Andet kapitel: San Roque

En vakker morgenstund 5 dage senere lettede «Fram» anker fra Gibraltars havn, stak ud fra den gamle molos pynt og styrede tvers over bugten mod den spanske kyst. En pen liden bris af sydlig vind blæste ind fra strædet, fyldte kutterens seil og drev den gjennem den smule sjø, saa vandet rislede for baugen. Det tegnede til at blive en varm dag; men vinden friskede, trak sig vestligere og bragte kjølighed med fra havet.

Ret i baugen skinnede Algeciras’s hvide huse badede i morgensolens straaler; agterud hævede Gibraltarklippen sig mørk og truende, kastende sin skygge over byen og landtungen, som forbinder den med fastlandet.

Alle kjender vi Gibraltars klippebatterier. 193Gallerierne, det vil sige gange udhulede i selve klippen, løber etagevis langs klippevæggen. Gallerierne er helt lukkede, men forsynede med huller paa den lodrette klippeflade, og gjennem hullerne ser man de mørke kanonmundinger pege ud – mange hundrede i tallet.

Det er den side, som vender mod Spanien, som er bevæbnet paa denne maade – altsaa nordover, og paa den side hæver klippen sig steilt, næsten lodret til en høide af 1 200 fod.

Den side, der vender sydover og vestover – mod strædet og bugten – skraaner mere jevnt; her ligger byen med moderne strandbatterier og befæstninger.

Den eneste forbindelse mellem klippen og Spanien dannes af en smal, sandet landtunge, der kun hæver sig faa fod over havets overflade, og lidt efter lidt gaar over i en temmelig gold klippeegn. Der er spansk grund.

Selve sandtungen er neutralt land. Langs dens sydlige grænse staar en række engelske skildvagter, mens spanierne har sine poster langs nordsiden. Det neutrale belte, som skiller dem, er omtrent 1500 meter bredt.

En halv mils vei nordenfor landtungen ligger, klinet op paa nogle klipper, den gamle spanske by San Roque.

Det har nok i sin tid været en sterk fæstning 194og er fremdeles en slags hovedstad i distriktet. Som saadan har den sin uundgaaelige kommandant og garnison af smaa, løgspisende, skidne soldater; men adskiller sig forøvrigt ikke fra andre smaa, varme, støvede og stinkende spanske byer.

Antagelig har byen sin største betydning og berettigelse til at eksistere ved at tjene som hovedstation for egnens smuglere.

At denne klasse mennesker er talrig repræsenteret paa disse kanter, kan man forstaa alene ved at sammenstille Spaniens smukke toldsatser, det fattige, udpinte folk og nærheden af frihandelsstaden Gibraltar.

Den bugt, der forøvrigt adskiller klippefæstningen – Englands eiendom – fra Spanien, er omtrent en norsk mil bred. Den benævnes af spanierne Algecirasbugten efter den lille by, som jeg allerede tidligere har nævnt, og som breder sig opover en jevn klippeskraaning ret i vest for Gibraltar. – Navnet har en smuk klang i franskmændenes øren: ti det knytter sig til stedet erindringer om en af deres faa krigerske triumfer over engelskmændene – tilsjøs. Her vandt i 1801 den franske admiral Linois en smuk seier over en engelsk eskadre under admiral Saumarez.

Den spanske by var vort maal den dag, men vi hastede ikke med at komme der før 195mod aftenen, og da sjøen var saa uendelig frisk og behagelig, halte vi vore skjøder klods og stod ud i strædet.

Jeg glemmer aldrig denne dag tilbragt mellem Europa og Afrika.

En tid lang havde der hersket østenvind med disighed og taage. Vestenvinden bragte som sædvanlig her paa denne aarstid godveir, og luften havde allerede antaget høstens gjennemsigtige klarhed, saa afstandene syntes at forsvinde.

Fjeldene langt inde i Afrika syntes at stige ret op af strædet, og Ceuta – den spanske fæstning paa det mørke fastland – syntes saa nær, at man skulde kunne tælle stenene i dens ærværdige mure.

Vi krydsede helt op under den marokkanske kyst og vendte saa, da solen begyndte at dale, mod bugten, som vi havde forladt.

Vi passerede skibe i hundredevis; ti alle seilfartøier, som havde holdt det krydsende udenfor strædet under den sidste uges østenvind, benyttede nu anledningen til at komme østover, klædt med seil fra mastetop til dæk.

Og indimellem dem dampere af enhver slags – enten de nu skulde østover eller vestover.

