Første kapitel: I Nordsjøen

3Det var udenfor den norske kyst mellem Arendal og Kristiansand den 24de juli.

Sjøbrisen døede af, da solen nærmede sig fjeldene i nordvest, og da den skjulte sin blodrøde skive bag de sorte mure, laa havet blankt og skinnende som metal – rødt i purpur og blod. Men havet er en kamæleon: det røde gik over i gult og det gule i grønt, og alt imellem begyndte smaa lysegraa vindflager at stikke ud mellem de kulsorte skjær for atter at svimle bort nogle favne fra land.

Nattebrisen ville ikke komme den aften. De smaa krusninger bragte ingen vind med sig, hvor forhaabningsfulde de end saa ud lige under strandlinien.

Du kjender vel solgangsvinden: den kommer ind fra havet om morgenen, naar det er godveir, bliver friskere og friskere udover dagen 4mens den stadig trækker sig vestover ifølge med solen.

Ofte hænder det, at den ikke stilner af om aftenen, men heller frisker paa i solnedgangen og gaar over til en bris fra land. Den fylder dine seil, der er vaade og tætte af duggen, og skuden krænger og løber gjennem det smule vand, saa det risler for baugen.

Da gaar hverken lystseileren eller fragtemanden tilankers for natten, han kan ligge sin kurs, hvad enten han skal østover eller vestover.

Han laver sin toddy eller koger sin kaffe, drikker den paa dækket og gjør op med sig selv, at saadan en nat paa sjøen er bedre end hvilkensomhelst dag.

Da letter ogsaa de seilklare skuter lastede med is eller trælast og staar fra sin ankerplads i skjærgaarden ud i rum sjø. Før dagen rinder, kan de være mange mil udenfor yderste skjær.

Men løier vinden af allerede udover eftermiddagen, da ved skipperen, at her bliver ingen landbris af før udpaa morgensiden.

De lastede fartøier, som krydser vestover langs landet for at bruge strømmen til Lindesnæs, vender itide og lægger sig paa den baug, som bærer ud fra land – mange ved af erfaring 5hvad det vil sige at komme skjærene for nær i stilla.

Fragtemanden, som med sin jagt seiler leden mellem Kristiansand og Kristianiafjorden, lader ankeret falde i nærmeste havn og gaar tilkøis sikker paa, at før klokken 4–5 næste morgen er der intet at gjøre – at sige hvis han skal østover. Skal han vestover, kan han altid drive nogle mil i løbet af sommernatten, om den ikke er saa lang; thi fra Færder til Lindesnæs gaar strømmen stadig vestover; de af aarets dage, da den løber østover, kan tælles.

Den nat, jeg taler om, var det stille. Ingen vind fyldte seilene hverken paa jagter, barker eller brigger; men alt, hvad der kunde flyde, seg vestover, og hvert skjær havde et baugvand mod øst og et lidet kjølvand paa vestsiden; medens tangvaserne, som sagtelig hævedes og sænkedes af dønningerne, strittede vestover, som om skjærene var paa kapsvømning østover.

Imidlertid trækker lysningen efter solen sig nordover langs det svarte land, passerer Karlsvognen og Polarstjernen og begynder saa atter at gaa over i gult og rødt, medens vindflagene blir mørkere og mørkere mellem skjærene og allerede kan fornemmes som svage pust, naar en væter paa fingeren og holder den i veiret.

6Havet er ikke længere metalfarvet, men graahvidt og rosenrødt langs kysten nordostover. Aasene mister sin sorte farve, og fjeldene langt inde i landet blir violette.

Alle fugle er vaagnet og begynder morgenkonserten hver med sit næb. Nogle trækker imens indover, andre udover fra landet. Kraakerne har tilbragt natten paa de yderste holmer: de skal indover i viker og bugter, hvor menneskene bor, eller de skal helt op til aasryggen i det fjerne. Men ærfugl og ænder, som har tilbragt natten i stille smaaviker inde i skjærgaarden, skal udover til de aller yderste boer og grunde for at nyde sin frokost. Maager og terner trækker langs leden for at udfinde, hvor fisket er bedst for den dag.

Jagteskipperen stikker hodet op gjennem kappen agterud, klør sig i hodet, knapper den ene buksesæle og gaar saa forud, hvor kokken ligger.

