Syvende kapitel: Hvad Karl Henriksen havde været ude for

136Jeg kommer til mig selv igjen – en behagelig varme baade udvendig og indvendig – venlige stemmer omkring mig.

«Aa, han begynder at smatte paa cognaken som et barn paa taateflasken – det er et godt tegn!» hører jeg ved min side; det er Holts stemme. Han staar foran mig med en flaske og et glas i haanden. Selv ligger jeg indhyllet i uldtæpper paa sofaen i «Fram»s kahyt. Omkring hovedet har jeg et bind.

Monk holder paa at gnide mine fødder, og gjennem nedgangstrappen ser jeg Henriksens veirbidte ansigt titte nysgjerrig ned.

«Hvad er paafærde?» siger jeg og reiser mig op; men en ubehagelig følelse i baghovedet bringer mig straks tilbage paa puden.

«Aa, ikke andet, end at du syntes at have vanskeligt for at løsrive dig fra Ocean,» siger Monk.

«Vi hoppede jo paa sjøen,» mumler jeg; «nu husker jeg, at min ene fod havde sat sig fast – var det ikke saa?»

«Jo, du havde faaet foden ind i storbrasen, som laa og svalkede paa dækket,» fortsætter Monk, «og da Holt og jeg vel var komne 137ombord paa ‘Fram’, fik vi se dig ligge i sjøen og dunke hovedet op mod ‘Ocean’s gamle planker – antagelig for at se, hvem der holdt længst.»

«Men hvordan fik Dere fisket mig op igjen?»

Mit hoved var ikke særdeles klart; men selv dengang slog det mig, hvor vanskeligt det maatte være at nærme sig et skib, som driver om uden styring i aaben sjø.

«Jo, det skal jeg sige dig – –– –– –» Monk holdt op med gnidningen og trak et par deilige, varme uldstrømper paa mine fødder.

«Hys! lad os ikke snakke mere med ham nu; han trænger til at sove, skal han blive bra i hovedet og slippe en hjernerystelse.» Det var Holt, som blandede sig i samtalen, mens han varsomt vendte mit ansigt mod væggen og trak tæppet op om mig.

«Det kan ikke skade, om han først trykker din haand, Holt,» fortsatte Monk alvorligt. «Gjør det, Fredrik, og læg dig saa til at sove: jeg kan fortælle dig, at Holt svømmede bort igjen, saa snart han saa, hvordan det hang sammen, og at han baksede med dig, i ti minutter sikkert, før han fik dig løs. Hvordan han fik det til, og hvorfor Dere ikke begge blev maset til kjøddeig, det forstaar ikke jeg; men har nogen vovet sit liv for en anden, saa har Holt gjort det for dig.»

138Jeg var ikke sen med at faa haanden frem; men Holt var alt ude af kahytten, og jeg er ræd for, at det endnu den dag idag ikke er lykkedes mig at takke ham – ialfald ikke saaledes som pene mennesker i pene bøger takker hinanden ved den slags leiligheder.

Det var ikke andet for end at snu sig om og prøve at sove. Og det lykkedes ogsaa, uagtet min hele krop føltes som knust, og en blyklump havde taget plads i mit hoved. Jeg sov saa grundig, at lysningen af den anden dag strømmede ind i «Fram»s kahyt, da jeg atter vaagnede.

Den kraftige søvn havde vistnok reddet mig fra alvorligt men efter eventyret; ti fra nu af følte jeg kun nogen mathed og ømhed i lemmerne – men hovedet var klart, og livsmodet høit. Et par dage efter var ogsaa matheden forsvundet, mens mit hoved raskt lægedes.

Kulingen havde hurtig lagt sig – den sprængte sig i en svær regnbyge og gik saa om til en smuk bris fra nordost igjen.

Jeg skal forøvrigt ikke opholde mig videre ved de 2–3 første dage, efterat vi atter kom ombord i «Fram».