Nogle heiste kun sit kjendingssignal for at blive «rapporteret», andre løb ind paa Gibraltars 196havn for at fylde sine kulbokser og saa gaa videre nogle timer efter – alt i rastløs travlhed.

Men orlogsmændene, lystseilerne, fiskerne og kystfarerne syntes at have bedre tid og var mere ubestemmelige i sin kurs. Det var nok af dem alle, og mangt et øie var den dag fæstet paa «Frams» fremmede skabelon.

Den vagthavende officer paa orlogsmanden stansede endog et øieblik i sin rastløse vandring paa kommandobroen og lettede paa sin guldbroderede hue som svar paa vor hilsen.

De lysklædte damer paa yachten viftede, da vi heiste vort flag, der angav dem vort fjerne hjemsted, og lorden værdigedes at kaste et kyndigt sportsmandsblik paa vor farkost.

Malteseren i felukken – eller muligens det var en spanier eller italiener – løftede sin brunstegte ryg fra toften, hvor han laa henslængt, og strakte sin skidne pegefinger ud mod os. Han udviklede vistnok for sin kammerat, der sad paa hug ved roret, hvor meget bedre «Fram» vilde være i den ædle smuglerfart end det klodsede skrog, som de var henvist til at benytte – og begge vinkede hilsende og nedladende til os med bevægelser af haand og arm, som en konge eller skuespiller kunde have misundt dem.

Men solen begyndle at helde, og «Frams» baug blev vendt mod den spanske kyst.

197Baade Monk og Holt var tankefulde. – Endelig tog førstnævnte cigaren af munden:

«Har I lagt Eders hoveder iblød for at finde ud af papiret, som jeg fandt i brevtasken? Det er vel ikke kommet bort. Dere lovede at tage godt vare paa det.»

«Vi kan intet finde ud af det; her er det.» Holt tog papiret ud af sin lommebog og rakte Monk det.

198«Vent lidt, lad mig faa se det endnu en gang.» Jeg rakte haanden ud og modtog gjenstanden for vort hovedbrud. Det var, som jeg allerede før har sagt, et stykke papir eller rettere sagt pergament af seigt, gulagtigt stof og temmelig gjennemsigtigt – en 5–6 tommer langt og 3–4 tommer bredt og forsynet med nogle streger, tal og figurer optrukne med mørkerødt blæk. Det ligger i dette øieblik paa skrivebordet foran mig, og jeg har her tegnet det af for mine læsere.

Paa bagsiden fandtes kun følgende bogstaver og tal skrevne med blyant:

S. R. 7/9

«Og fandtes der intet andet i brevtasken?»

«Nei,» svarede Monk, «med undtagelse af 5 spanske pengesedler paa 100 pesetas hver. Her kan du selv se.»

Han rakte mig brevtasken. Den var af fint, rødt russelæder og havde to rum. Det ene indeholdt pengesedlerne, det andet, hvor pergamentet havde ligget, var tomt. Jeg tog sedlerne ud og undersøgte dem. De var gamle og slidte, men der fandtes ingen skrift, intet merke paa dem. «Hvor fandt du den?»

«Jeg fandt den i baadsmandens lugar om bord i ‘Ocean’.»‘Ocean’.»] rettet fra: ‘Ocean.»

199«Og hvilke slutninger drager du heraf?»

«Kun, at der blandt de skibbrudne spaniere var en eller flere mænd af de høiere samfundsklasser. En almindelig sjømand bærer ikke den slags lommebøger; sandsynligvis er den fra Paris»

«Og andet kan du ikke faa ud deraf?»

«Nei, ikke saalænge stregerne og tegnene paa pergamentet ikke er tydet – jeg havde haabet paa, at Holt skulde kunne forklare det.»

«Hvorfor netop jeg? det er ikke min sterke side at løse gaader – hverken billedgaader eller andre.»

«Jo, fordi jeg havde den tro, at det var en kartskitse, og at du som hydrograf kunde udtyde den for os.»

Holt greb igjen pergamentet, saa længe paa det, men leverede det saa tilbage til Monk: «Tegnene er ikke af dem, som vi karttegnere bruger. De eneste figurer, som i saa henseende kunde passe, er de smaa drægger, som forekommer to steder. – Vi bruger at tegne en liden dræg for at angive ankerplads for mindre fartøier. Vi bruger ogsaa en pil for at angive nord og syd – andet finder jeg ikke, som smager af mit haandværk. Figuren længst nede til venstre synes mest at ligne et øie.»