«Svindt dig at faa varmet kaffeen,» roper han og dunker i dækket. Selv lægger han klyveren fuldt klar, haler skjødet om bagbord og strækker saa storseilet op i piken, mens det spraker i veden nede hos kokken, og røgen vælder ud fra jernrøret, lige agtenfor ankerspillet. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

7En for en kryber jagter og dæksbaade ud fra ankerpladsene i de trange bugter. Nogle følger leden østover eller vestover, andre stikker udenfor skjærene for at benytte godveiret til lidt udenskjærs seilads – det monner altid lidt bedre.

*

Et par kvartmil udenfor de yderste skjær laa en stor hvidmalet dæksbaad og rullede svagt paa de brede, flade dønninger. Solens første straaler spillede paa den forgyldte masteknap og trak sig saa videre nedover de skinnende seil.

Hvidmalet og med den spidse agterende kunde man let have taget baaden for en lodsbaad trods dens størrelse og fine linier.

Seilene, nye og hvide som sne, lignede i snit og størrelse fuldstændig en lodsbaads. Fokken af svær dug; storseilet næsten lige saa smalt nedentil som oventil.

Men den røde stribe manglede, og man havde kun valget mellem brugsbaaden og lystseileren. Ved nærmere betragtning svandt imidlertid hver tvivl isaahenseende: mahognykahytten, der strakte sig helt til masten, med de to sirlige skylighter, taugværket af den fineste, bløde, utjærede hamp, det skinnende lille nathus af 8messing, den smukt udskaarne rorkult – alt forraadte lystseileren. Dog tydede det massive udstyr paa, at fartøiet, om det var nødvendigt, ogsaa kunde optage en kamp med elementerne. Skroget gjorde heller ikke denne formening til skamme. Intet kyndigt øie vilde betænke sig lenge paa at angive dets oprindelse. Det var et værk af polarskibet «Frams» berømte bygmester, og i virkeligheden har baaden det samme navn. I smaa, forgyldte bogstaver læstes paa fartøiets laaring det navn, som vor berømte landsmand senere har ladet fare verden over som ild i tørt græs.

«Fram» var større end en almindelig lodsbaad – omtrent som en af de større redningsskøiter, men lettere og sirligere af konstruktion.

Som den laa der, høi paa vandet, især forud, med de fyldige og dog saa skarpe linier, med den tykke, korttoppede mast af feilfri gran og de nye seil af sværere dug end lystseileres pleier at være, vilde ingen sjømand tvivle paa, at han havde et fartøi for sig som kunde seile trygt over alle have, og som dog – med lidt større seil og lettere rig – kunde have sin chance mod den fineste racer i en kapseilads.

Fartøiet laa uden styring, for landvinden var endnu ikke naaet derud. Det kastede sig 9tvers paa dønningerne og slingrede, mens storskjødsblokken skurede frem og tilbage paa løibommen.

Kun en levende sjæl var at opdage ombord. Det var en mand, som sad i styrerummet agter. Han kastede et misfornøiet blik op i storseilet, naar det slog for voldsomt; halede skjødet strammere og satte det fast i det ene borde. Saa reiste han sig og stirrede ind mod land.

Hans ansigt opklaredes, da han saa seil i bevægelse inde i leden. Snart skjultes de, snart viste de sig atter i gløttene mellem holmerne; de havde altsaa faaet landbrisen. Det begyndte at blaane udover havet, det første pust traf baaden og fyldte dens seil. Manden i styrerummet lagde roret op og saa paa kystlinien og kompasset. Da han havde naaet den kurs, han ønskede, flyttede han igjen rorpinden midtskibs ind; slakkede lidt paa storskjødet, halede op et tag i bukselinningen, tog sig en ny skraa og vendte sig agterover mod den stigende sol. Den kastede sine horisontale straaler midt i hans ansigt, saa han maatte skjærme for sine øine med haanden:

«Godveir! ikke andet end godveir», mumlede han tilfreds og vendte blikket forover igjen.

Manden saa ud til at være omkring 50 aar gammel; men jeg kan ligesaagodt straks tilføie 10at Karl Henriksen allerede havde passeret de 60. Haaret var tykt og mørkt uden et graat stænk, om end skindluen og sydvesten havde gjort det tyndt paa issen. Hans dragt var enkel og letvindt: et par gamle mørkeblaa klædesbukser med en sæle, vest og stribet flanelsskjorte, som holdtes sammen i halsen af en rød uldlidse. Hans fødder bedækkedes af et par broderede morgensko, hvis brogede farver forlængst var falmede. Skjorteærmene var opbrettede og fremviste et par haarrige armer, lignende knudrede egegrene.