Selv har jeg ikke saa svært tydelig erindring derom, og Monk og Holt har fortalt mig, at ogsaa de tilbragte sin tid med at spise og sove, 139saasandt de ikke havde vagt – mens «Fram» krydsede sig østover og nordover langs den afrikanske kyst.

*

Den tredie dag gav Monk, der fungerede som læge, mig tilladelse til at forlade køien, og jeg var ikke sen med at kravle op paa dæk.

Vinden var gaaet om paa sydost eller saa omtrent, og luften var saa klar og blaa, som om der aldrig havde eksisteret en sky siden verdens skabelse. Vi løb langs stranden med alle seil til – det blæste kun en bris – og kutteren rullede sagtelig paa de brede dønninger, der krusedes af landbrisen.

Solen nærmede sig horisonten i vest. Vistnok var brisen varmere end strengt taget nødvendigt – den kom jo fra Sahara – men solens straaler generede ikke længere, og saa var vor klædedragt derefter.

Jeg syntes aldrig, tilværelsen havde været skjønnere, end da jeg strakte mig paa «Fram»s hytte og lod blikket følge Marokkos blaa fjelde, som hævede sig en 10–20 mil fra os i øst; underlandet og strandlinjen skjultes af horisonten.

140Min ankomst paa dæk modtoges med livlige lykønskninger – og ikke mindst fra Henriksen.

«Takker saameget, Henriksen! men hvis du vil gjøre mig en tjeneste, saa fortæl først og fremst, hvorfor du seilede fra os, da vi var komne ombord i ‘Ocean’ – hvordan er det forresten gaaet med skibet? saa Dere mere til det, efterat vi forlod det?»

«Stop lidt!» sagde Monk og løftede haanden – han strakte sig ved siden af mig paa hytten, mens Holt stod tilrors, og Henriksen spleisede et taug paa bakken – «en ting ad gangen. – Hvad ‘Ocean’ angaar, da laa vi bak saalænge, til vi saa den som et vrag paa klipperne, og før vi tabte stedet afsyne, havde sjøen malet den op i stumper og stykker. Var den assureret, saa er nu assurancesummen forfalden til udbetaling – det kan vi aflægge ed paa. Hvad angaar Henriksens bedrifter, da har vi endnu ikke faaet nogen samlet beretning af ham – kun faaet vide det nødvendigste gjennem spredte skildringer – som det heder. Vi aftalte, at han skulde vente, til du kom op, og saa give os en generalberetning. Nu kan du gaa igang, Henriksen.»

«Gaa igang, ja,» mumlede Henriksen uvillig; «det er let nok at sige; men tror Dere, jeg er vant til at præke for folk eller holde nogen 141oplæsning? – –– desuden har naa baade Di og løitnanten pumpet mig uafladelig i to dage, saa Dere maa ha’ faaet alt ud saan ‘pø om pø’ – ialfald er jeg læns, det ved jeg.»

«Det kan være sandt nok, min kjære Henriksen; men Viller har ikke hørt det, og desuden – jo oftere du fortæller, desto flere smaatræk kommer du til at huske paa. Det kan komme vel med at kunne samle alle mulige enkeltheder, om du ønsker, at folk skal tro dig: for historien er utrolig nok i og for sig.»

«Tror Dere kanske ikke, at jeg har sagt sandt? tror Dere, at jeg var fuld eller gælen og seilte fra Dere i ørska?»

Monk gjorde tegn til mig, at jeg skulde holde mig alvorlig: «Nei, nei, det tror vi ikke! men du sagde jo selv, at du aldrig troede, sligt skulde hændt dig, ‘om du var ble’t hundrede aar gammel –’ at du aldrig har hørt om sligt kjæltringpak paa sjøen før, som det, du kom ud for. – Bare fortæl nu altsammen fra begyndelsen af. Viller taaler ikke at vente længere, ellers blir han daarlig igjen. – –– Vi begynder altsaa med, at vi tre roede ombord i ‘Ocean’, og du var alene igjen ombord paa ‘Fram’ – saa! – kom nu med det!»

