[3]

9Det ramlet ute paa gaten av tunge arbeidsvogner over den knudrete brolægning og i halvsøvne trodde Ragna, det var havet som mól mot fjæren; men sanset sig og laa lysvaaken og lydde efter larmen, som tok av og blev borte.

Hun var i Kristiania mindtes hun og ikke i den grændgrisne bygd langt nordpaa. – Her skulde det være uro og staak, hun fik vænne sig til det, hadde tante Kari sagt, da de sent igaarkvæld kjørte fra jernbanen og Ragna hadde undret sig over alt det braakende døn, hun hørte.

Saa stilt det blev. – Og mon hvordan byen saa ut?

Det blev litet hun aarket merke sig igaarkvæld. Inderlig mo efter reisen var hun, og desuten var det tanten, som hun ikke hadde snakket med fra den sommeren for ni aar siden, hun kom paa feriebesøk hjem til dem og valgte at bo paa kammersloftet, 10for derfra var der utsigt over fjorden og fjeldene bortenfor. – Det var endda den sommer, det blev bestemt at Ragna skulde gaa seminariet, og tante betale læren. – Nei, egentlig blev det bare hende hun saa. Ansigtet som var vissent og fjernt under den fine hatten; den blaa spaserdragten, som klædte hende saa godt, og hansken som sluttet stramt om haanden. Hendes egne bomuldsvanter var et nummer for store og svart efter reisen, derfor trak hun dem av og puttet dem i jakkelommen og bad farvel med bar haand, da de skiltes utenfor porten, her hvor Ragna skulde bo.

Men undres paa hvordan byen saa ut?

Og vârt, for ikke at vække damen, hun delte værelse med, stiltret Ragna over gulvet og glyttet bak gardinet. Gaten laa tom og øde saa langt hun kunde kike fra vinduet, og høit over husenes strake rækker skimtet hun en rand graa morgenhimmel. Hun famlet efter klokken paa kommoden, holdt den frem mot lyset. Den var litt over fem, fortidlig til at staa op. Besst at putte sig i seng og dytte vatteppet godt om.

Var det ikke frøken Erle, bestyrerinden nævnte hende, den damen i den andre sengen igaarkvæld, da hun viste Ragna ind? 11– Da som nu var bare det mørke bakhodet synlig mellem lakenerne; men svært længe blev det nu ikke før hun maatte te fjæset sit, smaalo Ragna og lettet sig paa albuen og tok værelset i øiesyn. Der var kommode til deling, et bord i ene hjørnet ved vinduet, med skrivesaker paa og fremme paa gulvet et større et med to pindestoler ved, en vaskeservant, bolle, mugge, karaffel, en lampe med mat kuppel, rund koksovn ved siden av døren og saa de to sengene. Væggene var rødmalt og taket hvitt med blomsterbord rundt og rose i midten.

Tante hadde tinget hende ind her og sagt det var en gudslykke, hun fik plads, for Fredly var et godt og billig sted, en kunde være bekjendt av at bo paa, og meget søkt siden det blev til det, at kvinder hadde samme adgang til utdannelse som mænd.

Oprindelig var det bohêmbevægelsen Fredly skyldte sin tilblivelse, skrev tante Kari til far. Et fristed skulde det være og et fredlyst sted mot alt det onde, svikefulde som lurte efter unge piker i en stor by. – Og en trøst for de bekymrede forældre, som sat hjemme og hørte rygterne om alt det fæle som hændte i det syndens Sodoma, hovedstaden sagdes at være.

12Kristeligsindede, godhjertede kvinder og mænd ydet stedet sin støtte. Der var værelser fire delte, der var værelser tre delte, og der var værelser to kunde dele. Utstyret var enkelt, næsten primitivt, men kosten var fuldt tilstrækkelig for hver den, som nøiet sig med nødtørftig næring.

Og bestyrerinden – hende var Ragna blit glad i med én gang. Sortklædt, knoklet og varmøiet, med hjertensgodt smil over det trætte, furete ansigt, stod hun i entreen og bad Ragna være velkommen og fulgte hende ind paa værelset endda det led bra over midnat.

Huf, det blev koldt likevel alt det hun dyttet teppet omkring sig, og Ragna tok plædet sit fra stolryggen og bredte ovenpaa, snudde sig mot væggen og prøvde sove. Fornam med et en rislende fryd sildre gjennem kroppen, en ung glæde. – Hver evige morgen paa hele turen hadde hun kjendt det saa, var hun end sovnet ind aldrig saa mistrøstig, fuld av gru for det ukjendte, mens saar hjemve sved i bringen – ikke før randt dag, og lyset videt verden, saa kom fryden og glæden. Om hun var undsluppet en livslang indespærring – ja, om hun hadde været askeladden selv paa vei 13mot berget det blaa for at vinde prinsessen og halve kongeriket, hun kunde umulig ha kjendt sig gladere.

For hende blev vist byen det skinbarlige vidunder med høie taarn og pene hus med takker og spir, som var de bygget for prinser og konger og ikke for almindelige folk. Vakrere end billederne var den nu sikkert og hundre ganger grommere end byen der nord, hvor hun gik seminariet, skjønt den var svært pen, den og.

Og saa alt hun nu skulde faa anledning til at se og lære. Forelæsningerne ved universitetet kostet det ikke noget at høre, hadde præsten fortalt; og museerne maatte hun ikke undlate at ta grundig, formante han. – Aa, aldrig vilde hun bli træt av at se og lære, slik hun hadde længtet!

De aarene paa seminariet hadde været en velsignet tid, endda festen ved det, én lærte stundimellem blev helt væk under presset for at klare god eksamen. – Men blev leksen til en opramsing av noget dødt, klædt i døde ord, kjendte hun sig brøstholden, og litet hjalp det, at det jo var dem blandt kameraterne, som holdt det for karsstykke at hespe gjennem opramsningen, og dem blandt lærerne, som satte svært pris 14paa at faa sig selv ordret efterplapret. Men det var faatallet. De andre, de virkelige lærere, de gav sig ikke, før alt stod lyslevende for eleven. – De gik ikke træt, sakket ikke av, der fandtes ikke det i pensummet, de ikke magtet løse ut til liv. – Aa ja, den som kunde ligne dem, men det var lettere tænkt end gjort. – Og bybarnene, de blev vist dygtig vanskelige at undervise.

*

En klokke skingret forbi i gangen, og Ragna vaaknet med et ryk og sprat frem av sengen.

Frøken Erle stod foran speilet og fæstet brystnaalen i halsen. En slank, sortklædt ung pike var hun, rød og hvit med svært brunt haar og lange bløte øienfrynser rundt dyptliggende, mørkeblaa øine. Saa fin og klæk som en dukke, tænkte Ragna og blev sittende paa sengekanten fortabt i beskuelsen.

Speilbilledet lo.

«Frokosten er slut klokken ni. De maa forte Dem, ellers blir al vørterkaken opspist og kaffen kold,» raadet frøken Erle moderlig og skyndte sig ut.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.