200«Behold papiret,» sagde Monk alvorlig, «og tag det frem nu og da for at se, om du ikke faar en idé til dets tydning. Jeg har lagt merke til, at den slags ideer ofte kommer pludselig, og naar man mindst venter det. Det pergament er nu den eneste forbindelse mellem os og de mennesker, vi er paa jagt efter – nu efterat ekspeditionen med Plover viste sig resultatløs.»

«Dere fandt altsaa intet – absolut intet spor paa kysten?» spurgte jeg og saa paa Holt.

«Hvor ofte skal jeg fortælle dig,» svarede denne mismodig, «at turen var fuldstændig mislykket trods alle anstrengelser baade fra min og chefens side. Vi besøgte havnene El Arisch, Sale, Rabat, Darel Beida, Azamar, Mazighan, Safi, Mogador og Agadir. Andre havne findes ikke paa hele Marokkos vestkyst søndenfor kap Sportel. – Jeg er overbevist om, at i løbet af den sidste maaned har ingen baad eller mindre farføi landet i nogen at disse havne; og udenfor dem er, som jeg før har sagt, kysten omtrent utilgjængelig. Selv om landingen var foretaget udenfor de havne, jeg har nævnt, saa maatte mandskabet dog have søgt til byerne. Men jeg er sikker paa, at saa ikke er skeet. Ankomsten af saa mange europæere til et af de smaahul gaar ikke ubemerket for sig.»

201«Der staar saaledes ingen anden antagelse tilbage, end at vore venner fra ‘Ocean’ har sat kursen mod Spanien og er kommet iland der?»

«Den engelske admiral har telegraferet rundt til alle de engelske konsuler i kystbyerne ligetil den portugisiske grænse; men samtlige melder tilbage, at de ikke har kunnet faa opspurgt, at nogen baad er kommet ind fra havet,» – var svaret.

«Det forhindrer ikke,» faldt Monk ind, «at de alligevel i at stilhed kan have landet paa den spanske kyst. Men sandsynligere er det, at de er optagne af et forbiseilende skib. – Hvordan det nu end hænger sammen, et faktum er det, at foreløbig er de tabt for os. – Der er imidlertid en anden omstændighed, som vi har diskutteret svært lidet, og det er Henriksens eventyr paa ‘Fram’. Han fortæller jo, at han udskibede sine passagerer paa en øde kyst. Kan der være nogen tvil om, at det var den afrikanske kyst?»

«Nei, ingen tvil,» svarede Holt bestemt. «Jeg har tænkt meget over den ting, og det gjør mig desto sikrere paa, at der stikker noget djævelskab under, som vi ikke kjender til. Henriksen havde ikke holdt noget bestik; men efter kursen og tiden at dømme, maatte ‘Fram’ paa den tid have været nede ved kap Mazighan eller noget sydligere: og saa fortæller han, at hans passagerer, 202som du kalder dem, signaliserede med nogen iland, og at der kom en stor baad fuld af folk ud – det forstaar jeg ikke!»

«Kanske Henriksen selv var fuld,» foreslog jeg.

«Men de to passagerer da?»

«Dem kan han simpelthen have kastet overbord, og saa fiffer han paa historien for os –»

«Da var det rimeligere, at han aldrig har havt passagerer ombord,» faldt Monk ind, «at han har benyttet vort fravær til at tiltale flaskerne, har seilet bort i ørsken og saa syntes, han maatte finde paa noget, da han igjen traf os.»

«Tror du, at saadant er muligt?» Jeg saa paa Holt. Han bare rystede energisk paa hovedet.

«Ikke jeg heller,» fortsatte Monk, «men det kan jo aldrig skade at diskuttere de forskjellige forslag til løsning af disse gaader.»

Idetsamme kom Henriksen agterover og spurgte, om han skulde gjøre ankeret klart. Jeg saa paa gjenstanden for vore frygtelige mistanker, paa hans brune, aabne sjømandsansigt med de ærlige øine. Det samme gjorde Monk og Holt, og saa lo vi alle tre til stor forbauselse for angjældende.

«Lad mig faa laane telegramet, som vi fik fra politimesteren i Kristiania, og ligeledes det fra konsulen i Cadiz.»

203Monk tog papirerne frem af sin lomme og rakte mig dem. Det fra Kristiania lød saaledes:

««Oceans» mandskab igaar ankommet. Fastholder sin forklaring fra Cadiz; fremmede kom ombord fra synkende dampyacht, bemægtigede sig fartøiet. Er løsladt ifølge dit telegram.–
(sig.)