Ansigtet var brunt og veirbidt, næsen lang og kjødfuld; men det var ikke til at tage feil af, at manden i Frams styrerum i sin ungdom havde været saa vakker en kar som nogen.

Af skjæg bar han en tyk krøllet bart fra ørene og under hagen, men forøvrigt var ikke alene hans kind og læber glatragede, men ogsaa nakken til et par tommer op over skjortekanten – en skik, som man endnu kan træffe hos gamle matroser.

Karl Henriksen var den mest søgte kuttermand i hele Kristianiafjorden. Men det nyttede ikke alle og enhver at prøve paa at hyre ham. Han vilde ikke «staa ombord i» nogen middelmaadig kutter eller have med «fillegreier» at gjøre. Ikke saa at forstaa, at han forlangte 11nogen «racer» – nei, tvertimod, han foragtede disse maskiner: men han vilde kun lade sig hyre med solide, velseilende fartøier med «godt fribord og ordentlig dug i seilene».

Han havde i sin ungdom faret tilsjøs og været lodsgut. Saa blev han kuttermand med en af de gode gamle «Grønnebaade» – kaldes saa efter en af vore første seilere og kuttereiere i Kristianiafjorden – og stod derombord i 20 aar, da eieren døde, og kutteren blev oplagt.

Siden den tid vilde ikke Karl Henriksen hyre sig fast med nogen, men skiftede hver sommer og oftere end det. Den, som kunde faa tag i ham til en kapseilads, priste sig lykkelig, hvad han saa maatte betale – især i Kristianiafjorden; ti ingen kjendte fjorden bedre end han: Han vidste, hvordan strømmen satte under de forskjelligste vindforhold, hvordan vinden kastede under det land og det land. Han kunde forudsige, om vinden vilde friske udpaa dagen eller løie, hvorvidt den vilde trække sig vestligere eller østligere.

Karl Henriksen havde i sin ungdom været en stor tilbeder af det smukke kjøn og kunde isaahenseende rose sig af en stor og udtømmende erfaring. Han var nu enkemand for anden gang, men pleiede med stor kraft at forsikre, 12at ingen jordisk magi skulde faa slæbt ham for alteret tredie gang.

Karl Henriksen var heller ingen foragter af Bacchi gaver, og skulde han ud paa nogen længere tur, saa fandt han en «afseilingsdram» – det vil sige en ganske kraftig rus –uomgjængelig nødvendig. Han beskyldtes ogsaa for i høi grad at elske det gods, som møl og rust fortærer, og paastodes at eie to huse i en af smaabyerne, hvilke huse han nok bortleiede med megen kyndighed.

Forøvrigt var Karl Henriksen saa tro og paalidelig som guld og den bedste sjømand, man kunde træffe, især hvad angik seilads med dæksbaad eller kutter.

*

Vor mand ved roret syntes at længes efter nogen forandring i programmet; ti han bøiede sig meget ofte ned for at skotte til det runde skibsur i kahytskappen. Da viserne nøiagtig stod paa 5, steg han raskt ud af styrerummet og skrævede ned i kahytstrappen. Gjennem den aabne dør praiede han forsigtig, for ikke at forstyrre uvedkommende:

«Ingeniør, ingeniør! det er to glas paa dagvagten!»

Den person, som saaledes kaldtes til sin pligt, og som snart viste sig paa dækket, var 13ingen anden end læserens ærbødige tjener, nedskriveren af denne sandfærdige beretning.

Det var et deiligt syn, som vederkvægede mit øie og hjerte, saasnart jeg havde faaet rystet søvnen af mig.

En herlig sol over horisonten i øst paa en himmel uden skyer; havets glitrende flade i syd og vest i sagte bevægelse under lange dønninger og kruset af den friske landvind. Fra nordvest til nordost strakte landet sig med de lyse holmer og skjær forgyldte af morgensolen; bagenfor dem den lyse smaaskog og længst inde i land de mørke skovbegroede aaser.

Vi kunde vel være en 6 kvartmil af yderste skjær, fartøiet løb langs landet vestover, og paa styrbords laaring saaes Torungernes to hvide taarne langsomt at synke ned under horisonten.