«Ja, det er ikke videre det, end at jeg syntes, at jeg lige gjerne kunde seile rundt skuta 142en gang til, mens Dere var derombord» – naar først Henriksen var trukket op og sat igang, gik det af sig selv; han havde igrunden intet imod at spille hovedrollen som fortæller –. «Saa halte jeg fokken over og løb op til luvart og derpaa forenom skuta. Der stod ‘Grimstad’ agter i speilet; men jeg skal forbande mig paa, at hu’ var bygget i Bergen, – hos Dekke i Bergen; det har været en hartloper i sin ungdom, tænkte jeg: det var tydeligt at se.

Allerbedst som jeg laa saa’n en kabellængde eller halvanden forenom hende, kom der springende noen mennesker op paa bakken og begyndte at vifte og vinke til mig, at jeg skulde komme opunder. Jagu’, var der folk ombord likevel, tænkte jeg. Løitnanten og de andre har vel truffet dem under læ og bedt dem vinke mig hid. – Saa vendte jeg med «Fram» og rendte op under læ baug paa’en, det var smult vand, og skuta laa aldeles stille, saa jeg gik næsten helt op under kranbjælken, før jeg halte fokken bak. De kastede ud en ende over svineryggen, og saa firte en mand sig ned og saa en til, lige paa siden af kutteren. Jeg fiskede op tampen af enden med baadshagen og halte dem ombord begge to, for jeg tænkte naturligvis, at saa skulde være, og at det var løitnantens ordre, at de skulde ombord paa ‘Fram’ allesammen. 143Jeg syntes nok, det var underligt, at de ikke kunde vente, til jeg kom længere agterover; men før jeg fik tid til at tænke mig om, var de nede i kutteren hos mig begge to.

En til af dem deroppe gjorde sig klar til at komme ned, men saa viste der sig en svær, skjægget kar med svarte øine, som han vrængte i ho’de. Han tog et tag i den nye fyren, som netop skulde fire sig ned, og slængte ham ned af bakken. Saa raabte han ned til de to, som alt var nede i kutteren, pegte sydover og fegtede med armene, mens munden gik som en kværn paa’n. Jeg forstod ikke, hvad han sagde, for han snakte saa fort, endda jeg forstaar lidt spansk – jeg for engang et helt aar med en klipfiskbaad paa Spanien, skal jeg si Dere –»

«Forstod du ikke et eneste ord?» det var Monk, som afbrød fortellingen.

«Nei, ikke andet end at han snakkede om at hente en dampbaad og noget om ‘Massigan’, hvad det er, ved jeg ikke; men ikke saa jeg nogen dampbaad nogetsteds. – Han gav sig ikke lang tid forresten, men vinkede med hænderne og sprang ned fra bakken, og saa saa jeg ikke noget verken til ham eller de andre ombord i ‘Ocean’ – for allerbedst som det var, saa gav en af de kjæltringerne, som jeg havde sluppet ombord i ‘Fram’, mig en dult ret her 144under hjertekulen, saa jeg tumlede ned i kahytstrappen og laa der og gispede som en fisk paa tørre landet.

Da jeg kom op igjen, havde de sat af fra skuta og firet skjøderne. Den ene stod ved roret, og den anden sad paa hyttekanten og lo af mig. Da skjønte jeg, at jeg var kommen ud for sjørøvere, og ledte efter et handøvle for at greie dem med; men ikke før la’ de merke til, hvad jeg studerte paa, før den ene trak frem en revolver og holdt den mod mig, mens han paa hyttetaget drog frem en lang kniv og svor paa, at han skulde sprætte maven op paa mig, hvis jeg ikke holdt mig rolig – det forstod jeg, for det har jeg ofte hørt de spanske kjæltringerne true med baade i Santander og Cadiz.

Jeg saa tilbage paa skuta, men der var ikke liv at se, hverken af Dere eller af de svarte røverne.»

