[17]

140

«En stor seerske.
Sande oplysninger om det skjulte og forborgne i nutid, fortid og fremtid giver Tilla Trondessen, seersken fra Finmarken,
Smalgaten 6, tredje etage til venstre, fjerde opgang.»

Det var ved rene tilfældet madam Steffensen aapendaget avertissementet i Sværta hos Amanda over gangen, som gik med bladet. Meningen var de skulde gaat begge til hende seersken, og faat visst hvad skjæbnen hadde tiltænkt dem, men saa trillet næstyngste ungen til Amanda utfore trappen og maatte kjøres til hospitalet, og Amanda blev med barnet sit.

Men femti øre stak hun til madam Steffensen og bad hende spørre for sig med det samme hun var der. For madan Steffensen, hun gik hun, og tok med sig han Artur og han Halvdan, at ikke uløkka skulde være efter dem, mens hun selv var borte.

141Det var tidlig søndag eftan hun ruslet ivei, og det vrimlet paa gaten av folk som var ute og solte sig i vaarluften. Men madam Steffensen syntes, hun heller vilde komme betids, end kanske resikere ikke at slippe ind. For slik manden hendes tedde sig nu om dagen, var det mest at bli tullet over.

Han hadde arbeide; til og med sikkert arbeide hos en murmester desmers, og aat vørterkake og meierismør med godt paalæg av pølse og fin ost; og maten laaste han ned i verktøiskisten, hvergang han hadde ætt færdig, og undte ikke baansungerne eller hende andet end snaue synet av herligheten, endda Artur, smaaen, sat og siklet, naar han saa paa faren spise.

Men nu var Steffensen drat sin kos. – Her ene kvælden, hun kom fra tjenesten, hadde han rumstert og delt og ført utav huset mer end halvparten av den fattigsligheten der var av kop og kjørrel. Like til dunfjæren i overdynen saa hadde han delt den med, og lagt hendes part i løs dynge paa gulvet. Men undres paa hvem den tøiten var han nu duste med, siden han satte bo for sig sjøl!

Ikke for det, det kreperte hende at han 142var flyttet sammen med en anden, var det likt sig. Hun for sin part hadde længst skilt seng og samkvem; og ikke hjalp det ham, alt det han lovte bod og bedring, hun var fast i beslutningen. Men han aatte ikke fjerneste ret til at unddra sig tugtelsen og frata hende den eneste usle anledningen, hun hadde til at øve gjengjældelsen mot ham, traven.

*

Madam Steffensen ringte, og en svartsmusket mandsperson aapnet døren og viste hende ind paa kjøkkenet.

Der var alt to kommet foruten den som var inde. Hun klemte smaagutterne op mellem komfyren og bænken, tok en krak der stod, og satte sig foran dem og bidde tur.

Den ene av de andre to var et tilaarskommet kvindfolk med overhændig svære tænder. Hun talte lavt til et vent menneske, som sat med hænderne ihopknept i fanget og stirret ret frem med store, brune sørgmodige øine. Og madam Steffensen hørte av passiaren, at hun den ældste var kommet for at faa opklart, hvor det hadde sig, at manden hendes, som var reist til Amerika efter mere fortjeneste, plent hadde ophørt med at sende hende penger.

143Et langt, tyndt, knoklet skabelon av et mandfolk kom ut fra stuen, og hun, den sørgmodige, svev ind. Han gik uten ord og slap ind tre pur unge jenter i det samme. De hyfset sig i rad op paa kjøkkenbænken, lo og sparket med benene, knaste bringebærdrops og skubbet posen bortaat smaagutterne, og Artur fyldte næven, men Halvdan opførte sig som folk.

Saa tren der ind to fine i perlesydd cape og strudsfjær paa hatten. De snuste biskt og ruklet paa næsen og sendte strenge blikke til hende som hadde tat baansungerne med.

Den vene, sørgmodige storgraat, da hun kom ut, trev efter paraplyen og styrtet avsted; arme mennesket, det maatte ikke være rar fortrøstningen hun hadde fundet, og den tilaarskomne reiste sig værdig og less som saa hun hende ikke.

«Mamma, efter hende blir det vors,» kviskret Halvdan, og Artur krøp op paa fanget til moren og var rød og het i kinderne.