Karl Henriksen – eller blot «Henriksen», som han selv bedst likte at kaldes – afbrød mig i min beskuelse: «Jeg troede ingeniøren kunde have lyst paa en kaffetaar; kanske De vil tage roret, saa skal jeg faa kjedlen over.»

Jeg vidste nok, hvem der havde mest lyst paa kaffeen; men det var min og Henriksens vagt, saa jeg havde ikke noget at beklage mig over, om jeg blev purret; – hvem kunde ogsaa 14andet end være taknemlig for et saadant morgensyn!

«Javel, Henriksen, det skal jeg: hvad styrer vi? – sydvest naa – ja, faa bare kaffeen istand, saa purrer vi Monk og løitnanten.»

Henriksen kom sig hurtig forover, knyttede op et par rebseisinger i fokken, satte røghatten over røret gjennem dækket, og et par minutter efter steg den blaa røg i veiret og hvirvlede ned under seilet i læ.

Vinden var ikke friskere, end at den netop holdt seilene godt fulde og hindrede kutteren i at rulle paa dønningen; men de var nye og tætte, og vandet saa smult, at kutteren gjorde sine 3–4 knob.

Mens kaffeen kogte op, trak Henriksen sine sko og strømper af, greb skrubber og pøs og gav sig til at spule dæk.

Del var et morgenarbeide, som han aldrig undlod, selv om kutteren var fuld af damer og landkrabber, som beklagede sig over det «ækle vand paa dækket».

Da saa det arbeide var fuldført, og kaffeen imens kogt, blev «Monk og løitnanten» purret. – – – – – –

Nu er det forresten paa tide, at jeg gjør rede for, hvorledes det gik til, at vi fire befandt os ombord paa «Fram», samt for expeditionens 15hensigt og maal; ti som læseren snart skal se, var vi ikke ude paa nogen almindelig seiltur langs kysten.

*

Jeg havde i flere aar staaet i forretningsforbindelse med en rig bankier fra Paris, en baron de Francheville, ianledning af nogle grubeforetagender i Nordland. Et fransk selskab med bankieren i spidsen havde kjøbt flere kobbergruber deroppe af et norsk kompani, hvis tekniske konsulent jeg var. Men ogsaa efterat vore forretninger var afsluttede, havde jeg hvert aar besøg af ham; han kom om sommeren op til Norge med sin prægtige dampyacht. Baronen var ikke mere end nogle og firti aar; men paa franskmændenes vis agtede han at trække sig ud af forretningerne, saasnart han kunde gjøre det med en passende formue. Og dette var vistnok ikke vanskeligt for min franske ven; ti han havde arvet en blomstrende bankierforretning efter sin far.

Sidst sommer havde han ogsaa betroet mig, at om et aar sagde han banken farvel og vilde for resten af sit liv udelukkende hellige sin tid til sin vakre frue, sine børn og – seilsporten: Francheville var nemlig en ivrig sportsmand, især seiler, om end den knappe tid, som 16forretningen levnede ham, hidtil havde tvunget ham til at tage sin tilflugt til damp.

For et aars tid siden overvar vi en kapseilads udfor Jomfruland, hvor der blæste en halv storm, og Francheville saa med beundring paa de archerbyggede kuttere, hvor folk gik tørskoede paa dækket, mens de andre fartøier var mere under end over vandet.

«En saadan maa De kjøbe mig,» raabte han, det vil være noget for Middelhavet. Dernede kjender vi ikke Eders skjærgaard, som gjør, at man, naarsomhelst man ønsker det, kan seile som i en rendesten: dernede har vi altid sjø, naar det bare blæser lidt.»

Jeg paatog mig med fornøielse at skaffe ham en god kutter bygget hos den berømte mester og modtog hans instruktioner, hvad størrelse og andet angik. Den skulde være færdig næste sommer, og jeg lovede at hyre paalidelige folk til at seile den ned til Gibraltar inden 1ste september. Der skulde han selv overtage den, – før paa sommeren blev han ikke fri.

Hvad omkostningerne angik, da havde jeg carte blanche, saa enhver kan forstaa, at jeg lod alting ombord blive af første sort.

«Fram» var vistnok den største lystseiler af den type, som da var bygget: den var 45 fod lang i vandlinien og 11 fod bred og kunde vel maale 17en 30 ton. Den fik blyballast og kobberhud og havde to prægtige kahytter med soveplads til 6 personer foruden rummet forud med kabys og køier til 3 mand.