Det fra Cadiz lød:

«Har idag efter anmodning undersøgt baaden, hvori «Oceans» mandskab befandtes. Smuk mahognybaad. Sagkyndige antager, den har tilhørt lystfartøi: men intet saadant vides forlist senere tid.»
(sig.)

Jeg læste dem høit, og begge mine kammerater lyttede opmerksomt, uagtet vi havde læst dem gjennem mangfoldige gange.

«Det gaar rundt for mig! vi bare vaser i taagen!» Holt kastede mismodig cigarstumpen i vandet og reiste sig for at hjælpe Henriksen med at mindske seil – vi nærmede os havnen.

«Tvertimod!» raabte Monk efter ham; «nu tror jeg, det begynder at klarne for os. Kan du udtyde pergamentet, saa tror jeg at kunne love dig, at du atter skal faa se noget til de mennesker, som du længes saa efter!»

Holt var alt midt oppe i arbeidet og fik ikke tid til at svare.

204Efter den mislykkede ekspedition med «Plover» var baade Holts og mine forhaabninger faldt sammen, og vi kunde begge foreslaaet at forlade Gibraltar og reise hjem. Men Monk havde bedt om udsættelse i et par dage for at besøge nogle af de spanske steder i Gibraltars nærhed. Det var grunden til, at vi den dag seilede til Algeciras.

Solen heldede sterkt mod landet i nordvest, da vi nærmede os den lille ø «Verde islet», som den heder paa de engelske karter, og som dækker Algeciras indre havn. Sjøen blev mørkere og mørkere blaa, næsten sort og isprængt med purpur i bølgedalene.

Vinden døde mere og mere af og kastede i lunefulde blaf ud fra stranden. Den førte med sig den krydrede duft af trær og blomster paa land, den duft, som sjømanden, der seiler langs sydlandenes kyster, kjender saa godt. Den naar ham paa de stille nattevagter, naar duggen begynder at falde, og gjør ham tungsindig og blød om hjertet; den minder ham om høiduften udenfor den norske kyst, naar solgangsvinden en juliaften afløses af de varme pust fra det opvarmede land.

«Fram» maatte krydse et par slag for at naa op; men endnu før solen havde skjult sig bag aaserne, løb vi indenfor den lille ø med 205fyrtaarnet og de gamle batterier og ankrede udenfor mundingen af elven «Miel», kun nogle hundrede alen fra Algeciras’s smaa hvide stenkaier.

I den grunde havn, hvor større skibe ikke kan løbe ind, laa kun nogle smaa kystfarere og en ganske liden spansk kanonbaad.

Vi kastede anker i et stenkasts afstand fra den. Kanonbaaden var som sagt liden og dækket med solseil fra for til agter. Det sortmalede jernskrog lignede nærmest en almindelig passagerbaads; men orlogsflaget agter, kommandotegnet paa mastetoppen og en kanon i dreibar affutage forud angav dens krigerske stand.

Der var faa folk at se ombord: en skildvagt paa den trange kommandobro og et par mand under solseilet forud.

Vi beslog seilene ombord paa «Fram»; saa halte vi jollen op til siden, overlod kutteren til Henriksens varetægt og roede iland.

Byen var ikke stor, men stor nok til at fremdrive et antageligt antal dagdrivere og tiggere paa kaien. Mens vi banede os vei mellem dem, hørtes rundt om os: Noruego, – si, si, Noruego! mens et par foretagsomme ynglinge tilbød os sin tjeneste som veivisere.

Det lykkedes imidlertid at holde dem fra livet – heldigvis er turisternes antal her ikke 206stort – saa at vi i nogenlunde fred fik lov at spadsere gjennem byen.

Dens seværdigheder var imidlertid snart udtømte, og da mørket begyndte at falde paa, befandt vi os igjen nede ved havnen.

En vinhandlinde i en liden have aabnede sin gjæstfri dør for os, og snart var vi behagelig plaserede paa en liden stenbalustrade, der vendte ud til havnen, med den skjønne havbugt udbredt for os og en stor flaske spansk vin paa bordet mellem os.

Verten stod ved siden bukkende og passiarende, men med spanierens værdighed og nedladende fagter, der staar i saadan modsætning til italienerens krybende venlighed mod fremmede «excellenca’er».

Paa kanonbaadens dæk – den laa lige ud for os – viste det sig to mænd – en yngre i løitnants uniform, sandsynligvis fartøiets chef, og en ældre officer med stabsofficers distinktioner.