*

Der var klokke paa væggen hos Tilla Trondessen, en stor, gammeldags klokke med et par sprikende rensdyrhorn ovenom den rosete talskive. Ved siden av klokken hang et skilderi av Kristus paa korset og et av 144treenigheten, og under skilderierne stod et firkantet bord med en grønmalt træstol paa hver side. Paa den ene sat seersken fra Finmarken, den anden var ledig. Og saa var der røde gardiner med hvit kant for vinduet.

Det var ikke det granne rart at ungerne blev nifs ved, Artur fattet tak i kjoleskjørtet, og Halvdan tok hende i haanden, for sandelig min sæl kjendte madam Steffensen det krisle sig for bringen, naar hun betragtet seersken i rødskjæret fra gardinerne. Finnedragt bar hun og søljer og perlebaand og alskens dingeldangel, og paa det glatte, ramsvarte haaret hadde hun en spids lue av samme slags tøi som koften.

Madam Steffensen hilste goddag, og gutterne tok luerne av og bukket, men seersken ænste dem ikke. Hun pekte strengt paa den ledige stolen, og madam Steffensen satte sig lydig, og gutterne stillet sig attom hende og støttet sig mot stolryggen.

Der stod noget paa bordet, net som en slags flat tromme paa lag, med krininger paa skindet, baade mandsliknelse og dyrsliknelse og liknelse av fugl og av fisk, og til trommestikke laa der en knoke, tyk som leggebenet paa en sau.

145«Dig nager tung sorg,» kven Tilla Trondessen kvast, støttet albuerne mot bordplaten og la haken i hænderne. Hun brettet læberne og blottet tandkjøttet, naar hun talte, var bred over kjakerne med buskete bryn, og panden var lav.

Madam Steffensen famlet efter svar. Det blev stridt at tale om det hun bar paa hjertet, naar baansungerne skulde staa vidne. «Kan De si, hvad skjæbnen har eslet mig for fremtiden?» fik hun endelig frem.

«Laan mig ringen Deres.»

Madam Steffensen rev den slitte vielsesring av fingeren, og Tilla Trondessen la den midt paa trommen, tok knoken og dunket let mot skindet, til ringen hoppet og skvatt fra liknels til liknels.

«Du har en svartbrynt mand, men han er dig ikke tro,» pistret seersken og rugget i sætet.

Madam Steffensen nikket fort og knep munden ihop.

«Der staar fald for ham, høgt fald i jup grop og ikke opreisning,» forkyndte hun syngende. «Men for dig er der en reise over stort hav til tvende lyslette herrepersoner. Der faar du stort hus og krøttur og mykke meddel. Og gammel blir du ikke, du heller.»

146«Det blir til han Karsten og han Asbjørn, mamma,» snakket Halvdan lyst og lo mens Artur tuslet hen til bordet og glodde stort paa trommen.

«Hysda!» hyttet moren; men det var ikke frit for at hjertet dirret av glæde, der hun sat.

«Det som sker, det sker, amen,» messet seersken og la knoken bort.

«Jeg har ikke mere end femogtyve øre,» undskyldte madam Steffensen, og grov i skjørtelommen efter pungen. «Men her er femti fra Amanda over gangen. Hun vilde rigtig spørre om hun pligtet fø manden sin flere barn. De fem hun har er døvstumme alle fem, og han tjener ikke et rødt øre til underhold.»

Tilla Trondessen sat med slukte øine, og sveden tøt draapevis langs næseryggen.

«Har hun hjerte for manden sin, maa hun være ham til viljes, det er Guds lov,» pustet hun.

«Jeg skulde si det,» ivret madam Steffensen harm paa venindens vegne, «at i tolv aar har han drekki op fortjenesta, og om lørdagskvælden bærer døm han op og hiver han paa kjøkkengulvet til hende, og naar Amanda skal dit ut om søndagsmorran, maa hun ta skor paa.»

147«…Om femten aar,» hvisket seersken, «om femten aar blir hjertet koldt — du kan gaa.»

Madam Steffensen grep et barn ved hver haand og neiet dypt. «Farvel og tusen tak,» sa hun kippen og strøk glad ut av stuen.

Og siden det var tidlig paa eftan og solen skinte og fjorden var blaa, og der vrimlet av søndagsklædte folk paa gaten, tok hun baansungerne med sig paa Ekeberg og nød naturen om vaaren til solen gik ned.

*

En uke efter, som Ragna laaste sig ind i entreen hos Kari Lund, kom madam Steffensen mot hende.

«Frøken» sa hun, lavmælt «igaar faldt’n Steffensen ned fra bygningen og slog sig kvek ihjel»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.