Alt gik godt, og tidlig paa sommeren var «Fram» færdig til afseiling. Men at faa en paalidelig mand til at føre den ned til Gibraltar, det var en vanskeligere sag.

Der fandtes nok af mænd, som kunde haandtere den slags fartøier; men saa kunde de ikke navigere. Og de, som kunde navigere, havde bare seilet med raaseilere og vilde nødig indlade sig paa affæren. Jeg begyndte allerede at blive ræd for, at Francheville ikke skulde faa sin kutter til den aftalte tid; da mødte jeg pludselig en dag min ven marineløitnant Holt paa gaden.

«Hvad fanden gjør du her paa landjorden?» spurgte jeg. «Naar du ikke er ude til orlogs, saa er du jo paa opmaaling, og naar du ikke er paa opmaaling, saa er du jo ved fiskeopsynet, og naar du ikke er ved fiskeopsynet, inspicerer du fyrer eller bygger moloer – har du deserteret eller er du afsat?»

«Ja, du kan nok sige saa,» svarede Holt melankolsk og trak sin store næve langsomt op af trøielommen for at ryste min. «Pokker staa i det; hverken fiskeopsynet, fyrvæsenet eller opmaaling har brug for mig paa flere 18maaneder. Nu gaar jeg op i marinekommandoen for at spørge, om jeg ikke kan blive udkommanderet udenfor tur; jeg taaler ikke lugten længere, hverken af Gravesen eller Grand, ja ikke en gang Sankthanshaugen eller Holmenkollen med de svenske turister eller Bygdø bad, Paraplyen, og hvad det nu heder alt sammen.»

«Men kan du ikke tage dig en tur op i landet? Du har jo hverken kone eller uforsørgede børn at drages med.»

«Nei, gudskelov, det har jeg ikke; men jeg liker nu engang sjøen bedst, og der vil jeg holde mig. Den, som var saa rig, at han kunde holde sig en kutter! om det saa bare var en skarve dæksbaad!»

«Kutter!» raabte jeg, «jo du skal faa seile i kutter – lige til Spanien, om du vil!»

«Hvad er det, du vrøvler om! Slip mig, saa jeg kan komme op i kommandoen, før officererne gaar til sin middag.»

Jeg skal ikke opholde mig mere ved de videre forhandlinger med Holt; men nok af det, han gik ind paa at føre «Fram» til Gibraltar paa betingelse af, at Monk og jeg fulgte med, og at Karl Henriksen var villig til at lade sig hyre som «mand».

«Vi tager ikke flere folk med,» sagde han, 19«Du og Monk er mindst halvbefarne, det ved jeg fra vore smaature med din kutter, og saa skal nok Henriksen og jeg greie resten. To mand paa hver vagt er mere end nok.»

Dernæst satte Holt som betingelse, at han først selv skulde faa inspicere «Fram» og se, at alt var iorden, og at han skulde have frie hænder til at gjøre de anskaffelser eller foretage de forandringer med rig og udstyr, som han fandt nødvendigt. «Rigtignok er det sommers dag,» fortsatte han, «men Nordsjøen behøver ikke at være saa blid for det, og Biscayeren er det værste helvede i verden, om nordvesten skulde finde paa at tage sig en vals med os.»

Dermed var sagen afgjort mellem os, og da baade Monk og Henriksen erklærede sig villige, var expeditionen sikret.

Jeg tror ikke, at jeg havde faaet den nødvendige permission af min frue, hvis jeg ikke havde kunnet fortælle, at løitnant Holt skulde være med som skipper ombord. Vistnok likte hun idetheletaget ikke turen; men hun nærede ingensomhelst bekymring for min sikkerhed under Holts varetægt.

«Var det ikke for den fille navigationens skyld, saa kunde jeg selv have ført ‘Fram’ til Gibraltar,» bemerkede jeg, da vi talte om sagen.

20«Hvis ikke Holt skulde være med, fik du simpelthen ikke lov til at reise, var svaret.

«Der er vel andre end Holt, som kan seile med en kutter, svarede jeg noget irriteret, jeg var lei af den megen tale om Holts dygtighed. «Hvad siger du, Monk?»

«Ja, damerne synes vel, de trygt kan rose Holt, fordi han er saa styg – – – – –»

Monk saa forventningsfuld paa Klara.

