammen A
I dybt alvor tog han til at spise. Først lefserne; han tygged langsomt, lod hver bid smage sig. Saa vaflerne, dem han først smurte med smør og sirup. Saa en skalk af brødet, men efter det kunde han ikke mer, la laaget paa, hev laupen paa nakken og rusled frem til stuen.
Men den dag og den nat mærked Øra-JonØra-Jon] Jon A for livet.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Krabvaag : skildringer fra et lidet fiskevær ble utgitt i 1905 og er Regine Normanns debutroman. Verket er en realistisk samtidsroman bygget opp rundt en tragisk kjærlighetshistorie.
Fortellingen har mange likhetstrekk med Normanns egen livshistorie, og hun har tydelig brukt elementer fra oppveksten i Nordland i romanen. Hun skildrer det harde livet til en gruppe mennesker i et fiskevær i Nord-Norge. Dag etter dag blir de utfordret av fattigdom og naturkrefter. Samtidig tynges de av krav fra handelsmenn og lekpredikanter.
Romanen ble godt mottatt og gjorde Regine Normann kjent som «Nordlandets dikter».
Regine Normann var den første kvinnelige forfatter fra Nord-Norge som slo igjennom i norsk litterær offentlighet. Forfatterskapet omfatter romaner, fortellinger, eventyr og sagn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.