«Hvormange mand saa du ombord paa ‘Ocean’?» det var atter Monk, som afbrød.

«Foruden de to, som ‘besøgte’ mig paa ‘Fram’ –»‘Fram’ –»] rettet fra: ‘Fram’ – (trykkfeil) Henriksen belønnede sig selv for denne vittighed med et bredt grin – «var der vist en 6–7 stykker ombord i ‘Ocean’. Ja, jeg havde jo ikke andet at gjøre end at se, aassen dette vilde spænde af, saa jeg bare sagde til dem: ‘Very well, you dammed pirat, den 145tid kommer vel, da Dere skal faa betale, hvad Dere gjør’. Han med kniven forstod vist, hvad jeg sagde, for han nikkede og pegte paa det stygge værktøiet sit og holdt spidsen bort til mig, for at jeg kunde se, hvor skarp den var.

Saa slørte vi undaf hele dagen, og jeg maatte finde frem til dem de bedste sager, som fandtes paa ‘Fram’, og brase og stege, som om vi skulde have prinsen af Wales paa besøg. Jeg maatte sprætte en 6–8 preservedbokser, og champagne maatte jeg finde frem til dem. – Da jeg var færdig med kokkeleringen, maatte jeg dække til dem paa hyttetaget, og mens de spiste, tog jeg roret. Men kniven og revolveren havde de ved siden af sig hele tiden. Siden maatte jeg finde frem kartet til dem; forresten tror jeg ikke, at de var større navigatører nogen af dem, om de end forstod saavidt at sætte en kurs – omtrent som jeg selv kan greie det. – Vi styrte samme kurs, saalænge jeg var paa dæk –»

«Hvad var det for en kurs?» spurgte Holt, han tog kartet frem.

«Syd – tre kvart ost paa kompasset, og den holdt de hele tiden, naar vinden stod, saaat vi kunde ligge op.

Jeg tog mange gange kikkerten og saa tilbage paa ‘Ocean’. Da bare lo de og lod mig gjøre det. En gang syntes jeg, at jeg saa tre 146mand staa paa hyttetaget derombord, men ellers saa jeg ikke liv og heller ikke, at seil eller braser blev rørt, saalænge jeg kunne øine skuta. Jeg var forfærdelig ræd for, at Dere skulde blive slaaet ihjel derombord – men hvad kunde jeg gjøre? Jeg bad de to for guds skyld si’ mig, aassen det hang sammen derombord, og hvad der vilde ske med Dere; men enten de nu forstod mig eller ei, saa bare lo de og jagede mig forover til kabyssen.

Da det led ud over eftermiddagen, var det saavidt, jeg kunde se bramseilene paa ‘Ocean’, og saa tænkte jeg: du faar jagu’ se til at faa has paa de karene, før det er forsent, og vi mister skuta afsigte. Saa paste jeg paa en gang, de stak hovederne sammen over kartet, og lurte mig agterover med en af aarerne til den lille prammen i haanden. Jeg fik git den ene af dem et ordentligt drag over skallen, saa han stupte forover, og før den anden fik brugt revolveren, laa jeg over ham med tag om struben hans.

Jeg klemte ordentlig til, og da han begyndte at stilne af og blev blaa i ansigtet, baksede jeg ham bort til rækken for at faa ham paa sjøen. Men saa gled jeg med den ene foden og dat overende med fyren under mig ude i borde mellem styrelugen og nedgangen til 147kahytten. Han reiste sig ikke, og jeg skulde snart ha’ været ferdig med ham; men saa var nok den andre karen kommet paa benene. Jeg hørte en styg banding bag mig, og før jeg fik snud mig, for den lange kniven hans gjennem armen min og ned i dæksplankerne. Se her! her er merke efter det. Jeg skulde havt den i ryggen maatro; men det, at jeg i det samme snudde mig, gjorde, at den bare gik gjennem kjødet paa armen – straks nedenfor skulderen.»