«For det første er Holt slet ikke styg – en mand med saa godt hjerte og saa god forstand kan aldrig blive styg i mine øine,» var Klaras hurtige svar, «og desuden tror jeg, det er saa, at stygge mennesker er de flinkeste. – Ved De hvad, Monk! De har tabt meget i folks omdømme, efter at Fredrik har begyndt at skrive sine bøger om «den interessante Monk» med «det krøllede haar over den noget lave pande,» «de velformede hænder og fødder,» «den smukt skaarne mund, o. s. v. – Jeg har i den senere tid hørt mange tale om «den kjedelige Monk – om muligt endnu kjedeligere end vennen Viller.»

«Om forladelse, frue! hvordan var resonnementet?» – Monk fremviste sit høfligste smil – «Holt er saa dygtig, fordi han er styg, og desuden er han slet ikke styg; var det ikke saa?»

21«Aa, jeg bryder mig ikke om Deres vrierier, Monk; men naar De og Fredrik har saa meget at udsætte paa Holt, hvorfor vil Dere da saa gjerne være sammen med ham: seile med ham, gaa paa jagt med ham og spille l’hombre med ham? – det kan jeg ikke forstaa!»

«Nei, det kan jeg heller ikke; men alvorlig talt, saa har jeg aldrig brudt mit hoved med enten Holt ser godt ud eller ei. Da vi var gutter, bar han navnet Chingagook blandt sine kamerater: ti han paastodes at ligne denne berømte høvding af ansigt, og det tror jeg ogsaa er tilfældet; men samtidig er han i besiddelse af alle høvdingens ædle egenskaber lige fra den værdige faamælthed til smagen for de hvides ildvand.»

«Kom ikke til mig med Deres vitser over Holts udseende. Jeg ved, han ser ud som en mand, og det er altid bedre end at se ud som en figur fra en modejournal» – med et haanligt blik til mig, som havde tilladt mig at le ad Monks sidste ord «eller som et udstillingshoved» – Monk for sig netop med haanden gjennem haaret – «i en parykmagers vindu.»

Monk lo. «Holt er en af de kjækkeste karer under solen, frue; men en stor feil har han dog, det skal De indrømme; han er ikke gift! det kan De ikke negte, hvad?»

Klara lod sig snart formilde. Hendes hovedpassion 22i de sidste par aar havde været at se Holt vel forlovet eller gift; men jeg tror paa samme tid, hun ikke fandt nogen dame god nok for ham.

«Vent bare til Dere kommer hjem fra seilturen, saa skal De se. Holt var heroppe igaar og fortalte, at han skal blive hjemme i hele vinter. Han skal bestyre sjømandsskolen her i Kristiania. Da skal vi holde baller og selskaber for ham med det rigeste udvalg af søde, unge damer, og saa – – – –»

«Hvad det søde angaar, saa tror jeg, Holt har faaet nok af det,» bemerkede jeg dybsindig. «Han var engang i sin pureste ungdom forlovet med en ‘ualmindelig sød’, ung dame: men saa havde han ogsaa en ven, som var saadan en ‘sød herre’. Da nu vennen skulde tage sig af damen under Holts fravær paa langtogt, saa endte det med, at han ved sin hjemkomst fandt dem – ikke forlovede, men gifte. De havde nok ikke fundet tid til at underrette ham derom – – – –»

«Han kan prise sig lykkelig, at han ikke blev gift med den dame.» Klara var noget stram om munden.

«Ja, det kan nok være; men han bider ikke let paa krogen en anden gang.»

Denne samtale fandt sted, et par uger før 23min fortælling tager sin begyndelse. Hvorlænge vor diskussion om Holts tilbøielighed for ægtestanden kunde have varet, ved jeg ikke; men den blev ialfald afbrudt ved, at angjældende selv optraadte paa skuepladsen – vor dagligstue – ifølge med Karl Henriksen og meldte, at nu var «Fram» seilklar.

Nogle dage derefter krydsede vi en solblank eftermiddag ud Larviksfjorden og stod vestover, saasnart vi kunde ligge Rakkeboerne forover. Den dag og den næste var vinden flau; men strømmen satte godt vestover, og saaledes gik det til, at vi fra «Frams» dæk den 24de juli kl. 8 fmd. peilede Oxø i vest til nord og Homborgø fyrtaarn i nord-nordost, som Holt skrev i logbogen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.