Verten bemerkede retningen at vore blikke.

«Signor de Santa Marina, capitano de navioForfatternote: Linjeskibskaptein, hos os kommandør. – en stor herre,» hviskede han med ærefrygt.

«Del er ikke stort skib for en capitano,» bemerkede jeg.

207«Han kommanderer over alle kanonbaade lige herfra og til den portugisiske grænse; og der er mange af dem paa disse kanter nu.»

«Er her flere stationerede end sædvanlig?»

«Ja, der ligger en i hver bugt nu for tiden, akkurat som om det skulde være midt i krigens tider. Men vi ved nok hensigten med det; det er for at gjøre de stakkars smuglere fortræd – som om ikke toldopsynet var nok! Hvad skal de fattige spaniere leve af, naar de ikke kan smugle lidt – hvis de bare skal betale skatter? – nogle siger, det er for carlisternes skyld; men jeg ved det bedre!»

Den hæderlige vert trak sørgmodig paa skuldrene og vendte sig bort for at betjene et par andre gjæster.

Den ældre sjøofficer blev sat iland fra kanonbaaden, steg op ad kaiens stentrin og gav sig til at spadsere op og ned under den lille træplantning, røgende sin cigaret. Vi bemerkede, at han nu og da skottede til «Fram». Dagdriverne gik tause af veien for ham.

«Tror du, at du kunde skaffe os den herre i tale?» Monk lagde haanden paa Holts arm – jeg havde oversat vertens ord for ham.

«Det er ikke vanskeligt! der bestaar et slags frimureri hele verden over mellem os sjøofficerer, og det maatte være en bøffel af en fyr, hvis 208han ikke høflig modtager mit selskab, naar jeg presenterer mig for ham.»

Holt steg ned ad den lille stentrappe, gjennem haven og ud paa «Alamedaen». Vi saa ham hilse og tiltale spanieren, som høflig tog sin cigaret af munden og besvarede hilsenen. Straks efter rystede de hinandens hænder og begav sig sammen hen mod det sted, hvor vi sad.

Den nødvendige presentation gik for sig, og spanieren modtog vor indbydelse til at tømme en flaske vin med os. For Monks skyld førtes samtalen paa fransk, hvilket sprog tales af næsten alle spanske sjøofficerer.

Den fremmede var en mand paa ikke over firti aar og af et meget vindende ydre. Kulsort, lokket haar og et spidst tilstudset skjæg af en noget lysere farve. Ansigtet regelmæssigt og øinene mørkeblaa. De havde ikke det ustadige, drømmende udtryk, som saa ofte træffes hos sydlændinge, men blikket var klogt, fast og iagttagende.

Han interesserede sig høilig for vor lange seilads med «Fram» og lovede næste dag at besøge os ombord. Vi maatte give ham en nøiagtig beretning om turen; men nogle ord fra Monk paa norsk forhindrede Holt og mig i at nævne hændelsen med «Ocean».

209Saa kom hans egen nærværelse paa disse kanter paa tale, idet han udtalte sin beklagelse over, at den større kanonbaad, hvorpaa hans kommandotegn var heist, fortiden laa i Cadiz, saa at han saaledes maatte renoncere paa fornøielsen af at vise os gjæstfrihed ombord paa sit eget skib.

«Fortiden har jeg maattet installere mig ombord paa den lille kasse der for at gjøre de nødvendige inspektionsreiser,» fortsatte han.

«Hvormange fartøier hører til Deres eskadre?»

«12 fartøier alt i alt.»

«Alle af samme sort som den der?»

«Nogle større, andre som denne.»

«Det maa være en anstrengende tjeneste for kanonbaadene.»

Det var Monk, som spurgte. Sjøofficeren saa noget overrasket paa ham: «Som kystvagt mener De? ja, den er ikke ganske let.»

«Jeg mener, at det maa være vanskeligt at forhindre smugling med en frihandelsstad som Gibraltar i nærheden.»

«Smugling?» Kapteinen saa skarpt paa Monk; men denne syntes fortabt i beskuelsen af bugten, hvor maanelyset begyndte at spille. «Vi er ikke egentlig toldkrydsere.»

«Jeg ber undskylde; men verten her nævnte noget om, at kanonbaaden jagede smuglere.»