Henriksen brettede skjorteærmet op, viklede af en forbinding og viste os et svært kjødsaar, som netop var begyndt at gro, og fortsatte ufortrødent: «Heldigvis kunde han ikke faa kniven ud af dækket, ellers havde det nok været ude med mig; men før jeg fik reist mig, saa havde han tat aaren og git mig en over skallen – akkurat, som jeg havde gjort med ham. Først troede jeg, at jeg skulde besvime, og det havde jeg vel ogsaa gjort; men saa for den tanken gjennem mig: besvimer du, saa hiver han dig paa sjøen! Jeg for ind paa ham, før han kunde faa slaat anden gang og fik ham under mig; men eftersom blodet randt af armen, blev jeg uslere og uslere. Ja, endda tror jeg nok, jeg skulde greiet ham; men saa begyndte den første igjen at kvikne til, og snart havde jeg ham paa ryggen af mig.

148Hvorlænge vi tumlede om i kokpiten og paa dækket, ved jeg ikke, for lidt efter lidt mistede jeg bevidstheden, eflersom blodet randt af mig. Men da jeg kom til mig selv, laa jeg paa bakken med fødderne surret sammen og armene ind til kroppen, mens spanierne slog den ene pøs vand over mig efter den anden. Hvorfor de ikke dræbte mig, det ved jeg ikke.»

«Aa, det er ikke vanskeligt at forklare,» faldt Holt ind, «de forstod sig vel ikke paa at manøvrere fartøier som ‘Fram’. Almindelige sjømænd forstaar sig sjelden paa smaafartøier med sneiseil, og sydlændinger bruger bestandig raaseil selv paa sine jagter og fiskerbaade. De var ræd for, at de ikke skulde kunne greie ‘Fram’ alene.»

«Nei, det kan vel være det,» fortsatte Henriksen, «for bare det begyndte at blæse nok saa lidet, saa lod de mig tage kommandoen og vise, hvad der maatte gjøres. – Da jeg kom til bevidsthed igjen, snakte de en hel det og pegte paa revolveren og kniven. Jeg forstod bare saapas, at hvis jeg vilde beholde livet, saa maatte jeg aldrig mere prøve paa at yppe mig. Jeg nikkede og nikkede med hovedet, og endelig løste de surringerne, saa jeg kunde komme til at forbinde armen, som gjorde svinagtig vondt. Fra den tid af saa vendte de aldrig ryggen til 149mig, og aldrig fik jeg lov til at komme agtenfor masten, uden at en af dem holdt revolveren klar. De gjorde vagt om vagt om natten, og naar den ene af dem sov, saa blev jeg laast ned forud, og der blev stængt baade til kahytten og til dækket.

Koke og gasterere for dem maatte jeg gjøre hele dagen og ofte natten med, og vin drak de som svamper; men aldrig saa de blev fulde. Jeg prøvede paa at sætte cognak og whisky for dem, for at faa dem til at drikke sig fulde; men de hev flaskerne overbord og raabte paa champagne! Det var de fuleste svin, jeg nogensinde har været ude for – – – – – –

Den tredie dags kvæld fik vi se land forud, store blaa fjelde langt inde i landet. Det blev mørkt, før vi kom saa nær, at vi kunde se stranden; men vi kunde vel være saa’n en 3-4 kvartmil af’en, da vi kastede bak. Saa begyndte de at blusse og sætte op raketter, saalænge til vi saa en stor ild blive tændt op iland.

Da holdt de op, og straks efter slukkede ilden.

Vi blev liggende bak hele natten, og af praten deres skjønte jeg, at de vented, at nogen skulde komme ud og lodse dem ind om morgenen.

Udpaa morgenen slap de mig op paa dækket, for det begyndte at kule paa, og vi maatte tage ind reb.

150Der laa svær disighed over kysten, saa jeg kunde ikke gjøre noget ud af landet – bare saa de store fjeldene langt borte; men mellem os og land kom der krydsende ud en stor, enmastet baad med trekantet raaseil, høi for og agter og med masten heldende forover, saadan som de bruger det i Sydspanien. Baaden var fuld af folk, og da de kom saa nær, at de kjendte de to kjæltringer ombord paa ‘Fram’, begyndte de at huje og skrige; jeg hørte, de raabte baade goddag og velkommen paa spansk.

Saa lagde vi roret op og begyndte at styre ret paa land; felukken iforveien.

Den seilte fortere for vinden med det store raaseilet sit end ‘Fram’, saa at, da vi begyndte at høre brændingen paa stranden, saa dreiede den til, for at vi kunde komme nærmere efter den. De to ombord hos mig kjendte vel ikke indseilingen, kan jeg tro, for de var svært ængstelige efter at komme nær op under felukken. De gav mig roret; selv stod de paa bakken og vinkede til mig, eftersom jeg skulde styre.

Jeg forstod forresten ikke, hvor de vilde hen, for der var ikke andet end hvide brændinger at se forud, saalangt landet rak i nord og syd. Sjøen var ikke overvættes stor; men der var altid braat nok til at slaa isund den største fregat, og jeg kunde ingen indseiling se. 151Forresten var jeg svinagtig arg, for jeg forstod, at nu var det slut paa turen, og ikke var det nogen udsigt hverken for mig eller ‘Fram’ til at slippe fra det røverpak.

En af spanierne kom agterover – han skulde nok ned i kahytten for at hente kartet – og balancerte langs kanten af hytten mellem den og rækken. Da for det i mig med det samme; ‘Om du kunde hjælpe til at faa den karen overbord!’ – Saa la jeg roret hart styrbord over – vi seilte med seilet affiret om bagbord – og da han var kommen midt paa hytten, slog seilet og bommen over. Den traf ham under skuldrene og vippet’n overbord som en vaat. ‘Mand overbord!’ skreg jeg og lod kutteren luffe til for bagbord halser, vendte saa og holdt bortover mod fyren, som plaskede i vandet – han var nok ikke svært flink til aa svømme. Kammeraten hans skjønte ikke andet end, at den anden var gaaet overbord af sig sjøl, og at jeg manøvrerede for at redde ham. Men jeg greiede det saa, at vi første gang ikke fik tag i ham, men løb et par favne i læ. Nogen sjø var der ogsaa, saa det saa ikke saa underligt ud. ‘Næste gang’ ropte jeg og pegte paa den store baadshagen, som laa surret ved rækken, og spanieren, som var igjen ombord, forstod, hvad jeg mente, og kastede den los.

152Saa vendte jeg igjen. Fokken lod jeg staa bak, og vi drev nedover mod manden, som plaskede i sjøen. Kammeraten sad paa hug paa bakken, baadshagen holdt han ud over vandet og ventede paa, at vi skulde komme nær nok til, at han kunde fisk’en.

‘Fram’ seg forover; men jeg sørgede for, at vi kom mindst et par favne fra den, som laa i sjøen, saa at han med baadshagen maatte strække sig dygtig ud over rækken for at naa.

Netop som han rakte sig for at faa tag, lossede jeg bagbords fokkeskjød, saa seilet for over. Det blæste friskt, og kjæltringen fik en dult i agterenden, saa baade han og baadshagen gik paa hovedet i sjøen. Der laa de begge to – bandte, skreg, bad og trued.

Felukken havde ogsaa seet, at noget galt var paafærde. Den dreiede til vinden og begyndte at krydse op mod os; men den var flere kabellængder i læ.

Først tænkte jeg bare paa at komme væk; men saa syntes jeg, det var skam at lade to mennesker drukne, saa store kjæltringer de var. Jeg lod ‘Fram’ gaa over stag og holdt ned der hvor de laa og kastede begge redningsbøierne bort til dem. Da jeg det havde gjort og saa dem drive noksaa hyggelig nedover mod felukken, hver i sin bøie, halte jeg skjøderne 153klods og begyndte at krydse op mod vinden og uti fra kysten. Det var varmt i vandet, ser De, og spanierne tog vist ingen skade af at ligge udi og plaske en halv times tid.