210«Naa, det har han fortalt,» svarede sjøofficeren smilende, men med et lidt ærgerligt udtryk i ansigtet. «Ja, sandt at sige saa er det ogsaa hovedhensikten med stationeringen af saamange fartøier paa disse kyster. Smuglingen har i de sidste aar taget mere og mere overhaand, og toldbetjentene med sine gamle kuttere kunde ikke greie opsynet længere.»

«Hvorfra kommer varerne, som indsmugles?»

«Fra Gibraltar antagelig;» den spanske officer syntes at være kjed af temaet; men Monk forfulgte det med en halsstarrighed, som var alt andet end høflig.

«Jeg troede, at der muligens ogsaa dreves smugling fra den afrikanske kyst fra Marokko?»

«Fra Marokko? nei, det land producerer ikke meget, som er værdt at indsmugle her».

«Nei, deres vaabenfabrikation staar ikke høit, det er sandt.»

Ved denne bemerkning reiste den fremmede officer sig halvt op og saa paa Monk med et besynderligt blik; men da denne allerede havde vendt sine øine mod bugtens maanebelyste flade og strakte sig magelig i sin stol, lod han til at forandre beslutning; han satte sig atter og udbrød livligere:

«Men, mine herrer, skulde vi ikke tale om 211noget behageligere end smuglere og kjæltringer! – Jeg antager, at De imorgen skal besøge tyrefegtningen?

«Tyrefegtningen – hvor?»

«I San Roque; ja, De ved, hvor San Roque ligger? – hele provinsen taler ikke om andet end tyrefegtningen, som skal finde sted der imorgen. Det bliver den største, som har forekommet paa disse kanter i løbet af mange aar.»

«Jo, jeg synes nok, jeg saa noget om det i en avis; det er jo den 7de september imorgen?» bemerkede Holt. «Forøvrigt hører det ikke til mine yndlingsfornøielser.»

«Sandt at sige heller ikke til mine. Men mine landsmænd, ved De, vilde heller gaa glip af et aar af sit liv end af en saadan fornøielse. Der vil imorgen være samlet en 20–30 tusind mennesker i San Roque; i dagliglaget er der 6 tusind.» Sjøofficeren talte rolig og behersket; men jeg bemerkede dog en vis uro i hans væsen, og han kastede nu og da hurtige blikke paa Monk.

Det var heller ikke godt at forstaa sig paa Monk; ti ligesaa ligegyldig som han havde vist sig tidligere i samtalen, ligesaa interesseret syntes han paa dette punkt.

«San Roque, den 7de september,» gjentog 212han, «der er tyrefegtning, siger De, som alle spaniere, der paa nogen maade kan, vil overvære – var det ikke saa?»

«Visselig,» svarede den fremmede; han syntes ubehagelig berørt af Monks besynderlige optræden. «De kjender vel mine landsmænds forkjærlighed for den slags forlystelser?»

«Javist, hr. kaptein! undskyld min nysgjerrighed; men jeg blev meget behagelig overrasket, da jeg længe har ønsket at kunne overvære en saadan forestilling, og jeg hidtil ikke har havt anledning dertil.»

«Herfra til San Roque er kun en 10 engelske mil, og for gode ord og betaling er det ikke umuligt, at De kan faa leiet heste her i byen.» Kapteinen reiste sig og tog afsked efter at have lovet at besøge «Fram» næste morgen.

Saasnart hans skridt var hendøde paa stenbroen, for Monk op fra sin plads og raabte paa verten.

«En af dere, som kan spansk, bed ham bringe hid en lampe eller lygte; her er mørkt som i en sæk! og – giv mig saa pergamentet!»

En blafrende oljelampe blev sat paa stenbordet mellem os, og Monk foldede pergamentet ud.

«Ganske rigtig: S R 7/9. Det er tydeligt nok!»

213«Hvad er tydeligt nok?»

«Bogstaverne! datoen!»

«Datoen?»

«Kan du da ikke læse? S R: San Roque. 7/9: syvende september – det er imorgen, da tyrefegtningen skal foregaa.»

Endelig gik der et lys op for mig: «Du tror, at vi imorgen i San Roque kan træffe den person, som eier brevtasken?»

«Jeg er sikker paa, at han vil være der.»

«Men vi kjender ham ikke og har aldrig seet ham!»

«Kommer tid, kommer raad; vi har nu traaden i vor haand – det staar til os at følge den labyrinten ud.»

Holt hørte paa os ganske bleg af sindsbevægelse og mælede ikke et ord.

Atter maatte verten frem; men det kostede os en anselig sum penge at faa leiet 3 dyr og en fører til den næste dag.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.