Det ble’ et svare spektakel ombord i den store baad, da de havde faaet fisket kammeraterne op; de skreg og ropte efter mig og skjød med geværer – men ikke merkede jeg noget til kulene.»

«Men forsøgte de ikke at faa fat paa ‘Fram’?»

«Jovist gjorde de saa. De halte det svære seilet sit saa fladt som en væg og la’ baaden bidevind over samme baug som ‘Fram’. Men hvad skulde det bli af? Jeg gjorde bare smaa bauter og lod ‘Fram’ vende hver fem minutter. De skulde forsøge at gjøre det samme; men de laa mindst en streg lavere paa hver baug, og saa havde de et svare bryderi med at vende saa ofte med det store raaseilet; nei «det blei skit op og lort i mente», som skipperen sa’, han gjorde op regnskapet sit. Paa en halv time havde ‘Fram’ ædt sig op mindst en kvartmil ret i vindøiet, og saa la de roret op og styrede mod land.

Først tænkte jeg saa smaat paa at følge efter og se, hvor de vilde løbe ind; men saa betænkte jeg mig og la’ hende bidevind 154nordover – bare for at komme bort, det kunde blit stille, ser De, og da kunde røverne ha’ brugt aarerne sine og rod mig op – – –– – Ja, siden seilte jeg nordover langs landet; for jeg skjønte jo, at landet var Afrikas kyst, og at jeg havde at følge kysten for at komme til Gribraltar. Sommetider havde jeg godveir og sommetider kuling: men jeg brugte smaa seil – det skal en naa altid gjøre, naar en er alene i baad – saa reisen gik noksaa pent, liketil jeg traf paa ‘Ocean’ – det var en styg lægerval, Dere var komne paa!»

«Men hvordan greiede du dig alene paa ‘Fram’ i hele to døgn? styggeveir havde du ogsaa! du fik vel ikke søvn hele den tid!»

«Søvn jo! det var sandt, san. Et reb i fokken og to reb i seilet førte jeg til stadighed; saa var jeg sikker paa, at det blaaste ikke værre paa disse bredder om sommeren end at ‘Fram’ taalte det. Jeg kokte varm mad hver dag, og om natten halte jeg fokken bak og sov som en gris fra kvæld til morra. – Nei, da prøved jeg noget andet, den tid jeg var lodsgut. Det var støt det at seile baaden hjem alene baade vinter og sommer; og mange gange har jeg lagt baade 2 og 3 etmaal paa sjøen alene, baade i kuling og snefok – og i sjørøk med, og den er værst, skal jeg si’.»

155«Du har opført dig som en kjæk og bra kar, Henriksen!» sagde Holt; «og – – – –»

«Neigu’ om jeg har greiet sakerne bedre end en anden kunde ha’ gjort,» faldt Henriksen ivrig ind. «At faa ‘Fram’ ordentlig til Gibraltar, det var min forbandede skyldighed; likeledes at bli kvit røverne, naar jeg havde været saa dum at tage dem ombord. For jeg var en tosk og en dompap, som lod dem entre ombord uden ordre fra Dere. Men det har jeg ogsaa lidt min straf for. Hverken nat eller dag i de fem døgn tænkte jeg paa andet, end om at Dere skulde komme noget til derombord i ‘Ocean’, og hvor hestedum jeg havde været, som lod de fremmede fyrene komme ombord i ‘Fram’ uden ordre – gudskelov, at det gik, som det gik. Jeg har aldrig været saa glad i mit liv som dengang, jeg fik se Dere alle tre slaa lyslevende agterud paa bakken og vinke til mig»

«Jeg gjentager,» svarede Holt alvorlig, «at du har opført dig som en bra og modig kar, og vi skylder dig alle vort liv. Naar det lykkes dig at blive kvit spanierne og saaledes komme os til hjælp, da vi troede os redningsløse, saa skyldes det ene og alene din uforfærdede kjækhed, og at du er sjømand paa din hals. Hvad det angaar, at du lod de fremmede komme ombord da var du naturligvis undskyldt, enhver i 156dit sted maatte jo tro, at de havde aftalt det med os; er ikke Dere andre enige med mig?»

Det er unødvendigt at tilføie, at forsamlingen med akklamation sluttede sig til Holts tale.

«Men,» hviskede Monk til mig, «vi to kommer nok i skyld og gjæld til nogen hver, naar der er tale om livet; hvad tror du, vi vilde have været, hvis vi ikke havde havt Holt? fiskeføde antagelig!»

«Jeg kan ialfald svare for, at jeg vilde have tjent som saadan. Men tal ikke om det, ellers bliver han bare i daarligt humør; han vil gjerne rose andre; men selv taaler han ikke den slags traktement.»

«Men hør nu her, min kjære Henriksen,» bemerkede Monk og denne gang høit og tydeligt, «Drak spanierne op hele champagnebeholdningen, eller ekspederede du selv resten, da du fortsatte lystturen alene langs Afrikakysten? Jeg undersøgte idag vinkjelderen og kunde ikke opdage en eneste flaske med gylden hals!»

Et lunt smil gled over Henriksens ansigt: «Nei, jagu lurte jeg dem for det ogsaa. Da jeg saa, hvor graadige de karene var paa sjampanavinen, saa lurte jeg bort mere end halvdelen af flaskerne; det ligger 12 stykker af dem under agterste tiljen i kahytten langs kjølsvinet saa langt inde, som jeg kunde stikke armen – det 157er naa kjøligste stedet ombord ogsaa, saa det er bedst, at de ligger der for resten af turen.»

«Hurra for Henriksen! frem med et par flasker, gamle flodhest! skulde vi ikke have os et glas nu, saa ved jeg ikke, naar det skulde være!»

Vinen kom frem, og den smagte som nektar. Den aften kom vi sent tilkøis, og jeg skal aldrig glemme den – den staar for mig som toppunktet af rolig nydelse. Vistnok kunde vi have ønsket, at vindpustene, som Sahara lod vifte om vore kinder og fylde «Frams» seil, kunde have været svalere, og vinen kunde have været kjøligere. Men nogen friskhed bragte dog natten, og naar man intet andet har at gjøre end at røge sin cigaret, udsøge sig det luftigste sted og strække sig efter udstandne gjenvordigheder – mindst muligt besværet af klæder – da, ja da synes en nordboer, at lidt varme ikke skader. Vi har nok af kulde herhjemme, og jeg for min part ialfald forlanger, naar jeg kommer til syden, at blive tinet ordentlig op.

*

Jeg behøver ikke at fortælle, hvad talen dreiede sig om den nat: den sidste uge havde været for rig paa begivenheder, til at der kunde tales om andet. Men – underlig nok – det var kun de ydre begivenheder og vor ufrivillige 158deltagelse deri, som blev diskutteret. Ingen af os berørte eller anstillede gisninger om, hvad der maatte have tildraget sig paa barkskibet «Ocean» før vi kom derombord; eller hvorledes det hang sammen med de mennesker, som vi paa en saa lidet behagelig maade var komne i berøring med.

At mine kammerater igrunden var ligesaa optaget deraf som jeg, det tviler jeg ikke paa. Men det gik, som det saa ofte gaar: at hvad man tænker mest paa, det taler man mindst om. – – – – – –

Imidlertid løber «Fram» ustanselig gjennem vandet, krængende svagt over mod bagbord og hævende og sænkende sig paa dønningen, mens morilden fletter et vældigt, gyldent kabeltaug i vort kjølvand; det strækker sig længere og længere, time efter time, mil efter mil, ligetil den opgaaende sols straaler lader trolddommen forsvinde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.